”Må jeg få et foto af dig; jeg vil vise julemanden, hvad jeg ønsker mig allermest”

S: Di Morga, Terre – Værthuset.
O: Væsner som er halvfulde og lovens vogter hist og pist.
V: Det pisser ned også er det forbandet koldt.
T: Aften.

Aftenen var ung. Væsnerne var unge, alle var unge. Eller faktisk ikke. Nogen havde måske haft deres 345 års fødselsdag men lignede en på 18. Sådan var det i Di Morga. Stol aldrig på folk der ligner en ung skid. For de kunne sagtens være dine forældre.
En halv høj kvinde sad på en af de lækre sofaer hen ved hjørnet. Hun nogle meget korte shorts på, som let kunne minde om underbukser, og en halv krøllet skjorte. Hendes sorte hår, som var blevet ok lange, hang dovent om bag hendes ryg. Pandehåret dækkede dog hendes ansigt, og man fik kun et glimt af hende, når hun drak sin flaske med øl. Om håndleddet havde hun en sort pikket armbånd på, det var så det eneste ’pynt’ der var over hende. Når jo, så var der jo alle de tatoveringer hun havde. Men det var egentlig ikke for pynt hun havde dem, men det var fordi hun havde tabt en konkurrence imod sine ’venner’.

Aino hostede og lænede sig tilbage. Hun lag fødderne op på borde foran sig, og fjernede det sorte hår fra øjnene. Hendes øjne gled rundt i huset. Hun smilede kort, og løftede flasken til læberne. Her havde hun været millioner gange, men aldrig så hun den samme person igen. Men man kunne sige, at stedet var for at kneppe sine smerter væk. Og det var præcis det Aino gjord. Hun havde dog ingen smerter, men bare kedsomhed. Og måske kunne hun udse sin mand i aften? .. Ha, hendes forældre vil være skuffet over hende.
Og her sad hun med sin flaske og liv i ryggen. Fuldkommen omskåret fra omverden, og kun sig selv. Livet, hvem sagde ting skulle leves bagfra?... Aino.. hun levede ting bagfra og forfra.. højre og venstre. Bare der stod en kasse øl til hende. Så kunne alt andet fucke af.

Caspian trådte ind på værtshuset. Han var gået forbi det flere gange, men det havde aldrig fanget hans interesse. Ikke før idag. Ikke før nu.
Da han var gået forbi havde lugten af alkohol og lyden af løssluppen latter tiltrukket ham. Han kunne godt bruge en øl eller noget der var stærkere.
Det var også grunden til at han styrede hen mod døren og tog i håndtaget, hvilket ledte ham indenfor i varmen til et væld af lyde.
Det havde været de selv samme lyde der havde hjulpet ham med at lokalisere døren, i det den gik op og i med jævne mellemrum.

Han lod de våde læderstøvler gå op af det slidte trægulv til han fik fundet bardisken. Den lille pen i hans hånd søgte hen over omgivelserne og til sidst fik han en vibration i hånden, der kunne tolkes som bardisken. Lydene og lugtene passede også til møblets funktion, så der styrede han hen.
Ved selve disken fandt han en stol, som han elegant og adræt fik hoppet op på. Her slukkede han pennen og lagde den i lommen igen, inden han slyngede en forespørgsmål om en øl ud til bartenderen.
Det tog ikke lang tid før end at den gærede drik stod foran ham i et højt, køligt glas. De lange, slanke fingre omsluttede det gennemsigtige, flydende materiale og løftede det op på højde med sin mund, inden han lod kanten hvile mod sine læber og begyndte at vippe glasset, så væsken flød ned af.

Det brune hår var gennemblødt, men det så ikke dumt ud af den grund. Det så bare pjusket ud, efter at han kørte en hånd gennem det. De slanke ben var beklædt af et par sorte jeans og på overkroppen havde han en simpel hvid t-shirt med print, en cowboyjakke og så et gråt tørklæde om halsen.
Til trods for at det var koldt udenfor, lod han ikke til at være bemærket med kulden. Han burde ellers fryse, engle var ikke immune overfor kulde som vampyrer var, men han havde ikke ligefrem forudset at det ville blive sådan et møgvejr.

Han krængede jakken af og lod den hvile hen over stolens ryglæn inden han fiskede en pakke blå kings frem af en lomme, fandt en frem og tændte med sin Zippo lighter.
Han lod røgen trænge ned i lungerne og nød kort det skud nikotin der blev udløst gennem ilten i hans blod og et smil trængte over de kolde læber.
Han åbnede så munden og pustede den blide røg ud, for derefter at nippe til sin øl.

Flasken var tom og det samme var hjernen. Hun lag den tomme flaske fra sig, og løftede sin halvsvimmel hoved op. Idet hendes pandehår gled til den ene side, så hun en person der nærmest lyste op. Måske var hun allerede fuld men hun vil sværge alle hendes ølkasser på, at denne mand var lysere end alle de andre væsner herinde. Hun fulgte ham med blikket, og blev allerede forelsket i hans små bevægelser. Så enkelt og ikke overdrevet. Aino løsrev sig fra sofaens ryg, og rettede på sin skovmandskjorte. Hun kiggede på manden, selvom det nu var lidt svært at se ham for de halvnøgne kvinder der fnisede bag hans ryg. Hun rullede kort med øjnene, og rejste sig op. Hun svajede kort, og tænkte, at så fuld var hun da heller ikke endnu!

”Undskyld mig lige” sagde hun til en kvinde foran sig, som var godt og grundig i gang med at slagte en mand. Kvinden sendte Aino små blikke, men Aino havde travlt med at komme over til manden som havde fået hendes opmærksomhed. Så derfor satte hun sig ved siden af ham, og løftede en finger op, og en flaske røg over til hende. ”Jeg har tabt min læbepomade, vil du fugte mine læber?” spurgte hun, og henvendte sig selvfølgelig til sin eneste sidemand. Øjnene flakkede op til hans hår, og kunne se en kvinde der berørte hans dejlige hår. Billedet svulmede bare op, og Aino rystede blot på hovedet. Det var det første der skete når hun var halvfuld. Hendes evner begyndte at fucke med hende. Men nogen gange var det faktisk rart, for hun fik set noget som hun sikkert aldrig vil få chance at se, hvis hun var ædru. Men det kunne godt være, at det var rart, men hun vil aldrig kunne huske et eneste billede.
Find dem, forfør dem og forlad dem.. det var præcis det hun var i gang med nu. Mon han var så uskyldig som hans udseende udtrykte sig? Eller den aura der nærmest gjord hende blind.

Caspian fornemmede en lugt af alkohol og hybrid komme nærmere. Det var en lugt som var kraftigere end alle andre lugte nær ham. Den nærmest skar ham i næseborene, måske var det lugten af menneske der gjorde den så skarp?
Nah, det måtte være den anden del. Den forførende duft af elver som skar sig igennem til ham. Hun havde drukket, hvilket ellers var ærgerligt. Han brød sig mest om ædru mennesker, han kunne til tider afsky de fulde typer.

Eftersom væsnet begav sig mod ham, lod han alle sine sanser fokusere på hende imens han nippede til sin øl og tog et par hvæs af cigaretten i hans hånd. Han behøvedes ikke rette sig mod hende, for at vide hvor hun var. Hans sanser var så skærpede og fokuserede på hende, at hver enkelt lyd og hver enkelt duft afslørede hende.
Med hånden hvilende mod askebægeret lod han tommelfingeren glide over filteret på smøgen, så den del der allerede var aske, faldt ned i det tomme bæger. Bægeret så ud til en gang at have været hvidt, men nu var det gråt og snavset alle de år det havde betjent diverse kunder.

"Det er godt nok den lammeste scorereplik nogensinde..." brummede han, uden at se på hende. Han havde fornemmet hende sætte sig ved siden af og havde ventet på hendes åbningsreplik. Men han havde dog forventet noget bedre.
Han havde skabt sig en større fanskare som hang ud bag ham. En flok fnisende piger snakkede højlydt om ham og én af dem havde været på vej over mod ham, da Aino fik banet sig vej og stjal førstepladsen.
"Du burde drikke noget vand eller noget kaffe, i stedet for den der.." sagde han og nikkede mod hendes flaske. Han endte dog med at tage den fra hende og bede bartenderen om en kop kaffe med mælk til den kære hybrid. Hun virkede for fuld til det her.

Om det var hende der var utålmodig eller om det var manden der drillede hende, anede hun ikke. Men han underholdte hende selvom han sikkert ikke anede det. For billeder dukkede op foran hendes øjne, en efter en efter en. Og de fnisende piger bag manden gjord det sgu ikke bedre. Aino havde løst til at kyle et eller andet på dem, for de larmede gevaldig meget, selvom de dog kun fnisede. Men sådan var det at være halvfuld. Den mindste dråbevand gjord hende døv.

Hendes blik så igen imod manden, som brummede et eller andet om hendes virkelig seje scorereplik. Aino begyndte at grinte. Hvis hun ikke var fuld, så havde hun svaret ham koldt, og de havde endt i en hed slåskamp. Hendes grin stoppede dog med det samme, da han tog hendes elskede flaske fra hende. ”Hey” lød hendes skrøbelige stemme, og rakte efter flasken. I stedet fik hun en varm kop foran sig, og hun kunne allerede smage kaffens bitre smag. Hun kiggede på koppen og derefter på manden. Hun rejste sig op, og satte sig usikkert på bardisken, mens hun kiggede på ham. Hun rakte sin hånd imod ham, og løftede hans hage op. ”Er det straffen for at fyre sådan en replik af?” spurgte hun, og trak sin hånd til sig. Hun tog dog kaffen, og lod varmen sprede sig i hendes krop. Det var da altid noget at hun kunne lide kaffe med mælk!
”Hvad med denne her; Hjem til mig eller hjem til dig, huh?” til sin store overraskelse var koppen tømt, og nu sad hun og kiggede spændt på manden der havde fanget hendes opmærksomhed. Spillede han kostbar eller var han kostbar? .. Det sidste var vel passende.

Caspian skævede skeptisk til den unge kvinde med de hvide øjne. Han havde ingen idé om hvordan hun så ud, men han vidste blot at hun var en kvinde og hun var ung.
Skulle han vide hvordan hun så ud, ville det kræve at de havde kropskontakt. Men ligenu virkede det ikke til at være det mest tiltalende at have med hende lige nu.

Hendes grin var ikke noget Caspian nød. Som regel elskede han at høre folk grine, han elskede at lytte til deres glæde. Men lige nu var latteren skinger og bizar. Hun kunne lige så godt grine af et lidende dyr. Det ville virke mere passende med den skingre tone.
Det var først da hun lagde en hånd under hans hage og rettede hans ansigt op i en vinkel, som passede hende, at han gad lægge mærke til hende igen.
Han kneb øjnene sammen, men det gjorde ingen forskel. Han var og forblev blind. Den hvide hinde lå tykt hen over de før så blå øjne og lægerne mente at det var dem, som var skyld i hans manglende syn.
Han kunne kun lige præcis skelne mellem lys og mørke.
Denne hybrid var ucharmerende, hun var direkte og hun var grov. Ved deres flygtige kontakt havde han lige præcis opsnappet hendes udseende. Men det gjorde ingen forskel for ham.
"Hvad med at du tager dig sammen og stopper med at skabe dig - eller også smutter jeg?" spurgte han, sukkersødt.
Han brød sig ikke om hendes tone, han kunne ikke lide at hun var fuld. Han var ihvertfald selv alt for ædru til at kunne håndtere hende. Han gad heller ikke skaffe sig problemer, hvis han kunne undgå det.
Og hende her skreg af problemer.
Måske tog han fejl, men han tvivlede stærkt.

Hendes drillende øjne blev triste i det, og et kort sekund følte hun sig, som sig selv. Hun hoppede ned fra bordet, og satte sig pænt på sin stol. Hun rettede på sin skjorte, og løftede sin tomme kop, hvor kun en lille dråbe kaffe var tilbage. Hun drejede koppen, så den lille dråbe blev skubbet rundt. Hans lille sukkersøde tone kørte i hovedet på hende. Som en trist kærligheds sang. Om og om igen.
Aino løftede hovedet op, og håret dækkede hendes ansigt. Han var vidst ikke som de andre, huh? Det var så en af de sjælende dage Aino tænkte. Hun lag koppen fra sig, og lænede sig imod disken, med hovedet begravet i sine hænder. Hun sukkede af den lille melodi som var inde i hendes hoved. Det hele var en film uden lyd. På en måde, at være ved siden af denne mand, føltes det beroligende, men samtidig farligt. Forbudt. Hun elskede følelsen. Derfor gjord hun ikke så meget mere. At skabe sig hjalp åbenbart ikke.
”Nogen gange, så tror man, at alle er ens. Du har lige bevist, at det ikke foregår sådan” hviskede hun nærmest, men hendes hæse stemme ødelagde alt, og lød som om hun var ved at blive kvalt. Aino rømmede sig, og kiggede på manden ved sin side. Hun løftede sin hånd, og lag den på hans skulder. ”Kan vi begynde forfra?” spurgte hun, og rejste sig op. Hun satte sig igen, og hostede. ”Hej. Hvad så? Du er den fyr der tog mit hjerte, vil du give mig den igen?” hun rodede sig i håret, og smilede stort. Smilede med læberne og øjnene. Selv hjertet smilede for første gang i lang tid. Måske var det øllen der gjord det, men det burde han ikke vide. Hun vil lege med ham. Bare lidt. Uden at hun virkede al for falsk. Hun så på ham, og ventede på han vil dreje sit hoved i mod hendes, og begynde at skælde ud. Hun kunne mærke blikke bag hendes ryg, stikkende og klar til at bide hendes hals over, hvis hun gjord et eller andet forkert. De fleste af kvinderne venter sig om, da de sikkert troede, at hun alligevel ikke vil knække manden. Det havde de måske også ret i. Men hun vil alligevel ikke knække denne mand, hun vil noget andet.
KYS MIG NU FOR FANDEN lød en stemme i hovedet på hende. Aino bed sig på underlæben, og smilede for sig selv. Ja hvordan mon kysset vil være fra denne.. strålende mand...?

Den forvandling som pigen ved siden af ham gennemgik, var næsten overraskende. Han havde regnet med at møde en regn af skældsord og derefter skulle smutte fra stedet. Han havde allerede skoddet sin smøg. Men sådan skulle det ikke gå.
Hun satte sig ordenligt på stolen og havde drukket sin kaffe. Hun ville sikkert også have godt af noget mad. Men det ventede han lidt med, det kunne være at hun ikke ændrede sig så meget som han troede?

Ved hendes hviskende ord trak han på smilebåndet.
"Jamen kæreste dog.. Verden ville sgu være et sørgerligt sted hvis vi alle var så ens som du går og tror.." brummede han og rystede kort på hovedet. Det havde altid været hans mening.
Han ville ikke leve i en verden hvor alle var ens. Det var mennesket eller de fleste andre væsner ikke bygget til. De ville have mere. Mere vil have mere og så rullede det.

Den før så ucharmerende kvinde lagde en hånd på hans skulder og han så op, ganske åben overfor hvad hun havde at sige. Da hun spurgte om de kunne begynde forfra, nikkede han. Selvfølgelig kunne de det!
Hun var intet monster, bare en pige som, ville han gætte på, drak sin sorg væk. Det ville han ønske at han kunne hjælpe hende med.

Ved hendes lamme scorereplik trak han på smilebåndet og kunne ikke holde en kort, kærlig latter tilbage. Hvor var hun dog kær!
"Tjoh, du må vidst gøre dig fortjent til at få det igen, prinsesse!" drillede han og strøg en hånd igennem sit hår.
"Jeg hedder forresten Caspian!" præsenterede han sig og lagde hovedet let på skrå mens de hvide øjne hvilede på hende. Hun var meget sød, de kom bare skævt ind på hinanden.

Bag dem opfangede kvinderne hvordan Aino var kommet gennem nåleøjet og de fleste vendte væk for at beskæftige sig med noget andet. Måske spotte en ny fyr de kunne charmere sig ind på? Det virkede ikke så dumt at tro, der var mange håbløse tilfælde på værtshuset i aften.

Kort smilede hun over hans første ord. Overrasket, det kunne man godt kalde det. Hun havde lige pludselig mistet al lysten til at gå på druk, og for første gang en nat være.. lidt ædru. Hun rodede igennem håret, og legede med det. Som om hun var flov, Aino var aldrig flov, og flovhed… det var da en slags følelse? Og i så fald, så viste hun aldrig følelser. Hendes blik blev for et kort sekund fjernt, men øjnene var dog rettede imod manden. Hun så et helt liv hvor glæden kun var halv. Aino nikkede, mens hendes blik blev normal. Nej, ingen i denne her verden skulle være ens. Så kedelig som den vil blive, også igen. Der vil ikke blive så mange problemer, og hvis verden nu blev født som ’ens’, så var der ingen der kendte til ordet ’forskellig’, og på den måde vil der ikke være kedsomhed. En lille ubetydelig tanke, var det hele. Hvem tænkte sådan? Ja, det gjord hun.
Aino kørte en hånd over hendes ene kind, og smilede for sig selv. Hun lukkede øjnene, dog blev øjnene åbnet lige med det samme, da han præsenterede sig. Hun fjernede hånden fra kinden, og kiggede direkte inde i hans øjne. Første øjenkontakt, og det fik hende til at gispe. Kun en gang i hele sit liv havde hun set så hvide øjne, og det var fra en kvindelig væsen, som for længst var død. En betydningsfuld kvinde. Kvinden med de hvide øjne, havde altid kigget på hende med sorgmodige øjne, som om hun havde oplevet al verdens kvaler. Og hendes ansigt. Så ungt og sorgfyldt.
Aino fik med et andet udtryk i øjnene, da minder svævede ned over hende. Og .. Caspian, han så direkte forbi hende. Vil det betyde, at han også var en engel? I så fald, så han ikke på hende som kvinden havde gjort. Betød det, at denne mand var en.. en engel?
”Navnet er Aino, herre” sagde hun med den hæse stemme. Hun rejste sig op, og bøjede sig ned til ham. Hun lagede sine hænder om ham, og lukkede kort sine øjne. Tænk at sidde overfor en engel. Hvis hun havde vidst det for længst havde hun ikke opført sig så... kællingagtig. Hun sukkede, og rettede sig op igen. Hun satte sig på sin plads, og kiggede på Caspian. ”Engel. Du er en engel, og du... du er blind” sagde hun da alt gik op for hende. Som et puslespil hvor det sidste brik var fundet. Caspian var en engel. Hvis hun ikke havde været så fucking fuld, havde hun vidst alt. Fra hans liv start til slut. Engle. Var de ikke alle fyldt med sorg dybt inde? Sjovt nok, så kunne hun mærke den kvindelig engels sorg. Selv da kvinden smilede, så fik hun tårer i øjnene. Hvordan kunne sådan et væsen holde på.. på al det? Hvem var skylden i det..

”Hvordan?” spurgte hun ham, for at fjerne alle de tanker om ’kvinden’ med de hvide øjne, som ikke var blind. ”Hvordan kan det være, at I engle har så mange hemmeligheder og fyldt med dybe sorg? Er det fordi i går med væsnernes synder? Eller er I bare skabt sådan?” det hele forandrede sig. Hendes ellers drillende blikke forvandlede sig til nervøsitet, og hun kunne mærke hvordan alkoholen påvirkede hende. Folk blev som regel dumme og skører, men for Aino’s vedkommen så viste hun følelser, fortalte sandheden.. kort sagt en omvendt Aino. Den gamle Aino. Den skjulte.. kvinde. Nu var der ingen skuespil i hendes øjne. Men Caspian, han vil overhoved ikke kunne se det. Sikkert undre sig over det, men aldrig se det.