Contract me here and contract me there... XXX

Tid: 21:14
Sted: På en bænk i parken.
Vejr: Mørkt. Stjerneklart, dog.
Omgivelser: Træer. That's it.

Endnu et job, endnu en dag. Men først, skulle der slappes af. Vanadon havde taget et afbræk fra dagligdagen. Imorgen skulle han udføre et måske lidt større job end normalt. Han skulle have ramt på en varulv. Og til lejligheden havde han skaffet sig sølvkugler. Hans chef vidste ikke, at det var en varulv. Vanadon var bare så heldig at kende fyren i forvejen. Og han vidste, at det ikke ville være en let opgave. Hvis han ikke gjorde det ordentligt, kunne han få en større gruppe på nakken. Så denne aften ude var hans lille safe-spot. Han sad der, i sin læderjakke, og pulsede på en Monté Cresto. Han havde næsten lige drænet et bilbatteri tæt ved, så han følte sig godt tilpas. Han kiggede sig lidt omkring. Der var træer. Træer, og en måne der lyste klart. Heldigvis kun en halvmåne. Vanadon følte sig utilpas i fuldmåne. Det var dér, varulve kunne være et problem. "Gad vide om jeg er den eneste af os der nyder den slags her." Vanadon var godt klar over, at dæmoner normalt var af en noget så destruktiv og brutal natur. Han var lidt af et udskud i forhold til dem. Men han havde intet problem med det. Tværtimod, så kunne han nyde de små ting ved tilværelsen. Noget så simpelt som stilhed var for ham en gave. Han lukkede øjnene kort, nød den stille brise der passerede ham i denne måneoplyste stund.

Bilen stoppede roligt ved det nævnte sted. Det passede perfekt med at døren til passagersædet vendte ind mod den ene indgang til parken. Den skønne park, der var at finde i Di Morga. Stedet hvor de fleste væsner trak sig hen. Lige meget hvilken baggrund man så havde. Og lige meget hvilke standarder man gik rundt med. Parken var et neutralt sted, hvor alle var velkomne. Døren blev åbnet, og i en elegant bevægelse trådte Maya udenfor i den kølige aften. Hun indsnusede den dejlige duft af dug, inden hun, uden at se sig over skulderen mod chaufføren, begyndte at tale; ”Bare kør. Jeg finder selv min vej hjem her fra.” Så blev døren smækket i, og bilen kørte stille væk igen.
Vampyren trak den kappelignende sorte frakke lidt tættere omkring sig. Ikke fordi hun frøs. Hun havde faktisk ikke brug for frakken overhoved. Det var bare behageligt og hyggeligt. Som hun begyndte at gå videre end af stien, flagrede de få totter hår, som havde fundet sin vej ud af hendes fletning, i den svage brise. Hun var beæret over at der intet arbejde var for hende i dag. I princippet brød hun sig ikke specielt meget om det arbejde hun gik rundt og havde, men hun ville heller ikke gå rundt og lave ingenting. Hun var vel allerede nået til det punkt hvor det var småting. Endelig hun begyndte at fokusere lidt mere på sine omgivelser, og som forventet opfangede hendes blik med det samme en skikkelse. Hun så vel lige så godt om natten som hun ville have gjort om dage, hvis ikke det var på grund af hendes mindre svaghed for den forbandede sol. Og som sædvanligt havde hun svært ved blot at vandre forbi den unge mand, så nysgerrig hun i virkeligheden var.

”Jeg formoder at De nyder aftenens dejlige struktur?” Som altid havde hendes stemme en form for formel klang når hun talte. Det var ikke taget særlig lang tid for hende at nå sit nye mål, og i øjeblikket stod hun ubekymret ved siden af ham. Benene samlet, og med samme perfekte holdning som altid. Hun smilede ikke ligefrem, men hendes udtryk i det blege ansigt var imødekommende, så et smil var ikke nødvendigt. Og hunger var heller ikke at se i de røde øjne. Så forhåbentlig ville hun ikke blive komplet misforstået.

Da Vanadon hørte den lavmælte lyd af en bildør der blev lukket, og en bil der kørte væk, blev hans tanker afbrudt. Var det mon endnu en uheldig personage, der skulle udsættes for hans tricks? Eller var det mon et væsen som ham, der blot nød det frirum, som parken kunne give? Et svar ville han snart få, da han fornemmede lyden af skridt nærme sig hans position. Paranoid som han var, for det var han blevet igennem årene i hans forretning, lagde han hånden på en Colt der lå i hans inderlomme. Den havde reddet hans liv utallige gange, mon ikke den ville gøre således igen? Men det var ikke en fjende, derimod en ganske veltalende dame. Han kiggede op, og så et kønt ansigt. Han rejste sig, og præsenterede sig.
"Jovist, jeg nyder aftenens 'struktur', som de så pænt udtrykte det. Navnet er Vanadon." Han studerede på stående fod kvinden. Usædvanligt med røde øjne, tænkte han som noget af det første. Men han havde set godt og vel en halv snes ting, og meget til, som ikke kunne forklares på anden vis end hvad de dødelige kaldte "videnskab". Han lagde mærke til den sorte frakke. Hun lignede jo næsten noget der var taget ud af en af nutidens vampyrklichéer. Men Vanadon lod sig ikke mærke. Tværtimod, han fandt det på en måde behageligt. Han kiggede på den cigaret han havde i hånden. Den var næsten brændt helt ned. Han skodede den på armlænet af bænken, og smed det derefter i skraldespanden ved siden af.
"I sandhed en skøn aften, hvis jeg skal sige det selv. Jeg kommer nu engang sjældent ud. Det er en skam, men man har jo et arbejde at tage sig til." Apropos arbejde, så kom han til at tænke på hans riffel, der lå i sportstasken, under bænken. Han kiggede sig tilbage. Den lå der endnu. Man vidste jo aldrig hvornår der kunne ske noget uventet. Og da slet ikke i hans tilværelse.
Han samlede tasken op, tog den på ryggen og gjorde tegn til kvinden om, at hun kunne følge ham igennem parken. Hvis hun da ønskede det.

Maya var tæt på at kommentere imod at han rejse sig op, men hun holdt sine ord inde. Der var ingen grund til at få ham ned at sidde igen, nu hvor han allerede stod foran hende. ”Maya.” svarede hun kort men sikkert. Mere var der ikke rigtig brug for til en præsentation af sig selv. Alle de andre ord var jo ligegyldige. De fortalte bare hvem man talte om og om man hed det en gang eller nu. Navnet var jo det eneste brugbare information. I hvert fald i denne situation.

Man kunne vel godt ane et svagt lille smil i krogende af hendes mundviger. Det kom dog ikke helt frem, men hendes skuldre syntes at falde ned på et lidt mere behageligt område på hendes krop. Som havde de siddet og spændt hele dagen. ”Ja. Arbejde har det med at tage ens værdifulde tid. Men i modsætning til Dem, ser det ud til at jeg tit får mulighed for at komme ud. Dog blot kun hvis jeg føler for det, hvilket overraskende ikke er så tit.” fortalte hun ham roligt, som hun selv begyndte at gå, efter hans lille henvisning. Hun sagde da ikke nej til lidt selskab. Og denne mand virkede på ingen måde farlig. Ikke i øjeblikket. Han virkede høflig nok til at hun allerede nød at have ham i nærheden. Eller også syntes han bare at sige ting der fandt sin vej ind gennem det ene øre og så forblev i hovedet på hende.
Hun så lidt ned i jorden foran sig. Betragtede de sorte flade sko, der var omkring hendes små fødder, og hun kunne lige skimme de gennemsigtige nylonstrømper der dækkede hendes tynde ben. Hurtigt så hun dog op igen, samtidig med at hun fik viftet en myg væk, som havde det med at sværme omkring hendes ansigt. ”Forbistrede insekter.” mumlede hun svagt. Nok mest for sig selv. Som en tanke der havde fået lyd på
”Nåh, monsieur Vanadon. Hvilket arbejde er det så der har det med at tage al din tid??” Hendes blik var stadig rettet fremad, mod horisonten af parken foran sig, men kort efter hendes spørgsmål blev det dog rettet tilbage til den unge mand der nu gik ved hendes side, og interessen der havde ligget i hendes blide stemme, blev en smule mere tydelig.

De rundede et stort egetræ, hvis pragt var noget så mærkværdig. At tænke sig så stort et træ, i en by som denne. Men så igen, de gik i en park. Og parker var tit stedet hvor der netop var den slags træer. Ikke desto mindre, fandt Vanadon det lettere specielt. Han var vant til urbanmiljøet, bygninger, højhuse. Kontorbygninger og museer, til højre og venstre. Parker var for ham noget usædvanligt noget. Men skidt pyt med det, det var nydeligt.
"Jeg er vel en slags elektriker, kan man sige." En lille hvid løgn skader ingen parter, tværtimod. Han kunne jo ikke bare slynge det ud som om det var det mest normale job i verden. Men så igen, elektriker var ikke helt ved siden af, hvad han var. Hans job var det dog bestemt ikke til at sammenligne med. Han betragtede igen kvinden ved sin side, og blev mindet en snært om de "glade treds'ere". Han havde haft et lignende bekendtskab dengang, som han da bestemt havde syntes godt om. Måske en snært for mange følelser i hans forretning. Den slags kunne trods alt ende galt. Og det havde det. Men han havde lagt det bag sig, og slog tanken væk lige så hurtigt som den var kommet. Han kiggede atter op på månen. Det hvide skær fik hans hud til nærmest at blive kridhvid. Som om man kunne se hans overnaturlige natur i selve måneskæret. Men alt ser specielt ud i månens blege lys, og det fik igen Vanadon's tanker tilbage på de røde øjne hans nye bekendtskab gik rundt med.
"Hvis jeg da må spørge, kære frøken. Hvordan har de fået den øjenfarve? Er de født med det, eller er det en lidelse. Tilgiv mig hvis det måske er for indgående et spørgsmål." Vanadon havde lagt sin strategi i henhold til talens brug. Da hun brugte det franske udtryk, vidste han, at hun var en fin frøken. Og nok var han normalt hvad hendes slags ville kalde en slambert, eller en bandit, men han havde begået sig i disse kredse mange gange, for at få ramt på nogle højtstående kontrakter. Og havde da naturligvis lært at være fin på den.

Selvom det var et spørgsmål der tit blev skillet, syntes hun alligevel at virke overrasket over det. Og der gik lidt tid inden hun fik sig selv tilbage i det professionelle hjørne, og så at svare ham. ”Oh. Min øjenfarve?” Hun tog igen et øjeblik til at tænke lidt mere over et svar. ”De kan kalde det en lidelse, eftersom det er en form for virus, der gav mig denne farve.” Der lå ingen tøven eller usikkerhed over hende. Hun havde fortalt om det så tit, at hun ikke mere skammede sig over det. Det var jo ved og være så alment som at være autist eller damp. ”Ser du. Jeg er det man kalder ’Nattens barn’. En blodsuger. Vampyr, for at gøre det helt kort. Det er ganske normalt for ens øjne at ændre sig. Det samme med resten af ens krop.” det var der ingen løgn i. Hendes udseende havde ændret sig, på grund af forvandlingen. Ikke de helt store ændringer, men hendes udstråling var blevet mere tiltrækkende. Sammen med den blege perfekte hud, og de blanke hår. Stille og roligt lænede hun sit hoved tilbage, for at se mere mod himlen. Trods parken var fyldt med træer, var der stadig steder som afslørede den skønne natte himmel, hvor stjerne blinkede tilbage, og månen der lyste klart. Hun så altid kun natten, men det tog hende ikke fra at elske den lige så meget, som da hun levede i dagens solskin. ”Jeg vil dog lyve hvis jeg sagde jeg ikke gik og savnede min fødte øjenfarve. Men nu går folk også rundt og ønsker for hvad de ikke har.” Det var næsten som om hendes formelle klang var en smule svagere. Den var der dog stadig, men ikke overdreven som før. Hun var vel bare træt. Eller mere bare udmattet.
En blæst svang omkring dem, fangede igen hendes hår og hendes frakke. ”Det ser ud til at der kommer regn senere i aften.” kom det så lige pludselig fra hende, som hendes blik havde fanget et par mørkere skyer lidt længere ude i sigte. ”Har De husket en paraply, hvis De ikke når hjem i tide?” De røde øjne var igen fast rettet mod ham. Hun ar ikke direkte bekymret for ham. Det var bare et almindeligt spørgsmål at komme med. Og måske havde han, som hende, slet intet imod regnen. Og igen. Ingen af dem vidste hvornår det ville slå til. Eller om det overhoved ville nå byen.

Da hun begyndte at forklare sin tilstand, lyttede Vanadon som den mand han nu engang var. En vampyr? Mon ikke han nok snart ville se hende på listen, så. Han fik flere og flere kontrakter på overnaturlige væsner. Faktisk det dobbelte af, hvad han fik året førhen. Og det sagde en del. Han følte sig faktisk lidt skamfuld. Et af de jagede væsner, der jagtede sine egne, for penge. Det var næsten til at blive dårlig over. Havde han set på sig selv igennem en anden, vel vidende om det faktum, havde han spyttet sig selv i ansigtet. Men nuvel, hvis man er god til noget, skal man ikke gøre det gratis. "Vampyr? I er da ved at blive en del herude, er I ikke?" Vanadon havde stødt på et par stykker i løbet af den foregående uge, så de var ikke helt fremmede for ham. Men de havde næsten altid solbriller på, dem af dem han havde stødt på.
"Ønske hvad man ikke har... Det kan jeg ikke prale af." Han følte ikke selv, at han manglede noget i tilværelsen. Han havde udødelighed, et godt udseende, penge, overnaturlige kræfter, og kun få ting der stod imod ham. Han mente ikke, at han manglede noget, nej. Da kvinden, Maya, tilføjede at det ville trække op til regn, kiggede Vanadon blot op imod himlen. Han havde ikke spor imod regnvejr, tværtimod. Det var det bedste værktøj hvis man skulle sætte en skræk i livet på folk. Men så igen, kunne han tillade sig det overfor hende? Næppe, hun var trods alt godt selskab. Og godt selskab beholder man, til det ikke er godt længere.
"Regn generer mig ikke det mindste. Jeg planlagde at tilbringe en god del af natten herude, og havde faktisk håbet en smule på regn." Han smilede venligt til kvinden ved hans side. Han havde faktisk håbet på regn. Duften af faldent himmelvand gjorde ham helt nostalgisk.

”Det missunder jeg Dem for. Selv efter at have levet længere en mennesket, går jeg stadig rundt med lysten til at have hvad jeg ikke har. Det er dog blevet reduceret en hel del gennem årene.” Hun havde måske stadig udseendet som en ung kvinde. En ung kvinde der stadig var i den eksperimenterende alder. Men man skulle aldrig skue hunden på hårene. Hun havde lagt mere erfaring end en almen 18 årig. Hun havde lagt mere viden lagt ind. Og hun var også en del mere moden. Men små ting havde ikke helt ændret sig.

Maya lyttede blot til hvad han havde at sige. Lød ham tale ud. Hans smil så ikke ud til at påvirke hende, men bare fordi et smil ikke blev gengældt synligt betød der ikke at hendes humør var det modsatte. ”Aah. Jeg forstår. Jeg har det på samme måde. Ikke at jeg har i tankerne at blive her ude hele natte, blot på grund af det, men jeg har altid fundet det behageligt og inspirerende når det regnede. Om jeg så står ude i det eller jeg sidder indenfor.” Hun sukkede tungt, og fik lukket sine øjne lidt i. Hendes hænder blev samlet foran hende, som de forsatte. Tid var ikke noget hun bekymrede sig om. Ikke nu i hvert fald. Der var stadig mange timer til hun behøvede at søge ly. Og hun forventede ikke at være hans selskab indtil da, hvis hun skulle være ærlig. Trods hun virkelig nød det. ”Men jeg kan forstå, at De allerede har stødt på en del af os. Vampyrer. De virker i hvert fald til det.” Der var ingen grund til at lade ham vide at hun allerede vidste hvad der foregik i hans hoved. Den lille evne var ikke blevet aktiveret af grunde til at hun var ham mistroisk. Den var der bare. Og til tider havde hun ingen overskud til at sætte den på standby.
Ud af ingen ting hoppede hun pludselig. Et ganske let hop. Men hvis man så bedre efter, ville man have kunne se en tilfældig sten, der var en smule større end alle de andre sten der lå på stien. Tydeligvis havde hun valgt bare at hoppe over den, end at træde over den. En impulsiv lille manøvre.

Vanadon nikkede blot komplimenterende til hendes bemærkning om ham og vampyrer. "Det er faktisk næsten blevet en hobby. Jo flere jeg kan møde af jer, jo bedre. Det betyder, at menneskenes had, ikke er nået så langt endnu." Trods at Vanadon ofte fik kontrakter på overnaturlige væsner i disse tider, sagde han af og til nej til dem. Men for det meste kun hvis han kendte dem. De færreste gange vidste folkene end ikke at de var vampyrer, varulve eller diverse. De havde bare brug for at nogle folk på høje pladser skulle forsvinde. Og det var Vanadon mand for.
Han bemærkede hendes lille hop på deres vej, og kunne ikke lade være med at smile en smule. Selv ville han bare være gået ganske ubehændigt forbi, men hende om det. Alle folk havde deres små særheder, og det skulle man have lov til.
En telefon ringede i Vanadon's lomme, og han tog den op. Inden han besvarede opkaldet, vendte han sig imod kvinden. "De må undskylde mig et øjeblik." Han trykkede på knappen, og tog telefonen op til øret.
En stemme slog hurtigt ud af den anden ende. "Vanadon? Jeg har et job til dig. Jeg har hørt gode anbefalinger fra nogle af mine... Kollegaer, og tænkte på, om du kunne klare en lille sag for mig?" Vanadon vendte sig lidt væk fra kvinden. Hun var jo vampyr, så han gik også yderligere nogle skridt væk. Da han syntes, at det burde være en fin distance, svarede han manden: "Hvem skal du have til at forsvinde? Hvor meget? Hvornår?" Manden i den anden ende, svarede straks. "Direkte til sagen. Det kan jeg lide. Ser de, det er en medejer af et hotel. 4-stjernet. Jeg har en interesse i de aktier og den kæde. Hun skal væk. De har 3 dage. Deres betaling vil ligge på 500.000-600.000, an på hvor hurtigt og rent de gør det." Vanadon himlede lidt med øjnene over den lave pris, men skidt pyt, det var et job. "Jeg skal bruge et navn." Manden i den anden ende var igen hurtig til at svare. "Hendes navn er Mayêmia Dąbrowski. Skal de bruge andet?" Vanadon smilede. Han behøvede ikke andet.
Han lagde på, og gik derefter over til Maya igen. Han undskyldte kort for den lille afbrydelse, og gik længere ind i parken.
"Så, Maya. Har de lagt mærke til noget usædvanligt på det seneste i vores verden?" Så vidt Vanadon vidste, kendte kvinden ikke til hans race. Hvilket passede ham fint. Jo mere harmløs han virkede, jo bedre. Sådan foretrak han at folk så ham. Hellere være elsket, end frygtet.

”Selvfølgelig.” svarede hun kort. Hun gav ham den plads han nu behøvede, og af den grund tog hun selv nogle skridt videre. Faktisk stoppede hun ikke engang op med at gå. Hun satte blot tempoet ned, så hun bare slentrede af sted med meget små og langsomme skridt. Han skulle nok kunne komme op til hende igen. Hans ben så ikke ud til at fejle noget. Og samtalen virkede heller ikke til at virke specielt længe. Men alligevel havde hun fået sat paraderne op. Hun hadede at lytte til andre folks samtaler. Eller rettere, hun hadede når andre lyttede til hendes. Og det hun ikke kunne lide var den dobbeltmoralske følelse. Så i mellemtiden tog hun sig tid til at nyde aftenen endnu mere. Hun var egentlig ved at blive lidt sulten. Eller hvad det så end hed nu. For hun var i princippet hverken sulten eller tørstig. Trængende måske. Men det kunne nok vente. Så meget havde hun heller ikke brug for det. Og til hendes held havde hun den kontrol der skulle til. Han kunne sågar ligge og forbløde og hun ville kunne holde sig væk.

”Hmmh.. Jeg må sige, at den uforklarlige snestorm, kom meget bag på mig. Nu har jeg boet her i Di Morga i et godt dusin år, men den slags havde jeg dog aldrig oplevet før.” Egentlig interesserede den hende ikke. For hende var det blot en ting der kom og gik. Det havde nok påvirket menneskerne mest. Sådan at pludselig blive ramt af en bølge af overnaturlige vibrationer. ”Men udover det føler jeg ikke der har været noget udsædvanligt ved verdenen. Det hele har været så forudsigeligt. Lige fra fumlende fingre i aktiemarkedet til den rasende udvikling i China.” Alt imens hun talte, fik hun knappet sin frakke op, for så til sidst at afklæde sig den helt, så hendes kjole kom til syne. Frakken blev lagt hen over hendes ene arm, hvor den egentlig lå meget godt. Hun tillod sig så ellers at se sig lidt omkring. Ikke underligt at der ikke var mange til stede. Parken var ikke altid det sted folk ønskede at komme til på denne tid. Parken kunne ses som et lige så farligt sted som gyderne. Lettere isoleret. ”Har De da??”

Vanadon betragtede hende imens hun afklædte sig sin frakke. "Ikke noget specielt, nej. Jeg har hørt at en håndfuld mennesker skulle have fået færten af nogle af os, men ellers intet usædvanligt." Den slags ting kunne jo ske, tænkte han. Men han burde jo vide det, han tog kontrakterne. Som én af få. Han tog selv sin egen jakke af, da de kom forbi en lygtepæl der stod og oplyste et hjørne af parken. Han pakkede jakken ned i sin taske, omhyggeligt så riflen ikke skulle komme til syne. Han kiggede på lyset, og i et splitsekund kunne man måske lige opfange lynet der fik lampen til at gå ud, transferere til hans krop og ind i den.
Han følte sig opladt. Men for ikke at vække opsyn om hvad han var, faldt han sammen og fik udløst et spontant adrenalin-kick. Det var typisk det han gjorde, hvis han kritisk havde brug for det i offentligheden, og lod sig derfor ligne én, der blot kom ud for et uheld. Han rystede det hurtigt af sig, og rejste sig igen. Pustede ud, trak vejret som var han komet sig over et chok. Han stod faktisk nu kun i en t-shirt, sort, men med huller fra diverse uheld og skudepisoder, hvor jobbet ikke var gået som planlagt. Og så selvfølgelig iklædt et par ganske almindelige jeans. Nøgen kunne man jo ikke rende rundt.
"Men i al fald, menneskene kan jo ikke vide så meget som os. Ellers ville steder som dette være totalt overbefolket med mennesker, der søgte vores død."

Med ét, stirrede Maya mod ham med øjnede spærret lidt op. Hun skulle lige til at rent faktisk sætte sig på hug foran, blot for at se om han var okay. Det havde kommet om et mindre chok, da han pludselig bare var faldet sammen. Hun var ikke ligefrem den med medfølende person, men hun har skam heller ikke følelseskold. Ting der kom uforventet, havde altid en form for effekt på hende. For normalt vidste hun at de skete, på grund af den lille evne der lå gemt i hende. Paraderne havde stadig været oppe i dette øjeblik, så selvfølgelig havde hun følt et kort stik af bekymring. En ting hun blot skulle gemme langt væk. Hun ville ikke virke ramt på den måde. Hun måtte virkelig holde sin facade oppe.
”Mennesket er et svagt væsen. Og de ved det. Derfor holder de sig tit væk fra disse steder, med mindre de har et ønske om selv at dø eller ikke er helt bange af sig. Men det er de færreste der rent faktisk tror de kan nedlægge andre væsner. Som dig og mig.” Hun forholdt sig stadig neutralt. Blikket rettet frem for sig, og der var stadig ikke engang et tegn på smil i hendes ansigt. ”De fleste der ønsker os døde, har det med at søge hjælp hos andre.” Lige netop under slutningen af hendes sætning rettede hun sine øjne mod ham, men forsatte så ellers; ”Mennesket er jo ikke så naivt anlagt længere. Ikke ligesom den gang de jagtede hekse fra deres landsbyer. De bruger andre metoder.” Langsomt så hun igen bare frem. Med sådan et roligt udtryk i det blege ansigt. Hun var så afslappet. Uden bekymringer. Nærmest tankeløst. ”Men med disse metoder er mennesket rigtig nok blevet stærkere. Og jeg vil ikke benægte at de i store grupper kan gå hen og blive farlige. Men lad os ikke gå rundt i frygt hele tiden.” Hendes frie hånd blev elegant løftet op, for at stryge en vildfaren tot af hendes pandehår på plads igen. Bare så den ikke sad helt ned i hendes ansigt, og generede mere.
”Har De nogensinde været et sigtemål for andre, Vanadon? Jeg kan forstå De selv ikke er af denne menneskelige race, efter den måde De tiltaler dem selv på. Samme rang som mig, du ved..”

Vanadon kiggede på kvinden. Han forstod hende. Faktisk, delte han overraskende meget mening med hende. Mennesker var svagelige. Men modsat de andre dæmoner som ham, så holdt han sig fra deres energi. For typisk var den uren, beskidt. Fyldt med synd og brudte løfter. Ren energi var så... Tilfredsstillende. Måske var det til tider en ubehagelig oplevelse, som hvis han f.eks. fik lyst til at trække energi fra en reaktor, ville det give en lettere form for ubehag. Men stadig bedre end menneskers.
"Et mål for andre?" Hans hukommelse slog ud. Han huskede dengang han var blevet testet af en kult. En kult, han gjorde det af med så snart han var kommet fri. Blot 6 timer efter at de havde taget ham. Men det var smertefulde 6 timer.
"Engang, ja... En gruppe mennesker havde besluttet sig for at finde nogle af vores slags. Og de fandt os. Vi var vel en 4-5 stykker, vi holdt sammen..." Vanadon satte sig ned, og tog hånden op til sit veltrimmede hageskæg. "De flygtede. Og jeg holdt stand. For at hjælpe dem, der havde beskyttet min ryg så længe... Og jeg fik dem ud. Men menneskene fik fat i mig, og holdt mig fanget. Testede mig i timevis. De troede jeg var vampyr. Mig! Men der gik ikke længe, før en af dem bragte noget med ind..." Han begyndte at tale over sig. Han stoppede sig selv i at fortsætte. Han rejste sig.
"Men det er fortid. Jeg ordnede dem alle, på et splitsekund. Og siden har jeg ikke set skyggen af dem. Ikke engang det der lignede!" Han kiggede på Maya, let smilende. "Hvad med dem? Har de nogensinde været et mål for nogen?"

Forsigtigt tillod hun sig at sætte sig ned foran ham. På hug, som hun havde villet have gjort før. Med frakken lagt let over hendes lår, og hendes balance var til perfektion. Hendes blik var dog det samme. Neutralt, som hele hendes ansigt. Men det tog ikke fra at hun sad og lyttede til ham. Hun kunne nemt fornemme hvor smertefuldt det så end måtte være for ham at tale om det. Selv den stærkeste, havde sine svagheder. Og i dette tilfælde, var det åbenbart hans fortid. Hvilken skam.
Hun forholdt balancen, selvom han rejste sig, og hun blev siddende lidt endnu. Så bare ned i jorden. Dog gik det ikke mere en et øjeblik, før hun kom op i sin fulde højde på de 165 centimeter. Hun ventede fronten mod ham igen, og som man kunne forvente fra sådan en som hende, kommenterede hun ikke på hans historie. Det lå ikke rigtig til hende. Han ar jo stadig en komplet fremmed for hende, så hun havde ingen ret til at komme med indvendinger omkring hans liv. Hun vågnede hurtigt op fra sin lille tur ind i sine egne tanker. Det skete ikke tit for hende, når hun ellers prøvede og socialisere sig med andre, så i omkring et sekund sad der et overrasket udtryk i det kønne ansigt. ”Mig? Ja. Jeg har mange gange blevet jagtet gennem skovende med høtyve i ryggen. Til mit held var de fleste landbyboere alt for udmattet af arbejde til at kunne gøre nogen stor skade. Men de fik dog ram på min elskværdige skaber.” Selvom hun lød sikker og helt rolig, når hun fortalte nægtede hun nærmest og se tilbage på ham. ”Men ellers har jeg ikke æret udsat for meget andet end en kort kidnapning, fordi mennesket tror jeg ejer noget værdifult.” Hun knejsede lidt ned nakken, og et tilfreds suk løb hen over de fyldige læber, da den endelig sad på plads igen. ”Jeg er nu ikke bange for at der kommer til at ske mig noget. Jeg kan for det meste klare mig selv.”
”Hhmm. Er dine tidligere oplevelser så grunden til at De går rundt med en pistol? Jeg undskylder, men jeg fik et glimt af den da De tog Deres jakke af.” Endelig så hun mod ham igen. Med samme nysgerrige blik i de faktisk dybe øjne.

Han betragtede hende igen. Smilende over hendes spørgsmål. "Faktisk ikke. Jeg bærer den fordi den har affektionsværdi. Og fordi jeg er en smule paranoid. Nok har jeg redskaber til ikke at bruge den, men overnaturlige dødsårsager får ikke stille hen. I tilfælde af, at nogen bliver lige lovligt rapkæftede, eller trækker en kniv." Han følte ingen nød til at fortælle hvad han var i stand til. Med nok fokus ville han sagtens kunne slå ihjel. Men han ønskede ikke at dræbe folk, medmindre det var et job.
Han så ned af sig selv. Når følelserne kom i klemme, begyndte det at slå ud. I form af noget der kunne minde, om en aura af energi. Små lynkiler kom og gik, som var han blevet til en ustabil reaktor. Fanden tage følelsesmæssige forbindelser... Han hadede hans ukontrollable natur. Modsat andre dæmoner, kunne man se når han var oprevet. Han var ung, og stadig ikke helt udlært i kontrollens ædle kunst.
"Tilgiv mig, jeg... Jeg snakker for meget." Han kiggede atter imod himlen. Det beroligede ham. Trøstede ham. For himlen dømmer ikke. Og mon ikke kvinden heller ikke gjorde, men hvad fanden. I en verden som denne, havde Vanadon lært, at man kun skal stole på sig selv. Få andre dækker din ryg, hvis ikke de forsvinder før eller siden. Det var et lod han følte, han bar alene.

Maya sagde ikke rigtig noget til det. Hun var ikke ligefrem typen der kom med små indvendinger hele tiden. Hun kommenterede ikke på ting som hun ikke selv følte behøvede en kommentar. Og hun prøvede for det meste at holde sin næse væk fra andres ting og sager, trods hendes nysgerrighed. Men hun hadede heller ikke stilheden. Hun ville hellere sige det modsatte. Hun kunne rigtig godt lide stilheden. Hun havde levet med at det var der hun kunne slappe allermest af. Og hun følte sjælden en form for nervøsitet, når stilheden omringede hende.
Derfor forsatte hun blot i stilhed. Nød de naturlige lyde. Opfangede en hver kvist der blev trøst på, og hun overvågnede hvad der var omkring hende. Indtil hun så endelig fik åbnet sin mund igen, efter et godt stykke tid, uden nogen intelligent samtale. ”De virker til at være indblandet i en del død. Ikke at jeg siger De selv dræber, men af hvad De har fortalt, kan jeg fornemme at det har en del i dit liv.” Hun forholdt sig stadig stille og rolig. Neutral, kunne man blive ved med at sige, om at forklare hvordan hun var over for andre. Nærmest bedrevidende, for arrogante personligheder. Hun fokuserede på et grønt blad, der kom svævende ind foran hendes ansigt. Hun fulgte det med blikket, lige indtil det fandt sin vej ind i ingenting. Men selvom hun virkede ukoncentreret, kunne man altid regne med hende. Dette betød jo ikke at hun ikke lyttede. Det betød ikke at hun ikke var interesseret. Hun havde vel bare sine små øjeblikke. Som tit skete når hun var i de rigtige omgivelser. Parken var måske ikke det bedste område for hende at være, hvis det havde noget med forretning at gøre.
Det var først nu at de farende råde øjne atter så mod Vanadon. ”De må endelig sige til hvis jeg stikker for dybt.”

Vanadon kiggede hurtigt på kvinden. "De stikker ikke for dybt. Jeg skal bare lære at fortrænge det uønskede." Vanadon knugede hånden hårdt sammen. Hans negle borede sig ind i håndfladen, der dog forblev fin og intakt. Luften var nærmest elektrisk, opladt af Vanadon's aggressive og ukontrollable følelser.
Han lagde pludselig mærke til noget i en busk, blot 10 meter væk. Han kneb øjnene sammen, og kunne skimte nogle næsten lysende, dog blanke øjne, der betragtede det umage par som han og Maya dannede. Han kunne næsten se spejlbilledet af dem i de nysgerrige øjne, der så på dem. Og hvis han ikke tog meget fejl, var det løbet på en shotgun der var lidt længere nede, under de sære øjne.
"Vi har fået gæster, Maya. Gæster, som tilsyneladende ikke bryder sig om os." Han stod immobil, helt stille, som om han ventede på at personen i busken bare skulle skyde. Han kunne tage det, det vidste han. Han ville ikke gå til, tværtimod ville han nok bare stå upåvirket, med et mindre sår, der ville lukke sig ugen efter. Han lod Maya beslutte hvad de skulle gøre. Hun virkede mere erfaren end ham selv, men alligevel var han fristet til at gå i flæsket på den betragtende skikkelse i busken.

Maya, der ellers havde været optaget af at høre hans undskyldende stemme, blev hurtigt selv opmærksom på hvad der nu gemte sig. Skjulte sig for dem. Tydeligvis ikke godt nok, til at kunne nå og gøre noget imod dem uden de opdagede ham. Eller hende. Det kunne jo i princippet være begge dele. Nu til dags var det normalt at kvinder også kom ud på marken. Og kvinder kunne sagtens have had. Men hun forventede ikke at den fæle lugt kom fra en kvinde. Og den måde personen, knap kunne være i buskaset, fortalte hurtigt om kønnet. Og så lå hans vejrtrækninger også en smule dybere.
Hun panikkede ikke. Hun stoppede bare op, efter et par skridt fra ham. Et stille og roligt. Som var det en normal opbremsning. Hun forholdt fokus, og prøvede at gøre meget hun kunne får ikke at lade skytten kende til hendes viden. I et par lette bevægelser, fik hun igen iført sig sin jakke. Svang sit hår op over kraven, og fik til sidst lukket den så den igen sad som den havde gjort før. Den dækkede kun lige hendes kjole, så frakken selv kunne udgøre en ny. ”Rolig. De må huske at de ikke vil kunne skade dig alvorligt. Og jeg kan forstå det ikke med garanti er Dem de er efter.” Hun gned sine hænder sammen, som frøs hun. Man skulle næsten tro hun stod og legede menneske. Hun valgte endda at ånde ud. Lod sin brystkasse hæve og sænke sig. Afslappende vejtrækninger. Selvom hun ikke havde brug for det. Hun så langsomt op mod Vanadon. Trådte et skridt tættere på ham. Med fronten mod hans front. Så ham i øjnene. Med det samme blik som altid. ”Men lige meget hvad ønsker jeg ingen sår i aften. Og jeg bryder mig ikke om sølv.” nærmest hviskede hun ham, som hun havde ladet sit ansigt nærme sig ham. Som havde hun gjort klar til et kys.
Med ét, blev den rolige aften, dog brudt af et skud. Krager fløj med det samme op fra deres trygge pladser på grenene. ”Kom!” Uden tøven rørte hun ham for første gang hele denne aften. Hun greb om hans ene håndled og så fik hun i sat gang i ben tøjet. Og efter at bare trække af sted med ham, forventede hun at han gjorde det samme. Hun kunne svagt fornemme hvordan kuglen havde kløvet sig vej gennem luften. Hun havde undgået den, men havde han? Hun havde ikke rigtig tid til at se efter. Hun havde sine øjne stift rettet mod den nærmeste udgang af parken. Til hendes held så den ikke ud til at være så langt væk. Hun skulle blot løbe gennem træerne og hen mod en anden sti. Farten holdt hun ikke nede, og den eneste grund til at hun kunne holde Vanadon til sig, var den styrke hun havde opbygget gennem sit liv. Endnu et skud kunne høres. Stoppede hende ikke. Det var først da de var helt ude af parken, at en sort bil kørte op foran dem. Automatisk blev døren til bagsæderne åbnet, og hun endte vel med at være kaste ham ind, inden hun selv satte sig til rette. Så snart døren blev lukket startede bilen op igen.

Efter lidt tid, drejede hun endelig sit blik væk fra vinduet, og hen mod dæmonen. ”Er De okay??” Trods hun prøvede at forholde sig rolig og professionel, kunne man stadig se på hende at hun ikke brød sig om den slags situationer. Hvem gjorde der?

Da Vanadon næsten bogstaveligt talt blev revet med kuglen bagud, stønnede han kort, udmattet. Han rejste sig kun lige, idét Maya greb fat i ham og hev ham med sig igennem parken. Han kiggede ned af sig selv. Kuglen var blot gået én centimeter ind i hans bryst, og var stoppet der. Det var trods alt godt og vel en 45 kaliber, og havde det ikke været for den barriere der var blevet skabt af hans oprørte sind, var den nok gået længere ind.
Han følte, at det hele gik langsomt. Som i slow-motion, og skulle til at protestere imod at Maya førte vejen, da han kunne løbe hurtigere. Han lod dog være, da han opdagede bilen ret forude, som han næsten blev kastet ind i. Vanadon satte sig op så snart muligheden bød sig. "Jeg har det fint. Ugh..." Han pressede kuglen ud af brystet, og lod den falde ned på gulvet i bilen. Samlede den op, undersøgte den. "Hvad laver de, som muligvis kunne fange dem i en sådan situation? Arbejder de sort, eller har du en magtposition?" Han havde aldrig rigtig fanget hendes proffesion, hvis hun da overhoved på noget tidspunkt havde ytret den. Han åbnede et vindue, og drænede de næste tre gadelygter de kom forbi. Han var næsten farlig at røre ved lige nu, med den mængde energi han bar på i kroppen. Han kiggede på kvinden ved hans side, med et blik der næsten krævede et blodoffer. "Vi tager en runde om parken, og så finder vi den skytte. Ellers stopper det ikke dér. Gør vi ikke noget nu, kan der komme flere til. Jeg taler af erfaring." Han mente det med gravende alvor.
Faktisk frygtede han, at han selv var blevet offer for en kontrakt. For hvis han var, vidste han at det næppe ville stoppe her og nu, med denne enkle episode. Det kunne fortsætte i årevis, hvis han ikke selv slog skytten ihjel. Sådan arbejdede han trods alt selv. Jagtede, indtil byttedyret stoppede op, og gav efter. Eller til det gjorde modstand.

”Jeg er en heldig medejer af hotelkæden Granciér. Jeg kender desværre ikke helt til grunden til hvorfor det skulle være en brugbar grund, men jeg vil ikke benægte at jeg er kommet på andres dårlige side gennem årene.” forklarede hun sig. Hurtigt og kort. For første gang igen, talte hun hurtigt. Som var panikken først opstået i hende nu. ”Mademoiselle Mayêmia? Det kunne også være denne herre der var målet her i aften.” Chaufføren vendte sig ikke om, og han tog ikke blikket fra vejen, men han talte nu alligevel til dem. Eller hende. Selvfølgelig havde hun overvejet den mulighed. Det var jo blot dybt at gå efter hende på den måde, blot på grund af noget magt.
”Er De..” Hun stoppede hurtigt sig selv. Tog lidt tid til at se bedre på ham. Han virkede sikker i sin sag. Og synet af den mindre hævntørst hun syntes at kunne se, fik hende til ikke at sætte flere spørgsmålstegn ved hans ønske. ”De hørte hvad han sagde. En rundt om Parken, Javé.” beordrede hun så, stadig med de røde øjne direkte mod Vanadon. Stirrede nærmest på ham. Undersøgte ham med øjnene. Hun kunne sagtens dufte hans blod. Hvor pirrende. Han var ikke helt uskadt. Men hun forventede ikke at han ville dø af et mindre skudsår. Og hun ville nok ikke begynde og græde, hvis det skete. Men duften af hans indre røde væske, irriterede hende. Frakken blev for anden gang taget af, og eftersom hun ingen sikkerheds sele havde på, var det nemt for hende at bare hoppe et sæde tættere på ham. Frakken blev krøllet sammen, og blot presset mod hans sår. ”De må huske til en anden gang, trods alder giver bedre erfaring, så vil det stadig friste.” Automatisk pressede hun en smule hårdere. Hun havde ingen idé om hvordan det rent faktisk skulle gøres, men hun gjorde blot hvad hun vidste var bøger. Og indtil videre virkede det heldigvis heller ikke til at han blødte enormt. "Jeg håber De ved hvad De gør.."

Vanadon's opmærksomhed blev rettet imod chaufføren. Han rynkede brynet kort. Mayêmia... I hans hoved gik et lys nærmest op for ham. Det er hende, for fanden! Det er hende! Slå til, nu! Gør det! Den lille stemme i Vanadon's hoved slog han hurtigt væk. Penge var ikke problemet for tiden, og han havde andet for lige nu. Desuden ville et mord midt i en bil med chaufføren selv være dumt, helvedes dumt. For der ville være vidner.
Han trak sin t-shirt af, rev den i strimler og bandt det stramt om såret, og brystet, efter han blidt havde skubbet kvindens hånd væk.
"Der går ikke mere end en uge eller to, så er det så godt som nyt." Han så ud af ruden. De passerede forbi parken, og Vanadon begyndte at hæve sin hastighed med en lille del af den strøm han havde taget til sig. Han var klar. Hele verden begyndte af bevæge sig langsomt. "Jeg ved hvad jeg gør. Og det indebærer, at du holder dem dødeligt tæt på mig." Han ventede. Og ventede. For ham gik det uendeligt langsomt, før bilen endelig stoppede. Han åbnede døren, fløj nærmest ud og hev Maya med. Han smed hende om på ryggen af sig, og spurtede igennem parken, med godt og vel 80 km/t. Han ignorerede fuldstændig alt omkring sig. Hvis han vil tage et skud, så lad ham endelig. Se om han kan ramme. Han løb op af stammen på et træ, greb den første gren der så stabil nok ud, og svingede sig op. Han satte Maya stille ned på grenen, og spejdede ud over parken.
"Hvis du ser noget, så sig til. Peg, og jeg skyder." Han havde ingen synlig pistol på sig. Han var blot sig selv, og kvinden ved sin side. Og lad os indse det, to sæt øjne ser bedre. Det var Vanadon's mening, at hun var kommet med ud. Ikke for at kæmpe, men for at bruge øjnene. For nok var han en ferm skytte, men han var stadig begrænset til 180 grader. Så et sæt øjne mere ville kun gøre gavn.

Maya havde virkelig klamret sig til ham, som han havde suset med hende på ryggen. Selvom hun nemt selv havde mulighed for at komme op i den fart, så var det altid mest behageligt at selv have sine fødder plantet på jorden. Man kunne næsten tro at hun besad en skræk for hurtige rutsjebaner. Øjnene havde hun dog forholdt øjne, og en frygt var ikke ligefrem at se i hendes ansigts udtryk.
Hun ville helst bare sidde der hjemme, og så gjort sit arbejde færdigt, i stedet for at lege soldat med denne fremmede dæmon. Godt nok kendte hun saftige detaljer om ham, men det var stadig underligt. Han brugte hende vel også kun fordi hun lige var til stede. Det var knap så underligt. De havde hver deres specielle lille evne. Hun havde øjnene, og han havde tilsyneladende våbenet. Hvilket team de udgjorde i øjeblikket. Hun rejste sig lydløst op på grenen, og fik fat i grenen over sig. Hun havde brug for at komme en smule højere op. Bare lidt. Godt nok var hun en finere dame, men hun var stadig en jæger. Og dette var ikke meget anderledes fra hendes nattelige rutine. Hun svang sig elegant op på grenen, og sad ellers på hug på den, mens hendes røde øjne skimmede ud over parken. Forbandede træer. Lige meget hvor meget hun elskede parken, blev et lille had nu skabt. Der gik længere tid, hvor hun intet så. Ikke engang et dyr, der normalt befandt sig her i Sombre. Ikke engang et lille glimt. Ikke før efter noget tid, hvor hun bare havde siddet stille. Hun trak ikke vejret mere. Og i endnu en lydløs bevægelse, fik hun svunget sig ned til ham igen, med benene fastgjort til sin gren. Hun hang vel godt og vel ned hovedet ned ad. ”70 grader til venstre. Liggende. Han er gemt i buskaset. Ingen tegn på at han kender vores position.” Så svang hun sig ellers helt ned, og sad atter ved hans side.

Vanadon kiggede hen imod den retning Maya havde givet ham. Og han så ham. Lettere skjult, men synlig fra deres vinkel. Han ønskede ikke at slå ihjel, det skulle blot være et handikap. Et handikap, der ville afholde ham fra så farlige situationer en anden gang. Der gik et splitsekund, hvor Vanadon samlede al den energi han kunne tillade sig at proppe i angrebet, og et blåligt lyn fløj direkte ud af Vanadons hånd, som et lynnedslag fra himlen, og ramte mandens højre arm oppe ved skulderen. Der hørtes et smerteskrig, hvorefter man kunne se manden vride sig, febrilsk og panikken over manglen af hans arm, der var brændt op på stedet.
Vanadon sprang ned fra træet. "Tænk at du var dum nok til at prøve et sådant attentat. Var du overhoved klar over, hvad du skød efter?" Vanadon gik langsomt hen imod den sårede mandsperson, og da han nåede ham, tog han fat ved halsen, og løftede han op. Ikke for at kvæle ham, men for at true. Og han stak den anden hånd ind i det forbrændte sår. Manden gav et skrig fra sig, imens Vanadon rodede i den forbrændte side.
"Jeg kunne have fjernet dig på stedet om muligt. Og selvom dette ikke er mig en fornøjelse, så er det mig nødvendigt. Hvem sendte dig, skytte?" Vanadon stirrede stift på den mand, der indtil nu blot kunne pive og klynke over hans manglende legemsdel.

Maya kom selv ned fra træet, kort efter Vanadon. Hun landede som hun ville have gjort, hvis det blot havde været et let hop fra jorden. Som da hun havde hoppet over stenen på stien her tidligere. Hun nærmede sig ofret, for dæmonen kraftfulde angreb, men alligevel holdt hun lidt afstand. Hun fik løftet en hånd, som så blev lagt op foran hendes læse. Lugten af afbrændt kød, var ikke ligefrem den mest behagelige lugt. Og hun holdt sig helst væk fra selve kilden. Hun lagde den anden arm omkring sig, lige under sin barm, og albuen på den første arm, blev støttet. Hun stod ellers bare og betragtede hvad der skete. Hun var ikke helt for interesseret i hvad der skete med manden. Hun følte ingen medlidenhed med ham. Han var trods alt ikke andet end et sølle menneske. De døde så let. Og de følte smerten så let. Der var så mange af dem. En ville ikke blive savnet. Ikke af hele menneskeligheden.
Hun var stadig helt rolig. Hånden blev langsomt fjernet, og armen fandt sig til rette med den anden, omkring hende. Og hun tillod sig at nærme sig lidt mere. Faktisk kunne hun bare forsvinde nu. Hendes lift hjem, holdt stadig, hvor den havde stoppet. De røde øjne lyst lidt mere op. Mere faretruende, som hun bare stirrede mod skytten. ”Frank Tropp. Det er det navn jeg hører.” Endelig lød hendes selvsikre stemme igen. Ingen hvisken. Ingen tøven. ”Men jeg vil ikke sige at det er afsenderen. Jeg er ikke 100% sikker.” Hun sukkede dybt, og fik lukket sine øjne i, for samtidig at dreje sin overkrop en smule. Armene lå nu mere over kors, og da hun åbnede øjnene igen, så hun mere bare omkring dem. ”Den anden skytte ser ud til at have stukket halen mellem benene. Jeg kan ikke lugte ham længere. Hør her, Monsieur Vanadon.” Hun så nu direkte mod dæmonen. ”Lad denne mand leve med frygten og skammen. Og mindet om aldrig..” Hun kunne ikke holde et hvæs inde. Og hun nåede lige kort at se mod den skadede mand, og lade ham se de syle af hjørnetænder hun havde, og så var blikket roligt tilbage mod Vanadon. ”..at trodse os. Men så igen.. Valget er Deres.. Javé kan give Dem et lift hjem hvis De ønsker det.” Med de sidste ord drejede hun om, og begyndte, med et alment tempo, at træde gennem parkens område.

Vanadon kiggede på manden. Da han hørte navnet, slap han manden, der faldt til jorden. "Den mand hyrede mig engang. Faktisk er det kun få uger siden." Han følte ingen grund til at gemme sin proffesion væk mere. Hans cover var blevet lettere ødelagt af denne uheldige situation. Han vendte sig mod manden, satte sig på hug, og kiggede indgående på ham. "Du får lov til at slippe, denne her gang. Men hvis jeg ser dig bare én gang til..." Han lod nogle små lyn spinne omkring hans hånd. "... Så er du en død mand. Det der skete her til aften, var en ulykke du kom ud for. Du fik vaklet dig hen til hospitalet, og dér beder du om hjælp. Husk, dette var en ulykke."
Vanadon's stemme var ikke ligefrem venligt stillet. Han rejste sig, og fulgte efter Maya, i et stille og roligt tempo. "Fik du fat i, hvem af os der var jobbet?" Hans nysgerrighed ledte ham til at spørge, når nu kvinden kunne læse mandens tanker, tilsyneladende. Hvilket fik ham til at tænke på, om hun mon læste hans tanker ligeså?
"Et sjovt sammentræf er faktisk, at jeg har lejet et værelse på Granciér. Så hvis vi skal samme vej, er det jo kun godt. Måske kan vi endda 'fejre' nattens succes."