Tiden vil vise sig - Jay

Tid: 22:30
Sted: Den dystre del af skoven
Vejr: Kommer i teksten
Omgivelser: Kommer i teksten

_______________________________________________________________________________________

Chris havde begivet sig ind i den dystre del af skoven, der hvor få fødder havde betrådt. Han syntes somme tider, det var hyggeligt at begive sig herind. Der var så stille - for det meste. Han fandt fred her. Ingen turde gå herind på grund af rygterne, der sagde at det var farligt at gå derind. Om det var rygter eller ej, havde Chris aldrig helt fundet ud af - men indtil videre troede han noget andet. Han troede det var sikkert her - og det havde det også været indtil videre.
Chris kiggede op ad et træ og tog sig i at overveje, hvorvidt han skulle kravle derop eller ej. Chris var ikke den klogeste dæmon, men bestemt heller ikke den dummeste. Han var meget hidsig, og kunne blive kørt op af ingenting, og gøre små ting store. En stor svaghed - især når han besad de evner, der gjorde ham i stand til at manipulere med ild.

Han kiggede sig omkring - kort. Der var ikke andet end træer og mørke. At det var mørkt havde han intet imod, han kunne jo se i mørke. Men han kunne ikke se noget for bare træer. Træer, træer og atter træer. Det var faktisk et godt sted at kæmpe og camouflere sig. Det var et meget jævnt terræn, af at vurdere, eftersom det jo var en skov. Chris havde forventet lidt mindre jævnt terræn, eftersom det var en skov. En stor en af slagsen, faktisk. Det så større ud end på afstand, og så igen - hvad gør ikke? Men alt hvad han kunne se - efter at have begivet sig derind, var træer. Kun træer. Ikke en eneste skikkelse. Ikke det, at han følte sig ensom, mere en konstatering end en egentlig bekymring.
Chris kunne godt lide at være alene, det gav sådan en god ro, og tid til at tænke. Ikke mindst. Han savnede ikke noget. Han havde ingen følelser inden i. Tom. Der var ingen og intet der kunne påvirke ham følelsesmæssigt, hjerte af sten.. Det var i hvert fald det, han havde troet indtil videre, og stadig gjorde.

Han kunne mærke, hvordan han følte sig alene. Selvom følelsen ikke var frygtet, eller savnet, kunne han stadig mærke, han var alene. I hvert fald indtil videre. Man vidste aldrig. Selvom han ikke forventede nogen ville træde ind i denne del af skoven på grund af rygter, så skulle det faktisk undre ham, hvis der aldrig kom nogen, overhovedet.
Han tænkte ved sig selv, om nogen mon ville komme, og hvordan han ville reagere? Hvordan ville personen være og opføre sig? Hvis der så vel kom nogen som helst. I hvert fald, så vidste han, at han ikke havde haft kontakt til nogen i ret lang tid. Alene. Han boede alene, lidt uden for Terre, i en by, hvor der kun boede ældre mennesker. Han havde jo arvet sine forældres hus efter at have slået dem ihjel som lille. Selvom han intet kan huske fra sin "barndom", så ville han stadig ønske de levede den dag i dag.

Knas. Jorden under ham gav genlyd, som han kom gående, og fodsporene efter ham var omkranset af rimfrost. Jay var kold. Meget, meget kold til aften, og det pissede ham af. Han havde prøvet alt, alt hvad han plejede at gøre når følelsen af is spredte sig i hans årer, alt hvad han kunne. Han havde sat sig ved pejsen derhjemme. Havde løbet sig en tur. Drukket ti kopper kaffe, og røget en pakke cigaretter på en time, men intet ville befri ham, fra den isnende kulde. Han følte sig rastløs, ufri, som intet. Det gjorde fandens ondt, og det betød, at han måtte ud med noget is.

Derfor var han kommet til skoven. Der plejede ikke at være folk herude, så vidt han huskede. Han kendte ikke byen, eller selve skoven så godt, da han kun havde boet her de sidste 5 års tid. Det var ikke nok tid til at finde skjulesteder, steder der var private. han vrissede af sig selv, irriteret. Isplamager begyndte at hænge hans fodspor, i stedet for den milde rimfrost, og det lettede allerede en smule- langt fra nok.
Han sukkede, løsnede sine skuldre, og huskede på at tænke positivt. Når han var færdig med at fri sig selv for den isnende kulde, kunne han få en belønning i form af et par drinks og en god samtale, på den lokale pub.
Han stod stille. Isen bredte sig rundt om ham, og kulden samlede sig i den afdeling af skoven, han nu stod i. Det var en røvpine, ugh. Han nynnede stille på en glemt sang, der havde invaderet hans hoved, og slappede fuldstændigt af. Tåge, rimfrost i mosset og på træernes grene, en betydelig sænkelse af temperaturen. Han ska en anstrengt grimasse. Det var bestemt ikke behageligt, at være dæmon.

Chris kunne straks høre et knas, og tøvede ikke medd at gemme sig. Hvem kunne det være? Og hvad ville vedkommende så sent om aftenen? Javist var det blevet tid til at gå lysere tid i møde, men stadig, hvad ville vedkommende? Han kiggede mistroisk rundt. Ikke grebet af angst, men heller ikke af ro, bevægede Chris sig langsomt tilbage. Han kunne mærke hvordan han trak jakken tættere op mod sig, som et forsvar, en facade der skulle blokere kulden. Et ynkeligt forsøg, da det var en sommerjakke. Intet andet end en T-shirt og en sommerjakke. Desværre, for der var ved at blive bidende koldt. Hvad kunne forårsage denne kulde? Solen var kun lige gået ned i horisonten, og han følte det ikke koldt før efter det knas, han hørte tidligere.

Han bemærkede hvordan kulden bed ham, hvor som helst han ikke var dækket godt ind, og minusgraderne steg væsentligt hele tiden. Kunne det her være en isdæmon? Ja, selvfølgelig! Nu han lige tænkte som om, var der så andre muligheder? Intet kunne forårsage sådan en kulde uden at det var en med evner inden for is. Eller kulde. Men på den anden side. Der var mange væsner der passerede denne skov dagligt, og om aftenen. Væsner havde for det meste evner, som sagt. Det kendte han selv. Han var selv okay med sine evner, der var ham givet ved fødslen.

Han bevægede sig kort frem, og fik gennem sine klaprende tænder sagt: "Hvem der?" Og uden videre tøven, gik han frem fra sit ellers 'gode' skjul bag et træ. Han stod frem, og en anden dreng kom til syne. Han stod med armene ude i siden, og havde lukket øjnene. Han så forpint ud. Hvad mon han lavede? Og var det ham der - i følge Chris - lavede den ravage i skoven?