Æblemand, kom indenfor!

S: Æbleplantagen ejet af Beau Satin på grænsen mellem Terre by og ingenmandsland.
V: Solen bager i Sydeuropa
O: Forskellige afgrøder så langt øjet rækker
Tid: 14:20

Beau Satin var ikke helt klar over, om folk som Karim fik modermærkekræft på samme måder som mennesker. Han blev derfor ikke bremset ved denne ellers foruroligende tanke denne fredag eftermiddag, hvor solen stod på sit højeste i Di Morga, og han besluttede sig for at sende en lille flok ud på plantagerne. Der var fem andre unge mænd pånær Karim, tre af dem var asparaer, de to andre kendte han ikke. Alle seks var de blevet sat om i Satins varevogn og kørt et par kilometer væk fra Terres travle centrum. Karim nød at være så langt væk fra byen, men han hadede køreturen derud. Den var bumlet og sæderne i bagrummet havde ingen sikkerhedsseler. "Sådan nogle som jer kan vel godt klare nogle knups," sagde Satin som regel omme fra rattet og lagde hovedet bagud i en smørret latter. Sådanne kommentarer fik ofte de nye plantage-pikke (som Satin kaldte dem) til at synke sig skamfuldt sammen eller sende hadfulde blikke i retning af føresædet bag det sorte metalgitter. Karim sendte bare venlige blikke til sine håndflader i skødet og rystede opgivende på hovedet.

Nu stod de seks unge mænd og kiggede efter den hvide varevogn, der forsvandt tilbage til Terres skorstene i det fjerne. Det eneste Satin havde efterladt dem var tredive store kurve og to dunke med fire liter vand i hver. Karims t-shirt var allerede blevet gennemblødt af sved i løbet af køreturen, så han hev den over hovedet, tørrede sig i ansigtet med de få steder, der ikke var fugtige, og smed den fra sig gruset. Det var næsten fuldkommen vindstille ude på den grusede landevej, der var skilt fra plantagen med en smal, tør grøft. Træerne stod på rad og række; lignede en hær på vej i krig. Karim og de andre var fjenden.
Så begyndte arbejdsdagen ellers: var alle tredive kurve ikke fyldt med modne æbler når dagen var omme, fik man ikke fuld løn, for Beau Satin kunne ikke fordrage timeløn, da det var noget "kommunisterne skabte, så vi alle kunne være lige dovne!"

"Okay, I har alle hørt Satin! Vi kører ikke på timeløn herude i vildmarken," lagde Karim ud. Med en højere stemme fortsatte han med blikket særligt henvendt de to nye: "Arbejder man for langsomt, går det ud over os alle. Jo hurtigere vi bliver færdige herude, jo hurtigere kan vi komme hjem. Vi starter med fem kurve per mand, så må vi se, om alle klarer den..." Med den afslutning tog Karim sin første kurv, sprang over grøften og bevægede sig ind mellem de lange rækker af æblemænd.

// Fantastisk! Jeg svarer i morgen, når jeg har mere kreativitet, så jeg skriver lige for at få emnet ind under mine topics.

Karim nåede at passere en del æbletræer, før han fandt et, han var tilfreds med. De andre havde stadig grønne halvt umodne æbler selv helt oppe i toppen af træets krone, hvor de ellers burde rødme i sensommersolens nådeløse favntag.
Når han rakte ind mellem træernes grene var det med en nøjagtig forsigtighed og præcision, da han var ufattelig ræd for edderkopper. Når hans arm forsvandt ind i kronen føltes det derfor for Karim at stikke armen ind i en løves mund - bed den sammen eller gjorde den ikke? Ville der sidde en kæmpemæssig edderkop på hans hånd, når han trak den ud eller ikke? Det var spørgsmål.

Bingo. Hans første æble blev fanget og smidt i kurven uden et grundigt gennemtjek for edderkopper. Det skulle jo gå stærkt, så hvis han skulle ryste alt af sig og se nervøs over skulderen hver eneste gang, han langede ud efter et æble, ville ingen af dem komme hjem før midnat. Ikke at Karim ville have særlig meget imod at tilbringe natten herude - det havde han faktisk altid haft lyst til. At ligge sig helt udstrakt på en af banerne mellem æbletræerne og falde i søvn til udsigten af stjernehimlen og lyden af den lette aftenvind i bladene og måske blide bump, når et æble rev sig løs fra stænglen og faldt ned i græsset. Til morgenmad kunne man jo altid spise æbler...

Da han for fjerde gang trak armen til sig, stødte han til en af de andre grene i træet, hvilket resulterede i at et par æbler dumpede ned mellem de andre halvrådne, der havde ligget der i et par dage og var ved at blive snuset til af orme.
"Okkergokker..." mumlede han og bukkede sig ned efter to af æblerne, som hans øjne nåede at fange i græsset. Han kiggede dem godt efter for at sikre sig, at de ingen buler havde og skulle lige til at gnubbe dem skinnende i sin T-shirt, da han blev bremset: først og fremmest fordi han huskede, at han ingen trøje havde på, dernæst fordi en af de nye plantage-pikke var kommet ham i møde.
Han havde godt bemærket ham på vejen herhen, det måtte alle havde gjort - selv Satin. Det var en evne, de fleste mænd havde. Det havde ikke noget med en vigende seksualitet at gøre, Karim kunne bare se det smukke ved andre mænd og udpege for sig selv, hvad der gør dem attraktive over for kvinder. Disse observationer blev dog oftest holdt hemmelige i Karims hoved, hvilket var en smule bedrøvende, for ville det ikke være en fantastisk verden, hvis man følte sig fri nok til at kunne gå op til hvem som helst og sige "Du er smuk" fordi det var, hvad de var. Selv Satin var smuk - eller Karim kunne i hvert fald se, hvorfor kvinder ville finde dele af ham attraktiv. Ørnenæsen blev komplimenteret af et par støre mørke øjne, hans hår havde altid et smukt fald og selvom det var fedtet så det forbandede eksotisk ud - enhver skandinavisk kvinde havde snubler over sine trusser. Karim kunne godt se det.

"Karim," præsenterede han sig selv over for Jophiel med et stort smil. Hans kommentar fik ham til at klukke let, han vidste ikke hvorfor, normalt skulle han lige se folk an, før han begyndte på noget som helst, men denne Jophiel virkede som en skabning, man let kunne holde af. Eller holde ud i hvert fald.
"Jeg har to venstre hænder -" lo han og holdt sine hænder frem for sig selv og betragtede dem. De var barkede og arrede, neglene var korte og snavset. "- så helt sikker er jeg ikke, men jeg er glad for, du sætter din lid til mig alligevel! Hoho." Derefter daskede han et par æbler ned i kurven, før han vendte blikket mod Jophiel endnu engang.
"Så hvordan er du kommet herud i arbejde? Du ligner sgu ikke en kriminel..." Det skete af og til at politistationen i Terre og Logement sendte unge til at arbejde for Satin i stedet for at tage et par måneder bag tremmer. "Men skindet kan vel bedrage"

//Undskyld hvis mit svar er lidt åndssvagt, men jeg sidder og hører Rollo og King imens og dét er åndssvagt haha//

Jophiels kommentar gav Karim lyst til at lære at spille guitar. Havde det været hvem som helst anden, havde kommentaret ikke betydet noget som helst for ham, men Jophiel formåede at få det formuleret på en måde, der vækkede en lille barnedrøm i brystet på Karim. Der var noget med den knægt, der gjorde ham anderledes fra menneskene, men på samme tid virkede han også afskåret fra Karims slags. Så nu stod Karim med et brændende ønske om at mestre guitaren og abstrakt billedkunst. Han kunne slå et par toner med en mundharmonika og tegne cirkler med en passer, det virkede skuffende i kontrast med Jophiels forslag.

Nå men.
"Hah, undskyld," indskød han hurtigt, da det gik op for ham, hvor en besynderlig kommentar det var og at den næsten havde antastet Jophiel for at enten at være kriminel eller malplaceret. "Huh? Oh... Ja... jeg mener, ikke længere. De er ganske harmløse, de er bare kommet lidt galt fra start. Satin samarbejder med politiet i Logement, så sparer de fængselsceller ved at smide gutterne herud i stedet..." svarede han mens han skiftevis samlede æbler og kiggede på sit samtaleoffer.
"Jeg tog en dom på 4 måneder herude for et års tid siden... nu kan jeg ikke få mig selv til at forlade det." Karim daskede en tom gren væk og gik om på den anden side af træet. "De er sgu gode nok alle sammen... også Satin, man vender sig til ham."

En solsort hoppede med raske skridt ned mellem den parallelle række af æbletræer og kvidrede en let melodi, som træerne ikke vidste, hvad betød. De vidste heller ikke, hvad fuglen ville bringe. Fugle havde ikke et særligt intelligent sprog, det var svært at oversætte, da lydene jo ikke var ment som ord, men nærmere var af en besynderlig fonisk konsistens, som formåede at stimulere sanserne. Derudover havde de heller ingen fornemmelse af fremtiden, de ville eksempelvis aldrig sige "Nu er jeg sulten, det vil jeg også være i morgen" da de ikke ville vide, at der var en morgen, før de stod midt i den og altså befandt sig i nuet. Det kunne mange mennesker lære af: det at leve i nuet.
Karim var overbevist om, at det var det, der menes, når poetiske køleskabsmagneter sagde "Så fri som fuglen". Kun i nuet kunne man undslippe fortidens tag og fremtidens bekymringer.

Da Jophiel smurte ind til hans sag, forblev Karim stille i et øjeblik. Han kunne sagtens lyve; sige noget i retning af 'Oh, ikke noget særligt, bare en slåskamp' eller 'Spritkørsel'. Humlen var bare, at han ikke havde særlig meget lyst til at lyve over for Jophiel - det ville i øvrigt være ironisk, taget det sande svar i betragtning. Selv om Karim vidste, at Jophiel ikke var på sin hjemmebane og at han, som erfaren arbejder på plantagen, nok kunne tillade sig at føle sig overlegen til en hvis grænse, så var der altså et eller andet gribende troværdigt over knægten.

"Jeg blev indkaldt til vidne i en mordsag, med en hånd på biblen sværgede jeg på staten og Gud og al verdens at jeg ville tale sandfærdigt - men jeg løj." Hans tilståelse, de sidste tre ord, blev sagt med et let skuldertræk, da det aldrig havde gået ham synderligt på. Han havde det ikke dårligt over at have løjet, det var der ingen grund til.
"Men hvis du ikke er kriminel, hvad bringer dig så herud? Så god er lønnen trods alt heller ikke," klukkede han trådte på en af de nederste grene for at hæve sig op i sit æbletræ til de øverste æbler.