Hvad du ikke ved..

Thomas’ lejlighed. Klokken 18.37

Lejligheden på 2. sal var yderst beskeden. Døren fra trappen førte direkte ind i stuen, der var simpelt møbleret med en grå sofa stående langs den fjerneste væg og et tilhørende bord, med glasplade, foran. Et lille sort tv stod placeret i stuens centrum, med bagsiden mod hoveddøren-Hvide ledninger lå over stuens guld, og forbandt fjernsynet med en stikkontakt i væggen. Foruden de tre møbler dominerede adskillige flyttekasser stuen; de var stablet oven på hinanden i hjørnerne og under stuens eneste vindue. En lampe hang ned fra stuens loft, men lyset var sparsomt og formåede ikke at fjerne dunkelheden, som lå over rummet. Til venstre for sofaen var indgangen til køkkenet. Desuden var yderligere to døre at se, de stod side om side et lille stykke fra indgangen til selve lejligheden.
Thomas smækkede døren i bag dem og slog ud mod hånden: ”Velkommen til. Sæt dig ned – de forbandede trapper slår jo nærmest en ihjel” Turen op til 2. Sal havde været hård grundet Mallorie’s skadede ben. Hjertet bankede stadig i brystet på ham, og han svedte mere end han selv brød sig om. Han gestikulerede mod sofaen i den fjerneste ende. Derpå smed han den grønne skoletaske fra sig på gulvet ved døren og gik så ind i lejlighedens mørke, uden at bekymre sig om at tage skoene af.
Udenfor dyttede en bil.

Mallorie kunne faktisk godt lide lejligheden, selvom den hverken var prangende eller stor. Det var tilpas for en enlig knøs, som hun gik ud fra han stadig var. Ellers havde hun misforstået noget virkelig galt og det troede hun da ikke på, at hun havde. Turen op af trapperne havde været noget af en udfordring for hende, med et skadet ben, så da han bad hende om at sætte sig, sendte hun ham et smil.
Tasken hun havde haft over sin ene skulder blev smidt på gulvet og hun fik med nød og næppe stavret over til sofaen og sat sig i den. Hun trak benene op under sig og lagde hagen på sine knæ, imens hun kiggede imod ham med et smil.
”Her er nu meget hyggeligt” sagde hun stille og kiggede over mod hans væsen. Hun kunne stadig ikke, og ville ikke tænke sig til, hvad der kunne være sket, hvis han ikke var kommet og havde fået hende ud af hele den.. Meget irriterende situation, hun havde fået plantet sig selv i.
Hun rystede på hovedet. Det var ikke noget, som hun ville bekymre sig om lige nu. Hun ville mest af alt bare glemme det og tænke på noget helt andet. Hun fik med en smule besvær taget sine sko af og jakken ligeså, som hun lagde over armlænet på sofaen.

Thomas grinede gennem næsen over hendes kommentar. Han var stoppet op, lænende sig op af fjernsynet på gulvets midte. ”Det er første gang, at nogen har kaldt det her sted hyggeligt,” svarede han og rystede på hovedet. Han troede uden tvivl ikke på hendes valgte ord, men fandt det underholdende, at hun ikke turde sige sin ærlige mening omkring stedet. Han fjernede sig fra sin plads ved fjernsynet. ”Er du sulten? – tørsig? ” Et vurderende blik gled ned af hendes siddende krop, idet han, uden at vente på svar, gik ud i køkkenet.
Køkkenet var lille; væggene var gule som en hårdkogt æggeblomme og den eneste lyskilde kom fra nogle lamper i loftet. Den ene pære blinkede generende. Et lille bord med to stole stod klemt sammen ved den ene væg. På hver en plade stod der ting; gamle flasker, bunker af papir, gule konvolutter, glas og tallerkner. På det lille bord stod en kasse med lunkne øl. Køleskabet blev åbnet men de søgende øjne fandt intet af interesse. Først i det tredje skab fandt han den gamle pakke kiks som han tog ned. Thomas håbede ikke at de var for bløde, for han havde ikke kunnet finde en elastik at lukke pakken med. Øjnene endte på øllene.
Med øvet hånd snuppede han to af dem, og begav sig så de få meter frem, til han atter stod i stuen, tæt på sofaen. ”Er det her okay?” Han fremviste de to øl og den kendte kiksepakke ”Hvis du hellere vil have vand, kan jeg godt hente et glas til dig.. ” Han blev stående, i tilfælde af, at hun sagde ja tak.

Mallorie sendte ham et sødt smil og trak på skulderne. Det var ikke så slemt, som han nok selv syntes det var. Efter at have brugt tid hos nogle af sine andre venner, så var dette bestemt ikke noget at klage over. Hun nåede ikke at svare ham, før han var gået ud i det lille køkken. Hun vendte hovedet imod ham og ventede blot på, at han ville træde tilbage mod hende igen, så hun ikke behøvede at brække nakken for at se på ham. Det var ikke engang fordi, at hun faktisk var sulten. Hun var temmelig sikker på, at det var både morfinen og chokkets skyld. Det gjorde som regel, at hun ikke var hverken det ene eller det andet et pænt stykke tid.
Hun så mod kiksepakken og de to øl, da han kom tilbage med dem og rynkede kort på næsen. ”Tror ikke det er klogt at drikke med morfin i kroppen. Vand er helt fint” sagde hun med et lille smil og håbede ikke, at han ville have noget imod at hente det til hende. Hun kunne godt selv, men det ville for det første blive meget besværligt og også ganske unødvendigt, hvis han alligevel gerne ville hente det. Hun gav et suk mere fra sig, da hun lod hånden køre over sit ben og vendte sin opmærksomhed fra det igen, imens hun kiggede op på ham.
Hun sendte ham et sødt smil og lagde hovedet en smule på skrå, så hendes ene kind ramte sofaryggen. Hun havde sat sig en smule skråt, så hun stadig ville være i stand til at kigge på ham.

”Ah, for helvede, det jo også rigtigt..”brummede Thomas, mest af alt henvendt til sig selv end til Mallorie. Tænk at han allerede kunne glemme det. Thomas rystede på hovedet, da han atter så ud over køkkenet, på jagt efter et rent glas. Han fandt et inderst i det ene skab, og bøjede sig derefter over vasken, for at fylde glasset op med vand. Handlingen blev gjort et par gange, til Thomas var sikker på at vandet var koldt nok og at smagen af støv og dårlig opvask med stor sandsynlighed var forsvundet. Han spildte lidt af vandet på gulvet, da han drejede omkring og bandede lavmælt som eneste reaktion.
Det var ikke bare for sjov, at Mallorie var der, huskede han sig selv på. Det var ikke bare et af de vante hyggebesøg, hvor man bagefter siger farvel og aldrig ses igen. Nej, dette her var anderledes – ville blive anderledes. Tankerne endte med at summe rundt om aftalen, og han blev enig med sig selv om, at han ville indvie hende i det vigtigste inden for en time. Når hun havde spist og drukket lidt, og følte sig en anelse mere sikker.
Thomas satte tingene fra sig på glasbordet foran sofaen, og satte sig ved hendes side, uden at komme hende alt for nær. Han lod vandglasset glide over pladen, til det var direkte foran hendes siddende væsen og gav sig derefter til at åbne kiksepakken yderligere, så det var nemmere at komme til. Thomas tog en kiks, og blev med det samme mindet om, hvorfor han ikke havde spist pakken endnu. Men eftersom han var sulten, og køkkenskabene ikke syntes at rumme andet spiseligt slugte han den og tog tilmed en ny.
”Du ta´r bare!”Han pegede på kiksene.

Mallorie sendte ham blot et smil, da han brummede og kunne godt høre på det hele, at det ikke var henvendt til hende. Hun satte sig en smule mere til rette i sofaen, ved at vende sig en smule og sætte ryggen mod bøjningen mellem ryg og armlæn. På den måde ville hun kunne se på ham og sidde ordentligt på samme tid, uden at smadre ryggen i forsøget. Hendes hoved snurrede en smule efter den morfin, som nok ville være i hendes krop noget tid og hun glædede sig helt til at få vandet.
Hun smilede, da han satte sig ned ved siden af hende og tog imod glasset, da han lod det glide over bordet. Hun satte det op til sine bløde læber og tog et slurk af det, før hun satte det ned på bordet igen og vendte sin opmærksomhed mod den kiksepakke som også lå der. Hun tog en enkelt og proppede den i munden. Hun var ikke ligefrem sulten, så det gjorde hende ikke spor, hvis hun ikke spiste de næste mange timer. Hun lod derefter sit hoved falde til venstre og lagde sig ned med hovedet på hans lår og benet oppe, som det faktisk også var sagt hun skulle. Hun lå ligesom hun havde gjort nede i parken nogle dage før og så op på ham med et venligt og taknemmeligt smil.
Hun vidste nu godt, at den forbandede aftale ville komme på banen før eller siden, men hun bedte til, at han ville vente lidt og i det mindste lade hende koble en smule af, før han begyndte på det. Om det kom til at ske, det måtte tiden vise.
Hun kiggede op på ham og lagde hovedet en smule på skrå, for at finde ud af, om hun skulle flytte sig fra ham eller ej.

Så lå hun der pludselig igen, og Thomas kom øjeblikkeligt til at tænke på den forrige gang. Det undrede ham at den samme handling kunne bruges i så vidt forskellige situationer. Ja, bare at hun nu lå der igen, selvom episoden i parken havde sagt noget andet. Men det var selvfølgelig også før, at Abel – den djævel, var kommet ind i billedet på Thomas’ befaling. Det forekom en smule ironisk det hele.
Hendes sure mine og defensive holdning var ikke at spore i hendes ansigt nu. Der så kun en afslappet taknemlighed. Det klædte hende. ”Du behøver ikke flytte dig for min skyld,” smilede han let, og besvarede det tydelige spørgsmål som havde lagt sig over hendes ansigt. Han lod ryggen hvile op af det grå ryglæn på sofaen, og skævede til hendes ben, mens han spurgte: ”Går det bedre?” Thomas havde ikke tal på, hvor mange gange han havde spurgt hende om noget tilsvarende i dag. Aldrig før syntes han at vise en sådan omsorg, som han vist Mallorie. Måske var forklaringen også, at han ikke bare kunne skride og være ligeglad, som han ellers plejede.
Med et tænksomt blik lod han to fingre glide langs kanten af hendes kind, og langsomt ned mod spidsen af hendes hage. På vejen fjernede han en forvildet kiksekrumme, der havde sat sig ved hendes ene mundvig.
Udenfor var nogen begyndt at råbe højlydt, men forekom ikke som andet end en svag summen i ørene på Thomas. Det var som om, at de var isoleret fra omverdenen, gemt borte i dette dunkle rum, som aldrig ville kunne blive til den romantiske kulisse, som ellers syntes at passe til isolationsstemningen.

Mallorie vidste egentlig ikke hvorfor, men når alt kom til alt, så var hun faktisk ganske glad for at ligge der sammen med ham. Hun lagde begge ben op over armlænet, så det kunne komme opad og derved blive støttet mere, som det havde blevet sagt til hende hun skulle. Hun skulle holde den oppe i hvert fald en uges tid, så meget som hun kunne og det havde hun også tænkt sig at gøre.
”Godt så, for vil helst ikke flytte mig” sagde hun stille og greb fat i hans arm, som var tættest på hende. Hun lod den falde ned omkring hendes mave, så det føltes som om han havde armene om hende. Det var noget hun havde brug for lige nu. Hun slap dog hans hånd igen, hvis han ikke ville have den om hende og sendte ham et smil, da han spurgte ind til hendes ben. ”Det går meget bedre ja. Tak igen” hviskede hun stille og lod kort sin ene hånd køre over hans arm.
Hun kom med et lille gisp, da han kørte fingerne ned af hendes kind og videre ned mod hendes hage. Hun gik en kuldegysning igennem hele kroppen, som var en af de der specielle, dejlige nogle. De kom ikke ret tit og hun havde heller ikke oplevet det mange gange, det måtte hun erkende. Dog kunne hun lide det.
Hun kunne godt lide at ligge sådan og det, at det var sammen med ham gjorde det blot bedre. Det var den klassiske, romantiske stilling og situation, men alligevel, så var det som om, at det ikke passede helt ind.

Det var afslappende, og hvis tankerne ikke havde snurret rundt i knolden på ham, havde der ikke gået længe før at øjnene var blevet lukket i. Men det kunne han ikke. I stedet fulgte han tankefuldt sine to fingres færden ned af det unge ansigt, forbi hagen og ned af halsen. Blikket fæstnede sig til såret, Abel havde efterladt lige over hendes sommerkjole. Det var autografen, tænkte Thomas pludselig og følte en syg trang til at smile af det. Mallorie havde spillet rollen som lærred, og som enhver ægte kunstner, havde Abel efterladt noget, der kunne spores tilbage til ham, hvis man vel og mærke havde de rette resurser til det.
Thomas havde set mange eksempler på sådan noget; En havde hugget lillefingeren af venstre hånd, og en anden havde tilmed givet sig tid til at tatovere offeret. Alle var forskellige, i forsøg på at have det mest unikke kendetegn. Det hørte åbenbart til branchen.

”Lad os snakke om det nu – Aftalen, du ved. Inden vi falder helt i søvn. ” Stemmen sprang igennem stilheden, og Thomas rettede let på sig, dog uden at gøre mine til, at hun skulle sætte sig op, eller på anden måde fjerne sig fra ham. Tankerne ville forhåbentlig dø, når Mallorie først var indviet i det hele – og først når tankerne var dræbt, kunne Thomas slappe af.
”Kan du huske, hvad det hele handler om? ” Thomas var ivrig efter at vide, hvad hun huskede fra parken, hvor han kort havde opsummeret, hvad det handlede om. Han ville ind i hovedet på hende og se om hun overhovedet havde skænket det en tanke siden.
Råbene var blevet mere intense, men Thomas så ikke ud til at blive påvirket af den omliggende verden.

Mallorie havde ikke slappet så meget af i lang tid. Dog var aftalen stadig i hovedet på hende. Hvordan kunne hun overhovedet glemme den? Hun blev ved med at få kuldegysninger, da han lod fingerne køre ned over hendes væsen. Det var fantastisk afslappende, for ikke at sige dejligt på samme tid. Hun havde stadig mærket fra knivene, men heldigvis havde han ikke skåret ret langt ned i hendes kraveben. Det ville forsvinde i løbet af nogle dage, heldigvis. Kjolen var dog ikke blevet ødelagt, til hendes store tilfredsstillelse. Det var nok at skulle forklare, at hun havde store mærker på kravebenet for ikke at sige et meget tydeligt sår på sit ben. Hun tænkte ikke over, at det var en autograf eller noget. Så sygt et menneske kunne han vel heller ikke være? Eller…?
Hun slog tanken væk og lod i stedet roligt sin hånd køre ned over hans arm. Det var det eneste af ham hun kunne nå med sine hænder lige nu.

Et suk røg over hendes læber, da han brød stilheden. Hvorfor?! Dog var hun glad for, at han lod hende ligge hos ham. Hun bøjede nakken en smule, så hun kunne fokusere på hans ansigt og kiggede en anelse irriteret op på ham. Hvorfor kunne han ikke bare lade hende have nogle minutter uden at bringe det på banen?
”Du skulle bare ødelægge øjeblikket hva?” kommentede hun med et fnys og gav sig kort til at tænke. Hun kunne nogenlunde huske aftalen. ”Jeg skal hjælpe dig med at sælge stoffer… Ligger der mere i det?” spurgte hun afventende og overvejede at sætte sig op, men ville ikke rigtig. Hun lå ganske godt allerede. Hun lod stille igen sine fingre køre over hans arm, imens hun afventede hans svar.

Thomas forsøgte at skjule et smil, men skæret ramte de mørke øjne. Hendes irritation morede ham midt i denne pludselige alvor. Igen fik han fornemmelsen af, at han var væsentlig ældre end hende – eller i hvert fald følte det. ”Det er sku da bedst at få det overstået,”brummede han uden at lade sig påvirke af hendes barnlige ønske om at skabe en ’hyggestemning’. Thomas modstod fristelsen til at lade fingrende følge knivens spor, og lod dem i stedet cirkulere rundt om såret, i samme tempo som før.
Det overraskede ham, hvor let hun tog det denne gang i forhold til episoden i parken – som havde hun affundet sig med sin skæbne. Det måtte være Abels metode, som havde fået hende til at se på opgaven med lysere øjne. Det var utroligt, hvad nogle skud kunne gøre ved folk, ja, bare et skud så jo ud til at være nok i dette tilfælde. Det beroligede Thomas.
Han nikkede da hun opremsede opgaven. ” Har du ikke selv flere spørgsmål? ” Han lagde hovedet på skrå, og så ned på hende. Det forundrede ham, at hun ikke væltede ud med spørgsmål, nu hvor hendes livssituation var blevet ændret så radikalt – eller ville blive det. Thomas var ikke overbevidst om, at hun havde kendskab til narkomiljøet, eller mafiaen som sad på en stor del af det. Han lænede sig ind over hende, og snuppede en kiks fra pakken på bordet. Øllen stod urørt ved siden af.

Mallorie kiggede stadig irriteret på ham, da han kom med sin lille kommentar og måtte give ham ret. Det var bedst at få det overstået med det samme. Hun havde faktisk nogle spørgsmål, som det nok var bedst at få ud i lyset, men hans berøringer på hendes kraveben fik hende til at miste sin koncentration en smule. Hun prøvede på at komme ind i det hele igen, ved at kigge kort væk fra ham og trække vejret let. Det overraskede hende faktisk, at det ikke engang gjorde ondt, at han rørte omkring såret, men det gjorde det nu engang ikke. Det måtte igen være morfinen.
”Selvfølgelig har jeg det” sagde hun med et suk og prøvede på at få formuleret dem ordentligt. Dog tog det hende lidt tid, da det var svært at få det ud på den rigtige måde. ”Okay…” sagde hun og kiggede op på ham igen ”Nu hvor jeg ikke kan slippe for det alligevel, så vil jeg have nogle ting på det rene. Mine forældre kommer ikke på nogen måde til at finde ud af det her vel? Jeg har ikke tænkt mig at skulle stå og forklare det til dem. Jeg ved godt mit liv bliver ændret drastisk og det har jeg det … ja mere eller mindre ok med, så længe de ikke finder ud af det. Hvordan kommer det til at foregå og skal jeg selv tage det stads? For det har jeg ikke ret meget lyst til.”
Hun stoppede med at snakke og tænkte, at det nok var mere eller mindre det. Hun havde intet kendskab til miljøet, hun var blevet smidt hovedkulds ind i og håbede på, at han ville forklare hende lidt om det. ”Ohh ja… Og forresten. Jeg har sagt ja til at hjælpe dig med det, men jeg har ikke tænkt mig på noget tidspunkt at gøre det alene. Jeg har ikke tænkt mig at skulle komme i samme situation, som jeg var i for nogle timer siden.”

Thomas lod øjnene glide ned over hendes liggende krop, mens hun bekendtgjorde, at hun havde nogle ting at spørge om. Fingrene stoppede da hun begyndte at snakke, og Thomas nikkede let, som tegn på, at han lyttede. Blikket blev kort draget mod stuens eneste vindue. Tunge skyer var trukket op og mørklagde byen og lejligheden, med det beskedne lys. Det lagde op til regn.
”Det ville overraske mig meget, hvis dine forældre blev blandet ind i det her.. Og hvis de fandt ud af det, eller på anden måde blev informeret om det, ville det sandsynligvis være fordi du selv fortalte dem det – Det kan dog ske, at du på en eller anden måde fucker noget så meget op at ’de store drenge’ vil sikre sig, at du ikke gør det igen,” svarede Thomas i et håbløst forsøg på at berolige hende. Men det var vigtigt, at Mallorie forstod, at det ikke bare var en leg uden konsekvenser.
Han lo kort gennem næsen af hendes ordvalg. ’Stads’ virkede så ufattelig barnligt. ” Nej, selvfølgelig behøver du ikke tage det – det mest praktiske ville være at overlade al narkoen til køberne – Men det kan være svært. De fleste kan ikke holde sig fra det – faktisk har jeg endnu ikke mødt en pusher, som ikke selv tog stoffer. ” Thomas smilede blegt og betragtede hende let.
Han skulle netop til at snakke, da han blev afbrudt af endnu et spørgsmål. Øjenbrynet blev opmærksomt løftet.
”Bare rolig, du er under mine vinger, som man siger” Et drillende smil blev sendt af sted og Thomas fortsatte: ”Al narko som du skal sælge vil du få af mig – i passende portioner, så vi undgå panserne. I starten vil du sælge samme sted som mig, men i takt med, at du finder ud af, hvordan det hænger sammen, kan det ske, at jeg sender dig ud til bestemte steder alene. Det er desuden mig, som vil betale dig – for det er trods alt et job. Hvis du kommer ud i problemer, er det mig du skal løbe hen til, ligesom ansvaret er mit, hvis du opfører dig idiotisk. Sandsynligheden for, at du vil blive udsat for det igen..” Han hentydede til Abel ”- er lille, men jeg kan ikke garantere det. Jeg er trods alt ikke bossen. ” Han lo.

Mallorie kiggede en anelse skuffet på ham, da han ikke længere lod fingerne køre omkring hendes kraveben. Hun kiggede dog alligevel op på ham og var egentlig glad for, at han lyttede så meget, som han nu gjorde. Med et kort blik rundt i den lille lejlighed gik det pludselig op for hende, hvor mørkt der egentlig var.
Hun nikkede over hans ord og var helt indforstået med, at dette ikke var en leg. Det havde hun bestemt fundet ud af, da Abel havde haft fat i hende og det skulle bestemt ikke ske igen. Det ville hun ikke overleve. Hans forsøg på at berolige hende gik ikke helt godt, men alligevel sendte hun ham et lille smil.
”Du har ingen anelse om, hvor stædig jeg kan være” sagde hun med et lille fnis, imens hun lod hånden køre op og ned over hans kind. Hun kunne lige nøjagtigt nå ham, hvis hun strakte armen. ”Jeg har røget tjald før, men det stoppede også der” måtte hun erkende og trak kort på skulderne.
Hun kunne ikke lade være med at fnise over den første del af hans sætning. ”Ja for vi ved jo, hvor godt det går, når jeg er under dine vinger” sagde hun drillende og blinkede op til ham. Hun hentydede til deres aften på baren, hvor alt dette her var startet. Hun nikkede blot af hans videre forklaring. Hun var ganske indforstået med det og ville i det hele taget bare have det væk og tænke på noget andet.

”Jeg har forstået. Kan vi droppe det samtaleemne lidt nu?” bad hun stille og lod igen hånden strejfe hans kæbe. Hun håbede på det ville bløde ham en lille smule op, men satte ikke for store forhåbninger.
Hun satte sig derefter op og placerede sig på hans skød. Hun gættede sig til, at hun havde siddet der før, selvom hun faktisk ikke kunne huske det, men det var sådan set også lige meget. Hun lod sit skadede ben ligge let over sofaen, imens det andet var bukket sammen ved hans ene lår. Hænderne havde hun stadig for sig selv. De var placeret på hendes lår, fordi hun stadig ikke helt vidste, hvordan hendes bevægelse ville blive taget.

” Det har du nok ret i, ” gav han Mallorie ret, da hun fortalte om sin stædighed. Dog kom oplysningen ikke bag på ham. Hun havde den klassiske mentalitet som den lillesøster, hun nu engang var. Og lillesøstre var kendt for deres stædighed. Han snappede for sjov efter hendes hånd, der strejfede hans kind. ”Virkelig? – har du? .. Det havde jeg ikke gættet, ” indrømmede han, og forsøgte at se det for sig. De mørke øjne gled ind i hendes, som kunne han den vej hive hendes minder frem og blive vidne til den rebelske Mallorie, der i smug stod og røg.
Han modstod lysten til at spørge ind til det. Måske havde han kendt personen, som tjalden var blevet købt af.
”Det gik skide godt!” gav Thomas hende ret, uden at tage højde for den mulige ironi i hendes ord. ”Ligesom den aften kan du være ganske tryg. Der kommer ikke til at ske noget som helst.” Det lød forsikrende, men var det langt fra. For som Thomas havde nævnt i sjov var han ikke bossen. Han var, når alt kom til alt, bare en simpel brik i det store spil – et niveau højere oppe end Mallorie. ”Du er sku som et lille barn! -” Hun satte sig op, så hun sad på samme måde som hun havde gjort det i værtshuset. Den eneste forskel var det dårlige ben, som blev liggende, hvilende på sofaen. Han tog armene rundt om hende, og klemte hende ind til sig. Som et alternativt kram. Han lænede sig en anelse fremad, så munden var ved hendes ene øre. Den varme ånde slog mod hende, da han hviskede:” Kan lille Mallorie ikke klare al den voksensnak?” Tonen var drillende.

Mallorie kunne ikke lade være med at smile, da han gav hende ret. Hun havde altid været stædig som et æsel, når det kom til ting som dem. Det var ikke engang noget hun sagde for sjov. Hun havde altid været kendt for at være den klassiske lillesøster type og det havde hun det sådan set ganske fint med.
Hun tænkte tilbage på sin aften med Tim, da han kom med sit meget overraskede udbrud. Det lignede hende heller ikke. ”Jeg brød mig ikke synderlig om det, men det skulle jo prøves” sagde hun blot og trak kort på sine skuldre.
”Det var ironisk …” sagde hun med et lille suk, da han tydeligvis ikke havde set den komme. Hun havde da haft det ganske sjovt… Det troede hun da i hvert fald på. Som hun skubbede tanken væk, kom han med sin kommentar omkring hende og være barnlig. ”Hold da op…” sagde hun stille og lænede sig ind mod hans pande, så de mødtes. ”Er det virkelig så slemt at jeg vil tænke på noget andet?” spurgte hun stille. Hun kunne da sagtens klare at snakke om det, men hun gad bare ikke. Hun tog imod hans kram med et lille gisp og lagde armene omkring hans nakke. Da han hviskede i hendes ene øre, lod en kuldegysning sig køre ned af hele hendes krop. Hans tone var drillende, så hun kunne ikke rigtig tage den seriøst. Hun lænede sig da ligeså mod hans øre.
”Selvfølgelig, men der er bare ting, der er lidt mere spændende at fokusere på lige nu” hviskede hun og lod et kys plante sig på hans hals, imens hun trak hovedet bagud igen, så hendes øjne kunne møde hans.

”” Såsom?,” fik han fremsagt, før hun plantede sit kys. Thomas smilede vidende. Uden flere ord slap han sit tag om hende, og førte begge hænder op til hendes ansigt. Med en hånd på hver side af hendes hoved, mødtes deres øjne kort, før han atter trak hende nær sig. Han kyssede hende. Derpå lod han sin ene hånd lægge sig på hendes hofte, alt imens den anden hånd stadig holdt hendes ansigt mod hans eget. Thomas kyssede hende igen.
Stemmerne ude på gaden var stoppet. Regnen var begyndt at falde ned fra de mørke skyer, og dråberne bankede let mod stuens vindue. Hånden forsatte fra Mallorie’s hofte og videre ned af hendes udstrakte, dårlige ben. Sommerkjolen var gledet en smule op, og fingrene fandt hurtigt kjolekanten.

Pludselig ringede telefon. Thomas drejede hovedet mod lyden, og afbrød det tredje kys. Øjenbrynene afslørede ren forundring, som havde han i et øjeblik glemt alt om telefoner, og resten af den verden, de befandt sig i. Telefonen blev fortsat ved med at ringe, og Thomas kunne have svoret på, at den grønne skoletaske, hvori helvedesmaskinen befandt sig, dirrede. I adskillige sekunder foretog Thomas sig ikke andet end at stirre på tasken. Hænderne rørte sig ikke, men blev lydigt på deres pladser.Til sidst døde den generende ringetone endelig, og Thomas trak let på skuldrende af det. Så vendte han atter opmærksomheden mod Mallorie: ”Nårh - Hvor kom vi til?” Det drillende glimt viste sig i de dybe øjne.

Mallorie nåede ikke engang at svare ham, før han førte begge hænder op til hendes ansigt. Hun kom ikke engang med noget udbrud. Hun ventede blot spændt på at se, om han faktisk havde tænkt sig at gøre det hun troede. Hun mødte hans blik og lod hånden glide op omkring hans nakke, da han trak hende ind til sig i et kys. Hun pressede sig selv ind til ham og kom i det samme ind i en glædesrus uden lige. Sommerfuglene kom op i maven på hende og hun kom med nogle små, tilfredse lyde imellem hendes læber. Hun lod sin anden hånd køre ned omkring hans ryg og kuldegysningerne fortsatte med at komme ned af hendes rygsøjle.
Hun lagde ikke mærke til noget som helst andet end ham. Hun mærkede tydeligt hånden på hendes ben og smilede drilsk til ham, da han fik fat på kanten af hendes kjole.

Hun skulle lige til at sige noget, da hans telefon ringede. Hun skulle lige til at flytte sig, da han afbrød deres kys, men det så ikke ud som om han skulle til at flytte sig, så hun havde heller ikke tænkt sig at rykke sig. I stedet for at kigge mod den meget larmende mobiltelefon lod hun i stedet sine fingre lege med hans nakkehår. Ikke hårdt eller noget, hun lod det bare sno omkring sine fingre, imens hun håbede på den ville holde op. Det gjorde den vel på et tidspunkt.
Hun vendte hovedet mod ham igen, da lyden endelig dødede ud og han vendte hovedet mod hende. Hendes ansigt brød ud i et stort smil, da hans øjne viste det drillende glimt og hun lænede sig over mod ham. ”Sådan… cirka” for hvert ord kom hun tættere og tættere på hans ansigt. ”Her” efter det sidste ord lod hun igen sine læber røre hans. Den hånd, som før lå omkring hans ryg, lod hun nu køre op over hans ryg, nakke, hals og derefter stoppede på hans brystkasse.

Thomas smilede usynligt, idet han lod hendes mund komme nær sin egen for at genoptage handlingen, der var blevet afbrudt af telefonen. Han kunne mærke begæret bide, og lod det ikke undertrykke. Kysset blev grådigt, og Thomas brugte ikke lang tid ved sommerkjolens kant. Med ferm hånd førte han hånden op af hendes nøgne ben under kjolen i en let bevægelse.
Fingrene sitrede og øjnene var lukket i - omsluttede ham i et uendeligt mørke, hvor end ikke køkkenlampens blikkende lys kunne nå ham. Trods den tiltagende regn, der efterhånden slog mod ruden, var stedet stille.

Omtrent 50 meter fra Thomas’ lejlighed løb en foroverbøjet skikkelse gennem den styrtende regn. Det korte lyse hår klæbede til hovedbunden og hårene på de bare arme var rejst, som et tydeligt tegn på kulde. Skikkelsen løb, som fulgte nogen efter; gang på gang drejede personen hovedet for at se sig tilbage gennem sløret af det kolde vand. Men skikkelsen var alene. Til sidst var lejlighedskomplekset inden for rækkevidde, og det tog ikke personen mere end nogle sekunder at nå frem til hoveddøren, hive den op, og forsvinde ind i opgangen. Trappen blev taget i store spring, og regnen samlede sig i pytter på de betrådte trin.
På anden sal drejede vedkommende til højre. Uden at banke på, smækkede personen døren til lejlighed op og trådte ind over dørtærskelen.
”Hvorfor .. Fuck .. Tager.. du .. ikke.. din.. mobil?!” Den korthårede mandsperson var stakåndet og lød ophidset. Han skubbede døren i med foden, og så først nu ordentligt rundt i den dårligt belyste stue.

Thomas fór sammen, at det nær havde kostet ham spidsen af sin egen, eller Mallories, tunge. Han havde af ren refleks skubbet til Mallorie, så udsynet til døren var frit. Indre forbandelser var fløjet af sted i alle retninger, da han så hvem det var, som var kommet brasende. Forbandelser, der nok mest af alt skyldtes den fantastiske følelse af lettelse over, at det kun var ham; Carl.

Mallorie kunne ikke lade være med at fnise, da han ikke stoppede hende igen. Hun genoptog kysset med en ganske glad mine og havde bestemt ikke noget imod, at han lod hånden køre op under hendes kjole. Hendes ben begyndte at sitre og det samme med resten af hendes krop. Det var en helt igennem fantastisk følelse. Hendes øjne lukkede med det samme i og hun faldt ind i en drømmeverden, der kun var de to i. Regnen der slog mod ruden lagde hun heller ikke mærke til. Der var kun ham i hendes hoved lige nu og det var hun sådan set også glad for.

Mallorie for sammen med et lille hvin, da døren pludselig blev smækket op og en mand trådte ind af den. Et kort sekund var hun bange for, at han ville træde ind. Ham hun havde været holdt fange af.
Dog nåede hun ikke at tænke mere over det, før hun blev skubbet til og havde nær røget med hovedet først ned i stuebordet. Heldigvis var hun ganske smidig, så det var blot om at svinge armene op omkring hovedet og lade dem lande på kanten, inden hendes baghoved gjorde. Hun sad stadig på ham på daværende tidspunkt. Men fik skubbet sig op igen og så ned at sidde ved siden af ham, da manden kom ind i lejligheden.
Hun kiggede over på ham og vidste ikke, hvem den mandsperson var. Hun håbede ikke på, at det var en af de mænd, som Abel havde snakket om. Hendes hjerte begyndte at hamre og turde ikke sige noget.
”Hv...hvad... Hvem?” fik hun hvisket i sit meget bange stadie, men undlod at læne sig mod ham, som hun ellers ville have gjort normalt. Hun anede ikke hvem den lyshårede mand var og havde faktisk heller ikke lyst til at vide det. Hun blev siddende ved siden af Thomas på sofaen, rimelig irriteret over, at deres kys var blevet afbrudt så brat. Et suk slap over hendes læber, som hun kiggede over sofaryggen og over mod den lyshårede og også meget… våde mand.

”Jeg.. har lige.. ringet,” fortsatte den lyshårede ufortrødent, og stoppede op midt i rummet. De bleg-blå øjne lagde sig på dem, bebrejdende. Thomas gjorde ikke mine til at rejse sig op, men blev siddende med Mallorie ved sin side. Ligesom hende, generede det ham, at Carl havde afbrudt dem.
” Som du kan se, var jeg optaget” Thomas nikkede mod Mallorie. Han havde lagt armen over ryglænet og lænet sig tilbage. Han havde fuld adgang til Carls våde skikkelse.
Carl fnyste som respons og hev fat i den nærmeste flyttekasse og rykkede den overfor sofaen. Derpå satte han sig på den og greb den urørte øl på bordet foran dem.. Det var tydeligt at manden var hjemvant i lejligheden.
Da Mallorie udtrykte sin forvirring, drejede begge mænd opmærksomheden mod hende. I et øjeblik var det eneste, som kunne høres regnen mod ruden, men så brød Carl stilheden: ” Ha! – Kan du ikke huske mig?.. Det er sku ikke så mærkeligt.. Det er den samme tøs, er det ikke Thom? Det var min seng i brugte. Forfanden, præsenterede du mig ikke? – Lige meget, jeg er Carl… Thomas’ ven” Carl smilede og afslørede det lille mellemrum mellem sine to fortænder. Thomas havde vendt sig, afventende betragtede han Mallorie, uden at kommentere eller på anden måde reagere på Carls snak. Det undrede ham, at Carl overhovedet kunne huske pigen, så skæv som han havde været.
Lysten bankede stadig i takt med hjertet, og fingrene legede åndsfraværende med sommerkjolens kant.

Den fremmede mand snakkede og forvirringen var stadig til at se i den unge piges ansigt. Dog beroligede det hende, da Thomas ikke gjorde nogen mine til at flytte sig. Hun lænede sig derpå en smule ind imod ham, så hun sådan set sad i hans ene arm, da han havde lagt det op over ryglænet. Da han nikkede imod hende kunne hun ikke lade være med at smile. Det irriterede hende, at de var blevet afbrudt, men alligevel var hun glad for, at han ikke på nogen måde prøvede på at skjule, at de var ”sammen.”
Som han rykkede sig hen ved siden af dem, blev det klart for hende, at han ikke var en fremmed. Han var tydeligvis mere end vant til at være i lejligheden. Det beroligede hende blot mere, da han så ikke viste sig at være nogen trussel.
Hun så mod dem begge to, da de vendte hovedet mod hende og derefter mod Carl, da han begyndte at tale. ”Ehm… nej, jeg kan ikke huske dig, men … det er måske ikke så underligt, så fuld som jeg var den aften. Og lad være med at kalde mig tøs…” sagde hun lettere sammenbidt og fik med lidt besvær rykket sit skadede ben op på sofabordet. Det var ikke for at være respektløs, men det var begyndt at dunke lettere ubehageligt. ”Men hyggeligt at møde dig Carl” sagde hun og fik nu endelig Thomas’ navn. Hun havde ikke kunne huske det, så det var meget dejligt, at hun fik det af vide… endelig.
Hun måtte indrømme, at hendes lyst også voksede og at han legede med hendes kjolekant gjorde det bestemt ikke bedre.

Mens Mallorie svarede, bankede Carl med en øvet bevægelse flasken mod stuebordets stålkant, så kapslen forskrækket sprang af, og rullede et stykke hen af gulvet. Flasken blev draget op til munden og store slurke af øl fandt vej ned i halsen på den endnu regndryppende fyr. Denne trak på skuldrende af Mallories svar og skjulte et spøjst lille smil bag flaskens grønne hals. ”Som du vil, birdie,”syntes Carl at mumle, men stemmen var så lav, at selv Thomas var i tvivl om, hvorvidt han hørte rigtigt.
Han gengældte hendes sidste ord med en hævet flaske og et lille nik.
Thomas havde imidlertid ikke flyttet blikket fra Mallorie. Hendes høflige, om end en smule ligeglade svar havde undret ham. Han havde adskillige gange tænkt på, hvorvidt hun havde troet på hans løgn omkring navnet, og nu hvor sandheden var blevet smækket på bordet, overraskede det ham, at hun ikke reagerede som forventet. Thomas fik en sær lyst til at spørge ind til det; prikke til den mulige skuffelse, som hun skjulte eller puste til vredens ulmende gløder, men droppede tanken med det samme. Desuden havde han mere lyst til at fortsætte, hvor de havde sluppet end at hive et nyt skænderi på benene.
”Har du flere øl?” Carl så spørgende på Thomas alt imens han bundede resten af den første. Et enkelt nik mod køkkenet blev sendt af sted som svar, og Carl var ikke længe om at efterlade den tomme flaske på bordet og rejse sig for at hente en ny. Så snart han havde ryggen til sofaen dristede Thomas sig, som en lille genert skoledreng, til at lade hånden glide op under kjolen igen og førte den endnu engang drillende op af hendes nøgne lår. Spekulationerne om, hvorfor Carl overhovedet var kommet brasende, var gemt bort i et mørkt hjørne.

Carls bevægelse fik et lille chok til at gå igennem hende. Hun havde virkelig ikke regnet med, at han ville komme og endda også blive der. Hun kunne ikke rigtig høre hans mumlen og trak blot på skulderne over det. Hun kunne ærlig talt ikke være mere ligeglad med, hvad han havde at sige, så længe han ikke blev ved med at sidde der.
At Thomas ikke havde flyttet blikket fra hende glædede hende faktisk. Hun rødmede svagt over det og tænkte ikke videre over det navn, hun lige havde fået slynget i hovedet. Flere bruge deres ”falske” navne i byen, så det var ikke rigtig noget nyt for hende og ærlig talt havde hun også lyst til noget lidt andet, end at skulle sidde og skændes med ham igen.
Carls spørgsmål fik hende til at vende hovedet mod ham og dernæst mod Thomas igen, hvor hun gav et lille suk fra sig. Et lille gisp kom over hendes læber, da hun kunne mærke hans hånd mod sit bare lår.
”Det der er jo bare ondskabsfuldt…” hviskede hun, lige akkurat højt nok til, at Thomas ville kunne høre det, men at Carl ikke ville være i stand til det. Lysten til at sætte sig, som hun lige havde gjort før blev støre og støre og hun rykkede sig til sidst op på hans skød igen og kiggede mod Carl, som så mod hende med et løftet øjenbryn. ”Mit ben skal holdes oppe. Det er nemmere at snakke med jer begge, hvis jeg sidder sådan her” løj hun og trak på skulderne. Dog var dette ikke helt rigtigt. Det var egentlig blot en undskyldning for at komme tættere på Thomas igen og desuden, så ville Carl heller ikke kunne se, hvad der foregik, når hun sad på den måde. Hun lod derfor listigt sin hånd køre op under Thomas’ trøje og kærtegnede stille hans mave.

Thomas fulgte hendes snigende hånd med øjnene, da den fandt vej under hans trøje. Udefra køkkenet, hvor Carl var forsvundet, lød der klirrende lyde. Det overdøvede regnen og brød illusionen om, at de var alene i verden.
Armen fra ryglænet var ikke længe om at forlade sin plads for at gøre den anden selskab under kjolen. De strøg dovent op af ned af begge hendes lår. Thomas lænede sig frem mod hende i forsøg på at fange hendes mund med sin egen. Venstre hånd endte begærligt på hendes ene balle.
Hjertet satte i let løb. Carl var endnu ikke tilbage.
Han kyssede hende igen. Og igen. Grådigheden overtog, og mens højre hånd pirrende nærmede sig den nye kant under kjolen, som adskilte ham fra hendes blottede køn, mærkede han hvordan det efterhånden sitrede i ham af lyst. Der var noget ophidsende ved at Carl befandt sig i lejligheden. Det fik Thomas til at føle, at han var i gang med at gøre noget forbudt. Som at kneppe i forældrenes seng. Det slog ham, hvor fjollet tanken var, men han kunne ikke slippe den. Thomas ønskede ikke at Carl skulle se ham sammen med Mallorie på denne måde, og samtidig håbede han det mere end noget andet.

” Hold kæft man.. Gå dog ind i sengen!”Carl stod atter i stuen med favnen fuld af støvede og uåbnede ølflasker. Han havde desuden iklædt sig en sort trøje, som han formentlig havde fundet i en af lejlighedens utallige kasser. Carl rystede på hovedet af dem, men satte sig tilbage på sin kasse, uden at kommentere dem nærmere. Endnu en kapsel røg af og landede på gulvet.
Thomas havde afbrudt kysset med Mallorie, da Carl atter satte sig. Nu kiggede han over på sin ven, og sendte ham et lettere provokerende smil. ”Kan du da ikke lide at se på det?”