Memories of fallen comrades //Alex//

S :: Katedralen
T :: Ved solnedgang
O :: Ikke mange andre, kun de munke der passer kirken
V :: Det er klart og månen vil være fuld senere hen

Lyden af kirkeklokker blev overdøvet af al den anden larm der var omkring, folk var ved at tage hjem efter en dags arbejde hvor de ikke var blevet truet på livet eller forsøgt dræbt, for mange var det en helt ny oplevelse ikke at skulle frygte for sit liv hele tiden, det kunne de takke det nye styre for og selvom det betød at der var bevæbnede soldater overalt og et helt nyt hemmeligt politi som skulle holde øje med folk var de blændet af den falske følelse af frihed som de nu havde, flere mente at den nye leder var en mand man kunne stole på og burde ære som den rene helgen fordi han i modsætning til Malakel satte folks liv højere end sit eget, havde de vidst hvad hans rigtige intentioner var havde de aldrig nogensinde ville stole på ham, men for nu var de blændet af frihed og følelsen af glæde og fred. En høj mand i en sort frakke og pressefoldede bukser gjorde holdt udenfor katedralen, med en langsom og nærmest sørgelig bevægelse smed han sin cigaret på jorden og den forsvandt øjeblikkeligt under fødderne på andre folk og væsner som myldrede rundt som en travl myretue, det korte blonde hår var redt tilbage og et par syregrønne øjne gemte sig under solbrillerne der mindede om dem hovedpersonen fra matrix bar, hans ansigtsudtryk fortalte at han var ved at gøre noget han ikke var glad for og han pillede sig nervøs ved det ene øre mens det så ud som om han overvejede om han skulle gå indenfor men han bestemte sig og åbnede den massive egetræs dør indtil katedralen og forsvandt ind i det dunkle mørke som altid herskede sådan et sted.

Alexanders skridt var hurtige og lyden af hans sko gav genlyd i rummet hvor kun lyden af en mumlen mellem munke herskede, han brød sig tydeligt ikke om at være der men det så ud som om der var hans samvittighed der drev ham og ikke bare den normale lyst til at forlig sig med gud, han satte sig efter kort tid på en af de bagerste bænke og kiggede op mod alteret mens han fumlende fik fundet en rosenkrans frem, det lille sølvkors i enden af halskæden var indrammet i noget der lignede glas så den aldrig rigtigt rørte ved hans hud. Alexander rømmede sig en smule selvom han ikke skulle sige noget.

Et suk hørtes nede fra de sidste rækker, et nervøst suk. Det kom fra en pige, som havde siddet der i lang tid. Okay lang tid og lang tid, hun havde siddet der i 5 minutter. Men for hendes føltes det som lang tid, hun havde for lang tid siden siddet der, sammen med en anden person. Det var første og seneste gang, at hun havde været i guds hus. Dengang havde hun ikke vist sin opmærksomhed på gud, dengang tænkte hun.. At han ikke var så virkelig endda, hun vidste at der var noget, men hvorfor var det en han og hvorfor skulle han hedde gud? Helt ærligt??
Hun fik det helt dårligt af at tænke sådan om gud, nu da hun sad i guds hus. Hun følte sig lidt som en forræder, som hun helst ikke ville føle sig som. Hun trak sine cowboybuks beklædte ben op til sig på bænken, imens at hun ventede på at de skulle begynde på gudstjenesten. Hun var der for en speciel grund, som hun hverken ville uddybe eller tænke på..
Endnu et suk kom fra hendes lettere røde læber, som var formet i et trist smil. Inden at hun åbnede munden let og bed sig blidt i siden af underlæben, en vane hun havde når hun var nervøs eller bare spændt på et eller andet. Den ene arm havde lagt sig om hendes knæ, der stødte hende mod brystet. Hun have sin grønne jakke på, som havde næsten samme farve som hendes store øjne. De havde en blågrønlig farve, som hun ikke havde set nogen eller noget andet have som farve. Hendes hår hang som en undtagelse denne dag, ned langs hendes ryg, fra hendes hoved. Hendes hår havde en flot lys farve, som man ikke nødvendigvis kan sætte på en farve. Ellers holdt hun med den frie hånd om en halskæde, som hun for denne dags skyld havde taget af. Hun holdt selve smykket i hånden, imens at halskæden hang ned fra hånden. Hun så skiftevis fra de andre væsner eller mennesker som sad der inde, i denne kirke, til sit smykke som lå i hendes ene hånd.
Lyden af den store port som åbnede sig, lød igen, der var efterhånden mange som var kommet luntende ind, efter at hun var kommet. Hun var en af de første som var kommet ind i domkirken, bort set fra en lille dreng som havde sat sig på forreste række. Han så meget ked af det ud, hans øjne var helt opsvulmet af tåre, imens han stadig græd en lille smule. Hun havde tænkt sig at sætte sig ved siden af ham, inden at hans blik mødtes hendes og hun blev skræmt fra vid og sans. Hans øjne så.. Sultne ud.. Han så sultne ud.. Hun var bange for ham, hun blev bange for ham. Så hun valgte at sætte sig nederst, længst væk fra ham. Den gyselige dreng, som fik hendes hår i nakken til at rejse sig godt og grundigt.
Der kom en mand ind, han så ud til at være omkring de 25 år. Men der var noget som hang omkring ham, en duft.. Eller var det en lugt?.. Han lugtede.. Sjovt.. Hendes blik gled over ham, hun genkendte ham ikke først. Det var først da han var begyndt at sætte sig, at hendes øjne blev store. Han havde nøjagtig de kendetegn, som hun havde hørt om ham. Det var ham.. Den nye.. Ham som næsten alle tilbad.. Hvorfor var han her, i kirken? Han var vampyr?!
//Undskyld tiden, skulle lave mad//

Hvordan var det nu det hele var, det var mere end tyve år siden at Alexander sidst havde befundet sig i en kirke, det havde været dengang han hjemme i sovjetunionen var blevet konfirmeret og havde modtaget sin rosenkrans, han havde lovet sig selv aldrig nogensinde at forlig sig igen med gud efter alt det der var sket bare ugen efter, men nu sad han altså her på bænken med den lille halskæde i hånden og mumlede det han kunne huske af en lille bøn for de døde, der var en speciel grund til at han var der idag og han ventede blot på at det skulle gå igang så han kunne få gjort en sidste ting, lavet den sidste aftale og så ellers være færdig med gud til den dag han brændte op i solen og blev til en bunke aske, for som Alexander så det havde gud aldrig (Hvis han da eksisterede) gjort andet end at dræbe og tage dem han elskede væk for at efterlade ham som en tom skald der havde tyget til vold, død og ødelæggelse for at komme igennem hver dag i livet.
Der kom en lille lyd fra en dreng på den forreste række for det utrænede øje ville han bare ligne en almindelig dreng der sad og græd, men for dem der længe havde bevæget sig på kanten af livet ville han træde frem som en forpint sjæl der havde undsluppet helvede og nu søgte forladelse, men Alexander kunne allerede nu mærke at sjælen ikke ville blive tilgivet af den gud som ellers skulle være så tilgivende og ganske få sekunder efter han havde tænkt den tanke begyndte sjælen da også at græde som en pisket inden den i formen af den lille dreng styrtede ud af kirken, Alexander fulgte ham med øjnene og drejede hoved da han løb forbi og kom til at kigge på en kvinde der havde sat sig helt nede i den anden ende på den bagerste række, hans syregrønne øjne fangede hende og han smilede kort inden han drejede hoved tilbage igen.
Munkenes mumlen blev højere for at signalere at noget var ved at ske selvom der egentlig ikke var gudstjeneste før om godt en time, en kvinde kom gående ned fra en af trapperne, hun var det smukkeste væsen man kunne forestille sig og det udtryk hun havde i øjnene var så uskyldigt og rent at der ikke kunne være tvivl om at hun var engel, hendes blik faldt på Alexander som rejste sig og bukkede for hende inden han gik helt ud på gangen og ned til hende, han var tydeligt mærket af det hele og han var nød til at holde en skærmende hånd oppe foran sit ansigt da han som vampyr ikke havde det godt med at stå så tæt på noget der var så helligt, "Jeg overbringer dem den officielle besked om at Samuel søn af Gabriel er død, han faldt for den tidligere herres hænder og jeg mente som ny leder af dette land at jeg burde være den der fortalte himlen om hans død, det gør mig ond min frue", kvinden nikkede kort og var ved at berøre Alexander, men stoppede da hun ville skade ham, "Samuels død er et stort tab for himlen og der vil blive sunget klagesang over ham længe, det glæder os at der nu er en anden på plads som konge af Di Morga, må din tid blive lang om god", hun bukkede så for ham og vente rundt inden hun forsvandt tilbage op af trappen.
I al hast skyndte Alexander sig tilbage, han kunne ikke døje at være i nærheden af noget så rent i længere tid, han satte sig ned på den samme plads som før og sukkede dybt mens han kiggede på rosenkransen inden han lagde den fra sig ved sin side, han ville være der lidt endnu inden han og hvemend der styrede universet skilte deres veje for altid.