Where have you been? (Alex)

S ~ Lejlighederne 
T ~ Det er formiddag, ca 11.40 
O ~ Lejligheder, mange lejligheder 
V ~ Det er solrigt med 22 grader 

Det havde været en lang nat for Manda, han havde valgt at blive sent oppe for at se en film som kom i fjernsynet som først sluttede kl 3 om natten. Det var en rigtig god film, men pokker tage alle de reklamer som absolut skulle komme så man ikk kunne nyde en god film i fjernsynet i fred. Han lå stadig i dobbeltsengen og sov, mens at han fyldte rimelig meget af det hele. Når han var virkelig træt, så fyldte han utrolig meget men ellers kunne han sove ganske normalt og fylde meget mindre end han lige gjorde denne gang. Han lagde sig på maven og havde sine arme let om sin pude mens han sov videre. Han nussede hovedet mod puden en enkelt gang og smilede tilfreds i ansigtet. 

Der gik lidt tid før han åbnede sine øjne og han kiggede ud i luften. Han gabte og satte sig op, mens han lige fik strakt ryggen og armene ud. Han gned sig i håret og kiggede lidt rundt, han fandt blikket hen mod vække uret som sagde at nu var klokken 11.48 og han fik et dybt suk frem. Det var faktisk utrolig sent i forhold til hvad han havde troet, men det var også det hele værd fordi det var da en god film. Han fik fødderne ud af sengen og rejste sig op, han gik hen til skabet og fandt sig et par blå shorts og en hvid t-shirt. Han gabte endnu en gang imens at han fik sit tøj på, det var vildt så træt han var blevet, men det kunne heller ikk gå at han sov hele dagen væk. Han gik derefter ud i køkkenet og kiggede på det termometer som var udenfor ved vinduet, der var alligevel 22 grader idag. Det var rigtigt lækkert vejr, kunne da være han skulle tage gå sig en tur senere og bare nyde det gode vejr. Han smilede let og gik hen til køleskabet og åbnede det, der var egentlig heller ikk så meget mad i det, måske han også skulle komme ud og købe noget så det kunne blive fyldt igen. Han tog en liter mælk ud og begyndte at finde frem til lidt morgenmad med en skål, cornflakes og lidt sukker. Han fik blandet det hele sammen, hvorefter han stillede på plads og gik ind i stuen for at se nyheder med sin morgenmad. Han satte sig ned i sofaen og tændte for fjernsynet. Han begyndte at spise. 

Da han var færdig, lagde han skålen på det lille bord og satte sig til rette. Så stille der var, ikk engang rodet som der nok ville være ved mange fyres lejligheder når de var alene. Det var vel det gode ved ham, han hadede mere at se på rod og opvask end han hadede at rydde op eller gøre rent. Han grinede let ved tanken og lænede hovedet tilbage, hvor lang tid siden havde det egentlig været siden hun bare forsvandt? Han begyndte at tænke lidt, måske et halvt år snart. Han trak let på skuldrene, måske var det gengæld eller måske var der rent faktisk nogen der havde valgt at kidnappe hende. Han gned sin tinding, han måtte nok hellere lade være med at tænke for meget på det, det var vel også på tide at komme lidt videre. Han havde ikk haft interesse for andre kvinder eller egentlig gjort noget, måske havde Black, det var han aldrig særlig sikker på når det angik ham. Han sukkede let, selvom at han havde fået lavet lidt færre farver og fået fjernet hendes navn fra døren var det stadig mærkeligt at hun manglede. Men de færre farver gjorde nu en stor del, i det mindste var der kun 1 farve per rum nu. Stuen havde fået en mild gullig tapet, værelset var blevet hvid og badeværelset havde fået lyseblå glasskiver. Køkkenet var nok egentlig det eneste han virkelig vandt over hende med deres lange diskussion om farver, fordi der blev det gjort til en blanding af sandfarvede træskabe og en hvid-grå tapet hvor der skulle være det. 

Han kom til at grine en smule, tanken om deres lange diskussion om farver. Han rystede mildt på hovedet og lukkede derefter øjnene. Han trængte til at hvile hovedet lidt.

Imens gik Alex nede på gaden imellem alle lejlighederne. Hun kunne ikke vente med at se Manda og deres fælles lejlighed igen. Det var utrolig lang tid siden hun bare forsvandt, et halvt år måske og Manda havde jo ingen anelse om hvad der var sket. Men det havde Alex jo. Hendes forsvinde bestod ikke i noget så tragisk som kidnapning af pirater, korttidshukommelse eller en mærkelig form for utroskab. Nej. Den simple grund var en familiær misforståelse af de groveste.

Alex var nået hen til opgangen til hendes tidligere lejlighed. Eller var det stadig hendes lejlighed? Hun vidste virkelig ikke hvordan Manda havde taget hendes forsvinde, men ikke godt. Det vidste hun. Han havde også forsvundet for hende, og det havde også været i virkelig lang tid. Men han havde kommet tilbage til hende, forandret, men kommet tilbage. De havde flyttet sammen og alt muligt inden Alex valgte at forsvinde, som havde været noget af en stor omvæltning i hendes liv. For han var jo så meget anderledes end hende, og havde så mange andre meninger. Om farver for eksempel. Alex’ ansigt fortrak en grimasse, som viste at hun mindes tilbage. Han havde været en god kæreste, han var det stadig, hvis han ville have hende. Nu da hun havde fået gjort sig fri af sin slægts klør.
Alex gik ind i opgangen og hen til døren ind til hendes tidligere lejlighed, så det tydeligvis ud som. Hendes navn stod ikke på døren mere, det var kun Mandas. Det så så forkert og ensomt ud der. Hun var der jo ikke, hun var lidt blevet vandt til at de var et par. Hvor hun var, var Manda, og omvendt. Men det var da altid noget at han var her og ikke havde flyttet ud, så Alex kunne finde ham igen og undskylde. Selvom det ikke rigtig havde været hendes fejl. Det var hendes slægts stolthed og deres tradition om at skulle bortgiftes med ens grandfætter. Og nu var det så hendes tur, som så var med hendes grandfætter og gode barndomsven Mads. Da hendes far var kommet en aften hvor Manda ikke var hjemme, og sagt at Alex var nødt til at tage med ham hjem, for nu havde han fundet hendes kommende mand. Havde Alex afslået hans ”tilbud”, troede hun, og nægtede at tage med ham. Men det havde vidst ikke rigtigt på noget tidspunkt været et tilbud, så han havde slæbt hende hele vejen hjem til hendes lille barndomshjem. Det tog hende så cirka et halvt år at overbevise ham og hendes familie om at gifte hende bort ikke var den rette beslutning. Hun havde så også nået at være ringforlovet, været 1 dag tæt på at have været ved alteret og blevet tvunget til at dele seng med denne nydelige mand. Men han var jo ikke Manda, vel?


Nu stod hun så her foran døren ind til hendes eneste ene, var hun da ret så sikker på. Og vidste ikke hvordan hun skulle gøre dette her. Han ville blive glad for at se hende igen, men hun villehelt sikkert også få en masse skæld ud. Og det var hun måske ikke så oplagt til. Men hun måtte bare slynge sig ud i udfordringerne. Så hun ringede på den gamle ringeklokke. Hun så ned på hendes hænder, som var præget af meget nedbidte negler, og hun blev enig med sig selv om at hun måtte til at rette lidt op på sig selv og blive nydelig igen. Hun rettede sig op og så forventningsfuldt på den gamle trædør, bed sig lidt i læben og trak vejret dybt ind, da hun hørte Manda pusle på den anden side af døren. Hun håbede da det var ham?

Han havde siddet med lukkede øjne i nogle minutter før at han åbnede dem og kiggede rundt. Hmm... Han kunne høre nogen gå langsomt op af trapperne til opgangen, måske var det hende den gamle dame ovenpå, hun gik sjældent så hurtigt. Han trak på skuldrene og smilede let, han vidste ikk om hun havde været ude og handle, han havde trods alt sovet hele formiddagen så han havde sikkert ikk hørt hende gå. Han satte sig endnu mere til rette, han hjalp hende normalt med varerne, men han følte sig bare ikk helt så godt tilpas idag. Måske var han ved at blive doven, han prikkede lidt til sin mave, var han måske ved at blive slasket? Han trak sin T-shirt op og kiggede på sin mave, nej ikk endnu. Det gik først op for ham lidt senere at han sad og kedede sig, hvis han endda ville tjekke sin mave bare for at lave noget så måtte han virkelig kede sig meget. 

Han løftede hovedet da det ringede på, mon hun ligefrem ville bede ham om at hjælpe resten af vejen fordi hun var træt? Han smilede opgivende, det havde sket før, så hvorfor mon ikk også idag. Han rejste sig op på en doven måde og strakte sig, nå skidt pyt det gjorde heller ikk så meget, han havde jo gjort det masser af gange. Han tog lige sin tallerken ud og lagde i vasken, så kunne han altid vaske den senere. Han gik derefter hen til døren og åbnede den. 
Hele hans krop stivnede og han gjorde store øjne over det han så. Han smækkede døren hurtigt og stod lidt stille og kiggede ned i jorden. Var det Alex? Det kunne da ikk være hende, han måtte da have set syner!? Han kiggede gennem kighullet, nej det var godt nok hende, men hvad i alverden lavede hun dog her? Han fik en hånd gennem håret og kløede sig i nakken. Han burde nok også lukke op igen, inden det blev for langtrukket, men han vidste overhovedet ikk hvad han skulle sige eller gøre. Det var en fuldkommen ændring af hans dag, den havde været så stille men nu kunne den da nok blive vendt på hovedet. 
Han tog sig til sidst sammen og åbnede døren, han gned sig i nakken. "Sorry, men det var en slags reaktion." sagde han. Han kiggede lidt på hende, han begyndte at tage hænderne mod hendes kinder og han gnubbede hende på ansigtet. Han var stadig ikk overbevist om at det virkelig var hende som var foran ham, men han måtte vel også indse at han havde gjort det samme og han var da den rigtige Manda dengang de så mødte hinanden igen. Han kom lidt tættere på hende og smed hovedet på hende, han begyndte at lugte til hendes hovedbund, nej det var ganske rigtigt også hendes lugt. Der var kun en enkelt ting tilbage for at han kunne være fuldkommen sikker på at det var hende. Han kiggede lidt på hende og lagde sine hænder på hendes bryster, han begyndte at tage på hende og rode lidt med det. Det kunne være det var en mærkelig måde, men dem kunne man da ikk bare kopiere så let. Han gjorde det i et par minutter før han gav slip og krammede hende hårdt til sig bagefter. "Alex..." hviskede han lavt og gav hende et lidt hårdere klem. "Du er virkelig Alex..."

Det tog meget lang tid for Manda at lukke op, så lang tid at Alex næsten var ved at hyperventilere, på grund af de nervøse vejrtrækninger. Hendes kvindelige katastrofegen sagde hende, at han var blevet blind eller noget andet sygt. Lige som hun var nået til den konklusion, at han sikkert havde været i krig og havde fået sprængt ben og arme af, så dukkede han op. Der i dørtærsklen. Han så ud som han plejede, lidt træt og døsig. Men han havde ikke mistet noget. Lige som hun skulle til at sige hej, så blev døren smækket i, i hovedet på hende. Og der stod hun med åben mund, og så på den lukkede dør. Det tog hende lidt tid lige at få gennemtænkt hvad der lige var sket. Hun bed sig fortvivlet i læben, så ned på sine vans og roede op i hendes lange lyse hår, som var sat op i en lidt sjusket knold. Men så blev døren åbnet igen og hun hævede sit blik. Man kunne godt sige at hun gav ham elevator-blikket. ”Alle reaktioner er gode reaktioner” sagde hun med nervøs stemme og vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun så bare på ham og fattede ikke rigtigt at de endelig var sammen igen. Hun turde næsten ikke at rører ham, for så kunne det være at han ville forsvinde jo. Det kunne være en drøm. Men i næste sekund så løftede han hænderne og gnubbede dem mod hendes kinder. Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding, imens hun nød hans berøring. Pludselig mærkede hun at han var begyndt at lugte til hendes hovedbund og hun begyndte at smågrine. Da han fjernede ansigtet, og lænede sig lidt tilbage for at se på hende igen, så smilede hun stort, imens hendes øjne lyste af glæde. Hun gjorde store øjne, og blev lettere rød i hovedet, da han lagde hænderne på hendes bryster. Hun stod som forstenet, men da han begyndte at tage på hende live lidt op. Så hun gik et skridt tættere på ham, for at lægge sin ene hånd på hans kind. Hun tog endnu en dyb indånding, og tænkte på om hun mon ikke snart havde fået for meget ilt til hjernen. Det var utroligt hvilke følelser han stadig kunne give hende. Da han gav slip og krammede hende, krammede hun ham hårdt igen. Hun lagde sit hoved ind mod hans bryst, og nød hans helt egen duft. ”Ja, det er mig..” Sagde hun med en lidt usikker stemme. Hun kunne mærke at hendes øjne var blevet lidt fugtige, på trods af at hun gjorde alt for at holde tårene inde, så kunne hun ikke. Så et par tåre faldt ned på hans hvide t-shirt, som gjorde den næsten helt gennemsigtig det sted. Hun løsrev sig en smule fra ham, men holdt stadig fast om ham. Hun flyttede bare hovedet op til hans, så deres pander stødte imod hinanden. ”Manda..” Hviskede hun og smilede, imens hendes ene hånd, helt ubevidst, bevægede sig op til hans læber og kørte blidt over underlæben. Hun nussede hans næse med hendes, ved at mimre lidt med hendes egen og hviskede et blidt ”Undskyld..”.

Han vidste at han havde gjort nogle meget uanstændig ting ved hende, men han havde stadig ingen viden om hvad han skulle gøre eller noget som helst. Hun stod der, fuldkommen i live og uden en eneste skramme. Det var ingen anden end den Alex han havde kendt og boet sammen med i nogle måneder inden hun forsvandt, men hvorfor var hun pludselig tilbage? Hvad mon hun lavede her, var hun bare vendt hjem igen eller var det bare for lige at komme og sige hvad der var sket og så ellers smutte igen. 

Da han havde haft lidt fat i hende, fik han hende en smule tilbage. Det var hende, "Hvad laver du her?" spurgte han stille. Han lagde en hånd på hendes kind, hun var da uskadt og havde vist ikk fået sig nogle skrammer. Men hvor havde hun dog været? Han gned sin tinding med den anden hånd, han kunne næsten ikk følge med i det. "Hvor i alverden har du været, du forsvandt bare uden en lyd..." sukkede han. Han rystede let på hovedet, han begyndte at få tanker om at det måske bare var en hævn mod ham for at forsvinde i så mange år. Men hun så da ikk ud til at have glemt hvem han var, hun vidste hvor de havde boet og hun gav ham trods alt heller ikk en lussing for at havde taget på hende ud af ingenting. Det lod man nok ikk en fremmed gøre. 
Da hun lagde sin pande mod hans, trak han hovedet lidt tilbage. Han var ikk vred på hende, men han var utrolig forvirret og havde behov for svar før noget andet. Han kløede sig i nakken før at han tog hendes håndled og fik hende indenfor, det ville nok ikk fungere at de tog en rimelig privat samtale ude på opgangen hvor alle ville kunne høre dem. Han fik hende ind at sidde i sofaen i stuen, mens han fandt en stol og satte sig på den anden side af det lille bord som var ved sofaen. Han ville ikk holde afstand til hende, men det var måske en bedre måde at sidde overfor hinanden end ved siden af hinanden. Han rystede lidt på hovedet, "Jeg ved ikk om det har været et hævntogt, eller om det måske er noget andet som har været skyld i at du bare forsvandt." Han kiggede stille på hende og havde et udtryk der ventede på en forklaring.

Hun så lidt såret på ham, da han trak sig væk, da hun lagde sin pande mod hans. Hun havde virkelig brug for at mærke ham. Men selvfølgelig kunne hun godt forstå at han var sur, eller hvad han var, for hun var pludselig bare væk. Hun havde jo hverken ringet eller noget.
 
Hun blev trukket med ind i lejligheden, og hun åbnede måbende øjnene. Der var ting som lignede på en prik, det var som at blive sendt et halvt år tilbage i tiden. Men så var der også de ting som manglede, og hun mærkede ikke hende selv så meget i lejligheden. Men det var klart. Da hun blev placeret i sofaen så hun forventningsfuldt op på Manda, hun håbede lidt på at han ville sætte sig ved siden af hende, så hun i det mindste kunne holde ham i hånden. Men det gjorde han ikke, og hun bed sig selv i læben af hendes egen dumhed, da Manda fandt en stol frem, for at sætte sig på den. Hun måtte lægge låg på hendes følelser, og hendes vilde trang til at skulle have fysisk kontakt med ham hele tiden. Det måtte hun simpelthen. Imens hun så ham sætte sig ned på stolen foran hende, så lagde hun hænderne i skødet på sig selv og bevægede dem lidt uroligt frem og tilbage. Der var et eller andet, som sagde hende, at Manda ikke ville bryde sig om hendes grund til at hun forsvandt.
 
”Nej, det har ikke været hævn!” Sagde hun fast, til Mandas forslag til at hun forsvandt. ”Det var familie business..” Sagde hun og sukkede, tog en dyb indånding og så ham ind i øjnene imens hun prøvede at finde ud af hvad hun overhovedet skulle fortælle. ”Min familie er meget gammeldags, og det er ret almindeligt at blive viet bort af ens forældre. Det var så det der skete med mig.” Hun prøvede at smile lidt skævt, bare for at lette stemningen lidt. ”Min far kom og hentede mig her, imens du var ude og handle tror jeg.. Han forlangte at jeg tog med ham hjem og giftede mig med en mand han havde fundet. Så jeg kunne ikke rigtig gøre andet end at følge med. Far var meget truende.” Hun sænkede blikket ned til hendes skød, da hun ikke rigtig kunne klare at se ham i øjnene. ”Jeg tror min fars penge pung er ved at slippe op, så han blev nødt til at finde sig en svigerfamilie som kunne forsørge min familie. Det forgår lidt som i gamle dage, at ægteskab åbenbart altid er en god løsning.

Men ham gutten min far havde fundet, og jeg, vi fik vendt os imod vores slægt, og fik dem overbevidst om at det ikke var det rigtige valg. Så det endte jo lykkeligt. Efter noget tid.” Hun løftede blikket, for at se hans reaktion til den korte version af, hvorfor hun forsvandt.

Han kiggede stille på hende, han var overrasket og utrolig lettet over at det ikk har været en hævn mod ham at hun forsvandt. Han havde ikk troet at hun kunne finde på det, men han måtte vel forestille sig alt det som kunne være en mulighed selv i den længste ende. Da hun begyndte at fortælle videre nikkede han stille til hende, det var en underlig måde at vælge at fortælle det på. At hun ligefrem var blevet tvunget hjem, for at blive viet bort til en faren havde valgt uden hendes indvending. Han gned sin tinding og rystede en smule på hovedet over hendes slutning, han ville gerne tro på den, men han forstod den ikk helt på sin vis. 

"Det her lyder måske dumt, men jeg ville umiddelbart gerne have troet at du måske kunne have skrevet." sukkede han opgivende. Han lød lidt sur i det, men han var ikk sur på hende, han var på et stadie hvor at han hverken vidste om at han skulle være glad eller vred, eller om han måske skulle være noget helt tredje. Han begyndte at tænke endnu en gang over det hun lige havde sagt og sukkede opgivende, "Det jeg heller ikk forstår er at din far tror at han bare kan tage dig lige når han vil, altså et ægteskab er noget stort og han skal forhåbentlig ikk bestemme hverken hvornår eller hvem du vælger at gifte dig med..." sagde han opgivende og gned sine tindinger. Han begyndte at få hovedpine af det, selv når faren intet vidste om Mandas egentlige baggrund og derfor heller ikk ville kunne sige at det ville forværre deres situation. Han rejste sig op fra stolen og lagde en hånd i håret. "Undskyld Alex, det er ret meget lige at tage ind og jeg ved slet ikk hvad jeg skal sige eller overhovedet hvordan jeg skal have det med alt det der er sket... Jeg står på et stadie hvor at jeg slet ingenting ved om hvad jeg skal sige eller gøre..." sukkede han stille og stod lidt der hvor han var. Han vidste ikk engang om han skulle gå ind at lægge sig, ud og tage et glas vand eller bare sætte sig ned igen. 

//Sorry at det er kort, skal nok prøve at gøre det længere næste gang :)

Hun bed sig i læben, da han begyndte at lyde sur. Hun kunne ikke lide at se ham sådan, hun følte på en måde at han var sur på hende. Men hun vidste jo også bedre. Han var sådan en som tog tingene stille og roligt, for ellers gik det ud over hans hovedpine. Hun så ned i hendes hænder, som var flettet ind i hinanden i hendes skød, da han lød opgivende om at hun kunne have taget kontakt til hende. Hun kunne jo have sagt at hun var okay, så han ikke kom til at rende rundt og spekulere om hun var okay. For det havde han da gjort, ikke? Det ville Alex selv have gjort, i hvert fald. Måske have gået lidt i panik, og haft et par søvnløse nætter. Hun havde virkelig dårlig samvittighed, som også strålede ud af hendes øjne.
”Jeg kunne godt have skrevet eller ringet til dig, hvis jeg altså gjorde hvad jeg overhovedet kunne for at få fat i en telefon. Men det eneste jeg tænkte på, og kunne bruge energi på, var at komme ud af det, og vende tilbage til dig, som nu.” Hun vidste godt hun havde lavet en kæmpe fejl, med hensyn til ikke at have kontaktet ham. Og hendes dårlige samvittighed gnavede i hende, især nu da hun så ham, og hun kunne se hvor hærget han var. Hun lovede sig selv, at hun aldrig ville skade ham på samme måde igen. Slet ikke i denne mængde. Og hvis det indebar at hun måtte gøre ondt på hende selv, ved måske at give ham plads, så var det prisen var.

Hun mærkede godt, at han var begyndt at gnide sig lige lovligt meget på tindingerne, så hun valgte ikke at svarer på hans spørgsmål omkring hendes fars valg omkring at bestemme over hendes fremtid, og så bare bekymret på ham. Da han rejste sig op, og lagde en hånd i sit hår. Rejste hun sig også op ved siden af ham. ”Er du okay?” Spurgte hun og rakte en hjælpende hånd ud mod hans skulder. ”Du behøver ikke at tage beslutninger om hvad du gør lige nu, måske vil det være bedst hvis du tog dig noget vand og fik slappet lidt af… Skal jeg hente noget vand?”

//Det er helt i orden :-)

Der var en meget lang stilhed mellem dem, han vidste godt at hun havde lige så svært ved dette som var sket på det halve år som han selv havde, men selv den stilhed var lige lovlig for længe for ham. Det kunne stadig ikk være helt rigtigt at hun bare var kommet ud af ingenting, der var alt for meget på så lidt tid og han havde måske fået sovet for lidt. Søvn... Det kunne vel være at han stadig drømte. Han rystede på hovedet, det var alt for virkeligt til bare at kunne være en simpel drøm som han hvert øjeblik ville kunne vågne fra og igen vågne til at være alene i den livløse lejlighed. 
Han blev forbavset over hendes svar, hun kunne altså godt? Han fik et dybt suk frem, hvis hun kunne men alligevel ikk gjorde det blev han vist lidt mere sur end han var før. Han kiggede opgivende på hende, "Undskyld Alex, jeg kan godt se du bare hurtigt ville have det overstået, men når det alligevel var gået en måned, kunne du da godt have givet mig bare noget? Altså ja du ville fokusere på det, men når det tager over en måned kan man forvente det kan tage flere måneder. Men uden noget som helst? Det er jo ligefrem stressende..." Han kunne næsten se hvordan hun måtte have haft det dengang han forsvandt, men var det ikk anderledes denne gang? Nu havde de taget skridtet om at bo sammen officielt og det hele, og så havde de kun gjort det i en måned eller to før hun forsvandt. 

Han kiggede på hende da hun rejste sig samtidig med ham, han tog lidt fat i hendes hånd da hun rakte den mod ham og han fik den væk igen. "Jeg har det fint Alex, jeg ved bare ikk noget som helst..." sukkede han og kiggede lidt væk fra hende. Han vidste det måske ikk var så venligt mod hende, men han var utrolig forvirret og vidste ingenting. Var han ikk kommet videre, eller var han stadig fanget i hendes net, og hvad ville han gøre. Han rystede på hovedet og hvilede hånden mod panden, "Nej... Nej, det er ikk nødvendigt..."

Hun så på ham med sammentrukken mund og en dyb rynke imellem øjenbrynene, på grund af den vildeste dårlige samvittighed der gnavede i hende. ”Jeg ved det, det var forkert.” Sagde hun og sukkede, hun ville ikke have ham sur. Men hun kunne ikke rigtig gøre noget ved det, hun måtte vel igennem det. Lige nu kunne hun ikke se nogen særlig god fremtid. For han var så kold over for hende, som hun endnu engang kun kunne forstå, men det ændrede ikke på, at hun kunne mærke at chancen for at han tog hende tilbage var lille.
 
Da hun prøvede at hjælpe, blev hendes hånd skubbet væk. Og hun skrev sig bag øret, at fysisk kontakt med ham var no go. Hun faldt tilbage mod sofaen, som hun tidligere havde siddet i. Sukkede dybt, og nikkede til ham, selvom at hun dog godt vidste at han ikke så på hende. Hun havde ikke troet at det skulle være på denne måde. På vej herhen var hun som fanget inde i hendes egen lille lykke boble, og tænkte at han ikke ville tøve med at tage hende i hans arme og glemme alt, og kun være taknemlig over at hun kom tilbage. Men hun kunne jo godt se nu, at det kun var ønsketænkning. Han var en fornuftig mand, som gjorde hvad der var bedst. Hun vidste også godt at hun havde sat sig selv i en rigtig dårlig position, med hensyn til hendes forsvinden og grundlaget for den. Måske skulle hun have løjet omkring det, og havde pyntet på det, med at hun var blevet taget af onde onder, som sagde at hun nu ville glemme alt og alle. Men det ville heller ikke være særlig godt, for man lyver ikke for dem man elsker. Hun begravede sit hoved i sine hænder og kløede hendes fugtige øjne. Hun vidste ikke hvorfor hendes øjne havde lyst til at græde. Måske på grund af denne modtagelse. Hun sukkede igen.

Hun ville rigtig gerne hjælpe Manda, for hun kunne godt se hvor langt nede han var. Måske var den eneste mulighed i virkeligheden at give ham noget plads. ”Vil du have ro? Jeg kan godt finde et andet sted og være i et stykke tid?.. Hvis det er?” sagde hun, med stor modvillighed i hendes stemme. For det sidste hun ville, var at forlade ham nu igen, hvor hun endelig havde fundet ham igen. Hun så op på ham, og smilede et smil som ikke havde nogen form for glæde i sig.

Han rystede let på hovedet, "Jeg ved ikk hvad det var Alex, men jeg kan ikk sætte et udtryk på det... Det var bare så... Så stille..." sagde han opgivende til sig selv. Han kiggede ud af vinduet, var det virkelig bare sådan det var gået? Det var en så simpel og lille hændelse som gjorde at hun forsvandt, mens at han havde forestillet sig alt muligt andet. Hvorfor havde han ikk bare set at hun var ved sin familie? Han sukkede over sig selv, hun havde egentlig ikk snakket så meget om dem. Han kendte faren, men det var for utrolig mange år siden. Måske var det derfor at faren havde taget hende uden videre, fordi at han ikk kunne li Manda for det der skete for de år siden hvor at han selv bare var gået uden en eneste lyd. Det var vel egentlig en mulighed, da man normalt ikk bare tog sin datter i favnen og så ellers bare gik med hende når man lige mente det var.  

Da hun snakkede om at skulle gå og give ham ro, rystede han igen på hovedet, han kunne sagtens høre på hende at hun ikk havde lyst til at tage nogle steder hen selvom hun tilbød det. "Det ville jo alligevel ikk hjælpe Alex..." mumlede han og gik lidt tilbage. Han fandt sig en væg og gled ned at sidde op af den. Han havde stadig sin hånd ved panden, mens at han havde sendt blikket ned i gulvet med benene halvt strakt ud over gulvet. Hvad skulle han dog gøre, han var overhovedet ikk i stand til at tænke klart og han fik det værre jo længere deres samtale varede. Hvad var der dog i vejen med ham? Var det chokket over hendes pludselige tilbagekomst, hendes forklaring på hendes forsvinden eller var det måske fordi han mest af alt på håbede at det var en drøm han ville vågne fra... Han følte det ufattelig at han endelig var halvt kommet over hende, men så vendte hun stærkt tilbage og gjorde en stor forvirring omkring hvad han egentlig skulle gøre nu? Han vidste om ikk andet at det var ved at blive for meget for ham, han måtte falde til ro inden at det blev så slemt at han enten kunne falde om eller måske endda kaste op. Han vidste ikk hvad det føltes som om, men det var ikk behageligt for ham.

Hun så hen på ham, da han sagde med en lille hentydning at hun ikke skulle betragte det som en stor synd. Troede hun da. Han sagde at det var stille. At det var stille uden hende? Eller hvad? Hun ville gerne have spurgt, men hun ville heller ikke give ham for meget at tænke på. Hans hjerne blev jo nemt overophævet. Hun havde ondt at ham. Hun ville ønske at hun bare kunne trykke ham ind mod sit bryst og sige at det hele er okay nu, men det kunne hun jo ikke. De var ikke de samme som før. Eller deres forhold var ikke. Hun vidste overhovedet hvad det var, og om det overhovedet var eksisterende. Hun håbede på det.
 
Hun lukkede lettet øjnene, da han hentydede til at hun ikke behøvede at gå. Men det lød nu mest som om at han tilbød hende at blive, fordi Alex ikke ville gå. Ikke som om at han ville have hende der. Hun var forvirret over hans følelser for hende. Og over hendes egne. For hun havde denne stærke trang til at have det hele til at være som før, men alligevel kunne hun ikke bære mere smerte. For hvis hun skulle prøve at redde dette forhold, så ville det koste en masse smerte. Fra dem begge. Hun sukkede og rejste sig stille op. Hun kiggede over mod Manda, og var i et split sekund ved at lægge under trangen til at gå over at kramme ham. Men efter hun havde hanket op i sig selv, gik hun ud i køkkenet. Manda skulle have noget ro, og ingen snak fra hendes side. Det kunne alle og enhver da se.
Hun så rundt i køkkenet og huskede deres diskussion omkring indretning og om hendes besættelse af farver. Hun så hen på de sandfarvede træskabe og tapetet, som havde en grålig nuance. Hun bed sig i læben og lænede sig op af det ene køkkenbord, imens hun lukkede øjnene og lagde hovedet tilbage. Dette var virkelig ikke det hun havde håbet på. Denne stemning. Hun begyndte at hoste og gned sig i øjnene. Det måtte være hendes høfeber som var kommet tilbage, underligt. Hun åbnede et af de øverste køkkenskabe, og fandt et glas frem. Smilede ved tanken om, at køkkenet så ud som det plejede. Derefter tændte hun for vandet, og lod det løbe indtil vandet blev koldt og fyldte glasset op med vand. Drak derefter hele glasset og fyldte det igen halvt op igen, som hun også drak. Hun tænkte på at Manda nok også hellere måtte få sig noget vand, og fyldte glasset op på ny, med det nu meget kolde vand. Hvorefter hun gik ind i stuen, for at give Manda glasset med vand. Som han dog havde sagt ikke var nødvendigt.

Han havde fundet ordet stille, det eneste han rigtigt kunne finde ud af at sige. Det havde været så frygtelig stille, der havde ikk været noget larm eller for meget pjat. Han havde haft et behov for at isolere sig, som han første var kommet ud af for nogle måneder siden og derfor havde lejligheden kun været den larm han selv lavede og ingen andres. Han havde fundet det kedelig i sin isolering, men han havde haft det svært ved at sove og kunne ikk finde en ro, fordi hvor var hun forsvundet hen? Han havde ledt efter hende, men der var intet spor af hendes lugt nogle steder, så han måtte bare ligge i sengen og bede det bedste til hendes sikkerhed dengang. 

Han kunne høre hende rejse sig, men han havde ikk overskuddet til at kigge. Han havde hånden ved panden, så han kunne heller ikk rigtigt se hende foran sig, men han kunne se da hun gik forbi ham og videre hen af gangen ind mod køkkenet. Han kiggede ikk efter hende, han havde brug for at tænke og finde ud af hvad det var han havde behov for at sætte i tankerne. 
Der kom et opgivende smil frem ved ham da han kunne høre vasken blive tændt, hun havde vist besluttet sig for at hente noget vand til sig selv. Det var nok også meget godt at få lidt vand igennem systemet, noget der var koldt og kunne køle ned. Han rystede dog på hovedet, han havde stadig brug for at blive siddende, mest af alt tænkte han at han måske bare havde behov for at nogen fortalte ham hvad han skulle gøre. Black havde da sikkert en masse, men det var ikk noget han skulle til at spørge sig ind til da det nok også kun ville forværre situationen for både hende og Manda. Han tog hænderne til tindingerne, han havde fået fat i en smule af sit hår og øjnene hårdt lukket i. Han kunne overhovedet ikk finde ud af noget som helst, han havde lyst til at glemme det og sætte en streg over det, men det var da heller ikk bare sådan lige til bare at gøre. Han tænkte sig lidt om, han sukkede let og rakte hånden op af da han kunne høre at hun kom. Han kendte hende, normalt så gjorde hun aldrig hvad han sagde når hun mente at han havde behov for noget som han ikk mente. Hun var decideret bare meget mere på at følge sig selv når det galt hvad andre havde behov for.

Hun smilede da han rakte hånden op i vejret, selvfølgelig kendte han hende godt nok til at vide, at hun ikke ville gøre hvad han sagde. Men han så ikke speciel glad ud, så hun vidste ikke om han var en smule irriteret på hende. Som ikke var særlig rart. Hun gik hen med glasset og satte det i hans fremstrakte hånd. Deres finger kom til at strejfe hinanden, og hun fik denne følelse af savn. Hun vidste ikke hvorfor, for han var jo lige der foran hende. Men hun savnede jo dem, og den kærlighed der havde været imellem dem. Nu var kærligheden blevet til en blanding af fortvivlelse og savn. Hun elskede ham stadig, det var hun da sikker på. Men han havde jo prøvet at komme over hende i cirka et halvt år, og hun vidste ikke, om det måske var lykket ham det. For måske var det derfor at han reagerede som han nu gjorde.

Hun gik et skridt tilbage, da hun var for bange for at blive skubbet væk igen. Hun gik hen og satte sig ned i sofaen, hvor hun glattede sin blå kjole ud, bed sig i læben og skævede over mod ham. ”Du må altså sige til, hvis jeg kan gøre noget?” Sagde hun til ham. Hun vidste ikke helt hvad det skulle være, men hun tænkte på at hun måske kunne gå ned og købe ind for ham. Eller gøre rent måske. Eller hendes favorit, at være hos ham og gøre noget som fik ham til at få det bedre. Han vidste vist heller ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Hun trak sin lille taske frem, hvor hun havde noget ekstra tøj, pung, nogle få make-up ting og sin lille dagbog, som havde en masse skrækkelige farver. Det mente Manda i hvert fald. Hun smilede en smule ved tanken, da hun tog dagbogen op af tasken. Hun havde skrevet i den hver eneste dag siden hun forsvandt fra Manda, og der var ikke gået en dag, hvor hun ikke havde nævnt Manda i den. De var ikke de fedeste minder, men der stod da hvor meget hun havde savnet ham og hvor meget hun havde haft lyst til at være hos ham. Men de forhindringer der nu havde været i vejen, havde forhindret hende i det. Hun tænkte på, om det ville hjælpe Manda, at læse i den og ligesom få et indblik i hvad hun havde tænkt. Men hun turde ikke spørge ham om det.

”Du har fået det til at se flot ud herinde” Sagde hun, da hun så rundt i stuen, som havde fået et gulligt tapet. Hun kunne godt se, at alle disse farver som hun selv elskede, ikke passede til Manda. Det var han for nede på jorden til. Det havde altid været en af de ting, som hun syntes bedst om ved ham. Hun så over på ham, og håbede inderligt at han fik det bedre af at snakke om noget.

Da hun var kommet hen til stuen igen, kunne han straks mærke et glas i sin hånd og det var koldt. Han vidste det, det var bare sådan hun var. Han fik det ned til sig og drak det rimelig hurtigt, hvis han heller ikk drak noget men bare stillede det ved siden af sig, kunne hun nok godt finde på at halv tvinge ham til at drikke det. Han fik tømt glasset og lagde det ved siden af sig på gulvet. Han begyndte at falde lidt ned, stilheden hjalp ham sjovt nok med at falde lidt mere til ro, normalt følte han altid at stilhed var værre end noget andet. Men det var vist det hans hoved havde behov for. 

Han hørte hende, men hvad skulle hun gøre? Hvad kunne hun gøre? Han gned sin pande, han var fuldkommen i tvivl, var hun i bedre stand til at tænke end han selv var? Han knyttede hånden ved panden, "Noget du kan gøre...." mumlede han stille for sig selv. Han lænede hovedet tilbage mod muren og havde lukket øjnene. "Det kunne være rart nok at få at vide hvad man skal gøre... Eller i det mindste tænke..." sagde han opgivende. Han var blevet træt af ingenting at vide, så måske kunne hun endelig fortælle ham hvordan tingene hang sammen. Hun havde fortalt grunden til sin forsvindelse, men hvad havde hun også forventet derfra? At alt bare ville være som det plejede, eller at der måske ville gå fem minutter med det og så ville de bare have det fint igen. Han rystede lidt på hovedet, det var ikk noget han var god til at håndtere og han vidste overhovedet ikk om det bare var noget han skulle tilgive så nemt eller at han ville have at hun gjorde noget for at det blev godt igen. Det var vel ikk direkte hendes skyld, men han havde haft svært nok ved at komme videre og han var fuldkommen uvant med at bo et sted så det føltes endnu mere forkert når der intet var sket der. 

Han kiggede stille rundt da hun nævnte det og trak en smule på skuldrene, "For mange farver har trods alt aldrig været min ting..." sagde han roligt og hvilede hovedet på sit ene knæ. Han kiggede ned i gulvet og tænkte lidt. "Men godt du kan li det, selvom du plejer at elske regnbuens farver i et solidt mønster med hinanden..." sagde han roligt. Han vidste godt at hun intet havde imod enkle farver, men det var stadig lidt overraskende at hun synes det var flot når det nok var en ret kedelig farve når den kun var gul.

Hun kiggede over på ham, da han forklarede at hun kunne hjælpe ham, ved hjælp af at give ham råd om hvad han skulle gøre, eller tænke. Så han var virkelig på bar bund, omkring hvordan han burde reagerer på hendes tilbagevinde. Men hun vidste jo heller ikke hvad han skulle gøre, eller hvad hun selv skulle gøre for en sags skyld.
”Jeg ved ikke hvad der er rigtigt at gøre i denne her situation, men jeg ved hvad der ville være fair.” Sagde hun stille, og nulrede sine fingrespidser op ad hinanden. ”Jeg ville så utrolig gerne sige, at du skulle tilgive mig og tage mig tilbage, som intet var sket. Men det ville jo ikke gå i overensstemmelse med dit hjerte.” Sagde hun og sukkede. Hun havde det hårdt med at sige disse ord, for hun ville virkelig gerne have det til at være lige som det var før. Men sådan blev det nok ikke i den nærmeste fremtid, måske aldrig. Hun blev helt trist ved tanken og bed sig i læben for at holde tårerne tilbage, endnu engang. Hun havde åbenbart udviklet sig til at rigtig tude prinsesse. ”Det ville være fair over for dig selv, at mærke i dit hjerte, om hvordan du har det med mig. De der onde tanker, om hvor ond jeg har været og hvor sur du er på mig, de skal ikke komme som nogen overraskelse, de er helt normale. For jeg har svigtet dig. Groft.. Og jeg vil gøre alt hvad der står i min magt, for at rette op på dit nye syn på mig. Det vil måske tage noget tid, men jeg er altså villig til at kæmpe i den tid det nu tager.” Efter hun var færdig med hendes lange monolog, åndede hun dybt ind og pustede hårdt ud igen. Hun var bange for, om det hun havde sagt ville komme til at lyde for kunstigt og alt for film agtigt. For hun kunne jo nemt sige at hun ville kæmpe, uden egentlig at kæmpe for ham. Nu måtte hun bare bevise for ham, at hun kæmpede til det sidste.
Hun var virkelig ikke særlig vild med denne situation. Nu var det hende som var skurken og skulle gøre det hele godt igen. Hun havde aldrig haft den rolle før, for så mange fejl havde hun ikke nået at begå.
 

Hun vidste ikke hvad hun mere skulle sige eller gøre. Vidste ikke hvad hun skulle gøre, for at bevise hendes værdighed over for ham, så han en dag ville tage hende tilbage. Hun vidste heller ikke noget om hvor langt han var kommet i sit liv, efter hun forsvandt. Måske havde han faktisk kommet helt over hende. ”Har en.. En pige.. Har hun måske..” Hun sukkede, og hostede lettere nervøst. Hun var virkelig dårlig til dette her! ”Er der en pige i dit liv?” Spurgte hun, lidt lavt, men hun vidste at med Mandas gode ører, så ville han have nemt ved at høre hvad hun sagde. Uden at bemærke det, så tog hun et dybt åndedrag og holdt vejret. Imens hun ventede på hans svar.

Han sad stille og kiggede tomt ned i gulvet, der var stilhed mellem dem og det føltes meget længe da han havde bedt hende fortælle ham hvad han burde gøre. Der gik et godt stykke tid endda, hun var måske på lige så bar bund til hvad der skulle ske nu, som han selv var? Han fik en hånd igennem håret efter noget tid og lukkede øjnene, mens han ventede på svar. 
Han løftede hovedet igen da hun snakkede, fair? Han tænkte lidt, "hvad ville være fair...?" spurgte han undrende. Han vidste at han gjorde noget uretfærdigt, men han vidste ikk hvad han ellers skulle gøre. Det var ikk lige sådan til at forandre hvad der var sket eller rettere ikk sket på et halvt år. Han sukkede lavt, tilgivelse... Selvfølgelig... Han rystede lidt på hovedet ved det, så lige til var det ihvertfald ikk. Han kiggede stille op på hende, han fik et kejtet smil frem og rejste sig forsigtigt op. Han havde det bedre end før, han trængte nok bare til at falde til ro. Han gik hen til hende og tog fat i hendes underlæbe, "Du har glemt din opdragelse herfra kan jeg se." sagde han opgivende og slap hendes underlæbe igen. Han trak på skuldrene, "Jeg vil ikk stoppe dig Alex, men jeg kan ikk love dig at det bliver nemt for dig at komme så langt." sagde han roligt og satte sig på bordet. Han gned sig i nakken, han kiggede stille på hende. "Jeg er villig til at give dig en chance til, men du kan ikk forvente at jeg er som jeg var før, fordi det er jeg ikk i stand til endnu." sagde han roligt og aede hende på kinden. Han fik hende til at kigge ham i øjnene, "Kan du leve med det?" spurgte han roligt. Hvis hun ikk var i stand til at leve med at han nok ville være anderledes overfor hende, ville hun ikk kunne kæmpe sig videre derfra. Han tog sin hånd til sig igen og kiggede stille på hende, "Der er mange ting som vi gjorde før, som vi ikk kan bare sådan igen og jeg ved at du gerne har ville have kontakt med mig fysisk igen, ikk seksuelt, men bare kontakt..." sagde han og tog hendes hånd. Han kiggede ned på den og pillede let hendes fingre og legede lidt med dem. "Men det kan også være svært for dig at bare gøre det, fordi jeg ved ikk længere om jeg gerne vil skubbe dig væk eller kramme dig til mig og hvis jeg af ren reaktion skubber dig væk..." han sukkede og slap hendes hånd let. "Så ved jeg ikk hvad du ville gøre.." mumlede han stille. Han kendte mange af hendes reaktioner, den værste ville være at hun blev ked af det og begyndte at gå, det ville ikk være en god idé. 

Han kiggede undrende på hende, hun begyndte at få et underligt ansigt. Han rynkede brynene og satte hovedet på skrå, hvad mon der var galt. Han blev dog rimelig lettet da hun fortalte det. Han kom til at grine over hendes opførsel, "Hvad da?" spurgte han roligt og hvilede sin albue på sit knæ, med hovedet mod sin hånd. "Du har vel ikk tænkt dig at tage hen og true hende med at holde sig fra mig?" spurgte han roligt og kiggede opgivende på hende. Han havde ikk haft nogen overhovedet, men det var vel sjovt nok at se hvad hun ville gøre.