Memory Is A Wonderful Thing //Andrija//\\Privat\\

Den lette tåge gjorde det en smule svært at se i den i forvejen mørke nat. En mørk skikkelse gik en grusbelagt vej, der var anlagt i nærheden af skovbrynet. Fra den kunne men så op, og falde bagover af bar livsglæde. I det svage tusmørke kunne omridset af det store bjerg Nain Des. Grusvejen, var en slags skillevej, der skilte det barske klippeland fra den fine skovs natur.
Caleb sparkede til en sten så den fløj hen over jorden i et kort øjeblik, og og til sidst blev trukket ned af tyngdekraften.

Hvordan fanden han var endt oppe i bjergene vidste han ikke, han havde vel gået lidt halvfuld rundt og så endt et sted så lortet som bjergene! Ha, det var sgu latterligt, og træls! Men nu var han endt der ude, på Lars tyndskids mark, og vidste ikke lige hvordan han skulle komme hjem, så hvorfor ikke bruge tiden her ude, og tage sådan en lille tur, for at se den åhh så skønde natur? han stak hænderne ned i lommerne på sine mørke jeans og traskede vider med lyden af skosåler der sled hen over stien han betrådte mens han fortsatte med den umulige gåde, at finde ud af hvad fanden han lavede her og ikke nede i byen og drak sig fuld med enten den ene eller anden, dette lignede ham bestemt ikke, måske skulle han tage til læge? Han fnyste kort af sig selv ved tanken og fortsatte videre mens han betragtede hans omgivelser der bestod i træer til den eneside og skov til den anden, ligesom hvor Jesus skilte havene for at hans disisble kunne komme tørskoet over. Pf, gid Scars også var sådan, leder af Di Morga kaldte han sig! Dårlig joke - han kunne jo ikke styre en pind, ud over at sidde på sin flade røv og udskrive love sammen med hans små finker!

Caleb hørte lyden af sko mod grus og vendte sig om. Han begyndte at gå tilbage. Han vidste at vis han blev ved med at gå ville han ikke være tilbage før i morgen tidlig. Og det ville han ikke nyde noget af. Han skulle vel have sin skønhedssøvn? Han snublede over tilpas stor sten, men nåede lige at få balancen igen. Hvad var der med ham. Han syn blev sløret og i et kort øjeblik fyldtes han hoved med en dyb stemme.
"Caleb, du har fejlet i at gøre din pligt i denne verden. Ved at trodse mig har du fået Dheums vrede over dig, og du skal straffes. Mærk dig mine ord Caleb Maslin Monroe!".
Stemmen forsvandt lige så hurtigt som den var kommet, og med et brag hørtes et højt lynnedslag, og regnen begyndte at øse ned. Caleb så sig forvirret omkring og begyndte så at løbe. Han løb i frygt for døden, og dens følger. Han løb ind i noget hårdt. han så op i en lyshåret mands ansigt. Så faldt han bagover, og slog hovedet ned i sten.

Han gik stille og roligt i sine egne tanker, da han pludselig mærkede noget slå hårdt ind mod sig, på hans brystkasse der fik ham til at vakle et par skridt tilbage før han atter fik fodfæste og kiggede manden der lå bevidstløs for fødderne af ham, efter at have ramt en sten. Han stod i længere tid og gloede på manden, mens han ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Det virkede underligt at dette lige skulle ske, det var bestemt ikke hvad han havde forventet. Han rynkede bryne og lænede sig en smugle frem, for at få et bedre syn på den bevidst løse mand der lignede en engel.
Han skubbede til kroppen med skosnuden mens han kort overvejede om han var død, men engle plejede da at være sejlivet - ikke? Han anede det ikke, han kendte ikke meget til disse guds væsner.
Han rettede sig op igen, mens han stod i tvivl om hvad han skulle gøre. Han begynde at grave ned i sin bukselomme efter noget der gerne skulle være en mobil, men fandt hurtigt ud af at den var efterladt i hans lejlighed. "Pis ..." Han kiggede lidt rundt, før han igen puffede til kroppen med skosnuen og håbede manden snart ville genopstå fra de døde.

Caleb kunne mærke noget strømme ud af sig. Han lå i det. Det var varmt, og havde en metallisk lugt. Han lå på et hårdt leje. Han ville ikke åbne øjnene. Det gjorde for ondt. Og da mærkede han en uigennemtrængelige smerte. Som var der gået ild i ham. Og så åbnede han øjnene. der var lys over alt. En høj stemme rungede, som var de i en katedral.
"Caleb Maslin Monroe, du har fejlet at adlyde mig. Og du vil nu blive straffet!".
Og så forsvandt stemmen igen. Og så kom den uigennemtrængelige smerte igen. Som var han blevet besprøjtet med napalm og sat ild til. Han mærkede sin krop brænde. Hans øjne var lukket, og han kunne mærke sine læber skilles for at skrige, men der kom ikke en lyd ud! Så åbnede han sine øjne. Der var ild i ham! Og da begyndte han at skrige. Og han mærkede andet end blod strømme fra sig. Han mærkede noget blødt og varmt strømme ud fra hullet i baghovedet. Han mærkede sin personlighed flyve bort. Han mærkede sine minder flyve bort. Han mærkede sig selv flyve op i den mørke himmel. Og så døde han.
Ilden slukkedes og der hvor Caleb før havde ligget, lå nu en bunke aske.

Han sprang tilbage med øjne der var ved at trille ud af hoved på ham, da kroppen pludselig brød i brand foran ham som et rigtig lig bål. Han stod i lang tid og kiggede på hvordan flammerne slikkede op af englens krop der bare lå stille uden at bevæge sig, men pludselig begyndte han at skrige da han slog sine øjne op, der næsten fik Andrija til at flygte. Det lå selvfølgelig ikke til ham at gøre dette, men halo! englen var brudt i brand foran hans øjne, så hvad fanden skulle han gøre? Han trak vejret dybt og gik væk, mens han lukkede øjne et kort øjeblik før han gik længere væk med let sammenknebne øjne før han satte sig på en lille forhøjning af sten, mens han stirrede på den brandene engel til den var blevet en lille bunke aske hvor der steg en lille svag røgsky steg op.

Intet. Absolut intet. Og da mærkede han sig selv tage form. Han havde intet navn. Ingen minder at tage af. Ingenting. Kun den sviende kulde fra den kolde luft omkring ham. Han mærkede den eneste varme kilde omkring sig flyve væk, og så var han eller splitter nøgen. Han førte sine hænder ned til sine ædlere dele. Så spærrede han øjnende op. En ung mand, midt i tyverne kiggede op på den grå himmel, med et sæt grønne øjne. Han havde et magert ansigt med bløde fyldigelæber og skarpe træk. Hans ansigt var indrammet af skulderlangt mørkebrunt hår.
Så så han op. En person sad på en sten ikke så langt derfra. Han rejste sig op, børstede lidt snavs af de beskidte, nøgne lår, og begyndte at gå hen mod personen på stenen. "Undskyld mig, men. Ehm. Hved du hvor je er henne?" spurgte han med en uskyldig stemme.