Take care

Et brum gled ud igennem det høje mand, som nu stod ude det ellers frygtlige vejr, som de færreste sikker ville have begivet sig ud i. Det var ikke noget han selv gerne ville, men når jobbet skulle gøres var der ligesom ingen vej tilbage. De mange regndråber landede på hans hoved som var let sænket til den ene side, imens de mørke brune øjne betragtede manden foran ham. Han var ikke gammel som sådan, men hans havde begået et tidligere indbrud i en kiosk, og ikke nok med det havde han stjålet en del arktier fra manden han nu stod overfor. Den høje mand brummede let for sig, inden han tog et skridt hen imod vedkommende der krøb sig op ad en mur, som om han prøvede på at trænge igennem den, prøvede at flygte fra det helvede han nu havde placeret sig selv i. Kane vidste hvad han ville bruge ham til. Vidste hvad han havde af planer for. Måske ikke ligefrem de former for planer man som sådan ville bryde sig om, og sikker heller ikke det man ønskede skulle ske for ens ellers så uretfærdige liv. Men det var had der nu skete, når man stjal fra en som ham. Langsomt tog han en dyb rallende indånding, imens han lænede hovedet en ekstra tant på skrå, så der kom et behagelig knæk i nakken, som lød som om et gammelt rustent metalstykke, endelig var kommet fri fra et trængt sted i bilmotoren.

”Du skal nok få det igen, jeg lover!” udbrød manden der lå på jorden, og klamrede sig til væggen. Kane hørte hvad han sagde, men lod sig ikke påvirke af det, han var træt af den her form for lege. Ganske vidst var hans kriminalitet, meget værre en hvad denne mand, John George, havde begået. Men det betød ikke han slap ustraffet fra det. Kane tog et hurtigt skridt hen imod ham, og trak sine bare hænder frem, hvor efter han fandt en stor kødkniv frem fra den anden lomme. Hænderne arbejde hurtigt, for at skærer igennem knogler og marv, for til sidst at smide det hele ned i vandtæt pose, dog ville blodet altid kunne ses på det yderste lag, hvilket der ikke var så meget at gøre ved. Med et let kast gled sækken om på hans skulder. Og af sted spadserede han, som om intet var hændt. Regnen ødelæggede sporerne, og det samme gjaldt det for det blod der nu ellers havde været på hans ansigt, alt sammen væk. Med et tilfreds grynt, lod han øjnene betragte sine omgivelser, selvom det nok ikke var til megen nytte. På grund af regnen, og den sene tid på aftenen, var det næsten umuligt at se hvem der kunne gå rundt omkring ham. Medmindre de selvfølgelig stod 3-4 meter væk fra ham, ville det nok ikke være så svært igen.

Den, høje unge mand, Kane, lod en hånd glide op til hans våde mørke hår, som nu var blevet plask vådt. Hånden fjernede nogle hårtotter som havde generet hans pande på en ubehagelig kildende måde. Den lange frakke han havde på, som egentlig bare bestod af læderskin, nåede ham ned til anklerne, og så nærmest sort ud, på trods af dens ellers fine hasselnøde brune farve i dagslys. Hans bukser, sad nogenlunde tæt ind til kroppen, men det var kun blevet forværret da regnen havde gjorde dem helt gennemblødte. Den eneste del der endnu ikke var gennemblødt var ganske vel og vidst hans bagdel. På overkroppen udegjorde beklædningen af en sort langærmet trøje, uden nogen særlig form for udsmykning på den.

Der ville uden tvivl være folk der fulgte efter ham hvis de da, havde set hans gerninger. Dette var dog ikke rigtig noget han tænkte for meget over, og undgik dermed også muligheden for at en sådan ting skulle ske. Langsomt sukkede han imens han satte den ene fod foran den anden, som en evig læren omkring hvordan han egentlig endte med at kunne gå som et hvert andet normalt menneske. Med et ganske let suk, kunne han nærmest hører regnens ekstreme gråd, omkring sorg og tab. Et let suk gled ud af hans læber inden han drejede ned ad den ene gang, for at slippe væk fra det der virkede til at holde øje med ham. Han gjorde dog ingen pludselige bevægelser, der kunne antyde til hans lille fund omkring denne persons fremsnusende næse, der syntes at kunne lide at gøre alt for at vide alt, omkring alle. Ingen syntes dog at vide særligt meget omkring denne unge mand, som nu gik af sted med sin lille godte pose, som var det en kæmpe pose slik, fyldt til randen. Som en fattigmands gård traskede han af sted skødesløst og fuldkommen ligeglad med hvad andre mon ville tænke. Alligevel havde hans skødesløse omtanke for hvem der opdagede ham, en hvis forsigtighed hen over sig. Charmerende, kunne man næsten kalde det.

Med et kort kast med håret, fløj noget af det ellers så klistrede hår der sad tæt på panden, og nærmest ikke ville slippe, i en sindssyg form for afhængighed og uselvstændighed. Et let prust kom ud igennem hans hals, som for at kunne sætte den lettere knude der havde sat sig fast i hans hals. Som en tudse der havde sat sig fast, imens den prøvede på at komme den samme vej op, som den kom ned i svælget. Med et irriteret suk greb han et bedre tag omkring sækken der indeholdte den døde mands legeme og dryppende blod, der malede hans hud og øjne røde. Et stille nu, kiggede han sig kort over skuldreren i tilfælde af nogle indtrængende mennesker, som han ikke gad, at have noget at gøre med. Med nogle affejende brum, traskede han videre ud af vejen for at skyde hen imod en gyde; hvor han til sidst lagde sækken gemt i et mørkt hjørne, og lænede sig selv så meget op af muren som overhovedet muligt. Han sænkede sin vejrtrækning til næsten ingenting, man ville næsten tro at han holdte det, men dette var langt fra tilfældet. Men dette bagholdsangreb der syntes at være dukket oppe skulle ikke få ham ned med nakken. Det var jo ikke ligefrem sådan at Kane, var den nye Jack the Ripper. Denne tanke fik dog alligevel et lettere gyseligt smil frem på hans læber, som ville den dræbe alle og en hver. Dette var dog ikke tilfældet, langt fra.

Imens han ventede i den stille tyste verden, hvor kun regnen syntes at smælde ned, som piske slag imod jorden, for næsten at indlede en pagt med resten af verdenen. En pagt der skulle sørge for at alt det gode skulle forsvinde. Kane var dog ganske vidst ikke en ond mand af natur, han var skam ganske fredelig, og holdte sig til de rolige omgivelser. Han nød ikke at dræbe, men det var en nødvendighed for hans overlevelse, og andet mad virkede som en tør radise der havde stået i solen i alt for lang tid. Spændt afventende betragtede han mørket, som sin allierede, men på en og samme tid også som sin fjende, der kun ville have ham ned med nakken, for så at overtage hans position.