He bruise easily.

”Ved du, hvor, Milo, er? Han har ikke været her længe” sagde hun og lød oprigtigt bekymret. Den lyshåret dreng som hun havde standset op, trak blot på sine skuldrer og rystede på hovedet. ”Jeg snakker ikke så meget med ham” sluttede han af med og, Kenzie, gav ham fri. Hun holdte af, Milo, som alle de andre i klassen, så derfor gjord det hende bekymret, at drengen ikke havde været her til hendes timer eller overhoved i skole. At ens elev næsten aldrig mødte op, gjord hende virkelig ikke i godt humør.

Hun pakkede sine papir og mapper væk og tog sin taske under armen og låste klasse lokalet. Hendes tanker hvirvlede rundt omkring engelen, som befandt sig et eller andet sted. Hun blev dog hurtigt enig med sig selv i, at hun nok skulle få en snak med hans forældre eller i hvert fald finde drengen. Men nu havde hun fået en velfortjent weekend, som allerede begyndte nu. Hun havde sat sig ind i sin bil, da det allerede begyndte at sne. Hun kørte fra parkeringspladsen på skolen og satte kursen imod, gågaden, som ikke lå så langt fra skolen. Men nu da det var fredag så betød det, at der var meget trafik. Uanset, hvad klokken var. Så det tog hende evigheder at komme frem til gågaden og endnu længere tid at finde en p-plads, som ikke var optaget. Hun sukkede og låste sin lille bil, som kun havde plads til to personer. Hendes hår blev dovnet løsnet, da hun stille forsatte imod en af butikkerne. Sneen dalede så hvidt ned over hende og det føltes egentlig befriende dejligt. Hun bar en let kjole med en fin skjorte, som tildækkede hendes spinkle arme. Nu lignede hun da en kvinde, som var ud og shoppe. Ikke en lærer, der havde haft tyve elever.
”Jeg skal bare af hende Astma spray” sagde hun og fandt sit kort frem. Kvinden bag skranken smilede til hende. ”Hvad for en farve?” spurgte hun varmt. ”Bare en rød” svarede Kenzie ligeså varmt. Kvinden rakte hende den og hun kørte sit kort over, også var den tur forbi. Kenzie havde nemlig lovet, at købe en Astma spray til sin syge veninde. Hun kunne ikke tage, at mennesker kunne blive syge og få det dårligt. Ikke hendes elskede veninder!

”Fortsæt en god fredag!” sagde hun glad til kvinden og hun fik et tilbage. Hun gik ud og sneen dalede stadigvæk. Hun trak vejret dybt ind til lungerne og hun kunne mærke kulden brede sig ind til hendes lunger. Det var faktisk en dejlig følelse. – Hun havde nu stået et stykke tid foran apoteket og begyndte først at bevæge sig nu. Hjemad. Til sin sofa. Helt alene. Men det var skam rart. Hun havde vidst lidt pasta stående fra i går, så det kunne hun mætte sig med.

"Milo?"