Long time no see //Privat :: Misha//

S: Lufthavnen.
O: Andre passagere.
V: Skyet. Sner en anelse. Is glat udenfor.
T: 21:32

Luke var kommet ud af sit fly. Det var længe siden han havde været hjemme. Han havde været væk i 3 antal år. Han havde savnet det hele. Han havde savnet familien. Savnet Misha. Havde hun mon givet op på ham? Nej. Det ville hun aldrig kunne finde på at gøre. Han stod og kiggede lidt rundt. Han havde egenligt regnet med at familien havde været der for at byde ham velkommen hjem. Han havde i hvert fald sagt til dem hvornår han ville være hjemme. Men ingen var der. Kun ham selv der stod og kiggede efter nogen, som ikke var der. Han sukkede stille. Havde han været så længe væk fra omverden at alle havde glemt ham? Jo måske. Han måtte kontakte folk noget oftere. Meddele at han var tilbage. Tilbage på plads.
Hans skridt førte ham hen i en kø hvor han fik sin kuffert. Den havde en mørk rød farve med sorte og syregrønne striber hen over. Dette gjorde det nemt at genkende hans kuffert. Det var hans kende farver. Hans fødder førte ham derefter hen til en cafe.
Han havde fundet en bog frem fra sin håndbagage og sad nu og læste den. Enkelte gange tog han nogle sip fra te. Han ville vente med at tage hjem. Han havde endelig god tid. Han stoppede op i bogen og kiggede sig omkring. Han følte nogen var i nærheden. Blikket gled stadig rundt i lokalet, han tog en slurk af sin te. Ikke mere. Han stilte den på underkoppen og rejste sig. Hans fingre gled lidt længere ned i bogens linjer. Han tog et sidste kig i bogen og satte et bogmærke. Det orange bogmærke lagde sig på ordet 'forlovet'. Han smækkede den sammen og lagde den i håndbagagen, tog den over skuldren og gik lidt væk fra cafeen. Der en bekendt i nærheden. Hvor personen var, var bare spørgsmålet. Han kiggede sig omkring. Der var mange mennesker i forhold til at klokken var rimelig mange. Men der var også lige kommet tre fly ind. Han skurrede lidt rundt. Han lignede sig selv, ud over han så mere voksen ud. Han havde stadig det farlige røde hår og de uhyggelige stærke grønne øjne.
Diskret inhalerede han lugten omkring sig. Duften, som fik ham til at reagere, mindede om Misha. Men hvor var hun? Han kunne ikke sætte en finger på afstanden.

Misha var næsten lige steget ud ad flyet, og stod nu på banegården. Hun lignede et stort spørgsmålstegn, for hun savnede mange ting , nu var det jo også lang tid siden hun havde været hjemme. Hun savnede mest Luke, gad vide hvad han havde gået og lavet, mon han havde forladt hende?, nej det havde han ikke det var hun sikker på. Der var enlig sket meget på hendes rejse, hun mødte sin skaber som hun fik tilbragt lidt tid til, og i al den tid hun havde været på sin rejse, var der kun en ting hun savnede mere end noget andet, og det var Luke, hendes elskede Luke, hun savnede ham så meget. Hans smil , blide berøringer, al den dejlige romantik. Misha var næsten ved at fælde en tårer kun for Luke, kun fordi hun savnede ham, savnede ham ved sin side. Hun kiggede rundt, og fik tørt øjnene. Hun kunne se en masse folk
men der var ikke nogen som lignede eller som var Luke. Hun sukkede , måske var han stadig på rejse, eller måske gad han ikke møde hende eller hente eller noget andet. Nej! nu måtte hun tage sig sammen,hun rystede på hovedet for at få tanken ud ad hovedet. Hun gik lidt hen imod nogle mennesker , men stoppede op på halvvejen af en lugt hun havde duftet til før.
Det kunne ikke passe, eller jo måske var det sandt, var han her, Luke, hendes dejlige kæreste.

"Luke"mumlede hun stille, og så noget rødt og tænkte at det måske var ham, og satte sin kurs mod ham. Hun stoppede op lidt væk fra ham, for hun nåede at få et glimt af hans ansigt, hun tabte helt bagagen"LUKE!"råbte hun bare uden at tænke over noget.

Luke hørte på lang afstand den, den stemme som tilhørte den han elskede højest. Han vidste dog ikke hvor stemmen kom fra. Han kiggede lidt rundt. Kiggede over mod en smykke butik. Det ville klart afsløre hans grønne øjne, selvom han havde brillerne på.
Han kiggede så den anden vej. Håbede på at se det lange blonde hår danse et eller andet sted i menneskemængden.
Hendes duft var også meget stærkere, selv blandt alle disse mennesker, og en parfumeforretning i nærheden. Hans grønne øjne kiggede desperat efter hende. Hvor var hun? Misha.
Han vendte en enkelt gang sig lidt igen. Hans øjne kom igen til syne igen. Han så hende endnu en gang ikke.
Han hørte hendes stemme kalde på hans navn. Han vendte sig straks om og gav slip på al bagage. Han måtte kontrollere sig selv så godt som muligt, for ikke at få en overnaturlig fart hen til hende. Han løb, som alle andre ville løbe, hvis de havde været i samme situation.
Hendes lillaviolette øjne kom hele tiden til syne hver gang en passerede i hast. Han kunne ikke lade være med at smile stort over at se hende. Brat stoppede han op foran hende. Næsten helt op af hende, nogle få centimeters mellemrum måske. Han åndede naturligt tungt ud, for at få normal åndedrag.
Han snusede lydløst og diskret til hende. Hun duftede næsten helt af sig selv. Han kigede op og ned af hende. Hun havde ikke ændret sig nok til at han ikke kunne genkende hende når han så hende. Hun var blevet højere og fået en lidt længere hår. Andet kunne han ikke lige sætte fingeren på. Men hun lignede næsten fuldkommen sig selv.
Hans hånd gik roligt efter hendes.
Hans egen rejse havde mest af alt været at side med hovedet nede i bøger. Og så havde der selvfølgelig været noget med hvor han havde gået på gaden og redet og afskaffet nogle liv. Noget mere familie havde han selvfølgelig også mødt. Familien var jo stor selv i hans hus. Og hans slægt var spredt over mange lande. Hans anden hånd lagde sig forsigtig om hendes nakke. ”Hvor har jeg dog savnet dig, Misha..”

Misha smilte lettet til ham, og hun havde fået tørret tårerne væk fra ansigtet, det var Luke,det var godt han havde løbet hen til
hende for ellers havde hun gjort det. Han lignede også sig selv, lidt højere, men
Misha kunne altid kende Luke. Hendes blik beundrede
ham lidt før hun nussede hans hånd mod hendes.
Hun var glad for at han ikke var taget hjem eller et andet sted hen, for så var hun helt alene.Gad vide hvad Luke havde lavet og
han så meget glad ud for at se hende igen.
"Luke..."sagde hun glad og var næsten ved at græde igen fordi hun havde savnet ham så meget.
Men hun græd ikke hun gav ham et kys på munden, og kiggede på hans smukke grønne øjne"Har virkelig også savnet dig Luke"sagde hun og lagde hovedet på skrå.
Det føltes som første gang hun mødte ham,
hun blev stadig ligeså glad, hun fik den samme følelse igen som første gang, og det var virkelig en god ting.
Efter alle de ting der havde sket på hendes rejse, så havde hun brug for at se og nyde synet af hendes Luke igen.
"Hvordan gik rejsen"spurgte hun sødt og flettede hendes fingre ind med hans.
Hun var bare så glad, og glædede sig til at høre alt om Luke s rejse og hun glædede sig til at hygge sig sammen med ham igen.

Luke smilede blidt til hende og aede blidt hendes hånd. Det var længe siden de havde været sammen på nogen måde. Tre lange og forfærdelige år. Forfærdelige i den vis at han havde set mange liv gå til spilde og ikke at have set Misha i sådan en lang strækning.
Kysset på munden gav han igen, blidt. De skulle måske snakke lidt sammen, inden de bare tog et eller andet sted hen.
Det gudesmukke syn af Mishas lange gyldne og blonde hår gjorde ham tilfreds, og aftenens mørke lagde sig blidt hen over hele lufthavnen. Mindede meget om da de mødtes. Alt det mørke. Hvor kun de skinnede. Som i en film, hvor er kun var scene lys ned på dem, og alle andre var mørklagte.
”Den gik godt, jeg har fået studeret en masse, mødt noget mere familie og...” han stoppede lidt. Han skulle nok ikke sige på en lufthavn at han havde dræbt nogle 'banditter'. Han kunne selvfølgelig ikke gøre for at banditterne havde valgt en kvinde som mål, og at Luke tilfældigvis kom forbi. Luke kunne jo ikke se på en kvinde blev slået, eller i det hele taget mishandlet. Det var også derfor han var så forsigtig med alle piger. Luke havde aldrig kunnet lide at mænd slog kvinder. Når det så endelig kom til at to kvinder var oppe mod hinanden, så var det jo bare sådan at han stoppede slåskampen, eller fjernede den det gik ud over, eller i værste fald satte den der lavede ballede ind i en metro, så den anden kunne nå at komme videre.
Han kiggede skiftevis i Misha's øjne igennem brillerne. Han grinede blidt og fjernede så sine briller, og ville lægge dem ned i sin håndbagage, da han dog lagde mærke til at den ikke var der. ”Misha...” sagde han blidt, for ikke at virke nervøs over for hans bagage. ”Min bagage,” sagde han og kiggede forsigtig lidt bag ud, og ud af øjenkrogen, kunne han se at det ikke var der mere. ”Tror nok vi må henvende os et sted og få min bagage igen,” grinede han lidt. Han havde nogle værdifulde ting i sin bagage.