Jalousi er en grim ting - ÅBENT EMNE

//OOG: Emnet er åbent, og derved kan alle spring ind og ud af dette som de ønsker :)//

Tid: Eftermiddag omkring firetiden
Sted: Beskrivelse kommer
Vejr: Der er helt vindstille, og sneen ligger hen over det øverste af bjergkæden
Omgivelser: Beskrivelse vil komme
Dato: IRL


Ikke nok med at Angelie var blevet halvt bortført dagen efter hun havde forlovet sig med sin kærlighed, så rasede blodet på nuværende tidspunkt igennem hendes indre som en vulkan klar til at gå i udbrud. De dybblå øjne stirrede rasende mod kvinden foran hende. Kvinden havde et stort, rødt hår, som indrammede det smukke ansigt, det ansigt Angelie elskede og begærede lige så meget som hun begærede og elskede hendes forlovede.
"Damia! Du er her aldrig! Du sidder altid ovre ved den forbandede hersker, passer hans forbandede land når han rejser ud, du som påstod, at du aldrig ønskede et have tronen, men alligevel bruger du al din tid med den!" Angelies stemme sprang en oktav over i raseri og hun var sort a jalousi helt ind i sin sjæl. "Hvornår har du tænkt dig at tilbringe tid med mig?"
Spørgsmålet rungede diskret imellem dem, hvor Damia kiggede mod Angelie. Måske var det uretfærdigt, men som i ethvert forhold var der mistro, også selvom de egentlig ikke var .. sammen på den måde. Alligevel var Damia den eneste der kendte Angelies dybeste hemmeligheder, selv dem hun ønskede at skjule kendte Damia.
Svaret rungede inde i Angelies hoved, da disse to havde en formm for telekinetisk forbindelse imellem dem, et bånd der var blevet skabt. Angelie vrissede diskret over det rolige svar, som kun Damia ville kunne levere det, inden hendes egne tanker sendte en frustreret vredesstyret kommentar tilbage ind i Damias hoved, før hun vendte sig om på den ene bare fod og bevægede sig væk fra Damia, ud fra skyggernes grotter og væk!
______________________________________________________

Hun mærkede hvordan raseriet begyndte at trænge ud i hendes nerver, mens blodet satte farten op, som Angelie løb op langs bjergkæden. Selvom skarpe sten trak lange flænger under hendes fødder, satte Angelie ikke farten ned. Hun skulle væk.
Hun var iført en simpel sort bomuldskjole, som stoppede midt på lårene, med halskrave og lange arme, som dækkede diverse ar hun havde modtaget igennem tiden.
Hendes blege hænder var knyttede, og da Angelie passerede et sølle udseende tre, som ikke var andet end otte meter højt, slog hun den ene knyttede næve imod det, som hun passerede træet, mens hun fortsatte.. op. Op var vejen frem, og hun løb..

Vinden stod helt stille på denne side af bjergkæden, og efteråret var tæt på. Temperaturen var faldet, mens sneen havde lagt sig på det øverste af bjerget. Angelie satte nu farten ned til gågang, da hun mærkede stigningen i sine lårmuskler. Selvom hun mest af alt havde lyst til at fare fremad, vidste hun også at det ville tage halvdelen af hendes liv hvis hun forsøgte. Angelie var ikke i dårlig form, men hun var ej heller vant til så hårdt et terræn. Hun var ikke et byttedyr, men rovdyret der jagtede de andre.
Øjnene bar stadig bølgernes vrede, som man næsten kunne se rase bag hornhinden, mens Angelie stirrede frem for sig. Hvor på bjerget hun befandt sig var uvidst, men hun nåede længere og længere opad for hvert skridt hun tog.

Et stykke derfra, langt inde i den dybeste del af skoven Forêt, blandt bannere, soldater og civile Drow, sad Zane D'tarion på en trone formet ud af det enorme træ som stod bag ham.
På hver side af tronen stod fire sortelviske kvinder, klædt i dybrøde rustninger og lange, røde kapper. Hver af dem var bevæbnet med en scimitar og en lang, spids daggert, begge i deres respektive, rubinbesatte skeder ved kvindernes sider.
Zane sukkede dybt og sendte den soldat væk, som han lige havde skældt ud forikke at gøre sit job godt nok.

Han lagde sin højre hånd mod sit ansigt og mumlede irriteret, opsat på at tage en tur ind til Terre snart...

”Valshar!” sagde en stemme, og Zane kiggede frem igen.
En af hans kaptajner knælede nu foran ham med et smil på læberne.
Zane nikkede og stirrede afventende på manden.

”En af vores druider har lokaliseret Lady Angelie. Hun gav ham et slag mens han var i træform, men hun genkendte ham ikke som en Drow.” sagde kaptajnen.

Zane rejste sig omgående op og fokuserede nu hundrede procent på den knælende kaptajn.
”Hvor?” spurgte han i et kommanderende tonefald.

”Hun er på vej op ad det midterste bjerg, Herre. Hun vil snart nå toppen. Hun virkede... oprevet.” sagde kaptajnen.
Zane nikkede.
”Du og dine druider har gjort det godt. I vil blive belønnet.” sagde han.
”Så hun er oprevet? Jeg skal give hende en grund til at være oprevet...!” hvæsede han så, og med lynende øjne, forsvandt han i skyggerne.

Det første pust af sne slog mod hendes bare fødder, da Angelie nåede det kølige område. Et kort kuldeskær gled igennem hende inden hun kort stoppede op, ved en hvislende lyd bag hende, som om vinden ønskede at lege tagfat med hende. Et smil krøb langsomt over Angelies læber inden hun vendte hovedet en anelse, for at kigge sig over skulderen. Hun var stadig tæt forbundet til vinden, som havde været hendes magiske element da hun var spøgelse. Det var dog ikke hvad hun så bag hende.. Hun så.. ingenting..
Den knyttede hånd, som havde slået ind i træet, hang ned langs hendes side, mens øjenbrynene kneb sig en anelse sammen. Havde træet ikke stået lige der? fem meter væk fra hende.. Hun var sikker på der havde været et træ, og hun var sikker på det ikke længere var til stede. Et ottemeter højt træ forsvandt ikke bare ud i luften.

Med en hovedrysten startede hun igen med at begive sig op af bjerget, igennem sneen, der var kold nok til at gøre hendes ånde til en hvidfarvet dis, når denne kom over hendes læber.
Hun havde sat tempoet i vejret, stadig såret, vred og skuffet over Damia, som havde fået lokket hende til at bo hos sig, og nu var kvinden sprunget direkte i armene på denne Scars, som hun ikke kendte, men hun kunne bestemt ikke lide denne hersker.. Faktisk var han en ny fjende, som hun endnu ikke havde mødt, men kendte til.

Efter noget der mindede om et par timers gang, var Angelie ikke andet end to skridt fra toppen af bjerget. Hendes vejrtrækning var hastig og luften hun indåndede var tynd, som den var så højt oppe, hvilket gjorde, at hun blev nødt til at trække vejret langsommere end hendes krop ønskede dette.
De sidste to skridt blev tilbagelagt, inden Angelie lod sig falde ned at sidde i sneen med benene bøjet ind til kroppen, og armene lagt om disse.

Uden en lyd, dukkede Zane op halvvejs oppe ad bjerget. Han havde brugt sine skygger til at rejse næsten lige så hurtigt som selve lyset, men herfra ville han selv komme op... han måtte holde øjnene åbne, og han var næsten blind mens han rejste gennem skygger...

Zane kiggede roligt op mod bjergets top og kneb øjnene en anelse sammen.
*Angelie...* tænkte han, og satte af.
Han løb direkte over mod en lodret klippeside, og da han var halvanden meter fra den, sprang han direkte op til toppen af den. Han landede på fødderne, og satte omgående af igen efter lynhurtigt at have scannet området med sit skarpe blik.
Han sprang fra klippestykke til klippestykke, hurtigere og længere end noget menneske nogensinde ville kunne håbe på at gøre.

*Hvor er du henne?* tænkte han da han denne gang landede på en klippe dækket med et tyndt lag sne.
Han fnøs og fortsatte... og efter et par minutter, nåede han toppen.
Han sprang så højt han kunne... og landede lige på kanten.
Zane lagde armene over kors og fik hurtigt øje på Angelie.
Hans øjne lyste og et smil var lige ved at finde frem til hans læber... men det kom ikke.

”...hvor har du været?” spurgte han.

P: http://fc03.deviantart.net/fs70/i/2010/201/f/e/Ezio_Auditore_De_Firenze_by_sXeven.jpg billede siger det hele, http://www.madmaxmodels.com/images/proparmor_belt11.jpg hans skulderplade

Logan kom gående op af en af bjergsiderne, et var halvt koldt i hans dragt, men sådan var livet.
Han var blevet endnu mere eftersøgt end han var da Malakel var hersker... Disse nye plaktater ned ham, der får det til at fremstå som om han er den ondeste onde på jordens overfalde, mord, voldtægt og så meget andet, sikke meget der kunne skrives om ham.
Det var måske lidt halv farligt at Logan var due mest på grund af hans var nr. 1 eftersøgt i Di Morga, men også fordi at solen var oppe, men... Der var altid et men! Logan havde fået sien teknikker til at lave en slags prototype sol-rustning, som gjorde at Logan ville kunne være ude om dagen, det skulle efter teknikkerne holde i 24 timer, man kunne ikke andet end håbe.
Selvom Logan var blevet vampyr havde han stadig sit 'gamle' udstyr på, selvom han havde fået at vide af sin skaber Kajika, at han var stærkere og ikke behøvede, brugte han det stadig, det var det sidste der holdt ham fast til at være menneske.
Hans udstyr bestod stadig af to metal armskinner (en på hver arm) som faktisk var et våben, ud af dem kunne der komme et blad ( http://images3.wikia.nocookie.net/__cb20110222041327/assassinscreed/images/7/7b/Eerste-info-onthuld-over-assassin-s-creed-2_5_460x0.jpg ) ud som Logan brugte til at snigmyrde fjender, personer eller andre. På ryggen havde Logan sit trofaste elversværd. Logan havde fået dette sværd af en gammel død ven, en elver. På sværdet stod der med gammel elver skrift ''Vi slås for frihed'. Sammen med sværdet sad der også to knive ( http://www.council-of-elrond.com/castdb/legolas/legolas8.jpg ).
Logan trak hætten ned, det gjorde knapt så ondt når solen var på, hvis han havde hætten ned.
Logan faldt næsten i med omgivelserne, oppe i bjergene det eneste der virkelig afslørede ham, var det røde for, som var underhans kappe, hætte og de røde striber nede på hans skjorte.
"Logan du har gæster, eller et siger de termiske billeder" sagde en stemme i Logans øre. Stemmen tilhørte hans gode og loyale ven, Matt O'Meyers, en teknik nørd der hjalp Logan når han var uden for. Logan havde kendt Matt siden Logan var soldat og de har være venner siden.
"Det ligner lidt to elvere, hvilke to elvere ville være samme på samme sted?" forsatte Matt.
"Tak Matt jeg tror jeg ved hvem" sagde Logan og løb langs bjergsiden, så han kom op så han kunne se Angelie eller rettere han kunne ikke se det var hende, men han kunne se en kvinde.
Logan tog op fra sin lomme en lille sprøjte og stak sig i låret med den, det var en blanding af syntestik blod og et serum Logan havde opfundet, for at styre sin trang til blod. Det var det eneste der kunne holde Logans trang til blod nede.
Logan iagttog bare de to elvere, han ville finde ud af hvad de lavede.
Ved et uheld kom Logan til at vælte en sten som trillede ned lags den 10 meter høje bjergside og ned ved fødderne af Angelie og Zane

//jeg kunne ikke lade vær' med at joine! :D undskyld længden ^^//

Med hænderne gnubbede varme i hendes lægge. Hun havde ikke overvejet en mere passende påklædning til en bjergbestigning, eftersom det ikke havde været en del af planen at fare væk fra sit nye hjem og derop. Nu hvor hun så var der, gik det op for hende igen, at hun ikke længere var en skal udenpå, men rent faktisk et væsen der havde brug for varme, vand og mad. Det ville hun nok aldrig vende sig til.. Livet som spøgelse havde været så let og ligetil, og nogle gange kom hun faktisk til at savne det, selvom forvandlingen hver nat ikke havde været det hun holdt mest af.

Ud af øjenkrogen så hun det.. Noget der kom hoppende op til bjergets top hvor hun befandt sig. Af refleks vendtes Angelies blik mod denne, og hun så ham da han landede ikke langt fra hende. Som altid.. høj, højtstående, og en anelse.. Hvad var det..?
Hendes øjne blev knebet en anelse sammen i et forsøg på at gennemskue hvad han følte på nuværende tidspunkt, men hun kunne ikke se det..
Ordene ramte hendes indre, monotomt og udtryksløst. Han var vred.. Det var hun næsten sikker på, og hun forstod det godt. For fanden.. Hun ville selv være tosset hvis hun havde været i hans sko, og syg af bekymring.
"Jeg har.. været hos Damia" mumlede hun lavt, mens hun omhyggeligt sørgede for at holde ordene neutrale, imens hun forsøgte ikke at lade sig gå på at dette.
Angelie var åbenbart stadig et barn, for hun lod sig manipulere med hver eneste gang kvindemennesket ville have noget igennem.. Hun snoede sig på kommando omkring Damias lillefinger i håb om at planen ville blive iværksat, og der skete intet..

Langsomt vendte hun sit blå blik mod hans for at se hvad denne tænkte omkring hendes korte svar. Hun havde skam også andre ting at berette til ham, men disse ville hun ikke lade blive nævnt.. endnu.
Hun skulle lige til at sige noget mere til Zane, da lyden af en trillende sten blev opfanget af hendes sensitive hørelse. Hun fløj op fra sin siddende stilling, og vendte ryggen mod Zane, for derefter at kigge i den retning som stenen kom trillende fra.
Eftersom de allerede stod så tæt på toppen af bjerget man kunne komme, ville stenen ikke kunne være kommet særlig langt væk fra dem.
Hendes øjne blev knebet sammen til smalle sprækker, mens en lav hvæsen langsomt kom ud mellem de sammenknebne læber. Ved at dufte til de lugte, som vinden bragte med sig, kunne hun dufte den fremmede tilstedeværelse af en person, som Angelie var sikker på at hun havde været i nærheden af før, men den var anderledes.. Forandret.
"Kom dog frem" hvæste hun lavt og lettere irriteret, mens hun et øjeblik havde glemt at Zane var til stede.

Vreden blussede op i ham da hun nævnte Damia, og han skulle lige til at sige noget, da stenen afbrød ham.
Zane kiggede omgående over mod det sted den var kommet fra, og fik hurtigt øje på Logan.
Han fnøs.
”Logan o'Connor. Kom herover og forklar os hvorfor du er her. Har Lazarow ansat dig til at udspionere mig, eller måske endda snigmyrde mig?” sagde han højt, og i en ligegyldig tone som om dette var hverdag.

”Træd frem og red dit liv.” fortsatte han mens han kiggede på Logan med et hårdt blik.
*Du har ikke noget valg, vampyr. Og jeg er i et ondt humør...* tænkte han.
Damia.... Damia! Selvfølgelig havde hun været hos den lede sæk.
*Jeg bliver nødt til at gøre noget ved det...* tænkte han vredt.

Logan begynde at grine højlydt. Hvad tænke den elver på? Nu måtte han stoppe, var Zane både dum og blind?
Logan åbnede sin brystplade og smed den ene på jorden og den anden holdt han i hånden.
Logan stillede sig pladen og skubbe fra, han brugte rustningen som et snowboard.
Efter nogle min stod Logan ved foden af det bjerg/bakke han var oppe på. Kort tid efter tog Logans sin rustning på igen og så rundt.
Logans blik gik fra Zane til Angelie og tilbage til Zane.
"Zane! Jeg har savnet dig super meget! Er du okay? Ej dog hvor er det syndt du ikke kunne komme op i mod Lazarow hva?" sagde Logan med et smil, man kunne tydeligt høre at han gjorde grin med Zane.
"Nok sjov... Zane hvorfor skulle Scars hyre mig? Er du bare dum og blind? Jeg vil sige jeg er lidt skuffet over dig, har du ikke set plakaterne? Logan 'The bucther' O'Connor? Damn! nu skammer jeg over at jeg ikke dræbte dig til legene." sagde Logan og rystede på hovedet.
"Hvem er din dame?" sagde Logan, han havde uden tvivl set hende før, men det var da på kirkegården, sammen med en vampyr, hvad lavede hun sammen med Zane?
"Zane, Zane, Zane, skal vi lægge overs konflikter til side? Og diskutere Lazarow problemet? Jeg mener du vil da sikkert gerne have dit flotte slot tilbage ik?" sagde Logan og kiggede kort på Angelie, det var med sikkerhed hende fra kirkegården, dengang Logan var menneske, en sørgelig tid.

Som altid var der noget, som Zane tilfældigvis ikke havde fortalt hende, men denne gang havde han trods alt heller ikke haft muligheden. De fremmede ord generede hende yderligere, og faktisk var hele denne Logans tilstedeværelse en pain in the ass på nuværende tidspunkt.
Da denne bevægede sig ned af skrænten, bøjede Angelie sig en anelse forover, klar til at springe så snart Logan var tæt nok på, mens hun mumlede nogle uforståelige ord til Zane, om at hun ikke havde planer om at vænne tilbage til Damia igen.
Hendes øjne udvidede sig en anelse, da hun havde tygget lidt på navnet.. Hun huskede ham fra den nat hende og Annabel havde været på kirkegården, faktisk på Lazarus' egen grund, og stødt ind i mennesket der talte i en øresnegl. Allerede der havde Angelie ikke kunnet fordrage ham, og hun bøjede derved lidt i knæene, et par meter mere var alt hvad der var brug for.

Da Logan var tæt nok på lod hun ham dog tale først, stadig på nippet til at springe mod ham, mens hun lyttede opmærksomt til samtalen der gled imellem Zane og ham.
Blodet rasede igennem hendes krop, mens hun prøvede at regne ud hvad forskellen på denne Logan og den hun havde mødt var. Havde det været nat ville hun have gættet det med det samme, men den mulighed var da udelukket når ungen var ude i solen,
Hun satte af fra jorden, hvis Zane ikke valgte at stoppe hende, som Logan stillede sit spørgsmål til Zane omkring hende, direkte imod ham. Med sin naturlige smidighed gled hun igennem luften, mens et hvæs kom over hendes læber, hvorefter de fremstrakte arme ville kampulere med Logans bryst hvis denne ikke var hurtig nok. "Denne dame kan svare på sig selv Logan O'connor" hvislede hun samtidig.

Vreden var umulig ikke at se i Zanes øjne. Han stirrede iskoldt på Logan og lagde hovedet en anelse på skrå.
Denne vampyr vidste simpelthen ikke hvornår han skulle holde sin kæft, og hvad man absolut ikke skulle sige til en mand som Zane.
”Hvor vover du...” hvislede han truende... men før han kunne nå at gøre noget, sprang Angelie frem mod Logan.

Zane smilede koldt og betragtede Angelie mens hun var på vej over mod Logan.
*Den bad du selv om Logan... og lad os nu se hvor dum du egentlig er...* tænkte han.
Det kunne ske på flere måder, og hvordan det kom til at ske, ville være helt op til Logan... men det var hundrede procent sikkert at vampyren havde rodet sig ud i noget som han under ingen omstændigheder ville have en chance for at klare.

Zanes lilla øjne lyste ad en blanding af vrede, stolthed og kærlighed lige nu – et sjældent syn.
Han besluttede sig for at vente. Han ville se hvor dum Logan var, og hvordan Angelie ville klare sig i første omgang.

Logan havde kigget på Zane, men han havde Angelie i øjenkrogen, og kunne derfor nå at reagere på hendes spring.
For at undgå et sådan 'angreb' var Logan nødt til bruge begge sine kræfter, 'Flash step' og 'Adrenaline rush'.
Han brugte sin evne Adrenaline Rush til at nå at reagere på hendes bevægelser. Adrenaline Rush var en evne der nedsatte tiden i hans hovedet, og gjorde ikke noget ved virkeligheden.
Logan brugte sin evne Flash step til at løbe direkte imod Angelie for at springe over hende og placer sin hånd på hendes ryg for at prøve at presse hende ned i jorden, og give hende en mildere mavepuster.
Det hele skete på under 5 sekunder.
I det ene øjeblik var Logan der og det næste var han oven over Angelie og og prøvede placerede en hånd på hendes ryg og at sende hende ned i jorden.
Som måske ville kun give hende en mild mavepuster.
Logan landede på ved siden af hende.
"Baelaes bedi ei shyl shia air tylaes*" mumlede Logan højt nok til at Angelie ville kunne hører ham.
Han rejste sig ordenligt op og gik tilbage til hvor han stod.
"Kan vi glemme vores overenskomster og diskutere det virkelige problem? Alexander Lazarow og han lille hund Damia Ambrosia? For med dem ude af billede kan vi bygge samfundet op som det burde, vil du måske ikke gerne havde dit slot tilbage Zane?" sagde Logan og lagde en hånd på sit sværd ( http://www.kormax.com/images/UC1373.jpg )der sad på ryggen af ham.
"Jeg vil virkelig undgå at trække det, men jeg kan blive nødt til det hvis I bliver ved" sagde Logan og rystede på hovedet, han kom ikke for at kæmpe, men for at snakke.

(*Oversat 'Never judge a book by its cover)

Angelie kunne ikke lade være med at fryde sig en anelse, da hun opdagede, at Zane ikke havde tænkt sig at blande sig.. Logan var hendes.. Smilet voksede over hendes læber, og selvom hun ikke kunne se tilbage mod Zane, vidste hun at han ikke var glad.. Han var vred, så godt kendte hun ham til at vide dette..

Logan foretog sit træk, og Angelie måtte fryde sig indvendigt, mens hun overvejede hvor ung og stupid denne mand egentlig var. Tydeligvis havde han haft det for let i sine tidligere kampe, at han troede hun ville falde for sådan et kneb.
Da han var over hende, hvilket hun kunne føle igennem luften. Angelie var i tæt harmoni med naturen, hvilket de fleste elvere var, og luften fortalte hende, hvordan Logan bevægede sig hurtigt frem mod hende.
Da han hoppede over hende, undveg hun den hånd han strakte frem imod hende, ved at lave en drejning i rygsøjlen, og hendes spring blev rettet ud, så hun svævede parallelt med jorden, og lige uden for hans rækkevidde.
Det betød også, at hun landede bagved ham, uden at blive påvirket af hans forsvarsangreb overhovedet. Hun landede i en halvt glidende takling inden hun elegant placerede sig på hug bag Logan, der nu ville være fanget mellem hende og Zane.
Fra skeden ved låret, trak hun en glinsende kniv frem, der bar et blad på otte centimeter, som hun afslappet holdt i højre hånd. Hun ville egentlig have angrebet igen, men da vampyren talte, virkede han så sikker.. så irriterende selvoptaget og han flyttede på sig. Det fik Angelie til at presse yderligere på og spærre vejen til det sted han havde stået før.. Hvis han stadig ville bevæge sig imod dette, ville hun stille sig helt tæt op af Logan for at tvinge ham tilbage mod Zane.
Angelie havde mest af alt lyst til bare at springe på den forbandede mand, men hun vidste også, at hendes hersker havde det sidste ord, og dette var forhandling nu.. Derfor blev hun stående bag Logan, stille, klar til at springe igen, mens hun lod Zane tage ordet.
De kolde blå øjne sendte dolke mod Logans ryg, i overført betydning selvfølgelig.. Men på nuværende tidspunkt ville hun ønske, at det var muligt for hende at skyde ham ned bare ved hjælp af et blik.

Zane betragtede Angelie vende sig i luften for at undvige angrebet, og han nikkede næsten usynligt.
Hun var stadig i form, og Logan ville muligvis finde ud af at Angelie var en svær modstander.
Zanes blik skiftede til Logan da denne talte.

Så slog han en iskold, ondskabsfuld latter op og rystede på hovedet.
”Dig? Skulle du kunne stoppe Alexander? Du er alt for uerfaren Logan, og desuden vil jeg ikke arbejde sammen med folk som dig. Folk der tror de er noget særligt... Du er bare en vampyr, knægt. Lev med det. Slå dig ned i et eller andet hyggeligt hus i Terre og kig på mens de voksne klarer Lazarow. Damia er en anden sag... hende er der ingen der rører.” sagde han med et hurtigt smil.

Det med Damia var en beslutnin han lige havde taget, og han var endnu ikke sikker på hvor vidt det var smart eller ej... det var noget som kun tiden kunne vise.

”Logan... tag hjem nu. Du får chancen. Gå med dig og lad mig og Angelie finde hinanden igen. For at være ærlig så har jeg lige fundet hende efter et alt for langt stykke tid hvor hun har været væk. Så gå nu... eller jeg vil se mig nødsaget til at teste min elskedes kræfter og lade hende flå dig i stumper og stykker. Måske vil jeg endda selv blande mig lidt...” sagde han og lagde armene over kors.
Hans lilla øjne viste en jernvilje, der gerne skulle give et hint om at han ikke var til at forhandle med.

Logan rystede på hovedet, hvordan kunne Zane stå og sige det der?.
Logan kunne mærke vreden blev større og større efter at blive talt så meget ned på.
Logan tog fat i Zanes krave.
"Tror du virkelig jeg tror jeg er særlig?! Det eneste jeg tror på at Di Morga burde have en leder der kan passe på hele folket, og ikke kun få grupper.. Hold kæft en dårlig leder du er, forståeligt at Malakel tog tronen over Di Morga, du er jo nytteløs, måske har du en mindre hær af grimme sort elvere, og hvad så? Du tror at du stadig er kongen over Di Morga, her er en kendsgerning, du er svag. Nok har du store kræfter, men hvis der er en ting du ikke har, så er det kræftedme leder evner" sagde Logan og skubbe ham tilbage.
"Kom så snuske stik mig ned, gør det!" sagde Logan og rystede på hovedet over elevernes væremåde.
Logan vendte sig rundt og så på Zane.
"Uerfaren? Jeg ved mere om at dræbe en vampyr end du nogle sinde vil komme til,voksne klarer Lazarow? Hvem er det af os to der har en hær der klarer tingene for en? Hvem er det af os to der er blevet forrådt af vores egen elev? Ikke mig... Dig Zane, du er den mest uerfaren af os to, du er uerfaren på livet og på dine leder evner" sagde Logan og rystede på hovedet endnu engang, han var skuffet.... Virkelig skuffet.
"Flå mig i stykker? Du er mere end velkommen til at prøve, du vil bare ødelægge alt for dig selv, så kommer der først rigtig til at være krig mellem folket" sagde Logan og gik lidt væk fra dem, han gik vel 5 meter fra dem.
"Så jeg får ikke hjælp fra elverne? En skam Zane, men jeg skal nok tænke på dig og jeg smadre dit slot" sagde Logan og trak sit sværd.
Han ville ikke slås men han kunne blive nødt til det hvis Zane og Angelie ville 'flå ham i stykker' som Zane truede med

Angelie mærkede spændingen imellem de to mænd.. Som om luften blev tætnet af al denne testosteron. Det var også hvad der fik hende til at træde frem mod dem, stadig beredt på enhver uforudsigelig bevægelse.
Hun var ikke andet end en halv meter fra dem, da Logan valgte at gribe ud efter Zane. Det fik Angelie til at handle instinktivt, og hun tog to lange og hurtige skridt, og stillede sig ind foran hendes hersker, som han stadig var i hendes øjne, med fronten vendt mod Logan, og kniven rettet mod hans hjerte. Hvis denne ville træde tættere på, ville kniven automatisk glide igennem hans hud og spidde ham. Zane havde givet hende de ord, som hun manglede at få bekræftet, og Logans race lå nu på jorden som et efterladt tæppe.
"Du.. rør.. ikke.. min.. mand!!" hvæsede hun så lavt, at begge parter kun lige akkurat kunne høre dette, mens hendes kolde, og ophidsede blik var vendt mod Logans. Hun ville ikke acceptere at han stillede Zane i en risikozone for at blive dræbt, når hun allerede vidste hvordan det føltes at miste ham.

Hendes bevægelse gjorde også, at det ville være umuligt for Logan at fastholde grebet i Zane, uden at kniven ville ramme imod ham. Hvis han havde nået at få fat i Zanes krave, og ikke slap omgående som hun trådte ind, ville hun under alle omstændigheder spidde kniven fremad, og mod hans hud, som den ville trænge igennem, hvis ikke han flyttede sig.
"Og jeg er ikke din snuske" hvislede hun bagefter, men gjorde ikke mine til at træde frem mod Logan, før Zane viste lyst eller bevægelse der tegnede på at hun kunne gøre det. Faktisk var Angelie som en hund ved hans side.. Trofast og lystrede på det mindste vink, angreb på den rigtige bevægelse..
Da Logan bevægede sig væk, fulgte Angelie med, roligt i det samme tempo som han, uden at virke truende eller overivrig til at angribe.

"Og nu du nævner det.. Hvilket intolerant bæst valgte at give dig udødeligehedens forbandelse?" startede hun langsomt i et spydigt tonefald, eftersom hun vidste han havde været et menneske. "Hvordan fornedrede du dig selv så meget, at du mente den udvej ville løse alle dine problemer? Blev menneskelivet for kedeligt?" Hun tog en kort indånding, inden hun tog et skridt frem mod ham, stadig med kniven på samme sted, og ville på den måde tvinge ham endnu længere bagud og væk fra Zane.
"Sig mig.. Har du stadig din lille ven i øret?"
Selv da han nævnte at få hjælp af elverne, måtte Angelie udstede et lavt fnys, som bar en vred undertone med sig. "Elvere er ikke hunde der kommer kravlende.. Respekt er en højtstående evne blandt vores race, og en evne du tilsyneladende ikke ejer eller forstår"

Zane rørte ikke en muskel da Logan greb udefter ham. Det kom heller ikke bag på ham da Angelie gik imellem. Hun gjorde hvad der blev forventet af hende, og et tilfreds smil bredte sig på Zanes læber.
*Godt, min elskede... du bliver et strålende eksempel på at en lyselver kan blive en god Valsharess.* tænkte han. Han sagde dog ikke noget til hende. Dette var ikke det rette tidspunkt til den slags...

”Logan... du får én chance til. Selvom du lige har gjort noget som i min klan betyder dødsstraf, så vil jeg lade dig gå. Men du skal gå... nu.” hvislede Zane mens han så Logan i øjnene.
Hans blik var hårdt som stål, og en uhyggelig vrede var at spore i det.

Zane stod stadig med armene over kors. Han ville ikke nedværdige sig selv til at reagere på Logan. Ikke endnu.
Knægten havde givet ham en okay kamp i arenaen, og derfor skulle han have en chance for at gå før det var for sent.
Zane begyndte dog roligt, og usynligt at kanalisere magisk energi ud i sin højre hånd.

Logan kunne ikke lade vær' med at grin over Angelies handle måde.
"Nu ved jeg hvorfor I passer godt sammen, I er begge to lige snot hamrende dumme, søde skat, du er mere en velkommen til at prøve at stikke mig ned, jeg har rustning på.. Damn du må være dum" sagde Logan og rystede på hovedet.
Logan rystede på hovedet og lagde sit sværd tilbage på ryggen.
"Respekt for elverne? Det har jeg, bare ikke for din slags,, lys elvere der bliver gift med sort elvere, de fortjener ikke respekt...... Apropos elver og hunde, kan jeg da se at din slags er hunde, jeg mener se dig lige, klar til at ofre dig selv for Zane.... For Zane! Han ville aldrig finde på at gøre det samme for dig." sagde Logan og rystede på hovedet.
Logan kiggede rundt omkring sig selv, lidt væk fra ham lå der en kvist, Logan samlede den op og kiggede på Angelie.
Han begynde at fløjte som man gjorde med en hund for at få den hen til en
"Kom så vovse, kom så, hent pinden" sagde Logan og kastede den over Zane og Angelie og ud over kanten.
"Aport" sagde Logan og satte sig ned, han var hun mildere talt ubevæbnet.
"Zane, Zane, Zane.. Tænkt engang at du står og truer mig... Jeg har bare en ting at sige til dig, 'store ledere ved hvornår man skal slås og hvornår man skal snakke' Det jeg hentyder til er at, du har ingen ide om hvornår man skal slås og hvornår man skal tale... Se dig lige nu og din kæreste for den sags skyld, jeg har ikke trukket et eneste våben og alligevel står I og truer mig" sagde Logan og rystede på hovedet, det var jo sandt alt havde han sagde.
"Sig mig Zane hvorfor behøvede Maylea at dø? Jeg har hørt fra en ven at hun var en person der kunne holde sin ære ved lige, at hun kæmpede med englen Samuel som kæmpede mod din fejltagelse Malakel... Hvorfor skulle hun dø?" sagde Logan og så op på Zane, han vidste at Zane havde dræbt Maylea på grund af at Logan havde mænd der spionerede på Logans fjender og folk som han mente var en potentiel fjende.

Heldigvis havde Angelie brugt mange år på at træne sin selvbeherskelse efterhånden, hvilket også gjorde, at hun ikke havde lige så nemt ved at miste kontrollen over sig selv, som før i tiden. Han skulle bare vide.. Han regnede måske med at et enkelt stykke metalplade kunne holde ham i sikkerhed.. Drøm videre knægt. I hendes øjne var han intet andet end et barn, uprøvet og stadig grov i kanterne.. Lige som hun selv havde været engang, men det var der blevet lavet om på..
Det betød dog ikke at hun satte Logan i samme kasse som hende selv.. Langt fra. Angelie mente end ikke at han var værdig til at komme i en kasse overhovedet, hvilket også var hvad der fik hende til at gøre noget, som man aldrig ville have troet denne kvinde ville gøre.
Hun vendte sig, og blottede ryggen, fuldt synlig for Logan, mens hun roligt vandrede tilbage til sin hersker. Hun prøvede for sin vis at lukke alt hvad Logan sagde ude af sit hoved, mens et afprøvende smil langsomt krydsede hendes læber.
"Jeg.. er ked af det.. Jeg tager ikke tilbage til Damia igen.. Det er slut" sagde hun langsomt til ham, eftersom Logan ikke havde taget imod tilbuddet om at skride da Zane havde givet ham det. Og Angelie havde en del ting hun skulle havde fortalt videre, for hun havde skam ikke bare siddet på et hyggeligt værelse hele tiden.
Derfor valgte Angelie helt at ignorere vampyren, mens hun fortsatte hen mod Zane, for til sidst at stoppe op foran ham og søge hans blik. Hun havde en mistanke om at han var vred over det, hvilket hun forstod.. fuldt ud.

Kommentaren Logan serverede derefter fik hende dog til at spænde enhver muskel i kroppen, da Angelie klemte fingrene sammen til små næver. At han parodierede på hende som en hund, var at træde langt over den grænse, som hun hele tiden prøvede på at skubbe længere væk fra sig.
Hendes øjne klemtes kort sammen, mens hun for sit indre blik prøvede at fremtvinge billedet af et vindstille hav, som ikke bevægede sig. Problemer var bare, at det blå dyb hele tiden blev ved med at lave en uregelmæssig krusning på overfladen hver gang hun næsten havde fået billedet på plads.
*Lad ham ikke ophidse dig* Sagde stemmen i hendes hoved, mens Angelie fokuserede på sit fiktive billede, der raserede værre og værre som tiden gik.

Langt om længe, uden at vænne sig, og derfor stadig blottede ryggen mod ham, lød hendes rolige stemme. "Gå ud og find en anden som gider lege med dig"

Zane kneb øjnene en anelse sammen og førte armene ned langs siderne, så han så afslappet ud.
”En hund, siger du... Angelie er ikke en hund, Logan... men det er du. Du er en ensom gadekøter som lusker rundt i gyderne hvor ingen kan se hvor vanskabt og ækel du egentlig er... Forbandede, beskidte, loppebefængte køter... hvor vover du at tale sådan til Di Morga's kommende dronning? Hvor vover du at stå her og tale til mig... mig... en Valshar! Lederen af den mægtigste Drow-klan i hele verden!?” hvislede han med lynende. Rasende øjne.
”Du har forbrudt dig over for mig for sidste gang, køter! Du er intet andet end et lig på vej i graven! Alligevel vil jeg nu lade dig beskue min magt som Valshar! Min sande magt!” Sagde han højt og tydeligt, og med en værdighed i sin stemme, som kun kunne tilhøre en leder.
Zane førte sin højre næve op foran sit ansigt, lukkede øjnene, og sagde stille:

”Rethors lu'dalninin d'l'almighty Qu'ellar D'tarion. Nym'uer dosst Valshar nin! Doer ulu uns'aa areion ussta veldrin. Biu ogglin uriu dared ulu telanth ill d'dosst Valsharess, lar'ild ilta natha auflaque! Doer ulu uns'aa, rethors lu'dalninin, lu'elgg ukta wun l'kaas d'l'Qu'ellar!”

Med disse ord, begyndte en lilla energi at pulsere om hans knyttede næve.
Zane åbnede næven med et vredt brøl, og hundredvis af lange, sorte skygger fløj ud af den, hurtigere end noget menneske ville kunne nå at reagere. Ja, hurtige som skygger nu engang var.

Skyggerne forsvandt lynhurtigt ned ad bjerget, og Zane så på Logan med et isnende blik.
”Du har undervurderet mig, køter. Der er en grund til at jeg blev klanleder som den eneste mand i verdenshistorien. Der er en grund til at jeg kunne overtage Di Morga på ganske få timer, og at jeg både kan og vil gøre det igen. Der er en grund til at du ikke kan dræbe mig... og denne grund...” sagde han og tog Angelies hænder i sine med et smil,

”...er at jeg, Zane D'tarion...”

Otte lange, sorte skygger sårang op omkring Angelie og Zane, og forsvandt omgående i små, lydløse eksplosioner i en smuk, lilla farve. Ud af hver eksplosion trådte en Drow kvinde med en lang, rød kappe, en dybrød rustning af metal, som kun dækkede torso, skuldre og skinneben, toppet op af en smukt udformet hjelm af dybrød metal. Hver af de otte kvinder bar et smukt, mørkerødt skjold og en scimitar.

”...både er den mægtigste...”

Tyve skygger dukkede nu op og dannede den samme slags små eksplosioner. Ud af disse, trådte krigere, både mænd og kvinder, klædt i sorte rustninger og alle bevæbnet med to scimitars.

”...og stærkeste mand i verden... ”

Tredive skygger mere kom springende, og denne gang kom der flere Drow til syne. Denne gang klædt i læderrustninger og bevæbnet med to små armbrøste hver.

”...og denne gang står jeg ikke...”

Denne gang kom der mere end hundrede skygger tilbage, og ud af disse skyggers små, ufarlige eksplosioner, trådte en sand lille hær af Drow krigere og endda et par civile Drows bevæbnet med gamle sværd og langbuer.

”...Alene.” afsluttede Zane netop som de sidste Drow kom frem.

Han så Logan i øjnene, slap Angelies hænder og trådte et skridt frem mod vampyren.
”Logan ”Køteren” o'Connor... jeg, Valshar Zane D'tarion dømmer dig hermed... til døden.” sagde han højt og tydeligt. Han smilede koldt... og samtlige Drow så nu ud til at arbejde sammen: Fem ad gangen affyrede skytterne pile og armbrøstbolte mod Logan. De rødklædte kvinder dannede en cirkel omkring Angelie og trak deres våben.
Zane selv rakte armene ud så han dannede et kors... og hans to magiske scimitars kom frem i hans hænder med et smukt lysglimt.

”Din tid... er omme.” hvæsede han.

Logan havde lukkede øjne da Zane stod og snakkede løs.
Dog vidste Logan godt at han havde tilkaldt alle sine små hunde eller loyale soldater, han viste det fordi hans skulderplade var begynde at blive tyrkis, og hans arm var begyndt at brænde.
Hvis det ikke var fordi at Logan havde sin skjorte på ville man kunne se at der stod med store tydelige bogstaver 'Deus velox nex', latinsk for 'Gud flygter en voldelig død.
Logan åbnede øjnene da Zane nævnte hans navn.
'Køteren', Zane havde ret, Logan var en hund, en hund der ikke havde noget sted, eller hørte til noget sted, så Zane havde ret.
"Zane din snot harmerende dumme idiot, det er 'The Bucther' ikke 'Køteren' har du ikke set plakaterne din imbecile idiot?!" sagde Logan og trak sit sværd, mere nåede han ikke at gøre før en stor smerte gik igennem hans krop, han var blevet ramt af en af pilene, den havde ramt ham i hans skulder (Den skulder hvor der ikke er skulderplade på).
Hans sværd begynde også at lyse tyrkis, ikke hele sværdet kun ned langs midten af klingen.
Logan begynde at løbe hen mod dække, han mindes at han så en bunke sten lidt længere væk fra dem da han stod oppe på toppen af bjerget.
Logan blev ramt endnu engang denne gang i venstre lår, han faldt sammen og begynde at humpe hen mod bunken med sten som nu kun var 2 meter fra ham.
Logan besluttede sig for at hoppe det sidste stykke, hvilket resulterede i at han blev ramt endnu engang af en pil, denne gang i hoften.
Logan lænede sig op mod stenen, han vidste godt at han ikke ville kunne være der længe før at sort elverne kom efter ham.
Logan lagde en hånd på pilen, og prøvede at trække den ud, men stoppede, han vidste godt at sort elver pile havde modhager som ville gøre mere skad hvis man hev dem ud, og for slet ikke at tale om at han ikke ville havde en chance at få pilene ud, på grund af hans ringbrynje.
"O'Meyers jeg er ramt, hvor mange er de? De må hvert i fald være mere en bare 10" frem stammede Logan ind i mikrofonen.
"Logan hvor slemt er du såret? Men de er mindst 150, du har ingen chance mod dem alle sammen" sagde Matt.
"Fuck! Matt, jeg har 3 pile i mig, hvor hurtigt kan du få et rednings hold klart og hvor hurtigt kan du sende vores heli i luften?" sagde Logan, han havde aldrig haft så store smerte før, de pil havde ramt virkelig godt.
Logan havde fået anskaffet sig en Huey (http://www.minihelicopter.net/UH1Huey/UH-1%20Huey.jpg ) helikopter fra den amerikansk hær, hvis han ville overgive sig selv til retsforfølgelse når han var færdig med at Di Morga, altså havde fået fjernet Scars.
"Vores heli? Den er jo knap nok lavet færdig, det kan ikke gå" sagde Matt, det var sandt deres helikopter var totalt skader, og kunne knap nok flyve.
"Det er lige meget O'Meyers, jeg skal ikke blive nakket af en elver! Send den helikopter, få den i luften hent mig og så kommer jeg hjem og bliver fixed" sagde Logan og trak vejret dybt.
Han var nødt til at gøre et eller andet for at vinde sig tid, det kunne tage 20 min. for helikopteren, at hente ham.
Logan tjekkede sine lommer, han havde to røggranat og to pistoler, ikke meget til at vinde tid med.
Logan trak en røggarant og kastede den over til Zanes mænd, det burde forvirre dem nok tid.
Han kastede en til bare for en sikkerheds skyld.
Fjerne rotor blade kunne høres i baggrunden, den var vel et par kilometer væk.
"Endelig" sagde Logan, trak sin pistoler og begynde at skyde nede ved deres fødder for at holde dem væk.
"Zane lad mig komme væk sikkert og jeg lover at dine mænd ikke dør!" råbte Logan, hvis Zane var så dum at sige ja og så gøre det modsatte, så ville Logans ven Matt sende en UAV (Unmanned aerial vehicle) op i luften og smide lidt med bomber på bjerget, indtil der ikke var mere tilbage af Zaneend små stumper kød.
"Zane, min skæbne er ikke at blive dræbt af dig, men at genvinde Di Morgas trone, og få styr på landet!" råbte Logan før han humpede sig væk fra stenene og løb hen mod kanten, han ville kunne hoppe i sikkerhed.
Helikopterens rotor blade kunne nu høres tydeligt, den var lige over dem, støvet farede rundt omkring dem, et ville være umuligt at se noget som helst.
"Farvel Zane" råbte Logan og kravlede ind i helipokteren.
"Hold den 50 cal. rettet mod dem til vi er over skoven" råbte Logan til skytten der sad bagerst, også kaldet en rear gunner
Helikopteren lettede hurtigt igen før den begynde at flyve mod Skoven og tilbage til sikkerhed.

//Out af emnet, undskylder mange gange denne lange slutning :p //