Here comes the rain again ...

Sted: På de udendørs arealer ved en af ramperne.
Tid: 23:05, den 14. juli 2013.
(Resten bliver beskrevet i nedenstående tekst).

Skønt det var midt i den varme årstid, havde det været noget rigtig tarveligt vejr helt fra morgenstunden af, og det var først her sidst på aftenen, at det var begyndt at klare lidt op. De tunge, skifergrå regnskyer var knap så dominerende på himlen, som de havde været, og regnen der før havde stået ned i stænger, var nu blevet reduceret til små, korte skyl. Det var i store træk sådan en dag, hvor normale personer blev indendørs og skiftede de aflyste sommeraktiviteter ud med filmaften med familien foran brændeovnen, under tæpperne med en kop skoldhed kakao at varme hænderne på. Ja, det var nok sådan, de fleste ville tilbringe en grå søndagsaften som den her, men der var få undtagelser - og en af dem havde taget sit slidte skateboard under armen og vovet sig ud i det våde vejr med kursen sat mod skateparken. Hætten på den sorte, oversized hættetrøje var trukket godt op over hovedet med de nyklippede, ravnesorte lokker, og der blev konstant hevet op i de forvaskede jeans, hvis løse linning savnede et bælte. De ternede vans var fuldkommen gennemblødte af at have vadet rundt i de dybe vandpytter, og sokkerne med. Okay, måske var det ikke det klogeste valg at have forladt hjemmet, men han havde sådan haft brug for at komme ud og få noget luft, uanset vejret, og få tankerne hen på noget andet. På det sidste havde han ikke foretaget sig andet end at sidde derhjemme med røven plantet solidt i sofaen og brugt timerne på at flæbe over drama-serier, alt imens han druknede i selvmedlidenhed over sit nyligt afsluttede forhold. Til sidst havde han simpelthen fået nok af sig selv, hvilket havde ledt til den spontane tur hen til Sautant, hvor der til hans skuffelse ikke var én eneste skikkelse at få øje på. En stribet kat sad og vaskede sig under en bænk, men forsvandt så snart den spottede Chase, idet han stillede skateboardet ned på jorden og satte den højre fod op på brættet. De støvede lilla øjne gled rundt i det mennesketomme område, og et lille suk sivede ud mellem hans blege læber, hvornæst han satte af med venstre fod, da han havde fået udset sig en rampe. Lyden af hjulene der kørte henover asfalten, blandede sig med lyden af vand, der strømmede ned i en rusten rendestensrist. Udover det, var der fuldstændig stille. Det hele åndede fred og ro, og det var som om alt var blevet vasket rent af de endnu faldende regndråber. Han standsede og steg af boardet, som han derpå flippede op i luften ved at træde hårdt ned på en af enderne og greb det, før det faldt ned. Faktisk havde han ikke den store lyst til at skate, men det var som om, det her var det eneste sted, han kunne tænke hundrede procent klart. Sådan havde det altid været. Om han så havde været ked af det, rasende eller blot havde længtes efter at være lidt alene, så havde det her været stedet, han havde søgt tilflugt ved. Det var aldrig særlig befolket om aften, og folk holdt sig for det meste til sig selv, hvis det var, selvom stamgæsterne efterhånden kendte hinanden rimelig godt. Hans indre monolog blev afbrudt af et hæst piv fra den sorte kat, der tilsyneladende havde besluttet sig for at vende tilbage og gned sig kælent op ad hans ene ben. Et svagt smil brød frem og fik hans triste maske til at krakelere, og han satte sig efterfølgende ned på kanten af den fugtige trærampe, så han bedre kunne nå den opmærksomhedskrævende strejferkat. "Hej du," sagde han lavmælt med en mild stemme og aede det sort dyr fra hovedet og henad ryggen. "Hvor kommer du fra?" Katten lagde hovedet på skrå og så op på ham med et par store, gule øjne og miavede til svar. Det fik ham endnu en gang til at trække lidt på smilebåndet, og han følte sig ikke helt så alene mere, selvom det havde været rart med et knap så pelset, tobenet selskab. Han snerpede læberne sammen, da han mærkede tårerne presse på, men nægtede at lade dem få frit løb. De blev dog efterhånden så fyldte med vand, at dæmningen flød over og nogle løsslupne tårer trillede nedover kinderne, som han irriteret tørrede væk med håndryggen og gjorde sit bedste for at få styret tankerne over i nogen mere positive baner. "Du forstår mig godt, gør du ikke?" Han hold hånden stille på kattens hoved, som bare så uforstående på ham og puffede hovedet op mod hans håndflade for at få ham til at fortsætte sin kærtegnen af dens spinkle krop. Et dybt suk fik hans brystkasse til at hæve sig markant. Sad han seriøst og forsøgte at få en samtale op at køre med en kat? Nå, så kunne det vist kun gå op ad bakke herfra ...

"Vanessa?" lød en skrap stemme fra køkkenet og Vanessa stivnede. "Hvad nu?" spurgte hun opgivende og vendte sig mod sin mor som kom gående ud i entréen med bestemte målrettede skridt. "Hvor skal du hen unge dame?" Spurgte hendes mor i et bestemmende skrapt tonefald. Vanessa så ned af sig selv. Hendes skateboard hang fra den ene hånd. Hvad lignede det, at hun skulle? Til ballet? Helt ærligt. "Skate," sagde hun velvidende om at det ikke var smart at gøre nar af sin mor lige nu. Hun havde egentlig håbet at hun kunne smutte ud af huset uden at blive opdaget, men heldet havde ikke været med hende på det sidste. "Skate? På denne her tid af aftenen?" Hendes mor lød mistroisk og kneb øjnene let sammen. "Ja." Vanessa havde tit haft denne her samtale med sin mor. For det første ville hendes mor ikke have at hun gik ud så sent om aftenen, men hun havde efterhånden lært, at der ikke kom noget ud af at give Vanessa forbud om at gå ud.. for hun ville gøre det alligevel. For det andet var hendes mor ret sikker på, at Vanessa ikke gik ud for at skate, men for enten at mødes med en fyr eller ende skide stiv i en eller anden bar. Og hendes mor havde al grund til at tro dette for begge ting var sket op til flere gange og hun var også en gang eller to blevet ringet op om natten af en eller anden fyr eller bartender om at hendes datter var så fuld at hun ikke var til at komme i kontakt med. Vanessa var skide træt af sin mor og endnu mere træt af hele tiden af skulle flytte fra det ene sted til det andet. Hun glædede sig til, at hun blev gammel nok til at flytte for sig selv og bare slå sig ned et sted hun godt kunne lide at være i stedet for at blive tvunget med til en freakcity som denne her. Hendes mor sendte hende et strengt blik. "Du er hjemme inden midnat. Og i ædru tilstand!" Det var ikke et forslag. Vanessa nikkede. "Jaja," sagde hun med en ligegyldig skuldertrækning inden hun åbnede hoveddøren og i en fart smuttede ud af den. Hun skulle nok være hjemme inden midnat og hun skulle nok komme hjem i samme tilstand som hun havde forladt huset i. Hun var faktisk kun ude for at skate lige nu, for hun kendte ingen andre i byen. Hvordan skulle hun også kunne det? De havde hun boet her i få dage og de fleste mennesker virkede ret utilnærmelige syntes hun. Hun tog et fastere tag i sit board og begyndte at gå ned på skaterparken. Hun havde også været dernede igår og det havde taget hende en krig at finde derned, fordi hun ikke var den bedste til det med stedsans. Hun havde faret vild et utal af gange, men nu syntes hun at have nogen lunde styr på hvor den lå henne. Mens hun gik kiggede hun ned i jorden for at undgå vandpytterne. Alligevel blev de røde vans våde hist og her hvor vand plaskede op på dem. Det var nok heller ikke den mest smarte påklædning hun havde iført sig i sådan et vejr. Hun havde et par sorte højtaljede skinny jeans på som var smøget op lige over anklerne og en rød crop t-shirt som matchede skoene og stoppede to-tre centimeter før buksekanten så den afslørede et stykke af hendes solbrune mave. Udover t-shirten havde hun en lidt for stor hættetrøje med lynlås som ikke var lynet. Den havde en falmet grå farve og hun havde rullet ærmerne en gang op for at kunne stikke de små hænder ud af ærmerne. Hendes negle var lange og malet sorte - bortset fra ringfingrene.. de havde en skrigende pink farve. Det lange mørke hår var samlet på hovedet i en messy knold og hendes øjenvipper var lange og mørke af makeup. Det var dog det eneste makeup hun havde på for hun regnede egentlig ikke med at møde nogen på denne tid af aftenen.
Efter små ti minutter var hun nået hen til udkanten af skaterparken og hun løftede hovedet og så sig omkring. Til hendes overraskelse var hun ikke alene. En skikkelse sad på en af ramperne og Vanessa gik ud fra at det måtte være en anden person med samme ide som hende selv - at komme væk hjemme fra og få noget luft. Faktisk var hun ikke rigtig i humør til at skate, så hun satte istedet kursen mod skikkelsen mens hun børstede en vildfaren hårlok væk fra ansigtet.

Med det minimale støjniveau der var herude, var han ikke længe om at opfange lyden af skridt mod den våde asfalt, og han løftede med det samme hovedet, hvorefter de blanke øjne blev rettet mod den nyankomne skikkelse. Ikke særlig diskret, lod han blikket løbe et par gange op og ned ad hende for at danne sig et udtryk af det fremmede individ, som ikke så ud til at være meget mere end sytten år. Menneske eller ej det kunne han ikke helt bedømme. Der var intet specielt ved hende som pegede i retning af nogen form for overnaturlig eksistens, men så igen, han lignede selv en helt almindelig fyr ved første øjekast; men i denne by kunne man ikke være for forsigtig med hvilke folk man omgik sig med. Ikke at han havde de store bekymringer, men det var bestemt ikke noget sikker sted for et menneske at færdes. Hvis man ikke var vågen og oppe på dupperne, på vagt overfor alt, kunne det nemt ende galt. Det vidste han både fra egen personlig erfaring, og så havde han set flere af de grufulde ting som skete rundt omkring i Di Morga, primært de mere skumle kvarterer, hvor han selv havde bosat sig. Vampfyrofrer der lå og var halvt bevidstløse bag de store containere, grundet det store blodtab de havde lidt, voldtægtsofrer vis kroppe var fuldkommen maltrakterede fra en dæmons grove, brutale mishandling af dem. Nej man skulle ikke være for sart og fintfølende, hvis man valgte at slå sig ned i denne gudsforladte by. Der var elendighed på ethvert gadehjørne, og sådan havde det altid været - han havde i hvert fald ikke set andet, i de godt tyve år, han havde boet her. Men, det var livet. Glorious and wild. Det var måske ikke Jordens fedeste sted, men hvis han fik chancen, ville han faktisk ikke ændret noget som helst. Desuden, på et eller andet tidspunkt ville man vænne sig til alt det oprørske kaos, og når først dét var sket, var det en anelse lettere at fokusere på de gode ting. Såsom ... Chase blev revet ud af sit tankespind, da hans opmærksomhed atter blev ledt over mod den ukendte pige, der som ham selv havde trodset det efterårsagtige vejr og var gået udenfor. Hun så ikke værst ud, nu hvor han rigtigt kunne se hende tæt på. Faktisk så ... nej! Hvorfor tænkte han overhovedet sådan? Havde han ikke for mindre end to minutter siden siddet og flæbet over sin ekskæreste? Jo - og var passende var det så at sidde og tjekke en anden ud allerede nu? Men på den anden side, var han ikke i sin gode ret til det? Der var ikke længere nogen, der bestemte, hvad han måtte. Han kunne se på hvem han ville, når han ville. Snakke med den han ville, uden straks at blive angrebet af en jaloux kæreste; og det var præcis det, han havde tænkt sig at gøre. Hætten røg ned fra hovedet, og skyggen forsvandt fra hans blege ansigt, der havde en usund, aksegrå glød, sammen med den anonymitet den havde givet ham, hvorpå han satte håndfladerne mod rampen og fik skubbet sig selv op at stå i sine fulde 190 cm. Øjnene var ikke prægede af tårer mere, og hans før triste hængemule var blevet erstattet med et venligt smil. Han pjuskede lidt op i sit hår med hånden, eftersom det var blevet trykket fladt af hætten, før han rakte samme hånd hen imod pigen, men det udviklede sig i stedet for til et akavet vink, da han kom i tanke om, at den var fedtet helt ind i voks, efter han havde rodet rundt i håret. "Hey ..." lød det en smule tøvende fra ham, inden han krængede begge hænder ned i forlommerne på de stramme bukser og blottede sine brede, hvide tænder i ansatsen til et smil.

Da skikkelsen kiggede op, var det tydeligt at se at han var en dreng.. Eller måske var betegnelsen dreng ikke helt passende. Han var ældre end hende. Måske et par år? Det var ikke helt til at se. Men dreng var ikke et udtryk hun ville bruge om ham, nej. Så var 'fyr' mere passende, for hun ville nu heller ikke kalde ham en mand. Vanessa blev en smule ubehageligt til mode under hans stirren, og det gav hende en fornemmelse af at det ikke var sikkert at være ude alene. Især ikke om aftenen. Sådan havde hun aldrig haft det i nogle af de andre byer de havde boet i, men i de byer havde det mest overnaturlige, der havde været at finde, været en kalv der blev født med tre ben. Det havde været alt for kedeligt. Folkene havde været kedelige. De havde lavet det samme altid. Hængt ud i storcentret eller på stranden hvis der var sådan en, gået i biografen, taget ud for at spise på en af byens restauranter. Det havde været fint nok, men Vanessa var blevet træt af det. Træt af at flytte fra det ene kedelige sted, til det andet.  Denne her by virkede anderledes. Mere dyster. Men tanken om at der lurede farer omkring hende, fik kun Vanessa til at være spændt. Det var mærkeligt, men hun fik et rush af det. Hun kunne ikke helt forklare hvorfor byen virkede anderledes. Måske var det fordi der var så mange forskellige typer mennesker her? Da hun igår havde prøvet af finde skaterbanen, var hun kommet lidt omkring og hun havde set lurvede typer hænge på gadehjørnerne, men også piger i høje hæle beklædt i mærkevarer. Der var nok personligheder til enhver smag i denne her by. Det virkede... spændende. Men hun skulle nok ikke gøre sig for store forhåbninger om at skulle blive boende her i ret lang tid. Hendes mor ville sikkert hurtigt finde ud af, at det her sted heller ikke var noget for dem.. sammen med de andre seks steder hvor de ind til videre havde boet.
Vanessa standsede få meter fra ham og betragtede ham, da han skubbede sig selv op i stående position. Hold da op, han var høj. Mindst 20 centimeter højere end hende. Det gjorde hende lidt utilpas og en tank om at hun var rimlig hjælpeløs i forhold til ham fór gennem hendes hjerne. Det overraskede hende. Sådan plejede hun aldrig at tænke om folk. På trods af det, fandt et skævt smil frem til hendes læber da han lod hånden løbe gennem håret og efterfølgende rakte den hen mod hende, men fortrød. "Hej," svarede hun ham med et muntert tonefald. Han så ikke så farlig ud. Men igen.. hvorfor skulle han også være farlig? Hun skrabede lidt med den ene fod på asfalten og så ned inden hun igen vendte sig blik mod ham. "Jeg havde ikke lige regnet med at møde andre her," sagde hun lidt forlegent. Det var rigtigt. Hun havde ikke regnet med at der ville være nogle mennesker på banen så sent om aftenen, men hvorfor undrede det hende, at nogen kunne have fået samme ide som hende selv? Det var bare sådan at i de andre byer hun havde boet i, havde der ikke været særlig mange mennesker oppe når hun havde været på nattevandringer sent om aftenen. Hun så lidt på ham. Måske havde han heller ikke forventet at blive forstyrret?! "Jeg hedder forresten Vanessa," præsenterede hun sig selv og sendte ham et smil så begge hendes smilehuller kom til syne. Endelig en som ikke virkede helt så svær at komme i kontakt med. Han havde i det mindste sagt hej først. De mennesker hun havde mødt indtil videre havde ikke været særlig imødekommende, men ham her virkede som om han var til at snakke med. Måske kunne de endda blive venner? Vanessa smilede ved tanken. Hvis hun fik en ven kunne det være at byen blev lidt mindre ensom at befinde sig i.

"That makes two of us." Nej han havde bestemt heller ikke forventet, at han ville støde ind i andre levende sjæle her. Primært grunden til han var taget herhen. For at være i fred. Ikke at det generede ham, in fact havde det løftet hans humør lidt, bare en anelse. At vide, at han ikke var helt alene i verden, som han ellers havde følt det mest af dagen, der var blevet tilbragt med at sidde og stirre ind i flimrekassen. Der var så tomt derhjemme og ... stille. Alt for stille. Det var til at få hovedpine af, hvilket slet ikke gav mening - men det passede. Han havde faktisk endt med at få ondt i hovedet af det. Eller, det kunne skyldes den manglende luft, han havde snydt sin hjerne for her den sidste uge. Både døre og vinduer havde været hermetisk lukkede, og der var blevet så tungt derinde til sidst, at han næsten ikke kunne trække vejret; sådan havde det i hvert fald føltes. Så nu stod den på udluftning i hjemmet, og udtømning af triste tanker ved hjælp af en rask gåtur til skaterparken. Det var en god start på dagen; som jo teknisk set var sen aften. Men hans dag startede først efter mørkets frembrud, og indtil da var persiennerne lukket tæt sammen, og mørklægningsgardinet trukket ned i soveværelset, så selv den mindste solstråle ikke kunne trænge igennem. Sådan havde det været længe. Det var ikke noget, han var født med, men noget, han var blevet tvunget til at vænne sig til; og han havde slet ikke tal på, hvor mange gange han havde forbandet den dag hvor dét skete. Den aften var hans liv blevet forandret for altid. Et permanent skift, som han ikke kunne slippe af med, uanset hvor mange bønner, han sendte afsted. Fra og med dén dag havde det været slut med at færdes under solens lys, ja selv den mindste form for varme gjorde ham utilpas - ikke at han nogensinde havde brudt sig om det; han var jo trods alt af racen isdæmon fra fødslen af. Det var bare blevet endnu værre. Maden smagte heller ikke, som den havde plejet at gøre. Det var ligemeget, hvad han puttede i munden, så smagte det som aske. Støvet aske blandet med ... jord. Det var ækelt og kvalmende. Selv en lille bid af et æble, gav ham lyst til at kaste op. Råt kød kunne gå som alternativ, men ellers var der kun én ting som duede. Blod. Plasma. Den varme røde væske der strømmede rundt inde i kroppen på de intetanende, potentielle ofrer. Som for eksempel ... hende. Han kunne næsten høre, hvordan blodet ... nej nu måtte han altså stoppe! Han måtte holde sig til at æde hende udefra med øjnene, der var ikke nogen grund til også at skulle æde det indvendige af hende - bogstavelig talt. Lyden af hendes stemme fik ham til at vågne op fra sin indre rablemonolog, og han skyndte sig at slå blikket ned i jorden, da det gik op for ham, at han vist nok havde stået og stirret ret intenst på hende, i al den tid han ikke rigtig havde været mentalt til stede. Han rømmede sig for at løsne stemmebåndet, før han atter rettede sine øjne mod mennesket foran ham og gengældte hendes smil med et endnu større ét. "Chase," præsenterede han sig kort, efter hænderne var røget retur op ad lommerne, og hans arme nu bare hang slapt ned langs siderne, så han så lidt mere afslappet ud og knap så anspændt. "Burde du være ude så sent?" spurgte han, mest af alt for at få en samtale op at køre, for det havde jo nok ikke den store betydning for ham, hvad hun lavede udenfor på denne tid af dagen; udover at det var til hans held, at hun var kommet forbi. Det var rart med noget selskab - noget menneskeligt, ikke-miavende selskab. "En smuk pige som dig er slet ikke sikker herude ... godt du har fundet en stor, stærk fyr, der kan passe på dig," sagde han med et drilsk smil og lettere legesygt glimt i øjet. "...Det er så mig," tilføjede han efter en noget akavet pause og pegede på sig selv med tommelfingeren, og prøvede at råde bod på sin temmelig platte scorereplik ved at sende hende det mest charmerende smil, hans læber kunne præstere. Det gik jo godt ...eller noget i den stil ...

Vanessa smilede svagt til ham. Tja, skaterparken var nu heller ikke ligefrem et sted man ville tage hen sent om aftenen hvis man var ude for at møde nye mennesker. Faktisk vidste hun ikke hvor man skulle gå hen hvis man ville møde nye mennesker. Hendes nye klassekammerater i skolen virkede... reserveret og svære at komme ind på livet af. Normalt ville hun tro at hun kunne finde nogle på hendes egen alder i byens storcenter eller i byen, men - igen - denne her by var ikke som alle de andre byer hun havde boet i. Men hun følte sig stadig ensom. Hun ikke snakket med nogen i lang tid... ud over sin mor og sin hund, men det er hunde kan ikke rigtig svare, så der var ikke meget samtale over det. Selvom hun var en imødekommende pige, var hun blevet træt af hele tiden at skulle være den der opsøgte folk og derfor havde hun lidt givet op. Hver gang hun endelig havde taget sig sammen til at få nogle nye venner skulle hun alligevel flytte væk igen - så hvad nyttede det? Ingenting. Men hun var snart 18 og det betød at hun kunne flytte hjemmefra og bo der hvor hun havde lyst til at bo istedet for at skulle tvinges til at flytte fra sted til sted med sin mor. Hun glædede sig. Ikke nogen til at bestemme over hende. Hun kunne ikke vente!
Vanessa nikkede da han præsenterede sig. Chase. Lækkert navn alligevel. Hendes smil blev en anelse bredere ved hendes spørgsmål. "Jeg trængte til noget frisk luft," sagde hun blot med en skuldertrækning og så på ham. Om det var fordi han oprigtigt var interesseret i hvorfor hun mon var ude eller om han bare prøvede at skabe en samtale kunne hun ikke helt finde ud af. Ved hans næste ord så hun overrasket på ham, men hendes overraskede udtryk forvandlede sig hurtigt til et smil. Det havde hun hørt før. Både det med at hun var smuk og det med at det ikke var sikkert for en pige at være ude alene så sent om aftenen. Men der var jo aldrig sket hende noget, så hvad var der at være bange for? "Well.." sagde hun tøvende og gik lidt tættere på ham, så de stod knap så langt væk fra hinanden. "Jeg sætter pris på din omsorg, men hvad får dig til at tro, at jeg ikke kan klare mig selv?" Hun kneb øjnene en smule i, i en drillende og udfordrende udtryk. De fleste havde det faktisk med at undervurdere hende. Hun kunne mere end hun så ud til, faktisk.. hun havde nemlig både gået til kampsport og alt muligt.. da hun var lille vel og mærke. Hun kiggede vurderende på ham. Der var noget ved ham, der gjorde ham ret charmerende faktisk. Det drillende smil blev hurtigt afløst af et lettere genert smil og hun slog blikket ned.

Chase løftede et af de mørke, markante øjenbryn ved hendes flabede svar, og med en lidt skeptisk mine lod han sit blik køre ned ad hende, fra top til tå. Hans øjne standsede kort, da de nåede den del af hendes mave, der ikke var dækket af trøjen, og et bredt, drenget smil brød frem og prydede hans læber, før blikket gled videre op og fandt hvile i hendes ansigt, som han tavst nærstuderede i et lille stykke tid. Smilet voksede en kende, hvorefter han trådte et skridt tættere på, så der maks var fem centimeters mellemrum imellem deres ansigter - eller nok rettere ansigt til brystkasse, eftersom han var godt et hoved højere end hende. "Vi kan jo lade det komme an på en prøve," svarede han omsider med et drilagtigt smil, og med en lidt mystisk glød i de lilla øjne, der godt kunne forveksles med en mørk grå-blå farve i den ringe belysning fra de få, matlysende gadelamper, der stod spredt på Sautants udendørs areal. Var der gnister her? Eller var han helt forkert på den? Hans undren blev forholdsvist bekræftet, da hun løsrev sit blik fra ham og kiggede ned med et genert smil på læben. Sødt. Hun var uden tvivl en god fangst, og værd at spilde et par timer på. Hun havde i hvert fald formået at fange hans interesse, og alt det der før havde plaget hans tanker var for længst blevet smidt om bagerst i hovedet og glemt. Ikke for altid, men så længe hun var i nærheden, havde han slet ikke tid til at spekulere på andet, end hvordan han skulle få trukket en sild som hende i land. Okay, måske var det lidt for meget at håbe på taget i betrækning af, at det var deres første møde, og de havde kendt hinanden i noget der lignede, hvad, 5 minutter? Men hey, kemi-delen fejlede da intet, efter hvordan han selv havde tolket det, så mon ikke det kunne være starten på et, som minimum, friskt sommerflirt? Okay, okay måske skulle han starte med at satse på et venskab, før han begyndte at tænke i de baner. Han trådte et lille skridt bagud, så der kom lidt luft mellem dem igen, og så han bedre kunne tjekke hende ud. Diskret og helt uskyldigt, selvfølgelig. Hah, hvem prøvede han at narre. Hun så godt ud, og hun var en pige; hvad mere kunne man bede om? Nåh ja, han var vel en fyr. En meget pigeglad én af slagsen, vel og mærke. Det kunne vel ikke skade at tage en chance; hun virkede da ikke direkte uinteresseret, så hvorfor ikke? Chase lagde armene over kors og tiltede hovedet en smule til den ene side, endnu med sin fulde opmærksomhed rettet mod Vanessa, og stod og blomstrede lidt i stilhed, før han åbnede munden for at bryde den. "Hvis du ikke har tænkt dig at skate, hvad så med at tage med mig ind til byen? Så kan vi få en øl eller to og komme ind i tørvejr," foreslog han, løsnede armene fra hinanden og trådte endnu engang nærmere sit nye bekendtskab. "Hva' siger du?" Hans øjne søgte mod hendes, og hans ene mundvig blev trukket opad i et skævt, smørret smil. Sådan stod han et stykke tid, inden han sendte hende et sidste, ret intenst, gennemtrængende blik, veg atter væk fra hende ved at træde tilbage og bøjede sig følgenede ned for at samle sit skateboard op.

Vanessa kunne ikke holde et flabet smil tilbage da hun så hans overraskede blik. Det lignede ikke at han havde forventet sådan et svar for hendes side. Men hvad skulle hun ellers sige? Hun var en pige der kunne klare sig selv - for det meste da. Eller... hun plejede i hvert fald at kunne passe på sig selv, men normalt skete der heller ikke særlig mange farlige ting omkring hende. Da han lod sit blik glide op af hendes krop flakkede hendes blik forlegent ned til jorden, men hendes øjne fandt hurtigt frem til hans ansigt igen, da han trådte tættere på hende. Meget tæt. Hun fangede nervøst den fyldige blege lyserøde underlæbe mellem tænderne mens hendes øjne fandt hans. Hvad skulle han så tæt på? Selvom hun fandt det en smule ubehageligt at stå så tæt på ham, kunne hun ikke få sig selv til at træde et skridt tilbage. Hans ord fik hende til at skælve kort og hun slap underlæben. Noget i hende havde en underlig følelse af at han mente det selvom det lød som en joke. En udfordring. Hendes læber krusede i et smil og hun løftede hagen lidt og så på ham med et charmerende smil. "Hvis du tør," svarede hun med et kort fnis. Hun så ham i øjnene og hendes blik var udfordrende. Lidt efter lidt forsvandt det udfordrende fra hendes øjne og hun så bare på ham. Hans øjne havde en farve hun aldrig havde set før. Det var fascinerende. Hun kunne ikke finde ud af om de var blå eller grå.. måske en blanding? Men de havde et lilla skær? Var det muligt? Hendes blik gled ned over hans ansigt. Han var fascinerende og charmerende.. og tiltrækkende? Hun følte sig i hvert fald tiltrukket af ham, men om det var fordi han var spændende og på en eller anden måde virkede lidt farlig, vidste hun ikke.
Hun slog igen genert blikket ned velvidende om at hun havde stået og stirret på ham. Det lignede altså ikke hende at være genert på den måde. Hun fumlede lidt ved sine egne fingre og hendes kinder fik en fin lys rød farve. Da han brød stilheden så hun op på ham. Hun skulle lige til at åbne munden og svare ham, da hans blik blev ret så intenst, hvilket fik hende til at tabe tråden og bare stirre fortabt på ham. Gosh, der var altså bare et eller andet ved ham! Det var først da han bukkede sig ned efter sit skateboard at hun fik talens brug tilbage. "Tjo," sagde hun forlegent med et skuldertræk mens den fine røde farve stadig lå over hendes kinder. "Det lyder rart." Hun sendte ham et sødt smil skrabede så lidt med foden i jorden. Det her ville hendes mor ikke blive glad for. Vanessa var altid så godtroende om folk, men hendes mor var sikker på at der var en morder gemt i alle. Hvis hun vidste at hendes datter var gået med en fremmed ind til byen ville hun få et føl. Der kunne jo ske alt muligt.. og bla bla bla. Chase virkede til at være en fin fyr og hvis han viste sig ikke at være det, kunne hun altid give ham et knæ i nosserne og stikke af. Vanessa kunne ikke lade vær med at smile lidt for sig selv. Hun havde lovet sin mor at være hjemme inden 12 og i ædru tilstand og nu var hun ret sikker på at hun hverken kom hjem inden midnat og hun var også ret sikker på at hun ikke ville være helt ædru.