Fack you - Zean

Sted: Teateret
Tid : Midt om natten, præcise tidspunkt, ingen anelse.
Vejr : det øs regner ned.
Omgivelser : Ingen...

Teateret, minder, tanker, følelse.. så mange ting tilknyttet til et sted, hendes liv, hendes handlinger, det som gjorde hende til den ting hun var et dag. Intet væsen, intet menneske, ville kunne kalde sig en vampyr. De var intet andet end rovdyr, som der tørstede efter det der medbragte døden, nemlig blod. Blod der flød i gaderne, nu om dage var forpestet, og man kunne ikke længere finde donerblod, hun var sulten, hun var på dødens rand, men tanken om at skulle dræbe en familie far, som der prøvede at overleve dagen lige som hende selv, var hende for uudholdelig. Stemmen fra Zean gav genlyd i hendes hoved 'de er intet værd, det er dem eller os.. og jeg vælger mig'. Han havde aldrig sagt det, men hun havde altid set det i hans øjne, kunne se hvor skuffet han var over hende, som ville han gøre alt hvad han kunne få at gøre det om som han havde gjort, nemlig bidt hende. Hun fugtede langsomt sine læber, da hun trak den lasede læderjakke hen over sig hoved, da regnen tog til, og løb igennem gaderne, hendes bluse som hun havde på, var beskidt og snusket, hendes hår var fedtet og udgroningen var hendes brune hår kunne tydeligt ses. Hendes krop var blevet mere og mere tynd, og der var i grunden bare ikke særlig meget tilbage af hende mere. Hun talte i øjeblikket ned til hendes døds dag. Der hvor hun ville blive til støv, den dag hun ville tage den sidste åndedrag og ikke længere være til, hvor hun dog glæde sig til at kunne lægge smerten væk, og bare glemme alt det som hun havde været igennem. En dyb indånding blev taget, mens at hun tænkte over det hele, tænkte over hvad hun ville, hvad hun egentlig følte, hvad det var hun længtes efter. Hendes blik blev langsomt loftet, og læderjakken faldt igen på plads hen over hendes skuldre: teateret, sagde tankerne ind i hendes hoved, hun havde ikke været der efter den dag hvor at hun var vågnet op og opdaget at Zean var væk, forsvundet, som han havde været i et år. Hun tog en dyb indånding og gik langsomt hen til bagindgangen, hun havde alligevel brug for et sted at være ind til at regnen stilnede af. Langsomt blev døren åbnet og den drivvåde Naomie gik langsomt ind i rummet, og op på scenen hvor hun satte sig ned på kantet og kiggede ud over de tomme sæder, tomme som hele byen efterhånden var. Hvorfor.. ja hvorfor var nok det største spørgsmål alle spurgte sig selv efter hånden.

Det havde været mange dage siden, måneder og et helt år siden han sidst havde ladet sig betræde dette sted, sidst han havde været her var den nat efter den måned i Australien, hvor han så var kommet hjem til dette sted endnu gang, do med selskab af Naomi. Selvom han forlod hende den kolde nat. Han var skuffet af hende ja, men han havde også behov for at være alene. Det var ikke sådan at han var den bedste mand at have selskab med kunne man sige. De grønne øjne kiggede hen imod det gamle trommesæt som endnu stod der og det sten hårde ansigt fik et ligegyldigt smil hen over den ene mundvige, gad vide om han stadig kunne. Det var nu ikke til at vide. Hurtigt vendtes hans hoved væk fra trommesættet og videre hen imod lokalets dør, som førte ud til gangen fra det sted hvor han havde holdt sig skjult. Han betragtede den lidt, og syntes nu at kunne få duften af en bekendt person, en person han havde forladt, Naomi. Faktisk havde han ikke været meget for selskab siden han havde fundet ud af at hans bror var forsvundet af sted med den lille tøjte til Asiha. Men hvad pokker, han bestemte ikke over hans brors liv, og ville heller aldrig gøre. Langsomt, lydløst, roligt, og upåvirket af denne gamle vens ankomst til hans territorium. Der havde nu været folk her forbi kunne han se, de havde brændt det meste af hans hjem af. Men det var til gengæld kun gået ud over forhallen måtte man så sige, og det meste af scenen var blevet revet ned. Det var da utroligt så mange ting der var sket i hans hjem, forbandede bæster der ikke kunne holde nallerne for sig selv. Han kunne endda lugte blod fra en eller anden dum satan, af en dødsengel at være. Han brummede lidt, og gik langsomt op af trappen hvor han derefter forsvandt ind i mørket og var ude af stand til at kunne blive set. En fordel at være vampyr kunne man sige, man kunne lege den aller helvedste farlige snigmorder i verden. Lydløst kom han på balkonen, og lænede sig lidt hen og hegnet med albuerne placeret på det hårde bark og kiggede med hovedet ganske let på skrå ned imod Naomi, som blev ved med at stå på den smalle gang i mellem de ødelagte sæder. Hans mund var endnu tavs, havde han behov for at sige noget? Hun burde vide at han var til stede, hans blod ville nok være den stærkeste lugt her på dette sted. Han betragtede langsomt hendes skikkelse, og lod sig vide at hun ikke havde spist i han vidste ikke hvor lang tid, omkring en måned eller lidt mindre efter hvad han kunne se herfra. Ja, hvor meget mere skuffet over hende kunne han blive, hvis hun ikke snart lærte at hun var nød til at dræbe for at få den føde der var hende blevet givet, ville hun snart dø inden længe, det ville ikke nytte noget at han skulle blive ved med at give hende noget blod når hun trængte til det, det skulle han virkelig ikke. Ellers kunne han lige så godt gå ud og finde sig en anden, og gøre det menneske, eller væsen til et vampyr, et misforstår og et rovdyr. Han tog en dyb indånding og åndede den lige så stille ud.

Hun vidste ikke hvor længe hun havde siddet på scenen, hvor langt tid hun i det hele taget, bare havde stirret frem for sig, og prøvet at glemme den gnavende fornemmelse inde i sig. Hvis man skulle være helt korrekt havde hun ikke fået mad i snart et halvt år, hun havde levet på rotter, når tørsten blev alt for stor. En dyb indånding blev taget, et og et hæst grin gled igennem hendes strube, hvad Zean ikke ville tænke omkring hende hvis han så hende nu. Hun overvejede lidt om hun skulle tage ud i skoven, der plejede at være bjørne der ude, dem hun kunne føde på og stadig føle sig meget mæt af det. Intet ville dog være som menneskeblod, men bare fordi at hun var blevet skabt til en koldblodig morder betød det ikke at hun ville være det. Det betød ikke at Zean skulle få lov til at vende alt op og ned for hendes liv, bare fordi at han havde været sulten!? Se hvad der var sket med hende på grund af ham, hun havde haft det fint, før at han prøvede at blande sig i tingene, hun havde haft det fint! hvordan kunne hun så gøre det mod en anden? Hvordan kunne hun så få sig selv til at ødelægge en anden menneskes liv, fordi at der var en som der havde gjort det mod hende. Hvorfor dræbte han hende bare ikke, hvorfor.. hvorfor skulle han lige præcis.. ham være så koldblodig? Hun sukkede stille og rettede så hurtigt hoved op da hans duft borede sig ind i næseborende og fik hendes tænder til at skrige af smerter over at sætte sig ind i hans kød. Men end ikke ham, ville hun dræne blod fra, hun ville bare have lov til at dø, en pinefuld død, som hun fortjente, så kunne han være skuffet over hende, han kunne ikke sørge hende mere, end han allerede havde gjort. Gåsehudende begyndte dog at stige over hele kroppen da hun fik øje på ham, trængen til at skrige af ham, flå i ham, sparke .. ja bare skade ham var så stor at hun måtte presse sine negle ind i håndfladen og kigge væk. Hvis hendes nu døde hjerte stadig havde kunne banke, ville det havde været helt oppe i halsen nu. Følelserne for ham, var ikke væk, de var bare blevet lagt til side, i håbet omkring at hun kunne glemme ham. Og nu var han der, som rev han minderne tilbage i hendes hjerne, billederne, lysterne.. følelserne. "Og du kunne bare ikke blive væk?" sagde hun med en hæst og brugt stemme, som havde hun røget og drukket i hunderde år. Langsomt kom hun op på skælvende ben, nu skulle hun bare i gang igen, så ville det ikke være så slemt med skælven. Blod.. "hmm.." mumlede hun stille og havde det som om at hans tanker nærmest sprang ind i hoved 'burde have taget en anden, hun skuffer mig, skaffer mig bare en ny.... hun er jo intet værd.', egentlig ikke fordi at hun var sikker på at det alt sammen var rigtigt, men eftersom at de havde den tilknytning som de havde, kunne det ikke helt undgås at vide hvad den anden tænkte. Virkelig irriterende hvis hun skulle være helt ærlig. Et langtrukken suk undslap hendes strube, mens hun tænkte lidt over hvad der nu ville ske.. nå ja. hun ville jo bare dø.

Han smilede lettere tørt til hende, og tog den ene hånd hen over gelænderet og kastede sin ben hen over i et elegant hop, hvor efter han landede perfekt på benene, imens hans ranke skikkelse gled i et med skyggerne, det var måske en fordel for ham, men så igen det var noget der var tillagt til denne morderiske natur. ”Hvorfor udsulter du dig slev?” spurgte han så, selvom han allerede kendte svaret på forhånd, men det betød jo ikke hun absolut skulle tage en eller højt og velstående mand eller kvinde, det kunne jo ligeså godt være en eller anden køter på gaden som ikke havde noget sted at bo og var udsultet for de sidste penge vedkommende havde, og brugt dem på noget skide alkohol? Han sukkede stille og gik langsomt hen imod hende imens han betragtede hendes ansigt og måtte hæve det ene bryn til det hun spurgte ham om, han var lige ved at grine som bare fanden inden i, men rystede blot på hovedet udenpå, og gik videre hen imod scenen i den samme rolige gang som altid, ”Og kunne du ikke holde dig væk, eller hvad?” spurgte han tilbage da han var velviden om at hun havde været her flere gange end bare denne ene. Han kom langsomt tættere på hende, og gik op på scenen hvor efter hans skridt førte ham hen til hans arvefølger kunne man vel sige, selvom det eneste hun var, var endnu en der var blevet forhekset af hans hugtænders gift. Som en slange, edderkop, bille, og meget mere. Et dybt åndedrag blev taget, og hans blik lagde sig lidt ned i gulvet og derefter hen imod hende, da han stod omkring to skridt fra hende. ”Ønsker du virkelig så inderligt at dø?” spurgte han så lidt med et hævet bryn og betragtede hende med et roligt blik. ”Har du måske ikke flere rigdomme i dit liv nu end som før hvor du var nød til at være en sølle opvasker?” spyttede han ud, ”Når nej det er jo, lige meget du kunne trække vejret, og mærke hvordan dit hjerte pumbede…” sagde han langsomt og gik helt tæt på hende og hviskede langsomt i hendes ører, ”Og du var for uden at hører væsners blodårer risle afsted i deres indre.” han sukkede lige så stille og satte sig ned ved siden af hende, mens benene blev trukket op og hans blik rettet imod den anden væg i den anden ende af scenen og fugtede læberne inden han fandt en cigaret frem og tændte den hvor efter han satte den for munden og tog et dybt sug af den og kiggede lidt ned på den, og kunne huske i starten hvor hun havde været en vampyr at hun havde bedt ham om at stoppe, fordi det var dødeligt. Sjovt nok var han jo allerede død. Han rystede lidt på hovedet og tog endnu en indånding, imens han lod stilheden glide hen over hans sind og døde sjæl, som han havde inden i sig. Langsomt tog han endnu et dybt sug af den cigarret han nu havde tændt. ”Sulten?” spurgte han så og tog sit håndled frem og rakte det imod hende, hvorefter han nu bare ventede på hvad hun nu end ville gøre.

Hun måtte anstrenge sig for ikke bare at skride, og måtte sætte sig ned igen, da hun var for svag, alt alt for svag. Hun tog en dyb indånding "Bare fordi at de er usle mennesker der har brugt alle deres penge på sprut, så ved de ikke hvor sort livet er, hvor meget det betyder for dem at kunne mærke deres hjerte banke, og rart det er at være i live, at kunne føle, at kunne dø.. og ikke gå hen og blive ligeglad med omkring at folk slår dig, eller river dig, fordi at sårene bliver alligevel lukket. De ved ikke hvad de har, og jeg skal ikke være den til at tage det fra dem, om det så ville minde dem om det.. Du ved ikke hvor meget du har taget fra mig.. du tog alt fra mig" sagde hun stift, og kiggede slet ikke på ham, havde i grunden slet ikke lyst, ville på ingen måder, ville bare glemme ham, glemme hans ansigt, og hans måde at være på, den måde han gjorde hende blød i knæene, og hvordan hendes fingre prikkede for at lade dem glide igennem hans hår, hvordan læberne begærede hans, og hvor meget hendes indre ville ønske at han ville røre ved hende, som han faktisk ville det, som var der mere bag det, end bare.. sex og få sine lyster stillet. Men så langt var det endnu heller ikke kommet, heldigvis kunne man vel sige? Eller kunne man sige det, fordi hun ønskede jo han ville tage hende, men end ikke det var hun god nok til, gad vide hvor mange han overhoved havde været sammen med. Hun ville ikke en gang tinge på det, kunne ikke tænke på det. Det, det var bare for svært det her, de dunkende øre der gled igennem hendes øre, ind til hjernen, som påvirkede øjnene, som blev mere og mere mørke, hvis der overhoved var muligt, der påvirkede hendes næse, som der spillede op, for at få duften til at glide dybere ind til hendes lugtesanse, som gjorde hele effekten værre. Og sidst men ikke mindst, påvirkede det hendes mund, som der næsten løb i vand, mens tænderne gjorde ondt, så ondt så ondt. Hun vågnede dog brat op da han stod lige foran hende, om hun virkelig ville dø. "Jeg har ikke en skid flere rigdomme!?" spyttede hun ud, som han gjorde med at hun skulle være taknemmelig, aldrig, aldrig ville hun blive taknemmelig for denne forbannelse som han havde kastet over hende. Dog gled kuldegysningerne igennem hende da han hviskede ind i hendes øre, og hun måtte bide sig hårdt i læben for ikke at overfalde ham. Det var jo alligevel ikke det værd, hvorfor kunne hun ikke bare tage sig sammen!? Hvorfor kunne hun ikke bare få lov til at tænke klart, hvorfor kunne hun ikke bare få lov til at ligge sig ned og lukke øjnene også forsvinde? Forsvinde hen til et langt bedre sted. Men dråben kom først og overfyldte hendes glas da han trak hans håndled frem og spurgte om hun var sulten "Din skriderik.." hvæsede hun igennem sammenpresset tænder, og vidste virkelig ikke hvad hun skulle sige. Hun rejste sig hurtigt op, og ignorerede den svimlende fornemmelse som tog sig til i kroppen "du dukker op out no where, og tror du kan komme gående ind og tro at du ejer mig!? Som om, at du .. du bare kan dømme mig for den person jeg er.. men måske er jeg ligeglad!? Måske prøver jeg faktisk at komme over dig.. men du kommer bare vadende op igen, og tror at du kan gøre lige hvad du har lyst til.. fuck dig! Fuck dig og alt som der måtte have med dig og gøre, du er ikke andet end et udyr, et udyr som bare skulle fucke af helveds til, til det helved hvor du faktisk passer ind!" hun stod og trak efter vejret, mens at lysten til at slå ham, rive ham i småstykker, men hun rokkede sig ikke ud af stedet, da hendes kræfter var tæt på at løbe op.

Han sukkede stille og trak langsomt på skuldrende til det hele, ”Du behøver jo heller ikke at gøre dem til det du er…” sagde han derefter og tog det sidste sug fra sin cigarret, og kiggede derefter op på hende da hun nu begyndte at svine ham til. Ja det måtte hun vel selv om, men hun led til gengæld ikke lige så meget som han havde gjort. ”Jeg har heller ikke bedt om det her liv. Men jaja, fuck da mig.. halleluja, hvis du virkelig vil have jeg kommer ned i helvede hvor jeg nu hører til, right, så dræb mig dog?” Han rystede stille på hovedet og kiggede på hende med lidt udstrakte arme fra sin sidde plads, ”Jeg dræbte min mentor, så hvorfor ikke gøre en endelse på dine lidelser over at se mig dag ud og dag ind?” spurgte han så og sukkede stille, hvor efter han rejste sig op og strakte sig op. ”Desuden havde jeg selv valgt at gå hen i sådan en attitude som du har, da jeg havde været hos min mentor, det eneste der holdte mig oppe var at vide at min bror var i live…” Han gik langsomt hen til hende og betragtede hende lidt, hvorefter han snoede hendes ene hårlok rundt omkring hans finger og betragtede hende roligt med sine mosegrønne øjne. Han slap dog langsomt hendes hår og trak så igen på skuldrende, ”Men ja… fuck mig… fuck denne race… fuck dens eksistens…” sagde han så og trak lidt på skuldrende hvorefter han fugtede sine læber lidt, ”Men du har stadig ikke svaret på mit spørgsmål, hvorfor er du kommet her? Fordi det her sted hjælper dig ikke på at glemme, det hjælper dig med at huske, så hvad laver du i grunden her?” spurgte han så og betragtede hende med et roligt blik, betragtede hendes øjne og ventede på hun ville komme med svaret, selvom hun sikkert snart ville falde om, og han ville vel være nød til at give hende noget blod eller noget. Han fugtede langsomt læberne rystede lidt på hovedet af hende hvor efter han gik ned til trappen, ”Muligt det er lang tid siden du var her sidst, men du har været her imens jeg har været væk… og det kan du ikke benægte..” Han gik hen imod trappen og derefter ned af den lange gang og videre hen til det rum som han havde sovet i da han havde boet her fast. Langsomt åbnede han døren dertil og gik videre ind i rummet uden at foretrække en mine. Langsomt satte han sig på sengen og kiggede lidt frem men lagde sig ned igen og lukkede sine øjne i.

"jeg er ingen morder" sagde hun hæst, og betragtede ham, han fattede det ikke, det gjorde han virkelig ikke. Hun tog en dyb indånding, og var langt fra færdig, men hun vidste ikke rigtig hvad hun ellers skulle sige til ham, hvad hun ellers skulle gøre? Det hele var så langt væk, der var ingen ting tilbage. Hun var på vej ned i et hul, i et hul hvor hun ikke længere kunne komme op, og der var ingen til at hjælpe hende. Og især ham, stadig mens at hun var en ny vampyr, og stadig hvor hun ikke havde styr på sine kræfter, hvilket hun på ingen måder havde mere, hvis hun overhoved havde nogen. Forlod han hende, bare sådan, uden noget, sneg sig ud mens hun sov, og lod hende vågne op til en tom seng, et tom rum, og ingen at kunne støtte sig op af, ingen til at kunne hente hjælpe fra, hun var alene, alene som hun havde været det sidste år, mens han havde fået lov til at gøre det som han havde lyst til, var hun bundet til dette sted, da hun ikke vidste hvad folk ville gøre ved hende hvis hun tog ud, hvis hun faktisk fandt et andet sted at bo. Hun var jo et misfoster, hun passer ikke ind her. Hvor skulle hun gå hen? Ingen havde fortalt hende det.. Mens alle de ord ud af hans mund flød ud i et virvar stod hun bare og kiggede på ham, uden at vide hvad hun skulle gøre eller sige, hun havde mange ord, så mange ord som der gerne ville komme til udtryk, men hun vidste ikke helt på hvilken måde hun skulle gøre det på, eller hvordan hun skulle formulere det som der foregik inde i hendes hoved. Hun kiggede tomt på ham, da han sagde at det var muligt hun ikke havde været der længe, men at hun havde været der. Ja gu havde hun været her, hun havde håbet, grædt og længtes efter ham, og det eneste der var tilbage af et minde, det var dette sted, hvor mange gange hun ikke havde ligget i hans seng håbet på at når hun så endelig faldt hen, og næste nat ville vågne, ville han ligge der ved siden af hende, og kigge på hende med de mosegrønne øjne, mens at han efter noget tid ville rejse sig med den bare overkrop, hvor han langsomt strakte sig så alle de muskler der var at finde blev spændt ud. Som han langsomt gled hen over gulvet til den lille håndvask hvor vandet plaskede ud og efter noget tid smidt i hans hoved. Hvor hun ville ønske at han ville kigge på hende med et blik omkring det var godt nok det hun gjorde nu, og fortalte hende hvordan hun kunne leve uden ham, når han en dag ville forsvinde fra dette sted, men så hun var forbredt. Men ingen af disse ting var sket, ingen.. kun stilhed og tomhed var blevet givet hende, og et hjertet revet ud og smidt på gulvet, som var det en eller anden engangskuld "ja.." sagde hun hæs og kiggede efter ham "ja jeg har været her efter du skred, der var ikke noget væk, der var bare forduftning.. du havde ikke en gang nosser nok til at sige til mig, at du ville skride, du skulle gøre det mens jeg var mest sårbar.. " som han gik, gik hun efter ham og blev ved med at sige det, som hun havde haft på hjertet så længe "mens at jeg var mest bange, for at disse mænd, de mænd som der havde hængt mig op på et kors og ventet på at solen ville lave mig om til aske, der forsvandt du.. Og du er skuffet over at jeg er som jeg er nu!? Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, jeg var nervøs, jeg var bange for hvad jeg skulle gøre, og mest af alt, jeg manglede en jeg kunne snakke med. Hvordan tror du det ville være, hvis at din bror bare forsvandt den ene dag efter den anden, efter du havde vendet dig til at han endelig var der.. han var her en eller to gange efter du tog afsted, sagde han var nød til at tage afsted, fordi at han ikke kunne klare dette sted, noget med at Asiha var gravid, hvad fuck ved jeg.." hun tog en dyb indånding da hun nu endelig stod foran ham "Hvordan fanden tror du at det er, når man stor på grænsen til at falde, og den eneste person i ens liv som gav den mindste smugle mening bare skrider var!? Når nej, du har intet hjerte, du har ingen følelser, ud over had og skuffelse til det du mente burde være en bedre kreation.." hun kunne mærke hvordan det brændte i hendes øjne og blodet langsomt gled ned af dem, og bare drænede hende endnu mere, for det hun allerede manglet for meget af "hvordan.. ville du have det.. hvis.. hvis.. du elskede et udyr der ikke en gang kan elske dig tilbage" mumlede hun og sank i knæ, og vidste ikke at hun virkelig havde sagt det, mens blodet fossede ned af hendes kinder, og hendes hud langsomt snak helt ind til knoglerne, mens at det hele blev så tungt, mens det hele blev svære at gøre, og alt den kræft hun havde følt første gang hun havde drukket fra et menneske, bare sivede ud, som havde nogen spildt mælk på gulvet. 'aldrig græd over spildt mælk', og det var vel det hun var gået hen og blevet til.

Han lukkede sine øjne imens hendes talestrøm gled ud af hende og fugtede læberne lige så stille, uden at sige noget satte sig så langsomt op og betragtede hende lige så stille, ”Nej det gør jeg ikke… og kommer nok heller aldrig til, fordi jeg er jo et monster right..” brummede han lige så stille, og satte sig langsomt op og kiggede hen på hende med et hævet blik og sukkede stille, ”Men hvis du virkelig elskede et sådan idiotisk uhyr som mig, uden sjæl og følelse, hvorfor så opgive nu?” Han sukkede stille og rejste sig op fra sengen og gik der efter hen til hende imens han havde taget sit ene håndled op til munden og bidt et dybt hul ned i det, og derefter sat sig ned på hug, hvormed at håndledet bevægede sig hen imod hende og ventede på hun ville sætte tænderne i ham, inden det i grunden var for sent. Han satte sig ned på røven og lagde hovedet langsomt på skrå og ventede tålmodigt, ”Skynd dig nu inden det healer…” mumlede han. Et stille suk over hendes knivskarpe hugtænder som gennemborede hans hud. Han betragtede hende lige så stille og tog den ene arm omkring hende og trak hende helt tæt på sig, imens hun tog for sig for hans blod. Og hviskede langsomt i hendes ører, ”Jeg beder ikke om tilgivelse men om at du ville kunne forstå, hvorfor jeg gjorde det…” sagde han så, da en masse af de minder strømmede igennem ham omkring det år hvor han havde isoleret sig selv i de dybeste klorark grotter under jorden, hvordan hans sind havde været total ødelagt, og hvordan flere lig havde ligget rundt omkring ham, mere end hvad der var nødvendigt. Kreds mærker op langs murerne og flere steder var der nedbrudt murer efter at næverne havde været gået amok. Langsomt fugtede han sine læber og lukkede dermed også sine øjne, imens mere og mere blod fra hans krop blev taget og hans hud gik hen og blev blegere og blegere. Men han sad mussestille imens han holdte omkring hende i sine arme og ventede til hun var færdig. Han sukkede stille et langt suk, og kiggede der efter ned på hende med de samme mosegrønne øjne som han næsten altid havde. Med mindre når han så lige var blodtørstig og blodtrængende. Men denne her form for måde at fortælle hende hvorfor han var skredet var nok langt bedre end nogen andre måder, hun ville ikke kunne se hvor stor en farer hun havde været i hvis han bare havde sagt det til hende, nej, der måtte nød til at være billeder, før end at fareren i bund og grund kunne ses. Han kiggede ned på hende og hævede det ene bryn, ”Færdig?” spurgte han så og fjernede noget af hendes hår fra hendes mundvige.

"fordi jeg snart ikke kan holde ud af være uelsket" mumlede hun afkræftet og kiggede op på ham, mens at blodet som var gledet ned af kinderne ikke længere var til stede, da der snart ikke ville være mere blod inde i hende, måske også for det bedste. Hvorfor endte hun altid i sådan en position når hun var sammen med ham? Første gang skar hun sig, så han bed hende, anden gang efter et hedt kys faldt hun og ved et uheld forvandlede hun sig til den aspara hun havde været førhen havde været, faktisk var hun altid kommet ud for en eller anden slags uheld. Et lang trukken suk gled igennem hendes strube da frisk blod blandede sig med luften, og de helt sorte øjne betragtede ham som han kom over til hende, tungen gled af instinkt ud af munden og vædet langsomt sin underlæbe, og derefter over læbe, da sulten virkelig meldte sig, og at hun ikke ville have særlig meget mere selvkontrol, hun burde virkelig lægge denne bløde side fra sig, og begynde at spise af de mennesker der blev hende givet, være glad for at hun var i live, og at hun ville kunne opnå ting hun ikke havde drømt om, hvad ventede hun på? det var sådan et lille skub der skulle til, også havde hun alle menneskerne for hendes fødder. Hun tog en dyb indånding, og hørte knapt nok at stemme sige at hun skulle skynde sig, inden at det lukkede sammen, for der var hendes mund allerede begyndt at bevæge sig ned mod hans håndled, de sylespidse tænder kom til syne, og borrede sig langsomt ned i det friske kød, hvor blodet lagde sig rundt omkring håndledet, inden det flød over og faldt ned mod gulvet. Hver lige dråbe som gled ind i hendes mund blev slugt, der skulle ikke gå noget til spille. Det var som om at alle sanser ophørte, og det eneste der foregik inde i hendes hoved var at drikke af hans blod, Men lidt efter lidt, kom tankerne, kom minderne. Hun gispede lidt efter vejret, over de mange lig, over det hun så, og havde det som om, at hun kunne stå og dufte til de rødne lig som der havde ligget der i længst tid. Lidt efter lidt, blev hendes tørst stillet, og kræfterne vente langsomt tilbage, og hendes krop blev mere fyldig, det var utrolig at se hvordan det hele ændrede sig, så snart at hun fik blod. Hun bed sig i læben og nikkede så da han spurgte om hun var færdig "ja.." sagde hun stille, og kiggede langsomt op på ham "undskyld.. jeg vidste ikke det var så slemt.. men.. men jeg havde stadig ønsket at du havde sagt noget, inden du tog afsted." hendes tunge gled langsomt hen over hendes læber og fik noget af det blød som der var gledet ved siden af, og nærmest omsmurte hendes mund. Det hele var så underligt lige pludselig, det var som om at hun kunne tænke klart igen. Hun sukkede stille, da det gik op for hende, at hun ikke kunne blive ved med at leve på denne måde. Hun var nød til at stoppe med at have så store følelser for ham, da det bare ødelagde hende, og hun måtte begynde at se mennesker som mad, i stedet for uskyldige væsner. Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding, trods for at de ikke var nødvendige mere.

Han rystede langsomt på hovedet og tog sin hånd langsomt til sig og masserede håndledet lidt efter hendes hårde greb, og trak så langsomt på skuldrende uden videre, hvor efter han lukkede øjnene lidt, ”Skidt pyt, jeg er jo et udyr?” Smilede han skævt og lod det nu ikke rører ham, han havde konstateret for sig selv for længe siden at det var sådan det var, at han nu var et monster og et uhyrer alle ville frygte. Han sukkede stille igen, et hult suk, som om det ingen ting var som om det meste kunne være ham lige meget, da han jo ikke kunne rette op på noget som helst i grunden. Han brummede lidt, ”Desuden ville det at vente til du var vågen være for risikabelt, du kunne dø inden da…” svarede han lidt brysk og lænede sig tilbage til sengen hvorefter han lukkede sine øjne og prøvede at få blodet til at komme i omløb igen, selvom det skete efter ikke så lang tid. Han holdte sine øjne lukkede så han bedre slappe af i sine muskler. ”Hvorfor… tænker du sådan om mig?” spurgte han og lod nu være med at trække vejret da det ikke længere var nødvendigt. I grunden kendte Naomi gradvist godt til hans ustyrlige lyster til blod når de så endelig kom. Han brummede lidt imens hans indre tomhed begyndte at fylde hen over hele hans krop og ventede på at tomheden i hans krop snart ville forsvinde endnu en gang. Tankerne kredsede sig langsomt omkring hans bror, og hende der kvinden der… Asiha som han nu havde fundet sig til rette med, også havde de fået et barn. Hmm underligt at tro, at hans bror ville finde en helt ny kvinde efter den forrige han havde haft. Han sukkede stille og rejste sig så langsomt op og lod kort en hånd blive lagt på hendes hoved og fjernede den så derefter og gik hen til vasken hvor han fik skyllet det for at kunne komme sig over tankerne omkring hvert et enkelt menneskes liv som han havde dræbt. Det var jo ikke ligefrem fordi han selv nød det, han hadede se på andres lykke som ikke var ham selv mulig. Men det var der ikke mere at gøre ved. Han brummede lidt og rystede lidt på hovedet, og kunne nu ikke huske hvor mange gange han selv havde prøvet at begå selvmord, men da han til sidst måtte indse at dette var ham umuligt, andet end at gå solen i møde gad han ikke længere. Han ville ikke se solen, havde heller aldrig brudt sig om den, selvom han savnede selv at stå op om morgenen, gnide sig i ansigtet fra solens stråler og går ud på verandaen med en kop kaffe i hånden og læse morgenavisen. Kigge på nogle børn der rendte rundt i haven og grinte og en kone der kom ud til ham, satte sig på hans skød, og nyde synet af deres børn sammen. Hvilket uopnåeligt ønske. Han sukkede stille. Selvom han var sikker på at den slags var komplet umuligt for ham overhovedet, han var for stædig, for kold, for indelukket til den slags. I grunden var han lidt ligeglad med om Naomi læste hans tanker eller ej, der var så meget hun ikke vidste om ham under alle omstændigheder. Så hver en tanke kunne hun vel lærer af. Måske var hans mindre had til broderens nye fangst af en kvinde at være, nok mere eller mindre jalousi. Han anede det virkelig ikke.

"hmm.." mumlede hun til de første ting som han sagde til hende, hvad var der ellers at sige? Hun havde sagt nogle modbydelige ting, men det betød dog ikke at hun ikke mente det, fordi.. det gjorde hun. For det andet ville det være dumt og tage noget til bage nu, når hun havde råbt det i fjæset på ham. Så ville hun heler virke ond, men beholde sin værdighed, fordi at hun faktisk havde holdt på det som hun mente. Hun sukkede stille da han spurgte det næsten uundgåelige spørgsmål, hvorfor, hvorfor føler du det du gør. Hvordan skulle hun dog overhoved svare på det? Hvorfor ville han vide det, når han ikke en gang kunne gengælde det? Ville han virkelig sidde og nyde at hun var fuldstændig væk i hende, mens hun var nød til at sidde og forklare hvor meget hun elskede ham, hvor meget hun holde af ham, hvor meget hun dog ønskede bare at mærke hans fingre glide ned af hendes nøgne hud, mens han kiggede på hende med begær, mens et lille smil kunne skimtes over gælden ved faktisk at være sammen med hende. Men, det ville jo aldrig nogen sinde ske, ville det? Han ville jo aldrig nogen sinde ville lade sig selv føle noget, han valgte jo selv at være som han var. Og hun kunne ikke ændre ham, ville ikke ændre ham. Hun ville have han gjorde det fordi at han havde lyst, fordi at han faktisk mente det. Men det gjorde bare ondt at vide at hun nok ville være alene for altid, der ville nok komme andre mænd, men ikke nogen som levede også op til hans standarter. Hun betragtede ham stille da billeder af ham sidde i solen mens han kone satte sig på hans skød. Hun sukkede stille og rejste sig langsomt op og lod fingrene glide igennem hendes hår "Hvorfor vil du i det hele taget vide hvorfor, kan det ikke være lige meget?" mumlede hun stille, og lagde begge arme omkring hendes brystkasse og lagde mærke til hvor våd hendes tøj stadig var, men tog sig ikke af det, ønskede bare at regnen snart ville stoppe dens evige trommen, mod jorden som kunne høres helt inde i det lille værelse som de befandt sig i lige nu, mere eller mindre hemmelige værelse. Det var jo ikke rigtig fordi at der kom så mange flere folk her når det kom til stykket. Ikke efter at punkerne havde brændt næsten halvdelen af det ned.

”Hm..” Brummede han tilbage, og gik derefter hen til sengen igen og satte sig langsomt ned i den imens hans blik gled hen over intetheden og derefter videre hen på hende omkring hendes spørgsmål på hvorfor han i det hele taget vil vide det, ”Så ved jeg da hvordan det føles..” sagde han og trak på skuldrende, ”Eller nogen lunde..” han lo kort og lagde sig ned i den brede en mands seng, selvom om der var rigelig plads til to. Han lukkede sine øjne og ventede på hendes svar, hvis hun så ville komme med et, det var ikke lige frem til at vide. Han vidste nu heller ikke helt om han over hovedet ville kunne være i stand til nogen sinde at føle noget for andre, hvis han virkelig var så hul og kold som han nu var. Hvorfor tænkte han i grunden over det? Et eller andet sted ville han ikke ændre hans kolde facade, jo han kunne, måske godt være lidt… sød? Eller hvad det nu hed, men det var sq ikke sikkert, bestemt ikke når han var så kold som han nu var. Langsomt lod han blikket glide op på træet der var mere eller mindre ødelagt af de flammer der havde været der, han måtte vidst også snart lave sit hjem om igen, lave nogle nye opdateringer og den slags, bagefter fandt han de der rockere, eller punkere, eller hvad de nu end skulle forstille sig at være, og så give dem en lærerstreg eller to, bare lige så de holdte sig væk fra hans territorium. Han sukkede stille og kiggede derefter ned på hende, ”Kom herop…” brummede han med hans lettere dybe stemme, han gad ikke til at se hende sidde på gulvet og samle støv, det ville ikke give ham nogen nytte inden for rengøring overhovedet. Et dybt suk gled hen over hans læber, og lukkede sine øjne endnu engang, imens hænderne var foldet hen over hans mave.

Hun tænkte videre, tænkte over hvordan at hun i det hele taget skulle sætte ord på sine følelser, hvis det i det hele taget var muligt, hvilket hun ikke troede det var. Hun tog en dyb indånding, og bed sig i underlæben, og lukkede øjnene, men den dybe indånding fandt slet ikke sted, den var der ikke, bare en stille brise gled ud af munden, da lidt luft sivede ud. "Jeg tror ikke en gang jeg kan forklare det" mumlede hun stille, og åbnede langsomt øjet, og kiggede på ham som han havde lagt sig i sengen, og sikkert tænkte på en masse andre ting, end lige det som de faktisk snakkede om, faktisk kunne hun stadig ikke forstå hvorfor han så gerne ville vide det. Var det ikke nok, at hun led så meget under det, fordi at han aldrig kunne give det hun ønskede? Hun sukkede stille da han sagde at hun skulle kom op til ham, og tøvede en lille smugle, og rejste sig så langsomt op, lige så stille, uden næsten at lave nogen former for bevægelse overhoved. Med langsomme skridt kom hun over til senge kanten, og kiggede med et tomt blik ned på ham. "jeg elsker dig.. fordi.. du er som du er, og du ikke har tænkt dig at forandre dig for nogen, med mindre du selv har lyst. Og måske elsker jeg dig også, fordi jeg aldrig ved jeg kan få dig?" mumlede hun og trak en smugle på skuldrene, inden hun satte sig med ryggen til ham i sengen, og lod køligt blikket glide rundt, inden hun langsomt lagde sig ned i den, og kunne mærke Zean's kolde nærvær, og mærkede hvordan kuldegysningerne langsomt bredte sig hen over sin krop, mens at hun kiggede på en underlig plet i væggen over på den anden side, og prøvede at fokusere på alt andet, end at hun igen lå ved siden af Zean, måske også fordi at hun var bange for at når hun så vågnede op, ville hun opdage at det hele bare havde været en drøm, og at han alligevel ikke var ved siden af hende, at han aldrig havde været på teateret. Hvilket, hun ikke rigtig kunne bære, den tanke, var virkelig ikke til at bære.

Han tænkte lidt over det hun sagde men svarede ikke, der var ikke rigtig noget at svarer på. Han var hård som en sten og havde sådan set altid været det, gennem årerne var han bare gået hen og blevet mere og mere hård som årerne var gået. Et stille suk gled igennem hans læber og førte hånden op til det øje som havde været udskiftet i en periode med et, robot øje. Hans kræfter havde nu os ændret sig, men han havde ikke mestret dem endnu. Et stille suk gled ud af hans mund og kiggede så hen på Naomi, ”Har du fundet dine kræfter så?” spurgte han mere så de kunne komme væk fra snakken om kærlighed da det ikke just var noget han var god til. Han sukkede stille og kiggede hen på hende med et roligt blik, mens de mosegrønne øjne var mere eller mindre roligt anlagt, og derefter lukket igen. Og lod dem forblive lukkede så han kunne forholde sine tanker i ro uden at tænke for meget over ting. Han fugtede langsomt sine læber og lod intetheden og stilheden sive hen over ham, som et beskyttende lag af mørke og tryghed. Det var som om at hans hårdhed gjorde at han kunne modstå så mange ting, det var det der fik ham til at kunne stå op nat ud og nat ind, i stedet for hele tiden at føle at han gjorde alt forkert og da os bare var en idiot, som så mange andre gjorde. Han var nød til at være hård og ville heller ikke ligefrem ændre det for noget i verden. Et stille brum gled endnu ud, et brum som i at han ikke helt vidste hvad han skulle sige omkring hendes følelser. Han havde ikke haft et forhold før, regnede heller ikke med at få det, kunne nu også meget bedre lide at være en fri fugl med en fri sjæl, eller noget? Selvom der nu ikke ligefrem var ret meget sjæl over ham, hvis der overhovedet var noget. Et kort suk gled igennem ham, og en let sammensynkning kom over hans krop. Imens de nu bare lå der i den denne seng af en art, syntes en underlig form for ændring i atmosfæreren at komme til stede, det ene øje blev åbnet, dernæst det andet da forandringen var mere eller mindre klar i hovedet på ham, om hvorfor dette skete. ”Hmm… når dada…” mumlede han og rejste sig op fra sengen og kiggede lidt op i loftet inden han gik hen til døren, uden at give yderligere informationer, Naomi ville selv kunne finde ud af hans pludselige fremfærd når hun havde fundet ud af forandringen. Roligt som altid, gik han op af trappen, altid så afslappet, altid så stille. Og nok også altid med på den værste, han viste det i hvert fald utrolig tydeligt som barn sammen med hans broder. Der gik ikke længe før end at han kom op til scenen og de grønne øjne kiggede spejdende ud over teaterets publikums plads.

//I dræber mig, med jeres kreativitet -.-

Øjnene fulgte langsomt gade belysningen som han gik hen over fortovet, på vej til teateret, hvad han lavede her, og hvorfor at han overhoved gik der hen, vidste han ikke helt. Sandsynligheden for at hans bror var kommet tilbage, var nok lige så lille for at nogen ville tro på at han ville vende tilbage, når han nu var skredet med sin livskærlighed. Hætten blev trukket tættere omkring hoved, så håret ikke ville gå hen og blive fuldstændig ødelagt, trods for at det allerede var begyndt at klæbrede sig til hans høje kindben, og pande. Men hvad fanden, man kunne jo ikke så godt ud fire tyve syv, selvom at han godt kunne have et ego der sagde han gjorde det. Men hvad var der nu også i vejen med at man synes man så godt ud? Han fnøs lidt, da en mand gik ind i ham, hvorfor fuck kunne han ikke rykke lidt på sig "Se dig dog for din skid" brummede Heat, dog uden at kigge på manden, som vente sig om og skulle til at sige en masse ting, men Heat, han gik bare videre, han gad sgu ikke bruge sin tid, på sådan en idiot. Inden længe kom han til teateret, hvorpå øjnene langsomt flugtede ned af de mange ting som der var blevet sket, halvt nedbrændt, hvad fuck var der lige sket i denne by mens han havde været væk? Han brummede irriteret, og savnede nu det gamle Di Morga, hvor man kunne være sig selv, og der ikke var en eller anden underlig hersker der nu synes han skulle bestemme lovende her på stedet, det gik jo tydeligvis heller ikke godt for ham, siden at han kunne lade stedet forfalde sådan hen. Langsomt blev dørene skubbet op, og den høje mørke skikkelse, betrådte hans brors territorium, hvis man kunne kalde det hans mere, eftersom han havde været væk i et godt stykke tid, hvis han dog overhoved var kommet tilbage. Lydløst bevægede han sig ind på tribunen, og smilede, da lugten af hans bror hang over stedet som en tyg tåge, og det så ud til at Naomi, den lille skødetæve stadig var sammen med ham, gad vide hvor de var henne i verden efterhånden, når det kom til dem intimt, mon han allerede havde taget sig godt af hendes kvindelighed, det skulle i hvert fald ikke undre ham hvis han havde. Et listigt smil dannede sig hen over læberne, da han så broderen stå på scenen og spejde efter ham "så rygterne er altså sande, du er vent tilbage." grinede han hæst, og trådte ind i lyset, så man kunne se ham. Forandret, det kunne man vel godt sige han var.

// :D du kan lære noget Chris?

"nej" mumlede hun lettere utydeligt, og lå bare og stirrede, ventede på noget, hun ikke en gang vidste hvad var. Bare et eller andet, faktisk... vidste hun ikke en gang hvad hun skulle sige til ham mere, var der noget at sige? Trods for at hun vidste han ikke elskede hende, var der jo altid det der håb inde i en, som der ventede på at han ville sige at han også elskede hende. Og det gjorde ondt, hvad ens forventninger så end ville være, så ønskede man at det var det, som personen man elskede ville sige, og det ville stadig gøre lige ondt. Og det gjorde ondt på hende, meget når det kom til stykket. Hun sukkede stille, og lukkede langsomt øjnene i, måske hun skulle prøve at sove, morgen ville snart komme, også havde hun brug for søvn, for at kunne begynde at træne sig selv næste aften, hun skulle vise ham, at hun ikke havde brug for ham, selvom.. det jo altid ende med hun havde om, hun så kunne lide det eller ej. Hun vente sig langsomt rundt, da han lige pludselig begyndte at opføre sig underlig, og en velkendt duft af en anden vampyr slå hende i møde, men hun kunne ikke huske hvor at hun havde mødt den før, var dette fjendtligt eller var det gode nyheder? Hun kunne ikke rigtig sætte en finger på hvad det var. Hurtigere end at hun kunne nå at se sig om, havde Zean rejst sig, og var på vej op af trappen. Et irriteret suk gled igennem hendes strube, da benene blev svunget hen over senge kanten og fødderne blev placeret på det hårde gulv, eller skulle man sige hendes sko, eftersom at hun ikke en gang havde gidet at tage dem af, inden hun havde lagt sig der op, måske hun bare skulle tage hjem, hun gjorde jo ingen nytte her. Langsomt rejste hun sig op, og efterfølgende blev den langsomme fremtoning forsat hen over trappe stenene, til scenen, hvor hun fik øje på den vampyr, som Zean havde været så hurtigt om at komme op og møde. Men, hvor var Ashia henne? Hvorfor var hun ikke med Heat, sidst hun havde set ham, havde hun også været med, med en ret så stor mave efter hendes egen mening, måske havde de allerede fundet en anden lejlighed og hun var der hjemme med den lille ny, som der måtte være næste et år efterhånden, eller det håbede hun da. Men så igen, det ansigtsudtryk som Heat sagde, kunne hun bestemt ikke lide, hvad fanden foregik der lige? Var det sådan.. sammenkomst for den gamle vampyr slæng, eller hvad det som skete? "arg, forvirring" mumlede hun for sig selv, mens at tankerne bare hobede sig op i hendes hoved, som altid kunne man vel sige. Det var ikke særlig tit, at hun ikke havde noget hun tænkte igennem, som hun skulle være sikker på, eller lige skulle drejes så hun virkeig vidste hvad det var hun talte om, når alt kom til alt.

// aldrig forsent at være kreativ Mr. Crisse… lol..

Han hævede et bryn, derefter det andet da han så sin lillebror komme frem i lyset, hovedet lagt på skrå, og spørgsmålet omkring hans adfærd dukkede frem i hans hoved, ”Velkommen hjem til dig os…” sagde han lettere monotont, hvor efter han kiggede lidt hen ved døren for at se om der skulle komme nogen, men måtte afgøre med sig selv at der ikke ville komme flere. Han kiggede tilbage på sin gamle ven som også var hans bror og det bedste han nogensinde havde, men lige nu så det ud som om at det smil var en lettere facade af hvad der var sket, han fugtede langsomt læberne men sagde ikke yderligere noget, før end at han gik ned fra scenen og videre hen til hans bror som stod lidt længere væk, imens hvert et træk fra ham syntes at komme mere og mere frem, ”Blodtørsten blev for meget så havde behov for at komme væk…” mumlede han høreligt nok til hans bror så han kunne forstå hvorfor han ikke havde været her, han stillede ikke yderligere spørgsmål til hvordan det stod der hjemme mellem ham og Asiha, det måtte komme senere hen når de begge havde fundet sig til rette i denne tilstedeværelse med at være i dette land endnu engang. Han tog en stor indånding og kiggede lidt op på Naomi, og derefter hen på Heath, ”Mangler du et sted at sove?” spurgte han så, da det kunne være de ikke havde fundet en lejlighed eller noget i den dur, han anede det ikke, hvad vidste han igrunden. Langsomt lænede han sig op langs den ene række af stole som ikke var ødelagt endnu, og betragtede broderens våde tøj, uden at sige noget. Det var nu underligt, det var i grunden sjældent at han så sin bror være foruden hans elskede lille hunvampyr, som han altid havde med sig overalt kunne man sige. ”Hvor har i så opholdt jer imens jeg selv har været gemt nede i kloarkerne?” spurgte han så og betragtede stadig broderens ansigt imens det ene spørgsmål efter det andet passerede hans egen mund, det var som ordet i, ikke rigtig lød til at være ham specielt behageligt, han vidste ikke hvorfor, normalt var han ellevild efter at fortælle omkring det der skete mellem ham og Asiha, af gode ting måtte man så tilføje. Og dette så ud til at være en af de dårlige, han sukkede langsomt og lagde en arm over skulderen på ham og førte ham op til scenen hvor efter han gik ud imod gangen, han havde hørt lidt af Naomi’s tanker, omkring Asiha havde haft noget af en stor mave, og måtte nok konstatere at det havde noget med det at gøre, der gik ikke længe før end at de kom ned til hans rum, og lukkede døren efter dem så han kunne snakke med sit yngre familiemedlem.

"hmm, havde godt på fornemmelsen at det var noget i den dur der gjorde at du ikke var tilstede, er selv ked af det, at jeg skred uden at få sagt farvel til dig" brummede han stille, og ville nu helst ikke ind på Ashia overhoved, faktisk, ville det passe ham bedst, hvis hun bare slet ikke blev nævnt. Men selvfølgelig var det ikke muligt på nogen måde. Hvor var det også typisk, hvorfor var hans trang til at komme hjem også så stor, han kunne bare havde skredet et helt andet sted hen, også ville han nemmere kunne glemme omkring hende, men nej, selvfølgelig skulle han hen til det sted hvor de havde lært hinanden at kende, der hvor de fleste minder egentlig lå. Han brummede irriteret, og smilet som førhen havde ligget på hans læber, det var forsvundet som dug for solen. Det var nu også sjældent efterhånden at der overhoved var et smil på læberne. Men hvad fanden, man var vel som man var. "jup, jeg mangler et sted at sove" sagde han stille, og lagde et tryg på jeg, som i at der ikke ville komme andre end ham. Et dybt suk gled igennem hans læber, mens at han betragtede Naomi, hun så ikke just særlig godt ud for tiden, faktisk.. var hun gået hen og blevet en anelse grim at se på. Så havde de nok ikke rigtig noget sammen når alt kom til alt, hvis han kendte Zean ret, så ville han helst gøre det med en som der så i hvert fald nogen lunde pæn ud, nu når han ikke gad at være sammen med på længere sigt. "Hey" brummede han som hilsen til hende, inden han gik ned af trappen og rynkede det ene bryn da hans bror nærmest smækkede døren i hoved på Naomi, jup der var virkelig ikke noget imellem dem. Stakkels tøs, det var tydeligt at se at hun stadig var fuldstændig væk i den kolde Zean, gad vide om hun nogen sinde ville finde en anden? Endnu et suk tog det andet, inden at han satte sig ned på sengen og betragtede sin bror "hun er død" mumlede han så og lod albuerne placer sig på hans lår og støttede hoved i hænderne. "døde under fødslen.. har været død i godt et halvt år efterhånden" han rystede en smugle på hoved og kiggede ind i væggen. "Så. det er kun mig den her gang.. og eftersom at jeg lige er kommet til, håbede jeg på jeg kunne overnatte her" han smilede sarkastisk, og brummede lidt derefter. Hvorfor skulle det hele også bare være så damn indviklet, det var sgu da heller ikke til at finde ud af.

"Hey" sagde hun med et stille smil, for at prøve at opmuntre ham, der måtte virkelig være sket noget virkelig forfærdeligt, siden at han havde ændret sig så radikalt som han havde nu. Men hvad, kunne hun ikke helt sætte finger på, han var som en lukket skal. Hun kiggede lidt på dem, da de gik hen til nedgangen, hvor man ville komme til Zeans værelse neden under scenen, hun overvejede om hun skulle vente på at de var færdige med at snakke, og ville derfor spørger, men som hun kom hen til døren blev den næsten smækket i hoved på hende. Hun trådte et skridt tilbage og tog en dyb indånding. Det var da også lige godt pokkers, hvorfor, hvorfor hende!? Hvad fanden havde hun gjort, siden at hun skulle behandles på den måde? Virkelig, det var da også forfærdeligt. Hun gad virkelig ikke mere, det armbånd som havde haft fast bosted på hendes håndled blev revet brutalt op, så læderstroppen blev fuldstændig ødelagt og kastet ned på scenens trægulv, med hurtige skridt skred hun ned af scenen ud af døren, og ud i den piskende regn som straks bød hende velkommen med at gøre alt det hun havde på drivvådt. En dyb indånding blev taget, nu.. skulle hun bare selv prøve at komme videre, dette kunne ikke fortsætte ikke mere. Nu skulle hun videre, nu skulle hun vise dem alle sammen at hun godt kunne selv! Hurtigt kom hun hen over gaden og satte kurs mod logerment hvor at hendes lille lejlighed befandt sig, måske hun kunne finde noget ædelse på vejen, hun kunne godt bruge noget menneskeblod, så hun kunne slippe for smagen af hans blod, som stadig var på tungen. Igen, hvorfor hende, hvorfor var det spørgsmål, der blev stillet oftes, ikke kun af hende, men sikkert også millioner af mennesker. Hvorfor, lige dem.

”Hmm…” Brummede han da han hørte trykkelsen på Jeg, og kiggede på ham med et hævet bryn der sagde han skulle forklarer sig. Han tænkte ikke så meget over Naomi lige nu, hun kom nok tilbage før eller siden, som sædvanligt. Han tog den ene stol og vendte den om så dens ryg var vendt imod ham og maven kunne læne sig op langs den. Roligt betragtede øjnene ham, og tog en dyb indånding, ”Hvad med fosteret?” spurgte han så og kiggede lidt rundt, hvor efter han rejste sig op og gik over for at tænde kaffe maskinen, tog sin ene finger op til munden og prikkede hul på den hvorefter blodet langsomt gled ned i en lige stribe derefter slynget hen over i den anden side af lokalet og greb fat om håndtaget ved et skab, og åbnede det op, mens at pisken gled ind i skabet og fik trukket to glas ud af det og førte det derefter tilbage til ham selv igen, han havde ikkehelt mestret denne evne endnu men han havde haft det lidt sjovt med den. Kunne man vel sige. Vandet blev sat ind i kaffe maskinen og nikkede lidt til det hans bror sagde, ”Well hvis tøsen kommer tilbage ved solopgang kan du sove inde i lokalet ved siden af, der er ikke længere nogen der bruger teateret eftersom nogle idioter har sat deres fødder på min grund… som jeg så også skal snakke med…” brummede han lidt irriteret, og gik hen til ham igen og satte sig ned ved hans side og betragtede ham stille med det samme rolige blik som altid, ”Når og hvad har du så tænkt dig at gøre nu? Starte forfra på dit liv?” spurgte han så, og knækkede nakken ganske kort imens han overvejede det lidt, selv havde han aldrig i sit liv tænkt sig at gøre det, et eller andet sted var han utrolig glad for at være vampyr, men så på den anden side var han utrolig irriteret over det, som man så tit sagde var det en gave, men også en forbandelse. Han sukkede stille og rystede endnu engang på hovedet, ”Det er sq noget lort der er sket.” sagde han så og purrede kort op i lillebroderens hår imens han lod det glide fra sig, omkring hans kones død, han ville ikke selv tænke på det da det ikke frembragte meget godt selv.

"jeg kunne ikke klare tanken om at opfostre noget, som hun havde været med til at lave, jeg var nød til at skille mig af med alt der havde med hende at gøre, beholde kun hendes halskæde" brummede han stille, og var nu egentlig ligeglad med at folk ville se ham som et uddyr, fordi at han havde ladet fosteret forblive dødt, selvom at han havde kunne redde det, men ikke hans elskede. Men han var jo i grunden ligeglad med barnet, han havde endnu ikke noget bånd til det, det betød intet for ham. Eller, jo, men han ville ikke tænke på det, på den måde. Han brummede en smugle, og betragtede ham stille, "jeg gider i grunden ikke rigtig snakke om det mere, hun er fortid, jeg er nutid, skal bare videre med mit liv" sagde han lettere hårdt, men sådan var han efterhånden blevet, ligeglad med ting, ligeglad med hvad andre syndes om ham, ligeglad med, hvorfor verden var som den var, han havde bare affundet sig i, at han ikke kunne få det som han ville.
"hvorfor lader du hende overhoved gå" brummede han, og betragtede Zean "er hun virkelig så forfærdelig at have i hælende, at du vil gøre stort set alt for at såre hende, eller tænker du bare ikke over det, lidt lige som altid?" sagde han med et lille smil på læben, havde overordnet virkelig ondt af tøsen, at hun skulle pisse på, på den måde. Men så igen, sådan havde hans bror altid været, måske var det blevet værre igennem årende, men alt i alt, havde han ikke ændret sig særlig meget, og det ville også være for mærkeligt, hvis at lige pludselig gik hen og fik kæreste, og var blødsøden. Det passede bare ikke til Zean, og det måtte man vel bare leve med? Han lukkede langsomt øjnene "Men jup, det er noget lort.. men shit happens."

Han vidste ikke ligefrem hvad han skulle sige, han kunne ikke helt gøre noget for sin bror, udover at være der for ham. ”Well der er god grund til jeg ikke rigtig kan kærlighed…” sagde han så og trak lidt på skuldrende, hvorefter han kiggedelidt på halskæden han havde på og derefter på ham, Heat havde altid været den blødsødende af de to, og et eller andet sted, havde han det som om det ikke ligefrem var noget han kunne holde under nogen omstændigheder. Han sukkede kort og rystede så igen på hovedet til det han sagde. ”Hun er ikke forfærdelig, har dog set bedre dage… men jeg gider ikke kærlighed, hvis du ikke selv kan se hvad den gør ved dig.. Kærlighed… det er bare for blødsødent for en som mig… og hvem ved hvornår jeg ikke ville ende som en eller død idiot fordi jeg havde ladet mig gå hen til kærlighedens veje.” han rystede kort på hovedet til det og ville nu slet ikke tænke på det, han havde ikke lyst til at have kærlighed i sit liv, selvom han gerne ville vide hvordan det var at have det fra andre menneskers synsvinkel, selvom han ikke selv brød sig om det, for hans vedkommende var der kun lyst og begær at have med at gøre også var den heller ikke længere. Han tog en dyb indånding og lukkede sine øjne imens han overvejede hvordan det hele mon ville gå hvis han rent faktisk gik hen og fik sig en eller anden form for fast elsker han kunne ikke helt forstille sig det, havde heller ikke ligefrem lyst til det. Han havde det godt alene og ville nok altid havde det. Der var ikke noget der skulle ændre denne vampyrs levevis, bestemt ikke, og det ville heller aldrig ske hvis der så var en der havde planer omkring dette. Et langtrukkent suk gled ud af hans mund da han hørte at kaffekanden var færdig, og rejste sig langsomt op, og gik hen til den for at hælde noget op til dem begge to.

"lawl, yeah, burde have lyttet til dig når alt kom til alt. Kærligheden er noget skridt, og det føre alligevel ingen vegne. Men så igen, jeg kan ikke lade være med at sidde og tænke på, hvordan en verden uden kærlighed ville blive? Vi kan i grunden ikke alle sammen leve uden den, selvom du ser ud til at klare dig meget godt. Men så er der jo også de andre, som i den grad burde stoppe med at føle så meget, som din trunte vampyr, som jo næsten ikke kan andet end at tænke omkring dig... det er en smugle klamt alt i alt." brummede han, da hendes tanker havde været ret tydelige, selv for ham, trods at han ikke var Naomis skaber. "oh well, måske du bare skulle lade hende være så, sige de gyldne ord, også aldrig nogen sinde have noget med hende at gøre? Ville det så ikke være det bedste, når alt kommer til alt, så er du jo skuffet over hende, man kan tydeligt se det i dit blik, hvad er det der gør, at du overhoved vil forblive hendes skaber?" spurgte han faktisk ret nysgerrigt, og ventede på at kaffen var færdig, ikke just fordi at det smagte særlig godt, men nogen gange havde man brug for andet end blod, om det så smagte godt eller dårligt. Han tog imod kruset da det endelig var færdigt, og førte det op mod læberne, da den tygge tjære langsomt løb ned i hans strube. Dette var nu meget dejligt, det lod ham komme på andre tanker, hvilket var noget han havde brug for, også kunne han måske få lov til at være sammen med sin store bror, måske få opfrisket nogle af de minder som de nu gik og havde sammen. Faktisk flere end man måske lige gik og troede.

Han kiggede hen på sin lillebror og trak lidt på skuldrende, ”Siger det først når hun har fundet sine evner og kan kontrollere dem.. så slipper hun nok med følelserne til mig også…” sagde han og rejste sig op og gik hen til kaffekanden, ”Sagde du måske de gyldende ord da hun kyssede dig? Nej… og det ville give mig problemer med andre vampyrer hvis jeg bare sender hende ud uden at have nogen form for anelse i hvordan hun skal klarer sine kræfter, det ender med hun dræber mere end godt er…” sagde han gik tilbage til ham med den varme kop med det, dampende væske imens han tænkte lidt over det, tjo han kunne måske gøre det en dag, om meget lang tid måtte man så sige. Han sukkede dybt, dette var sq også så besværligt, aldrig havde han oplevet at en af hans efterfølgere ville få en sådan glæde af ham, selvom de nu også hadede ham, men de havde aldrig været glade for ham, altid snerpet af ham, så det var gået hen og blevet sådan at et par stykker var døde, eller… omkring nogle 30 stk for at være mere præcis. Han rystede kort på hovedet, verden var ikke hvad den havde været, det var den virkelig ikke, og ind i mellem var det lige før han ønskede sig tilbage til sin barndom med hans bror i det gamle scotland, med de mange borge som der havde været der, han kunne tydeligt huske de utrolig mange gemmelege de havde haft i nogle af ruinerne, og hvordan deres legesyghed blev vildere og vildere med alderen, indtil hans bror havde fundet en kvinde at være sammen med, og havde oven i købet også haft et barn der, men det blev også taget fra ham, og nu skulle dette ske igen. Han sukkede stille. ”Hmm mon ikke der kommer en ny..” mumlede han stille og rejste sig op og drak det sidste af den tykke drink han havde fremlavet til dem, og gik over og smed den ned i vasken og kiggede hen på Heat.

"du knuser hendes hjerte, du er en fucking idiot hvis du tror at hun kommer på andre tanker, bare fordi at du sletter hende fra din kreds, og lader hende klare sig selv, selvom du har forbedret hende på at kunne klare sig selv, og sine evner.. nogen sinde hørt omkring trick question?" brummede han, og kiggede ind i væggen, og drak noget mere af kaffen. Tankerne kredsede rundt i hans hoved, han vidste hvordan at Naomi havde det, men så igen.. tøsen måtte tage sig sammen og komme videre i livet, det var jo tydeligt at Zean ikke ville have hende, i hvert fald ikke på den måde. Han sukkede, kærlighed, det bragte kun folk i krise, der kom sjældent noget godt ud af det. Og han havde haft det så godt med Ashia, og nu var hun væk. Hvad var det livet prøvede at fortælle ham, at intet holde evigt, eller at han skulle stoppe med at lede efter kærligheden? Bare stoppe med at tro på at han ville blive lykkelig, og få det familie liv han altid havde ønsket sig. Øjnene blev langsomt lukkede, da der bare var for mange tanker når det kom til stykket, så mange fucking tanker der ikke gik væk, og lod hans hjerne hvile i fred. Nogen gange ville han ønske at han kunne være en hjernedød idiot, der bare kunne gøre ting, uden at skulle tænke over det i en million gange, om det han gjorde nu også var det rigtige valg. Et dybt suk undslap han og hævede koppen "skål, for at kærlighed er noget lort.. og aldrig bringer noget godt med sig, andet end forbistret smerte og håbløshed!" brummede han inden at han satte det for munden, og fik skyllet resten ned ret hurtigt. "hmm.." brummede han til om der ikke kom en ny "gør der sikkert, men tror ikke længere jeg gider at have nogen ny, gider ikke længere udsætte min krop for noget så altødelæggende som kærligheden kan være.." sagde han surt, og åbnede det ene øje og kiggede på ham. "ville du egentlig nogen sinde ønske, at du faktisk kunne elske, og faktisk kunne få lov til at finde dig tilpas med en kvinde?" spurgte han af nysgerrighed, da det var noget der altid havde undret Heat, om hans bror faktisk ønskede at han kunne føle kærlighed, eller om han i grunden bare var ligeglad.