Black Swan - Lukket

Et højt næsten overdøvende støn kunne høres fra betjent Carlson, som så meget opgivende ud. Han havde netop slukket for optageren. Afhøringen var gået katastrofalt, manden som sad overfor ham var kun besvær og havde ikke hjulpet meget, for ikke at sige slet ikke, trods han havde stået lige overværet et mord! Han havde lydt som om det var normalt!
"Jamen så lad os sige vi er færdige. Du må ringe til os hvis du finder ud af at du har mere at sige." Carlson rejste sig op og gik hen til døren, da den blonde mand løftede hånden og åbnede munden. Lidt for ivrigt vendte Carlson sig imod ham og ventede spændt på at høre hvad der var at sige.
"Hvad hvis jeg har noget at sige, men ikke vil fortælle jer det?"
"Jamen så syntes jeg stadig du skal ringe, men gider du lette røven og smutte nu, jeg har andet at lave nu." Irritationen i stemmen var ikke svær at spore.
"Men det har jeg jo ikke ly..." Døren foran Carlson gik op, til betjentens overraskelse. En anden betjent stod på den anden side.
"Undskyld, men vi har brug for dig hvis du er færdig her, vi har fået en dum blondine ind. Millie-et-eller-andet Walker."
"Hey, blondiner er dejlige!" Udbrød den afhørte mand, som sprang op. "Især når det er min forlovet!"
I overraskende fart kom manden op at stå og var henne ved døren, hvor hans alkohol lugtende ånde straks ramte Carlson og hans kollegas næse. "Hvad er der sket med hende?"
"Hey, gider du lige sætte dig ned Mr. Det kan godt være det er din forlovet, men det her er vores arbejde." Lød det fra Carlson, der havde lagt en hånd på brystkassen af manden og ville skubbe ham tilbage, men forgæves.
"Det er vel min ret til at snakke med hende." Uden større problemer maste manden sig igennem og gik til receptionen - eller hvad det hed.

Sikke dog en aften.
Først var kakaoautomaten brudt sammen og det havde taget hende omkring 15 minutters ekstra arbejde, at finde det rigtige nummer til reperatøren frem.
En tvær mand ...der havde snærret at hun måtte vente til åbningstid, i dagstimerne med at bruge dette nummer- så hun havde intet fået ud af sit forsøg.
Dernæst havde hendes mand sms omkring en stor rids i deres nye Audi.
Han havde været skide sur, da han var af den urokkelige holdning at hun var årsag til skaden, hvilke helt klart ikke passede.Han var altid sur for tiden.
Så kom de slæbende på en ung kvinde der havde fået tæsk eller noget.Hun havde blodstænk på sit tøj og nu var hun forsvarligt plantet i lokale5, et af afhøringslokalerne.Dette betød at Kate skulle til at brygge ekstra kaffe, og muligvis sørge for mad til de arbejdende betjente- og det lå ikke i hendes planer.
Hun havde andre vigtige ting at passe, som til eksempel hendes elsker der konstant sms og truede med at komme forbi og hente hende med hjem til hygge og hopsa, sikkert i sengen.Hun var begyndt at overveje om det var alt hun var for ham- en fribillet til sex?
Kate Leopold, rettede på de kuglerunde briller og så lettere irriteret op fra hendes papir, da en herre stemme afbrød hendes klagende tanker , og lyden af let tumult fulgte efter.
Wuuuhuuuu...endelig sker der noget godt! Et stort smil kom selvsikkert på plads da Kate ignorerede betjentene, og istedet så på det himmelske stykke mand , der havde kurs mod hende.
"Kan jeg hjælpe?" lød det yderst høfligt.

Millicent sad rank, på den hårde ukomfortable stol.
Hun brd sig ikke om de skide betjente, eller om deres måde at behandle hende på. Men at afsløre at hun var vampyr, ville nok ikke være så smart, så hun så ingen anden mulighed , end at makke ret. Og det hele var alligevel kørt af sporet.Hun bøjede nakken så det lange hår faldt dækkende ned foran hendes ansigt, hvor få røde spor af blod tåre nu var tørret ind.
Det havde været ...slemt.
Et trafikuheld på rue de la Croix, mange såret....meget blod.

Med lange spankulerende skridt gik Andrija hen til disken og gav et stort smil til kvinden bag. "Der skulle værre ankommet en pige med blondt hår. Walker. Hvor befinder hun sig henne?" Han lænede sig afslappet op af disken og syntes ikke at have travlt med at komme væk fra betjentene der kom næsten stormene og ville have fat i ham. Først da de var helt henne, rettede han sig op. 
Efter at have fået sit svar lod han sig føre af de to betjente i den retning der skulle forstille at være hans endestation. En celle sikkert. Han anede ikke hvad de havde i tankerne, men Andrija havde helt andre planer. Nede på gangene gjorde han sig fri uden de helt store problemer og var kort efter på vej rundt i labyrinten af gange og låste døre. 
Det var intet problem for ham at komme frem for hans evne gjorde hvad der før var problemer til ikke eksisterende forhindringer. Efter at have løbet lidt rundt på må og få, valgte han at sende sig selv tilbage til hans udgangspunkt. Ved gangen hvor han kunne huske vejen og finde det sted hvor de holdte Walker fanget. 
Det viste sig dog hurtigt at være lettere sagt end gjort. Han skulle passere rummet, men uden at blive opdaget af nogle af betjentene der nok blot ventede på at fange ham. Stationen var ikke hans friste, hvilke hindrede ham i at teleportere til et andet sted på den modsatte side af rummet, da han ikke kunne huske eller skabe noget cirka billed af hvordan tingende var. Så det måtte gøres på den gammeldags måde. Det gik også godt halvvejen igennem, men så blev han opdaget og måtte spæne rasten af vejen. Igen fes han forvirret rundt ind og ud mellem gange og døre han ikke anede noget om hvor førte hen, først til sidst syntes tingende at blive bekendte og han var nåde til enden i hans cirkel. 
Tiden var knap, men han han satte blot arbejdsfarten op. Lynhurtigt tjekkede han alle døre til han fandt den rigtige og kunne sejrigt spankulere ind i rummet til Millicent, der lignede noget katten havde slæbt med ind, men stadig utrolig sexet.

At hun var skuffet over fyren her spurgte ind til en kvinde, lod sig ikke afspejle i Kates brede smil.Mange års ægteskab, havde lært hende at skjule den slag småting.Hvad der derimod rev i hends tanker og fik den ene lille muskel ved hendes øje, til at vibrer svagt, var hvad han ville med kvinden?Kunne han måskevære hendes advokat?I givet fald var han en hun selv hyrede og ikke en af de sædvanlige der ellers blev beskikket de anklagede."Den anklagede sidder i afhøringslokale 5, hvem må jeg sige spørger?" Kate lænede sig frem , ind over disken så de bløde bryster næsten blev mast ned i den.Det var ikke engang fordi Kate var særligt nedringet, men hun havde bare nogle lange kedelige bryster, efter de tre børn hun havde ammet og ja...men det forhindrede hende da ikke i at flashe hendes kvindelige attributter.
Inden hun kunne få sit svar af det pæne mand, kom to betjente stormende og tog ham med.Kate blev efterladt noget måbende, da hendes advokat teori brat blev punkteret.
Kate fik du hurtigt det professionelle look tilbage, og gav sig istedet til at tjekke sin sms indbakke- igen.
Joo...hun havde sandelig forstået ideen med at multitaske, selv på jobbet.

Millicent søgte efter en troværdig forklaring. Hun behøvede i den grad at kunne afgive en der lød bare nogen lunde.Hun havde allerede fået besked på hvad anklagen ville lyde på.For det havde vist sig at fyren hun havde knælet over...ham der havd blødt så forfærdeligt meget....han havde ikke overlevet,desværre. 
Og havde anklagen så bare lydt på mord....for det andet var da helt i hampen.
Millicent rettede lidt på sorte blondekjole, der havde en champagnefarvet lille strop sag under sig, for ikke at være helt til at se igennem.
De høje sorte sko, med de tynde remme omkring hendes ankel, skrabede snuderne mod gulvet, da hun uroligt bevægede sig, ved lyden af den knirkende dør der gik op.
Hun mærkede hendes livløse hjerte blive tungere...havde man i grunden ikke ret til en advokat der kunne hjælpe en , vejlede en...inden man udtalte sig? det havde de to betjente bare grinende afvist med ordene glem det dukkebarn. 
Hendes modløse øjne så modstridende hen mod døren, parat til at møde de to betjente igen, og måske lade sig grille.
Havde der kunne opstå en helt lille jesus aura omkring ham, ville den klart hænge der netop som Millicent så Andrija træde ind i rummet.
Hun kunne ikke begribe det.Hun havde med vilje ikke opgivet ham som kontaktperson, da hun ærlig talt kke var klar over , hvordan han lige havde det med politi.
Både fordi han var dæmon, men også fordi han havde en eller anden kontakt til mafaien- mente hun da.
Nu kunne man jo aldrig helt vide med ham.
Men lige nu var han total redningsmand , og i Millicents øjne et skinnende helt.
"Andrija !"  der kom næsten et smil på hende læber, med de lidt forskræmte øjne holde det i ave.
" De kommer om lidt....hvordan vidste du jeg var her ?" hviskede hun og kom op af stolen for at rende ham i møde.
At han kunne være på stationen i anden sammenhæng faldt ikke hendes tanker ind.
"Årh...det er så forfærdeligt " snøftede hun.."der var det her færdselsuheld...lang historie...nu tror de at...never mind...kan du ikke få mig hjem?" hun forsøgte at mase sig ind i Andrijas favn, for tryghed , for at blive beamet hjem.Men om han så ville, det var jo en anden sag.

Der kom ikke et ord fra Andrija, der ikke kunne få et ord indført. Først da hun ville ind og gemme sig kunne han få noget indført og lod hende komme til, men han gjorde ikke klar til den helt store rednings scene. Han havde fået en fantastisk idé. Det havde kvinden ude ved disken så venlig udleveret til ham og han havde altid drømt om at blive en advokat, eller i hvert fald lege en.
"Jeg ved altid hvor mine klienter er henne. Træk nu været smukke, så finder vi en løsning på dit problem." Han gav hende et stort colgate smil, før han så vendte sig imod betjentene der kom stormene ind i rummet som havde de jagtet verdens farligste forbryder. 
"Tag det roligt mine herre, der er ingen frygt for at Walker flygter. Lad mig præsentere mig som hendes advokat Luzar. De må kende mig som et vidne i en anden sag, men den vil jeg slet ikke udtale mig om i denne sag, så det vil jeg bede Dem om at respektere." Lød det meget fromt fra Andrija, der rettede på tøjet og med en fod snuppede en stol og trak den hen over gulvet, hvor hans hånd overtog. Hurtigt drejede han stolen og slog sig ned på den og satte sig for en gang skyld ordenligt.
"Som i kan se er min klient lidt i chok og har derfor ikke forklaret hvad hun er anklaget for, så vil De være så venlig at forklare mig hvordan landet ligger? Så vil jeg derefter gerne have lige et par minutter og snakke med min klient så vi kan finde ud af hvordan vi vil gå frem. Imens vil jeg bede jer om at finde ud af om i ønsker hende til at forblive her i en celle i nat, for det kan jeg desværre ikke tillade. Min klient lider af klaustrofobi og rengøringsvandvid. Hun vil altså gerne i bad og så er hun ekstrem blufærdig så det der med nøgenbadning er ikke hendes kop te." Igen kom colgate smilet frem. 
De to betjente stod lidt og gloede på hinanden, før de så skyndte sig ud af rummet for at få fat på en der bedre kunne tage sig af situationen. Det efterlod Andrija misfornøjet, men han drejede sig imod Millicent og forlangte at blive sat ind i sagen. Samtidig lænede han sig mageligt tilbage og lyttede til den saftige historie.

Som historien skred frem begyndte Andrija at se lidt forkert ud i ansigtet. Hverken det ene eller det andet. Først undrene, så væmmelse og så undren igen. Det skiftede lige så hurtigt som ordne kom ud af Millicents mund og da hun var færdig sad han ikke helt så afslappet mere. Han havde lænet sig på af bordet med hagen placeret i en håndflade. sådan blev han hængende i et par sekunder, før han så brød op med et højt suk. "Mindre kunne altså have klaret det." 
Igen løb han historien igennem, for så at vende sig imod det punkt som interesserede ham, for der var netop ét og det ville han gerne have uddybet i mens han havde muligheden for det, så måtte retssagen lige vente endnu et par minutter. "Så år du drikker, bliver du ophidset?" Han kiggede på hende. Han ville være sikker på at han havde fået helt korrekt fat på det. Hvis det var som landet lå, ville han uden en mine falde tilbage i stolen.
"... du har ikke nogle beviser for at du ikke har haft seksuel omgang med ham, der imod modbeviser. De kan sikkert finde din DNA ud over ham og hans tøj. Lad os håbe han ikke dukker op som engel, det vil altså være akavet for dig." 
Hans fingre slog imod bordet mens hans tanker løb lidt rundt om problemet. "Altså vi kan gå menneskernes vej, men det vil bare tage for lang tid. Det vil være lettere hvis vi får ryddet problemerne af vejen på en ordenlig måde. Som et overnaturligt væsen ville gøre det. Mit bud ville være at du kunne drikke dig vejen frem. Vi tager det fra en ende af og så har du drikkelse til de næste mange uger, måske måneder hvis du er heldig." Måske en lidt utraditionel advokat hun havde fået sig, men han havde heller ikke gået den normale vej. 
"Vi kan også forsøge at rense dit navn, men det tror jeg ærligtalt du har brug for en rigtig advokat til, for det bliver noget kedeligt papir arbejde, med mindre vi vil bestikke os op igennem hele systemet. Det er helt op til dig. Hvis jeg ikke gætter forkert, er et par af dem inden for politiet dæmoner og djævle, måske indsat af FUN for at sikre at eksistensen ikke kommer for langt frem i lyset."

Et lydløst suk kom fra Andrija der ikke gad til at give en længere forklaring på hvad FUN var og tog derfor genvejen. "Det er blot et sted der sikre at mennesket ikke for får meget nys om overnaturlige væsner. Jeg tror ikke de giver meget hjælp og jeg tror også sagtens vi selv kan klare det her - vi skal bare finde en måde hvorpå du ikke ender med at brænde op i solen, det skulle vi jo nødig have." Han lage sit ansigt i tænksomme folder og fikset blikket på en plet i væggen. Efter i længere tid at have gloet på den, brød han op med et højt suk af frustration mens han lod en hånd løbe igennem håret. Derefter rejste han sig op og gik lidt rundt, igen hengemt i sine tanker. 
"Hvad lavede du overhoved ude ved ulykken?" Andrija snurrede rundt på hælen og stirrede på Millicent, stadig uden at have fundet en løsning, hvilke irriteret ham grænseløst. De kunne ikke bruge hendes anklage til fordel og de havde ikke noget der kunne bevise noget. Selv hvis de sagde hun var vampyr ville det ikke hjælpe det mindste. De ville blot tro de begge var skøre og endnu havde Andrija lidt af sin troværdighed. Den ville han ikke smide ud af vinduet.

Idéen Millicent kom med fik Andrija til at lyse en smugle mere op. "Ikke dårligt, men ja, hvem skal vi bestikke og hvordan vil du få fat på pengene? Du får ikke mine, de er hårdt optjente og jeg skal ikke risikere mit job hvis nogle eller noget bliver afsløret." Han satte sig op af bordet og ventede på et svar fra Millicent. "Advokater er jo heller ikke helt billige må du huske, men der er jo job ude i den store vide hverden som udløser masser af penge, men det kræver jo at man kan klare mosten." 
Millicents første tanke lå sikkert på noget andet end Andrija. At sælge sin krop til andre var i hans hoved mest ufantasifulde mennesker der fandt på. Det var en let og kedelig vej til millionerne. Hvad der var bedre var noget der var mere kendt i verdenen ved siden af menneskernes, selvom menneskerne også nogle gange forsøgte sig i den karriere. Ikke helt forståeligt i følge Andrija, men det var heller ikke noget han ville prøve at forstå. 

Døren gik op og en betjent der var lige så bred som han var høj, maste sig igennem døren flankeret af to knap så brede betjente der placerede sig tæt på døren så der ikke var mulighed for at slippe ud. 
"Nå, advokat Luzar og ... Walker. Er i kommet frem til noget?" Den fede mand slog sig ned på en stol og gjorde et bragt forsøg på at ligge armene over kors på hans enorme mave. 
Andrija drejede rundt og slog sig ned på stolen igen. Han forventede Millicent gjorde det samme. "Først og fremmest tror jeg gerne min klient vil have et bad og hvad angår offeret vil jeg gerne se det med mine egne øjne og tale med lægen der har undersøgt vedkommende. Seksuel sammenvær kræver jo, i følge min viden, fysisk kontakt både udenpå og indenikroppen."

Selvom Andrija ikke så på Millicent, kunne han mærke hendes ubehag der næsten bølgede ud fra hende. Det kunne han ikke rigtig tage sig af med det samme, men var dog klar over at der ikke var nogle der skulle rage på hans ejendele. Det skulle han nok selv få gjort hvis det skulle gøres. Men det kunne han tage en snak med betjenten om lige om lidt, først skulle der gåes pænt efter ham. 
Da de var nået ud på gangen, et stykke væk fra alle mennesker og væsner, greb Andrija fat i skulderen på betjenten og drejede ham rundt, for så at tage et godt fast greb i mandens krave og trække ham helt tæt på sig. For at gøre det hele mere effektfuldt havde han udskiftet bisserne så da han halvt smilte, halvt snerrede, var de fuldt ud blottet. "Hvis du ikke har lyst til at gå fra denne verden på en meget smertefuld måde, så syntes jeg vi skal droppe hele den her sag. Der var ikke noget af Walkers DNA på liget og ligets DNA befandt sig ikke på hende." 
I den smalle gang var det ikke noget problem at bruge væggen som støtte, hvilke Andrija gjorde da han lynhurtigt flyttede sin hånd op til mandens hals, som han pressede på til han kunne høre ham gispe efter vejret. "Det hele var en fejl og i beklager meget over ulejligheden. Det vil ikke ske igen - for ellers er jeg sikker på at vi to vil mødes en gang snarest og jeg kan love dig for at det vil være et møde du meget sent vil glemme." Derpå slap Andrija manden, hvis han havde givet sit sammentykke. 
Høfligt bankede Andrija på døren ind til 'cellen' hvor Millicent sad. Tænderne var tilbage i deres rette form, da han annoncerede at de ikke havde fundet noget DNA på liget af Walkers, så hun ville umuligt kunne have haft noget seksuelt med manden. Derefter beklagede han dybt at de ikke kunne få en god overskrift i avisen den næste dag og skred så bagefter ud af politigården, forhåbentligt med Millicent efter sig.

De to betjente så meget forvirret og overrasket efter Millicet og hendes advokat da de forlod stedet. Det valgte at tro på advokatens ord om at der ikke var fundet DNA selvom de var meget skeptiske omkring det. Egentligt ville de helst holde dem begge tilbage, men på det tidspunkt var de allerede forsvundet ud på parkeringspladsen.

Udenfor trak Andrija vejret dybt ned i lungerne, mens han listede en arm omkring Millicents talje og ledte et stykke væk fra stationen, hvor han så trak hende ind til sig og plantede et kys på hendes læber. Da han slap stod de hjemme i hendes lejlighed, hvor Senka i en fandens fart havde gemt sig forskrækket under sofaen, som var han en kat. Da han opdagede hvem det var, listede han ud og snusede deres luft ind, før Andrija skovlede ham op og slog sig ned i sofaen. 
"Du kan betale din advokat med et glas sprut, han er ligeglad med hvad. Det er hårdt at arbejde for vampyrer." Han strøg Senka over pelsen, mens den lage sig tilrette på hans mave og lukkede tilfreds øjne. Lige til der skulle ske flere løjer. 
"Jeg tror ikke du får problemer med den mand igen, men man ved nu aldrig. Bare sig til hvis det er. Han så lidt befippet ud efter jeg var færdig med ham. Lidt bleg om næbbet." Lød det muntret fra Andrija der tog imod sit glas, hvis Millicent kom med et. Hurtig fik han skyllet det ned og rakte det frem imod hende igen, med et stort tiggende smil plastret ud i hele ansigtet.

"Ikke noget, bare givet ham en lille skræk i livet." Omhyggeligt strøg han hunden over ryggen, før han kort nikkede til Millicent. "Jeg løber ingen steder - i hvert fald ikke lige nu." Hans glas blev placeret på bordet og han lage sig bedre tilrette i den velpolstret sofa. Han kunne lige nå at lufte øjenlågene lidt, før det igen ville gå løs. Det var Senka dog ikke enig i. Den vågnede op og sprang ned, for så at følge efter Millicent ude på badeværelset.
Først sad den bare indenfor døren, men i samme øjeblik Millicent var optaget af noget andet, løb den i fuld fart hen til vandet som den hoppede ind under og var fuldstændig våd på få sekunder. Den logrede frydende med halen, mens vandet sjaskede ned over den, til Millicent kostede den ud. 
Hvis hun ikke gjorde det hurtigt nok, ville han op af brusevæggen løfte bagbenet og tisse. Det var jo et fint sted at gøre det og det generede ikke nogle. Så ind under bruseren igen og blive skyllet, før den smuttede ud af badet selv, i fuld fart og med et vandfald dryppende fra sig ilede den ud i stuen og hoppede på på Andrijas mave. 
Det var en våd opvågning han fik, da svampen havde lagt sig til rette på hans mave. Hvorfor ryste pælsen, når den kunne blive suget tør af Andrijas skjorte og varmes op af hans kropsvarme. Det var ikke en luksus hunden kunne få ved Millicent. Hun var kold. 
Andrija kom marcherende ud på badeværelset med hunden i hænderne, som han havde stukket helt frem for sig, for ikke at blive dryppet på. "Styr din hund!" Brummede han utilfreds, men fik så pludselig et fedtet grin på læberne, hvis ikke Millicent havde nået at dække sig med noget.

Andrija gryntede. Han satte hunden fra sig og begyndte så at knappe skjorten op for at hænge den til tørre i kabinen. Derefter forlod han rummet og gik ind til Millicent. Forsigtigt listede han armene omkring hende bagfra og trak hende ind til sig. "Du dufter godt." Komplimenterede han, før han kyssede hende op af nakken og op til kæben. 
"Jeg tror godt du kan opdrage Senka fint uden mandelige gener, men jeg skal selvfølgelig nok tage mig af parrings delen." Han grinede kort, før han slap hende og smed sig i hendes seng. Der brede han sig godt ud og ventede tålmodigt på at Millicent ville begynde at smide tøjet. Ville hun ikke gøre det af sig selv, ville han presse lidt på. Han drømte stadig om at se hende afklædt og nu kunne det blive til virkeligheden! Han glædede sig som et lille barn. 
Senka skulle nok passe sig selv inde på badeværelse, hvor gulvet vist havde fået varme.

Han fik hendes bagdel, røv, men intet mere. Skuffende. Andrija gjorde dog ikke noget i første omgang, først da hun forsøgte at klæde sig mere på satte han en stopper for løjerne. Hurtigt satte han sig op og greb fat omkring Millicents talje med en arm for så at hale hende ned til sig. Hans anden hånd trak hendes t-shirt ud af hånden på hende med et lille grin. "Den behøver du ikke sammen med mig." 
Til hendes glæde, trak han dog dynen op omkring dem, så hun kunne gemme sig lidt i den. Ellers var Andrija selv meget omhyggelig med at holde hende tæt ind til sig, hun skulle ikke tro hun bare kunne smutte nogle steder. Ikke uden han fik bare lidt af hvad han ville og få lov til at mærke, var også ganske fint. Øjne eller hænder kunne ofte dække det samme behov, selvom de to ting kombineret altid gav det bedste resultat. 
"Har du da ellers travlt med at nå noget?" Andrija drejede hoved imod Millicent som han studerede med øjne, før hans hånd let kærtegnede hendes træk. "Nu er du jo ikke på stationen, så du burde kunne have lidt tid til mig. Nu har jeg jo også været så venlig at få dig ud af suppedasen, det ellers ikke noget jeg normalt gør." Det vidste de helt sikkert begge.

"Ja, men husk nu. Der er altid noget under bordet, noget offentligheden og små hvalpe ikke ser." Han tog glædeligt imod den lidt afprøvende Millicent. Hun fik lov til at bestemme farten og gjorde hun bare den mindste antydning om at ville mere end bare kyssen ville man uden tvivl kunne mærke hans iver. Men høflighed var en dyd, så han blev pænt på sin halvdel, til han fik grønt lys. Blev det derimod rødt, ville han ihærdigt prøve at skjule sin skuffelse. 
Havde Andrija kendt til hvad der forgik inde i Millicent ville han absolut ikke dadle hende for det. Der var noget der kunne pege i den retning sammen med ham, men havde de ikke været fordi han følte sig voldsomt tiltrukket af hendes lidt skræve 'figur' ville han ikke ligge sammen med hende. Kvinden - eller pigen? - var jo af helt andet stof end alle andre. Ikke krystal man skulle både bide og sparke til, bare for at der kom en lille enkel rids. Millicent skulle man knap puste til, før de spinkle glas gik i tusinde stykker og man så kunne have travlt med at prøve at lime hende sammen igen, som en anden antik kinesisk vase.

Andrija var ivrig efter at besvare de kys han fik og også meget ivrig efter at vende skuden om, så han fik lov til at have roret, men lod Millicent få sin vilje. Det ville være en dum idé når han så tydeligt var ved at få hende, præcist som han gerne ville. Han mente også at hun havde trukket den i tilstrækkeligt med tid og de var jo forlovet! Sex før ægteskabet gik han ikke ind for, hellere før, men hvis nu Millicent havde gjort det, kunne de denne gang finde en mellemvej.
Langsomt gled toget frem, næsten lidt for langsomt, så for at få det lidt op i fart lod Andrija sine hænder først udforske hendes ryk, hvor efter de bevægede sig ned over hendes røv og lår. Der trak hende tætter på sig og gjorde det forhåbentligt tydeligt for hende at han gerne ville have hende. 
Havde det været ved en hver anden kvinde, ville han nok have taget roret næsten med det samme, så at han ikke havde gjort det endnu kunne Millicent tage som et tegn på at han ville noget mere med hende, for ellers kunne det hurtigt ligne alt det andet. 
Fordelen ved også at ligge øverst, var ganske enkelt at han styrede farten, hvilke han med Millicent ikke kunne gøre. Hun måtte tage det første træk og så måtte han bare reagere, hvilke var en situation han sjældent lå i. Ikke at det var ubehageligt - bare anderledes.