Train?

Omgivelser: Ikke rigtig nogen.
Sted: Metroen.
Tid:23:55
Vejr: Kølig luft.
Årstid: Efterår.

Metroen var nok ikke det mest praktiske sted, at opholde sig så sent om aftenen. Specielt ikke hvis man var alene. Selvom at alle vidste, at det var forfærdeligt dumt. Var der faktisk mange der gjorde det alligevel. En af disse personer var Galadriel. Hun havde også vovet sig ud denne aften, og stod nu på vente platformen. Der stod hun helt alene. Der var ikke en sjæl tilstede. Derfor havde hun ikke frygtet et overgreb.

Denne dag var hun i klædt, en stramtsiddende medium lang læderjakke på. Den gik hende ned over hoften. Inden under havde hun en lang trøje, der fungerede som en kort kjole. Den var ret løst siddende. og nåede hende til midten af låret. Som sko havde hun de sorte støvler med snørre på. Selvom de ikke passede til det ellers så fine outfit. Om hendes tynde hals bar hun den smukke guldkæde, med det smukke vedhæng. Det var formet som en kanin, og der sad en diamant på hver side. Som et øje på kaninen. Den betød så meget for hende, da den mindende hende om hvem hun var. Og så var den bare yderst smuk.

Hendes hår hang løst ned over hendes skuldre, og det bølgede let denne dag. Hun havde været ude i Terrés gågade. Bare for, at slå hovedet lidt løs. Og blot kunne lade alle hendes tanker strømme frit.

Hun sukkede let og kiggede efter det tog hun ventede på. Det kom ikke endnu. Hvor blev det af? Havde hun mon kigget forkert, da hun så på dets tider. Derfor lukkede hun kort øjnene, blot for lige at huske bedre. Men hun var for træt. Ikke søvnig, bare sådan udmattet. Og hun magtede ikke gå hele vejen hjem. Da hun jo boede et stykke uden for Terré. Måske var det kun 20 minutter derfra. Men det var langt når ens krop ikke magtede mere fysisk aktivitet. Og hun kendte ikke andre der boede i byen. Så hun måtte vente.
Hun gik lidt frem og tilbage på stationen. Den var ikke ret stor, og der lugtede ulækkert. Folk pissede også over alt, og der lå gamle øl dåser. Ret frastødende. Hvorfor var der mon ikke andre på stationen denne aften? Det var jo ikke ligefrem fordi det var midt om natten vel? Ej, det mente hun ikke at det var.

Galadriel vendte blikket imod skinnerne, da hun syntes hun hørte noget. Det kom dog ikke derfra? Hvor kom det mon så fra?

Arason løbe i gaden. Lige ved siden af denne aften, Han havde jo aldrig penge til mad eller det vigtige. Han sukket og løbe af sted imens han løbe op og så noget glimtre. Fik han en ide det var en halskæde og det var oven i købet den smukke af slagsen han smilte og løbe bare mere tæt på hende. Der bar den han gik lige så stille forbi hende og med et tog han hans hånd frem. I det han prøvet og tag den med sig. Men den sad meget godt fast han forsøgte stadig men den hang jo om hendes hals meget godt mens han vente på hvad der ville ske fordi det var en irterne halskæde og få af. Det var det virklige han forsøgte nu stadig imens han kunne mærke kulden ude på sig.//sorry har heller ikke så meget krea//

Et lettere chok over et ryk i halsen, og hun vendte sig hurtigt om. En besynderlig mand prøvede, at stjæle hendes elskede halskæde. Et lettere vredes anfald blussede op i hende. Mange ting skulle der til før hun blev virkelig vred. Men når folk ville tage noget fra hende, steg det hurtigt op i hovedet. Hendes blod kogte og hendes øjne blev skarpe.

"Hvad tror du lige du har gang i?" nærmest skreg hun af den unge mand. Med håndfladerne fik hun skubbet ham hårdt i brystet, så han holdt sig lidt væk. Selvom hvis han ville kunne han prikke til hende, og hun ville smuldre. Hendes krop rystede og hun var ikke blot bange, for at han ville overfalde hende sådan for alvor. Nej, hun var også bare gal inden i. Hendes ansigt var stramt og vidste igen tegn på følelser. Hun vidste, at hun ikke ville være stærk nok. Hvis han nu bestemte sig for et overfald. Derfor holdt hun sig på afstand. Et hvæs undslap hendes strube. Selvom det nok ikke virkede så faretruende. Hvorfor sådan en ting kunne gøre hende fuldstændig sindssyg anede hun ikke. Arrigheden virkede lidt som en gnaven kanins, men det hørte jo også til hendes formskiftende jeg.

Der var ikke andre der havde set hendes kaninskikkelse før, og hun ville helst heller ikke bruge den nu. " Du skal ikke prøve, at bestjæle mig" hvæsede hun af ham og knyttede vredt hendes næver. Hun bakkede langsomt bagud, da hun ikke kunne vide hans næste træk.
Alligevel prøvede hun at falde til ro igen. Da hun helst ikke ville køre sig selv mere op end nødvendigt. Selvom det var svært ikke, at være inden rystet eller ufatteligt utryg i sådanne en situation. Hun kiggede op på tyven og hendes blik mødte hans.

Selve hans udstråling virkede så menneskelig. At det fik hende til, at glemme episoden. For så var der ikke så meget at frygte? Eller var der? Hun havde faktisk aldrig slåes med et menneske. Nej, kun sådan nogle som hende selv. Og det var meget længe siden. Hun tog hånden op til halsen, og mærkede for en sikkerheds skyld efter. Jo hendes kæde hang stadig om halsen. Dog havde den mistet det ene diamant øje. Hvilket gjorde hende ret irriteret. Hun tog en dyb indånding og kiggede direkte på tyven.