Honesty (Shado)

Der var gået en måned siden det første møde... siden turen til den Caraibiske ø, St. Lucia, hvor det var lykkedes Zuresh at feje benene lettere væk under Shado.
Til hans store glæde, havde de set hinanden flere gange efter turen, og hver gang havde været hyggelig, behagelig og lettere romantisk.

Han havde holdt sit løfte om at tage tingene med ro, og det var da også først nu han havde haft held til at sove sammen med hende.
De havde mødtes aftenen før, spist en let aftensmad på en nærliggende restaurant, og derefter havde han taget chancen, og havde inviteret hende en tur på hotel.

Den friske pige havde sagt ja, og Zuresh havde booket et stort værelse på Quatre, Terre's mest populære hotel.
Værelset var hyggeligt, med en stor dobbeltseng, et dobbeltskab, et skrivebord samt et lille badeværelse med en lettere luksuriøs bruser.

Han havde nydt hvert et øjeblik til fulde - og til sin store overraskelse, havde han været langt mere gentleman end han havde tænkt sig: han havde knap nok kigget på hende da hun havde klædt sig af om aftenen, og på trods af stor lyst til at lade sine hænder udforske hendes krop da hun hoppede ned under dynen til ham, havde han holdt det på et mildt plan, hvor han bare havde holdt om hende - og naturligvis kysset hende blidt.

Grunden var egentlig simpel... han ville ikke gå for hurtigt til værks. Og han havde lovet hende at de kunne tage det stille og roligt.

Nu lå de så der i sengen, han iført underbukser og hun blot i undertøj, dækket af dynen...
Solen skinnede ind ad vinduet, hvor gardinerne var trukket fra, og afslørede en smuk, lys dag.
Ligesom Zuresh' humør.

Han smilede og vendte sig om mod hende i sengen.
Stadig uden rigtig at røre hende seksuelt, lagde han den ene arm om hende, trak hende lidt tættere på, og gav hende et blidt kys på munden.
Han havde beholdt klappen på, og hans hår var rodet - ganske meget morgenhår, men samtidig på en charmerende måde!

Denne måned havde nok været den bedste, hun havde aldrig oplevet noget så fantastisk og ville næppe gøre det igen. Han havde været en sand gentleman, aldrig gjort noget hun ikke kunne lide og hun havde elsket hvert sekund af det. Det var sjovt, for så mange så kun forretningsmanden og hun fik chancen for at se manden under. Hun fik den gyldne chance, chancen for at se det som måske kun få havde set. Han var charmerende, ufattelig intelligent og til tider en smule nørdet, alligevel var han ikke en mand med fordomme. Hun vidste at ligegyldig hvad hun havde gjort, havde lysten til at gøre eller måske ville gøre i fremtiden, så havde han ingen fordomme imod hende. Hun vidste ligeså selv at han havde en masse mord i bagagen, og hun havde ingen fordomme imod det, hun dømte ham ikke og respekterede ham faktisk.
Selvom de gik langsomt frem, hvilket hun var ham for evigt taknemmeligt for, så kunne de sagtens nyde hinandens selskab i sengen. Her var det vildeste nok at de kyssede hinanden, ellers gik tiden egentlig mest på enten at snakke eller også bare slappe af. Med ham kunne hun være sig selv, hun skulle ikke lade som om hun var en anden. På trods af sin uerfarenhed, syntes han at acceptere hende og hun måtte hurtigt sande at følelsen af hans arme omkring sig, nok var en af de bedste ting hun havde oplevet. Han gav hende en følelse af sikkerhed, hvilket hun aldrig havde oplevet hos andre end Hende. Ligesom han accepterede hende, accepterede hun ham. Selvom han endnu ikke havde fortalt hende store ting om sig selv, så kunne hun regne nogle af dem ud.

"det er en skam alle de andre ikke får dig at se sådan her, du ser overraskende sexet ud med morgenhår" hun kørte sin hånd igennem hans hår, før hun lod den glide ned på hans kind hvor hun lod den værre "Men det betyder vel mere til mig, for jeg kan helt klart vænne mig til dette" hun gengældte hans blide kys og puttede sig ind imod hans bryst, som han lagde en arm omkring hendes liv. Hun så nysgerrigt på ham "Kan du huske den første gang du slog ihjel?" det var måske et underligt spørgsmål, og for mange ville det være direkte sindssygt at spørge om sådan noget, men de var vel ikke normalle "jeg kan huske det, jeg kan huske det hele, jeg var 9 første gang jeg tog et liv og det var den mest magtfylde følelse der pulserede i mig" hun lagde sig op, således hun havde sit ansigt udfra hans, dog med ansigtet rettet op imod loftet

Hendes ord fik et smil frem på hans læber - det havde de for vane, og af og til smilede han så meget, at han blev helt øm af det!
Egentlig ganske fantastisk.

"Åh, du ser nu heller ikke værst ud..." sagde han og nød hendes nærhed, og hendes berøring...
Der var noget beroligende og fantastisk ved det, når hun rørte ham, og når hun var helt tæt på - som nu, hvor hun puttede sig ind mod hans bryst.

Livet var godt lige nu...
Og så kom spørgsmålet, om at slå ihjel.
Det var ét af mange i denne kategori, og han burde have været mere forberedt på det, end han egentlig var.

"Hmm..." lød det fra ham.
Sandheden ville være underlig... den ville ikke give mening for hende. ikke endnu ihvertfald. Og visse andre ting omkring at slå ihjel, var han ikke sikker på at han var klar til at dele endnu - for han havde stadig en underlig fornemmelse af, at han kunne skræmme hende væk med sandheden.

"Jeg husker det. Jeg var... meget ung. Yngre end dig. Og følelsen? Det var en blanding af magt og nødvendighed." var hvad han svarede lige nu, og det var ikke ukorrekt.
Han så lidt på hende, som hun lå der og stirrede op i loftet.

"Kan du lide det? At slå ihjel..."

Hun vendte sit blik hen imod ham da han spurgte. Om hun kunne lide det? Hun havde elsket det, hun kunne huske hvor syg hun havde følt sig. Det var jo ikke meningen hun skulle føle behag ved at tage et andet liv. Men det havde hun, behag kunne faktisk ikke engang beskrive det. Hun plejede altid at kalde hende for Le Petit Mort, hvilket betød den lille død og det var ord der beskrev Shado ufattelig godt. Hun havde været lille, hurtig og ufattelig dødbringende. Så hvis hun skulle besvarer hans spørgsmål, så ja hun kunne lide det...nej hun elskede det. Spørgsmålet var blot hvordan han ville reagere på det, for en ting var at han selv havde slået ihjel, men ville han blive frastødt af hende. Hun slog tanken væk, og vendte sig om på siden imod ham "Lide er så småt, men spørgsmålet er vel ville du blive frastødt hvis jeg sagde jeg elskede det, at jeg aldrig har følt mig så meget i kontrol, som når jeg slår ihjel. At se frygten i deres øjne er nærmest ophidsende for mig. Ville du så finde mig frastødende?" hun strøg ham ned over kinden.
Hendes blik gemte en smule frygt, men også nysgerrighed i sig. Hun var nysgerrig på hvordan han reagerede, men frygtede også at han ville finde hende frastødende, på trods af hvad han nok selv kunne fortælle han havde gjort. Han gav hende en tryghed, og en følelse hun aldrig havde oplevet før. Hos ham kunne hun være sig selv, og hun ønskede ikke denne følelse skulle forsvinde. Ville han virkelig finde hende frastødende? Ville han finde det frastødende, at hun havde slået ihjel? At hun havde myrdet og totureret folk, nogle fordi det var en mission og andre fordi hun blot havde lysten til det. Ville han smide hende væk, nægte hende sin omfavnelse og meget mere?

Shado's svar kom faktisk bag på ham.
Hun var en sød pige... det havde hun bevist gentagne gange, og helt fra dag ét. Så det, at hun nød at slå ihjel - og måske endda at påføre smerte - var bestemt ikke hvad han havde forventet.

Zuresh mødte hendes blik med sit eget, og han så omgående den lille frygt i hendes kønne, brune øjne.
Det var en frygt han kendte alt for godt...
Helt fra starten, havde han frygtet at skulle fortælle hende sandheden om hvad han selv havde gjort - og hvad han kunne lide, som ikke ligefrem var 'sødt'.

Denne gang smilede han ikke, men han lænede sig en anelse frem og gav hende et kys midt på panden.
Så lagde han sin pande mod hendes, og lukkede øjet roligt.

"Jeg må være ærlig nu, Shado..." sagde han, så lavmeldt at han næsten hviskede.
"Kontroversielt nok, er det faktisk en lettelse at høre dig sige de ord. For det gør, at jeg måske vil have nemmere ved selv at fortælle dig visse ting, som du endnu ikke ved om mig. Så nej... jeg finder det ikke frastødende. Jeg forstår det måske endda bedre end nogen anden, som du nogensinde har mødt."

Hun sagde intet, ventede blot på hans svar og da han intet sagde forventede hun det værste. Hun rynkede brynet, da han med et gav hende et kys på panden, hun forventede her det værste. Det kunne være et sidste kys, inden han bad hende skride af helvede til, og da han hvilede sin pande imod hendes egen kunne hun mærke hvordan hendes hjerte bankede hurtigere. Hun skammede sig ikke over at havde dræbt, da heller ikke at havde nydt det. Hun ville skamme sig, hvis han fandt hende frastødende, hvis han ville smide hende væk fra det sted hun følte sig mest tryg. Hans næste ord gjorde hende også bekymret, og hun bed sig hårdt i læben. Han ville være ærlig, men hvordan? Ærlig som i at han var frastødt af hende, eller ærlig som i at han ville fortælle hende noget.
Hun blev dog en smule beroliget af hvad han derefter sagde, så hun var ikke alene på det punkt. Hun puttede sig ind imod ham, lagde sin kind ind imod hans hals. Nu hvor hun vidste dette, kunne hun være blot en smule mere beroliget. Han var ikke frastødt af hende "Jeg er så glad for du ikke finder det frastødende, jeg ved ikke hvad jeg skulle havde gjort hvis du havde fundet mig frastødende" hun lukkede øjnene, og nød varmen der kom fra ham. Dette var måske mere end hvad hun havde håbet på, det var helt igennem perfekt...eller det ville først vise sig, når han fik fortalt hvad han ville fortælle

Han holdt hende tæt ind til sig, og lyttede til hendes ord.
"Selvfølgelig finder jeg dig ikke frastødende... faktisk synes jeg på sin vis, at det er tiltrækkende, selvom det måske lyder underligt." sagde han, mens han et par gange lod sine fingre glide roligt ned over hendes ryg, og op igen.

"Men..." sagde han så, "Du vil måske finde mig frastødende, hvis jeg fortæller dig hvad jeg selv har gjort, og nydt til fulde... endda fundet yderst ophidsende."
Hans hjerte hamrede i et øjeblik, men han fik kontrol over sig self i løbet af et par sekunder...
Dette var ikke en behagelig følelse.

"Ønsker du at vide det... eller vil du hellere leve i uvidenhed, og kun kende til mine lyse sider?"

Hun klukkede, men nød hans blide berøring. hun strøg selv sine fingre hen langs hans nøgne bryst, hvor hun blidt placerede et kys over hans hjerte. Dog kunne hun fornemme hvordan hans hjerte med et begyndte at hamre af sted. Selvom det ikke varede længe, så nåede hun at opfange det. Hun satte sig op, og strøg ham blidt ned over kinden "min kære Zuresh, vi har alle mørke sider til os selv. Nogle har blot mere mørke i sig end andre. Jeg fortalte dig noget af det jeg havde gjort og jeg ved du har gjort mindst ligeså meget som mig og helt sikkert mere. Du har levet længere end jeg har, og du kommer sikkert også til at leve længere end jeg kommer til. Du bær ondskab i dig, men du bær også godt, for det har jeg følt. Du har ikke gjort noget tegn på at ville gøre mig ondt, hvad du gør imod andre frastødder mig ikke. Har du voldtaget folk, totureret og endda mere end det, så frastøder det mig ikke" hun smilede blidt til ham. Sandheden var tydelig i hendes øjne, for hun mente hvert enkel af de ord
"det ændre ikke på mine følelser hvad du gør ved andre, for jeg ved du ikke vil gøre det imod mig. For mig er du den mest fantastiske mand, du er loyal, intelligent og til tider endda direkte nørdet. Du vandt mig hen, og du har mig stadigvæk. Du fandt mig ikke frastødende da jeg blotlagde mig for dig, og jeg vil heller ikke for dig. Jeg vil støtte dig, og acceptere dig. Jeg acceptere din mørke side, fordi du acceptere min" blidt strøg hun ham igennem håret. Hun frygtede ham ikke, faktisk var hun forelsket i ham. Han havde fanget hendes hjerte. Hvad han gjorde ved andre, det frastødte hende ikke. Hun var ikke bedre selv, hvor mange kvinder havde hun ikke gjort enker, eller forældre gjort barneløse. Hun havde taget en del liv i løbet af sit korte liv og hun ville blive ved med det. Hun var måske lidt af en sadist, dette kom dog ikke til sex...hvilket nok skyldes at hun endnu ikke havde prøvet det. Men omkring andre, specielt dem hun ville dræbe eller skulle dræbe, der kunne hun være ens værste mareridt

Hvert eneste af hendes ord fandt vej ind i hans hjerte, og videre ind i hans sjæl, hvor de blev ét med den han virkelig var.
Hvert ord hun sagde lige nu, var så betydningsfuldt at han ville styrte Shadowsun Tower i grus for blot at vide at de var sande. At hun virkelig mente alt hvad hun sagde.

Han så det i hendes øjne... han hørte det i hendes hjerteslag... han fornemmede det på hendes berøring, og han hørte det i hendes stemme.
Det var det underlige, menneskelige fænomen igen... det var kærlighed.

Han så på hende i hvad der føltes som lang tid... og så satte han sig op sammen med hende.
"Nuvel..." sagde han, mens han fortsat så på hende. Mødte hendes blik.

"Der er mange sandheder om mig... men for nu, rækker det at fortælle dig om det, jeg gjorde... da jeg for måneder siden vandrede rundt i Terre's gader, som sortelveren kendt som Sansiss."
Han huskede det som var det i går... hans meget anderledes udseende... hans totale mangel på forståelse for menneskelige følelser... og trangen... trangen som måtte tilfredsstilles for enhver pris.

"Jeg var berygtet for at jage og fange unge kvinder. Modsat hvad du tor nu, så voldtog jeg dem ikke... så meget af min pli havde jeg dog tilbage på det tidspunkt... nej, jeg påførte dem smerte på en ganske underlig måde, som tilfredsstillede mig mere end jeg kan forklare."
Han blev ved med at se på hende. Det ville han tvinge sig selv til, nu hvor han var i stand til at føle skam over den underlige, sadistiske tendens han havde haft...

"Den kvindelige krop er smuk, Shado... hver en blød kurve, hver en centimeter... men hvor mange ser brysterne som det ypperste, er det maven der fanger min interesse. Ikke tonet og muskuløs... men slank, blød og sårbar. Underligt... jeg ved det. Men det bliver mere underligt. For det ypperste for mig, i hvert fald på det tidspunkt, var at føle min næve synke dybt ind i maven på mit offer. Og ikke kun én gang... igen og igen... indtil jeg enten lod dem gå, eller blev træt af legen, og trak en kniv i stedet."
Det var sagt... én af hans mørke hemmeligheder - og kontroversielt nok også den, han som Sansiss havde været berygtet og frygtet for.

Som han satte sig op, fjernede hun sin hånd og betragtede ham blot. Hvad end han ville fortælle hende, så måtte det havde været svært, blot det at spørge hende. For selvom han var god til at gemme det, så havde hun fornemt hans hjertes banken, hun havde følt hvordan det var begyndt at banke hurtigere. Hun vidste måske ikke alt om ham, ligesom han heller ikke vidste alt om hende, men det kom vel med tiden. Hun sagde intet som han fortalte sin historie, det eneste hun udviste var en vis forståelse. Hun lyttede til hvert af hans ord, og selvom de sagtens for en hver anden person kunne virke skræmmende. Det kunne være et faresignal, et der fortalte vedkommende at de skulle se og komme langt af sted. Dog for hende var der intet af denne slags. Hun følte ikke dette signal, og kunne til et vis punkt godt forstå ham. Et eller andet måtte havde været sket ham, for han var anderledes. Ikke anderledes i den person hun havde mødt, men en anderledes mand af hvad hun fik af vide nu.
Da han var færdig, smilede hun blot til ham "Som jeg sagde før, hvad du gør imod andre frastøder mig ikke. Jeg ved at du ikke vil gøre det imod mig. Hvordan jeg ved dette, kan jeg ikke fortælle. Måske er det fordi vi er ens på nogle punkter. Du skal ikke skamme dig, du skal ikke føle du ikke kan fortælle mig hvad du har haft gjort eller hvad du har tænkt dig at gøre. Det ændre ikke noget, det ændre ikke i mine følelser for dig" hun lagde en hånd imod hans kind, og blidt kyssede hun ham. Hun forstod ikke selv sine følelser, hun var nemlig heller ikke selv vant til det med at skulle føle noget og da slet ikke denne form for følelser. Dette var ufattelig uvant for hende

Hun accepterede det...
Alt hvad han havde gjort i de år han havde bevæget sig rundt i skikkelse af en sortelver...

Havde han mødt hende dengang, ville hun helt sikkert have været et offer.
Tanken var underlig for ham, og han var glad for at det ikke var tilfældet - for så havde han jo nok ikke formået at vinde hendes kærlighed, sådan som han tilsyneladende havde gjort det nu.

Men at han ikke ville gøre de ting imod hende...?
Han kendte sig selv godt nok til at vide, at han ville få lyst til det. Ikke med kniven... men det andet.

Dog, ville det her være en test for ham. Kunne han lade være? Kunne han holde så meget igen?
Han håbede det.
At påføre hende smerte kunne måske skræmme hende væk - og Zuresh havde en underlig, rolig frygt for, at hun pludselig skulle forsvinde ud af hans liv igen, lige så pludseligt som hun var dukket op.

"Det er første gang jeg faktisk skammer mig over det... første gang jeg har været bange for at fortælle det til nogen. Måske fordi du er begyndt at betyde meget for mig." sagde han, efter at han meget lettet, havde gengældt hendes kys.

"Mine tendenser er... underlige... og selv nu er de der, og lurer i baggrunden. Men jeg vil holde dem stangen. Jeg vil ikke gøre noget imod dig, som du ikke vil have." sagde han, og han mente hvert et ord.

Shado havde vundet ham over i løbet af den sidste måned.
Det betød at han havde lukket hende ind, og at han dermed også måtte sande at hun var vigtig, på et personligt plan.
Der var mange ting der skulle snakkes om... afsløres... men det hele skulle nok komme.

Hun strøg ham hen over kinden "Hvis du får lysten, så finder vi nogen til dig" for enhver anden, kunne deres samtale lyde ret sindssyg og måske var den også dette. Men hun følte selv dette var en vigtig samtale, det var vigtig for hver end de kunne stå og hun var glad for at havde bragt den på banen. Med et formede der sig et drillende smil, og hun satte sig på hans skød, med sine arme omkring hans hals "Så jeg er vigtig for dig, mhh ser også ud som om du er ret vigtig for mig" hun kyssede hans kind, samtidig med hun strøg ham igennem de små hår i nakken "når men ikke mere alvorlig snak, mere putten" hun gav ham et sidste kys, før hun dog trak sig væk fra ham "Jeg skal dog hente noget is, al denne snak har gjort mig tørstig" hun kravlede ud af sengen, og som det første hun kunne finde trak hun hans skjorte på. Den var alt for stor, hvilket blot var forventet og den gik hende til midten af låret "mhh den dufter af dig" hun duftede til kraven på den.
Før hun forlod værelset, sendte hun ham et luftkys. Hun vandrede ned af gangen, som hun gik svingede hun med hofterne, alt i mens hun nynnede en sang for sig selv. I sin hånd bar hun den velkendte boks som man bevarede is i, boksen kunne bevarer isen kold i en god mængde tid, dog ikke evigt. Det havde været en interessant eftermiddag, det havde været dejligt i hans selskab og samtalen havde ført en hel del op i lyset. Det havde måske gjort dem stærkere, og vist at tingene kunne gå i den rigtige retning. Da boksen endelig var fyldt op, vendte hun hen imod værelset. Dog i sine egne tanker, lagde hun ikke mærke sine omgivelser, hvilket medførte i at hun gik direkte ind i en kvindes krop. Hun gjorde klar til at hvæsse af vedkommende, men som hun blev mødt af et par brune øjne, lagde hun for alvor mærke til kvinden. Synet foran hende var nærmest identisk med hendes eget, hvis man så bort fra tøjet, håret og få andre træk, så var det virkelig som at se sig selv i spejlet "Hvad fuck?" hun var fuldkommen mundlam, hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller hvordan hun skulle reagere "Mei?" et minder dukkede op, et minde om hende som barn i selskabet af en anden pige. De var samme alder, og var ufattelig tætte. Hun kunne huske navnet, huske deres forhold og alligevel var der så meget hun ikke kunne huske

Chefen havde været fraværende å det sidste... grænsende til det underlige... men pludselig at forsvinde ned på hotel Quatre, midt i arbejdsugen? Det lignede ham dårligt - også selvom hans tilstedeværelse sjældent var nødvendig.
Mei håndterede de fleste sager med kløgt og professionel kunnen - og hun nød det.

Men rapporten skulle stadig afleveres, og det var ikke acceptabelt for hende at vente til han engang fik snøvlet sig færdig med hvad han nu engang havde gang i - så hun havde ringet til Quatre, fået hans værelsesnummer, og så var hun ellers taget ned til hotellet.

Hun var klædt i sit sædvanlige, slanke jakkesæt, og håret var samlet i en hestehale.
Hun så godt ud og havde en aura af professionalitet over sig - så på trods af hendes lille, lettere splejsede størrelse, havde folk det med at tage hende seriøst.

Nu bevægede hun sig så ned ad en af de mange gange på Hotel Quatre, dybt begravet i tanker om alt lige fra hendes slåskamp med elveren Angelie, til hvad hun skulle have til frokost, når hun havde afleveret den rapport, hun havde i hænderne.

Mei var så opslugt af sine egne tanker, at hun ikke så den anden kvinde - og da de begge var lettere væk i egne tanker, stødte de sammen.
"Av for f-" begyndte hun, men frøs så fast som om hun havde set et spøgelse.
Hun spærrede øjnene op i overraskelse, og forsøgte at trække luft nok ned i lungerne til at kunne sige noget.
Hjertet hamrede af sted...

Der, lige foran hende, iført en alt for stor skjorte, stod hendes spejlbillede.
Samme højde, samme kropsbygning, samme øjne, samme fejlfrie hus - lige med undtagese af et fint, tyndt ar på Mei's ene kind - og næsten samme hår.
"U-umuligt..." hviskede hun med skælvende stemme, hvorefter hun tabte rapporten, så papirerne blev spredt ud på gulvet.

"Shado...?" hviskede hun vantro, mens sjældne tårer fyldte hendes kønne, brune øjne.

Hun tabte den fulde boks af is, hun bemærkede dog ikke dette. Hendes øjne var fastfroset på kvinden foran sig. Det kunne umuligt være rigtigt, men det var. Hun rakte tøvende sin hånd frem imod kvinden, blot for at undersøge om det virkelig var rigtigt. Rystende fingre gled imod den andens kind, før hun lagde den som en flad hånd imod den bløde hud. Det var så underligt, efter at havde været vant til en kind med skægstupper, og nu var det en blød kind. Hendes øjenbryn rystede, det samme gjorde hendes underlæbe. Hun kunne ikke finde hoved eller hale i dette, hele situationen var surrealistisk og ikke til at finde ud af. Hendes drømme, de måtte være virkelige. De døde ikke, de var levende og alt hvad hun havde sagt, det måtte havde været en løgn.
Hun trådte tættere på, stadigvæk med sin hånd imod kvindens kind "Meimei" hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Dog da Mei genkendte hende, sendte hun hende et smil, før hun trak kvinden ind til sig. Hun lukkede sine arme omkring hende "Du er virkelig her, du er ikke bare en drøm" det var virkelighed, ikke bare en drøm

Den andens berøring sendte en sitren igennem hendes krop, og det gik op for Mei, at hendes søster virkelig var i live. Og hun var lige her, foran hende.
For første gang siden hun var barn, tabte Mei kontrollen, og et hulk fandt vej igennem hende, mens hun mærkede Shado's arme omkring sig.

Hun lagde selv begge arme om sin søster, og knugede hende hårdt ind til sig, mens tårerne fik frit løb.
"Hvordan...? Jeg troede... de sagde jo... at du var død..." hviskede hun. Men Shado var ikke død... hun var lige her, i levende live.
En tanke banede sig vej igennem de mange følelser, som hun ikke havde kunnet vise i mange år: Begge piger var født i Hong Kong, hvor de havde boet med deres forældre, indtil den skæbnesvangre dag, som hun knap huskede... så hvad fanden lavede Shado her, i Di Morga?

Svaret, eller en dél af det, kom nu:
Den nærmeste værelsesdør åbnede, og Mei så til sin store forbløffelse hvordan hendes chef trådte ud, for så at stirre overrasket på de to piger.
"M-mr. Zuresh...?" hviskede hun, totalt forvirret.

Efter et sekunds forvirring, smilede Zuresh bare.
Ét af hans problemer så ud til at have løst sig selv...

Modsat hvad Mei gjorde, så fællede hun ikke en tårer. Hun holde blot om sin søster "Jeg fik af vide i var døde, at i døde i en ulykke" hun havde altid fået af vide hendes familie døde i en bilulykke, hun havde været den eneste overlevende. Det var her hun mødte hende. Det var hos hende, hun fandt et nyt hjem og en form for sikkerhed. Nu havde hun dog fået en ny sikkerhed, hvilket var i form af Zuresh og det var en sikkerhed hun virkelig kunne lide. Hun strøg sin søster ned langs ryggen, forsøgte at få hende under kontrol. I det sekund var hun ligeglad med sig selv, lysten til at hjælp sin søster tog over. Selvom de ikke havde set hinanden længe, så var følelsen der og den havde vel altid været der, blot i dvale.
Da Zuresh med et dukkede op, skød hendes forvirring op. Han havde ikke taget tøj på, så han var stadigvæk iført sine underbukser. Selvom det virkede til Mei ingen følelser for Zuresh havde, så dukkede der en underlig følelse op i hende, en følelse af hun ikke ønskede sin søster se ham i så lidt tøj. Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere, så hun trådte væk fra Mei og hen til ham. Her lagde hun armene om ham, og som de stod der ved hinanden, var der tydeligt vis skjorte hun havde på "hvor kender i to hinanden fra" hun så fra den ene af dem til den anden, forvirringen var tydelig i hendes øjne

Zuresh betragtede de to piger, helt uanfægtet af at han kun var iført underbukser.
De lignede virkelig hinanden, de to... og nu hvor de stod der, lige foran ham, var det helt tydeligt at han havde haft ret i sin stille formodning: Shado og Mei var tvillinger.

Da Shado slap sin søster og kom hen til ham, lagde han sin ene hånd på hendes side, og så roligt fra den ene til den anden.
"Jeg har spekuleret på hvordan jeg skulle introducere jer to for hinanden. Det har været tydeligt for mig hvilken relation i har, helt fra starten... lige så vel som at i ikke anede at hinanden stadig eksisterede." sagde han med sin hæse stemme. Der var en noget ualmindelig varme i den, som andre ikke rigtig fik lov at opleve.

"Mei arbejder for mig. Første gang jeg så dig, Shado, troede jeg fejlagtigt at du var hende." sagde han så.


Mei betragtede bare de to i stilhed.
Hun snøftede en enkelt gang og tørrede øjnene i ærmet. Det hele var så surrealistisk...
Og hvad i alverden var nu det her? Hvorfor havde Shado hans skjorte på? Og hvorfor stod han der i... hun blinkede et par gange og kiggede så måbende på dem.
Det var jo helt tydeligt...

"I er... jam... i er sammen?" lød det fra hende, mens hun undrende betragtede dem.
Tilfældet i det hele var mildest talt fantastisk.

Hun lyttede til hvad han sagde, så han kendte hendes søster. Det gav med et langt mere mening, hvorfor han kaldte ved hendes efternavn. Hun rynkede brynet, men sagde dog ingenting, hun lyttede blot til hvad han sagde. Som hun stod der ved hans side, puttede hun sig ind imod hans varme krop. Det var som om alting med et gav mening, det hele gav mening og nu havde hun endelig svaret. Hendes drømme gav mening, den underlige følelse af at mangle noget i sit liv og det hele var nu besvaret. Dog ved Mei's spørgsmål var hun igen mundlam. Hvad skulle hun sige? Var de sammen? Eller var dette blot en flirt? Hun så spørgende op imod Zuresh, mest af alt fordi hun gerne ville høre hans svar. Hun vidste nemlig ikke selv hvad hun skulle sige til det "øhm" hun skar en grimasse, hun havde selv forsøgt at sætte ord på det, men der var vist ikke nogle ord til at beskrive det. Hun bed sig hårdt i læben, rynkede brynet "Er vi overhoved sammen? Eller...?" hun trak ud i det sidste og sendte et par spørgende brune øjne i retningen af Zuresh

Ah... det store spørgsmål, som de under alle omstændigheder var nødt til at stille sig selv på et tidspunkt - og snart.
Nu var det så blevet stillet, og nogle ville måske mene at svaret var ganske ligetil, mens andre ville mene at det var kompliceret og svært at sige...

Zuresh vendte blikket mod Shado og betragtede hende i et par sekunder, mens tankerne fløj igennem hans hoved...
Der var ting som hun skulle vide, hvis hun ville være sammen med ham. Vigtige ting.
Men... det kunne vente indtil der var lidt bedre tid til det.

"Det er vi i mine øjne." sagde han med et smil.
Det var ganske simpelt...

"Men nu kan jeg forestille mig at i to har en masse, som i gerne vil snakke om. Og det synes jeg i skal have lov til at gøre i fred og ro."
Så lænede han sig ned og gav Shado et let kys på panden, før han med rolige skridt gik indenfor på værelset for at få noget tøj på...

Mei stod bare og kiggede på dem, og da hendes chef havde vendt ryggen til, kunne hun ikke lade være med at smile lidt skævt.
"Hvis... du hellere vil vente, så kan vi bare mødes på et senere tidspunkt." sagde hun henvendt til Shado.
Der var så meget at snakke om... så mange spørgsmål...

Måske var der ikke en direkte definition på hvad de var, men om de var sammen eller ej, det var vel et godt spørgsmål. Hun smilede til ham, lukkede øjnene som han gav hendes pande et kys. Hun nikkede og vendte sig imod Mei, som han forlod dem. Hun gik imod Mei, med et smil på sine læber. Det var virkelig underligt, den drøm hun havde haft i så mange år, og nu var det virkelighed. Hun gav hende endnu et kram "Jeg er virkelig træt nu, men jeg vil meget gerne mødes også snakke omkring det hele" ligenu var det hele blot for meget, hun kunne ikke overskue det hele på én gang, så hellere lade op også tage snakken en anden dag "Hvad med vi mødes i morgen, klokken fem foran jeres hotel" hun havde hørt om deres hovedkvarter, det sted de arbejede. Dette ville derfor være det perfekte sted at mødes. Hun gav Mei et blidt kys på kinden, før hun trådte tilbage og kig ind på værelset.
Hun gik direkte hen til Zuresh, hvor hun gav ham et kram "mhh for meget for en dag, kan vi ikke bare tage tilbage til sengen og slappe af?" hun kyssede hans kraveben, hans hals og derefter hans mundvige, før hun gik tilbage til sengen og lagde sig. Der var sket alt for meget på alt for kort tid, og det gav hende en hovedpine, så med andre ord havde hun virkelig brug for at slappe af igen

//så har jeg ændret Zuresh beskrivelse i my profilos ^-^

Mei gengældte krammet. Hvor hun dog nød følelsen... den følelse som hun havde savnet siden de havde været børn.
Men hun var evigt enig med Shado lige nu.
Det var for meget på én gang... savnet var stort, glæden var større, men at tage så meget ind på én gang var ikke let.
De skulle begge to bruge noget tid på lige at komme sig efter det chok det havde været at se hinanden igen.

"Klokken fem, foran Shadowsun. Det er en aftale." sagde hun med et lille smil, før hendes søster forsvandt ind på værelset igen...


Zuresh havde kun lige nået at samle sine bukser op fra gulvet, da Shado gik direkte over til ham for så at slå armene om ham.
Han smilede, lod bukserne falde til jorden, og gengældte krammet.
Hendes kys var skønne, og på sin vis ophidsende - men han holdt det dog nede, denne gang med lethed.

"Forståeligt... jeg kan dårligt forestille mig hvad der går igennem jer to lige nu. Så jo... lad os endelig vende tilbage til sengen." sagde han.
Han så på hende som hun lagde sig, hvorefter han smilede, gik over til sengen og lod sig glide ned på den, så han var over hende - men ikke for tæt.
Så lænede han sig ned og gav hende et ikke-så-uskyldigt kys på munden.
"Afslapning og dovenskab... det er noget man sagtens kan trænge til." hviskede han, hvorefter han rullede af, og lagde sig på ryggen ved siden af hende.

Hun smed skjorten og lagde den ned på gulvet, hvorpå hun lagde sig godt til rette, dog som han lagde sig over hende, bed hun sig i læben. Hun lagde sine hænder imod hans bryst, og lod dem glide op imod hans skuldre. Det var en blød hud, men fast under. Det var tydeligt at der var en del muskelmasse under huden. Hans pludselige kys overraskede hende, men det fik hende også til at stønne. Hun lukkede øjnene og lod sig smelte ind i kysset. Det var elektrisk, så da han trak sig væk brummede hun utilfreds. Om ikke andet accepterede hun det og vendte sig imod ham.
Hun kneb øjnene sammen og betragtede ham på en utilfreds måde. Han havde aldrig haft kysset hende på den måde, og det havde været ganske hedt. Hun vendte sig om, således hun nu i stedet for at lægge, var på alle fire. Her kravlede hun hen til ham, og bed ham i skulderen "Det var ikke særlig pænt, jeg kunne lide det også stoppede du" hun kneb øjnene sammen, men smilede dog. Der var et eller andet ved at se hvordan hans hår stod ud til alle sider, det var sødt. Hun sukkede og lagde sin kind imod hans bryst og med sin arm hen over hans mave, og sit ene ben imellem hans to, så lå hun godt på ham. Han var varm, hun ikke dog ikke beskrive ham som værende blød, men han var heller ikke hård...han var helt perfekt at ligge på

Han smilede lidt da hun 'straffede' ham for at stoppe kysset.
Hun var så uskyldig...
"Hvis ikke jeg var stoppet der... så havde det været svært at holde fingrene for mig selv." sagde han med en vis humor i stemmen.
Det var meget sandt... hendes reaktion på kysset var sexet, og han ville have taget ti skridt imod deres første omgang sex, hvis ikke han havde flyttet sig.

Han brummede glad da hun lagde sig halvt på ham. Han lagde den ene arm om hendes ryg, og begyndte igen at køre fingrene blidt op og ned langs hendes rygsøjle, fra BH til kanten af hendes trusser.
"Din hud er blød som silke..." næsten hviskede han, mens han bare nød situationen...

Hun trak på skulderne "Det ved jeg godt, det var bare...det føltes godt" hun var ikke vant til det fysiske, ikke vant til at reagere på den måde hun netop lige havde gjort. Det hele var nyt for hende, det samme var alle hendes reaktioner. Hun vidste dog han havde ret, og havde det kørt videre, så havde hun nok også fortrudt det. Hun ville ikke just have deres førte gang, eller rettere hendes egen første gang skulle være overdreven romantisk, men måske lidt mere specielt end dette. Hun valgte dog ikke at sige mere, men nød blot hans fingre imod sin ryg. Hun sukkede, lukkede øjnene og lod sig overgive til hans berøringer "mhh du føles perfekt at ligge på" det var nok det eneste modsvar hun kunne give ham, mest af alt fordi hans fingre imod hendes krop, gjorde hende en smule døssig

"Sludder..." sagde han, mens hans fingre fortsat kærtegnede hendes ryg ganske blidt.
"Det føltes ikke godt... det føltes helt fantastisk."

Han havde skam haft lyst til det... men lige som hun, syntes han også at deres første gang skulle være lidt mere speciel end blot at miste kontrollen.
Han havde overrasket sig selv meget inden for de sidste tolv timer. Her havde hun været, kun iført undertøj... og han havde ikke rørt hverken hendes lår, bagdel, bryster eller mave - på trods af at han syntes hun var utroligt smuk.

Det her var bare noget andet... og han kunne ikke forklare det.

"Jeg har ingen uddannelse som seng... men hvis du falder i søvn, skal jeg gøre mit bedste for at være amatør-seng."