Let it rain..

T: Lige omkring kl 21:00
O: Træer..
S: Skoven.
V: Har lige regnet voldsomt, men er nu skyfrit.

Raven havde gået gennem byen, og var nu havnet her i skoven. Endnu en gang. det virkede næsten som om at hendes ben var helt magnetiske. Hun havnede alt for tit her i skoven.
Hendes sorte langærmede trøje med den dybe udskæring, var fuldstændig gennemblødt. Hun havde meget hullede leggins på, samt et par militærlignende støvler, dog lidt mere feminine, da de er smallere. Uden platou denne aften. Hendes taske hang over den ene skulder, idet hun lod blikket glide omkring sig. hun nød at gå i mørket. Selvom regnen dog havde generet hende lidt. Hun kunne også bare gå hjem, men det var hun ikke rigtigt i humør til.
Det lange ildrøde hår hang denne aften løst, og var også stadig en kende vådt efter gåturen gennem byen, da det havde regnet. Stille satte hun sig på en sten, og smed sin taske på jorden. Hun sukkede dybt og mærkede den velkendte duft af vådt træ. Det gjorde hende helt afslappet at sidde der. Normalt kunne hun ikke li at sidde udenfor når det havde regnet, men efter hun havde fundet skoven, virkede det altsammen meget mere rart.
Stille sukkede hun, og bed sig svagt i læben. Tændte langsomt en smøg og tog et sug af den.

Det havde været endnu en regnvejrsdag i Terre. Det havde vist regnet det meste af aftenen, men det var da i det mindste slut for nu. Da regnen kom frem, havde Manda besluttet sig for at blive siddende ved træet indtil det holdt op. Der var ikk nok blade til at dække ham for al regnen, men da den sidste dråbe ramte ham og han hørte regnen var stilnet. Åbnede han sine øjne, det gule øje skinnede en smule for at vænne sig til lyset, og det sorte var roligt og mildt. Han kiggede sig omkring, lyden af dyr begyndte igen at komme frem, og han smilede kejtet.
Han hoppede ned fra træet og landede hårdt på benene, men uden at det så ud til at påvirke hans landing. Den hvide tank trøje og de sorte jeans blev mere tydelige da han kom ned fra træet, og han kiggede sig omkring endnu engang. Han kiggede i en bestemt retning, hvor han svagt kunne ane en rødhåret kvinde. Han grinede let over at se hendes mundering, gennemblødt og også let påklædt. Selvfølgelig, en smøg som var prikken over i'et. Han begyndte at sætte rolige skridt mod hende.
Han var bag hende, da han endelig nåede hen til hende. Han prøvede ikk at skjule sig for hende, da han fik lugten af dæmon og aspara da han kom tæt nok på. Han lænede sig lidt frem og tog hendes smøg hurtigt fra hende. Han grinede drillende, "Ved du ikk at rygning ikk er sundt for dig?" sagde han og gav hende skam-dig-pegefingeren.

//Går desværre i seng, er helt smadret :x

Raven hørte godt skridtene da de kom imod hende. Selvom de var yderst lave, kunne hun fornemme det i jorden. Hun blev dog siddende. Hun følte sig ikke truet, og der skulle meget til at få hende til at fare op. Stille bed hun sig i læben, og sukkede kort for sig selv.
Da en fyr så dukkede op og tog hendes smøg, trak hun roligt på skuldrene. "Jeg kunne ikke være mere ligeglad" svarede hun og rejste sig. Hun samlede sin taske op fra jorden, og betragtede ham med et tænkende blik. Varulv mons tro.. Det ville hun næsten gå ud fra. Det duftede han også mest som,. Men derfor behøvede hun jo ikke blive helt mærkelig over det. Det generede hende ikke. Det eneste der generede hende, var at han kom ud af det blå, og tog hendes smøg uden så meget som et hej.
Tænkende så hun ham bedre an, efter at være gået lidt væk. Hun lod hænderne glide ned i sine lommer, og lod hovedet glide en anelse på skrå. "Det ikke så pænt at komme uden at sige hej eller noget som helst." sagde hun tænkende. de isblå øjne glimtede roligt imod ham. Det var egentlig en mærkelig ide at få. At gå hen til en person uden at sige noget som helst, også bare lige komme med en lille prædiken.
"Ved du ikke at, det er farligt at genere folk på den måde?" spurgte hun roligt, og strakte sig en kende igen.

Han kiggede roligt på hende, hun så vist også ud til at være den rebelske type. Der skulle ihvertfald altid ske noget, ellers ville det være alt for kedeligt. Han sukkede over hendes svar og rakte hendes smøg tilbage til hende, "Det burde du nu ikk, det er altid bedre ikk at ryge." sagde han roligt. Han aede hende blidt på hovedet og kiggede observerende på hende. Hun vakte hans nysgerrighed, da han sjældent stødte ind i nogen der mindede om hende. Han var ikk den uskyldige lille dreng, men han mødte nok aldrig nogen som var hullede i tøjet, røg og satte sig i den tone hun havde.
Han grinte let og tog sin hånd til sig, han rakte den lidt senere mod hende i et håndtryk. "Jeg beklager da hvis jeg har været uhøflig." sagde han roligt og ville vente med at præsentere sig til at hun tog imod hans hånd. Han måtte vel lige skylde hende en lille høflighed ovenpå det før. Hvis hun gav ham hånden, tog han mildt ved hendes fingerspidser og trak hendes hånd lidt op. Han bukkede hovedet og kyssede hendes knoer, "Jeg hedder Manda, og hvad med dem frøken?" smilede han uskyldigt og lod hende tage sin hånd til sig hvis hun ikk ville have han holdt den på den måde.
Han trak på skuldrene og tænkte sig lidt om. "Den høre jeg faktisk meget tit..." mumlede han og gned hagen en smule. Han kiggede på hende, "Men normalt, så siger man mere end man mener. Fordi høre den tit, men der er ikk rigtig nogen der sådan genere tilbage eller noget." han trak på skuldrene.

Raven betragtede ham med en hvis kølighed i blikket. Det var ikke som sådan fordi hun var vred, for det blev hun sjældent. Men hun kunne sagtens blive irriteret over folk, og det var nok mest det hun egentlig var lige nu.
"Neij måske ikke.. Men jeg har ikke i sinde at stoppe lige med det samme" svarede hun roligt, og satte sig langsomt igen på den sten hun havde siddet på, før han var kommet hen til hende. Han var nu alligevel lidt modig. Det fascinerede hende faktisk, det var ikke alle der uden videre ville håbe på det bedste og gå hen til en de ikke kender, for så at gøre som han lige havde gjort. Det var alligevel ikke noget hun nogensinde havde oplevet før, så det forundrede hende en smule.
Da han rakte sin hånd mod hende, tog hun den langsomt og så ham stadig i øjnene. "Det var faktisk uhøfligt." svarede hun ham. Hun blev dog en smule forvirret da han kyssede hendes knoer, det havde hun da slet ikke oplevet før. Det slog hende lidt ud af fokus faktisk. "Raven.. Mit navn er Raven" svarede hun på hans præsentation og gav ham et ganske svagt smil. Inden hun slap hans hånd.
Tænkende betragtede hun ham og tog et sug af sin smøg, da han havde givet hende den igen. Hun pustede røgen ud så den kom væk fra ham. "Man kan genere på mange måder.. jeg kunne sagtens genere dig, men sådan er jeg bare ikke. medmindre du irritere mig. Så kan jeg godt blive sådan" svarede hun og slukkede tænkende sin cigaret mod bunden af sin sko, inden hun smed skoddet i tasken. "For eksempel" sagde hun let og prikkede ham på armen. Dette ville gøre at hans arm blev helt bedøvet som en del af hendes evne. Hun kunne godt bedøve ham helt ved at gøre det ved hans hoved, men nu var det jo kun et eksempel. Som hun sagtens kunne ophæve igen, når han ville have det.

Han smilede bredt over hendes udtryk, det gjorde ham næsten helt tilpas. Hun var en af dem som var nemmere at genere, hvilket var den knap han aldrig burde vide. Han elskede at drille folk som var nemme at irritere, en dårlig vane, men hvad skulle han gøre? Det var jo så nemt trods alt.
Han trak på skuldrene, "Hvem ved, måske får jeg dig til det!" sagde han bestemt og kiggede roligt på hende, mens hun valgte at sætte sig tilbage på stenen som hun havde fundet før. Han bøjede sine knæ og havde hænderne på sine knæ med spredte ben. Han kiggede uskyldigt på hende, "Jeg beklager da meget min uhøflighed, skal nok forsøge at styre det noget mere." smilede han glad til hende. Han kiggede undrende på hendes udtryk da han havde kysset hendes knoer, havde hun aldrig oplevet det? Hun så ihvertfald forvirret ud. Han grinede en smule og aede hende igen på hovedet. "Det var et meget pænt navn, Raven." Han fik sin hånd til sig efter at have aet hende i lidt tid. Han begyndte så småt at overveje hendes alder, da hun virkede til slet ikk at være vant til den måde han opførte sig på. Hun kunne allermindst være 16 år, men så også højest 18-19 år. Stilen satte hende på at umuligt at kunne være 20. Men så igen, der fandtes mange stile og aldre... Han gned sin nakke imens han tænkte over hendes alder.
Han blev lidt taknemmelig over at hun valgte ikk at puste ham direkte i hovedet, han synes sådan noget var lidt upassende, selvom han intet havde imod røg på den måde. Nogle mente så det på en måde kunne være sexet hvis man gjorde det på en bestemt måde, dog var det ikk tilfældet for ham. Han fik et meget nysgerrig blik da hun snakkede om at hun også kunne genere ham. Der skulle meget til at genere ham. Han kiggede overrasket på sin arm, den blev pludselig rimelig slap i det. Han grinede en smule, "Ej hvor sejt! Er det din evne?" smilede han. Han begyndte at svinge sin bedøvede arm med den anden og legede lidt med det. Han fandt følelsen i sin bedøvede arm utrolig sjov.

Raven smilte roligt for sig selv, og strakte sig en anelse. Tænkende bed hun sig i læben. Hun lod en bleg hånd glide igennem det ildrøde hår, inden hun rejste sig og smilte lidt for sig selv. Det virkede lidt som om at han faktisk syntes det var en sjov evne hun havde. Og som han stod der og svingede med sin arm, kunne hun godt se det sjove i det. Den evne kunne sagtens være sjov, men den kunne også bruges til nogle ting der var mere onde. Det havde hun da gjort.
De blå øjne hvilede legende på ham, og et svagt smil kom frem. Hun kunne godt li at han virkede ganske glad. Det var da altid noget at han ikke længere prøvede at lære hende at hendes vane med at ryge var slem. Når alt kom til alt, generede det hende ikke at han sagde det, men hun hørte det så tit. Så sætningen generede hende meget voldsomt.
"Tark.. det høre jeg ikke så tit.." smilte hun ganske svagt. Hun var ikke vant til at folk var sådan overfor hende. Så høflige.. Og det forvirrede hende virkelig meget. Tænkende strøg hun hånden gennem sit hår, og så på ham. Let prikkede hun til hans arm og fjernede dermed bedøvelsen fra hans arm. Der var ingen grund til at han skulle gå sådan. Det ville også blive lidt trist i længden. Egentlig havde hun ingen ide om hvor længe hendes evne holdt, hvor længe vedkommende ville være bedøvet, men hun vidste at der kunne gå 10 timer i hvert fald. Det var det længste hun havde holdt en under bedøvelse. Og han havde ikke overlevet det.
"Jaa det er en evne jeg har.. Jeg kan både det, også kan jeg frembringe smerte også.. Men det vil du ikk opleve er jeg sikker på, Hvor bor du henne?" spurgte hun tænkende, og lod hænderne glide ned i sine lommer. Hun stod lidt og så tænkende på ham med sin taske over skulderen.

Han kiggede på hendes hår, det havde faktisk en utrolig flot glød. Men var det mon ægte? Han så ikk tit så rødt noget hår, men det så egentlig også meget naturligt ud, så måske var det en knaldgod farver der havde lavet det til hende? Han kiggede lidt på hendes hovedbund, så godt han nu kunne, men han kunne ikk rigtigt se om hvad det var. Han smilede lettere uskyldigt, "Ehm... Ikk for noget, men er det din naturlige hårfarve? Det ser ægte ud, men ser bare ikk sådan hår med så rød en farve." spurgte han uden at prøve at lyde til at ville fornærme hende. Han kendte nogle kvinder, som var meget nemme at fornærme ved at spørge om farven var ægte eller farvet. Eller alt muligt andet. Ikk lige hans stærke side.
Han kiggede på hende med et meget glad udtryk, han svingede lidt med kroppen, da han stadig fandt det utrolig sjovt at lege med den slappe arm. Han blev rimelig overrasket over hendes svar, "Virkelig, jamen det er jo et unikt navn!" sagde han bestemt. Han tænkte lidt, "Medmindre man tager dig for en krage, det ville jo selvfølgelig ikk være så godt..." mumlede han for sig selv og kiggede tænkende ned i jorden. Han trak på skuldrene, "Men det passer helt fint til dig, som i at det virker som et stærkt og robust navn." nikkede han. Da hun igen prikkede til hans arm sukkede han let, det var ellers sjovt nok så længe det varede. Men det kunne jo også blive ret irriterende i længden at have en ubrugelig arm. Han lavede nogle små bevægelser med armen, så han lige kunne vænne sig til at kunne mærke den igen. "Hvad er det egentlig for en evne?" spurgte han med et nysgerrigt blik. Han havde ikk set sådan en evne før.
Han trak på skuldrene, "Altså smerte er ikk sjovt, men man kan vel sige jeg er vant til den slags." Han kløede sig i nakken hvorefter han holdt ved sin nakke og havde armen nede. Han kiggede overrasket på hende, han grinede drillende. "Du har vist travlt?" smilede han lumsk og klappede hende blidt på kinden. Han pegede derefter imod byen, "I nærheden af skoven, dog lidt længere inde imod byen." smilede han. Han kiggede på hendes hænder som fandt lommerne og rakte sine hænder, "Fryser du dine hænder?"

Raven så tænkende ind i hans øjne, da han virkede til at fundere over noget. Egentlig ragede det jo overhovedet ikke hende hvad han tænkte på, og måske netop derfor valgte hun ikke at spørge ind til det. Selvom nysgerrigheden var svær at stå imod. Det lå bare til hende at være nysgerrig. Nogle gange også farligt nysgerrig. Det kunne sagtens ende i problemer når hun blev for nysgerrig. Pludselig brød han tavsheden, og stilte spørgsmålet der svarede hende på hendes nysgerrighed. Et svagt grin slap fra hendes læber. "Ja den er ægte.. Det kan jeg love dig, det eneste jeg nogensinde har farvet ved det, har været at gøre noget af det sort. Men den meget røde farve er min egen.. " svarede hun smilende og lod hovedet glide kort på skrå.
Som han stod der og svingede med armen, kunne hun ikke undgå at blive i en smule godt humør. Det var egentlig sjældent hun følte sig i godt humør. Men han var jo ganske godt selskab, og derfor generede det hende ikke. Da han komplimenterede hendes navn, smilte hun lidt. "Sys du? kan du så li det?" spurgte hun tænkende og lod blikket hvile på ham. De isblå øjne glimtede let, da han drillede hende lidt med hendes navn. "Jeg vælger at tage det sidste som en kompliment" svarede hun let.
Hun sparkede lidt til noget jord med den ene fod, og bed sig lidt i læben. Hans spørgsmål vedrørende hvad navnet på hendes evne var, fik hende til at smile lidt. "Navnet på evnen er painfull paralyze" svarede hun ham mildt, og lod kort blikket glide omkring dem.
Let rystede hun på hovedet af ham. "Ej jeg har ikke travlt, jeg er bare nysgerrig.. Det ikk så tit jeg møder folk her, så tænkte du boede i nærheden, og det havde jeg jo lidt ret i" svarede hun og blinkede drilsk til ham, inden hun så ned i jorden.
Fingrene gled langsomt igennem det røde hår der efterhånden var trist. Forsigtigt så hun hen mod ham. Gad vide om han overhovedet var så venlig som hun gik her og troede.. eller om det i virkeligheden dækkede over at han var farlig. På den ene side, troede hun ikke at han ville gøre hende noget, men på den anden side, vidste hun ikke helt om hun turde slappe af omkring ham. "Jaa mine hænder er en smule kolde.." mumlede hun let og så på ham.

Han kiggede på hende, han blev overrasket over den positive reaktion over hans spørgsmål. Det var da kun godt at hun ikk ville til at blive tøsefornærmet over at han spurgte til hårfarven. Han nikkede da hun havde svaret, det ville nok også se godt ud hvis der havde været den sorte farve i, men kun det røde så faktisk meget godt ud alene. "Det tænkte jeg også nok, men man kan jo heller aldrig vide alting." smilede han. Han tog blidt fat i en lille lok af hendes hår. Det føltes heller ikk til at have været farvet, hun havde vist behandlet sit hår rimelig godt. Han tog hånden til sig igen, og lod lidt som om han aldrig havde taget fat i noget af det.
Han kiggede på hende og grinede let, han stoppede med at svinge med kroppen. Det så vist nok egentlig ret mærkeligt ud at han bare stod der og svingede med sin halvdøde arm. Han nikkede som svar, "Selvfølgelig kan jeg li det navn! Det er et godt navn, og det giver en vis form for god styrke til navnet at det så passer til dig." smilede han. Han ville ikk sige han vidste om navnet betød styrke, eller viljestærk. Men han følte lidt at det kunne føres hen til noget der gjorde personen stærk af person. Han grinede og aede hende på hovedet. "Det skal du skam også."
Navnet på hendes evne overraskede ham, men det var fordi han ikk havde prøvet den side der var smertefuld. Hun sagde selv hun kunne få det til at gøre ulideligt ondt, og eftersom en bedøvet arm også kunne fungere som paralysering, passede det meget godt. "Bare jeg bliver fri for den smertefulde del, ville jeg sætte stor pris på det!" sagde han bestemt.
Han grinede, "Nej, jeg driller dig også bare, og hvis du en dag er i nærheden kan du jo også bare komme på besøg, hvis du keder dig." sagde han roligt og trak på skuldrene. Han havde intet imod at få selskab eller gæster, det værste ville være hvis de også skulle spise der. Fordi hvad kunne de li, og hvad kunne de ikk li.
Han kiggede på hende, han nikkede let og tog blidt hendes hænder. Hans hænder var utrolig varme, selvom hans tøj kunne få det til at ligne han ville fryse mere end andre. Så havde han det egentlig helt fint. Han gnubede hendes hænder med sine tommelfingre og holdt dem stadig. "Det må vi jo få lavet om på, går da ikk du fryser." sagde han roligt og smilede glad.

Egentlig virkede han kort overrasket over hendes svar. Mon det var fordi at hun havde svaret roligt på hans spørgsmål? hun havde da hørt at piger ret nemt blev virkelig fornærmet over nogle spørgsmål, men det gjorde hun normalt ikke. Hun blev kun fornærmet hvis der virkelig var en grund, og sandt at sige ville hun hellere have at man spurgte, istedet for at gå og finde på alt muligt andet. "Neij det er også helt okay, jeg har ikke noget imod at man spørger om sådan noget" svarede hun let og trak blidt på skuldrene. Hun lod ham tage fat i noget af sit hår, og smilte bare lidt tænkende for sig selv over ham.
Raven så smilende på ham, inden hun strøg en tot hår om bag sit øre. Hun var egentlig okay glad for at snakke med ham. Da han snakkede om hendes navn, trak hun en anelse på skuldrene. "Jeg er glad for du kan li det så.. Og at du sys der ligger styrke i det, den styrke har jeg forhåbentlig også" smilte hun drilsk inden hun kort så mod enden af skoven. Hun burde nok gå hjem.. for hun frøs faktisk ret meget.
Han virkede ganske spændende, og han var da ikke ligefrem stukket af. Måske var det ganske sundt for hende at more sig lidt af og til, det skete jo ikke så tit mere, så hvorfor ikke bare nyde det mens det var. Hans svar på navnet af hendes evne, fik hende til at grine en smule. "Så du vil helst undvære den del? ah så måske for nu.. jeg kan vel godt lade dig slippe" svarede hun drilsk. Hun nikkede dog kort efter til ham. "Bare rolig.. jeg har ikke tænkt mig at gøre dig noget" sagde hun mildt og lod blikket hvile på ham.
Hans forslag om at hun jo bare kunne kigge forbi hvis hun var i nærheden, fik hende til at smile lidt. "Det skal du ikk regne med.. jeg er bange for jeg ikke ligefrem er godt selskab" sagde hun let og så ham i øjnene.
Stille skrabbede hun med foden i jorden, og var for en stund stille. Hun kunne jo egentlig godt li at snakke med ham. Kort efter mærkede hun hans hænder om sine, og smilte da det var dejligt varmt. "Jeg burde nok også komme hjem efterhånden, du kan gå med hvis du vil?" spurgte hun let.

Han smilede let, han grinede en smule over hendes svar. Hun fik det til at lyde lidt som om det var åndssvagt, hvis man blev fornærmet over sådanne spørgsmål. Dog fandtes der vel nogen der tænkte om man synes det så grimt eller fake ud. Han trak på skuldrene og grinede en smule, "Så jeg kan spørge dig om lige hvad jeg vil, uden frygt for at du bliver fornærmet?" spurgte han drillende og havde et lumsk smil på læberne. Hun ville måske fortryde lidt at sige ja hvis det var, han havde nemlig lige fået et sjovt spørgsmål på hovedet. Han ville helt klart stille hende det, hvis at hun sagde ja til det.
Da hun snakkede lidt om hans svar, begyndte han at tænke sig lidt om. Han gned sin kæbe og kiggede på hende med et hævet øjenbryn. "Er squ ikk helt sikker på om du har den styrke..." mumlede han drillende og lod som om at han lige skulle tænke over om hun havde det. Han nikkede let, "Vi kan da lige tage en armlægning om det?" Han rystede let på hovedet, som i at han slet ikk mente det. Han aede hende igen på hovedet, "jo du har så, du virker ihvertfald til ikk at vil være afhængig af hvad andre mener." smilede han.
Han nikkede ivrigt da hun snakkede, han bukkede hovedet og klappede hænderne sammen foran sig som i en bedene måde. "Jeg takker dig, du almægtige Raven for din gavmildhed." smilede han og kiggede op på hende igen. Han hvilede sine hænder på sine knæ igen og grinede en smule. Han fik et kejtet smil og rejste sig en smule, så han var højere oppe end hende. Han tog blidt fat ved hendes kæbe og fik hende til at kigge op mod ham, så hendes hoved var næsten helt tilbage. "Måske kan jeg ikk love det samme." smilede han let og hans gule øje gav et skær fra sig. Han slap hende igen og grinede drillende. Hun var sjov at lave lidt grin med.
Han rynkede brynene, ikk et godt selskab? Hvorfor mon hun mente det? Han rystede på hovedet, "Det passer ikk, du er meget godt selskab. Jeg ser ihvertfald ingenting ved dig endnu, som gør dig til dårligt selskab!" Han prøvede at virke meget bestemt, så hun måske ville fjerne den tanke fra hendes hoved.
Han kiggede opgivende på hende, hun virkede faktisk genert på en eller anden måde. Det var måske ikk noget hun var tit, men hvis hun ikk vidste hvad hun skulle sige eller gøre. Var det som om at hun fik en tavshed og intet gjorde. Han smilede let, "Jeg kan da godt gå med dig. Men du behøver ikk føle det er noget du skal, fordi vi står og snakker lige nu."

Raven virkede lidt usikker omkring ham. Hun var ikke vant til at være specielt glad, og slet ikke til at nogle var venlige mod hende. Men hun kunne jo egentlig godt li det, så derfor måtte det være noget der var okay nok. Let strøg hun hånden gennem sit røde hår. Blikket hvilede stadig på ham, som om hun prøvede at finde ud af om han bare legede med hende, eller om han bare var venlig af natur. Da hun ikke kunne se nogen grund til at han ville gøre hende ondt, smilte hun bare lidt.
"Ah det ved jeg ikk.. noget kan du sikkert godt finde på så jeg bliver fornærmet, men du kan da prøve" drillede hun smilende, og klappede ham kort på kinden. Let trak hun på skuldrene. Det skulle ikke undre hende hvis han fandt på et eller andet mærkeligt at spørge om, bare for at prøve at fornærme hende.
Hans svar fik hende til at grine. En mild og blid latter. "Åh virkelig? så det mener du ikke jeg har? jeg kan da godt lige tæve dig hvis det var" smilte hun drilsk og tog fat i hans trøje. Let tyggede hun sig i læben, og lod hovedet glide en anelse på skrå, inden hun kort efter slap ham. Det var egentlig meget hyggeligt at snakke med ham, han virkede meget nede på jordne. Heldigvis da. Hun gad ikk de der arrogante typer.
Hans hånd om hendes kæbe, der fik hendes blik til at glide mod ham, fik hende til at smile kort. "Åh virkelig? hvad vil du så gøre ved mig?" hviskede hun legende, og grinte lidt. Efter han havde sluppet hende, rettede hun lidt på sin trøje, inden hun så på ham igen.
"Jeg takker for de søde ord.. Du er også godt selskab hvis jeg må sige det" sagde hun mildt. Hænderne fandt plads i lommerne på hendes jakke igen, mens hun så frem for sig. Hun kunne godt forstå at, han troede det var fordi hun følte sig tvunget til at tage ham med, men sandheden var en helt anden. Hun kunne godt li hans selskab, og at han virkede så nede på jorden. "Bare rolig.. jeg spørger om du vil med, fordi jeg har lyst til at snakke mere med dig.. det også fryser jeg noget så forfærdeligt" smilte hun opgivende.

Han kiggede undrende på hende, hun havde sådan et tænkende, eller rettere mistroisk blik. Det hvilede på ham, som om at han havde gjort et eller andet eller måske var ude på at gøre hende noget? Han forstod ikk helt hvorfor hun kiggede sådan, men så igen, hun virkede jo ikk vant til komplimenter eller noget som helst... Han kløede sig i nakken, det kunne være at eftersom han var venlig ved hende, troede hun måske han ville have noget af hende? Han grinede og rystede på hovedet, hun kunne jo bare sige noget hvis det var. Han smilede stille til hende og rystede på hovedet, "Nej tak, hvis jeg kan risikere at fornærme dig, vil jeg da bare hellere lade det være som det er." Han strakte sig en enkelt gang, "Jeg skulle nødig dumme mig uden egentlig at kende dig ordentlig endnu." sagde han roligt. Han skulle nødig gøre at hun måske ikk gad snakke med ham længere.
Han kiggede på hende og fik et lettere overlegens smil frem. Han vidste godt hun nok var stærkere end de fleste kvinder var, men han var forhåbentlig stærkere end hende. Han lod sine fingre skimte hendes kind og aede hende en smule, "Tro mig lille Raven, hvis man ikk måtte bruge evner, tror jeg ikk du ville klare mig. Selv hvis du brugte det, kunne jeg nok stadig klare dig." smilede han og gav tegn til at han havde et lille es i ærmet. Det kunne hun altid finde ud af senere. Hvis det var. "Men hvis jeg var rigtig uheldig, kunne det være jeg ikk havde energi nok til at klare dig." sagde han, for ikk at virke al for overlegen, da det kunne ske at hun var lige lidt stærkere end han troede.
Han smilede over hendes måde at lege med på hans sætning, han slikkede sig halvt om munden. "Ja det er jo ikk godt at vide..." grinede han let og nussede hendes kæbe en smule. Han havde nogle enkelte gange sin dyriske side fremme, dog i så lille en mængde at hans anden side ikk kom frem.
Han smilede let, "Det var da godt, ville være træls at hænge på et selskab, som man egentlig hellere ville være fri for var der." sagde han tænkende. Han kiggede roligt på hende, hun måtte virkelig fryse. Det var nu også forståeligt, da den tidligere regn havde haft ram på hende, sådan at hun var lidt koldere end andre, når luften også var det. Han smilede glad til hende over hendes sætning, "Jamen jeg vil hellere end gerne følge med så, at snakke det er jeg meget god til. Og det ville nok også være bedre for dig snart at få noget varm og tørt på inden du bliver forkølet." sagde han og aede hende på hovedet.

Raven så tænkende på ham, og lod blikket hvile sådan for en stund. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle stille op med sig selv. Hun blev så nemt usikker omkring ham, når han komplimenterede hende og var sød ved hende. Og måske var det derfor at han kiggede lidt mærkeligt på hende. Fordi at hun virkede skeptisk. Det var ikke noget hun gjorde med vilje, men hun var så usikker omkring det. Normalt hvis folk var venlige, ville de bare gerne have et eller andet fra hende, men det virkede ikke rigtigt som om at han var ligesom dem. han virkede ikke til at ville have noget fra hende. "Hey.. du må gerne prøve? jeg skal nok lade være med at blive fornærmet, det lover jeg" svarede hun forsigtigt og så lidt på ham. Han måtte virkelig tænke at, hun var mærkelig. Når hun reagerede på den måde, hun nu en gang gjorde. Men det var ikke for at være ond.
Fingrene gled tænkende gennem hendes hår. Han virkede heller ikke som om at han så hende som svag. Han virkede næsten til at han respekterede hende, og ikke var sådan et arrogant svin som mange mænd var, ligeså snart at der var en kvinde i nærheden. Stille smilte hun og trak på skuldrene. "Hvem ved.. måske kan jeg.. måske kan jeg ikke. Det behøver vi jo ikke at finde ud af." sagde hun mildt og lod blikket glide ned i jorden endnu en gang,. Hun var glad for at snakke sammen med ham.
Hvis ikke at hun vidste bedre, ville hun nok være glad for at han ville bruge sin tid med hende. Men hun var altid lidt usikker omkring mænd. Og især dem der var venlige. "Hør jeg vil ikke være ubehøvlet.. Men er du kun venlig overfor mig, fordi du gerne vil have noget?" mumlede hun stille og så en anelse opgivende på ham. Hun håbede ikke at han bare ville have sex. Håbede lidt at han var en bedre mand end det.
Et svagt smil blev sendt mod ham. Hun begyndte at gå sammen med ham tilbage mod sit hus, så lidt på ham mens de gik. "Jeg kan kun være enig med dig.. Men jeg kan godt li dit selskab" svarede hun smilende. Mon han tit kom her i skoven? eller mon det bare var et tilfælde. "Det er jeg da glad for, så kan du måske få noget varmt at drikke, medmindre du hellere vil have en kold øl" smilte hun blidt og bed sig en anelse i læben.

Han fik til sidst et opgivende udtryk over hende, hun var så fjollet. Han aede hendes kind blidt, "Hør, jeg er ikk ude på noget." sagde han roligt og kiggede hende i øjnene. Det kunne være at hvis han holdt direkte øjenkontakt, kunne hun også se om han talte sandt eller ej. Det var typisk for ham at kunne se om folk løj, ved at kigge dem i øjnene, dog var det heller ikk altid at han kunne se det. Han smilede let til hende og tog sin hånd til sig. Han gned sin nakke, "Hvis jeg var, ville jeg nok også have forsøgt for længst." sukkede han og lagde en hånd ved venstre tinding, hvor hans gule øje befandt sig. Han grinede over hendes måde at lyde, hun lød nærmest som at hun troede hun havde sagt noget forkert. Han trak på skuldrene, "Nej det er fint, jeg har intet imod ikk at spørge. Desuden er det mere end joke, end at det er seriøst." grinede han. Hun så virkelig ud til at tro hun havde gjort noget galt eller troede han var blevet tilbageholden nu.
Han kiggede roligt på hende, han tænkte sig nu stadig lidt godt om. Lød han måske for overlegen? Eller var det dumt at sige? Han sukkede lavt, han talte sjældent om at slås, men hun havde ret, intet behov for at finde ud af det. Han smilede og nikkede til hende som svar på hendes sætning, "Selvfølgelig, det er der da ingen grund til! Altså det er jo ikk sjovt at slås med sine venner." sagde han roligt.
Han blev meget overrasket over hendes spørgsmål, det var som om at det forklarede alting om hendes opførsel. Han havde det nu godt på fornemmelsen af at hun havde en idé om at han var ude på noget. Det var dog ikk sådan han havde tænkt sig det, overhovedet. Han kom til at grine en lille smule, "Undskyld men..." han grinede lidt mere. Før han endelig stoppede igen. "Det er bare en sjov måde at se venlighed fra en af andet køn..." smilede han og rystede på hovedet. "Hvis jeg ville have noget, havde jeg enten forsøgt for længst eller spurgt for længst." sagde han roligt og kiggede hende i øjnene for ikk at virke mistænkelig.
Han gik ved siden af hende og kløede sig lige lidt på ryggen. Han smilede glad til hende, "Jeg er skam også meget tilpas med dit selskab, det er meget hyggeligt!" sagde han. Han trak let på skuldrene, "Vil nok bare have noget vand, mig og alkohol..." han gav et dybt suk fra sig. "Vi er ikk såå super gode venner. Jeg er lidt svagdrikker hvad det angår, men det er fordi jeg har noget lidt specielt blod. Det kører meget hurtigt igennem, så derfor reagere jeg utrolig hurtigt og kraftigt på alkohol. Det burde så også gå hurtigt over, men det gør det IKKE!" sagde han hårdt med det sidste ord. Han synes selv det var underligt, men han måtte vel bare leve med at alkohol ikk var ham selvom han godt kunne drikke.

Raven så ham tænkende i øjnene. Han virkede lidt som om at hun var dum, men man kunne aldrig være for forsigtig i den her by. I det her århundrede faktisk. Og måske havde han det ikke på samme måde, fordi han var en fyr, men sådan var det bare for hende og for kvinder generelt. "Det er jo altid nemt at sige man ikke er ude på noget. Men jeg kender dig ikke.. og jeg ved ikke hvad du gør normalt. Om du er en sindssygt god løgner, eller om du taler sandt. Jeg er nød til at være forsigtig" sagde hun tænkende og trak lidt på skuldrene. "Du ville alligevel ikke få noget ud af det.. Jeg er ikk så god til andre mennesker" sagde hun stille og strakte sig tænkende. Det virkede stadig lidt mærkeligt at være sød ved en, hun overhovedet ikke kendte. En som sagtens kunne vende rundt, og myrde hende hvis han ville. Hun ville sikkert gøre modstand. Uden tvivl. Men derfor kunne han sagtens prøve. Hvem ved.. måske ville det lykkes ham, måske ikke.
På en eller anden måde virkede han meget arrogant, og det var hun ikke helt sikker på at hun brød sig om. Tøvende fortsatte hun med at gå, og så en anelse frem for sig. Hænderne gled ned i hendes lommer igen. Ikke fordi hun frøs som sådan, men fordi at det var en vane. Det var bare noget hun godt kunne li. "Det kommer da an på om de virkelig er venner, eller hvad de har gjort" svarede hun tænkende.
Raven stoppede op og så på ham da han begyndte at grine af hende. Grine af det hun havde sagt, når hun faktisk havde åbnet sig en smule for ham. Dette fik hende til at se køligt på ham. "Virkelig? er det virkelig det? det er da godt du kan se det morsomme i at åbne sig for en, også blive voldtaget, og derefter blive grinet af, af en som dig, når jeg endelig fortæller en anelse om mig selv." svarede hun koldt, og lod langsomt armene glide over kort.
Hun var ikke vred som sådan, hun blev ikke nemt vred. Men hun var irriteret over det han sagde, og måden han fik hende til at lyde dum på. Som om at ingen mænd i verdenen ville gøre hende noget, hvilket jo åbenlyst var løgn. Det kunne hun skrive under på, flere gange endda.

Han kiggede roligt på hende, hun så ud til at han måske ikk kendte det. Han trak på skuldrene, det var ikk rigtig noget at sige til. Han så ikk så mange kvinder som prøvede at snyde og lyve sig til at få en med hjem, det var jo mere mænd der gjorde det. Han kløede sig i håret, det gik ham måske ikk så godt lige her, men man kunne vel heller ikk være lige god til det hele hver gang. Han smilede let til hende, "det vil jeg gerne give dig ret i, man kan aldrig bide sig sikker i den her by. Og jeg giver dig også ret i at måske kunne jeg være en god løgner, men det er faktisk mere en mellemting med at jeg er en god løgner." sagde han roligt. Han valgte bare at ville fortælle hende hvad hun egentlig skulle være usikker på ved ham. Han pegede mod sit gule øje, "Det er det her du skal være forsigtig med, fordi min menneskeside, er som sagt den der står lige nu og fortæller dig at han intet vil gøre dig..." Han fik et dybt suk frem, hvad mon hun ikk ville sige til det? Hvis han sagde om sin varulve side. Ville hun så bare sige han skulle holde sig på afstand og lade hende være? Han trak på skuldrene og fortsatte. "Men jeg lover dig intet om hvad min varulve side ville gøre dig. Han har mange... interessante... tanker om kvinder." sagde han opgivende og fik sin hånd ned igen. "Jeg lyver ikk om Manda, men jeg lyver nok uden tvivl om Black fordi han ville uden tøven gøre dig noget." sagde han roligt og lagde armene over kors. Faktum var faktum, selvom han ikk var stolt over det.
Han smilede uskyldigt til hende, "Sorry, det lød måske ret storsnudet. Det er bare..." han bed sig idt i læben. "Normalt, kan jeg rent instinktsiv blive utrolig voldelig og stærkere end normalt..." Han vidste ikk hvordan han skulle forklare det, det var ikk engang fordi han skiftede personlighed, det var bare noget der slog klik for ham engang imellem. "Jeg har haft en form for dræberinstinkt, som kom igennem træning mod min vilje. Så nogle gange, så taber jeg bare lige min besindelse når adrenalinen kommer op." sagde han undskyldene.
Han stoppede lidt efter og satte hovedet på skrå. Hvorfor mon hun stoppede op? Han fik igen et overrasket udtryk, han havde vist trykket på en knap han ikk vidste hvad gjorde. Det var ihvertfald ikk en god knap. Han sukkede let, så det var sådan det hang sammen... Han sukkede let og gik tættere på hende. Han fik armene om hende og aede hende på hovedet. "Hør, det var ikk sådan ment. Jeg indrømmer gerne, at jeg kan forstå hvis nogen ville være venlige mod dig bare for at få noget af dig. Fordi du er tiltrækkende." han slap hende lidt og fik hende til at kigge på ham.
"Det er ikk fordi at jeg ikk kunne finde på at have sex med dig, men jeg ser ingen grund til det. Du har ret til at tro jeg er venlig for det, men det er jeg ikke." han smilede bredt til hende. Han ville se om han kunne få hende til at smile, måske falde ned igen. "Jeg er venlig, fordi jeg har lyst til at være det. Og også fordi at jeg har lyst til at være din ven, ikk et one-night-stand eller noget lignende, men din ven." sagde han bestemt. Han rakte hende sin hånd, "Hvis du vil stole på det, så skal jeg gerne lade dig kende mig, men hvis ikk så vil jeg stadig lade dig kende mig!" grinede han let. "Du slipper ikk for at komme til at kende mig nu, fordi du skal se der findes nogen der er venlige fordi de har lyst." Han fik et glad smil frem til hende, det var underligt så bestemt han var på at nu skulle hun se en der ville være venlig ved hende uden at der var noget bag.

Raven Så roligt på ham. Ikke om hun fandt sig i den opførsel. Nok var hun tolerant, men der var også grænser. Og at han så åbenlyst morede sig over hendes dumhed, og hendes tanker, gjorde hende vred. Ikke vred nok til at hun ville gøre ham noget, men vred nok til at hun fortalte ham det. De grønne øjne hvilede længe på ham, før hun omsider slog blikket væk og så mod himlen. "Hvorfor er det så helt nøjagtigt, at du sys det er så morsomt at jeg ikke stoler på dig?" svarede hun køligt.
De grønne øjne gled kort efter tilbage mod ham, da han pegede mod det gule øje. Hun trak på skuldrene. "Jeg er på ingen måde bange for din anden del." svarede hun køligt, og strøg det ildrøde hår om på ryggen. Hvordan kunne man være på den måde, det kunne umuligt være sjovt altid.
Hun var på ingen måde bange. Og selvom hun så havde været det, havde han lige bevist overfor hende, at hun ikke skulle vise ham det. Hun skulle nok faktisk overhovedet ikke vise ham noget som helst. Nok bare holde det for sig selv, af fare for at han gjorde grin med det, eller valgte at sige det videre. Eller igen, valgte at bruge det til sin egen fordel. Hænderne tog plads nede i hendes lommer, inden hun så afventende på ham. Hvis han virkelig syntes at hendes tanker var så morsomme og dumme, skulle hun måske i virkeligheden bare lade ham være, og istedet gå hjem. Hun havde ikke brug for at høre på det en hel aften.
"Du lyder arrogant. og jeg er ikke helt sikker på jeg bryder mig om det. Jeg kan ikke li at føle mig dum sammen med andre" sagde hun let. Langsomt begyndte hun at gå videre for at komme hjem. Det var lidt ligemeget om han fulgte med, for hun var alligevel ikke helt sikker på at han ville. Måske ville han bare genere hende. Han havde jo selv sagt at han godt kunne li at irritere folk.
Raven så tænkende på ham. Det hele virkede lidt irriterende på hende, hun brød sig ikke om at han snakkede sådan til hende, men måske var hun også hurtig til at dømme folk. Hun havde brændt sig alt for mange gange, og det havde ødelagt hendes syn på andre mennesker. Eller.. ja.. andre personer. Uanset race. Racen sagde hende faktisk ikke rigtigt noget, men hun stolede ikke på folk.
Blikket blev en anelse mere afslappet, inden hun trak på skuldrene og fortsatte med at gå. Hvis han fulgte med hende, ville hun af og til kigge lidt på ham. "Jeg er ikke typen der går i seng med hvem som helst, så hvis det er det du håber på, bliver du slemt skuffet. Så ved du det" sagde hun roligt,. Hun så på ham. Det var tydeligt det var noget hun mente.
"Fint.. vi får jo af se om du er venlig af en grund, eller om du bare er det af natur. " svarede hun tænkende. med rolige skridt fortsatte hun hjem mod sig selv. Det skulle blive rart at komme hjem. Da han smilte til hende, så hun forsigtigt på ham, og smilte ganske svagt igen.