Wonderful, wonderful spring.

Tid: Lidt op af eftermiddagen.
Sted: Parken.
Omgivelser: Enkelte andre, men der er ikke mange tilstede.
Vejr: Solrigt, men køligt med en anelse vind.

Thilde havde besluttet sig for at aflægge parken et besøg. Det var så lang tid siden hun sidst havde været der, eftersom hun havde været bortrejst i nogle måneder. Hendes tur havde været god, men nu var hun tilbage. Hun skulle begynde på noget studie snart, få læst til et eller andet spændende, for man kunne ikke leve af at være varulv. Med mindre man fik så meget kontrol over sig selv, at man bevidst kunne gå efter at slå rige folk ihjel og stjæle deres penge? Men det havde hun på ingen måde lyst til.
I stedet sad hun nu i skrædderstilling på en bænk og læste i en tyk bog. Bogen handlede om antropologi, som var det studie Thilde havde fundet mest interessant.

Vinden hev i en tot af hendes lyserøde hår, så den bølgede og dansede ned af hendes ryg. Det lange hår var for en gang skyld blot sat op i en hestehale, der hang en smule uglet og svajede i vinden. Håret syntes at matche fint til den lyseblå skjorte og den sorte læderjakke, som hun bar. Thilde oplevede sjældent problemer med at holde varmen, så det var ganske nemt at sammensætte outfits, ligemeget hvordan vejret så skabte sig her i Di Morga. Den globale opvarmning havde sit at skulle have sagt, så det var ikke altid at vejret matchede hendes ønsker og forventninger.

Til trods for, at Thilde fandt antropologi værende et af de mere spændende studier, så kunne hun alligevel ikke helt koncentrere sig. Duften af forår pirrede hendes næsebor, ligesom duften af den kop kaffe hun havde stående ved siden af sig. Hun måtte se op fra bogen og trak vejret dybt, alt imens hun betragtede de andre individer, der bevægede sig rundt i parken. Det ville være svært at betegne dem som mennesker, når hun kunne fornemme i hvert fald et andet overnaturligt væsen ikke så langt herfra. Måske var det manden, der gik med sin Lassie-lignende hund? Eller damen, der fodrede ænderne med brød nede ved søen? Det kunne også være en af de to små piger, der legede rundt på græsset? Eller deres mor og far, som sad og iagttog dem med et kærligt blik.

Brayden havde været udendørs siden tidlig morgen og havde besluttet sig for at give parken et skud til. Der plejede som regel at være virkelig smukt og nu da vejret var virkelig dejligt, kunne han ikke modstå fristelsen til at smutte en tur forbi den. Solen skinnede og selvom vinden tog en smule fat i hans tøj, så var det ikke nok til, at han ville lukke sin jakke. Han var iklædt en cowboyjakke, som var åben og smøget op ved ærmerne, en t-shirt som ikke var noget specielt. Blot hvid med et enkelt tryk af en tank på. Selvom han var kommet hjem fra tjeneste, var det ikke nemt at slippe af med igen. Det ville han sådan set heller ikke. Han ville aldrig kunne slippe sit liv som soldat helt, selvom han i teorien var færdig med sin tid som løjtnant. Han stod altid klar til at skulle afsted igen.

Vinden trak en smule i hans hår og han måtte gå og rette på det konstant. Efter den 10 gang gav han op og lod det gøre, som det passede det. Det var alligevel ikke noget, som betød ret meget for ham. Det var hår. Ikke noget livsvigtigt. Ingen ville dåne, hvis det sad en smule skævt. Han fortsatte sin gang gennem parken med et smil på læben og sugede alle omgivelserne til sig vejrtrækning efter vejrtrækning. Lugten af blomster ramte hans næsebor og han nøs kort. Det måtte være pollen eller noget i den stil, som kildede i hans næse, da han normalt ikke begyndte at nyse over sådan noget. Det var som regel kun med katte. Forbandede bæster. Han havde altid haft noget imod dem, hvorfor var han stadig ikke klar over, men der var en eller anden form for had.

Han stoppede op ved siden af et stort træ og satte sig ned med ryggen til stammen af den. Han sad nu nogle meter fra en pige, det lignede det i hvert fald. Hun sad med en bog i hånden og kiggede rundt på de andre personer, der var på vej forbi i parken. Det var dog ikke bogen, som fangede hans opmærksomhed. Den pris måtte gå til hendes hår. Det lignede ærlig talt en candyfloss og han kunne ikke lade være med at smile over det. Ikke fordi det var grimt eller noget, det var bare første gang han havde set sådan en hårfarve.

Thilde vendte tilbage til sin bog, efter at have iagttaget folk i parken i et par minutter. Bogen skulle vel læses og hun vendte endnu en side. Nummeret i bunden fortalte hende, at hun var på side 194. Men hun vidste også, at bogen var på mindst 600 sider og det kun var en trejdedel. Hun ville sikkert aldrig få den læst færdig, hvis hun kendte sig selv.
Den brune bog med det antikke look blev klappet sammen og placeret ved siden af hende. I stedet tog hun kaffekoppen op og nippede til sin vanilla latte - hendes fortrukne kaffe. Hun stak hånden i lommen og rodede efter noget, for til sidst at finde det; en pakke cigaretter. En blev udvalgt og resten stukket i lommen igen, hvorefter hun fandt en lighter frem og tændte smøgen.

Det ene hvæs tog det andet og med enkelte sip af kaffen ind i mellem, var smøgen hurtigt væk. Hun elskede at ryge, især med en kop kaffe til. Det var ren luksus.
Imens hun havde røget var et nyt individ kommet til parken og havde placeret sig ved et træ, ikke så langt fra hende. Han syntes at være fascineret af hendes hår, men det var hun vant til. Det lyserøde hår havde været en lidt impulsiv beslutning, men hun elskede det. Det var et helvede at holde pænt, men det var til gengæld også utroligt pænt, syntes hun selv. Så måtte folk sige hvad de ville.
Det sjoveste var når små børn var helt besatte af hendes hår og stirrede længe på det. Det gjorde hende så glad.

Den nyankommende fyr syntes at smile til hende, hvilket fik Thilde til at smile til ham. Hun gjorde dog ikke mine til at tage yderligere kontakt - primært fordi hun pt sat i solen og han i skyggen. Hun elskede solen og varmen, det var så skønt. De brune øjne var dækket af et par runde, sorte solbriller og skærmede dem mod de skarpe stråler.