Misundelse er en grim ting... for det meste... - Eventide

S: Sombre.
V: Dejlig varmt, omkring 24 grader.
T: Sent på eftermiddagen.
O: Masser af unge og børnefamilier.

Det var en herlig dag at tage ud med familien. Det var varmt, solen skinnede og der var ikke en eneste sky på himlen. Børn løb glædeligt rundt og legede, mens deres forældre gjorde klar til at gå hjem igen. Et suk lød fra en skikkelse, tvunget i en kørestol i udkanten af parken. Jake havde egentlig bare været på vej hjem fra biblioteket, men havde valgt at tage et smut forbi parken, da han elskede at være der. Han havde bare ikke været forberedt på at der var så mange herude, selvom det gav sig selv. Selvfølgelig var folk i parken sådan en varm dag som i dag. Det var trods alt ikke hans park. Han havde knapt nok lagt mærke til at der allerede var gået et kvarter med at misunde alle dem som kunne gå rundt uden problemer. Mange havde fortalt ham at misundelse var en grim ting, men kunne man egentlig bebrejde ham?
Staklen som i en ung alder var blevet sat i kørestol, var iført nogle mørkeblå, løse shorts, som næsten nåede hans knæ - da de var lettest at tage på selv, og desuden var det varmt - samt en mørkebrun t-shirt og sorte sandaler. Hans mørkebrune øjne gled over de mange skikkelser, inden de faldt på posen i hans skød. Der lå nogle romaner, som han havde besluttet sig for at læse i idrætstimerne, da han var tvunget til at møde op, selvom han af gode grunde ikke kunne deltage. Derefter så han på sit armbåndsur og besluttede sig for at han nok hellere måtte komme hjem af. Ellers ville hans mor sikkert ringe til politiet eller noget andet dumt.
Hans hænder faldt ned på hjulene på hans kørestol og han begyndte at komme frem af. Han kunne lige så godt skyde genvej igennem parken. Ikke at det nødvendigvis var hurtigere, men det var lidt mere hyggeligt at gøre det på denne måde.

Jake fortsatte bare i det roligt tempo han nu kørte fremad i. Han var vant til følelsen af at folk stirrede på ham, så det generede ikke så meget. Han havde lært at acceptere det. Der gik mange tanker igennem folks hoveder når de så en dreng i en kørestol, især når man var så ung. Det første de så var kørestolen, som tydeligt sagde at han ikke kunne gå, og det næste var hans ben for at se om der var gips. Det var irriterende og så alligevel ikke. Det var en ringe trøst, men han var en konstant påmindelse om at det var en gave at kunne gå.
På et tidspunkt stoppede han op og valgte bare at se sig om, mens han fik sat sig lidt bedre. Da hans ben var helt ubrugelige, gled han nogle gange ned og måtte sætte sig bedre med hjælp fra sine arme, som var kommet på overarbejde siden ulykken. Han trak posen lidt op for at den ikke faldt ned, inden han fortsatte med at køre fremad. Det gik ikke voldsomt hurtigt, men han var også lidt halvtræt i armene efter den lange tur. Han tog normalt ikke så langt hjemmefra alene, men havde valgt at gøre det i dag. Måske skulle han ringe og spørge om hans forældre kunne hjælpe ham resten af vejen hjem?
Han rystede på hovedet til den tanke. Nej, han ville tage hjem selv. Hvis andre på hans alder kunne komme hjem selvom de var trætte, kunne han også. Det krævede måske lidt mere, men han ville ikke sættes bagud på grund af hans skade. Hans blik var fast sat på stien foran sig, for at være sikker på at han ikke stødte ind i nogen. Det var heldigvis lidt lettere at komme igennem nu, da der begyndte at blive tømt ud i parken.