I'm not weak - Zeth Mikol

Omgivelser: Gyder, mørke og nedlagte huse, få mennesker går rundt.
Vejr: Roligt og klart.
Tid: Lige omkring midnat.
Påklædning: En stram sort top, og et par armygrønne shorts med lange sorte støvler der slutter ved knæene.

Det var nok tre dage siden Willow sidst havde begivet sig derud, ud til gyderne. De lå dunkle og mørke hen, men fremkaldte ikke frygt hos hende. Hun kunne høre alt, parret der heftigt kyssede et par meter væk, smugleren der luskede rundt i skyggerne, den ensomme fugl der sad i træet derovre. Et suk strøg over hendes læber, jagten var noget af det bedste hun vidste, dog hadede den menneskelige del af hende det. I et sus af kræfter, lagde hun hovedet tilbage og lod de skarpe hjørnetænder glide ud af deres lommer. Denne følelse, dette begær, var fantastisk. Parret til venstre for hende, havde hun ingen interesse i at jage. I nat ville hun gå efter en stærk sjæl, en hvor hun ville kunne slukke den brændende tørst der brændte i hendes hals hvert sekund af dette liv. Langsomt gik hun fremad, sansede alt. Lyden af parrets bankende hjerter slog imod hendes ører, duften af fugten i husene, shortsene der rytmisk bankede imod hendes nøgne hud som hun gik. I aften var der ingen grund til at jage, men hele hendes væsen trak i hende, ville jage, ville dræbe.

Kulden i natten gav ham gåsehud under den trevlende sweater, hvis skuldersøm sækkede ned til den ene side, da den var et par numre for stor. Hans hænder havde søgt beskyttelse langt ind i hans ærmer, for den bløde hud hvor tommelfingrene mødtes med håndfladen var rå.

Et host brød ind hvor en fugl peb, en stribe blod listede sig nedover hans blege hage, så da han slikkede sig om munden resulterede det i et glimt af de lange, smalle hjørnetænder – der dog ikke kunne måle sig på nogen måde med en vampyrs – og en blodig spytklat, der nær havde ramt parret i gyden under trappen, hvis vindomsuste, øverste trin var betrådt af de stjålne gummisko. Et eller andet sted i dette nye terræn gik der et skoløst skravl af en middelaldrende mand rundt og bandede som en sømand.
Der gik krampetrækninger igennem hans skuldre, da det lille fnis fremprovokerede host. Et øjeblik regnede det ophostet blod på parret, før han sank på knæ – den ene hånd, stadig inde i ærmet, knugede om gelænder foran ham og den anden hånds fingre flettet omkring jerngitteret i trappens gulv.

Adskillige minutter efter trak han hånden nedover ansigtet, som for at tørre det rent for blod og ethvert udtryk der havde formet sig under hosteanfaldet, og hvilede panden mod det kølige gelænder. Parret havde fortrukket sig lidt længere op ad gyden efter uheldet, sikkert bandet over den pludselige regn som han havde fejlet i at opfange, opdagede han – og en ny tilstedeværelse synes at ligge i luften.

Han vidste ikke, om det bare var fordi han var et nyt sted, eller om der var noget ved det, men hans skepsis overfor de ord, hans opsamlere havde fortalt ham da han havde blaffet sig vej hertil, rokkede sig ikke. Han vidste desuden endnu ikke, hvor ’her’ var.
Hans tanker blev afledt af et koldt jag fra der, hvor hans ansigt mødte jernstængerne i gelænderet, og lysten til at smage på jernet overvældede ham – han ønskede at tro, det var slangen i ham, der fremmanede lysten til at smage, mens han adlød sin lyst, endog slikkede den kolde dug på det beskidte jern i sig. Hans formørkede øjne faldt halvt i, idet kulden spredte sig i hans feberhede krop.

Selvfølgelig kunne hun mærke den, kulden. Men den nåede hende aldrig helt, omfavnede hende mere end gjorde hende kold. Den stramme top afslørede den muskuløse mave, shortsene sad behageligt og kort så det ikke ville irritere i jagten. Kort standsede hun, stod helt stille, stille som kun de døde kan være. Lysten til at jage blev stærkere for hvert sekund, men der var intet værdigt bytte lige her.

Parret længere tilbage, havde rykket sig fra deres tideligere plads under trappen. Deres hjerter bankede hurtigt af lyst, dog duftede de som om de var rimlig påvirkede. Deres blod var ikke mere spændende end blodet fra stofmisbrugere, tamt og med en dårlig eftersmag. Da lyden af nogen der hostede nåede hende, vendte hun sig straks om. Det var en våd, ulækker lyd og hun vidste med det samme at der var blod i det personen hostede op. Hendes øjne ændrede farve og blev mere grønne, da hun lagde hovedet på skrå og fangede hans duft. * Animagus * Tanken strejfede hende blot, som kom den fra et andet sind, og forsvandt så. Langsomt gik hun imod ham, ubevidst. I forhold til parret og de få andre der gik rundt i gyderne, var han langt mere spændende.

Hun bed sig i læben da hun nærmede sig, en lille dråbe blod faldt fra det lille hul hendes hjørnetand havde lavet. Forvirret kiggede hun ned på jorden da bloddråben faldt. Lyden af en tunge imod jern nåede dog hendes sarte ører i samme sekund og fangede hendes fulde opmærksomhed. Nysgerrighed og rovdyrets instinkter drev hende frem, dog sørgede hun for at han ikke fik øje på hende, også selvom det betød at hun ikke kunne se ham.

Det tynde lag dug var allerede væk, og på vejen ned var det allerede fordampet i halsen på ham, så det han nu smagte var mere jernets egne mineraler og det blod, der flød fra hans gummer som konsekvens af formskiftningen, farvede rustet en ny rød kulør. Af og til var det, hans spidse gifttænder stødte på jernstangen – de var aldrig de sidste, der forsvandt, men det var en smerte man ikke kunne begribe at trække dem ind bevidst – han lod ofte vær af samme årsag. De var i vejen, så han trak hovedet lidt tilbage, gispende små åndedragsskyer som rullede udover våde læber.

Han fnøs foragteligt; meddelelsen gik fra hans mave til hans hals om, at han tørstede. Hans hånd fór til de uredte krøller ved en stump hamren på hans hjerneskal, hans skulder ramlede mod rækværket af jernstænger med en raslen i en svimmelbølge. Han kneb øjnene i, ventede på, karrusellen stoppede, mens han drejede hovedet gentagne gange for at finde en acceptabel position for hans nakkemuskler.
Metalgitteret under ham gnavede i hans knæ gennem bukserne, der var modebevidste i en hipsters forstand. Han forlod sin stilling, hvor han havde siddet med siden til gelænderet, til fordel for en, hvor hans ben hang udover trappekanten og han havde ryggen til taget. Han famlede i blinde efter  to stænger og lagde panden mod dem igen. Et vindpust kærtegnede ham, fik hans krøller til at danse og slog en piruette, der fik fuglen i træet for enden af gyden til at lette med en kvidren.
Han mumlede et bandeord på sit fødesprog, hollandsk, og skubbede sine krøller, voldsomt irriteret, men meget træt om bag øret, mens han klamrede sig til jernstangen med hånden inden i ærmet såvel som til bevidstheden.

Der var noget ved ensomheden og det, at sidde på tagtrapper under nattehimlen igen, der virkede meget barnligt. Et øjeblik efter var han ved at døse hen i et barndomsminde om en terassedør på en førstesal, hvor en vind som denne, der blæste konstant, kyssede varmen af hans hud.

Ubevidst gled hun ind i skyggerne, de omfavnede hende og gjorde så den kolde krop ikke kunne ses. De få skridt det tog for at se ham, var hurtigt væk og hun betragtede ham, lod blikket glide ned over hans trætte krop. Der var en tynd linje af blod over hans hage, og han havde et sæt giftænder, de så lange og skarpe ud – men hun vidste at det ikke kunne hamle op med hendes egne. Han havde ondt, konstaterede hun for det andet. Den menneskelige del af hende ville hjælpe ham, dog var den del af hende på vej væk da rovdyret havde taget over for et par minutter siden.
Hun greb fat i et jernrør der stak ud fra muren og svingte sig op på taget. Hun hoppede, og landte lige bagved drengen. " Godaften " Sagde hun og smilede skævt.

En skælven i trappen alarmerede ham. Der gik et jag igennem ham, øjenlågene fløj  op, håret svirpede om hans hoved da han halvt rejste sig med en hånd knyttet og klar ved siden til at flyve gennem luften – han sigtede ikke, idet han ikke forsøgte at ramme, blot distrahere – og anstrengt forsøgte at nedkæmpe den irrationelle, snigende flugttrang. Hvis han adlød den, var han på endnu glattere is.

”Naar de hel, je -” Han stoppede haltende op midt i sætningen, en smule benovet over at møde nogle store, blanke øjne og et kvindeligt ansigt med kindben, der umuligt kunne have været formet af naturens klodsede hånd.
Der lagde sig en pinlig skygge over hans ansigt, efter hans øjne løb nedover den stramme, afslørende beklædning. Synet af hende var som et skud energi; hendes smil udløste en hel kaskade af boblende fornemmelser i ham. Hans hæse stemme kvækkede et ord - ” Verdomme..” – og han slog over i en undskyldende tone, for at følge hendes sprogkultur.

”’Aften..” Der var ikke en eneste tanke i hans hoved; han havde det i det øjeblik, som om enhver selvstændig bevidsthed han havde smuldrede inden i ham og efterlod en klat i hans hals, der sænkede lyden af hans stemme et nøk. En serie usammenhængende lyde forlod hans mund, men selvom han følte sig noget så sløret, kvikkede han lidt og lukkede munden, sænkede den ene hånd og gjorde antræk til at rejse sig – for at opdage, at han havde viklet benene ind i hegnet, så han snublede på bagen.

Den højlydte, skingre klagen fra trappen efterlod et ekko, der borede sig vej ind i hans hoved og dæmpede den eksplosion af lys, der var kommet ved hendes opdukken i hans eksistens, og smerten fra hans haleben. "Schijt.." Han gispede undskyldende lige efter sit brug af bandeord - og endda 3 gange i træk - med løftede hænder, som om han ville forsikre hende om, at han ikke var så slem - desværre var hans hænder lige så generte, som den pinlige skygge på hans kinder.

Hun forsøgte at lade være med at smile af ham da han halvt rejste sig med en knyttet hånd. Han så næsten ikke ud til at være i stand til at stå. Krøllerne sad vildt omkring hans ansigt og gav ham et lidt forpjusket look. Skyggerne omkring dem bevægede sig uroligt. Frygten der lige nu fremkaldt flugttrangen hos ham, var let at dufte, den var sirlig og opvækkende.

De få ord på et andet sprog, fik hende automatisk til at rynke panden en smule. Han så faktisk lidt sød ud konstaterede hun svagt. De usammenhængende lyde der forlod hans mund – fik hende til at gå et stykke over i mod ham. Willow betragtede ham stille, selvom han ikke var særlig meget værd lige nu, virkede det ikke som om han var specielt dum eller idiotisk. Da han væltede, rakte hun ud efter ham, der var ingen grund til at han skulle komme til skade.

Hun bøjede sig lidt ned i knæ, satte håret om bag øret og rakte hendes ene hånd ud. ” Lad mig hjælpe dig ” sagde hun og grinte lavmældt. Han var så genert lige nu, og det fik hende til at syntes en smule om ham, også selvom det var forkert. ” Du må hellere se at komme hjem, i den tilstand er det bedste nok at få noget søvn ” sagde hun roligt og smilede skævt.

Shokket fra det kolde, hårde metal, trappen var lavet af, ekkoede gennem de krampende muskler i hans ben og han var ved at sværge, hans musklerne flækkede og rev sig selv i stykker indeni. Hvide åndeskyer trillede udover hans hvæsende i anstrengte gisp, mens han tappert nedkæmpede lysten til at give efter – til bare at skrige følelsen af smerten ud – og bed den i sig som man bed i en knebel. Et øjeblik ville han ønske, at han bare kunne blive siddende her, indtil rekonvalescensen var overstået. Han tog hænderne til sig igen, uden så meget som et anerkendende blik på hendes.

Han nikkede tavst til hendes tilbud om hjælp, men skævede til hende som om hun havde vokset horn eller var kongeblå i kuløren, da hun snakkede om hjem. Det var for helvede da det eneste sted, han ikke ville hen – hans skæven blev til en skulen, som udnyttede den skarpe gulrønne kulør i hans smalle slangepupiller til en stor fordel for det lede blik, han sendte hende. Han fnøs blot lavmælt og rynkede arrigt på næsen, før han lukkede øjnene og stivede sig af.
Han måtte dog alligevel skære tænder, så de knirkede, og frigav endda små, hivende klynk, under og efter indtagelsen af positionen – han havde måtte stoppe halvvejs, idet en glødende smerte ramte ham i sidebenene, med det resultat at han kollapsede baglæns – med tydelig besvær.

”K-Kan.. ikke nå… hånd” lød hans svage, monotone stemme mellem åndeløse gisp og stønnende hvæs. En blanding af spyt og blod klattede til i mundvigen. Hans muskler gav sig i hårde ryk, som gjorde det svært at tage et ordentligt dybt åndedrag. De var stadig ved at indfinde sig på deres plads i en rigtig menneskekrop, og det efterlod ham rystende som et espeløv og med en mat kulør i ansigtet. Den skarpe farve i hans transformerede øjne bevirkede et skulende, lusket indtryk fra deres plads bag pandehårskrøllerne, men det blege lys fra himlen og den trængende fremtoning skinnede igennem.

Out Of Curls: Undskyld ventetiden - nu fik jeg skrevet det, og der sker ikke ret meget, men jeg sender en PM med et forslag til resten. See ya~