Train is comming, watch out. - Cory

Sted :: De ferme - Banegården
Omgivelser :: Ingen .. sådan rigtigt?
Tid :: Midnat.
Vejr :: Det regner en del..

Toget var for længst kørt forbi, ikke et øje kunne ses på den lange strækning, banegården lå ødet hen. Selv fuglene så ud til, at have forladt stedet, for at finde noget bedre. Regnen gled hurtigt igennem luften, og lande uden for den dækkede perron, med, nogle klask lyde. Igen og igen, som en symfoni, af lyde, der smeltede sammen, og blev til en intethed. En intethed, som alligevel ikke betød noget, for nogen. Hvad ville man egentlig med alt det her? Hvor hen i livet blev man ført, hvorfor, skulle livets store spørgsmål altid være, hvad skal jeg blive. Frem for, hvad skal jeg vælge at blive?
En skikkelse, på en 1.80 kom langsomt gående igennem regnen på skinnerne, den røde hue skinnede op, i forhold til resten af tøjet, hendes har var atter blevet sort. Frem for den blå lilla hårfarve, som hun havde rendt rundt med i nogle måneder. Det var egentlig mest mødet med Chariot, som havde gjort, at hun igen havde farvet det tilbage. Chariot, et forvrænget ansigt, blev vist på den ellers meget kønne piges ansigt. *Idiot!* mumlede hendes tanker for hende, inde i hoved. Selvom, lysten til at skrige dem højt, var værre. Raseriet, have taget til de sidste par dage, hun var blevet mere og mere aggressiv, og det galt enden om ikke at komme hende for nær, eller pisse hende af. Ellers, kunne det meget hurtigt, gå op i en spids, og den ellers, så rolige pige, var pludselig, en hedebølge, der slog imod en, med sine næver, ind til at man faldt i gulvet. Neon, som pigen nu hed, satte hånden på perrons faste beton fundament, og hæv sig op og sidde, inden hun senere hen, kom på på to ben. Hendes sorte læderjakke, var mere eller mindre våd, samt de stramme hullede bukser. Der sad stramt ind mod hendes, ret så tynde lår. Regnen så ikke ud til at genere hende, og hun satte sig op af en mur, mens hun kiggede ud på regnen. Lysten af at tage hjem, var meget lille. Selvom, at der ventede hende mad, en varm pejs. Alt det hun egentlig ville have, eller som hun havde fået købt. Et dybt suk gled igennem hendes læber, mens hun kiggede igen mod den anden retning, der hvor toget skulle komme. Der var ikke så længe endnu, og hendes trang, til at stige på toget, og aldrig mere komme tilbage, bredte sig i hende. Skulle hun, eller skulle hun ikke?
Langsomt blev de skov grønne øjne, lukket, et mørke om sluttede hende, mens hun prøvede at få styr på hvad hun ville, og hvad, egentlig bare, var en lyst, som bare var en lyst der ikke skulle sættes til virkelighed. Ude i det fjerne kunne hun hører det, toget hjul mod skinnerne, som langsomt gav et hvin fra sig, da toget standsede på.
Skulle hun eller skulle hun ikke. To minutter endnu. Øjnene blev langsomt åbne, og hun rejste sig op. Satte sig i postion, nej hun ville ikke med, hun ville hoppe. Skulle hun eller skulle hun ikke.
1 minut endnu. Hendes hænder begyndte at ryste, mens hun langsomt begyndte at løbe, hun skulle ikke! Men benene ville ikke stoppe med at løbe. Hun var som fastfrosset i sin løbende gang mod toget som kom kørerne ind på perronen.

Regnen trommede ned mod vinduet på toget, som om det var en evig advarelse omkring et eller andet. Det så ikke ud til at nogen af passagserene tog sig af det, som om denne trommene lyd, var et ligegyldigt tegn og bare et normalt dagligdags tegn på luft fugtighed. Dog var der en af disse passagsere, der sad i stilheden og kiggede ud af vinduet som om personen kunne se noget andet end hvad alle andre, som om vedkommendens eksistens, var et andet sted i denne verden, to steder… men, kunne det være muligt, eller var det blot indbilding? Det kunne der vel være tale om men hvor mange mennesker kunne forstå det han tænkte, kunne forstå hans verden? Drengen tvivlede på det, tvivlede på eksistensen af et menneske der kunne kende hans verden, hans barndoms lidelser, og … ja de der normale lidelser man får efter et ‘Break Up’. Hans blik flyttede sig ikke da han hørte i højtaleren at de snart var fremme, var i grunden ligeglad, han rejste sig op og nikkede kort til personen ved siden af ham, som tegn på at han skulle ud. Hans skridt var tunge alt imens blikket var vendt ned. Toget nærmede sig paronen, og der var to vogne, den anderledese dreng havde på fornemmelsen at der ville ske noget, noget som ikke var meningen skulle ske, han prøvede stille i sit eget sind at forstille sig hvad. Men der kunne jo være tusindvis af ting, en rynke dukkede frem på hans bryn og kiggede lidt ud af vinduet for at se hvad det kunne være, og lige som han troede at verden kunne være mere negativ skulle en ung pige tillægge mere til. Han forstod det ikke, alle havde dårlige tider, uanset hvem man var og at livet lige skabte nogle forhindre for at ‘lege’ med en, og se hvor langt man ville gå. Han sukkede lige så stille, og lukkede sine øjne i det han stillede sig ret op igen, og indåndede en lille mundfuld luft, som roligt og behersket blev udsluppet. I det samme han havde gjort det, havde han fået et kraftvindstød, nok til at kunne lade pigen som var i færd med at hoppe udover toget, til at komme over på den anden parron inden toget rent faktisk nåede at ramme hende.
Der gik et stykke tid før toget standsede, men folk måtte ikke stige ud da det togchafføren havde set måtte tjekkes, for at kunne bekræfte med sig selv at det han havde set var virkeligt og om dette virkelig ikke var gået hen og blevet til noget alvorligt, drengen nåede dog at få hurtigt øjenkontakt med chafføreren og gav ham nogle illusioner ind i hans hoved, slettede det han havde set, og fik ham til at gå tilbage til sit opholdssted med et kort nik, og steg så ud af døren da de blev åbnet.

Lige som hun skulle til at hoppe, selvom at tankerne inde i hoved, skreg på at hun skulle lade være. Så, tog det ene skridt det andet, og pludselig var hun ved toget. Tankerne fløj rundt, som om de var ved at tage livet af hende, inden at hun overhoved blev ramt, hendes øjne blev lukket hårdt i, den sidste vejrtrækning taget. Inden... springet blev fuldført. Men hun ramte ikke noget, ingen ting skete, langsomt tillod hun sig selv, at åbne sit egen øje for at finde ud af, hvad fanden det lige var som skete. Følelsen af at hun fløj, slog hende, og der var hun, et ynkeligt væsen, der fløj hun, med toget der forsvandt fra hendes synsvinkel. Alt gik i stå, mens hun svævede der i luften. Ingen stedsans, ingen ting overhoved. Hun fik kort øjenkontakt med togchafføren, som stirrede på hende. Og der, der ramte hun jorden, den hårde kolde jord, slog imod i hendes ryg og sendte en smerte igennem ryggen, som hun godt nok havde oplevet før, men som hun havde håbet på at hun ville have kunne undgå.
Med et, var alting klart igen, det var som om smerten fik hende til at tænke, på hvad fanden der egentlig var sket. men der var ingen ting som i grunden gav mening. Et klagende lyd undslap hendes mund, da hun prøvede at flytte på sig. Fuck, hvor gjorde det i grunden ondt, også havde hun fået det fucking nittebælte lige på hoften. Hun fjernede langsomt på sig "av av av..." kom der stille fra hende, da hun kom op på maven. Det var som om kroppen bare ikke ville lystre til hende, gøre som hun gerne ville have hende til at gøre. Nemlig at rejse sig op, også bare gå videre som ingen ting var sket. Hun kiggede langsomt ned af sig selv, og så hvor indmudret hun var blevet, hvilken dejlig ting, når hun skulle gå igennem gaderne. Hvad fanden var det dog også for noget lort!? Men så igen, hun var jo i live. Men, hvem havde sørget for at hun nu lå her, og ikke under toget skinner? Hun kom igen over på ryggen, og kiggede over på toget, som kørte forbi, tog sig ikke rigtig af den kolde regn, der slog mod hendes ansigt, som var halv dækket af jord, og så en skikkelse der stod på perronen. Hendes øjenbryn blev langsomt rynket sammen, var dette hendes redningsmand? Eller, hvad fanden skete der her. En brummende lyd undslap hendes læber, mens hun langsomt prøvede at komme op på sine ben.

Blikket flakkede lidt rundt da han endelig var kommet af toget, stod han blot og kiggede lidt rundt inden han så endelig vendte sig om, men det skete først da det var kørt igen, han kiggede hen mod den anden parron og tænkte lidt, inden han kiggede fra højre til venstre for at bekrafte at der ikke kom flere toge, benene tog hen mod betonkanten og hoppede derefter ned til skinnerne, som om han intet frygtede, som om at selv ikke et nyt tog, en atombombe kunne skade ham, selvom han vidste at der var så meget der kunne gøre det, alligevel… så lod han det ikke genere ham, han kom over til den anden parron og tog fat i kanten det tog ham ikke længe at komme op. De brune øjne skinnede nærmest i denne uklarer del af verden, som om de havde en releks inden i dem. Cory, gik hen til kvinden som han havde sørget for ikke ramte toget, sørget for ikke mødte døden, selvom det så ud til at hun havde været igennem en del. “Hvad helved har du gang i?” Sagde hans stemme, blid men alvorlig og rammende for at understrege at han ikke brød sig om folks metoder at straffe livets gaver på. Han tog fat i hendes arm og holdte hende fast og snart efter havde han hende op i armene som om det var hans nygifte hustru. Han kiggede ned på hende, og var klar over at faldet må have taget en del, men hun havde dog ikke fået smerten af at ramme toget og det var vel en del bedre så at sige, en rynke dukkede frem på hans pande og rystede så på hovedet, han gik hen til trappen som førte ned til gangene der lå under de to parroner som denne by var blevet tildelt, på et tidspunkt… ville denne by vokse, muligvis blive til et land? Who knows, men den ville blive større, han sukkede stille, ikke over kvindens vægt eller noget, nok mere af sine tanker som aldrig rigtig fattede at han havde brug for nogle minutter i tomrum. Imens han gik med pigen i sine arme lod han nogle gode illusioner gå hen over hendes sind, så hun kunne komme sig over dette chok han havde givet hende, at han havde lavet hendes planer om døden om. “Hm…” brummede en stemme der lød som om den kom helt nede fra maven på ham, men alligevel var det blot noget hans stemmebånd havde fremskaffet. Han havde lige været i sin gamle by, den by han kom fra før han havde hørt rygter om en anden by hvis liv vrimlede med overnaturlighed, et sted som han havde brug for at være. Et sted der rent faktisk passede til ham i stedet for at han skulle føle sig som en forbandet satan, og være anderledes, med et stoppede han de mange illusioner af gode billeder som han sendte ind i pigens hoved, så det kunne blive roligt igen. Han blik gled lidt rundt, mere for at betragte det hele her om. Nu var de snart henne ved udgangen af tunnelen, den gang som førte op til vejen som var udenfor banegården.

Hendes blik var fjendtligt, viste ingen anden følelse, end had, og irritation over for den mand, som kom gående imod hende. Sikkert på alder med hende selv, hvis måske ikke lidt ældre? Hendes mund blev snerpet sammen mens hun overvejede at pande ham en på hoved, da han kom over til hende. Og skrige af ham, hvad fanden han lige troede han havde gang i, måske hun gerne ville dø!? Det ville jo ikke være fucking første gang! Men hun gjorde ingen af delende, hun gloede bare på ham, som om at han var en pest for hende, eller at hun troede han ville forsvinde hvis hun nu stirrede længe nok på ham. Og dette egentlig bare var en hævn, og at hun faktisk allerede var død? At dette alt sammen var noget som hun forstillede sig i døden? "jeg har ikke gang i noget helved?.." sagde hun surt, og rykkede lidt på sig, for at komme væk. "nej.. ikke.. rør..." mere nåede hun ikke at sige sin sætning færdig, da han allerede havde taget hende op i hans arme. Hun klemte hurtigt øjnene i, i håb om at det ikke ville ske...

,, Der blev fumlet ved døren, en lille lyd, som var så stille. Hun så to skikkelser. Drenge som prøvede at komme ind i en lejlighed. Men hvems lejlighed, og hvad det var som de ville? Billederne skiftede, hun så manden som havde reddet hende, der sad hen over et skrivebord, og var i gang at skrive noget, da en lille rynke blev dannet imellem øjenbrynene. Han havde hørt en lyd, en lyd han ikke forstod hvor kom fra. Han rejste sig fra stolen med et gab, og strakte de ømme muskler efter at have siddet alt for langt tid foroverbøjet. Langsomt bevægede han sig ind i stuen, og tændte for lyset. Da natten havde drevet over byen, mens han havde siddet med sit arbejde, eller hvad det nu havde været. Der, så han de kuttekældte drenge, der var ved at stjæle hans ting. Slåskampen brød ud, Neon kunne ikke andet end at se på. Lysten til at skrige at han skulle passe på, da to knive blev trukket blev så stor. Men hun kunne ikke andet end at se på, mens at manden sank i jorden. Den mand som havde reddet hendes liv. Hun måtte advare ham! Og det var lige nu!''

Hun rystede brat på hoved, mens hendes øjne havde været vidt åbne, og blinkede stille. "jeg du.." hun mærkede nu andre billeder glide ind i hoved. Nej, nej, nej!! Han måtte ikke forstyrre det som hun jo lige havde set. Ellers ville hun jo glemme det. "Nej stop det. STOP DET!!" skreg hun og vred sig for at komme ud af hans greb, hun måtte jo ikke glemme det, hun måtte advare ham. Men han var stærkere, han fik hende tvunget til at se de beroligende billeder, som sagde at intet var sket, og alt var ved bedste orden. Hun sukkede stille, og lukkede øjnene. Ind til at det stoppede. Men der var hun som om, at de billeder havde fået hende til at slappe så meget af. At hun lod sig falde ind i hans arme, og lagde hoved mod hans skulder. Hun sukkede langsomt og tungt og havde allermest bare lyst til at falde i søvn.

De ellers rolige øjne kiggede forundret på hende, hvad var det nu hun brokkede sig over, “Hmm…” han trak mere eller mindre på den ene skulder hun ikke havde lænet sig op af, roligt gik han videre hen til trappen, han overvejede at sige nogle informationer omkring sig selv til hende, det var jo blevet bevidst at mennesker faktisk lærte bedre imens de sov, så hvis han nu sagde nogle få ting ville hun få et andet indtryk af hende, han var ikke sikker på hvad det var hun kunne fejle, hans skelne sans var ikke den bedste i verden, og de fleste folk havde ingen anelse om hvad han var, fordi han var så ‘normal’ som de nu syntes han var. Selvom han havde en anden holdning, han var langt fra normal, han var alle andre ord end det han var… det modsatte af at være normal. Det underligste i verden, uden nogen form for mening i livet og alligevel elskede han og værdsatte han det, som om det var det eneste han havde. Hvilket det også var, måske værdsatte han livet så meget fordi han selv var blevet efterladt alene fra sin mor af, hun kunne ikke bærer tanken om at han var en dæmon, da hun troede at en formering med en menneskemand ville gøre det anderledes, men forgæves, hun var for præget af skam over hendes forbandelse, og det skulle jo selvfølgelig gå udover ham i denne tidlige alder hvor han sendte sin far illusioner igennem hovedet, hans mors hoved havde nemlig været uigennemtrangelig. Men på den anden side, han havde ingen intentioner, eller noget ønske om at kende sin mor, hun smed ham væk af skam og sorg over hendes egne lidelser og havde derfor glemt ham og fuckede det hele op ved at efterlade ham alene på gaden på en efterårs nat hvor der var regnvejr og ventede på at folk ville få øjnene op for ham, så hun ikke skulle tage varer for ham mere, hun havde set ham som et problem til at kunne være normal, og det havde vel selvfølgelig endt sådan. Han sukkede tungt, og mærkede nu hvordan en tung vejrtrækning kom fra kvinden i hans arme. Det forbløffede ham lidt at det var endt sådan her, han havde ikke rørt et andet menneske siden hans break up, som hans tidligere kæreste havde så fint planlagt, faktisk havde det været hans forlovede, men så var hun gået hen og forelske sig i hans bedste ven og gik derfor i armene på ham i stedet for, og vennen, han var ligeglad med Cory, selvfølgelig kunne han jo bare hoppe og rende, så længe vennen fik det han kiggede efter så var alt andet ligemeget. Dog havde Cory, droppet vennen på samme dag han droppede sin forlovede og sagde til dem der var inviteret at de kunne rende ham, da det så ud til at de vidste alt om det men intet havde sagt. *Dejlige venner…* Mumlede stemmen i baghovedet, og forstillede sig selv flænse eks kæresten i småstykker, en typisk pige tanke men den kvinde havde virkelig såret ham. De havde nemlig været sammen i tre år, det viste sig så at hun havde haft en affære med hans ven siden de mødtes første gan, fedt! Sukkende, kom ud som en lang række, som om de havde stået i kø. Snart var de fremme ved hans lejlighed, han mumlede lidt og overvejede om han ikke snart skulle skifte låsen eller skabe sin egen så en idiot ikke kunne efterligne eller skabe et eller andet sikkerheds kontrol shit. Han kom hen til døren, og kiggede lidt på låsemaskinen til opgangen, det var genialt fundet på man skulle bare huske en kode, hans kode mindede om en matematisk ligning der mindede om det gyldne snit; 1-1-13-21. alle fire tal var i det alle seks cifre var indblandet. Et lille smil kom frem igen imens han tastede koden ind, og døren åbnede sig, da han var kommet ind stod han og ventede til at døren lukkede sig selv igen, just in case. Så var han nemlig sikker på at der ikke var nogen der fuglte efter ham. Den lukkede, og han gik op af de mange trapper til øverste etage så han kunne låse sig ind med samme system, der skulle bruges en kode til begge veje, utroligt de var så avanceret ude i gyderne, det skulle man nu knap nok kunne tro, men hvad pokker, hans bolig lå ikke langt fra banegårdet, hvilket var godt nok, han tastede en ny kode; 16-35-27- 45. Der kom et klik fra døren der betød at den nu var åben, han skubbede den ind og lukkede den efter sig, endnu et klik, og et lettelses suk gled frem over ham, og fortsatte nu videre ind i på gæsteværelset hvor hans kontor os var, hans lejlighed var ikke særlig stor men der var da to værelser, et lille køkken, lille wc, og en lille hyggelig stue.

tankerne flød sammen i et, det hele var en stor masse af ting der smeltede sammen, til en enhed der ikke kunne beskrives, ikke kunne findes rundt i. Ingen egenkontrast, ingen spektralfarver. Bare, en stor valør blanding, der blev til en intethed, af sorte og grå farver. Trist som verden var, farver, var der sjældent ved livet. Hun snøftede lidt, da hendes våde klamme tøj gik ind til hendes hud, og gjorde den fugtig, og klam. Hun rystede lidt, og åbnede langsomt øjnene, mens hun kiggede ind i hans jakke, alt og intet gik igennem hendes hoved. Hun kunne ikke rigtig finde ud af, hvad det var hun tænkte og hvad hun bare ville glemme. Hendes tanker, gav ikke længere mening. Hun viste, at hun havde noget at sige til ham, men hvad? Det var noget der var vigtigt, det var noget som afhang af hans liv, hun mumlede lidt for sig selv. Mens hun gik sit hoved igennem, for hvad der var sket, men det eneste hun huskede, var en inder ro, en balance, og at hun havde haft det godt. Men, det kunne hun jo med det samme udelukke, hun havde det jo aldrig godt. Men lige nu, lige der i hans arme, følte hun sig rolig, tilmedgørlig. Bare glad, men det passede bare ikke ind, i hvordan hun ville have det. Hun viste godt, at hun havde valgt at være sur, at hun var hævngerrig, og bare slet ikke ville acceptere det som Chariot havde gjort mod hende, hun hadet ham for det. Og ville nok aldrig tilgive det, lige meget hvor meget hun egentlig stadig elsket ham. Hun havde givet ham hendes liv! Han havde fået lov til at dræbe hende, så hun kunne få synet tilbage, han havde fået hende til at flytte ind, miste sin bror. Han var skyld i så mange ting, i hendes liv. Men også så mange gode. Men at han bare var skredet, den aften, sagt at han kom tilbage, og at hun så flere måneder efter måtte finde ham i den forladte forlystelses park så god som ny. Bare tanken, nej hvor blev hun fucking sur! Hendes mumlen blev til en sur vrissen, inden den stoppede. Hun hørte et klik, som når en dør gik op, og lukkede stille øjnene. Hvor mon han tog hende hen? Endnu et klik fra en lås eller en dør der blev åbnet. Lyden af sko, der gik op af nogle trapper, han måtte være på vej, mod en lejlighed? Hans måske? Hun åbnede det ene øje, og kiggede lidt rundt, på den ellers så mørke opgang, der var ikke rigtig noget at skimte. Endnu et klik, og et klik fra at døren gik i. Hun mumlede noget om, at han altså bare kunne sætte hende ned nu, selvom, hun i grunden nød at have nogen så tæt på sig. Selvom, hun havde nægtet sig selv det siden det med Chariot, alt andet havde bare gjort for ondt, alt, alt for ondt. ".. dæmon.. mand.. et eller andet.. må jeg komme ned.. eller vil du holde om mig forevigt..?" kom der fra hende, mens hun kneb øjnene sammen, og kiggede op på ham, hvor hun endelig fik et ordenligt udsyn for hvordan hun så ned. "og.. hvor er vi henne?" sagde hun stille og sukkede lidt, da hun følte sig beskidt og træt, og bare ville have et bad, også i en seng.

Et bryn hævede sig da ordene kom frem fra hendes mund ‘Dæmon mand’ ligefrem, Hm… men ja hun havde en pointe, han gik ind i gæste værelset og satte hende så ned. “Er jeg nød til, mine arme holder ikke så længe med mindre jeg må bruge støtte til det?” Smilede han skævt, og lagde hende med hovedet på puden og gik så ud igen for at tage sine sko af, og sukkede lidt, han gik ud på badeværelset og lovpriste sig selv for at det var nogenlunde stort nok til et badekar med bruser, han tændte hurtigt for hanen som om det var en normal hver dags ting, og gik så ud til hoveddøren hvor han tog sine sko af, og derefter jakken som var drivvåd, men det gjorde ham intet, han fortsatte videre ud i køkkenet og fandt noget kaffe filter og te urter, det ene i kaffemaskinen det andet lagde han på bordet så han kunne opvarme noget koldt vand til kogende, det nyttede jo ikke noget at den gik hen og var kold, gjorde den? Hmm… mumlede stemmen inden i ham igen, som om den skulle tænke over hver eneste lille detalje ned til dets alle mindste organisme eller detalje. Et suk gled igennem og teen og kaffen blev færdige, han hældte noget sukker i begge og gik ind til hende og vidste ikke helt hvad det var hun ville have så han stillede begge glas på bordet ved siden af hende i et kort øjeblik overvejede han mere eller mindre hvad det var han skulle tage sig til i mens hun sad der, der var jo ikke rigtig noget nyttigt, han gik ud i køkkenet igen og besluttede sig for at ryde de 14 dages gamle opvask ud, som bare havde ligget og opvaskens rengørelse havde bare været udsat hele tiden, pågrund af at han ikke hvade gidet på nogen måde, nu var han nød til at beskæftige sig med et eller andet og det gik hvis hen på en omgang rengøring i hele lejligheden, til hans fordel var den heller ikke særlig stor, han skulle vel bare tage den rengøring som ikke larmede så meget, også måtte han støvsuge og hvad vidste han de kommende dage, eller noget. Han mumlede lidt, og gik hen til den store bunke opvask som stod på den ene side af vasken, fandt en balje frem og hældte noget varmt vand i, han havde kun tænkt sig at skylle det i første omgang det gjorde det nemlig lettere for ham at kunne fjerne madresterne bagefter.
Der gik dog ikke længe før dette var gået hen og blevet kedeligt men på den anden side det skulle gøres, og det måtte vel være nu, senere kunne han sætte sig i gang med sit arbejde som faktisk stadig var i den by han havde boet i før, Han savnede ikke byen, han hadede den faktisk, den havde bragt ham så mange idiotiske ting frem, og nu ville han glemme den slette den fra sin hukommelse og finde arbejde i denne by så han kunne starte på en frisk. Han et viskestykke frem og tørrede de mange tallerkener, og knive og gaffler samt glas af. Det hele blev sat på plads og turen gik videre til køkkenbordet, men det tog heller ikke længe han havde for det meste bare bestilt pizza de foregående dage pågrund af dovenskab til at skulle lave mad.

Hun kunne ikke lade være med at grine lidt af ham "nå er man lidt slap?" Hun kiggede op på ham, da han havde lagt hende ned i sengen, og mumlede lidt om at hun ville gøre sengen beskidt, og alligevel, overmandende trætheden hende næsten, mens at han var ude og lave the og kaffe. Hun rullede om på sidden, og kiggede rundt i det lille gæsteværelse, som i grunden var ret stort, når man tænkte på at det var en lejlighed man var inde i. Man kunne finde mindre gæsteværelser, selv i huse, hvor man havde et stort køkken, flere badeværelser. Ja, egentlig alt hvad man kunne have brug for, også var der de der fucking små gæsteværelser, hvor man måtte tvinge sig to mand ind, og ligge som i en dåse sardiner. Hun mumlede lidt, mens hendes mose grønne øjne kiggede rundt, som om hun ikke rigtig kunne finde ud af hvor hun var, men så alligevel. Hun rystede på hoved af sig selv, og hendes irriterende tanke, som bare ikke gav mening, men mest af alt, fordi hun ikke kunne huske hvad der var sket. Hun huskede, at hun var kommet hen til togstationen, hun havde stået og ventet på toget ville komme. Men hvorfor? Havde hun ventet på ham til at komme, også. Kendte hun ham i forvejen? Hendes hænder gled op til hendes hovved, og kørte det igennem håret. Hvorfor fanden kunne hun ikke huske andet end at det havde været en tryg oplevelse!? Når hendes hjerne skreg på, at der var noget som hun skulle stoppe, noget som var i gære. Det var fandeme også bare for meget det her, især når hun viste hun skulle advare ham for et eller andet. Hun blev dog revet ud fra sine tankers verden, da hun hørte to glas blive stillet på bordet ved siden af hende, og skridt der igen gik ud af værelset. Hun kiggede lidt på kopperne, og kunne dufte både kaffe og the. Hun rynkede brynene lidt, og greb om hanken til kaffen, hun kunne lige så godt få noget koffein også blive kvikket lidt op. Da hun havde fået drukket ud, lod hun benene blive svunget hen over kanten, hænderne på hver side, og rejste sig så langsomt op. Et lille klages suk, gled igennem læberne, da hendes ben smertede utrolig meget, og hun ville slet ikke tænke på hvordan det ville være når hun vågnede i morgen. Men hvad ville der så ske i morgen? Det var der, hun kom i tanke om, at hun ikke kunne huske den adresse som hun boede på. Hun viste, hun havde et hus, i Terre, men hvor fanden var det lige, det var? Hun rystede på hoved, det ville sikkert komme lige om lidt. Langsomt gik hun imod lyden af ting der blev vasket op, og tørret af. Og gik ud fra at han var inde i køkkenet. Rigtigt nok, der stod han og tørrede ting af. Hun lagde hoved en smugle på skrå og fugtede langsomt underlæben "Hvad.. var det lige du gjorde imod mig..?" sagde hun stille og rynkede brynene, hun måtte vide det, for at forstå. Også kunne hun vel på den måde, finde ud af, hvad det var som var så farligt for ham, at være her hjemme. I hvert fald for sig selv, men hvorfor hun havde glemt det hun havde set i hans fremtid, gik hende virkelig på, da det aldrig var sket for. Aldrig! Hun havde altid billederne printet ind i hoved, for flere dage, som var det en film der kørte om og om igen. Folk der dødede, folk der opdagede at deres kone, eller mand var dem utro. Alle de der dårlige ting, og det var det som hun så hver eneste gang, aldrig noget godt. Hun lukkede øjnene i en kort stund, og rystede på hoved, inden hun igen vente blikket op mod ham. Han måtte fortælle hende, hvordan fanden det kunne være at han havde slettet det hun havde set om hans fremtid. Fordi, det drev hende til vanvid, at vide at denne mand var i livsfare. Og hun intet kunne gøre for at vide, hvad fanden han skulle gøre for at undgå det.

En mumlen skød frem fra hans læber og den ene hånd kastede kluden over til vasken igen imens øjnene og den anden hånd var henne ved køleskabet, og åbnede det så og tjekkede det for gamle madvarer han tog en del ud og bagefter smed han det ud i skraldespanden, han kiggede hen mod pigen han havde reddet og hævede brynet, “Gav dig billeder ind i hovedet… du var ret forstyrret i sindet så jeg gav dig noget beroligende at tænke på i stedet for…” kom det ret neutralt fra ham, han gjorde det tit, men nogen gange fattede folk ikke hans hensigter med det, men de skulle bare vide. Han kiggede lidt rundt i køkkenet og anerkendte for sig selv at han nu havde fået orden på det, selvom der selvfølgelig var nogle ting han skulle ordne men han gad virkelig ikke til at gå i detaljer med det nu, han var ret susket hvad angik oprydning så hvis han skulle rydde op var det noget der gik hurtigst muligt ellers gad han ikke helt. Han tog nogle pasta stænger og lagde dem på hans overlæbe så de blev siddende og vendte sig helt om mod hende med et underligt ansigt og pasta overskæg, og fjernede dem så med et lille grin. “Men du burde lærer at tage imod livets gaver selvom livet kommer med de tåbeligste udfordringer ind i mellem.” sagde han med et smil, og smed pastaen ud, og gik forbi hende ud til den lille stue, og tog nogle blade, aviser og andre forskellige sager og gik hen til den lille kamin i den anden ende og lagde dem ind i den, tog så en tændstik, og tændte den hvor efter han kastede den ind i det lille sted inden i kaminen. Hans hænder var ret flittige og dog blev de nærmest aldrig rigtig brugt til den her slags husholdenskehed. Med et hurtigt klik var lågen lukket, og han rettede sig op og kiggede hen på Kvinden, “Bare kald mig Cory eller Blake… det gør ingen forskel…” Smiler svagt og klør sig i håret og tænker lidt over hvornår regnen mon ville stoppe, et ganske enkelt underligt random spørgsmål, som om han ikke havde noget at tage sig til, men hvad pokker, han skulle også snart til at finde et nyt job i bygge branchen, han var jo ingenør, en ret ung en af udseende selvom han havde 198 års erfaring eller nok lidt mindre omkring 170 års erfaring men hvad pokker det var længe.

Hun betragtede ham lidt og rystede irriteret på hoved "Hvorfor fuck også det!? Nu kan jeg ikke huske hvad jeg så, og du er mere i fare nu end nogen sinde før! Også sletter du bare den viden fra mig!?" hun stirrede med lyende øjne mod ham, hendes adfærd over for mænd havde i den grad ikke ændret sig på nogen måde. Det var også alle de mænd i hendes livs skyld. Hun kiggede på ham, og prøvede at holde fokus, da hun ikke ville lade det slippe ud, hun ville vide hvad fuck det var som der ville ske med ham. Da hun aldrig nogen sinde ville tilgive sig selv, hvis den mand som havde reddet hendes liv, dødede fordi hun ikke havde forhindret det, og hun viste hun kunne. Det var så deprimerende som noget kunne være. Hvorfor var det også altid, altid så forvirrende, så irriterende indviklet, når man kunne få det man ville have, hvis bare man satte sig for det, og udførte det man skulle igennem. Men hvor mange skred ikke bort fra sine drømme? Hvor mange opgav ikke, lige som hun selv havde gjort. Hun havde altid ønsket sig et ægteskab, med børn, og en glad familie. Men, det ville nok aldrig ske, da hun højst sandsynligt slet ikke kunne få nogen. Og hvor fanden skulle hun lige finde en mand, som faktisk ikke ville gå om bag ryggen på hende? Selv hendes egen bror havde prøvet at dræbe hende, plus han havde dræbt hendes tvillingesøster, så hvordan, hvordan skulle hun nogen sinde kunne stole på mænd, og i det hele taget mennesker igen? Den eneste hun faktisk kunne stole på var sig selv, også alligevel ikke. Hun kiggede på ham da han begyndte at snakke igen "Skal man vel.. kan ikke engang huske hvad jeg gjorde da toget kom.." sagde hun stille, og kiggede rundt i køkkenet, inden hendes blik igen faldt på ham, og kom så til at trække i smile båndet over det han gjort, og hendes øjne blev en smugle mildere trods at hun var virkelig sur over, at hun ikke længere kunne huske hans fremtid, og chancen for at hun ville se det igen når hun rørte ved ham, var nok meget minimal. "hmm.." sagde hun stille og gik langsomt efter ham, da han gik ind i den lille hyggelige stue, ville dog ikke sætte sig nogen steder, da hun stadig var ret drivvåd og havde mudder over det hele. "hedder Maylana... men kald mig Neon helst..." sagde hun stille og gav ham et forsigtigt smil "Cory.. tror du jeg kan... til snuse mig et bad her hos dig..? Føler mig møg hamrene ulækker, og jeg kan ikke rigtig.. huske hvor jeg bor.." hun tog hånden op til hoved, hvor hun skar en grimasse over hvor øm hun egentlig var. Hun rystede stille på hoved, inden hun lagde det på skrå, og betragtede ham lidt.

Blikket flakkede hen mod hende da hun skældte ham ud for at have slettet hendes hukommelse og rynkede brynene lidt. “Jeg slettede det nu ikke, og hvad du så ved jeg ikke… men hvert menneske er i farer hver dag… så det var vel et held for mig at jeg så dig springe udforan et tog, tydeligt meget oprørt, men du tager tydeligvis livet forgivet…” Han trak lidt på skuldrende og mumlede lidt inden han nikkede hen mod døren ude på gangen som stod lidt på klem, han gik hen til stikkontakten og tændte den så der ville komme lys rundt omkring, han fortsatte videre ind på soveværelset, tog det gamle sengetøj af og lagde det ned i en vasketøjskurv, han gik hen til hans skab hvor der var nogle rulle-til-side dører på så de ikke ville fylde så meget inde i det lille soveværelse, han fandt to nye lagner, nogle dyner, pude- og dyne betræk, samt de nogle puder til hendes seng, inde på gæsteværelset, han ville ikke ligefrem virke pressende og bede hende om at sove sammen med ham det gav ingen mening. Et stille suk gled igennem, og hans tænker gik rundt omkring hvad det var han kunne værer i farer for, da han ikke fattede det, men på den anden side… nej glem det, sagde hans hjerne han havde ikke behov for den slags tanker ligenu, han var konstant i farer det var lige meget hvor han gik hen, der kunne jo lige så godt komme en eller anden dusør jæger og fange ham med nogle idiotiske ting som han ikke havde nogen anelse om hvad, var. Et kort blik rundt omkring i rummet blev taget og han gik så ind på gæsteværelset først med den ene dyne, hovedpude, og de mange betræk og lagen som hun skulle sove på, han tog det som der havde været der før, det som var beskidt, og smed også det til vask hvorefter han udpyntede sengen med det nye sengetøj og nogle puder som hun kunne lægge på. Derefter gik han ind til sig selv og gjorde det samme. Han undrede sig lidt over hvor hun kom fra, men hun ville nok kunne huske det de forløbende dage, hun havde desuden været ude for et hårdt fald, men det kunne ikke ligefrem være mildt hvis det skulle se bare nogenlunde normalt ud. Han kiggede lidt rundt, og blev endelig færdig, gik ind på gæsteværelset igen og tændte de få lys der var derinde da belysningen fra dem var ret stor. Videre hen til skrivebordet hvor hans mange arbejds værker var, og lod sig nu fordybe ind i en alvorlig og konsentreret verden, hvor det meste blev lukket ude og kun tankerne var rettet mod den plan tegning han sad overfor.

Hun nikkede svagt som tak, og undgik at svare på det som han havde sagt, at man var i fare hverdag. Men, det var ikke den slags fare, det var noget mere, noget som kunne forhindres, noget som ikke lå til hverdagen. Hun gik langsomt ind på badeværelset, og kiggede efter et håndklæde hun kunne bruge. Langsomt tog hun et frem, lagde det på toilettet, tændte for bruseren og begyndte at trække hendes beskidte tøj af. Det som var mudret ind, lagde hun på gulvet, mens det som hun stadig kunne bruge, blev lagt hen over toilettet, så det kunne bruges bag efter. Utroligt at hun havde taget strømpe bukser inden under sine bukser, og hendes t-shirt var stadig intakt. Hun mumlede stille og bed sig i læben, som hun steg op i bade karet og sukkede af velbehag da de tynde stråler ramte hendes hud, og gjorden den varm, og veltilpas. Hun lod hænderne glide op i håret og masserede det lige så blidt hendes hovedbund, der fandtes ikke noget bedre end et varmt bad, når man skulle have skyllet sorg, og længsel væk. Og når man bare ville glemme, et bad fik hende altid hende på bedre tanker. Bare, det var så lækkert. Hun lukkede alt ude, bare stod der med lukket øjne, mens vandet skyllede ned af hendes krop. Et lille smil, et ægte et af slagens dannede sig på hendes læber, mens hun stod der og vuggede frem og tilbage. Hun nynnede langsomt melodien på en sang, som hun havde hørt for noget tid siden, og som mindende hende om hendes søster, om den person som virkelig havde betydet verden for hende. Og nu var hun forsvundet, "Hmm.." brummede hun lige så stille, mens hun langsomt åbnede øjnene. Vandet gled ned af hendes hoved, ned af skuldrene, hen over brysterne, ned af lårene, til bunden af karet, til det lille afløb som lå ved siden af hendes fødder.
Der gik noget tid, for at hun endelig fik taget sig sammen, til at stige ud af badet, hun tog håndklædet og tørrede sig omhyggelig. Varmen fra vandet, havde fået vinduet og spejlet til at dugge, hun stillede sig op på brættet og åbnede det på klem, inden hun gik over til spejlet og brugte armen til at fjerne det værste dug, så hun kunne se sig selv. Et lille utilfreds støn gled igennem struben og ud af læberne. Da hun så sit spejlbillede, hvor var hun dog bare grim til tider. Langsomt prøvede hun så godt at fjerne det makeup der havde fundet sig i klaser under hendes øjne, det så ikke videre kønt ud, og da slet ikke at hun pludselig ingen makeup havde på. "For fuck shake" brummede hun og begyndte langsomt at tage det tøj på som der ikke var beskidt på. Det var det hun hørte noget uden for døren, hun rynkede langsomt brynene, og tog det sidste på. Det lød som om der var nogen der snakkede ude i stuen. Langsomt åbnede hun døren efter at have slukket lyset. Og kiggede rundt, hun så to skikkelser fylde noget op i en sæk. Det så ud som om... "Hey hvad fanden har i egentlig gang i!?..." kom det spydigt fra hende, og hun tændte lyset, men det var det hun opdagede hvilken fejltagelse det var, manden nærmest løb over til hende, greb hende om munden, og satte noget meget skarpt for hendes strube. Der viste hun allerede hvad det var, mens hun prøvede at skrige at han skulle slippe hende, blev klingen fra kniven pressede imod hendes strube, hun kunne mærke at blodet langsomt dannede sig rundt om klingen, og gled ned af hendes hals. *what a great day!* og hun havde ikke engang fået advarede Cory omkring det, han havde nok bare hørt hende, og ville komme ud, også ville de gøre samme nummer mod ham. Og hvad fanden ville det så nytte!? Org hvor var hendes kræfter nå hun skulle bruge dem! Men hun kunne ikke tilkalde hjælp, hvis hun ikke kunne sige noget. Hun var, rent ud sagt fucked.

Hans øjne fortsatte ned mod papirerne, og mumlede lidt imens hans hoved lagde sig fra den ene side til den anden side, alt efter hvor han tegnede på arbejds arket. Han havde opfanget nogle lyde inde ved siden af men tog det som et tegn på at Neon var kommet ud af badet hvilket fik hans lyst til kaffe dukke op ud i det blå, han rejste sig stille lige efter han havde lagt en streg på arbejdsarket, og gik derefter hen til den seng hun skulle lægge i når hun nu en gang kom til søvnens overtagelse. Han tog kopperne på natbordet, og gik videre hen til døren i det, han kunne hører skramlene lyde, og hævede brynet, han forstillede sig i et kort øjeblik hvad det kunne være, han bukkede sig stille ned og kiggede ud af nøglehullet da det så ud til der var lys, og kunne se Neon have en kniv for struben og hævede det ene bryn, han fik langsomt skaftet på kniven til at varme op, så det var umuligt at kunne holde om da der skete det at kniven langsomt gik op i flammer ved skaftet og manden var nød til at smide den væk. Alt imens der kom betakkel derinde fra gik Cory langsomt ud af døren så det ikke kunne høres, han befaldede kniven lige så stille hen til sig imens de andre begyndte at diskutere omkring hvad der skulle ske med Neon da de var sikre på at det var hende der stod bag det. Cory gik langsomt hen til dem imens han lod sig glide så godt muligt ind i skyggen med sine mørke klæder, han gled langsomt om bag manden der holdte hende og lagde hurtigt sin ene hånd om mandens kraftige hals og pressede på struben som gik hen og lukkede luftrøret så han ikke kunne trække vejret mens han mumlede lidt om at det var nogle idiotiske svin der kom her, han trak hurtigt huen af den ene mand, og dæmonens øjne blev mødt af nogle velkendte lyseblå øjne som var matte og hvæsede af ham, da han kunne se det var hans bedste ven som havde nakket hans forlovede, og tøvede ikke engang da han kastede kniven i retning mod den anden mand som var ved at nærme sig truende imod ham, han ramte plet i midten af øjet, i det samme han havde gjort det, havde han brækket hånden på hans tidligere bedste ven og slået ham i gulvet hvor efter han havde sat sig på hans mave og gået løs på hans ansigt så han kunne få den samme smerte som han selv var nød til at gennemleve, den samme smerte der stadig pinte ham i alevighed, han slog ham kort sagt over det hele på overkroppen han skulle mærke hvordan det føltes at være hjælpeløs, og udenfor nogle somhelst udveje. Imens klynkede han, den ellers hårde fyr, hans ven, hans tidligere bedste ven, som havde forrådt ham, Daniel. Cory blev, han var ude af sig selv, ligeglad med at han rent faktisk havde banket sin gamle betroede ven død, han skulle have det ud, alle de nætter hvor han havde drømt om dette, drømt om at kunne give sin ven det samme slag af vrede og hævn tilbage. “Spasser, idiot, svin… Til helvede med dig!” hvæsede han som om han var en af heleveds håndlagnere, Han kunne ikke få sig selv til at stoppe, ikke engang da han hørte de mange adskillige knogler falde fra hinanden og blive mindre og mindre, og øjnene der lignede nogle der var tæt på at falde ud af de store huller hovedet nu besad, og huden var flænset da nogle pigge af drageskæl begyndte at danne sig på hans hoved, og arme nogle stak op på ryggen og ved knogerne var der en centimeters lange trekantede tagger der gled ud, og fik hud, fedt og kød til at fjerne sig, til man kunne se nogle af knoglerne i ansigtet og på resten af tøjet var der huller. Til sidst stoppede han, og kiggede for pustet ned på den døde mand imens de ellers så rolige og nødebrune øjne var blevet til en helt sort farve som en drages.

Intet af det som skete i hendes hoved, alle de grumme ting, hun forstillede sig hun ville gøre ved disse mænd. Skete dog bare ikke i virkeligheden. Hun ønskede de begge ville begynde at brænde op af flammer. Dog skete det ikke, ingen af de ting som hun ønskede sig skulle ske, og hun fik bare kniven presset længere ind i mod hendes strube, da hun stadig prøvede at vride sig løs. Pludselig mærkede hun dog hvordan at kniven blev fjernet, og manden hylede over at den var blevet alt, alt for varm at holde på. Hun rynkede brynene, men tog dog ingen chancer, hun bed ham hårdt i hånden. Så han hylede op, omkring at han havde bidt hende. Hurtigt blev hun kylet ind i sofaen, mens de råbte og skreg om hvad fanden de nu skulle gøre ved hende. At de ikke havde tænkt over at Cory sikkert ikke var så langt væk fra hende. Hun spyttede den ene i fjæset, som så greb hendes arm og slyngede hende op af væggen. Hun mistede pusten totalt, og det sortnede for hendes øjne. Men pludselig var han væk. Hun gled ned af væggen, og kiggede lidt rundt, hun så Cory, manden som lige havde slynget hende op af væggen, ligge død på gulvet. Manden som havde haft kniven for hendes strube, lå død på gulvet. Hun vente blikket væk fra Cory og, manden som han allerede var godt i gang med at tæve. Hvad fanden var der nu og stille op. Langsomt kravlede hun over til den nu døde mand, hæv kniven ud, trak lidt på øjenbrynet da øjet kom med. "Sorry mate.. men tror sku ikke rigtig du for brug for det mere." hun plantede det dog ned i øjet igen, og begyndte at gjorde kniven ren i hans tøj. Lagde kniven på gulvet, og begyndte at søge i hans jakke lommer, for at vide hvad fanden det egentlig var for en fyr. Mens hun prøvede at undgå at hører de slag som blev sendt imod manden der lå under Cory. Hurtigt havde hun fundet pungen, og alt muligt andet shit som havde ligget i lommerne. Langsomt vente hun sig mod Cory, og mærkede hvordan at øjnene blev spilet op. Han havde pigge næsten over det hele næsten, og lignede mere eller mindre en drage. Dog skræmte det hende ikke nok, til langsomt at rejse sig, og bevægede varsom sine skridt mod ham. "Cory.." sagde hun stille og satte sig på hug ved siden af ham, og kigge ikke engang ned på den døde. "Du.. bliver nød til at fjerne dig fra ham.." hun rørte langsomt ved hans arm, og trak lidt i ham. Selvom hun kunne mærke at hun var skræmt, for at han måske ikke helt viste hvad han gjorde nu, og ville såre hende. Men så igen, han skulle ikke sidde på den døde mand, og skulle væk fra stuen, så han kunne falde lidt mere til ro, og få sin rigtige skikkelse igen. Han kunne ikke sidde her, det ville sikkert bare gøre det værre, eller hvad viste hun. Men hun ville ikke lade ham, gå hen og gå fuldstændig ude af kontrol. Hun gispede dog da hun kiggede ned på manden der lå under Cory. Fuldstændig søndersmadret, der var noget mere der stak under her, end bare at de havde gjort indbrud. "Blake.. vil du ikke nok..!? Rejs dig op.." hun trak mere i hans ærme og prøvede at få ham så godt hun kunne op og stå.

I lang, lang tid, kiggede han blot ned på den døde mand imens hans oprindelige verden stod langt væk fra ham, de mange pigge var blevet længere og nogle steder på hans arme og ansigt var der kommet nogle små blålig sorte skæl frem hist og her på hans hud, hans vejrtrækninger var dybe og hårde stød som om han havde løbet hundrede tusind kilometer. I det samme kom han tilbage til den rigtige verden væk fra tanken om at brække hvert et led i denne mands knogle som han lå på, og han kunne hører Neon i det fjerne, hans øjne flakkede lidt dog var de stadig i den evigt sorte farve som om en mørk sjæl havde omsluttet hans sind. Dog bevægede han lidt på sig. Hans tøj var indsmurt i blod; der hang store klasser af det over det hele, hans ansigt lignede noget helved måtte have sendt pågrund af det snart indtørrede blod, han rejste sig langsomt op uden nogen medfølelse for manden satte han foden på hans ribben og knuste dem under ham, og gik så sin vej ud i køkkenet og låste sig ud af døren til trappen som førte ned til gården, kælderen, og vaskerummet, han gik ned i kælderen og fortsatte videre hen til det rum han nu havde fået sig tildelt og åbnede døren uden at tage sig af den lås der sad fast på den, han gik ind i det lille rum og kiggede lidt rundt, de sorte øjne så ud til ikke at have et problem i dette mørke da en lille gul prik begyndte at danne sig i midten af dem den var næsten helt neongul og kunne tydeligt ses i mørket. Den mørke skikkelse hvis tøj var hullet af pigge der stak op igennem den ellers før hen fejlfrie hud, som nu havde en masse mørkerøde- og blålige, skæl af pigge som stak op og huden sad som i kæmpe flager ude i siderne af dem som var det er jordskæl. Han begyndte nu at banke på noget, så alt vreden kunne drive ud, så hans sjæl kunne slappe af, en evig gentagelse han havde trænet sig selv til. Som om den evige ondhed aldrig forlod ham. Aldrig havde det været så slemt, aldrig havde det gået så vidt, gid bæstet i ham ville forsvinde, men alligevel ville han ikke have det væk. Det var ikke fordi han var skitzofren, men han var dæmon, en dæmon fra en drage race, eller et dna fra de gamle dinosaure som fløj jorden rundt, de tidligere store fugle, himlens hersker, Pteranodon, som havde en vinge bredde på 9 meter, der var fundet omkring 1.200 fund af det, og deres tid var dog i den sene kridttid, alligevel var der blevet fundet så mange skelleter af det. Hans slægt var gået videre med dette dna fra den dinusaure, hvordan det kunne lade sig gøre var han ikke sikker på, der var vel nogle forskere der havde fundet nogle ned gravede æg, og ekspermenteret med menneskerne. Hvad vidste han, han kendte ikke til sin familie hans mor havde jo efterladt ham, så den viden han havde om sin race var viden han selv havde høstet op.

Hun sad tilbage, følte sig ubrugelig. Følte sig bare i vejen, som han rejste sig der, knækkede mandens ribben, og gik ellers bare sin vej. Og der, blev hun siddende, blandt to døde mænd, uden at hun viste hvad hun skulle gøre for Cory. Hendes første indskydelse var at gå, hun greb hurtigt sine ting, kiggede sig hen over skulderen og gik så med et rask tempo mod døren, til trapperene. Dog, som hun var kommet der til, følte hun at hun gjorde noget forkert. At hun sikkert bare ville gøre det hele meget værre, og det var jo ikke fordi, at hun ikke gerne ville hjælpe ham. Hun smed sine ting, og løb ned af trapperne, da hun var kommet til hovedindgangen kiggede hun efter ham, og kunne høre nogle slag lidt længere nede, ned af trappen til kælderen, og videre igennem vaskekælderen. Eller hvad fuck man skulle kalde det. Det hele var forvirrende for hende, hvad skulle hun gøre, for at få ham ned på jorden igen. Når han tydeligvis ikke ville lytte, når han mente at han skulle slappe af ved at slå på ting. Måske, nej, det ville også virke forkert for hende, at gøre det, når hun ikke havde kendt ham så længe. Men alligevel, måske ville det hjælpe?
"Cory.. stop det!" sagde hun med en høj stemme, så hun var sikker på at han ville hører hende denne gang, med hurtige skridt gik hun over mod ham, greb hans arm, og fik ham til at stoppe med at slå. Hun viste at dette måske ville komme til at gøre ondt, men, det var et forsøg vær. Hun tog en dyb indånding, selvom hun viste, at hun nu ville overskride grænser for dem begge. Hun lagde armene omkring hans nakke og lagde så sin krop ind til hans. I et venskabeligt kram. "stop det.." sagde hun langsomt og hæst ved hans øre. Og håbede inderligt, at dette ville få ham til at stoppe med at være sådan, at han ville falde til ro. Selvom at hendes hendes krop skælvede over, at være så tæt på en anden igen. Hun kunne i grunden slet ikke klare, det og have mest af alt, bare lyst til at springe væk fra ham, gemme sig i en krog, og bare glemme. Bare dø, ville hun da aldrig nogen sinde stoppe med at være så bange for krops kontakt? Ville hun nok aldrig på grund af Chariot. Hun sukkede stille, og slap dog ikke sig greb, selvom hun kunne mærke nogen af hans pigge, prikke hul på hendes tynde hud, da hun kun havde en t-shirt og hendes strømpe bukser på. "bare.. slap.. helt af.." selvom hun blev ved med at holde om ham, forventede hun næsten at han hvert øjeblik, ville skubbe hende væk, slå hende. Et eller andet, i hvert fald, forventede hun egentlig ikke rigtig at det ville hjælpe. Selvom at hun håbede det. Billederne fra de døde, gik ind i hendes hoved, selvom hun prøvede at godt at trænge dem ude, hun havde aldrig set et dødt menneske efter hendes søster var død i hænderne på hende. Og, nu, at se det hele igen. Var i grunden også for meget for hende, men lige nu var hendes største bekymring at få Cory på rette køl igen, og få ham ned på jorden.

Ligesom han skulle til at slå igen på sin boksepude men så kom Neon og greb fat i ham, og han måtte stoppe, han kiggede stift ud i det mørke og den guleprik i hans ellers helt sorte øjne lyste i som var det en stråle, en brummen kom dybt nede fra ham som om han havde planer om at overfalde hende nu, og gøre ting hun ikke kunne drømme om, men han stod stille, helt stille og sagde intet udover den dybe brummen. Piggene trak sig meget langsomt tilbage i hans hud, og smerterne strøg igennem ham, sådan var det hver gang det skete, det gjorde altid ondt, både den ene vej og den anden vej. Et dybt suk gled hen over de halvt skællede læber, og kroppen faldt langsomt sammen, i hendes arme, det havde taget en masse energi det hele havde gjort så fucking ondt, alle de minder der havde strøget igennem hans sind, alle de minder han forgæves havde prøvet at glemme og holde på afstand, men hele tiden kom frem i hans indre sind, hvordan han havde set sin forlovede ligge i deres seng, i deres hus, hans hus, hans seng, hans værelse, hans lagn, hans dyne, hans, hans, hans… alt sammen hans, og nu havde hun det hele, med den mand han lige havde dræbt, som han havde gennembanket og lå oppe i hans lejlighed nu.
Med en dirrende stemme kom ordende lige så stille ud af ham; “Det var min eks’s mand… hun var min forlovede, indtil jeg så hende med ham i sengen på vores bryllups dag, vi skulle holde brylluppet ude i min have, ved mit hus… alle gæsterne var inviteret, hendes familie og vores fælles venner, min familie var der ikke… alle vores venner vidste at hun havde en affære med ham, selvom jeg havde kendt dem i adskillige år… nu er de væk lige som hende… og mit had til hende vokser stadig…” det sidste blev sagt i væmmelse af hende, og han kunne ikke tro at han havde holdt af hende. “Hun ejer nu alle mine ting… da jeg hurtigst muligt skildte mig af med hende… siden den dag… har jeg ikke kunnet klarer viden til at være udsat for sådan en ting, en ting som får følelse af at man ikke tilhører nogen, ikke har noget sted at være, at man bare er en ubruglig brik i sammenholdet, at der intet fællesskab er der…” det sorte i hans øjne var så småt ved at gå væk og man kunne nu skimte de nødebrune øjne igen. Hans brystkasse hævede og sænkede sig i dybe stød, og nogle sår begyndte at komme frem, da piggene var kommet helt ind i huden på ham igen, og han vidste at han var nød til at finde første hjælps kassen frem, men det var bare lige med at huske hvor han havde gjort af den før.

Hun sagde ikke noget til brummen, blev bare stående helt stille, med armene omkring ham, og ventede på at han langsomt ville slappe mere af. Og det hjalp, det hjalp faktisk. Hun sukkede stille, da hun mærkede hvordan at de pigge som havde været boret hen imod hendes hud svandt ind, og hun kunne stille sig tættere på. Langsomt lod hun sig synke ned i knæ. Så hun kunne blive ved med at holde på ham, da hun ikke var helt stærk nok, eller faktisk slet ikke stærk nok til at holde ham oprejst så de begge ville falde ned på jorden. Hvilket nok ville gøre en del ondt, ud over at hun kunne regne frem til, at det måtte gøre utrolig ondt på ham, de pigge der langsomt trængte sig vej ind igennem huden på ham igen. Hun lyttede i tavshed til den han sagde og nikkede stille "Bitch.." mumlede hun stille og lagde ham langsomt ned på jorden, og kunne se at der var ved at dannes blod omkring ham, tog sig ikke af hendes egne sår fra hans pigge mod hendes hud. Og tøvede lidt, inden hun fandt et tæppe der ikke lå så langt fra dem, lagde det under hans hoved, og trak så lige så stille hans trøje af. "jeg... vil.. bare se til dine sår.." sagde hun langsomt inden hun hæv trøjen af hans hoved, og trak stille vejret over det syn hun så en masse sår over hans hud, hvor piggene havde boret deres vej igennem, ud til det fri. På grund af, at han ikke kunne styre sin vrede. Men lige der, havde hun godt nok også gjort det samme som han havde gjort. Hun overvejede kort om hvad hun skulle gøre, men blev enig med sig selv om, at han måtte have en første hjælps kasse her et eller andet sted. Da det sikkert ikke var første gang, og hvis han havde en bokseboldt, så hvorfor ikke også en første hjælps kasse? Hun kiggede hurtigt rundt, og så noget rødt af en kasse skimte lidt længere hende. hun bukkede sig ned, og greb om den, hæv den langsomt ud, og pustede det støv der havde lagt sig på den væk, ikke fordi det var så meget. Men der havde samlet sig noget siden sidst. Støv hobede sig jo også bare op, som bare pokker. Langsomt gik hun over til ham igen, satte sig ned ved siden af ham, og begyndte at arbejde i stilhed på at få renset hans sår, og viste ikke helt om hun skulle forbinde hele hans ryg? Det var jo lige så meget armene og sikkert også hans ben. "hvad plejer du at gøre..?" sagde hun stille, mens hun blev ved med at rense sårene. Mens hun prøvede at lade være med at tænke på, hvor tæt hun i grunden var på et andet menneske som hun ikke kendte. "Hvorfor.. lader du det dig æde op..?" spurgte hun stille "Hvis du siger til mig... at livet har så mange goder.. og det er værd at kæmpe for.. hvorfor.. er du så stadig sur på hende? Når vreden bare gør dit liv et helvede i sidste ende.. jeg forstår.. hvorfor du skulle have lyst til at dræbe hende, og jeg forstår også godt hvorfor du dræbte ham.. men.. hvorfor blive ved med at gå i samme had, når du uden tvivl kunne finde en meget bedre, og sikkert også en der kunne gøre dig meget mere glad end hende? Ikke alle er cheater.." kom det som en mumlen fra hende, og ville ikke virke irriterende. Men ville i grunden bare hjælpe så godt hun kunne. Hvis hun da fik lov? Det var så svært for hende at snakke omkring sådanne private ting, og i det hele taget, at være tæt på folk på denne måde. Hvilket også fik hendes hænder til at ryste lidt, mens hun rensede sårene.

Hans øjne var forblivet lukkede indtil de åbnede sig en lille smule, men ikke meget, han brummede lidt til svar og lukkede igen øjnene da han mærkede noget under sit hoved, og lyttede til det hun sagde, han sagde dog ikke selv så meget til det, selvom han inden i ikke brød sig om det, men han var for afkræftet lige nu. “Nogen gange…” begyndte at han med en ret kryddert stemme og sagde ikke noget til de sviende sår, “Lægger jeg her i flere dage, lidt underligt at tænke på når man kan heale andre men ikke en selv…” Han lukkede igen de tunge øjne og lyttede videre til hendes stemme, han kunne godt mærke hendes rystedende hænder mod hans krop og det havde han nok os selv gjort hvis det havde stået til ham. “Hun lovede mig så meget, på 10 år… og det er omkring to år siden jeg friede til hende… hun havde kun været sammen med mig for at være sammen med min ven…” sagde han stille med fortsat lukkede øjne og rynkede brynene lidt da hun ramte et ømt punkt ved hans arm. “Men ja… man skal ikke lade hadet æde sig op… men nogen gange glemmer man alt det livet giver en… det kan ske fra det ene øjeblik til det andet, hvis der nu pludselig stod en person foran dig, som du virkelig havde set op til, virkelig havde holdt af og elsket mere end noget andet, og du havde givet personen alt, virkelig alt… hvad ville den første tanke så ikke være når de stod i dit nye hjem og var ved at hægre det og slå en ihjel man lige havde reddet?” hans øjne åbnede sig stille og kiggede hen på hende, uden at flytte hovedet fra tæppet af. Han betragtede hendes ansigt i mørket, og fugtede langsomt sin underlæbe hvis skæl var taget sin vej væk. Hans vejrtrækning var blevet lav, og næsten uhørlig, men hans mave hævede sig stille. Imens nogle tanker fløj rundt i hans sind, inden han vente opmærksomheden mod hende igen “Hvorfor er du ulykkelig?” spurgte han direkte, nu hvor de snakkede omkring hvordan han havde det, kunne han vel os spørge hende omkring det, i et kort øjeblik holdte han vejret fordi en af piggene var nød til at træde ind imellem ribenene for at kunne komme til. Et svagt støn af smerte gled ud igennem hans næse og hans sind blev igen roligt selvom de mange smerter ikke var holdt helt op, det gjorde de jo også først nå sårerne var healede, og det betød så også at han skulle tage nogle dage fri indtil det var sket, men well… han kunne os bare sige op. Han havde ikke brug for penge, og havde også en træng til at tage på ferie eller noget. “Hm…”

Hun betragtede ham lidt, og kunne ikke forstå hvorfor han kunne lægge her i flere dage. Var der virkelig ingen der kiggede efter ham? Hun pustede stille luft ud, og var nød til at fokusere på at det var en eller anden form for hund, hun var i gang med at hjælpe. Da hun snart ikke kunne klare tanken mere om at være så tæt på nogen. Det virkede, kvalmende for hende, og fik hende til at undre sig over. Hvordan fanden hun nogen sinde ville kunne få sig selv til at skulle være sammen med en anden igen, hvordan hun nogen sinde, ville kunne komme videre. Når hun ikke kunne? Hun ville jo ikke give slip, ikke give slip på den fucking fortid hun havde haft med den dreng! Det var jo til at blive vanvittig over. Virkelig, nogen gange ville hun ønske at hun havde sådan en bokseboldt, så gik det da i det mindste ikke ud over uskyldige mennesker, som var på gade, som desværre nogen gange kom til at pisse hende lidt for meget af. Tungen gled langsomt ud af munden, og fugtede underlæben, mens hun lyttede til det han sagde "hm.. hun lyder mærkelig.. hvis hun så gerne ville være sammen med din ven, så hvorfor fanden såre dig.. og jeg forstår dog hende mere end jeg forstår din bedsteven.. da han tydeligvis han været ret ligeglad med dit venskab eftersom at han har kunne gå hen og pisse sådan på dine følelser, ved at bolle med den som betød verden for dig.. måske man siger at kærester kommer og går, men at ægte venner bliver for evigt.. så ville jeg hellere finde rigtig kærlighed, også vide at jeg kunne være sammen med den person for altid, frem for at have dumme venner, som man egentlig ikke havde de følelser for.. hvis man har et rigtigt kærlighedsforhold.. kan man også være venner med sin elskede.." sagde hun stille, og mindes tilbage, til den tid med Chariot. Den tid hvor de havde kunne snakke om alt sammen. Hvor de faktisk havde kunne snakke om alt, alt imellem himmel og jord. Men igen, måske fandtes der hverken rigtig venskab, eller ægte kærlighed. Måske var det bare alt sammen en stor løgn. Hun tog noget bandage og begyndte at vikle det rundt omkring hans mave og ryg, og hele vejen op til brystkassen. Og kiggede slet ikke på ham, mere på hvad hendes hænder gjorde, så hun muligvis kunne få dem til at stoppe med at ryste. "jeg har mistet alt.." sagde hun så stille "på tre år... mistede jeg alt.. det eneste jeg faktisk har tilbage... er mit syn.. hvilket jeg sikker mister igen på et eller andet tidspunkt.." sagde hun stille og afsluttede sit arbejde. Pakkede omhyggeligt tingene sammen. Og mumlede stille for sig selv. "For tre år siden blev jeg ramt af kræft ved øjnene, noget der godt kunne fjernes, og det forsvandt også igen, efter behandling.. men efter et år... blev min tvillingesøster myrdet i gyderne her.. omkring af en forbryder.. min egen bror.. viste dog ikke det var min bror, ind til senere. Jeg fik sygdommen igen, og denne gang tog den synet fra mig.. og jeg var blind i omkring 2 år.. da jeg mødte en dreng ved navn Chariot.. han var der for mig.. hjalp mig, som ingen anden havde gjort for efter jeg havde mistet min syn. Havde mistet mine venner, og mine forældre i en bilulykke.." hun tog en indånding, og måtte indrømme det var rart at få det hele ud. Hun satte sig i skrædderstilling ved siden af ham, og lod blikket falde ned på hendes hænder som hun havde i skødet ".. Chariot.. dræbte mig.. for nogle måneder siden.. gav mig synet igen på den måde.. og jeg blev til en dødsengel.. vi havde det godt sammen.. vi elskede hinanden.. den første jeg nogen sinde var sammen med.. på alle mulige tænkelige måder at være sammen med på.. også..." hun tog en rigtig dyb indånding og pressede øjnene sammen for ikke at begynde at græde ".. forsvandt han.. jeg sad.. i hans lejlighed.. i fucking.. 1 måned.. ventede bare på at han ville komme hjem.. for så at finde ham nogle dage efter.. vandre rundt nede ved den forladte forlystelses park.. så havde svinet fandeme fået lov til at blive genfødt og var blevet til en dæmon..!? Hvad fanden sker der lige!? Også fordi at jeg ikke vil have ham tilbage, overfalder han mig.. kalder mig luder og prøver at gøre mig blind igen..!" hun pustede irriteret luft ud, og kunne mærke hvordan hun blev virkelig rasen igen og førte hænderne op til ansigtet og langsomt op i håret igen. "Bah.. men jeg.. kan vel ikke kalde det at være ulykkelig.." sagde hun stille og kiggede væk. Mens hun prøvede at få styr på sig selv og sin vrede igen.

Hm.. kom det brummene fra ham igen, og rynkede brynene lidt da hun lagde forbindningen rundt om hans overkrop, og lukkede øjnene stille da han mærkede bylten bag sit baghoved igen, “Man kan ikke altid vide hvad der er bag facaden…” Mumlede han stille, og trak vejret tungt ned igennem lungerne, og kiggede hen på hende, og lod hende tale ud, imens en rynke skabte sig på hans pande da han hørte det hun sagde, og vadede langsomt sine læber inden han med lidt besvær satte sig op trods smerterne, og rakte sine arme ud mod hende som tegn på et trøstene kram før han fortsatte. “Det er jeg ked af at hører… og den Chariot fyr der, fortjener vidst en værre behandling til gengæld for hvad han har gjort…” Sagde han kort og slap hende så, da han var klar over hun ikke brød sig om nærgåenhed, Han rejste sig langsomt op på sine ben og sukkede lidt af smerterne som kom hele tiden, men det var intet nyt, han rakte hånden ned mod hende, som tegn på at de godt kunne gå op igen. Da hun var kommet op tog han sin trøje og gik med langsomme skridt hen mod døren, hans ekstra knogler, af pigge skulle lige finde sted blandt de mange knogler som lå hist og her, men dermed havde han svært ved at brække og forstuve noget, da de ekstra plader af knogler sad inden i ham. Han mumlede lidt, og gik rimlig langsomt op af trappen da det sveg over det hele men det var ikke så slemt som det plejede. Han kom endelig op til toppen af den lange trappe, til døren som førte ind i køkkenet, han gik inden for og kiggede med et forvranget ansigt hen imod de to lig der lå på jorden, og mumlede lidt, inden han gik hen og kiggede ned på de to mennesker, eller lig… hvad man nu end kunne kalde dem, han rynkede brynene og sukkede så da han vidste at han ikke kunne bruge sine dæmoniske kræfter til at kunne få dem flyttet, al hans styrke og energi var bare… væk. Et sukkede kort igen inden han gik ud på gangen og videre ud på toiellettet hvor han fyldte karet op med varmt vand så han kunne få vasket blodet af sig, og mumlede lidt imens han kiggede lidt på forbindningen inden han langsomt begyndte at fjerne den, så de dybe sår kom til syne han hævede det ene bryn og bed sig lidt i læben imens store klasser af blod var kommet frem, men stadig ikke helt størknet, og det irriterede ham lidt, da han hadede at vente på den slags.

Hun kiggede på ham da han hævede sin overkrop, for at sidde op. Hun ville protester, sige at han ikke skulle flytte sig. Men ligge stille ind, til at han var kommet til nogen lunde til kræfter. Hun rynkede brynene lidt over, at hun kunne jo gøre det lettere for ham, hun kunne heale hans sår. Men, bare at skulle sidde så tæt på ham, føle på ham, mens at hun skulle ånde på sårene. Det var ikke lige det hun havde allermest lyst til. Da han bredte armene ud, til at kram, tøvede hun lidt. Inden hun langsomt kravlede ind i hans arme og krammede ham igen. Lige så stille, og nikkede lidt til det han sagde, var ikke så meget på at få sin hævn over Chariot, da hun jo stadig elskede ham. På sin vis. "ja... gør han vel?.." hun lod sig glide ud af hans arme, og betragtede ham nu endelig, mens at han rejste sig op. Hun tog langsomt imod hans hånd, og kom op og stå. Hun fulgte efter ham, lige så stille, som om hun slet ikke var til stede. Sagde ikke så meget, var bare afkræftet efter denne dag, denne dag som ind til videre. Ikke lige frem havde været den bedste. Faktisk langt fra, et dybt langvarigt suk, gled igennem hendes fyldige læber. Mens hun langsomt besteg trapperen, og var en del langsommere end han var, mest af alt fordi, at hun ikke gad at gå, ville bare have lov til at ligge ned og sove i en seng. Men hun ville hjælpe ham. Og da han gik ind på badeværelset, hun kiggede lidt på de døde mennesker, og kiggede ud af døren, der måtte da være en affaldsskaft? Der! Hun gik ind til mændene, og tog den ene i armene, og langsomt begyndte hun at trække ham ud af døren, hen til affalds luen, og åbnede den. Hun fik efter noget tid bakset manden op og smed ham der ned. Dog, var han lidt små fed, og hun var nød til at bruge det ene ben til at presse ham igennem hullet. "Forhelvede.. dette burde ikke være noget en kvinde skulle gøre... fatass GET through!" hun bandede irriteret, inden hun endelig fik ham igennem. Hun pustede lidt efter vejret, inden hun gik ind, og hentede den næste mand, hans bedsteven. Egentlig havde hun lyst til at gøre meget værre ting til ham. Hun satte sig ned på knæ, og lukkede langsomt øjnene. Hun lod hånden glide hen over hans krop, og kunne fornemme at hans sjæl stadig var der inde. Et grumt smil kom frem på hendes læber, og hun begyndte at messe nogen ord, mens hun lod hænderne glide hen over hans krop. Ånden gik langsomt ud af kroppen. Som en dis, gled den hen for han hende, og nogle lynene øjnene kom hende i møde. Dog, skræmte det hende ikke. Hun havde kontrollen, hun vente nogle sorte øjne imod ham, og to ånder kom ud af det blå, langsomt greb det ham i armene, og han blev trukket ind i intetheden, åndernes mørke. Og ville aldrig nogen sinde komme ud igen. Hun greb derefter mandens arme, og trak ham ligeledes hen mod luen, åbnede den igen, og smed ham ind i den. Hun lukkede den hurtigt, og gik inden for. Lukkede døren, og trådte så langsomt ind mod badeværelset og bankede på. "Cory.. må jeg komme ind?" spurgte hun stille, og ventede langsomt på at hun ville få svar. Da hun ikke ville gå ind, uden han havde givet svar fra sig.

Netop som han havde fået forbindningen af, hørte han Neon ude for døren, og han kiggede kort ned af sin sårede, arrede, og blodige overkrop som var lige til at få mareridt af, han rynkede brynene og brummede et ja som svar til det hun spurgte om, alt imens han lænede sig hen over den lille vask og vaskede sin ansigt da der også var blod på det, dog var der ikke nogen så dybe huller som ved de andre steder, man kunne vel nærmest sige at han var et skelet da alle sårerne gik direkte ind til skellettet, dog var det et hel at de mange plader inden i ham forhindrede forblødninger og den slags. Han rynkede brynene lidt af det syn der gik ham i møde ved spejlet, og kunne ikke helt placere et ord som han syntes passede ind, han vente sig så mod døren og åbnede den for hende selvom han havde svært ved at tro der var så meget plads derinde, men who cares, det var jo ikke ligefrem sådan at de skulle have et eller andet eller hvad man skulle kalde det, den frygt for at blive vendt ryggen igen lå stadig lige i baghovedet på ham, som om det ville plage ham i al evighed, han fugtede langsomt sin underlæbe og kiggede på hende i døråbningen og ventede på hvad det var hun ville sige, han prøvede at ignorre sin mishag ved at se ud som han nu gjorde, selvom han vidst ikke kunne komme udenom det ind imellem. Han bed sig stille i læben og tænkte lidt over hvad hun ville men satte sig på toiellettet og som hun bad ham om at gøre og tog en dyb indånding og kiggede på hende med rolige øjne, hvad hun ville gøre, var han ikke sikker på, men mon ikke det gik, og han var rimlig sikker på at hun ikke ville gøre med ham som de fleste andre piger ville gøre, han havde faktisk overvejet at få sig en drenge kæreste i stedet for en pige, men der var vidst nok de samme problemer som ved det andet køn, man kunne bare ikke komme udenom dem lige meget hvad man nu end gjorde, han mumlede lidt, og kiggede så ned på sine totalt ødelagt arme som havde sår og blod hen over det hele, men et kort blik hen mod karret, bare for at se om det var ved at blive fyldt op eller ej, der ville gå et stykke tid før det ville ske måske nogle tyve minutter mere, vandhanen var nemlig lidt sløv i det, han brummede irriteret over det, men sagde intet og vente blikket op mod Neon igen, og hævede brynet imens han afventede hvad hun ville gøre eller sige, han havde faktisk halvt om halvt lyst til at flænse sin hud af, så lidt brød han sig om den, pågrund af alle de ar og sår han fik over hans forvandlig, det skulle ikke undre ham hvis han gik så meget overgevindt at det endte med at han fik vinger og næb. En kort gysning gled hen over ham, og han rystede lidt på hovedet af tanken.

Hun hørte ham godt nok brumme ja, men nåede ikke at reagere på det, før at han selv havde åbnet døren. Hun lagde hoved en smugle på skrå, og bad ham om at sætte sig på toilettet. Mens hun tænkte igennem omkring hvad hun skulle gøre. Og om hun skulle gøre det. Hun bed sig diskret i læben, mens hun lukkede øjnene. Dette var utrolig grænse overskridende for hende, og hun måtte virkelig tage sig sammen, da hun viste det ville blive ret, intenst at hun skulle så tæt på "Jeg.. kan heale dine sår.." sagde hun stille og lagde hoved på skrå. "men.." hun tog en dyb indånding, dette men, hvor hun dog selv hadet det. Når folk brugte ordet men, viste man altid, at idéen ikke virkede, eller også skulle man igennem en helt masse ting, for at få det til at virke. Hun fugtede langsomt sine læber, og lagde hænderne på den kolde vask, og ignorerede faktisk hvordan han så ud. Det gjorde hende i grunden ikke særlig meget, godt nok var det mere hendes bekymringer der gjorde at hun stod her lige nu, da hun kunne se det var slemt. Hun kunne se at det gjorde ondt, og efter han havde reddet hendes liv, to gange. Måtte hun give noget igen, lige meget hvor ondt det gjorde på hende, at hun skulle så tæt på ham. Og han ville i grunden sikkert hellere ikke bryde sig om det. Men nu ville hun tilbyde ham det. "... jeg skal ånde på dine sår... og kommer derfor rigtig tæt på.." hun bed sig i læben og betragtede ham. Dog rystede hun på hoved lidt efter, hvad tænkte hun da også på, det var en virkelig dårlig idé det der. Hvorfor ville han i grunden overhoved have hendes hjælp!? Org tag dig dog sammen Neon! Skreg stemmen inde i hendes hoved, mens hun kiggede væk, og lod hænderne glide op i håret. "Nej.. vent.. det er også lige meget.. jeg.. du skal ikke følge dig.. ved du hvad.. jeg tror bare jeg går nu..".. hun rystede lidt på hoved af sig selv, tog en dyb indånding og gik hen til badeværeles døren. Med et dybt suk.