Contract me here and contract me there... XXX

”Målet var tydeligvis Dem. Der var ikke det mindste spor af mig, i hans alt for rodede tanker.” Hun havde aldrig prøvet og ligge skjul på sine evner. Men hun gik heller ikke rundt og pralede over at have dem. Information kom først fra hende, hvis det var nødvendigt. Og det vidste denne unge dæmon nok allerede, med mindre hun tog fejl. Det var så nemt at læse på hende. Men kunne ikke læse hende som en åben bog, men mere som en manual. En manual omkring hvordan hun egentlig var. Eller hvordan hun håbede at virke i omverdenen. Hun havde jo selvfølgelig, som så mange andre, en facade. Det var hendes forsvar. Og nu da alderen var ved at nå omkring hende, var der ikke helt det samme ’sjov’, som der var før i tiden. Hun var ikke mere den naive tøs, der gik i armene på en mand, blot fordi han havde charmeret sig ind på hende. Dog fortrød hun aldrig hvad der var sket. Hvis ikke, ville hun ikke være i live nu.
”For at være ærlig, var jeg på min vej hjem, men jeg finder ingen grund til ikke at tage et smut ud forbi Granciér. Jeg har trods alt ikke set til dem længe.” Hun lød igen mere udmattet. Hun var ikke irriteret, og søvn havde hun fået nok af. Men aktion havde hun virkelig også bare fået nok af. Der var en grund til at hun helst levede sit stille liv. ”Og De kan slappe af. Jeg prøver så vidt muligt at holde dine tanker ude af min rækkevide. Deres selskab er en ting jeg beære, så jeg har ingen grund til at hører mere end nødvendigt.” Hun så sig kort over skulderen. Stoppede op, og ventede til Vanadon atter kom op til hende. ”Kommer De?? For resten.. Jeg forstår De ikke ligefrem er denne elektriker, de udgav Dem for. Hvilken profession er De inde for?”

"Det sætter jeg pris på." Vanadon lukkede kort øjnene, før de nåede frem til deres destination. Han gik ud af bilen, og kiggede på Maya. "Nej, jeg er ikke ligefrem elektriker. Min forretning er ikke meget ulig de mænd vi mødte i parken. Bortset fra, at jeg er en del mere proffesionel." Vanadon gik op til receptionisten, og bad om sin nøgle. Han vendte sig igen mod kvinden.
"Faktisk, er jeg meget mere forsigtig. Og dog, stadig dødelig." Han bankede på sin sportstaske, og gik hen imod elevatoren. Han trykkede på knappen, og kom op til sit værelse. Åbnede døren, og gik indenfor.
Han smed først tasken i et hjørne, og kiggede i sit køleskab. Han fandt en flaske rødvin, åbnede den og hældte det op i et glas. Han tog en slurk, og gik hen imod tasken igen. Han åbnede den med en enkelt hånd, og trak den fine sniper riffel op.
"Dette er en Remington 700. 55 kaliber. Kraftfuld nok til at blæse armen af en dødelig mand, hvis man rammer skulderen." Vanadon kiggede på kvinden, og rakte hende riflen. "Du spurgte trods alt selv hvad jeg faktisk lavede. Og jeg slår folk ihjel. Proffesionelt. Men kun hvis jeg mener de fortjener det."

Maya fik selv fundet et glad frem. Hun lod allerede som om hun var hjemme. Men så igen. Hun kendte stedet bedre end Vanadon kendte det. Hun havde skam haft en finger med i spillet, når det kom til hotellerne. Og hun havde fornemmelsen af at hun kunne gøre hvad end hun nu havde lyst til. Hun fik hældt en smule af den røde vin op i glasset. Ikke meget mere end halvt op. Godt nok kunne hun indtage vinen, men det kunne hurtigt blive for meget for hende. Et glas var rigeligt til at kunne give hende kvalme. Hvor kunne hun godt bruge en slurk af den styrkende væske. Men der var ingen grund til at hun bare gik med det samme, blot for at indtage en form for mættende føde. Hun havde nu en gentleman som hun skulle underholde. Eller holde med selskab.
Hun stillede sig roligt ved hans side. Eller et par skridt afstand var der godt nok mellem men, men det var nok mest for at give ham lidt plads. Hun havde ingen forstand på skydevåben, men hun lyttede alligevel efter. Det var altid spændende at lære nye ting. Også selvom det ikke var en ting der direkte interesserede en. Hun blev en smule overrasket da han rakte hende riflen. Glasset blev stillet på den nærmeste tilpasselige plads, inden hun forsigtigt tog imod det. ”Vil det så sige at De bliver hyret? Jeg husker noget omkring det.” Hun studerede riflen. Vendte og drejede den. Den virkede let i hendes hænder. ”Det så ud til mændene nede i Sombre ikke havde været tilfredse med Deres arbejde. Eller rettere, det havde denne Tropp ikke. Mit gæt er at De ikke udgjorde arbejdet som aftalt. Hvis De overhoved fik det gjort.” Selv var hun ikke ligefrem stødt af hvad han lavede. Selv var drab en almen ting. Det var de færreste der havde et liv efter hendes sultne angreb. Og hun følte stadig intet, når hun bare efterlod de tomme hylstre. Mennesket dræbte jo også for at få mad. Kød. Så hvorfor måtte hun ikke gøre det samme? Roligt rakte hun riflen tilbage til ham, og greb igen om glasset, med en sådan nænsomhed, at det ikke stod skjult at hun bestemt var af de højere range. Eller blot af den finere del. Glasset blev sat mod hendes læber og en lille tør løb ned i hendes svagt åbne mund. Hun drejede derefter opmærksomheden på udsigten. ”Og De snakkede om ’fortjent’. Hvad gør at en person har fortjent ikke at dø??”

"Det har måske noget at gøre med, at han ikke ville betale mig det fulde beløb. Så jeg tog hans livvagts tricker-finger som betaling for resten." Han tog imod riflen igen, satte glasset fra sig, og lagde den perfekt, fuldstændig som han var vant til. Den stilling havde han indtaget mange gange for at ende en mands liv. Eller flere. Han lagde den hurtigt fra sig, og tog igen glasset. Tog en tår, og gik hen til vinduet. "Mænd er forskellige. De fleste driver bare forretning. Andre søger os. Helt tredje mennesker slår ihjel for sjov." Han vendte sig igen mod kvinden. "Hvis en mand har en ren straffeattest, og barn, så vil jeg ikke røre ved det. Børn er uskyldige, modsat deres forældre. Så typisk giver jeg dem et tilbud. At komme ud af det der end har fået dem mærket for livet, og forlade byen." Det lød sentimentalt, måske. Men Vanadon var én af de få. Han, i modsætning til resten af sin race, gav en fuck.
"Og så jager jeg af og til vores slags. Nogle gange er det sværere end andre." Han tænkte tilbage på hans nok sværeste opgave. Han havde fået den af en djævel. En djævel, der ønskede døden over en engel. Og Vanadon havde sagt ja.
"Jeg tog engang imod en mands tilbud. En mand, der ikke var en mand. Men et monster. Han bad mig dræbe en engel." Vanadon holdt en pause, og kiggede igen ud af vinduet. "Det tog mig næsten en krig. En hel nat. Og jeg fik ram på hende. Men skylden kom over mig. En skabning, der var af det ultimativt gode. Og jeg havde taget dens liv."

”En engel, huh.” gentog hun svagt, og man kunne vel svagt skimme en stigning i hendes mundviger. Bare ganske let. Men det var ikke ligefrem rettet mod Vanadon. Nok mere sig selv. For hendes blik var stadig stift ud af vinduet. Hun nød udsigten ud over byen. Udover horisonten. Hun havde sat meget i sit liv, men der ville altid være noget tilbage at se. Hun trådte tættere på vinduet, og i et let hop, fik hun plantet sin bagdel i den brede vindueskarm. Og nu så hun endelig mod ham. ”En engel for tit aldrig tildelt evner til at angribe. Kun til at forsvare. Så en engel vil ofte være et nemt offer. Men dette monster ønskede nok ikke selv at have englens rene blod på sine hænder.” Hun vippede lidt med sine ben, og tog en lille pause for at indtage endnu en tør af den bitre vin. Slikkede sine læber fri fra resterne, og åbnede igen munden: ”Hvad ville De så gøre hvis jeg en dag endte på Deres liste? Har jeg fortjent at dø? Jeg har hverken barn eller en ren samvittighed.” Langsomt stillede hun glasset ved sin side, i karmen, og fik efterfølgende trukket elastikken ud af sit hår, og kørt fingrene igennem for at løsne fletningen, så hendes lange hår så bare faldt løst om hendes ansigt. Lettere bølget. ”Ville De være koldblodig nok til at se dybt i mine øjne, og trykke på aftrækkeren? For det eneste De meget muligt ville få ud af det, ville være et stort bundt penge, hvis jeg ikke tager fejl. En skytte kommer ikke billigt til for sig.” Hun rystede kort på hovedet, for at løsne håret lidt mere. Det var behageligt at have det løst, efter det have været sat op i et par timer nu. Trods solen var fremme, kunne hun stadig gøre ting, så længe sollyset ikke fandt sin vej indenfor. ”Et andet spørgsmål er: Nyder De Deres job? Nu tag ikke dette som dømmende, jeg er blot nysgerrig.”

Vanadon gik hen til Maya. Kiggede hende direkte i øjnene. Selv var hans grønne, dybe. Han havde mangen en aften hypnotiseret kvinder med disse ædelsten. "Om jeg kunne tage dit liv?" Han holdt en pause, imens han lydløst rakte ned i baglommen, hvor han gemte en lille revolver. Den var ladt med sølv, til det formål den skulle tjene dagen der ville følge denne aften. "Jeg kunne tage dit liv uden så meget som at blinke med øjnene." Revolveren var rettet mod hendes mave, den berørte hende ganske blidt. "Men du er mere værd i live. Mere værd for mig, og mange andre." Han smed våbnet over på sengen, tog fat i hendes hånd imens han svingede sig elegant ud til siden, og trykkede på en knap på et radioanlæg. Den sang der kom ud lød mest af alt som noget fra en italiensk musical.
Vanadon svingede Maya ind til sig igen, og tog hendes anden hånd. "El Tango de Roxanne. Hvilken tilfældighed." Han begyndte at føre en tango, og formodede at Maya fuldte efter. "Jeg formoder, at de vel har lært at danse." Sangen kørte som baggrundsstøj, der styrede Vanadon's bevægelser. Han havde lært det for nogle år tilbage, og nød altid godt af en tango. Det var lidt specielt.
"At skyde dem ville ikke gøre mig nogen gavn. Og de hjalp mig trods alt i aften, så det ville stride imod mine etikker. Men for at vende tilbage til dit spørgsmål om, hvorvidt jeg nyder dette job..." Han holdt en talepause, imens han elegant dansede sig vej igennem rummet med Maya i armene. "Jeg nyder det faktisk. Det er som en dom der bliver slået ned over en kriminel. Sådan føler man det hver gang."

Et lavt udbrud kom fra hende, idet han trak hende med sig. Hun hørte klirret fra glasset, der havde faldet ud af hendes hænder og ned på gulvet. Hvilken skam. Men så igen. Hvilket helt med trægulvet. Det ville ikke have en rødvins plet for evigt. Men selvom hun hørte lyden af det smadrede glas, syntes hendes opmærksomhed at være rettet kun mod Vanadon. Hun så helt overrasket ud. Ikke bare en smule, som hun ellers havde gjort hele aftenen. Denne gang havde han faktisk formodet at fange hende i et træk der ikke var specielt forventeligt. Og hun skjulte ikke hendes forbavsede tilstand. For trods hendes hænder var på det rigtige sted, og trods hende ben og fødder fulgte med som hans førte hende rundt, i en tango, så lignede hun pludselig mere en typisk 18 årig i ansigtet. Ikke så stram og ligegyldig som før. Hendes øjne havde så direkte mod hans, og i det hele taget viste hendes ansigtsudtryk flere følelser end hvad han nok ellers havde set. Men stille og roligt begyndte hun at falde til ro igen. Hun kunne godt danse, men det var sjældent hun gjorde det. Og hun var nok heller ikke den største fan af det.
”Interessant.” Hun begyndte at fortryde lidt at hendes hår ikke mere sad i den læse fletning. De bløde totter flagrede omkring, hver han de lavede et sving, eller blot en form for hop. Men så igen. Tango var en mere passionspræget dans. Undertegnede en form for vildskab. ”Hvad fik Dem så ind i dette? Hvad gav Dem lyst til at gå ind for denne profession? Var det pengene?” Der var ikke rigtig så meget at tænke for hende. Hun lod sig føre. Lige så godt som hun nu var blevet lært. En hver kvinde ville kunne lære at danse, så længe den mandlige partner vidste hvordan det gik.

Han gjorde det godt. Med den ene hånd i hendes, og den anden om hendes liv, bevægede han sig yndefuldt igennem lokalet. Han havde lært det ud af ren interesse, da han fandt det smukt, og charmerende. Han havde ikke danset i en rum tid, så han følte at situationen kaldte på det. "Pengene var en del af det. Men selve sporten i det." Han holdt en pause, idet han lavede 'det forbudte trin', og lod hende hvile kort i luften, på hans hånd. "Der er intet mere tilfredsstillende end at nedlægge et bytte." Han blinkede diskret med det ene øje, og fortsatte dansen som var det en casting til en film.
Han havde godt bemærket hendes overraskelse i starten. Han var selv blevet lidt forbavset. Hun havde opholdt en fin og kold facade det meste af aftenen, uden de store mimiker og ansigtstræk, så det var en omend god overraskelse. Han holdt hende hele tiden fastlåst med blikket. Hun kunne ikke komme ud af det her.
"Jeg fik faktisk et lidt interessant job denne aften her. Et telefonopkald. Og som du nok allerede har regnet ud efter hvad jeg har sagt tidligere, var du mit job." Han fortsatte dansen, passioneret. "Men du er som sagt for værdifuld i live. Og lad mig være ærlig, det ville være synd at se et kønt ansigt blive spildt på en kugle." Han smilede, og da han endnu engang nåede anlægget, slukkede han. Sangen var færdig, rummet var atter stille i en lille tid.

”Mig? Det havde jeg ikke set komme.” Maya slap ham med den ene hånd, og med den anden hånd stadig i hans, lod hun sig selv tage en sidste omdrejning til hun slap helt, og kom så ud af hans elegante greb, som var nødvendigt i deres tidligere dans. ”Som sagt ønsker jeg aldrig at snage hos andre folk. Jeg er ærligt forskrækket over at nogen faktisk ønsker mig død. Og hvilken skamfuld død, at blive dræbt af en der blot er betalt for det.” Han havde jo ingen grund til at ende hendes evige liv. Hvis man da kunne. Den eneste grund, ville være pengene. Så vidt hun vidste, havde han intet mod hende at gøre. Ikke gør nu i hvert fald. Men hun havde da ikke gjort noget, der kunne skabe et had i ham. Hun løftede begge sine hænder, og lod alle ti fingre glide gennem det bløde hår. Så nemt som ingenting. Som var det nyvasket. Ikke en uglet tot. Det så kun en smule pjusket ud, sammen med den ekstra fulde. Hun var taknemmelig for ikke at have ustyrlige lokker mere, trods det tykke hår.
Med et let suk lod hun sig bare falde bagover. Ned i den bløde seng. Den kunne minde om den hun havde der hjemme. Med det nærmest skrigende hvide sengetøj og det mørkeblå overlægnings tæppe. Øjnene lukkede. ”Blev De overrasket, da de fandt ud af det var mig?? Hvilket tilfælde det lige netop var.” Øjnene åbnede igen. Så bare mod loftet. Hun virkede ret slukket. Hun prøvede jo altid at holde facaden oppe, men når den begyndte at falde kunne hun nærmest virke direkte skrøbelig. ”Jeg for taknemmelig for De valgte at jeg ikke var et af Deres ofre. Trods jeg er ved og blive gammel, er der stadig ting der skal eksperimenteres med.” Hun satte sig endelig op igen, og de røde øjne så roligt mod ham. Det neutrale ansigts udtryk var tilbage, udover at flere følelsesskygger nu lå over hende. Den forbistrede mand. At havde brudt gennem det første lag.

Vanadon betragtede hver en bevægelse hun foretog sig. Da hun smed sig ned på sengen, satte han sig ved kanten. "Selvfølgelig blev jeg overrasket. Det var faktisk temmelig komisk. Måske næsten endda sørgeligt. Og jeg må selvfølgelig meddele min arbejdsgiver om, at jeg ikke kan udføre jobbet. Men bevares, det er kun en små 100.000 pund." Han lænede sig tilbage på albuerne, afslappet. Det havde været en lidt speciel aften. Han havde stiftet bekendtskab med hvad der skulle have været en kontrakt. Godt bekendtskab oven i købet.
Han så på kvinden igen. Han syntes at fange noget i de fine træk, da hun satte sig op. Var det frustration han syntes at kunne skimte? Han smilede let. Et rigtigt drengerøvssmil. "Du er ikke vant til, at åbne dig op, kan jeg forestille mig. At vise følelser, blive overrasket." Det morede ham på en måde. Og på den anden side følte han sig beæret, måske endda lidt smigret. At se en kvindes sande ansigt var noget få formåede at gøre til en præstation. En præstation, der kunne koste en krig og et ondt år at komme igennem. Og han havde måske gjort det på blot en aften?

”Nej. På ingen måde. Det er normalt for mig at ikke se noget i at vise disse følelser.” Maya fandt sig selv i at se mere mod gulvet, end den person hun faktisk sad og snakkede med. Det var almindeligt for hende at ikke rigtig bekymre sig om den slags, men alligevel følte hun at det nærmest var uhøfligt. Han var næsten kommet op på samme niveau som hende. Selvom de var af to forskellige rangs. Hvis det havde været 1700-tallet, ville et bekendtskab som denne, være direkte absurd. I sært for en kvinde som hende. Dog endte det med at hun alligevel drejede hovedet mod ham. Stadig intet smil, men hun virkede vel mindre kølig. Mindre ligeglad. ”Jeg er blevet opdraget til at være mere selvstændig, så min såkaldte ’ungdom’ har været mere striks. Jeg er nød til at være mere præsentabel.” Hun rettede automatisk ryggen. Fik skudt brystkassen en smule frem. Men lige meget det endte hun med at vælte tilbage på ryggen i sengen, inden hun så meget som nåede at få det ene ben krydset over det andet. ”Det jeg prøver at fortælle Dem, er blot at disse følelser er blevet en ting der er sat over i den forkerte kategori i mit indre bibliotek. En fin kasse markeret som ’dårligt’.” Øjnene lukkede igen, og hun tog en dyb indånding. Hvor længe siden havde hun egentlig bare slappet helt af, i andres selskab? Hun pustede let ud i gennem læberne. Hun kunne minde om en der blot lå og sov, så fredelig så hun pludselig ud. ”Jeg hader det virkelig. Og jeg burde komme tilbage til mit arbejde.” Selvom hun lå og prøvede og motivere sig selv, endte hun stadig bare med at blive liggende. Nød sengen, duftene og den behagelige stilhed. Lettelsen.

"Følelser er naturligt. For enhver der betræder denne jord, enhver, levende eller død." Han betragtede hende indgående, lod en hånd berøre hendes kind. Hun var faktisk smuk. Køn. En skabning, han var tilfreds over ikke at have taget livet af. "Benyt dig af det. Striks eller ej. Man får kulør i livet af det. Smil. Vær dig selv. Jovist, følelser kan være farlige. Men de er et redskab. Et redskab, der adskiller os fra de sindssyge, såvel som de simpleste dyr."
Vanadon fandt situationen uvant. Det var lidt mærkeligt, måske endda surrealistisk. En situation, der havde været langt væk i mange år for ham. For det var sjældent han havde venner eller bekendte. "De er intet monster. De er ligesom jeg en person, fyldt med kuløre og farver, der er værd at udforske. Gem det ikke væk. Åbn op. Og vis verden dine farver!" Det lød enten helt vildt poetisk, eller også var det kvalmende hippie-agtigt. Men sandhed i Vanadon's hoved, ikke desto mindre. En sandhed, ligesom så mange andre. En sandhed, der var interessant. Interessant, ja. Men måske også absurd for Maya's tilfælde.

Hun lå bare helt stille. Lyttede til ham. Han havde nu en behagelig stemme. En rigtig fortæller stemme, som fik fanget en med det samme. Lige meget hvad han nu engang sagde. Den mindede hende lidt om den skaber, der førhen i tiden havde givet hende det evige liv. Men stadig virkede ham her lidt mere i live. Det var nok også lyden af hans hjerte. Hans puls. Hun kunne nemt høre den, nu hvor hun var mere afslappet.
Forsigtigt drejede hun sit hoved et par grader, og åbnede så ellers øjnene op for at afsløre deres farve. De var knap så røde mere. Faktisk virkede de mere grønne i det. Som en mørk skov grøn. Som den hun var blevet født med. ”Du har da virkelig de poetiske sammentrækninger på plads.” Det var ikke helt noget hun lagde mærke til da hun pludselig begyndte at bruge dus. Og det lå også ganske almindeligt i hendes mund. Om det havde været dis eller dus hun havde forfalsket, var der ikke nogen tegn på. Og hvad var det? Et smil havde endelig fundet sin vej frem på hendes læber. Det var ikke stort, men det var heller ikke bare en krusning i mundvigen. Det var en del mere tydeligt end hvad det nu ellers havde været. Dog forsvandt det igen som hun sukkede, lukkede øjnene, og vendte hovedet væk fra ham igen. Men blot for atter at sætte sig op. Får hurtigt efter havde hun gjort det samme, og havde igen øjnene rettet mod ham. Denne gang var de dog røde, som de altid havde været. Og smilet var heller ikke fremme. Ikke på hendes læber i hvert fald. ”Men mine farver er ikke klar til at blive vist frem til hele verden. Jeg tager min tid. Bid for bid. Og lad os holde mine sande farver en lille hemmelighed.” Hun løftede sin ene hånd op og satte en pegefinger hen over læberne. Blot for at understrege det hun havde sagt. Efter det røg hendes hånd bare på plads, ned på sengen. ”Jeg har stadig forretning jeg skal have kørende.”

Vanadon havde et glimt i øjet, da han fangede hendes smil. Nok var han en dæmon, men han brugte hovedet i modsætning til de mange andre, der rendte rundt og smadrede biler og baldrede ruder. "En hemmelighed skal det blive. Og den er sikker hos mig." Han blinkede med øjet, og smed sig så helt ned på sengen, afslappet.
"Arbejder du altid så sent? Klokken er hvad, et? To måske?" Han kiggede over på uret. Han havde ikke ramt meget langt ved siden af, klokken var få minutter over et. Han smilede skævt, og kiggede så op i loftet igen. Det havde været en udmattende aften, med en masse unødig spænding. Han var ikke vant til at være målet, tværtimod.
Han vidste nu hvad han skulle. Efter han havde fikset varulve-jobbet, ville han finde den mand der havde ønsket ham død. Og så ville han komme på en hyggevisit. Hvis man ikke kan betale for brødet, så får man ikke brødet med hjem. Så bare fordi denne her mand mente han havde betalt? Betød det ikke at han havde gjort det tilfredsstillende. Og det eksempel ville Vanadon lave af ham. Han skulle se, føle, mærke, skuffelsen der kommer af, at se et mål der stadig vandrer rundt.

”Sent?” Automatisk så hun direkte mod uret. Det var først nu hun rigtig havde lagt mærke til hvor mange klokken i princippet var. Hun havde ikke helt holdt øje med den, så den havde tydeligvis bar fløjet af sted, med lynet hast. ”Oh.” Hun blinkede lidt for undret, inden hun igen bare så tilbage mod Vanadon. Det ene ben blev nu svunget over det andet, men hendes hænder støttede sig stadig fladt til sengens fleksible overflade. ”Nu må De huske at min dagsrytme er en smule anderledes fra Deres. Jeg kan først komme udenfor en dør, når solens er gået i seng. Så dette kan mindre om menneskets middag.” forklarede hun stille og roligt, og fik efterfølgende kastet svagt med hovedet, for at få en ny vildfaren tot pandehår, på plads, uden at hun behøvede at løfte sin hånd. Det så ud til at virke, men den sad stadig halvt nede i ansigtet på hende. ”Men nej. Jeg arbejder ikke helt så tit. Jeg er på kontoret meget få gange ugen, og det eneste jeg rigtig står for er at udgøre papir arbejde og træde ind hvis det virkelig går galt. Dog her for tiden har det været en del problemer med mangel på arbejdskraft, så jeg har travlt her for tiden. Det er normalt ikke sådan.”
Hendes blik gled nu fra hans ansigt, og videre ned over hans overkrop. Stoppede ved hans lidt sjuskede bandage, der blot var improviseret med hans stakkels T-shirt. ”Lad mig inde noget, der kan holde blødningen lidt bedre på afstand.” Hun rejste sig elegant op og vandrede i et alment tempo ud på badeværelset. Og lige som glasset, vidste hun selv hvor alting stod. Eller i hvert fald nogenlunde. Det havde været et godt stykke tid siden hun sidst tilbragte tid på et af hotelværelserne.
Der gik ikke længe inden hun om tilbage, med en form for firkantet klump vat, og en ren rulle bandage. ”Kan De selv klare det, eller skal jeg hjælpe?” Hun stod klar til at hjælpe, hvis det var hans ønske, men hun var også klar på at bare række ham materialerne.

Vanadon smilede lidt. "Tro mig, med mit arbejde, er jeg først i seng efter døgns tæsken og plagen. Ikke fordi det plager mig psykisk, men opsporing, jagten i sig selv, og i visse tilfælde at iscenesætte en ulykke." Han betragtede hende da hun gik ud efter noget til at fikse det lidt klodsese skudsår i hans brystkasse. Han afhjalp sig selv den improviserede bandage, og studerede såret. Nok var det ikke dybt, men det var bredt. En shotgun havde desværre den slags skud, så det ville lige have brug for at blive renset.
"Bare smid det på sengen, jeg skal lige rense det." Vanadon gik ud på badeværelset, rev noget papir af toiletrullen, og duppede på vandhanen, for ikke at få et komplet gennemblødt stykke papir. Han begyndte med fine strøg at køre det igennem såret. Det gøre lidt ondt, men en smerte man kunne bide i sig. Han havde prøvet værre. Han fik fjernet en smule krudtsod fra det inderste af såret. Han skar ansigt da han så på papiret, og smed det ud i den hygiejnespand der stod på toilettet. Han gik tilbage til sengen i lokalet, og gik stille og roligt igang med at forbinde såret.
"Han har tydeligvis ikke vidst hvad vi var. Ellers var han nok gået efter hovedet." Han prikkede sig selv i tindingen, og smilede lidt.

”Her. Lad mig.” mumlede hun svagt som hun kom en smule tættere på ham. Hun pressede ubekymret ind mod selve området, hvor skudsåret befandt sig. Pressede godt ind på vattet, inden hun tog forbindingen ud af hans hånd for at kunne færdiggøre hans arbejde. Selv vidste hun var besværligt det kunne være at skulle gøre det selv. Og lige meget hvor mange gang han så end havde prøvet det, ville det altid hjælpe bare lidt hvis der kom en hjælpende hånd og gav sit træk i spillet. ”Eller også var han blot ingen god skytte. De skal jo huske at vi var godt og vel halvvejs i løb, da han tog sig sammen til at skyde.” Hun stod nærmest og omfavnede ham, for at få bandagen omkring hans ryg, fra den ene hånd til de anden. Hun sørgede for at stramme godt lidt. Men hans krop skulle gerne have lov til at kunne trække vejret. Han var jo stadig et levende væsen. Et væsen der stadig havde brug for at indtage nok ilt, til hele kroppen. ”Men hvilken skam det havde været hvis han havde sendt en kugle gennem dit hoved. For mig, ville der ikke ske meget. Med mindre det selvfølgelig var af sølv. Så ville jeg have endt som en grønsag.” Hun holdt stadig sin stemme lavt. ”Hold her.” Hun var nået til enden af rullen. Hun ventede tålmodigt på at han ville reagere og få gjort hvad hun sagde, inden hun satte sig på hug, for at samle den lille spidse klips op fra gulvet. Hun op hurtigt op igen, og fik til sidste sat det hele sammen. Hun rettede lidt på det, inden hun så tog et skridt tilbage. ”Sådan.” Hun drejede om og gik de sidste skridt hen til sengen, blot for at samle resterne af hans iturevne bluse. ”Skal jeg sende bud efter noget tøj? Eller kan De klare dem uden beklædning på overkroppen?” Hun så roligt mod ham, stadig med stoffet i sine arme. Klar til at få det smit ud, så snart hun havde muligheden for det.