The beauty of a swan

Tid 15:56
Sted Et kunstmuseum i Terre
Omgivelser Hovedsagelig er der en masse smukke malerier, derudover nogle bløde bænke inde i midten, så man kan side og samtidig betragte værkerne. Der er et par mennesker, samt andre væsner som går rundt
Vejr Udenfor er det en smuk eftermiddag, solen skinner ned bag et par skyer, fuglene synger, men derudover er der en svag, men dog kølig blæst. Inden for er der køligt, grundet de mange blæsere
Påklædning Lavtaljede jeans, sorte og stramme. En sort, løs top, der viser ganske lidt mave, et par sorte støvler, med høj hæl
Tilegnet Mimi Jackson

Farver, nøgen hud, skønhed. Hvert enkel malerier havde sin egen form, sin egen skønhed, men det der lige netop faldt den kvindelige dæmon Krista til, var en smuk fortolkning af den grimme ælling. På maleriet så man denne smukke nøgne kvinde, siddende på en stol, mens hun vidste sin ryg frem. Hun havde ansigtet vendt mod siden, svagt kiggede hun mod jorden under sig, så man så aldrig rigtig hvordan hendes øjne så ud, kun den fine marmor hud og det kuldsorte hår der dækkede ned over hendes nakke, skulder og ryg.
Hvor i man så den grimme ælling, var i starten ikke til at se, men som man betragter kvinden, ville brikkerne falde på plads. For som historien sagde, blev den grimme ælling, to sidst til en smuk svane og det samme gjorde enhver kvinde...eller rettere sagt bare enhver person. Alle startede jo ud som den grimme ælling, men som de blev ældre, kom skønheden fra svanen frem i dem og det var det kvinden på maleriet udviste, hun var resultatet af hendes indre svane der kom frem.
Kristina, der også var kendt under navnet Krista, sad med benet over kors, betragtede dette smukke malerier. Hendes holdning, vidste ingen mulige fejl, da hun sad med rank ryg, hænderne på sit skød, mens hendes øjne gled over maleriet. Hun betragtede det, analyserede det med en stor interesse. Havde hun dette malerier, ville hun skam intet have mod at betragte det hver eneste dag.
Et smil fandt sig vej op på hendes røde læber, som hun kørte en hånd igennem sit ildrøde hår og i en glidende bevægelse, rejste hun sig og gik stille hen mod maleriet.

//Håber det er godt nok

Verdens søde værdier, med de mange fantastiske gaver for øjnene, men også for ens egne hænder. Åh hun kunne næsten smage den vidunderlige metaforiske smag af penge, sedler, mønte, flere og flere af dem, at det næsten fik hendes mund til at løbe i vand. Hendes klarer krystalblå øjne var skam godt gemt væk, under nogle store runde solbriller, hvor at stilken rundt om var lavet af guld. De mindede om nogle rigtige Ozzy Osbourne briller, hvilket nok var det hun bedst kunne lide ved dem. Håret var sjusket men alligevel pænt sat op på en eller anden underlig måde, af en knold at være. Den blege hud skinnede svagt i solens glitrende skær. Det var dog ikke som ved den berømte Twillight saga, hvor vampyrerne begyndte at skinne som diskokugler. Et svagt smil gled hen over hendes mørkerøde læber, inden hun svang sine solbriller op på panden så det trak nogle hårtotter væk fra hendes ansigt. På denne måde afslørede hun de flotte klarer blå øjne som hun nu ejede.
Med et roligt blik og en afslappet tilgang forsatte hun sin undersøgelse, omkring hvilket maleri der egentlig ville være det bedste, men udover det fandt hun også inspiration til nogle egne kunstner som hun måske kunne være interesseret i at skulle sælge på et tidspunkt. Dog var det aldrig faldet hende ind at gøre det, netop fordi hendes maleri aldrig ville udgøre den helt store pris som dem hun selv fandt og efterfølgende solgte.

Hun gik videre og kom til sidst til at stå ved siden af en rødhåret kvinde. Hvem hun var, vidste hun ikke, heller ikke hvad hun egentlig kunne være. Men i en længere tid betragtede hun maleriet med en rolig interesse. Hun bedømte linjer, og farver på afstand, ’Den grimme ælling’ som kvinden på stolen nu repræsenterede. Det eneste hun sådan set egentlig bed mærke i, var at kunstneren havde fået den sjove idé af at lave illustration af hans egen fortolkning af H.C Andersens eventyrer, om til virkelighedens jeg. Men dette mindede hende også om et andet eventyr, Askepot. Som sikkert og vel havde været inspirations kilde til den verdensberømte danske forfatter, såvel som ham selv.

Kvinden, Mimi Jackson stod der ved siden af den rødhårede i hendes ødelagte stumpbuksede jeans, imens hun betragtede maleriet, og vendte hovedet fra side til side, imens hun prøvede at finde sig til rette på det ene ben som hun støttede sig op ad. Endnu engang skrev hun noget ned på hendes papir med en cirka pris, imens hun lavede en lille slut tegning til sidst. De blå øjne vendte sig dog stille og roligt hen imod kvinden imens hun lavede en trutmundsgrimasse der gik lidt til den ene side, ikke fordi hun havde noget imod kvinden, det var mere hendes tænkende ansigts træk, når hun prøvede at bedømme noget. Hun kiggede lidt på kvinden og havde et eller andet sted lyst til at give hende noget nyt tøj, selv følte hun ikke at det sorte tøj klædte hende særlig godt, hende den rødhårede. Hun lagde blokken og blyanten imod hendes torso, inden hun kiggede kort spørgende på kvinden, ”Må jeg få lov til at designe dig?” Spurgte hun så, lige ud fra posen af, som den person hun nu engang var.