So, we finally meet, huh? - Jeff Es.

Tid: 17:02
Sted: En hyggelig café i starten af gågaden.
Vejr: Solrigt og varmt.
Omgivelser: Mennesker, der sidder og nyder en eftermiddagssnack. Der er efterhånden ved at være mange mennesker, da det er midt i myldretiden.


Nærmest strategisk bevægede den skelettynde krop sig ind og ud mellem mennesker, der kæmpede sig op og ned af gågadens brostensbelagte grund. Hun bevægede sig velovervejet og målrettet mod den lille café hende og denne her, Mister J havde aftalt at mødtes på. Hendes øjne ilede mod uret der viste at klokken var få minutter over fem. Ergo var hun for sent på den. Normalt var hun meget punktlig med den slags, men på den anden side kunne det være fuldstændigt ligegyldigt, for hvad nu hvis Mister J slet ikke viste sig til deres aftale? Hvordan skulle hun overhovedet kunne vide hvem der var Mister J? Hun rystede kort på hovedet, og fik endelig øje på den lille terrasse der lå ud til gågaden.

Der var et lille hegn rundt om garagen hvor navnet på caféen stod. Det virkede meget troværdigt. Lettere proppet måske. Hun gik hen og satte sig ned ved et bord så tæt på væggen som muligt, og så langt fra alle de uintelligente idioter som hun kunne komme. Hun trak skuldertasken af og åbnede den for at pakke den elskede computer ud. Hun tændte den og ventede på at startskærmen kom op. Så skrev hun sit brugernavn og sit kodeord. Kort efter den havde loadet færdig, kom der en storbarmet, rødhåret servitrice hen til hende, med fregner i hele ansigtet og et yderst tiltrækkende smil, der stillede sig klar med en blok.

"Hvad skulle det være?" lød det syngende på fransk. Petya kiggede op og overvejede kraftigt at svare tilbage på russisk. I stedet sukkede hun dybt og lukkede øjnene et par sekunder - inhalerede den sukkersøde duft af den rødhårede tøs. Så åbnede hun øjnene igen. Deres øjne mødtes. "I would like a cappuccino with two extra caffeineshots." Da de engelske ord forlod Petya's smalle læber, lød hun nærmest som en robot. Servitricen spærrede overrasket øjnene op, men skrev det ned. "And an ashtray as well." Den rødhårede forsvandt ind i caféen igen og Petyas koncentration vendte tilbage til computerskærmen. Hun sukkede kort og loggede ind på caféens tilbudte wi-fi. Hendes øjne søgte kort rundt blandt caféens mennesker, i håb om at hun kunne få øje på en person der måske kunne være Mister J.

Håret var strøget tilbage. Skægget var renset og redt til. Kroppen var dækket af et gråt, lodret stribet jakkesæt. Huden duftede unaturligt meget af sure æbler og sød, frisk honning. Fødderne var skjult af lakerede, skinnende sorte sko med spidse snuder. Intet af dette var besynderligt. Hvis man da kiggede væk fra den blanke hvide maske, med en stang ved hagen til at holde fast i, med et væltet J som skulle repræsentere et slags morbidt smil. Der var smalle, mandelformede huller ved øjnene, hvor der fra de nederste linjer var malet en mørkerød streg ned af hver kind, ujævn og tyk. Derudover var det bar en ordinær, uhyggelig parademaske, designet til at skjule de ægte følelser. 

En ung herre med de fineste sorte krøller og en pæn lysebrun hud nærmede sig nervøst og svagt hoppende det maskerede jakkesæt. Han tvang sig selv til at smile og bukke, idet han spurgte om der var noget han kunne hente til ham. Det var fake helt igennem, for inde i sig selv tænkte tjeneren, at manden måtte være psykisk ustabil eller en del af en nørdet gruppe for udklædningstosser. Han tappede let på sin lille notesblok med kuglepennen, ventede kun på at den maskerede ville komme med sin ordre. 

".. Annoying." 

Uden at blinke, hev den maskerede noget frem af sin jakkelomme med sin ene hånd, den anden stadig beskæftiget af maskestangen, og der lød et bang. Højt, rumsterende og alligevel væk igen på få sekunder. Som om det aldrig var sket.

Jeff, maskemandens navn, havde ramt knægten lige igennem næsen med sin nu splintrede kugle. Hans maske, stadig foran ansigtet, havde fået et par ekstra pletter ned af den ene kind. Lige så røde som de to oprindelige streger.

Han kiggede sig omkring, imens andre sikkert løb deres vej til sikkerhed, i håb om at finde sin udkårne netpartner; den kære Ragdoll.

Lyden rev igennem virkeligheden, og fik Petya til at løfte blikket fra den flimrende computerskærm. Hun følte at hun pludselig var midt i en eller anden film – måske en dårlig prank eller sættet til en film. Hun løftede det ene øjenbryn og søgte efter kilden til lyden, og da hun spottede personen, der stadig sad med pistolen fremme, rettet direkte ud i luften, koldt og kynisk. Resterne af hjerne hang på væggen, bag den unge mand, der nu lå smeltet sammen på gulvet. Som en Ragdoll. Som hende selv.

Hun stirrede interesseret. For personen med pistolen var yderst interessant, gemt væk bag en maske, der afslørede hans identitet mere end nogen anden kunne regne ud. Hele verden stod stille i det sekund brikkerne faldt på plads for Petya. Det var Mister J, der sad der, gemt bag et hvidt stykke træ, lakeret og belagt med pynt, som Petya godt kunne regne ud var blod. Hun smilede svagt. Caféens front var blevet tømt for mennesker, nogle var løbet indenfor, andre rendte forvirrede rundt udenfor terrassen og prøvede at få nogle til at hjælpe dem, men som altid var de personer der gik forbi for vigtige til at tage højde  for andre end dem selv.

Petya klappede sin computer sammen og rejste sig op, uendeligt langsomt. Hun løftede tasken op på bordet og skubbede computeren derned i. Den rødhårede servitrice stak hovedet ud fra selve caféen, med fingrene febrilsk klamrende om en mobil, imens hun på fransk prøvede at forklare hvad der var sket. Politimændende troede højest sandsynligt ikke på hende – hvor sandsynligt var det at en eller anden maskebeklædt, jakkesætsbærende psykopat, satte sig ned og bare blæste hjernen ud på en tjener? Hah.

Med en tvungen ro, kiggede Petya over på hende og råbte af sine lungers fulde kraft: ”Where’s my fucking cappuchino and the damned ashtray I asked for, you dumb whore?!” Med hastige skridt bevægede hun sig over til servitricen og greb fat om hendes kæber, kiggede hende dybt i øjnene og trak hende ud på terrassen. Den rødhårede servitrice skælvede i frygt, hvilken fyldte Petya med en indre tilfredsstillelse. Hun greb fat i håret på servitricen og trak hende med sig hen til Mister J, placerede hende på en stol og satte sig derefter overfor den maskebeklædte mand. Hun rakte hånden ud, stadig påtaget roligt, hun prøvede så vidt muligt at skjule sin irritation. ”Hi. Nice to finally meet you. I’m Ragdoll.”

Den rødhårede kiggede forvirret fra Petya til den mystiske psykopat. Hele hendes krop rystede i frygt, og hun skulle lige til at rejse sig op, før Petya greb fat i hendes bæltestrop og tvang hende til at blive siddende i stolen. ”This is…” Petya kiggede hurtigt på servitricens navneskilt. ”Maddy, it looks like. She’s gonna make sure we won’t get interrupted.” Nu rettede Petya sine kolde øjne mod den smukke, unge kvinde. ”Right, Maddy?” Et katteagtigt smil beklædte kvindens ansigt. ”Y-yes, ma’am.”

”Good. Now go get my fucking cappuchino and an ashtray! I don’t want my fucking cigarettebutts to make this place look like a fucking trashcan! Go ahead!” Og som Petya befalte, rejste kvinden sig befamlet fra stolen for at forsvinde ind og gøre de to mennesker tilfredse.

”Do you want anything, J? I can get you whatever. I don’t think they need us to pay.”