A Soul That Could Easily Kill ~ Sharabi & Sofus

"Oh dear, I don't feel confident doing this.."

Sagde den unge kvinde, iført en gammeldags kjole med masser af benplads, og alt for lidt rum til overkroppen. Pressede nærmest de to bryster ind til to massive kugler af sammentrykket flæsk, på den måde mange mænd underligt nok fandt det attraktivt. Men det havde han, manden gemt væk bag en af de mange skyggerige buske, aldrig rigtigt forstået. I hans hjerne, forskruet som den var, blev de foretrukket hængene - og skåret i flere stykker; forskellige i tykkelse og længde. Blodet der sivede imellem dem, som var det bacon, klar til at blive lagt på en sort, sydende stegepande.
Det kødlige legeme, tungen, fugtede de skarpe tænder af mandens, idet han nærmest savlede over tanken. Som et barn foran en slikbutik, klar med pengene i sin bette hånd. 
En håndflade blev trykket imod hagen i et forsøg på at slibe det sødt-smagende savl væk igen. Han rykkede sit ansigt tættere på, stirrede mere, undersøgte kvinden og manden. Den ene klædt lige så gammeldags og teatralsk som den anden. 

Manden viftede af hende, som om hendes bekymring var fjollet, selvom de befandt sig midt i en forladt legeplads, midt om natten, en 23 timer fra komplet fuldmåne. Og med alle de rygter der svirrede om en gal seriemorder, der skulle "hjemsøge" stedet. Men han virkede ikke spor bange for at nogle af disse skulle være sande, selvom der havde været et par enkelte lemmer og blodpytter til at pege i retningen af sandhed. 

"You are just too easy to scare, my love..! There is no such thing as a cannibal in a place like this. The military would have gotten rid of him in matter of seconds, even if had been true!" 

Kvindens ledsager pustede sit bryst op, med hævet hage, og begge hænder imod sine hofter i et forsøg på at virke dominant. Han nikkede for sig selv, og kvinden begyndte at klappe af ham, med sine hvidligt behandskede hænder. Hun virkede oprigtigt glad for at han var ved hendes side, i det hun stadig havde sine bange anelser. Alle de rygter burde ikke have været der, hvis der ikke var noget om det. En flygtig tanke hun havde, der hurtigt blev skubbet væk, da hendes ledsager rakte armen frem - klar til at de kunne fortsætte deres ensomme aftentur. 

Den stirrende herre bag busken, endnu ikke set af parret, fulgte dem med øje og næse. Lavede ikke sit ryk endnu, men blev siddende på knæ, helt tavs. Afventede en form for signal på at der var klar bane.

Hun ville hjem og det kunne ikke gå hurtigt nok. Hendes selvfede smil var forsvundet, hendes hår sad af helvede til og hun var træt. Hendes lille spinkle krop var knapt nok dækket af den sorte latex kjole hun havde valgt at tage på efter det show hun lige havde performet. Lyden af en person som råbte et eller andet fik hende til at se sig omkring og opfangede kort en skikkelse i mørket, men besluttede sig ikke for at gøre mere ved det. Hun sukkede inden hun fortsatte dybere ind i natten. Hun havde fundet en genvej over til den forladte legeplads, hvor hun fik øje på 2 skikkelser, hvilket frembragte et svagt smil på hendes læber. Hvor kunne det dog være sjovt at skræmme dem fra vid og sans, ved bare at gå over legepladsen og lade hendes vampyr side tage over, eller påske skulle hun starte med at lokke manden i fordærv? Hun kunne ikke beslutte sig for hvad det skulle være, men hun valgte alligevel at krydse over.

Den milde vind greb fat i hendes hår og rodede det endnu mere, så nu lignede hun bare et offer for en voldtægt. Hendes hår var uglet, hendes makeup var tværet svagt ud og det gjorde det hele ret meget bedre. De fleste af de mænd hun havde passeret tidligere, troede hun var prostitueret, hvis hun var det ville hun nok ikke ligefrem være midt i byen og gå helt åbenlyst ude på gaderne.

Hun kom til det mere eller mindre falde færdige gyngestativ og så, så at de skikkelser hun før kun kunne se et svagt omrids af, rent faktisk var en mand og en kvinde som hun havde tænkt det ville være. Med et skævt smil på læberne begyndte hun at gå over mod personerne.

" Well good evening.. Wonderfull night wouldnt you say?" sagde hun med en svag accent af fransk. Hun så med et smil på dem, dog ikke så man kunne se hendes hjørnetænder, som var skarpere end normale menneskers, takke været hun havde vampyrblod i sine årer. Hun så sig kort omkring for at være sikker på der ikke var andre end de 3 og kunne ikke se andre, hvilket fik hende til at smile endnu mere. Hun vendte atter blikket mod parret. Kvinden så mere eller mindre skræmt ud over at en fremmed sådan snakkede til dem og sendte dem det smil, mens manden så ud til at være ligeglad. De svarede hende ikke. 

" So you're deaf? Hey i asked you something" sagde hun og så på dem med et lettere irriteret blik. Hun var ved at springe inden i, men hun måtte have bare en lille smugle selvkontrol. Hun gik helt op til manden og så ham i øjnene " So... What do you prefer? To see her get drained.. or that you get drained? Since.. Im pretty hungry and im lusting for something good tonight... So tell me... Which one is it!" sagde hun. Hendes øjne havde et svagt rødligt skær, hvilket var tegn på at hendes vampyr havde taget over... Og når det skete, var det som regel fordi hun var vred eller fordi hun skulle have blod, hvilket hun skulle nu. Hun så afventende på dem og forventede et svar.

"Okay. Jeg går ud først," fortalte Sofus kvinden, da hun havde rejst sig op, og han selv stod og var i færd med at knappe sine bukser. Han forsøgte ikke at kigge direkte på hende, men hendes lange blafrende øjenvipper formåede at trænge ham op i en uundgåelig krog - hans hjerne gispede, men han tvang et smil frem på læberne og lod sine charmerende farvelmødomsmilehullerne klare resten af arbejdet.
"Kan vi ses igen?" spurgte hun sukkersødt. Sofus trak fraværende på skuldrene, han havde ikke særlig meget lyst til at tænke på fremtiden, den havde han givet op på for længe siden. Fremtid? Kaldte hans hjerne af og til. Hvor bliver du af? Jeg har ventet på dig hele livet!
Han rakte ud mod toiletbåsens dørhåndtag, men fik sine handlinger afbrudt med en naiv latter og: "Du er da vel ikke gift?"
Han måtte anstrenge sig for ikke at forvandle sine øjne til to sorte, døde kugler. En pærevælling af skyld, stolthed og nedskudte drømme svømmede rundt i rødvinen i Sofus' mave. Jo, svarede hans hjerne. "Det er kompliceret" svarede hans læber og før samtalen blev for nærgående gravede han smilehullerne frem igen og nussede hende kækt på kinden som for at signalere, at de to nu bare havde en skæg leg kørende, hvilket der ikke var nogen skam i. I hvert fald ikke (helt), hvis man var Sofus - men det var der ikke mange, som var; Gud ske tak og lov for det.
Han åbnede døren og sneg sig ud på barens toilet. Så snart han havde lukket døren til bag sig, skyndte han sig så hurtigt væk, at hans krop blev fyldt med så meget adrenalin, at han nær følte sig ædru, da han trådte ud i Terres natteluft.

Den næsten fulde måne havde frit spil denne nat. Himlen var glatbarberet, gadelygterne var næsten unødvendige i dens blege lys, der fik Sofus' tobak og spiritushærgede ansigt til at ligne en sørgmodig, lettere ondskabsfuld, maske af skiftevis skygger og ligbleg hud. Hans skridt var længere og hurtigere end sædvanligt. Selvom hans krop føltes tung, kunne man knapt høre, når hans sko trampede over Terres brosten. Det skyldtes alt sammen den tiltagende måne, skønne Luna, stærke Luna, den smukke dronning af natten - den forbandede møgkusse, som Sofus kaldte hende.
Han kiggede på sin telefon, men hvor der for tyve år siden havde været bekymrede beskeder fra Mari, var der intet nyt på den lille rektangulære skærm. Han havde planlagt at være hjemme inden midnat, men det var tilsyneladende ikke et mål, han kunne nå at indhente. Alligevel besluttede han sig for at skyde genvej gennem nogle beboelser for at komme hjem til rækkehuset i Logement. Han tændte en cigaret i natten og bevægede sig langsomt mod legepladsen.

Det var ikke ligefrem nemt for ham at holde sig i ro. Mundvandet blev ved med at øge sig selv, tvang ham til at risikere at lave en dryppende lyd, der uheldigvis kunne afsløre ham på sekundet. Hans runde øjne var fikserede på de to u-anende byttedyr, der med løftede næser fortalte om hver deres storhedsøjeblikke, der helt sikkert boostede deres i forvejen enorme selvsikkerhed.
Grins hånd gled på en lille gren, og stødte ned i jorden; han endte med at bide tænderne sammen for ikke at lave et tydeligt gisp i luften, der ville have ruineret det hele. Grin tog hånden til sig, pustede let på den, med en irriteret grimasse. Han skulle absolut lege spion, i forhold til normalt, i stedet for bare at gå til den med negle og latter.

Da han atter havde fundet sig til rette, var det besynderligt nok ikke den ekstra kvindes tilstedeværelse, der havde nået hans opmærksomhed først. En stærk sans hos Grin havde altid været lugtesansen, både før og efter sit skæbesvangre varulvebid, og den var kun blevet forstærket da hans natlige elskerinde, Månen, havde været så venlig at give ham masser af styrke trods sin menneskelige skal, der gemte på et grusomt bæst.
Det var en stank af alkohol, kropslige væsker og rådne tekstiler. Han tog sig til næsen, gnubbede den let, og tog så endnu en dyb vejrtrækning igennem munden, og pustede ud via næseborene. Nu havde enkelte partikler fra den ukendte kvinde, der bød de to teatralske mennesker godaften, fanget sig i hans hukommelse. Mudder, der havde skjult det en smule, men ikke nok for denne gang. Der var duften af dødt græs, størknet blod af mange forskellige typer og den bitre, slet skjulte aroma kadavre ofte gav fra sig. Hans tanker faldt over på at kvindemennesket, der nu udspurgte dem om deres hørelse, muligvis var vampyr. Hun mindede i det mindste om en med sin blege hud, og den duft, han kendte alt for godt. Blod, indvolde og dødt flæsk. I hans tilfælde slog hans gæt aldrig fejl, på et punkt som dét.

Den ubehagelige alkoholiserende strøm af partikler blev konstant gnubbet væk af Grins fingre, der snart ville gøre huden på hans næse rød og irritabel, hvis de gentagende bevægelser ikke snart blev stoppet. Og det gjorde de da også, så snart vampyrtøsen begyndte at snakke om de to mennesker, som hendes bytte. Han gjorde store øjne, større end normalt altså, og smilte selvom han ikke var glad. Dette latterlige væsen, så umådeligt svagt det meste af dagen, prøvede at frarøve ham det sjove ved jagten. Det interessante ved opsprættelsen. Det delikate ved indhaleringen af fedtet lunser af hud, hår, sener, kød, nervebaner og rødt væske. Nu var det simpelthen nok!


Han sprang frem, på alle fire, og landede i det åbne, med bøjede knæ, sandet der hævede sig som en sky omkring hans skofrie fødder, og armene, der svang afslappet med bølgende bevægelser fra side til side. De brune øjne skinnede af nyfunden energi. De sortplettede, rådgule, trekantsformede tænder snappede efter hinanden flere gange med en nærmest klikkende, gusten lyd. Langsomt, rytmisk, balanceret kom den ene snappen efter den anden. Stemmen fra hans vibrerende adamsæble var dyb, og alligevel formåede den at fremstille en lys undertone. Som om den var blevet brugt lidt for meget på alt, alt for kort tid.
”I choose you!”


Med en ærmeløs hånd pegede han med fingeren imod vampyrdamen, stadigt snappende og lige så stirrende som før, imens han halv-klukkede over sin pokémon-reference. Han havde spist børn nok i sit liv til at have hørt om nogle af de spil, der blev brugt i de moderne hjem.

Hun kunne stadig høre noget, et dyr, eller et væsen der stod og holdt øje med hende.. Eller med dem. Hun vendte sig om og lod parret gå, nu var der ikke nogen aftensmad til hende... Med mindre at væsenet i busken var et af de væsner hun kunne sætte tænderne i... Smage den røde væske som løb i væsenets årer. Hun hørte parret stak af, men gjorde ikke yderligere noget ved det. Jo, ganske vidst så hun efter dem med et opgivende blik inden hun igen rettede blikket mod busken. 

Hun måtte indrømme da det væsen hoppede ud af busken og over mod hende, tog hun nogle skridt tilbage, men hvad skulle den pokemon reference gøre godt for? Hun så på væsenet og hun kunne mærke lysten til at bore tænderne i halsen på væsenet... Den var underligt, eftersom det var normalt for hende at hendes lyst var evig. Hun rettede sig op, så ned på væsenet med et nedgørende blik " Really now? Hahaha i would like to see you try" sagde hun og hævede et øjenbryn. At det væsen havde valgt hende, hvad betød det? Hun ville sikkert finde ud af det før eller siden.

Væsenet var anderledes i forhold til andet hun havde set... Ikke nok med det var gået op for hende at væsenet var varulv... Hun gøs over hele kroppen bare i tanken om hun havde overvejet at ville bore tænderne i kroppen på dette væsen.. Hun lod en hånd glide gennem det tofarvede hår inden hun himlede med øjnene og vendte sig om for at gå, men der var noget over den varulv.. Noget der fik hende til at blive usikker på om det overhovedet var en god idé at være her... Men det var også grunden til hun havde vendt sig om og begyndte at gå.

//Det bliver lige lidt kort på handling, da jeg ikke regner med at Sofus skal spille en aaalt for stor rolle i dette emne, sådan som det udspiller sig //

"Hey du," hilste Sofus og ventede på at Severin reagerede i den anden ende af telefonforbindelsen.
- "Godaften..." svarede Severin træt og et tydelig suk blev draget, man kunne nærmest høre, hvordan lungerne klemmede sig helt sammen for at få alt luften ud.
"Hva så?"
- "Hv... hva så? Hvad fanden mener du? Du ringede... Hva så? Hvad sker der?"
"Jeg ville bare ringe."
- "Vil du komme forbi og lægge min manicure, din lille kusse?"
"Med glæde. Hvordan har Yasmin det?"
- "Hun sover..."
"Oh.. selvfølgelig. Har du hørt fra Martha?"
- "Nej."
Sofus tav i et øjeblik og brugte stilheden til at tage et par dybe 70'er sug af sin cigaret, så den næsten blev halveret.
"Sofus?"
- "Ja?"
"Hvorfor ringer du?"
Han trak på skuldrene, men det kunne Severin selvfølgelig ikke vide, så han tøvede med sit svar: "Det er snart fuldmåne."
- "Ja. Er det pludselig et problem?"
"Aldrig. Gør det ondt?"
- "Sofus for helvede - Hvad? Om det gør ondt? Du ved sgu da, hvordan det føles."
"Jeg mener, er det begyndt at gøre ondt på dig... du ved... i din alder."
- "I min alder? Tjo... nej altså... nogengange?"
"Nogengange?"
- "Jeg ved det ikke, for helvede man! Altså når jeg astrenger mig for meget... hvis jeg slås!"
"Oh..."
- "Hvad?"
"Jeg kan ikke trække vejret."
- "Hvad?"
"Jeg kan ikke trække vejret. Det gør ondt i lungerne. Nej, hele mit torso. Jeg bliver revet i stykker på en anderledes måde. Det sker ikke for dig?"
- "Nej."
"Oh..."
- "Har du været hos lægen?"
"Nej."
- "Gå til lægen."
"Nej."
- "Hvorfor ikke?"
"Jeg gav han en skalle sidste gang, husker du nok..."
- "Det husker jeg ikke. Hvorfor falde nikkede du ham en skalle?"
"Jeg... han stak et rør op i pikken på mig, Severin."
- "Han stak et rør op i pikken på dig?"
"Jeg var ikke forberedt!"
De to mænd var tavse i telefonen, det var pludselig gået op for dem begge, at deres samtale havde taget en ubehagelig drejning.
"Godnat Sofus..."
- "Severin?"
"Ja?"
- "Jeg kommer nok ikke ind i morgen..."
"Ligegyldigt. Vi lukker biksen. Bare rolig. Hvor er du?"
- "Udenfor..." svarede Sofus desorienteret og gav sig til at flakke blikket rundt på de nærmeste vejskilte. Han befandt sig en gade eller to fra legepladsen, hvilket måtte være et kvarters tid fra sit rækkehus. "Snart hjemme."
- "Hvor har du været?"
"Bare udenfor..."
- "Hvor er Mari?"
"Bare hjemme..."
- "Godnat Sofus."
"Godnat."

//Vi må da finde en måde at bringe Sofus mere ind i emnets handling~ Vil da ikke miste en awesome skrivemate allerede owo//

Først nakken. Håret fulgte efter. Så bøjede kroppen sig. Armen fulgte efter. Trøjen faldt langsomt ned, det ene ben fulgte med. Og med få bevægelser var det lykkedes Grin at stå på hænder, stadig med fronten imod tøsebarnet, men uden at være mentalt tilstede. Han ignorerede faktisk hendes svar fuldkommen, som havde det været sang for døve ører. Hans øjne stod åbne, fuldkommen, og de to sorte pupiller mindede ikke om mere end et par små blækprikker.
Da han prøvede på at snakke, var stemmen meget skiftenden i volume og dybde, alt efter om han trak vejret ind eller ud, om han stod helt stille eller prøvede på at genskabe balance, og hvor lange sætningerne var. Normalt ville det lyde ret komisk, hvis man ikke medregnede situationen og omgivelsernes betydning.

"Uuuuuooooooh! Spicy~"

Han valgte at danse lidt rundt, hoppede op en gang imellem for at lade hænderne placere sig anderledes, fører ham rundt i virvlende, balancetruede cirkler. End imellem var der plads til lidt blær, og han ville stå på én hånd, men højest i et par sekunder. Det mindede måske lidt om en opførselsdans, der skulle imponere hunkønnet nok til at hun ville lade sine beskyttende klæder falde af. Selvom det slet ikke var tanken bag dansen - der var nemlig ingen.

"For the safety.. Guh.. Of our country, I ask you.. Hah!.. To marry me~"

Der var absolut ingen grund til denne forespørgsel. Udover forventningen over at se forskrækkelsen - og afskyen - i kvindens ansigt, smøre sig selv på som et tykt lag nutella på et ristet stykke brød. Og at, da han spurgte, bevægelsen han lavede til at komme op at stå igen som før med et hop og rul, blev en tand sejere med spørgsmålet i baggrunden.
Hans hår var fuldkommen filtret, noget stod nærmest oppe i luften, og det dulmede ikke ligefrem hans i forvejen syge udseende, med de sorte rande under øjnene, den gyseligt ligblege hud, med grå highligts og fingernegle, der næsten var mørkere end håret, hvilket i sig selv var noget af en bedrift.

"Mmmmhhhmmm.. Something dirty, oh so dirty, is coming to town!"

Grin lod atter hovedet falde med kinden næsten helt imod den ene skulder, da han stirrede på noget, bag kvindens ryg. Han var egentlig ret ligeglad med hvordan hun reagerede, efter de første par sekunder af rene følelser. Hvis en død chick som hende da havde nogle. Men der var sandhed i hans ord; en skarp blanding af ugidelige lugte kom som en hørm, især denne nat, hvor sanserne var topslebne og af fineste kvalitet. Hvis man da var af varulv.

//Undskyld at svaret ikke har mere indhold.. xD Prøver at gøre det bedre næste gang darlings~//