The honesty of alcohol.

Sted, tid, vejr og omgivelser er beskrevet i teksten.
--------------------------------------------------------------------------

Diskoteket havde været godt fyldt, allerede da Alexei trådte gennem dets døre. Så fyldt, at han havde været tæt på straks at vende om igen og sætte kursen ud af selvsamme dør han blot var trådt ind af, for at finde et mere stille og affolket sted, hvor han kunne drikke sin whiskey. Men før han overhoved nåede at vende sig om, blev han skubbet længere ind på diskoteket, af en gruppe piger, der allerede havde fået gang i hofterne, samt stemmebåndende. Hvilket nok havde været meget godt. Alexei havde haft brug for at have folk omkring sig. At være et sted, hvor han kunne drikke så meget han ønskede, uden at blive set skævt til. Samt uden at blive observeret. Af andet end kvinder selvfølgelig. Derfor forsatte han bare i somme kurs, som han var blevet skubbet. Op til baren, hvor han købte en whiskey. Og en til. Og endnu en. Hurtigt var han faldet i snak med et pigebarn, der tydeligt prøvede sit alverdens bedste på at smigre sig ind på Alexei Ace Carter. Hvilket ikke havde fungeret. Han havde vist den mængde interesse han viste enhver, der ikke interesserede ham synderligt. Hvilket betød en kold skulder og en sarkastisk kommentar. Nogenlunde det samme, som et af hans berømte flugtforsøg også bestod af. Alexei var god til at vise, når han ikke var interesseret. Endnu bedre var han til at lade som om han ikke var interesseret.

Han vidste ikke hvordan han var endt udenfor Lukes dør. Og så alligevel, jo. Det havde været ulven, der havde fundet derhen. Trods han ikke engang havde været der før. Men hvorfor? Det spørgsmål havde han overvejet mange gange, dagene forinden. Hvorfor var det lige præcis dér dyret havde søgt hen? Som regel befandt han sig ved havnen, når han igen vågnede op. Samme sted, altid. Men ikke denne gang. Der havde helt sikkert været noget, han i sin varulveskikkelse mente han skulle hos Luke. Lidt ligesom den aften, hvor en side af ham havde hungret så dybt efter Luke, at han efterfølgende havde svedt hvor meget han egentlig havde hungret, fuldstændig ud. Noget han stadig, nu mere bevidst, valgte at glemme. Hvilket også var grunden til han havde fundet ned på det diskotek. Han havde brug for at sløre tankerne. Glemme alt om Luke, varulve, hungren og alt hvad der ellers så ivrigt fyldte hans tanker for tiden. Desværre havde det ikke gået som forventet.

Han befandt sig nu, vandrende rundt på må og få, i Terres gader. Lige nu gik han i en lang gyde, kun oplyst af nogle stærkt gule lys, placeret med cirka ti meters mellemrum. Det gule lys mindede ham om Luke. Om hvor lidt det mindede om Luke. Lyset havde så meget farve, i forhold til hvad lys plejede at have. Pærerne var så billige. Luke var hverken gul, eller billig. Faktisk var Luke utrolig hvid. Som en porcelænsdukke. Men ikke en specielt perfekt porcelænsdukke, da den var utrolig plættet. En gammel, antik porcelænsdukke, der var mange, mange tusinde kroner værd. Så skrøbelig og alligevel så stærk. Den havde overlevet så meget. Det mindede lyset ham om. Luke. Og asfalten. Asfalten mindede ham også om Luke. Når man først lagde den, var den så blød. Og varm. Så let at arbejde med, men dog så farlig. Og så.. Pludselig. Blev den hård. Forstenet. Og man kunne intet gøre. Den blev der, stædigt. Som rotten der sad i skraldespanden og åd ivrigt af resterne. Selv når man gik tæt forbi, blev de der. Som var de slet ikke bange. Det var han heller ikke.. Luke, altså. Alexei beundrede hans mod. Hvordan han bare kunne stå frem og sige hvad han følte og hvad han mente, uden overhoved at være bange for hvad andre mente. Eller for den sags skyld konsekvenserne..

Skoende gav genlyd i gyden, som Alexei sneglede sig vej igennem. Med et glas whiskey i hånden. Han havde selvfølgelig betalt for det. Glasset. Han havde stukket bartenderen nogle penge, mens han pegede på glasset. Han skulle gå en tur. Han havde brug for ro. Han havde brug for at tænke. På Luke.

Søvnløshed var uden tvivl det værste i verden, for der fandtes kun to måder at overkomme det på: Sovepiller eller et ordentligt slag i hovedet, så man lå bevidstløs natten igennem. Men ingen af løsningerne faldt Luke specielt tiltrækkende, for pillerne havde han hørt, at man kunne blive afhængig af – og det ville jo kun forværre søvnløsheden – og slaget i hovedet kunne han ikke unde sig selv, for han var rimelig sikker på, at han allerede havde mistet nok hjerneceller efter alle de år med fest, byture og alkohol.
Han kunne jo selvfølgelig bare sige ”fuck det” og tage i byen og feste hele natten igennem, men lysten var der ikke til det. Det havde den ikke været de sidste par dage, ikke siden den morgen, hvor Alexei uventet var dukket op på hans dørtrin, for blot at skride igen senere hen uden at komme med et svar på det valg, Luke havde givet ham. Sådan havde det også været sidste gang, de var skiltes. Der havde Luke siddet hjemme de efterfølgende mange aftener og tænkt og overvejet og undret sig.
Det irriterede ham, at det var Alexeis skyld, at han ikke kunne sove. Og samtidig var det Alexeis skyld, at han ikke havde lyst til at tilbringe natten med en eller anden fancy drink i hånden. Alle de tanker omkring skuespilleren, der netop nu fyldte hans hoved, var umulige at jage på flugt. Måske ville det mest logiske i virkeligheden være at opsøge Alexei og bede ham om at give Luke en på kassen? Så ville hybriden da falde i søvn samtidig med, at han kunne skabe en falsk illusion om, at Alexei hadede ham nok til at ville slå ham. Så ville det måske så småt gå op for Luke, at han ikke havde en chance hos den anden.
Men alligevel gav han ikke op. Selvom han forsøgte at overbevise sig selv om, at han ikke behøvede Alexei, at han var for god for ham og at den anden bare var en nar, så var der hele tiden et eller anden inden i ham, der af hele sit hjerte håbede på, at skuespilleren endda ville overgive sig til ham. Og det lagde jo ikke just en dæmper på hans håb, når den anden pludselig valgte at vise sit ansigt på hans dørtrin.
 
Han hev sin jakke ned fra knagen og begav sig ud af døren. En aftentur kunne vel ikke skade.
Som han gik der og kiggede på mennesker, der hang ud foran de forskellige diskoteker, og forsøgte at slå hjernen fra og lade alle tanker fordufte i den kølige aftenluft, fik han øje på en ensom skikkelse forude. Da han nåede ind i gyden så han, at det var en mand, der gik uhyggeligt langsomt. Noget nær snegle-tempo. Langsomheden kunne måske skyldes indholdet af det glas, han holdt i hånden. Luke sukkede opgivende, men alligevel vendte han ikke om, for der var noget, der virkede bekendt ved ryggen på den fulde mand. Måske var han en af de drankere, der hang ud foran hans boligblok? Og i så fald, burde han så ikke hjælpe ham hjem? Han havde alligevel ikke andet at foretage sig, så hvorfor ikke rende rundt og lege skytsengel i natten?
 
”Undskyld mig,” begyndte Luke. ”Men måske burde du-…”
Han var kommet op på siden af manden og kunne nu se hans ansigt, og resten af sætningen forblev et mysterium. Sig, det er løgn… tænke han, som han stod der og stirrede lige op i Alexeis ansigt. Hvorfor ham, af alle mennesker? Det var jo ham, Luke forsøgte at glemme!
Han lagde armene over kors, men der gik ikke mange sekunder, før han smed den hårde facade. Det undrede ham, hvorfor Alexei rendte rundt i gaden, fuld og alene. Burde han ikke have en hel hær af kvinder og paparazzier, der fugte ham omkring?
 
”Er det ikke lidt tidligt du begynder at ødelægge din karriere med alkohol? Jeg ved godt, at det er en obligatorisk fase, som alle kendte mennesker skal igennem, det dér med at blive afhængig af noget og dernæst indlægges, men du har ikke engang toppet din karriere endnu.”
Han rynkede brynene og kiggede på Alexei.  Han så godt nok fuld ud...

De grå øjne skød rundt. Fra væg til væg, lys til lys, ned på brostenene han bevægede sig på og til sidst op i nattehimlen. Der var kun ganske få stjerner. Hvis man befandt sig på jorden i Terre, var det sjældent muligt rigtig at se stjerner. Lyset fra byen dræbte simpelthen de mange små lys. Alexei ville gerne se på stjernerne lige nu. Måske det ville være smart at gå hjem. Han var dog ikke sikker på hvor hjem var, lige nu. Han havde vandret rundt der, i byen, uden overhoved at overveje hvor han gik hen. Derfor var han ikke længere sikker på hvor han befandt sig. Så han måtte vel gå videre, indtil han fandt noget velkendt.

Hvordan en mørk, beskidt gyde, kunne være så fascinerende, var nok kun noget folk i Alexeis nuværende tilstand kunne svare på. Det var som om det grimme gule lys, mod de mørke sten, der var fyldt med cigaret skodder, madpapir, kanyler og andet skidt, talte til ham. Det gjorde ham godt tilpas. Fik ham til at føle, at han levede livet. I byen. Med en fantastisk karriere. En masse penge. En fuldstændig overdådig lejlighed. Og Luke. Luke skulle ikke glemmes. Selvom han ikke rigtig var en del af Alexeis liv. Han var altid så sur. Han skulle smile noget mere. Det ville være langt pænere til ham.

Tempoet Alexei gik i, var absolut ikke noget i nærheden af stærkt. Han gik og observerede. Og det tog lidt længere tid faktisk at fokuserer på noget, end det plejede. Derfor måtte han gå endnu langsommere. Der var så stille i gyden. Han kunne ikke høre andet, end de sorte sko, der uregelmæssigt klikkede mod brostenene. Han lagde ikke engang mærke til personen bag sig. Trinene. Først nogle sekunder efter en bekendt stemme begyndte rungede mellem de høje mure, registrerede Alexei det. Han nåede ikke engang at reagerer, før han kunne dreje hovedet og se den lyse, plettede porcelænshud glimte mod ham. Han stoppede straks benenes næsten ikkeeksisterende bevægelse og vendte sig helt om mod Luke, som stod og så sur ud. Igen.

”Hvad mener du? Jeg ødelægger ikke min karriere. Jeg er anstændigt fuld. Og jeg er absolut ikke afhængig!” hans bryn var en smile rynkede og blikket overvejende, som han svarede Luke. Hans hoved faldt en smule på skrå og han gik et par skridt frem mod fotografen, hvis skuldre han lagde sine hænder på ”Du, derimod, skulle drikke noget. Måske dét ville få smilet frem på dine læber” de grå øjne var en anelse fjerne, som lå et slør over dem og han havde svært ved at fokusere ordenligt på Luke. Det charmerende smil fandt vej frem til hans læber og han lod igen sine hænder falde fra fyrens skuldre ”Det villeklæde dig” sagde han og fortsatte derefter sin vej ned igennem gyden. Den modsatte retning, af sin lejlighed.

Fulde mennesker havde aldrig rigtigt været Lukes kop te, ikke medmindre han selv var en af dem. De var anmassende, højrystede og ekstremt sløve i optrækket – for det meste, i hvert fald. Udfaldet af for meget alkohol afhang dog af, hvem man var. Nogle blev ekstremt klistrende og kastede deres kærlighed på alle, der ikke nåede at flygte, før de fik fat i dem. Sådanne piger havde Luke i tidens løb mødt mange af i byen. De blev for det meste betegnet som desperate, fordi de ikke tøvede med at smide tøjet, og stakkels piger, for de var jo blot fanget i alkoholens helvede.
Så var der andre, hvis selvtillid fik et boost så de følte, at de havde vinger. Bogstaveligt talt. Luke var en af dem, og han havde før fundet sig selv hængende ud fra en altan på niende sal, kun holdt fast af sin ven, der var nogenlunde klar i hovedet, med byen og alle dens lys spredt ud under sig som et stort, sort tæppe med små prikker, der bevægede sig. Det havde været et smukt syn, huskede han, men mere huskede han heller ikke fra den aften.
Og så var der til sidst dem, der – som Alexei – skulle spille gammelkloge og spytte vise ord ud, som om de var profeter, der netop havde fået hvisket sandheder i øret af selveste Gud. Luke fnøs irriteret. Selvfølgelig vidste han da godt, at det ville klæde ham at smile lidt, men ærlig talt havde han ikke meget at smile over, og det kunne han takke Alexei for. Og sig selv. Nok mest sig selv… Det var trods alt ham, der havde valgt at kaste sin kærlighed på Alexei, så det var endt så galt. Eller rettere sagt, hans dumme hjerte havde.
 
Vægten af Alexeis hænder tyngede hans skuldre som var det blylodder, skuespilleren havde placeret der. Heldigvis blev byrden snart lettet, da Alexei flyttede sine hænder og begav sig væk. Hvorhen vidste Luke dog ikke. Det var i hvert fald ikke hjem, for hans lejlighed lå i den anden retning. Luke kunne vejen derhen som var det vejen til hans egen lejlighed, og det var ikke engang, fordi han havde leget romantisk elsker og gået rundt ude foran Alexeis vindue i håb om at fange et glimt af ham, når han tog tøj på om morgenen. Nej, han havde kun været der den ene gang, men ruten var fastbrændt på indersiden af hans nethinder. At have fotografisk hukommelse var både et helvede og en befrielse. Lige nu kom det ham kun til gode, for det, han havde i sinde at gøre, krævede nemlig en rutevejledning.
 
Han trak vejret dybt ind, som var han en tiårig knægt der forberedte sig på at erklære sin kærlighed til klassens smukke pige. For blot at blive dumpet af hende næste dag, selvfølgelig.
”Du, Alexei? Skal jeg ikke følge dig hjem?”

Han bed tænderne hårdt sammen. Han måtte give det ét sidste forsøg. Det var knald eller fald. Hvis det ikke gik, så kunne han i det mindste sove roligt om natten uden at blive holdt vågen af tænker om Alexei.
"Så skal jeg nok smile lidt til dig," tilføjede han.

Det var sjældent Alexei drak på denne måde. Meget sjældent. Ganske simpelt, fordi han mistede sig selv fuldstændig, når han gjorde det. Som nu. Han mistede den store kontrol, han normalt havde. Kontrollen over sine handlinger. Følelser. Det der stoppede ham fra faktisk at vise interesse i ret meget. Og i hvert fald ikke en ret stor en. Det som havde holdt ham fra at blive såret, i så mange år. Derfor holdte han sig som regel til et glas whiskey, eller to. Men det var altså anderledes denne aften.

Lukes fnys, fik blot Alexei til at rynke brynene. Hvorfor skulle han altid være så sur? Han smilte sjældent, omkring Alexei. Selv ikke nu, hvor han direkte fortalte ham, at han gerne ville se ham smile. At det ville være pænt til ham. Alexei havde sagt, at han ville være pæn med et smil. Det var langt mere, end hvad den yngre fyr havde fået ud af ham på noget tidspunkt, før.

Hvorfor han fortsatte, var han ikke sikker på. Pludselig fandt han bare sine ben, på vej væk fra Luke, uden han havde sagt så meget som et ”Farvel”. Mon han overhoved faktisk havde været der? Eller var det en illusion. Det havde næsten været som et drømmesyn. Lige præcis som han tænkte på den anden, dukkede han op. Det virkede mere som en forestilling, end virkelighed. Og Alexei havde allerede lidt skubbet det i baghovedet igen. Som gik det ikke engang rigtig op for ham, at han faktisk havde befundet sig der. I hvert fald var det blot en ret overfladisk detalje i Alexeis hoved, lige nu. Tankerne om Luke, fyldte langt mere.
Lige indtil han igen begyndte at tale, altså. Da fik han næsten et chok og rynkede for tredje gang den aften brynene en smule, inden han vendte sig om. Han kiggede sig tilbage over skulderen, den vej han før havde bevæget sig, derefter tilbage i Lukes retning, lige forbi ham. Først da Luke igen sagde noget, faldt hans blik faktisk på ham og smilet voksede om hans læber, inden han begyndte at gå mod Luke ”Det er den her vej.” pointerede han, mest til sig selv, da Lukes spørgsmål havde gjort ham opmærksom på, hvor han var i forhold til sin lejlighed. Og dermed også, at han havde været på vej i den helt forkerte retning. Luke måtte være hans skytsengel. Det var anden gang i træk, han reddede ham fra voldsom ydmygelse. Han måtte finde en måde at takke ham på, på et eller andet tidspunkt.

Luke kvalte en latter og han skulle virkelig anstrenge sig for at holde en no shit, Sherlock-kommentar tilbage, da Alexei pointerede, hvilken retning hans hus lå i. Den eneste tanke, der fyldte hans hoved lige nu, var så lad dog barnet. Alexei var tydeligvis stolt over selv at have fundet den rigtige vej – han var i hvert fald glad, for han smilede - kun hjulpet en lille smule på vej af Lukes hentydning, så det ville han ikke tage fra ham.
 
”Mhm-hmm,” svarede han blot bekræftende, og for første gang i lang tid trak et smil i hans mundviger. Der var ikke så mange ting, der kunne få ham til at smile for tiden. Det var primært små, komiske indfald eller episoder, som man simpelthen ikke kunne lade være med at glæde sig over, alkohol – men hvem ville ikke også smile over det? - og så hans søster, Mallorie. Og Alexei, selvfølgelig.  Men Alexei var også grunden til, at han gik og var nedtrykt hele tiden og spekulerede alt for meget, så han syntes ikke, at skuespilleren skulle have en del af æren af at være noget, han kunne smile over.
 
Han fulgte efter Alexei og lod den anden føre vejen, i hvert fald lige indtil han igen begav sig ned af en forkert vej. Så var Luke klar til at træde til. Lige nu gik det dog meget godt, om end en smule langsomt, men det gjorde ikke Luke noget. Han havde ikke travlt, og desuden var det rart at komme udenfor. Da de først havde bevæget sig væk fra de største natklubber, var der næsten helt stille. Selvfølgelig var der stadig den karakteristiske storby-larm i baggrunden såsom lyden af biler, sirener og summende stemmer, men det var alligevel en form for stilhed, når man havde boet her så længe.
 

”Nu har du vel ikke lavet et eller andet nummer, hvor du på magisk vis har tryllet dine nøgler væk, vel?” spurgte han, som de nærmede sig Alexeis lejlighed. Smilet hang stadig om hans læber, næsten ligesom det gjorde i gamle dage. Dagene før Alexei.

Alexei lagde ikke mærke til Lukes reaktion. Hans tanker var endnu engang, forsvundet helt andre steder hen og, efter han havde passeret Luke, gled de grå øjne blot rundt i gyden, undersøgende, som håbede han på at være så heldig, at finde en rutevejledning der. Dog viste det sig ikke at være specielt nødvendigt, da vejen langsomt gik op for ham, som han kom til de forskellige velkendt steder.

Lukes spørgsmål fik Alexei til at se en smule tænksom ud. Han rodede i lommerne på de sorte bukser, uden meget held og kiggede derefter ned af sig selv. Han havde efterladt jakken derhjemme og var derfor kun iført bukserne og en grå skjorte. Han stoppede sin gang og rodede igen lommerne igennem. Først for lommerne, dernæst baglommerne, hvor han fandt sin pung, men ingen nøgler ”Øhh..” mumlede han desorienteret og hev pungen op af lommen. Den blev åbnet og et smil voksede om varulvens læber. Nøglerne blev grebet fra pungen og raslet en smule mod Luke, inden de igen blev lagt i lommen og han forsatte sin gang, mod lejligheden.

Jo længere væk de kom fra natklubberne, jo dyrere begyndte bygningerne at se ud. Store, hvide bygninger, med balkoner og søjler, begyndte at fylde gaderne. Alexeis studerede bygningerne, i en grad han aldrig havde gjort før. Han havde aldrig lagt mærke til, hvor pænt der egentlig var. Normalt farede han bare af sted, uden at lægge meget mærke til sine omgivelser. De grå øjne endte på hånden, hvori glasset med whiskey stadig hvilede. Han havde ikke rørt det, efter Luke dukkede op i gyden.
Alexei vendte fronten mod Luke, med et bredt smil om læberne og gik først baglæns lidt, indtil det gik op for ham, at han nok ville ende med at falde fladt på asfalten, hvis han blev ved med det. Derfor gik han blot et skridt hen til ham og lod armen falde om hans skulder, så glasset hvilede omkring hans kraveben ”Her” mumlede han, i håb om at Luke faktisk ville tage glasset. Alexei var overbevist om, at det var bedre at Luke havde det. Om han drak det, eller ej. Alexei havde nok alkohol i blodet, i forvejen.

Da de nåede frem til Sombre, lod Alexei armen falde fra Lukes skulder, for igen at finde nøglerne frem, lige i tide til at de faktisk stod foran døren til opgangen. Han vendte blikket mod Luke, med et smil og satte derefter den lille kodenøgle i, hvorefter døren med en langt mere behagelig lyd, end i så mange andre lejlighedskomplekser gjorde opmærksom på, at den kunne åbnes. Alexei skubbede den på klem og vendte sig derefter mod Luke, med ryggen mod døren ”Kommer du med op?” spurgte han, uden så meget som at kigge sig omkring. Uden at skænke hvordan det kunne se ud, at han tog en anden fyr med sig op i lejligheden, midt om natten én tanke. Hverken fans, journalister, kollegaer.. Ikke engang paparazzier, blev der tænkt på. Den eneste tanke der strejfede ham var, at Luke skulle se noget.

Utålmodig som han var, var Luke på nippet til at sukke opgivende og skride fra Alexei, for hvad fanden hjalp det, at han fulgte manden hele vejen hjem blot for at kunne efterlade ham udenfor døren, ude af stand til at komme ind fordi tumpen havde smidt sine nøgler væk? Hvad værre var, hvis Luke efterlod ham alene var det ikke engang sikkert, at Alexei ville blive ved sin lejlighed og vente på, at låsesmeden kom og låste op for ham. Medmindre han faldt i søvn som virkning af alkohollen, ville han garanteret få øje på et eller andet spændende, forfølge det og ende med at vandre omkring i gaderne igen uden et formål. Dampramte børn, hundehvalpe og fulde mennesker havde nogenlunde lige store dele koncentration og eventyrlyst til rådighed.
Heldigvis fandt Alexei sine nøgler. Det gik op for Luke, at han havde stået med sammenbidte tænder og i spænding fulgt med i den andens søgen efter nøglerne, så det føltes helt underligt igen at slappe af i kæben. Det var især slemt, fordi Alexei havde brugt så lang tid på det og gennemsøgt hver eneste lomme uden held i første omgang.
 
Han åndede lettet op, men i næste sekund spændte han igen i musklerne, for Alexei gik pludselig baglæns. Han gik med fronten imod Luke og et stort smil klistret på ansigtet. Hybriden tog sig selv i at række frem efter ham, men han nåede lige at dække over det i sidste sekund ved at lade som om, at han søgte efter sin mobil i lommen, og han nøjedes med at sende Alexei et lille smil.
Hvorfor var han så beskyttende overfor den anden lige nu? Han kunne da være ligeglad med, om Alexei rendte rundt i gaderne og kom til skade. Han kunne blive kørt ned for Lukes skyld, for de havde jo absolut intet med hinanden at gøre længere, men alligevel følte Luke en trang til at passe på ham. Han spekulerede lidt over det men kom frem til den konklusion, at han kun gjorde det, fordi Alexei i sin nuværende tilstand mindede ham om et lille barn. Og børn passer man på, ikke? Han prøvede i hvert fald at overbevise sig selv om, at det hang sådan sammen.
 
Alexei lagde armen omkring ham og stak ham sit glas, som Luke tog imod og slugte resten af indholdet af i én slurk. Det var stærk alkohol, ikke den slags han var vant til – i hans verden ”gammelmands drikke” – men det var nok kun det bedste, at det indeholdt så mange procenter. Så kunne han da slå noget af hjernen fra og lade være med at spekulere så meget over alting.
 
De nåede skuespillerens lejlighed som så ud præcis, som da Luke sidst havde set den. Men nu var bygningers facader heller ikke just kendt for at ændre sig særlig ofte.
Hvad der overraskede ham mest var Alexeis spørgsmål. Han vidste godt, at det sikkert ville ende ud i noget, der ville såre ham senere hen, men han kunne ikke sige nej.

”Med glæde,” svarede han og fulgte med Alexei ind af døren, alt imens de samme to ord spillede repeat i hans hoved: Dumme Luke, dumme Luke, dumme Luke…

Smilet på Alexeis læber voksede, om muligt, en smule, da Luke tog imod glasset. Det ville måske også ryste noget af alt den seriøsitet der herskede over ham lige nu, af. Han virkede så pokkers kedelig. Men det bedømte berusede Alexei helt sikkert anderledes, end ædru Alexei ville gøre. Ædru Alexei, ville nok bare have kigget på ham med et koldt blik, for derefter at gå sin vej. Men det var ikke noget han skænkede en tanke, når han var i denne tilstand. Hvis han gjorde, ville han næppe faktisk gå ved Lukes side. For det ville betyde, at han stadig havde bare en smule sund fornuft tilbage, i tågen i hoved.

Alexeis smil voksede igen yderligere, da Luke indvilgede i at gå med ham op. Han skubbede døren længere op og lod Luke gå ind, inden han selv fulgte efter. Direkte ind i elevatoren, hvor han i en forholdsvis fornuftig hast, fik trykket på den næst øverste af knapperne. Tallene slørrede nærmest ud, for hans blik, men han var dog i stand til at se knapperne. Ikke nok med det, havde han efterhånden trykket på selvsamme knap så mange gange, at han var overbevist om, at han ville kunne finde den ved første forsøg, i mørke.

Den akavede stemning der som regel opstod i en elevator, mærkede Alexei intet til. Han stod i stedet og kiggede ind i spejlet, med let sammenknebne øjne, for bedre at kunne fokusere. For første gang, efter Luke dukkede op den aften, var hans læber ikke præget af et smil. I stedet så han dybt koncentreret ud, som han stod og stirrede ind i sine egne øjne. Derfor gav det også et sæt, i hans krop, da elevatoren meldte sit stop, med et skingert pling. Han rev blikket fra spejlet og skulle lige til at gå den forkerte vej ud af elevatoren, da udgangen blev spejlet i den anden dør. Hurtigt opdagede han dog sit fejltrin og vendte om, hvorefter han gik direkte han til sin dør. Noget tid gik, med fumlen med nøglerne, før han med lidt besvær endelig fik placeret den rigtige nøgle i låsen og drejet den.

Så snart han trådte ind i lejligheden smed han sine sko midt på gulvet i gangen og fortsatte ind i lejligheden ”Hvad vil du have?” han havde ikke valget ”Ikke noget”. Han skulle have noget at drikke. Det var altid det første Alexei spurgte om, når nogen trådte ind i hans lejlighed. Desuden havde han stadig planer om, at løsne lidt op for nogle af de smil Luke havde lovet ham, da de begyndte at gå mod lejligheden.

Akavet, akavet, akavet…
Luke, der ikke var påvirket af alkohol, stod og stirrede ned på sine skosnuder i et forsøg på at afværge den akavede elevatorstemning. Ud af øjenkrogen så han Alexei, der stod og stirrede på sig selv i spejlet. Sikke narcissistisk han dog var, selv i fuld tilstand!
 
Da Alexei spurgte, hvad han ville have, rynkede Luke lidt på næsen. Det ville på ingen måde være okay, hvis han bedte om en øl. Alexei var en anstændig, voksen mand, så den slags havde han garanteret ikke i sin lejlighed. Nej, han havde kun the good stuff, gammelmandsdrikke – stærk alkohol, som ham og hans skuespillervenner garanteret sad og sippede af i små glas, der bestod af halvfjerds procent isterninger, imens de pralede af deres nyeste film og den formue, de havde tjent på dem. Hans skuespillervenner og så alle hans damer, selvfølgelig. Luke knyttede næverne, men så mindede han sig selv om, at han skulle slappe af. Han havde jo lovet Alexei et smil, ikke?
 
”Overrask mig,” svarede han til sidst. Det var det mest logiske svar, han kunne komme på.

Han gik hen til sofaen og tog plads i den. Her havde han siddet før, huskede han, og dengang var det faktisk gået meget godt. Lige indtil han tog Alexei i at lege med hans følelser, selvfølgelig.

Så snart Luke svarede, åbnede Alexei køleskabet og greb to flasker 1664. Hvis han havde planer om at overleve aftenen, skulle han ikke have mere whisky. Og han havde en stærk idé om, at Luke ville fortrække en øl. Gjorde alle andre, end gamle idioter som ham alligevel ikke det? Hans smag var under alle omstændigheder, som en gammel business mands. Det var blevet trukket ned over hovedet på ham, da han begyndte sin karriere. Det var hvad han blev tilbudt hvor end han kom hen. Og han havde vendt sig så meget til det nu, at han egentlig havde det ganske fint med det.

Øllene blev åbnet, inden han bevægede sig ind i stuen og bevægede sig om bag sofaen, hvis ryglæn han satte sig på, ved siden af Luke. Øllen blev rakt ned til ham, inden Alexei tog en slurk af sin egen og rystede på hovedet ”Hvem fortalte dig, at du skulle sidde ned?” spurgte han, med lettere sammenknebne øjne, inden et smil bredte sig om hans læber. Han gik rundt til fronten af sofaen og greb Lukes håndled, hvorefter han trak ham med sig, ud af lejligheden. Den her beslutning havde Alexei allerede taget, inden han stødte ind i Luke den aften. Og derfor, var Luke nu blot blevet inkluderet i hans plan. Han trak fotografen med sig, ind i elevatoren og trykkede nu på knappen, der ville føre dem helt op, på øverste etage. Denne gang fik han ikke et chok, da elevatoren gav lyd fra sig. For han stod allerede, med blikket limet til døren foran sig.

Da elevatordøren åbnede, var der straks et skift i temperaturen. Det blev køligere, vinden, der ikke blev afskærmet af meget i denne højde, faldt direkte ind på dem. Men det var ikke hvad der ramte Alexei. Tagterrassen var som altid nærmest mørklagt. Kun et par få batteridrevne falske stearinlys, der stod på de to bordbænke, var lyskilder deroppe. Til gengæld blinkede millioner af bitte små stjerner ned fra den mørke nattehimmel og den lettere misformede aftagene måne, kastede sit hvide lys ned på det mørke stengulv, der nærmest reflekterede det tilbage til himlen. Det var et af de få steder i byen, hvor Alexei havde oplevet at se stjernehimmelen i al dens pragt. Normalt, hvis man stod nede på byens brosten, kunne man se månen, hvis ikke et hus stod og blokerede for udsynet, samt, hvis man var virkelig heldig, et par få stjerner. Men her, hvor man var langt højere oppe og himmelen ikke i samme grad var hærget af byens utallige lys, var det en helt anden historie.

Alexei slap Lukes håndled og trådte ud af elevatoren, hvorefter han langsomt, fraværende valsede hen til tagterrassens hegn. Hovedet lagde han en smule tilbage, mens han blot kiggede op i himmelen ”Hvis ikke det her kan få dig til at smile, ved jeg squ ikke hvad der skal kunne” mumlede han. Ikke på grund af alkohollen. Men fordi det svage, fascinerede smil om hans læber, ikke tillod ham at tale med normal styrke. Det ville ødelægge den stilhed der herskede heroppe. Mange meter over nattens larmende og forstyrrende tumult.

Det kom noget bag på Luke, da Alexei dukkede op med to øl i hænderne. Han troede slet ikke, at skuespilleren havde den slags i sit hus. Måske havde en nødkasse af en art, så han havde noget at servere for folk som Luke, der ikke var hans dyre whisky værd.
Han tog imod øllen og sendte Alexei et undrende blik med hævede øjenbryn, da den anden pludselig forbød ham at sidde ned. Hvad skulle han stå, stille sig i et hjørne og akavet træde sig selv over fødderne? Det lod dog til, at Alexei havde andre planer. Pludselig greb han Lukes håndled og hev ham med sig ind i elevatoren igen. Luke havde aldrig før oplevet Alexei så glad, så… spontan. Han plejede altid at være så gravalvorlig og kedelig på det punkt, men nu var det, som om rollerne var byttet rundt. Lige nu syntes Luke ganske godt om berusede-Alexei, men det kunne hurtigt nå at ændre sig.
 
Alexei trykkede på en etage, der var længere oppe end den, de stod på, og Luke kiggede forvirret på ham.
”Hvor skal vi hen?” Hans første tanke var, at Alexei måske havde en ekstra etage i sin lejlighed, men burde den så ikke være forbundet med en trappe inde i selve lejligheden? Så slog det ham, at den anden måske havde tænkt sig at bryde ind hos sin nabo. Åh Gud, hvad havde han dog gang i?
 
Da elevatordøren igen åbnede, blev Luke mødt af en kølig sommervind. Han gøs, men da han fik kigget sig om en ekstra gang, kom kulden i anden række, for synet, der mødte ham, var helt fantastisk.
Han havde før været oppe på taget af byens bygninger, en enkelt gang endda for at assistere ved et photoshoot, men aldrig så sent på døgnet, og det fortrød han inderligt i dette øjeblik. Hvis man syntes at himlen så smuk ud nede fra gågaden af, så skulle man se den herfra. Fordi gadelygterne ikke slørrede himlen med deres lys, kunne man se hver en stjerne helt klart. Det var slet ikke som på gadeniveauet, hvor man kunne se månen og, hvis man var særligt heldig, skimte en stjerne eller to.
 
Næsten allerede før Alexei havde sluppet hans håndled, styrede Luke ud fra elevatoren og hen til kanten af tagterrassen. Heldigvis for ham var der et hegn, for ellers var han faldet ud over kanten, sådan som han gik med hovedet lagt tilbage og stirrede op på himlen. Og Alexei gættede rigtigt; et kæmpe smil prægede hans læber, da han lænede sig ud over kanten og kiggede ud over hele byen.
 
”Det er fantastisk!” udbrød han. Han bemærkede næsten ikke, at Alexei stillede sig ved hans side, men da han endelig blev opmærksom på det, vendte han sig imod ham. Han lagde en hånd på den andens bryst og kiggede på ham med et oprigtigt glad blik.
”Tak, Alexei. Det… det var en sød tanke.”
 

Heldigvis for Luke selv havde han ikke bemærket de elektroniske plastikstearinlys endnu, men når han gjorde, ville det uden tvivl være lidt af et slag i maven; de havde stået tændt længe, sikkert før Alexei tog af sted, og de havde garanteret været ment for en anden… En anden med noget bedre former og lidt mindre imellem benene.

Lukes udbrud, fik Alexei til at rette blikket mod ham. Det havde virket. Smilet på fotografens læber, var kæmpe stort. Han kunne skimte stjernerne spejle sig i de mørke pupiller. Som var han en lille dreng, der ved juletid stirrede på lysene på juletræet, med intet andet end lykke i de store skinnende øjne. Trods det måske var en mindre overdrivelse af Lukes reaktion. Men om ikke andet, smilte han. Og det virkede som om han var så medrevet af synet, at han ikke lagde meget mærke til sine omgivelser. Hvilket blot fik Alexei til igen at vende blikket mod himmelen og tog en tår af sin øl, inden han lænede underarmene afslappet ned mod hegnet. Den følelse af ro, der lige nu fyldte hans krop, var så fremmed. Ikke roen som sådan, men afslappetheden. Den nærmest lykkelige, svævende ro. Ikke på grund af alkohollen. Og så alligevel. Hvis ikke han var beruset, ville han være den samme kolde idiot, som han plejede at være. Så alkohollen havde en vis rolle. Men den følelse havde først rigtig mødt ham, da han trådte ud på taget og så Lukes kæmpe smil.

Da Luke lagde hånden på hans bryst, faldt hans blik til den og han så en anelse mistroisk ud, som var den en fremmed art og hans bryst, jorden. Et skævt smil bredte sig over varulvens læber, som Luke begyndte at tale. Han var faktisk virkelig, oprigtigt, glad. Alexei havde ikke set Luke glad, i lang tid. Han var altid enten sur, eller bare neutral. Sidst de havde set hinanden, havde han været begge ting. Alexei havde været overbevist om, at de ikke var langt fra, at den yngre fyr ville rive hovedet af ham. Faktisk havde Alexei ikke set Luke glad, siden før vinterballet. Hvilket der var åbenlyse årsager til, men det var ikke noget berusede Alexei tænkte over. Alle de årsager, var faldet i baghovedet. Hvilket nok var meget godt. Det ville hurtigt lede ham til, at han jo faktisk skulle være kold og afvisende overfor Luke. Ikke venlig, på nogen måde. Og aldeles ikke kærlig. Han burde slet ikke omfavne Luke med alt den varme, han på nuværende tidspunkt overøste ham med.

Alexei løftede blikket til Lukes og smilet fra hans læber forsvandt igen ”Du ved godt at jeg ikke hader dig. Ikke?” spurgte han, mens han prøvede at fokusere ordenligt på Lukes øjne. Alexei vidste, at Luke ikke altid brød sig lige meget om ham. Og han vidste, at fyren ganske simpelt troede, at han virkelig ikke brød sig om ham. Men hvis ikke han gjorde det, ville han aldrig have taget ham med derop. Alexeis blik var dybt alvorligt. Trods det stadig var afslappet. Det var ikke hans typiske alvorlige blik. Det var en afart af det, der gik hånd i hånd, med noget blidt. Kærligt. Langsomt løftede han sin hånd til Lukes og lukkede sine fingre omkring den, mens et ganske svagt smil voksede om hans læber, som han fjernede hånden fra sit bryst og strakte armen, inden han slap taget, så hans egen arm faldt fladt langs hans side. Derefter vendte han sig om og gik hen og satte sig på et af bordene, med fødderne placeret på bænken og blikket hvilende på himmelen, igen.

Alexei virkede langt mere og rolig og nede på jorden nu end før. Luke kunne dog ikke helt afgøre, om det var den friske luft, der havde gjort ham klar i hovedet, eller om han bare havde fået lette fra trykket efter at have vist Luke tagterrassen, hvilket han tydeligvis havde glædet sig til.
 
Han gjorde Lukes hånd, og Luke tog den til sig og holdt om den med sin anden hånd uden helt at vide, hvad han skulle gøre af den. Hans blik var fæstnet til Alexeis, som han havde svært ved at aflæse. Det var utroligt alvorligt skuespillerens tilstand tager i betragtning, men ikke på den dér iskolde forretningsmandsmanér. Nærmere som en mors blik når hun belærte sit barn om ikke at gøre dit og dat, fordi hun var bange for, at ungen ville komme til skade. Den slags blidhed gemte der sig bag alvoren i blikket.
Luke trak på skuldrene. Nej, det vidste han ærligt talt ikke. Eller jo… inderst inde gjorde han vel. Han var usikker på, om Alexei virkelig afskyede ham eller ej, for hvis han gjorde, forstod han ham godt; men Alexei hadede ham ikke. Hvad skulle han også hade ham for? Luke havde blot løftet en byrd fra sit hjerte ved at fortælle, hvor langt væk han var i skuespilleren, og det kunne ingen bebrejde ham for, for det var en ærlig sag. At han så havde opsøgt Alexei og krævet at snakke med ham var så en anden side af sagen, men det var kun sket den ene gang, og han havde aldrig siden forsøgt at trænge ind på den andens personlige område igen.
 
Han tøvede med at svare. I stedet satte han sig hen ved siden af Alexei på bordet, hvorfra de havde udsyn til hele nattehimlen og byen med. Hans blik blev fanget af et fly, der fløj tværs over det hele og efterlod en lang hale af gråt røg.
 
”I guess..." svarede han så endelig. "Men du bryder dig heller ikke just om mig, vel? Og lige meget hvor hårdt jeg så end prøver, så vil du aldrig ændre din mening." 

Alexei havde ikke tænkt så meget over sine ord, da han sagde dem. Det havde for ham nok mere været en konstatering, end noget Luke behøvede svare på. For han hadede ham ikke og så var historien ikke længere. Om Luke så havde troet det, eller ej, vidste han det i hvert fald nu. Alexei hadede sjældent folk. Han bekymrede sig dog heller ej ret ofte om folk. Han var for det meste blot ret ligeglad med folk. Hvilket gav ham den kølige tilgang til andre mennesker. Den eneste person Alexei i sit liv havde hadet, var moderen. Og Thildes far. Det var de eneste personer der havde givet Alexei en grund til, at hade dem. At han var så kold overfor Luke, var blot et glimt af den kæmpe kujon han var. Der ikke ønskede at få ødelagt sit omdømme.

Alexei gjorde ikke meget tegn på reaktion, da Luke satte sig ved hans side. I stedet sad han bare og kiggede ud på bygningerne foran sig. Gule elektriske lys, var stadig tændt i flere af byens vinduer. Natteravnene. Bygængerne. De væsner, der ikke havde brug for søvn. Det lignede ikke Alexei, at være interesseret i, hvad der befandt sig bag de oplyste ruder. Men for en gangs skyld, tænke han. Overvejede han. Filosoferede han.
De grå øjne blev rettet mod Luke, som det svar Alexei ikke havde regnet med at få, alligevel dukkede op. Han rynkede brynene en smule, forvirret. Hvorfor skulle han rive ham med sig derop, hvis han ikke brød sig om ham? Hvilken person ville gøre noget som det? Alexei sad et kort øjeblik og overvejede sig svar. Med ansigtet rettet mod Luke, men blikket var sænket en smule, til omkring hans bryst. Efter nogle sekunder, løftede han endnu blikket, som faldt på Lukes ansigt. Den lyse hud, med de meget fremtrædende kindben. De mandelformede, svagt firkantede blågrønne øjne. Den smalle, lige næse. Og de buttede, lyserøde læber. Tanker var ikke det der var mest af i Alexeis hoved, da han, ikke mange sekunder efter Luke havde svaret, lænede sig ind mod ham og fangede hans læber i et kys. Ikke som deres sidste. Den insisterende vrede, var erstattet af et intenst nærvær. Handlingen havde været målrettet og mere bevidst, end han selv var klar over. Selv ikke berusede Alexei, var ret god til at formulere følelser. Specielt ikke overfor et andet menneske. Meninger, holdninger, følelsen af glæde, ved at se noget specielt smukt. Men ikke hvad han mente om en anden person. Ikke hvis det var noget positivt, i hvert fald. Afstanden fra alt følelsesmæssigt var ætset så dybt i ham, at der skulle rigtig meget til at ruske noget som dét ud af ham.

Rigtigt nok, det var de færreste, der ville hive en person, de ikke brød sig om, med op på et tag. I hvert fald lige medmindre de ville skubbe personen udover kanten, selvfølgelig. Men Alexei var fuld, så Luke tænkte ikke videre over det. Alt det med stjernerne og de kunstige stearinlys virkede alligevel en anelse for romantisk til, at de i første sted var tiltænkt hybriden. Ikke desto mindre glædede han sig over, at Alexei havde hevet ham med her op. Han forsøgte dog at lade være med at tænke for meget over det.
 
Lige indtil Alex begyndt på alt det med, at han ikke hadede ham. Det satte selvfølgelig skub i en masse tanker. Han knugede hårdt om halsen på sin øl. Han var sikker på, at hvis han klemte bare en anelse hårdere, ville glasset splintre. Og det gjorde det – men det var ikke på grund af Lukes råstyrke, og det var slet ikke hjulpet på vej deraf.
Flasken faldt igennem den kølige natteluft og kolliderede med fliserne, som tagterrassens grund bestod af, hvor det splintredes i en million bittesmå stykker, nogle så små, at man ikke engang kunne se dem med det blotte øje; det var de små sataner, der altid sætte sig fast under fødderne på en, selv efter man havde støvsuget det værste glas op, fordi man simpelthen ikke kunne se dem.  Den sidste slat øl sivede ned af en flise, der hældede ganske svagt.
 
Luke gik dog glip af hele scenariet, for han havde langt vigtigere ting at tænke på. Hans fravær, og hele årsagen til, at flasken faldt til jorden, skyldtes Alexei, der netop have fanget hans læber i et kys.

Skuespilleren smagte af alkohol, og hans skæg stikkede ganske lidt, men hans læber var bløde og varme. I et kort sekund kunne Luke slet ikke fatte, hvad der netop var sket. Han stirrede bare på Alexeis næse, som sådan cirka var det eneste, han kunne se. Den pinlige sandhed om, hvor akavet han var, slog ham dog hurtigt, og han lukkede sine øjne. Gengældte kysset og ønskede, at det aldrig ville ende. Alexei, stjernerne og hele stemningen. Lige nu, dette øjeblik, var helt perfekt.

Stearinlysene var faktisk et fast inventar på terrassen. De havde en indbygget timer, så de tændte typisk omkring mørkets frembrud. Blot endnu et af privilegierne ved at bo et sted, som dette. Alexei havde ikke ret ofte folk med sig deroppe. Måske fordi det bare ville virke alt for romantisk og romantik var sjældent hovedpunktet, når han tog nogen med sig hjem. Men han havde allerede før han mødte Luke bestemt sig for, at han ville se på stjernerne. En typisk beskæftigelse den fulde og utrolig sentimentale Alexei, fandt fascinerende.

Lukes flaske, der splintredes mod jorden, var ikke noget Alexei lagde videre mærke til. I stedet lod han en hånd glide op til hans kæbe, for at lade den hvile der, mens han fortsat kyssede ham. Varmen fyldte mere og mere af hans krop. Fingerspidserne sitrede en anelse mod den bløde hud i hans ansigt. Det følte slet ikke underligt, at sidde der, med læberne mod Lukes. Tværtimod føltes det så rigtigt. Så ægte. Det havde det hele tiden gjort. Da han ganske kort kom til at gengælde kysset, til juleballet. Da han, ret aggressivt havde kysset Luke, som var det i ren frustration. Det havde føltes så ægte, at kysse ham. Som var det faktisk Alexei der kyssede ham. Ikke Alexei Carter, skuespiller, model. Blot, Alexei. Den Alexei der stadig hvilede et sted, under den efterhånden altopslugende facade. Den Alexei som, hvis han skulle have en chance for at overleve, skulle graves frem snart.

Hvordan en fyr som Luke, var faldet for en så kold og ligeglad person som Alexei, var ikke til at sige. Faktisk var det ham en gåde, hvordan det var sket. Men det var da helt sikkert, at det ikke var noget nogen af dem ønskede. Måske indtil nu, altså. Alexei havde dybe sår. Ar. Han havde aldrig oplevet at nogen kunne leve med ham værende den han var blevet til. Han havde haft venner gennem sit liv. Specielt da han var yngre. Før han flyttede fra Italien. Men med tiden blev historien skrevet om. Nu havde Alexei ikke længere venner. Det var andre der måske så ham, som en ven. Ikke engang sådan en binding, kunne han klare. Noget Luke havde gjort tydeligt, at han godt vidste. Samtidig med at han gjorde det tydeligt, at han ville tage hvad han kunne få.

Alexei trak sig væk fra Luke og et charmerende smil bredt sig om hans læber, inden han igen rettede blikket ud mod byen ”Umiddelbart vil jeg påstå, at du har mistolket det” svarede han på Lukes tidligere spørgsmål, med et fuldstændig sorgløst smil om læberne. Som var alting som det plejede. Og alligevel var smilet et tegn på, at alt var så uendeligt meget anderledes. At han var anderledes.

Hvorfor det lige netop var Alexei, hans hjerne havde valgt at falde for, var også en gåde for Luke. Jo, han så enormt godt ud og var typen, som de fleste piger ville have plakater hængende af på deres vægge; men der var mere i det end det. Luke var ganske vist ekstremt kræsen når det kom til folks udseende og valgte sine elskere med omhu, men når han så endelig valgte at forelske sig i nogen, så gjorde han det i mere end bare deres udseende. Det var trods alt kun toppen af bjerget. Udseende var en midlertidig ting, og Luke havde efterhånden erfaret, at folk aldrig virkede lige så smukke dagen efter en aften i byen.
Det var så her, at den egentlige gåde begyndte. For hvad var det ved Alexeis personlighed, som Luke fandt tiltrækkende? Det meste af tiden virkede han iskold overfor alting og rimelig ligeglad med folk omkring sig. Luke mindedes ikke nogensinde at have set ham smile, ikke helhjertet og ægte, i hvert fald, og han virkede altid følelseskold, som om han hverken kunne mærke smerte eller glæde. Ikke ligesom Luke selv, der rendte rundt med følelserne udenpå ærmet.
Det måtte være nysgerrigheden efter hvad, eller ligefrem håbet om, at der fandtes noget inde under facaden, der tiltrak Luke. Han havde set glimt af det fra tid til anden, men han havde aldrig oplevet Alexei bare være Alexei sådan rigtigt. De største glimt, han havde fået, var stadig dem under deres kys.  

Det føltes som en evighed før kysset stoppede. Men det var en god evighed; ikke ligesom den slags evighed der opstod, når man sad på arbejdet og kun ventede på, at man ville få fyraften.
”Måskeee,” svarede Luke, der slet ikke kunne lade være med at smile. Som altid fik han et rus af lykkefølelses af at kysse Alexei, men denne gang varede den ved. Denne gang gik det ikke skævt, og denne gang gik de ikke hver til sit.
Selvom vinden efterhånden var blevet temmelig kølig, følte han sig stadig varmt. Brændende. Kysset, kun hjulpet en lille smule på vej af øllen, havde fået sat gang i hans blodomløb og han kunne mærke, hvordan varmen bredte sig ud til hver en del af hans krop, helt ud i fingerspidserne.

”Måske tog jeg fejl, og måske er du i virkeligheden heller ikke så slem, som du selv går og tror.”
Der måtte jo være en årsag til Alexeis kolde opførsel, noget psykisk, som fik ham til at holde sine følelser tilbage. Hvad vidste Luke dog ikke, men han havde i sinde at finde ud af det. Det kunne dog vente til et senere tidspunkt, for nu havde Alexei endelig åbnet op, så der var ingen grund til at skubbe mere til ilden end højst nødvendigt.

Han lænede sig ind imod Alexei og hvilede sit hoved på hans skulder, alt imens han nussede hans hels med sin næse.
"Jeg sagde jo, du ville kunne lide mig, hvis bare du gav mig en chance..." hviskede han i hans øre.

Alexeis facade var brudt godt ned, i det øjeblik. Den var krakkeleret og op til flere flager, var faldet til jorden. For en gangs skyld gjorde han ikke så meget som at tænke over hvad konsekvenserne af hans handlinger, ville være. Han overvejede ikke hvad hans ædru jeg, ville synes om hvad det fulde jeg havde præsteret at fortælle Luke, uden egentlig at fortælle ham det. Det var helt sikkert, at Luke vidste at ét eller andet var helt galt, med skuespilleren. At noget havde formået at forskrue ham i en sådan grad, at psykologer nok ville give ham diagnosen narcisisme.

Varmen.. Den høje puls.. Den næsten ustyrlige trang til at smile, som han kun var i stand til at undertrykke en smule, fordi han havde så mange års træning i ikke at føle. Det hele var så uvirkeligt og tog ham tilbage til mange år forinden, med Valerie og Thilde. Han havde ikke følt en glæde i denne grad, siden dengang. Hvis han havde været ædru, havde tankerne om denne glæde, sendt han direkte tilbage, bag sit skjold. Valerie var et følsomt emne, for skuespilleren. På den lange gang, der udgjorde Alexeis minder, var der mange låste døre. Men to var ikke blot låst.. De var lukket med tykke kæder, hængelåse og planker var sømmet fast hen over dem. Han skænkede aldrig Valeries død en tanke. Ej heller moderens. Men Luke rykkede i rødderne. Ikke op. Planten stod blot en smule usikkert.
Hans ord, fik Alexei til at rynke brynene en smule. Han var ikke i stand til at svare Luke. Han havde aldrig opfattet sig selv som slem. Han havde det ganske fint med sig selv. Men han var ikke god for andre. Hvilket passede ham ganske udmærket. For han havde ingen interesse i, at være god for andre. Han behøvede dem ikke i sit liv.

Banken i brystet og den koncentreret rolige vejrtrækning der var opstået, da Luke lagde hovedet mod hans skulder, gik et øjeblik i stå. Hele hans kroppositur blev kantet og hård. Chokeret. Halsen strukket, øjnene spilet en anelse op. Ikke nødvendigvis noget man ville lægge mærke til, når ens hoved var begravet tæt ved hans hals, ej heller noget man specielt ville lægge mærke til, hvis man så på ham. Men det var noget der kunne mærkes gennem hele Alexeis krop. Jeg sagde jo du ville kunne lide mig.. Hvorfor tanken skræmte den ellers så fattede varulv, som havde været så godt tilpas, var ikke til at sige. Men noget i ham, begyndte at kæmpe imod. Skreg til ham, at han skulle bakke ud, med det samme. Det var farligt. Det brændte. Røde lys blinkede. Alarmklokker. Og så, med et, forsvandt det hele. Elevatordøren gav lyd fra sig og ud trådte en midaldrende mand, som Alexei straks genkendte som sin nabo, sammen med en ung blond kvinde, der fniste som en anden skolepige, der var blevet inviteret til skolebal, med skolens hottie. Alexei kom straks på benene og kiggede på Luke, med det charmerende, halvhjertede smil, som han, hvis han endelig smilte, plejede at sende i fotografens retning ”Det tror jeg er vores cue” sagde han og nikkede mod elevatoren, som han derefter selv bevægede sig hen imod.

Da de kom ned på etagen under, gik Alexei direkte ind i lejligheden, uden at lade de grå øjne møde Luke. Han styrede ud i køkkenet, hvor han drak den sidste tår af sin øl og stillede den fra sig på køkkenbordet. Ryggen var vendt ud mod køkkenbordet og blikket hang midt i luften, forvirret. Sårbart. At høre ordene blive sagt højt, havde chokeret Alexei. Meget. Når han var ædru, var det langt lettere at ryste ting som dette af sig. Han blev ikke ramt af det. For når han var ædru, var der ikke mange tegn på følelser som disse, hos ham. Og hans forsvarsmekanisme var ikke i konflikt med hans sunde fornuft og følelser. For det hele var enigt. Alexei havde ingen følelsesmæssig kapabilitet.

Alexeis tavshed fik Lukes mave til at fyldes med en følelse, der var noget nær ubeskrivelig. De to ord, der bedst betegnede den, var sort og tom, men hverken sorthed eller tomhed var ting, man kunne føle, ting man kunne mærke, eftersom sort var en farve og tomhed var ingenting.  Og alligevel var de to ord så passende.
Han havde ikke kendt Alexei længe, men han vidste, at når den anden holdt sin kæft lukket, så var det, fordi han tænkte. Og når han tænkte var det som regel altid fordi Luke, dum og overmodig som han var, og især lige nu, havde sagt noget forkert.

Skulderen, som hans hoved hvilede på, føltes pludselig hård. Skarp. Kold. Han gøs, og med ét blev han igen opmærksom på det faktum, at de sad udenfor en sensommeraften i et vejr, der ikke just var noget at råbe hurra for. Vinden slog køligt imod dem og fik Luke til at gyse inde under sit tynde lag tøj.
Det var utroligt, som Alexei kunne påvirke ham. Med ét havde han, helt uden at bemærke det, pludselig glemt alt om sine omgivelser. Han var sunket ind i en drømmeverden, hvor alt var varmt og blødt og fantastisk. Men nu var drømmen ovre.
Og som var de hans forældre, der kom for at vække ham, rettede han sig op lige i det sekund, kæresteparret trådte op på tagterrassen. Det var deres cue, som Alexei sagde. Og måske var det alligevel ganske godt timet, for Luke vidste ikke, hvor meget længere han kunne udholde at sidde med hovedet på en skulder, der føltes så fremmede under hans kind, og en Alexei, der var klappet i som en østers og garanteret sad og overvejede, hvordan han bedst slap af med hybriden.

Han fulgte ikke med Alexei ud i køkkenet men blev i stedet stående midt i stuen, hvor han lagde armene om sig selv i et forsøg på at jage kulden på flygt. Desværre var både kulden og sortheden og den tomme følelse kun ting, der eksisterede i hans hoved, så ikke engang en varm brændeovn kunne jage dem på flugt.
Hans blik søgte Alexeis, men skuespilleren stod og stirrede ud i luften på alle andre ting end Luke. Hans hjerte sank i livet på ham. Var det hans næste cue? Skulle han gå igen?

Han bed sig i kinden. Nej, han kunne ikke give op nu.
"Alexei?" Hans stemme var hæs og lav, som havde han ikke brugt den i flere dage. "Kom herhen..."

Panikken i Alexeis krop var larmende. Altoverskyggende. Han var pludselig kommet til bevidsthed og forsvarsmekanismen var skudt op, med en alarmerende fart. Lukes ord havde været som en spand iskoldt vand i ansigtet. Det havde fået Alexei tilbage til virkeligheden. En virkelighed, hvor det eneste der kunne skåne ham for smerte, var at holde sig neutral. Til alt. Normalt var det så let at opretholde hele denne facade. Mest af alt fordi det var en facade Alexei ikke rigtig selv kendte til. Han vidste ikke, at denne facade faktisk stadig blot var et skjold, der gemte den gamle Alexei væk. Han troede faktisk at den gamle Alexei var væk. At han var rådnet så meget, at det ikke længere var muligt at finde andet end spor og minder fra den omsorgsfulde, kærlige fyr han engang havde været.

En anden form for lyd, banede sig vej gennem spindet af alarmer i Alexeis hoved. Et øjeblik gik, før han blev revet ud af sine tanker og det nærmest hypnotiserede blik i stedet blev undrende, som de grå øjne blev løftet og lagt på Luke. Den lyshudede, mørkhårede, yngre fyr, som straks fik Alexei til at måde en smule, som han stod der.  Sænkede skuldre, usikkert blik. Hæs stemme. Hele Lukes positur udstrålede usikkerhed. Og endnu en gang, var det Alexeis skyld. Han var et komplet røvhul overfor Luke. Og med hvilken begrundelse? Fordi han holdte af ham. Men tanken lå ham så fjern. Faktisk at have en der holdte af ham. Med bedre grund end alle de overfladiske, grådige, opmærksomhedskrævende mennesker, der fandtes derude. Luke havde faktisk set igennem skallen af penge og gode gener. Han havde højst sandsynligt set gennem den stærke facade og lige ind til det krakellerede indre. Noget Alexei endnu ikke selv havde formået at gøre. Ikke i ædru tilstand, i hvert fald.

Den dårlige samvittighed skyllede ind over ham og hans krop begyndte af bevæge sig mod Luke. Blikket direkte i hans, holdningen høj og ansigtsudtrykket alvorligt. Han gik helt tæt på ham. Så tæt, at deres kroppe næsten mødtes. Den ene hånd rakte ned og strejfede den bløde hud på undersiden af Lukes arm ”Undskyld..” mumlede han dæmpet, uden at fjerne blikket fra Lukes og uden ansigtsudtrykket blev den mindste smule mere alvorligt. Alkohollen i Alexeis blod, havde taget sin plads tilbage og panikken var ikke længere til at spore.