Common Demoninator? Long time since..(Rosella=privat)

Sted: Udenfor Di Morga :: La marécage - Søen.
Tid: omkring klokken 22:00, tæt på midnat.
Dato: 4. september.
Vejr: Stille og rolig vind med få stjerner på himlen.
Omgivelser: Chariot.

En skikkelse på de omkring 18 år dukkede frem tæt ved søen, der lå udenfor Di Morga. Den ukendte skikkelse af en dreng gik hen mod søens bred, imens at han var iført en sort T-shirt, sorte tætsiddende bukser, hvor han havde en kæde hængende, en cap på hovedet, sorte læder handsker samt sine briller som han altid havde på sig, fordi hans syn var blevet noget sløret og hans hår sad som det skulle, lidt farverige hår. Han satte sig ned på hug tæt ved vandet og kiggede ned i det hvor han fik øje på sit spejl billede. Et skævt smil dukkede frem på hans læber imens at en tåre trillede ned af hans kinder. En masse tanker strejfede igennem hans hoved, mens han bl.a. tænkte på om han skulle forlade stedet. Måske forsvinde på mystisk vis? Han vidste det ikke, han vidste ikke hvad han ville. Han følte sig forandret imens at et sort hul var placeret i hans hjerte. Med forandring var hans hud også blevet blegere end hans hud før var, (lige så bleg som på avateret). "Kommer der nogen sinde til at ske noget godt for mig?" spurgte han sig selv, meget lavt, så det ikke kunne høres fra andre, hvis nogen pludselig skulle komme og dukke op.
Han undslap et suk, måske var det meningen at han så skulle fortsætte med at være ond og gemme sit godhjertet hed væk? Chariot ville ønske at han ikke havde mødt Maylana, at han bare var blevet hos Rosella i stedet. Men det var selvfølgelig forsent også. Rosella hadet ham sikkert lige så meget som Maylana gjorde.

Rose gik langs græsplænen, hun gjorde intet forsøg på at skjule sig. Hun havde en lang hvid top på, som havde en gråt blomstermønster, et par flade hvide sko og nogle går, tætsiddende bukser uden lommer på. Hendes øjne var isblå, hvilket ville sige, at hun ikke var sulten, men ikke for så lang tid siden havde spist. Det havde taget hende tid at blive mæt, fordi det havde været to hunkønsvæsner, som havde taget. Og de mættede ikke ligeså meget, som hankønsvæsners blod gjorde. Hun havde endda ladet dem overleve med et lille mén. Hun havde gået efter hankønsvæsnerne, hvis ikke det havde været for Chariot/Carrot. Fordi han var der, så følte hun sig utro, hvis hun gik efter hannerne. Et lille suk undslap hendes læber.
Rose fik øje på en sø længere fremme og valgte det, som sit nye mål. En sær duft ramte hende. På en måde kunne hun genkende, men den virkede alligevel lidt fremmede for hende. Hun valgte at ignorere det, fordi hun havde ikke nogen lyst til at undersøge det. Hun så dog rundt og fik øje på en mørk skikkelse, som sad ved søens bred. Hun trådte på en gren. hun fik selv et lille chok og stoppede op. Hendes opmærksomhed var nu igen vendt mod skikkelsen.


//*Host* Rose ved stadig intet til hans affære med Maylana.//

//det vil han også .. fortælle hende//

Chariot kiggede op da han hørte at nogen var i nærheden, han så sig lidt rundt inden at han rejste sig op og rettede en smule på sit tøj. Og han fik øje på Rosella.. Som han godt kunne huske fra sit tidligere liv. Et lydløst suk undslap fra hans læber, imens at han tænkte over det hele, alt det som han havde været igennem og over hvordan han skulle fortælle hende det som han havde på hjertet at sige til hende. "Rosella?.." spurgte han med en kølig stemme, imens at han kiggede på hende, han ville sikre sig om hun virkelig var hende.. Chariot begyndte at gå med rolige skridt hen imod hende. Imens at han også tænkte over hvad for nogle ord han skulle bruge, hvordan han skulle formulere det hele. "Er det virkelig.. dig?" spurgte han og lagde sit hoved en smule på skrå, imens at han betragtede hende og afventede svar. Han sank en lille klump imens at han bevægede sig hen mod hende. Rosella ville komme til at hade ham, det var helt sikkert, efter at han havde fortalt hende det, som han ville sige. Som han ikke havde fået muligheden før nu.

//undskyld jeg skulle spise//

Det gippede let i Rose, da hendes navn blev nævnt. Hun havde ikke regnet med, at hun ville møde nogen, som hun kendte eller nogen, som kendte hende. Hun syntes, at hun kunne kende stemmen, men kunne det være rigtig? Det var gået så lang tid siden, det kunne jo være noget, som hun bildte sig ind. Skikkelse lignede ret godt, kunne det være rigtig? Hun tog chancen og skulle nok finde på en undskyldning, hvis hun tog fejl. Hun løb hurtigt, men sikkert mod skikkelse og slog armene om halsen på ham. "Carrot." mumlede Rose forsigtig og kunne let ærke, hvordan tårene begyndt at presse på hende. "Er det virkelig dig? Jeg har savnet dig utrolig meget." Hun regnede næsten med, at hun tog fejl, fordi det var for godt til at være sandt. Men hvornår skulle de ellers møde hinanden? Hvorfor straffede "gud" dem så hårdt? De havde jo intet gjort.

Han smilede lidt, det var hende som han kendte. Kunne han genkende ud fra at hun kaldte ham Carrot. "Jeg har også savnet dig" sagde han stille og førte sine arme rundt omkring hende, og krammede hende blidt ind til sig. Han havde virkelig savnet hende og han blev overrasket over at hun kom løbende hen mod ham. "Men.. Rosella.." mumlede han og sukkede. "Der er noget jeg vil fortælle dig" sagde han, imens at han kiggede ind i hendes øjne. Lagde sin pande mod hendes inden at han trak en dyb indånding, "er ikke stolt over det her på nogen måde, som jeg vil fortælle dig" sagde han køligt og alvorligt på samme tid, hun skulle vide at han ikke var stolt over det, og hvis han kunne ville han spole tilbage i tiden og ændre en masse. Så han ikke udstillede sig selv som en kujon, hvilket han var. "Er blevet genfødt.. er blevet til en dæmon i stedet for en dødsengel som jeg engang har været.." startede han med for også at komme med noget positivt, men han vidste så ikke hvordan hun ville tage sig på det. "Og.. udover det så.. imens at vi var sammen... inden at jeg smuttede, havde jeg noget kørende med en anden pige... jeg" sagde han stille og bed sig diskret i underlæben, imens at han på en måde ventede med at få en lussing. Eller noget af det som var værre. "Jeg.. det var forkert af mig.. og skulle have været klogere...inden at jeg gjorde noget... men jeg har tænkt på dig og forstår selvfølgelig godt hvis at du ikke vil se mig mere.. jeg..overvejer at forlade stedet så jeg ikke kan såre flere" Langsomt førte han sin ene hånd op mod hendes og lagde den der, og nussede hendes kind blidt med sine fingerspidser. Imens at han stadigvæk kiggede ind i hendes øjne.

Rose lod stille tårene falde, det var glædeståre. Hun havde ikke troet, at det var muligt, men det var virkelig Carrot. Hun kunne godt høre, at det han ville sige, ikke kom fra den bedste skuffe, så hun måtte hellere være opmærksom på, hvad det var, som han ville sige. Hun måtte lige selv trække i nakke hårene, fordi hun var ikke specielt god til det med at være opmærksom, hvilket også altid havde været en svaghed for hende. "Jeg syntes nok, der var noget ved dig. Din duft er også blevet anderledes." sagde Rose og smilte til det med, at han var blevet genfødt. Hun havde nær troet, at der ville komme noget, som havde været værre endnu. Hun var jo selv blevet bidt af en vampyr, så hun var blevet forandret. Men det var det, hun ønskede. Hun ville ikke være en dæmon, fordi hun ikke tilhørte den verden, hun var simpelhen for anderledes til den verden.
Rose havde været optaget af sit tankespin og ikke været helt opmærksom på hans ord. De sidste ord, om at forlade stedet, hørte hun tydeligt. "Nej, du må ikke..." hun afbrød sig selv. Da hans finger kærtegnede hendes kind, kom ordene til hende. Det han havde sagt før, det hun ikke havde været opmærksom på, begyndte at give billeder inde i hendes hoved, og ordene blev et fjernt ekko. "Du... har.. hvad?" fik Rose fremkvalt. En klump havde sat sig nede i hendes hals. Hun trak sig væk fra ham og en ny tårestrøm begyndte, denne gang var det ikke glæde. Hun følte sig skuffet, svigtet, måske en smule vred, men det værste af det hele var følelsen af, at hun blev brækket itu. Det gjorde ondt indeni hende, og hun kunne mærke følelsen af tomrum, som spredte sig. "Hvor kunne du?!" sagde hun på en vred måde. Hun ville løbe væk, men hendes ben kunne ikke bære hende længere og de gav efter, så hun sad på græsset. Rose trak knæene op til brystet og holdte om sine ben. Hun følte sig svag, afmagtet. Han skulle være glad for, at hun havde spist, før hun mødte ham, ellers havde hun haft tænderne i ham nu. Hun prøvede forgæves at fjerne tårene, men de blev ved med at komme tilbage.

Chariot kiggede på hende, imens at han havde forventet at få en lussing af hende eller noget der var værre end det, han kunne ikke forstå hvorfor hun ikke løb sin vej eller noget lignende, men i stedet for blev hun? Hvilket han ikke kunne forstå, overhovedet, "Skal jeg gå min vej..?" spurgte han stille, til at hun godt kunne høre det. Uden at han svarede på hendes spørgsmål, han vidste det godt og han havde indrømmet sin fejl. Det var jo ikke noget han var stolt over. "Det er selvfølgelig i orden.. hvis du ikke vil se mig mere" sagde han næsten hæst. Han var virkelig ked af det og der begyndte også at trille tåre ned af hans kinder, han kiggede på hende inden at han rettede lidt på sine briller, "Du vil sikkert heller ikke ses med en nørd og en kujon.. som mig så" mumlede han, "Mit syn er blevet sløret.. så jeg kan ikke rigtig se noget når jeg ikke har briller på" sagde han og fortalte en af hans svagheder, det ville hun måske også gerne vide. Et lydløst suk undslap fra hans læber.

Rose var ved at blive vred på sig selv, fordi hun ikke kunne holde op med at græde. Hvorfor græd hun sådan? hvorfor kunne hun ikke bare sig fint og så gå sin vej, ligesom hun havde gjort ved så mange af sine ofre, som hun havde bedt? Hvorfor var det så svært? Måske havde hun virkelig knyttet sig tæt til ham, måske var det ægte kærlighed det hun følte. Hun havde aldrig haft de følelser før, fordi hun havde haft en hård opvækst. Og så havde hendes mor svigtet hende ved at holde sandheden om hendes far hemmelig. Der havde hun følt sig svigtet, derfor havde hun bare slip. Men det kunne hun ikke bare nu. Hun kiggede op på Carrot. Hendes øjne var fyldt med tåre, som strømmede ned ad hendes kinder, og hun kunne intet gøre for at stoppe det. "Jeg elsker dig." mumlede Rose næsten uhørligt. Det var første gang, hun sagde det, men det var også først gang, at hun følte sådan her. Selvom han var årsagen til denne smerte, som hun kunne føle, så holdte hun stadig af ham. Men kunne hun nogensinde tilgive ham? Forsvandt følelsen nogensinde igen? Hun var ret ligeglad med, om han var nørd eller ej, om han bar briller eller ej. Det ville ikke forandre ham. "Kan du huske første gang, vi mødtes?" spurgte Rose lidt tydeligere denne gang. Hun snøftede en enkelt gang og kunne mærke, hvordan tårene tog af igen.

Chariot kiggede på hende og hævede det ene bryn da hun sagde at hun elskede ham? Eller det var i al fald det som han troede at hun sagde. Han var ikke helt sikker på det, fordi hun snakkede så stille. Langsomt gik han hen til hende og satte sig ned på hug foran hende, "Hvorfor skulle jeg glemme det?" spurgte han stille, nærmest med en hviskende stemme. Imens at han lod sine øjne hvile på hende, lagde han sit hoved en smule på skrå. "Rosella.. jeg elsker dig, men jeg vil ikke have at du skal føle dig presset eller på nogen måde.. med at jeg ved ikke.. men det er fint nok hvis.. at du ikke vil se mig igen" sagde han stille og alligevel dukkede der et svagt smil frem på hans læber, han var glad for at se hende igen efter al den tid.

Rose kiggede på Carrot, da han nærmede sig hende og satte sig på hug foran hende. hun havde nær trukket sig længere væk, men hun blev siddende. Et lille hulk kom fra hende, da han sagde, at han elskede hende. Nogle tåre trilte ned ad hendes kinder. Hun fjernede dem igen. Hun var lidt pinlig over, at det var hende, som græd. Hun vendte hovedet væk fra ham. "Jeg har brug for tid." sagde Rose stille, men bestemt. Hun havde brug for det, fordi hun skulle komme sig over det, specielt chokket, som hun havde fået. Men hvad havde hun regnet med? Alle blev hele ttiden såret af deres nærmeste, fordi de stolede blindt på hinanden. Ville hun kunne stole på ham igen? Ville det blive det samme? Eller vil all' ting være forandret? Hun kunne ikke svare på det nu, det ville komme med tiden. Håbede hun.

Han nikkede kort til bekræftelse med at hun havde brug for tid. "Forståeligt nok" sagde han stille og undslap et suk. Inden at han langsomt rejste sig op, "Bare.. sig mit navn når du vil have fat på mig.. højt og tydeligt.. så skal jeg nok dukke frem" sagde han og bed sig i læben inden at han vendte sig om og begyndte at gå væk fra søen. Væk fra hende. Chariot tænkte at det nok var smartest at gå sin vej. De havde jo heller ikke så meget at snakke om mere af hvad han vidste. Han havde ikke mere at sige, han havde sagt det som han skulle og ville sige til hende. Han vidste dog godt at det sårede hende, uden tvivl. Han var bare et fjols og han kunne godt forstå hvis at hun valgte en anden i stedet for ham. Han puttede sine hænder ned i hver sin bukselomme imens at han gik. Et gab undslap fra hans strube, inden da måtte han også finde et sted at sove.

Rose nikkede forsigtigt til ham, hun havde forstået hans ord, men turde ikke sige noget til det. Selvom hun ikke havde været aktiv særlig længe, så følte hun sig allerede træt. Hun så efter ham, da han begyndte at gå. Hun overvejede at stoppe ham, men hvorfor skulle hun gøre det? Hun havde jo lige sagt, at hun havde brug for tid, og med det havde hun tænkt, at hun skulle være alene og tænke over, hvad hun skulle gøre. Men kunne hun tilgive ham? Det var en svær beslutning, som hun skulle tage. Hun sukkede let og støttede sin hage på sine knæ, mens hun stadig kiggede efter ham. Efter lidt tid lukkede hun sine øjne og tog en dyb indåndning og lyttede til sine omgivelser.

Chariot lod sine sorte vinger komme ud fra ryggen, han kiggede lidt ned af sig selv inden at han lettede fra jorden. Og fløj væk fra søen i stedet for. Faktisk var det første gang han havde sine vinger ud efter så lang tid. Efter genfødslen var hans vinger heller ikke skadet, de var blevet healet. Noget positivt kunne godt få et smil frem på hans læber. Selvom han sådan set kun var mest i trist humør over det som han havde gjort, der havde såret Rosella. Han måtte bare acceptere det, hvis hun ikke gad at se ham igen eller tilgive ham. *Du er et fjols.. Chariot* tænkte han. Lukkede sine øjne lidt imens at han fløj i retning af legepladsen, hvor han havde tænkt sig at slå sig ned.

Rose hørte vingeslag, men hun åbnede ikke øjne. Hun prøvede at sortere sine tanker, så hun kunne begynde at tænke over tingene, og måske finde en løsning. Men hun havde så mange ting på sit sind, hun havde aldrig lagt mærke til, at det var så mange ting. Midt i alle tanker, strejfede hendes mor hende. En bølge af had ramte Rose, hun hadede hendes mor. Det var hendes skyld, at hun stod her i dag, at hun var blevet sparket ud af familien. Hun ville gerne vide, hvad der foregik oppe i hovedet på den kvinde. Hvorfor en engel?

//Out.. :)?//

//Out, too ^^//