Det skønne forår.

Omgivelser: Ingen tilstede. (Hvad hun kan se af)
Sted: La marécage - søen
Tid: 16:45
Vejr: solen er dækket af skyer, og der er en blid brise.
Årstid: Forår.

Træerne var så småt begyndt at springe ud, og få dets smukke lysegrønne farve tilbage. Man kunne også se, at i skovbunden var der begyndt at blomstre; i de smukkeste farver. Alt var lysere og der var ikke ubehageligt koldt længere. Fuglene var så småt begyndt, at synge igen. Alt åndede fred og idyl. Hvilket var et af de mest fantastiske oplevelser man som person kunne opleve. Når foråret sprang ud, var de fleste personer en del gladere og havde en mere positiv indstilling til livet. Det var hvad lyset gjorde ved en. Det kunne rette op på de mørke måneders ødelæggelse; Hvis man ligefrem kunne kalde det for ødelæggelse. Galadriel havde selv begivet sig ud på en tur i skoven for, at nyde synet af det smukke forår. Hun havde gået inde iblandt skovens mange træer i et stykke tid nu, og var endt ved en meget stor sø. Der var nærmest sådan en indhak i skoven, hvor søen så fyldte det ud. Det virkede til, at det var et ret fantastisk sted. Så derfor valgte hun, at tage et kig på den. Da hun havde gået halvvejs omkring den, valgte hun at sætte sig ned i det frodige græs. Hun havde fundet et sted, hvor man kunne se det smukkeste af søen. man kunne ikke så godt se den grumset og mudrede del. Hvilket jo nok heller ikke ville være det kønneste syn.

Hun satte hendes brune læder taske på græsset ved siden af sig, og lagde sig ned i græsset. Det gav et bump da hendes krop landede på jorden. Græsset kilede hendes kinder, fordi det havde vokset sig så højt. Et dybt og nydende suk lød fra hende. Så lukkede hun de lysebrune øjne i, og nød de enkelte solstråler der skinnede igennem skyerne. Det var så rart ikke, at være pakket ind i alt for mange jakker, huer, vanter og tørklæder. Blot, at hun kunne have sin cowboy jakke på. Og så ville det være nok til, at holde hendes overkrop varm. Hun havde derfor iklædt sig, tynde nylon strømpe bukser. Hvor hendes bagdel blev dækket af en tætsiddende, sort stof nederdel. og en hvid skjorte. Hendes fødder var beklædt med plato-sko, der cirka var 4 centimeter over det hele. Så det var ikke en højhælede sko. Det mindede mere om en almindelig tennissko, blot med en lidt højere bund. De var også sorte. Udover hendes nylonstrømper havde hun en sølv ankelkæde, hvor der hang et lille hjerte skåret ud i diamant. Hendes hår hang løst som sædvanligt, hvor noget af det var samlet bagpå. I en pjusket knold. Det var en lidt gammeldags stil hun havde. Den lignede i hvert fald ikke noget man så hver dag. Specielt også fordi hun så meget naturlig smuk ud. Ikke så meget sminke og andre former for produkter. Hun var bare lidt sin egen type.

fter hun havde lagt i græsset i et par minutter, satte hun sig atter op igen. Hun kiggede ud over den spejlblanke sø. "Endelig forår" sagde hun med et nydende suk. Utroligt, at der ikke var andre der havde bevæget sig herud? Var det ikke et kendt sted?

Endnu en arbejdsdag var vel overstået og endt i endnu mere berømmelse, det kunne tydlig mærkes på den unge model, som efterhånden forfulgt af kvinder i alle former som åbenbart for gude ham, og ville giftes eller bare se ham enda ha en atugraf. Det havde næsten været umueligt at slippe væk fra arbejdspladsen og hjem til hans lille lejlighed, hvor han havde klædt om og hentede sin trofast kammerart nemlig hans elskede hund.
Han havde opdagede hvor skønt vejret var og hvar derfor taget til skoven på sin motercykel som nu holdt på parkeringspladsen tæt på skoven.

Nu løb han i et jævnt tempo, igennem skoven for at nyde friheden og for at stresse af efter den meget hårde dag der havde taget på hans krafter. Han var iført et par sorte lange jogging bukser hvor der løb en hvid stribe på hver side af buksebenet, udover det bar han et par sorte lidt slidte løbesko og om halsen hang et sort håndklæde som samlede dråberne af sved fra narken og det lysebrune hår, som normalt var ret højt men nu lå næsten helt ned på grund af varmen fra hans krop. Han var en flot fyr med en let lyse brun hud og en veltrænet overkrop samt et par smuke dybe chokoladebrune øjne.
Tæt ved hans side løb hans trofaste hund Frodo, som hvar en Border Colli med brun og hvid plæs samt brune øjne, han løb roligt ved Falentins side imens dens hale logrede fra side til side.

De løb i lang tid men pludselig, forsvandt Frodo ud af syne så Falentin stoppe op og så søgende rundt" FRODO KOM TILBAGE"råbte han flere gange. Frodo lyttede ikke men fulgte en duft, som havde fanget dens opmærksomhed, og efter kort tid stod den ved siden af den unge kvinde med snuden mod hendes kind, imens de brune øjne så på hende. I det fjerne kunne man høre Falentins råb.

En lettere overrasket grimasse passerede hendes ansigt, da den skønneste hund slikkede hende på kinden. Den fugtige tunge snaskede hendes kind til og hun lo let. "Jamen hvem har vi her" sagde hun med den blide og legesyge stemme. Sådan ændrede hendes stemme sig, når hun talte med dyr. Hun nussede den blidt i nakken og gav den et kys på panden. "Hvor kommer du fra?" spurgte hun den, selvom hun godt vidste at det ville være fysisk umuligt hvis den svarede hende. Nej, hvor var den altså bare sød. Sådan var det med hunde. De havde det mest fantastiske udseende, og den mest trofaste personlighed. Hun nussede den over hele kroppen, og satte sig på knæ; da det var lidt nemmere at tale med den sådan. Galadriel kunne høre en der råbte meget højt. Det kunne næsten ikke være andre end hundens ejer. "Så..så min ven! Du er vidst stukket af" lo hun let og nussede hunden blidt på hovedet. "Tror du ikke vi skal fortælle din ven, at du er lige her?" sagde hun let og prikkede den drillende på næsetippen. Hun vippede en kiks op fra hendes taske, det var godt nok en menneske kiks; men mon ikke, at det gik an? Galadriel gav hunden den tørre kiks, og den gumlede gevaldigt på den. Skulle hun råbe til denne person, at den var her hos hende? Eller var det slet ikke den personen kaldte på. Hun hørte navnet, som den råbende mand råbte. Frodo? "Hedder du Frodo?" sagde hun og kiggede ned på den. Frodo logrede med halen, og det tog hun som et ja.

"Han er her" råbte hun så højt hun nu kunne. Selvom det ikke var helt sikkert, at han ville kunne høre hende. Da hun ikke havde den kraftigste stemme. Den var meget fin og yndefuld. Og så havde den også en hvis sødme over sig. Hun nussede igen hunden på ryggen og brystkassen. Den lagde sig ned og rullede om på maven. Hun strøg derfor sine fingre hen over dens mave. Det virkede til, at den kunne lide det. Det kunne de fleste hunde jo også. Så andet det ville jo være mærkeligt. Sikke et prægtigt dyr det var. Ret så smukt, men så havde den også bare en fantastisk personlighed. Den var slet ikke arrig eller noget. Hvilket jo kun var godt, da de fleste nok ville blive skræmte, hvis der pludselig kom løbende en arrig hund.

Frodo var en livsglad hund med krudt i rumpen, men også en hund der ikke ville gøre en fule fortræd. Han kunne både være super aktiv og løbe sammen med Falentin men også bare ligge på sofaen og se tv når Falentin var træt, desuden var han en madglad hund der spiste alt hvad der blev tilbud.
Frodo slikkede hende muntert og logrede ivrigt med halen, den gned sig kærligt op af hende og lavede nogle tilfredse lyde da den blev nusset.
Den lage sig på jorden med bene op i vejret for blive nusset men fik dog hurtigt vendt sig, da hun tilbød en kiks, som Frodo lystigt guffede i sig med et tilfreds udtryk i ansigtet.

Falentin råbte igen, det skete ikke ofste at Frodo løb væk så det undre ham lidt men han var også bekymret, Frodo var hans bedste ven og næsten som en bror for ham, han slappede altid af når Frodo var der fordi han bare var sådan en skør hund med krudt i rumpen.
Han opfangede dog lyden af en kvinde, hvorefter han hurtigt løb afsted imod det sted stemmen stammede fra.

Kort tid efter kom han til syne mellem trærene, han smilede dog let da han så den unge kvinde kæle kærligt med Frodo"tak fordi du fndt ham, eller han fandt dig?"sagde han spørgne da han roligt trådte nærmer, og satte sig let ned på jorden på den anden side af Frodo. Han tørrede kort sin overkrop af i håndklæde før han lage det et stykke bag sig og aede roligt Frodo på kinden, Frodo så kort på ham men kiggede så igen nysgerrigt på hende med logrende hale.

falentin lo blidt" han er lidt skør, men det her ud til han kan li gog"sagde han roligt, blot for at få en lille samtale igang, nu hvor han ikke længre løb eller lavede noget.

En lettelse skyllede ind over hendes hjerte, da det var hundeejeren der havde kaldt. Han måtte have været ude af sig selv, fordi dette dyr tydeligvis betød en masse for ham. Hvilket jo var et tegn på at personen var ret godhjertet. "han fandt skam mig" lo hun let og strøg den søde hund over hovedet. Hun smilede til den og vendte bagefter opmærksomheden mod manden. "Jamen det var da så lidt" tilføjede hun og sendte ham et smil; da hun syntes han skulle have et, lige så vel som hans hund. Manden var ret køn selvom han havde svedig trænings tøj på. Galadriel rettede ryggen en smule og sagde så: "Sikke en fantastisk hund du har dig! Han er meget sød og høflig" komplimenterede hun.

Hun strøg hendes lange fingre igennem det pjuskede hår og kiggede endnu engang op på den kønne hundeejer. "Du løber?" spurgte hun interesseret og lagde hovedet afventende på sned. Hun gik selv meget op i, at få løbet og hun nød følelsen af den brændende følelse i brystet. Derfor elskede hun hendes løbe ture i skoven; selvom de af og til kunne være ret ensomme. Og meget lange. Hun var et udholdende begrund af hendes magiske evne til, at forvandle sig til en kanin. Og den kunne jo løbe meget hurtigt og meget længe. Det kunne hun så også i menneske form. Det var et af de tegn man kunne se, at hun altså ikke var et alment menneske. "Jeg hedder Galadriel" præsenterede hun sig selv og rakte en hånd høfligt imod ham. Som en høflig og lidt gammeldags hilsen. Hvilket jo oftest var set hos ældre mennesker, der var vokset op med sådanne en opførsel. Galadriel var opvokset hos hendes bedstemoder, det var nok derfor hun var blevet opdraget meget gammeldags. Sådan rent opførsel mæssigt. Men nu var hun også bare speciel, sådan rent og skær personlighed. "Og hvem er du?" spurgte hun og lagde igen hovedet afventende på sned. Det var blevet en vane, når hun var nysgerrig.

Falentin betragtede hende roligt og lo blidt"du må ha dufet skønt"sagde han muntert og sendte hende et stort smil, det var rart at være her ude i naturen, her kunne han stresse af og være sig selv samtidig med han kunne tænke alle ting igennem.
Frodo logrede med halen, imens han let krøb hen til Falentin som han hurtigt vaskede ansigte på ved hjælp af tungen, det var vel et slags undskyld fordi han var løbet væk, han smutte derefter hen til hende, og skubbede til hendes hånd med snuden.
Falentin lo blidt"tak jeg er skam også glad for ham"svarede han glad, glæden strålede ud af de chokoladebrune øjne som lige nu så på hende"jeg er glad for du passede på ham"sagde han så lidt mere alvorligt.
Han satte sig bedre til rette på græsset, og blev da også en lille smule flov over blot at være iført bukser og en svedig overkrop, men det kunne han dog ikke lave om på.
Det virkede som om de havde noget til fælleds og hun virkede som en skøn kvinde, det var også grunden til han skruede op for charmen" det er skønt at løbe, jeg glemmer al stressen fra jobbet og nyder bare naturen og lyden af fødderne der rammer jorden"svarede han ærligt"hvad med dig, løber du?"spurgte han nysgerrigt og lage også hovdet let på skrå.
Han tog imod hendes hånd og gav den et let klem"sikke et kønt navn"svarede han chamerende"jeg er Falentin May"sagde han så på flyende fransk.

Galadriel lo let over at han skruede op for charmen, selvom det virkede ret så naturligt for ham. Han havde et yderst flot udseende. Denne person virkede dog meget menneskelig, og hun holdt ved ideen om, at han var et alment menneske. "Hvordan kan man lade være med, at passe på sådan en skabning?" lo hun let og kyssede hunden på næsen. Galadriel fik et slik på kinden som gengæld. Hun lo let og lænede sig lidt tilbage i græsset. Hun nikkede til, at hun selv løb. Ja, hun elskede det mere end noget andet. "ret ofte endda" lo hun let og strøg sine fingre igennem håret. " Hvor lang tid har du løbet?" spurgte hun og efterlignede det med hovedet på sned. Det var ret sjovt, for deres hoveder lå til forskellige sider. Så det så ret komisk ud, og hun begyndte at le over den underlige oplevelse. "Jo tak, og i lige måde! Det minder lidt om navnet Valentin? Er der en dybere mening med det?" spurgte hun nysgerrigt og nussede hunden i nakken. Galadriel kiggede op på den unge mand ved navn Falentin. Navnet var yderst smukt og faktisk kunne hun bedre lide end navnet Valentin. Fordi det var lidt mere specielt og ikke så kendt. Havde hun ikke set ham før? Nej, det burde hun ikke have. Da hun specielt ikke kunne huske, at hun nogensinde før havde set ham. Hm.. Måske på restauranten? Eller et andet sted i Terré. Nu kunne hun huske det! Han lignede en hun havde set i en reklame, mon det var ham?
Det kunne vel meget godt være ikke sandt? Der var jo mange der arbejdede i mode branchen, og det var jo ved at være et ret eftersøgt arbejde. Fordi man åbenbart fik meget respekt og en del opmærksomhed. Når man nu arbejde sådanne steder. "Har jeg ikke set dig før?"

Falentin smilede let og lagede sig roligt ned med armne under hovdet, dog drejede han hovdet så han kunne se hende, hun virkede så glad og det smittede af på ham"ja man kan ikke lade være"svarde han roligt.
Han betragrtede hende roligt og nikkede let til hendes ord"det er også ret så skønt"sagde han let hvorefter han smilede skævt til hende"jeg har løbet hele livet, men gør det dog mere ofte nu for at stresse af"svarede han roligt"hvad med dig?"spurgt han let.
Han lo blidt "nej det tro jeg skam ikke der er en dyber mening med"svarede han let"og så måske, min tip oldefar hed Valentin"svarede han eftertænksomt og kløede sig let i håret.

Falentin sukke let, som altid genkendte folk ham alt for hurtigt måske fordi han ikke gad skjule sig som andre kendt, han smilede let og trak på skuldrene"det har du sikkert, der er ret så mange billeder rundt omkring af mig"svarede han let"jeg er model ser du, og ja åbenbart ved at være kendt i de fleste lande"svarede han tænksomt. Han lukkede let øjne og nød naturens lyde"hvad laver du enligt her ude?"spurgt han så nysgerrigt og så let hen på hende.

"Jeg har løbet lige siden, jeg lærte at gå" lo hun let og strøg de tynde fingre gennem håret. Hun strøg det om på ryggen, så det ikke ville genere hendes udsyn. Hun lo let over den søde hunds længselsfulde blik på hendes taske. Derfor tog hun endnu en kiks frem og rakte den til Frodo. Og det satte den vidst megen pris på. Ja, den så nærmest ud til at nyde kiksen. "Det er også en god måde, at komme væk på" tilføjede hun med et strålende smil. Hans yderst charmerende personlighed, gjorde hende godt tilpas. Det var generelt bare noget lettere hvis, en person udstrålede charme. Så havde de nemlig også altid noget at snakke om. På en eller anden mystisk måde. Hendes lysebrune øjne studerede Falentin nærmere. Han virkede allerede til, at være en meget oprigtig person. Det kunne man i hvert fald fornemme. " Dit navn er i hvert faldt meget smukt"

"Det må være hårdt" sagde hun med en hentydning til, at han var i den skarpe mode branche. Selv ville hun aldrig kunne holde til sådanne job. Fordi hun ville føle, at hun skulle leve op til noget der praktisk talt var umuligt. Hvilket jo ikke ville være en god indstilling at komme med. Så nej hun holdt sig, til sit lidt lusede job som tjener. Hvilket jo var ganske udmærket for hende.

Hvorfor hun var her? Ja, det spørgsmål var ret godt! For hvorfor var hun endt ved søen? "Jeg tror det er for, at slippe væk fra virkeligheden" Svarede hun og trak på skuldrene. Galadriel havde ikke rigtig nogen anden forklaring på; hvorfor hun var endt her. Nej, sådanne nogle impuls ture tog hun tit. De var altid meget praktiske! "Du virker til, at være nede på jorden" Kommenterede hun og sendte ham endnu et sødt smil. Hun rettede igen på det lange hår, og satte sig ordentligt ned i græsset; fordi hendes ben så småt var begyndt, at gå i krampe. Fordi hun altså sad på knæ.