Where the fåck am I?

Sted ☆ På en institution for børn og unge ved navn Sankt Founchê.
Omgivelser ☆ Ham selv, en pige og hvad end der må være på hendes værelse.
Vejr ☆ Det sludregner, så alting er vådt og sjappet udenfor.
Tid og dato ☆ Kl. 11:05 om formiddagen, d. 18/02/2013.

Lyden af en stor bunke tø-sne, der fræsede ned fra taget og landede på jorden med et højlydt bump, fik bragt lidt liv i den godt udkørte, dovne teenage-krop som med det samme vågnede op med et forskrækket spjæt. Det rædselsslagne udtryk der var blevet malet i hans ansigt og de hivende vejrtrækninger blev der dog lagt en dæmper på, da han fik bekræftet, at de ikke var ved at blive bombet i tusinde småstykker af et helt hold kampfly. Hans hoved skulle lige til at finde tilbage til den behagelige pude, som han havde fået savlet en del til under sin tunge søvn, men netop som han atter havde ladet øjenlågene falde i, og den ene kind strejfede den våde plet på puden, røg hovedet op igen med sådan en fart, at det gjorde helt ondt i nakken. Joshua rullede om på den ene side, efter at have ligget fuldstændig splattet ud på maven, og tog sig ømmende til sin nakke, alt imens han fik sat sig halvt op i den fremmede seng ved at presse sig selv op ad med den anden hånd og arm. Både hans mund og hals var knastørre, og det snurrede underligt i hans hoved, for slet ikke at snakke om maven der føltes som om, den var ved at vende vrangen ud på sig selv. Hvor var han henne? Han slog dynen af sig og svingede benene ned på gulvet, og kiggede dernæst med nysgerrige øjne rundt i rummet. Det eneste han kunne erindre sådan nogenlunde klart, var, at han i går var taget hen til nogen venner til en forfest, før de i samlet gruppe var hoppet på bussen hen til en endnu større fest; men derfra begyndte det at blive sløret, og han havde ikke den fjerneste idé om, hvordan han var havnet her. Han fik helt ondt i hovedet af at tænke så meget, og han lagde automatisk en hånd op til panden, da et stik smerte skød op i hans ene tinding, som han nænsomt masserede ved at gnubbe to fingre mod den. Nu hvor han havde smidt alle tankerne om bagerst i hovedet, opfangede hans ører en sagte lyd af et svagt åndedræt, der kom fra et sted bag ham, og han behøvede ikke at vende sig om for at regne ud, at det kom fra en anden, højst tænkeligt sovende, person. Hvis seng var det denne gang han var havnet i? Joshua foldede hænderne og løftede dem op til hovedet, hvorefter han klemte sine øjne sammen, idet knoerne stødte mod hagen, og bad inderligt til Gud om, at det var Paris Hilton eller Shakira, som han var endt i samme seng som. Oddsene var små, nærmest ikke eksisterende, men hey men havde da lov til at håbe ikke? Langsomt, og med ét øje åbent, drejede han overkroppen samt hovedet, der forresten føltes som vejede det 3 ton, og skævede til skikkelsen ved siden af ham, der formodentlig lå og sov. Æv, Gud måtte være travlt optaget, for det der var bestemt ikke hverken den blonde hotelarving eller colombianske sangerinde, men så stor var skuffelsen heller ikke. Hun lå rimelig højt på den lækkerheds-skala, han havde lavet i fællesskab med en god ven, og hun var i hvert fald på top 10. Men han havde aldrig rigtigt snakket med hende, det eneste han vidste om hende, var at hun hed Autumn, men de måtte åbenbart have klikket godt til festen, siden han var landet i hendes seng. Han betragtede hende i lille stykke tid, inden han trak let på skuldrene som for at sige 'nåh ja hvorfor ikke', og smuttede ind under den varme dyne igen, næsten samtidig med at han listede en arm rundt om hende med et smørret smil og lukkede øjnene for at sove videre. Uden videre bekymringer om at de ikke længere var fulde, og at hun muligvis ikke var særlig begejstret over at være ildevarslende tæt på hans armhule.

Den lille djævel så ud til at hun sov rimelig tungt. Hun blev i hvert fald ikke forstyrret af den tumlen rundt der foregik lige ved siden af hende. Det eneste der rigtig kom fra hende var en smule utilfreds mumlen og en kort bevægelse så hun lå mere på siden. Per automatik begyndte hun at presse sig en smule mere op af den person der tilsyneladende lå med hende i sengen. Uden at tænke over det foldede hun sin lidt mere sammen, smed et ben op over dynen, der havde dækket hendes ellers bare ben og puttede sig ellers lidt mere op ad den varme krop. Øjnene var stadig lukket i og afslørede at hun ikke havde lagt mærke til noget. Endnu. Hun lod forsigtigt sin ene hånd glide hen over hans brystkasse, som senere hen blev til en hel arm der lå blødt hen over ham. Hun sukkede svagt og mumlede igen noget meget utydeligt. Hun lå åbenbart og drømte sødt. Om hvad, kunne et sted være lige gyldigt.
”Don’t wanna..” lød det kort efter fra hende og hun igen begyndte at bevæge på sig. Selv hendes øjenlåg begyndte at sitre lidt. Advarede om at hun nu var på sin vej hjem fra drømmeland. Hvilken skam. Hun lukkede svagt sin ene hånd men fik den åbnet igen. Hendes ansigt fortrak sig i et mere forvirrende udtryk og hun så endelig ud til at vågne helt op. Hendes øjne blev i hvert fald åbnet en smule op og hun smaskede svagt, af vane. Det var et under at hun ikke fik øje på mennesket ved sin side. Eller det gjorde hun jo i princippet, men det tog noget tid for hendes hjerne at opfange det. Hun fjernede atter hånden fra hans brystkasse, drejede om på ryggen og satte sig sløvt op. Hendes lande brune hår sad pjusket omkring hendes blege ansigt og man kunne se at hun virkelig ikke var et morgen menneske.
Autumn piv en smule. Hovedet gjorde ondt. Som sad en hjelm og strammede om det, og det bare strammere og strammere. ”For helved.” mumlede hun samtidig med at hun pressede sin ene håndpude hårdt mod sin pande. Hun burde ikke drikke. Hun kunne jo tydeligvis ikke tåle alkohol. Ikke som andre. Hvorfor var hun så dum? Med et stoppede det hele for hende. Hun stivnede i den nyværende stilling, lige indtil hun fik tvunget sig til at se sig over skulderen og fik rettet de abnormalt blå øjne direkte mod drengen der havde fundet sin vej ind i hendes seng. Hun fik hurtigt spærret øjnene lidt mere op. Stirrede bare på ham. Det varede dog ikke så længe som det føltes for hende. Med ét, fik hun kastet dynen helt af sig og kom ellers hurtigt ud af sengens område. Afslørede den lette påklædning der kun bestod af en sort oversize T-shirt, med et stort tryk af Sonic. Hun tog hurtigt fat i de nederste kanter og trak forsigtigt ned. Som ville hun prøve og skjule sine ben. Også selvom at T-shirten tydeligvis var stor nok til at være en kort kjole på hendes smalle krop. ”Hvem er du?” spurgte hun efter en smule tøven, og lige efter blev hendes læber presset sammen, i flovhed. Og trods hendes tilstand rødmede hun ikke som man nok havde forventet. Hovedpinen knagede stadig, men hun prøvede så vidt muligt at ignorere det. Lige i øjeblikket ville hun forholde sin opmærksomhed mod denne fremmede. Eller nogenlunde fremmede. Han virkede bekendt, men hun havde stadig ingen idé om hvem han var. Hvad fanden var der sket til den fest? Ellers hvad var der sket efter?

Det var ikke længe, han fik lov til at ligge og putte med Autumn, som åbenbart ikke anede, hvem han var, eller havde den ringeste idé om, hvad han lavede i hendes seng. Et mysterium, der højst sandsynligt ville forblive uopklaret, for han kunne ikke selv huske den mindste detalje fra i går aftes, pånær alt det han havde foretaget sig inden festen var startet. Havde de mon lavet noget, efter de var kommet herhen? Hovedpinen skyllede over hans hoved som en kæmpe flodbølge af tusinde nåle, og han kneb hårdt øjnene sammen for en stund, som følge af den yderst ubehagelige fornemmelse. Han måtte altså lade være med at spekulere alt for meget over ting der alligevel ikke havde nogen betydning i sidste ende. De havde ikke på noget tidspunkt haft det mindste med hinanden at gøre med hinanden før, og han tvivlede på, at dette møde ville ændre særlig meget, når de sås igen henne i skolen, i morgen. Så snart han fik det lidt bedre, ville han smutte ud herfra, medmindre hun smed ham ud forinden, og så ville alt det her blive glemt, no big deal. Der var jo ingen, der kunne huske noget fra den aften, eller var det bare ham, der havde faldet og slået hovedet? Det var virkelig som om, der var kommet et enormt hul i hans hukommelse, for uanset hvor ihærdigt han forsøgte, så kunne han simpelthen ikke hitte på, hvad der var hændt. Det virkede heller ikke som om, Autumn kunne huske specielt meget af det, for hvis, ville hun nok have været knap så overrasket over at finde en, forholdsvis, fremmed dreng ved sin side i sengen. Joshua vendte sig om på ryggen, men lod hovedet blive liggende på puden, med kinden hvilende mod den, så han stadigvæk kunne kigge på hende, og kunne ikke lade være med at smile lidt af hendes nærmest desperate forsøg på at dække sine bare ben, der ellers ikke så værst ud, af det han havde nået at se. Han lagde begge hænder på sin brystkasse, flyttede kort den ene hånd for at klø sig på halsen, og tog tilsyneladende denne, ret akavede, situation en hel del bedre, end hun gjorde. "Jeg er Joshua... du ved... fra skolen," præsenterede han sig selv med en hæs stemme, der var tydeligt præget af gårsdagens vilde druk og skråleri, eftersom musikken havde været så høj, at man umuligt kunne fange de andres opmærksomhed, medmindre man skreg af sine lungers fulde kræft. Og så snakkede man generelt bare altid højere, når man var godt bedugget. Det var ikke noget, han selv lagde mærke til, men de gange han i ædru tilstand var stødt ind i en gruppe fulde mennesker, så talte de i sådan et højlydt toneleje, at han fik helt ondt i hovedet. Apropos ondt i hovedet; endnu et smertefuldt stik ramte ham lige midt i panden, og han førte med det samme hænderne derop, som om det ville få det til at forsvinde. Det gjorde det selvfølgelig ikke. Han lukkede sine øjne i et langt blink og kørte de tørre håndflader længere op, henover det ekstremt korte hår, som stak lidt på grund af dets længde. "Du har vel ikke en pille eller to, har du?" spurgte han, da han atter havde slået øjenlågene op, og gik ud fra at hun vidste, hvad han snakkede om. Ja, et par hovedpinepiller og en morgensmøg her om fem minutter, skulle nok få ham op på dupperne igen. Det var i alt faldt, det han håbede på, selvom det nok ikke ville gøre den store forskel. Han skulle være heldig, hvis han havde det bare halvt så dårligt til aftensmaden. Gudsketak og lov for at det var vinterferie, så han havde både dagen i dag og i morgen, faktisk en hel uge, til at slappe heeelt af, før han på ny skulle til at slæbe sig i skole.

Autumn så hurtigt ud til at falde til ro igen. Det var mest chokket som havde styret hendes tanker og bevægelser i de første minutter efter hun var vågnet. Hun var stadig forundret over sig selv. Normalt vågnede hun jo altid alene. Lige meget hvad hun nu engang havde gjort. Der havde været de gange hun var vågnet på gulvet blandt andre, men det havde været ret længe siden nu. ”Åh.” lod det overrasket fra hende. Huskede hun en Joshua? Fra skolen? Trods at det stadig knagede smertefuldt i hovedet på hende fik hun presset en smule information frem. Nej. Hun kendte ham ikke rigtig. Hun havde set, samt hørt ganske lidt om ham men ikke nok til at få hende til at genkende ham, før nu, tilsyneladende. Hun slap stille og roligt sin T-shirt igen. Den skulle nok skjule hvad der skulle skjules uden hendes hjælp. Hun fik efterfølgende ført sin ene hånd op mod sin ene kind, som hun fik kløet forsigtigt med pegefingeren, samtidig med at det skævt smil befandt sig på hendes læber. ”Undskyld. Min hukommelse måtte have svigtet.” Hun ville ikke til og præsentere sig selv, eftersom han meget muligt allerede kendte hende. Han lød i hvert fald til at vide hvem hun var, med den måde at han mente at hun også kendte ham.
Hun kom igen tættere på dobbelt sengen, der ikke ligefrem var redt perfekt. Og specielt ikke nu. ”Jeg tror jeg har nogle her… i..” mumlede hun stille og roligt alt imens hun trak den øverste skuffe ud på det ene natbord. Et par orange plastik beholdere kom til syne og trillede lidt rundt som hun begyndte og lede efter en der ikke var tom. Hun havde måske et mindre forbrug af smertestillende. Men det havde aldrig haft en skadelig effekt på hende. ”Jo! Her!” Hun trak hurtigt beholdere op og lukkede skuffen i igen. Der var ikke mere spændende der i. Hun kravlede efterfølgende helt op på sengen, og satte sig lige ved siden af Joshua, med ikke ligefrem den største af stand. Hun skruede fingernemt låget af og fik helt to af de hvide piller ud i sin fine hånd, som blot blev rakt hen mod mennesket. ”Værsgo.” sagde hun muntert med et lidt større smil klistret fast. Selv fik hun på under to sekunder hældt en pille ud igen og fik den efterfølgende slugt. Krydsede fingre for at den ville virke hurtigst muligt. Låget blev skuet på igen og egentlig bare smidt hen på natbordet, hvor den heldigvis blev liggende. Langsomt førte hun sit blik lidt rundt i sit værelse. Det lignede vel sig selv. Rodet. Det eneste der var blevet lagt pænt var reolen med diverse skoleredskaber, bøger og spil og hylden under Tv-et med hendes spil-konsoller. Kort efter blev hendes blik dog rettet direkte mod menneskedrengen igen. Og denne gang tøvede hun ikke helt med at nærmest stikke sit fjæs helt op i hans. Dog med en hvis behagelig af stand. ”Hey. Er du sulten?” nåede hun lige og spørge inden hun igen hoppede ud af sengen, ved hjælp af fjedrene i madrassen. ”Jeg tror vi har noget forskelligt halløj ude i køkkenet.” forsætte hun, ellers med ryggen til ham. Hun kom hurtigt op og stå og ved hjælp af sin ene fod fik hun fanget et par almindelige shorts, der havde fundet deres vej under sengen, og på en eller anden snedig måde fik hun dem endda kastet op lige i tide til at hun kunne få fat i dem. Og nærmest i samme bevægelse iførte hun sig dem også. Mest for at føle sig lidt mindre nøgen. Hun førte en hånd helt gennem det pjuskede hår og med et lille kast, vendte hun sig igen mod Joshua. Med det samme smil som ellers altid plejede at sidde på de lyserøde læber.

Joshua fulgte hende med et sløvt udtryk i blodsprængte øjne, og mens hun fik fundet pillerne frem, hævede han sig en smule op fra madrassen ved at sætte albuerne ned i den og holdt sin overkrop oppe ved at støtte på underarmene. Det var som om, det ikke rigtig var gået op for ham, hvor han var. Hvis det ikke havde været for den oprørske mave, havde han følt sig fuldkommen tom indeni. Følelserne måtte ligge i bunden af en eller anden flaske vodka, han havde smidt fra sig på vejen fra eller til festen, som han havde set frem til i så lang tid, og så endte det fandme med, at han intet kunne huske og ovenikøbet vågnede op i en eller anden nørds seng. Eller nørd og nørd, han vidste ikke helt, hvilket mærke han skulle sætte på hende, men han kunne i alt fald bekræfte, at hun spillede videospil, efter at have spottet nogle spil og en eller flere konsoller. For som nævnt, vidste han så godt som ingenting om hende, med undtagelse af navnet, men hun var bestemt ikke en af dem, han normalvis ville hænge ud med. Ikke at der var noget galt med hende, hun var da sikkert flink nok og alt det der. Det var bare mærkeligt, uden han kunne komme med en afklaret grund for hvorfor. Joshua skubbede sig selv op at sidde, lænet op ad væggen bag sengen, da hun rakte ham to styks hovedpinepiller til at dulme den værste smerte, som han gladeligt tog imod, kastede dem nærmest ind i munden og samlede så meget spyt, han kunne, i hans næsten udtørrede mund, der føltes som en mindre ørken, hvorefter han en smule besværet slugte dem og måtte lige synke en ekstra gang for at få pillerne på gled. Han rømmede sig højlydt, og han havde egentlig mest af alt bare lyst til at ligge sig ned for at sove videre, men det kunne han ikke rigtig tillade sig nu hvor det ikke engang var hans egen seng. Det var faktisk helt trættende at se på hende, hvordan hun hele tiden fes op fra sengen og så ned igen, selvom det nok ikke var så overdrevet endda. Det var nok bare ham, der var lidt for ør i hovedet, og han følte et kort sekund, at han slet ikke kunne bevæge sig som var hvert led i hans krop frosset fast. Hvorfor fandtes der ikke en pille imod tømmermænd? En, der kunne fjerne alle minuserne ved en druktur i byen, for det var jo fedt nok. Det var dagen efter, der var det rene lort. Han vågnede lidt op på ny ved lyden af hendes stemme, der spurgte ham, om han ikke var sulten? Naah, ikke just. Desuden frygtede han, at hvis han fik så meget som en rosin ned i maven, ville han brække sig udover det hele, så det var nok bedst, at han holdt sig væk fra alt fast føde, før de værste tømmermænd var væk. Men han var godt nok tørstig. "Har I cola?" Joshua så hen på hende med det der bøvede udtryk, han som sædvanlig rendte rundt med, især i matematiktimerne, og glippede et par gange med de søvnige øjne. Cola kunne han drikke morgen, middag og aften. Flere liter om dagen, hvis han fik lov. Hvis han fortsatte sådan, ville hans tænder nok være rådnet væk, før han fyldte tyve, men han var ligeglad. Cola og smøger, det var stort set hvad han lavede af, og ingen sundhedsekspert kunne overtale ham til at ændre det.

”Cola? Jeg kan lige tjekke. Øjeblik.” Situationen var stadig enormt akavet. For hende i hvert fald. Hun havde altid haft den asociale udstråling henne i skolen og den passede i det hele taget også med hvordan hun var uden for timerne. Det havde været et helt under at nogle havde fået trukket hende med til festen. Og det ville nok ikke ske igen. Hendes seksten årige krop kunne jo ikke tåle det. Og efterhvad hun vidste, var hun fanget i den spinkle krop for evigt. Hun greb forsigtigt ud efter brillerne der lå på natbordet, fik dem påsat og vendte sig ellers igen ryggen til Joshua. Et sted ønskede hun ikke at han skulle se hende med briller. Det var jo så sjælendt hun havde dem på i skole. Så ingen kendte helt til den lille hemmelighed at hun havde et elendigt syn. Efterfølgende slentrede hun hen til døren, stak blot fødderne ned i de plyssede hjemmesko, som var placeret lige ved siden af det slidte skateboard, og så var hun da ellers forsvundet ud af døren og efterlod drengen til sig selv.

Efter lidt tid kom Autumn da ellers tøffende tilbage. Hun fik lige åbnet døren med sin ene albue og kom ellers til syne igen. Stadig med morgenhår og alt det halløj. Ændringen i billedet var den røde dåse hun hold i den ene hånd og den sorte kop hun balancerede med i den anden. Hun skulle i hvert fald ikke nyde en cola på dette tidspunkt. Hun havde alt for meget kvalme til det sukker stads. Plus, så var hun mere en Fanta person. ”Der var du heldig.” sagde hun stille og roligt og fik efterfølgende bare sat colaen fra sig på det natbord der stod tættest på ham. Selv forsatte hun lidt videre gennem rummet til hun nåede sit skrivebord. Hun burde virkelig få rodet op før eller siden. Det var jo nærmest kun hende der kunne finde rundt, nu til dags. Hun tog fat i ryglænet på kontorstolen og trak ned så ellers med sig. Hvor elskede hun at trægulvet og hjulene gik godt hånd i hånd, ellers ville det have været så belastende hvis det alt sammen havde knirket.
Da hun så var nået målet, som bestod af ved siden af sengen, satte hun sig behageligt tilrette, med det ene ben trukket op til sig. Bare fordi hun kunne. ”Har du det tit med at vågne fremmede steder?” spurgte hun uden specielt megen tøven. Han virkede mere rolig i det end hun var da hun fandt ud af det. Men det var nok også fordi hun var en pige, af den almene slags. Hun skubbede kort brillerne på plads på næseryggen og fik så endelig taget et ordentligt kig på Joshua, uden at det hele skulle virke sløret. Hun fugtede svagt sine læber, samtidig med at hun, med begge hænder omkring, førte koppen op mod sin mund. Åh. Duften af frisk kaffe. Hun takkede guderne for dette vidunder. Og hendes taknemmelighed blev større lige i det hun fik taget den første slurk af den varme drik. Fantastisk. Det fik hende virkelig til at føle sig bare lidt mere vågen. Også selvom at det hele stadig virkede som om at det var en drøm, og at hun kunne vågne når som helst. Og finde sig selv alene i sin dejlige seng.