Festing on the weak. ((Privat/Vlad))

Sted: Alles gyderne.
Tid: Nat, omkring midnats tid.
Omgivelser: Forladte.
Dato: November d.6.
__

Barnegråd. Barnegråd gav ekko ned igennem den gyde hvor at skridt kunne høres, og en raslen ligeså lod sig afsløre for hvert skridt der blev taget. En herre iført en lang slidt læderjakke, med et enormt sværd spændt fast på ryggen der hele tiden gav en pulsende aura fra sig som var aggressiv og fjendtlig, gik uforstyrret af sted. Herrens hår var skubbet tilbage, så det lagde sig ned, med kun en enkel undtagelse af en rebelsk tot der hang og dinglede ned foran det venstre øjenbryn. Han stemme var mørk og falsk imens han gik med et spædbarn på armen. Kort efter kunne man høre en kvinde stemme der gav et desperat skrig fra sig, hvorefter stemmen hulkede råbte:
,, Min pige! Hvor er min lille pige?!".
Kvinden blev derefter besvaret af en mande stemme der lød lige så desperat som kvinden. Men deres stemmer forsvandt dets længere denne herre gik væk med det lille grædende barn på armen. Han tyssede på den, imens at han satte en finger op foran sine læber med et bredt smil, der afslørede de gule, syle spidse, tænder. Barnet stoppede med at græde og så fascineret på Ma'lakel, og ind i de lysende bæst øjne, der fungerede som en kats i mørket. Udtryksløst stirrede det lille barn på ham, og gav så et glædes hvin fra sig og rakte hænderne op imod ham.
Et plask lød som Ma'lakel trådte ned i en vandpyt, det havde regnet en del, en time forinden, og kloakkerne var blevet oversvømmede, og lod pøle af snavset vand ligge omkring de rustne kloak indgange.

Der randte vand ned igennem de fire huller i et kloark deksel. Dette, var i nærheden af en stor samling af kloark gange, og dette var hvor en nyvækket race af vampyrer var vågnet. Dette var hvor Vladimir Rasputins kiste havde ligget i mange, mange år. Denn kiste var nu.. Åben. En baskende lyd fisede op igennem en stigeopgang imod gyderne, og et lavt skrig skar sig igennem stilheden. Linjer af vand fra kloark dekslet ramlede ned i hovedet på en flagermus, og blev tvunget til siderne pågrund af dens fart.
Kloark dekslet blev hamret op fra jorden, og fløj højt op i luften, i det en sort røgskyg fløj op fra kloark nedgangen. Og ud af denne r'g kom en vansiret skikkelse flyvende, med sin knytnæve hævet imod luften. Skikkelsens krop var mager, og havde knapt nok noget kød, og det der var, var næsten ren muscelmasse. Skikkelsen var Vladimir, og han stillede sig hvor han landede. Han hvæsede så højt og desperat imod himlen, et hvæs der skar sig igennem gyderne. Vladimir spærede hans matte hvide øjne op, og hans vansirede ansigt spændte op. Han spændte sine fingermuscler, så hans skarpe negle spredte sig ud til siderne. Han stod så og hyperventilerede, og kiggede hurtigt fra side, til side. Det var tydeligt at Vladimir både var desperat, og sulten.

Ma'lakel stoppede i det han hørte noget nede fra jorden, ikke særlig langt fra ham selv. Noget der kom nede fra måske, det første han opfangede syntes at være indelukket. Han stod med den ene fod i en vandpyt, og den anden på tørt land, imens det lille barn fortsat pludrede løs og 'snakkede' med ham. Ungen var et elver barn. En lille elver pige, vis liv snart ville ende hvis ikke en helt kom stormende ind og reddet det. Ma'lakel stod stille og så sig omkring da lyden blev større og syntes at komme tættere på ham, og ganske rigtigt skete der noget. Et væsen kom fra under jordet, og et kloak deksel måtte lade livet for at denne kunne komme op til overfladen. Ma'lakel stod henlagt i mørket fra gyden, kun månelyset kunne oplyse det væsen der var dukket op. Hæsligt ville Ma'lakel betegne det, men på samme tid, særdeles smukt, og unikt. Han løftede et øjenbryn og lod de grønne øjne kører ned af dette væsens krop, for at .. vurdere det? Inde fra det mørke der skyggede Ma'lakels tilstede værelse ville væsenet kunne se et par lysende øjne, som en meget stor kat der stod og betragtede ham.
... Spændene...
Var de første tanker der gik igennem Ma'lakel, inden at han trådte ud fra sin beskyttende skygge, og lod sit udseende afsløres for væsenet. Med et nysgerrigt blik betragtede han denne skabning, der så sulten og på sin vis desperat ud. Hans øjne gled ned til den lille pludrende pige på hans arm, der så ud til at have kastet sin kærlighed på ham. Derefter så han op på kreaturet endnu engang.
,, Sulten?", spurgte han med en mørk stemme, imens at et smil bredte sig på hans læber.
Et ondskabsfuldt smil, der afslørede hans intentioner. Efter få sekunder hvor han lod væsenet tænke, greb han fat i klæderene som ungen var svøbt i, og smed den over til monsteret foran sig. Om væsenet ville gribe ungen og fortærre det, eller lade den falde imod den hårde asfalt der sikkert ville smadre barnets kranie, var op til den.
,, Så æd..", sagde han efter at have kastet elver pigen imod ham.

Vladimir trak vejret dybt igennem næsen med lukkede øjne, men han stoppede da han fangede en lugt, og kiggede hurtigt hen i retningen af Ma'lakel. Hans øjne spærede op i fasination. En lugt som han tydelighvis ikke genkændte. Han hvæsede hen imod Ma'lakel da han kom ud, og drejede så han stod med fronten imod ham. Hans magre, vansirede brystkasse bevægede sig meget lidt til hans intense vejrtrækning. Regnen gled ned af hans lange læderfrakke, og over hans krop, og med hver enkelt dråbe af vand der ramte hans hud, kom der et tyndt lag røg op derfra, så det lignede han kogte. Vladimir hvæsede af Ma'lakel da han kastede barnet hen imod ham, og var klar til at reagere på et angreb. Men da Ma'lakel bare kastede barnet, blev han bare stående. Barnet faldt grædene ned og ramte astfalten, og blev derefter stille. Vladimir tog ikke hans matte øjne væk fra Ma'lakel i et stykke tid, inden han kiggede kort ned på barnet. Han snuste efter dets duft. Han knurede en smule, og hvæsede så igen.
"Ikke.. Nok.. Alligevel.. Og... Usportsligt.. Jeg.. Har ikke drukket... I mere end tohundrede år.. Jeg.. Vil have noget bedre..." Hakkede han med en dyb hæs stemme. Han kneb øjnende sammen og kiggede intenst på Ma'lakel.
"Hvad.. Er.. Du? Jeg har.. Kun været væk.. I tohundrede år.. Og har aldrig.. Lugtet.. En som dig..." Sagde han med den samme stemme.

Ma'lakel så skuffende til da bæstet ikke flåede barnet fra hinanden som det dyr dette væsen fremstod som. Han havde ellers håbet på lidt underholdning fra dette monster der så uanmeldt var dukket op. Men hvad, mere til ham! Han skulle til at tage et skridt imod bæstet, uforstyrret af dets forfærdelige krop, og fortyndede legemer, for ikke at nævne dets fjendtlighed over for ham, da dette dyr talte til ham. Intelligens? Det havde han dog ikke ventet. Han så på dette individ an endnu engang, og lod et lille smil danne sig på hans læber, igen virkede han, interesseret, hvor godt det nu end var.
,, Hmm.. sikkert ikke.. og med det kan jeg vel tillade mig at sige i lige måde. Din lugt forekommer mig lige så... fremmed", hans øjne gled stille op og ned af væsenet, men lagde sig derefter ned på barnet.
,, Men.. hvis du ikke vil have den der, så vil jeg.. ", sagde han og tog det første skridt imod bæstet. Indtil at han stod helt foran denne, hvis altså dyret ikke fjernede sig. Halv-dæmonen valgte meget afslappet at gå på hug og samle den døde unge op, ved at tage fat i dets hoved, så klæderene om den faldt til jorden, og et nøgent baby lig hang ned fra Ma'lakels greb. De grønne øjne havde deres plads på dyrets, og med mindre denne ville lade sit blik flakke fra Ma'lakels eller gøre noget andet der ville forhindre disse gylden grønne bæst øjne at stirre ind i dens, så ville han se ind i dens øjne, med dyb intensitet, imens at han bragte barnet op til hans mund, blottede sine lange gule tænder, som derefter blev sunket ned i barnets hals og rev sener, kød, fedt, hud og et stykke af hals røret af, for at han derefter kunne tykke det som man ville se en hund gøre det, og derefter sluge det. Blodet gled ned langs de før lyse brune læber, som han derefter slikkede ren med sin lange ru tunge. Han rynkede svagt brynene derefter.
,, Du ligner ikke noget herfra.. men.. ud fra alt at dømme.. vil jeg gætte, må jeg gætte? At du er en... sort of.. varulve mutation, med et hint af flagermus."
Det var længe siden Ma'lakel havde fundet noget han fandt interessant, længe siden noget havde fået ham til at føle en kriblen i fingrende efter at teste.

Vladimirs matte tomme øjne fjernede sig ikke fra Ma'lakels, og han kneb dem sammen da han trådte tættere på. Han hvæsede lidt da Ma'lakel kom en tænde for tæt på, og tog et skridt tilbage. Han vidste udemærket godt, at tohundrede år uden blod, og kød at tykke på, var han ikke meget stærkere end det barn hvis dage var endt på den kolde asfalt. Vladimir blev ved med at stå med sine hænder og klør klar, han havde lært ikke atstole på nogen. Specielt ikke et væsen man ikke kendte.. "Rrargh.. Selvfølgelig.. Har du.. Ikke det.. Min.. Art.. Af vampyrer.. Udøde.. For mange.. År.. Siden.. Kun få er tilbage, og vi.. Nyder ikke.. Af.. Hindanen... Varulv... Pfah... L.. Ligner.. Jeg..." Hans øjne gik fra babyen i Ma'lakels hånd og til Ma'lakels ansigt. Lugten fra elverbarnets blod var næsten uimodstelig, og han kunne ikke ignorere den. Han hvæsede og rev ud efter barnet, i et forsøg på at rive noget af den til sigselv. I hans huk tog han sig ikke af om han skulle komme til at ramme Ma'lakel, men efter forsøget hoppede han tilbage og lidt væk fra Ma'lakel. Om han fik noget fra barnet, eller ej.

Overraskende nok, fik dette væsen fat i noget af barnet, en arm og noget af dennes side skind blev det dog kun til, udover det kunne man høre en meget høj knurren fra Ma'lakel, der ligesom bæstet trak sig tog et skridt frem, fremviste sine gullige tænder i en meget dyrisk manér der kom Ma'lakel meget narturligt. Hans øjne der før blot havde vist sig at være rolige og nysgerrige fik en overnaturlig glød og blev mere gyldne end mørke grønne, der i månelyset fik dem til at reflektere og angive et lille lys glimt. Som han gjorde kunne små antydelser af flammer ses rejse sig fra hans skuldre og nakke, imens han snerrende åd videre af barnet. Hans reaktion, udelukkende samme reaktion som man ville få fra en anden han der ikke havde i sinde at dele sin mad. Hvis bæstet ville have barnet kunne han for helvede da have taget den da han blev det tilbudt. Forbandede tyv. Nu var det Ma'lakels æde, og med mindre bæstet selv ville være det næste gjorde denne klogt i ikke at prøve igen. Imens han halv knurrende åd videre af elver ungens korpus, lå de gyldne øjne stadig fastlåste på dette væsen igen. Holdt øje med ham, måske i frygt for at denne endnu engang ville prøve at stjæle fra ham. Efter få minutters fortæren, havde Ma'lakel spist alt organisk udover tarmene inde i barnet, til og med tungen var der heller ikke længere. Da han havde tygget det sidste færdigt og slugt det, lod han de blodige rester falde til jorden ved siden af ham. Han tørrede blodet væk fra munden, og fortsatte med fascineret at se på bæstet foran sig, denne gang, med en smule foragt!

Vladimir hvæsede da Ma'lakels reaction kom, og var en smulle overrasket over det mere dyriske sind, der tydeligvis kom frem. Vladimir hoppede tilbage, væk fra Ma'lakel, og op på en trappeopgang. Han begyndte at fråde sig i det han havde fået fat i, og rev alt på denne arm fra, i store stykke. Hans tænder flensede uden problemer de små knogler, og der kom en både knasende og smaskende lyd fra hans bytte, imens hans øjne ikke fjernede sig fra Ma'lakel. Vladimirs åndedrag steg i hastighed, og det lød nu næsten somom at han var igang med at hyperventilere. Det var tydeligt at Vladimir blev mere og mere bisk, og at andrenalin begyndte at rive i ham. Han hvæsede højt flere gange, og da han var færdig med at spise af armen, hvæsede han igen højt, med blod rendene ned over hagen. Han fjernede ikke dette, men kneb sine øjne sammen, og stirede på Ma'lakel. Det var umuligt at læse intentioner fra Vladimirs d'de øjne, men hans krop udviste helt klart aggression. Vladimir hvæsede så af Ma'lakel, og spærede øjnende op, i det at han sprang ned fra den trappegang han stod ved, og hen af den gade Ma'lakel var kommet fra. På vejen rev hans klør flere dybe rander i en kontainer på vejen, uden overhovedet at kæmpe for det. *Mere... Mere!* Tænkte Vladimir, og fandt hurtigt frem til de to Elvere, hvis barn var blevet stjålet. Han rev hurtigt ud efter manden, og denes ryg blev uden problemer revet i stykker, og kvinden nåede kun lige at give et skingert skrig, inden Vladimir kvælede dette, med et hårdt bid i hendes nakke. Vladimir flåede i hendes kød, og rev kød, skin og knogle med sig. Han hvæsede gentagende gange imens han drak og mæskede sig i kvinden.

Ma'lakel tog en hånd op til munden og lod sine fingre glide langsomt over mundvigene hvor et fedtet lag af barnets indmad stadig sad. Det hvæs der var blevet ham givet, så ikke ud til at støde den store halv-dæmon overhovedet. Og med nysgerrige øjne, fulgte han denne vanskabning som bæstet fortsatte ned af gaden, efter hvad Ma'lakel ville gætte på var mere mad? Han gik med nogle gode meters afstand, men hans nærvær lagde sig som en skygge over væsenet, idet de lysende grønne øjne betragtede dyret fortære det elver par Ma'lakel havde stjålet barnet fra. En lille ond klukken kom inde fra de skygger der gemte ham, og han følte sig grusomt underholdt ved at se dette individ grådigt frarøve andre livet for selv at leve. Han fandt det smukt, bedårende på sin vis, og blev mere og mere betaget af dyret. Som denne var færdig med at æde lænede Ma'lakel sig op af muren ved siden af ham, lagde armene over kors, og betragtede bæstets fysik, og motorik. Det så sygt ud, men den havde jo også ævlet om noget med hundrede års.. et eller andet, han havde ikke helt hørt efter, måske været for opslugt af monsterets makabre udseende. Han lod tungen glide foran de gule tænder, på en måde der kunne sammenlignes med en handling som en vis vampyr engang havde gjort. Hvor ville han egentlig have haft det lige så sjovt som Ma'lakel selv ved at overvære dette. Tanken fik ham til at smile en smule, imens at han fortsat bare iagttog dyret, som var denne ikke andet end en slags hofnar der bragte morskab ind i herskerens 'grå' verden.

En lyd af knogler der blev brækket, kø, revet i tu, og blod smasket i sig. Vladimirs tænder brød uden problemer igennem kvindens knogler, men han sank ikke knoglerne, dem spyttede han væk, så han kunne få fat i mere kød. Der var snart ikke mere blod i kvinden, og Vladimir hvæsede højt op imod himlen, og smed så liget væk, og hoppede over til manden, som lå og vred sig i smerte, han havde fået lov til at ligge i smerter, og se hans kone blive ædt. Men greb Vladimir fast i hans hoved, og hans arm, og løftede ham op til sig. Manden nåede at mørke Vladimirs tænder bore sig ind i hans hals, og så hans strube blive revet af. Han hakkede og blev langsomt kvalt i hans eget blod, imens blod sprøjtede ud ov Vladimirs ansigt. Han hvæsede igen, og forsatte med at æde af manden. Hans krop ændrede sig ikke det mindste. Han var stadigt mager, og halv råden hud. Vladimir rev et stykke af mandens kød af fra hans nakke, og kiggede så langsomt over sin skulder imod Ma'lakel. Han kneb sine øjne sammen, og rejste sig langsomt, men gav ikke slip på mandens hoved, og liget hang fra hans hånd. "Hvorfor.. Følger.. Du efter mig?" Spurgte han lavt, og blev ved med at stire imod Ma'lakel. Regn vandet gled ned af Vladimirs krop, og blandede sig med den store blodpøl under ham, og tvang blodet ned i kloarkerne.

Ma'lakel trak på skuldrende til dyrets spørgsmål, og lukkede da øjnende et kort sekund, men de lysende grønne øjne kunne igen hurtigt blive set inde fra mørket, ligesom omridset af Ma'lakels afslappede skikkelse. Han fremstillede dog et smil som han svarede det tydeligvis ondsindede bæst.
,, Nysgerrighed..", blev der sagt i en drilsk tone.
Som om der skulle være noget morsomt ved hele situationen, som var det ulækre monster faktisk interesseret, men dog var der alligevel en bidende alvor der lå gemt i tonelejet, og som blev afspejlet i øjende der ikke udviste samme morskab som tonen lavede en illusion om.

Vladimir kneb sine øjne sammen, og hvæsede først lavt. Ma'lakels kølige behandling af situationen,gjorde Vladimir irriteret, og han kunne mørke andrenalinen begynde at hærge hans krop, som det altid gjorde, når han havde mæsket sig. Han løftede liget af Elveren, satte en hånd på hans skulder, og rev mandens hoved og rygsøgle fra resten, og kastede over imod Ma'lakel med et h'jt hvæs. "Jeg! Er ikke, et.. Freakshow!" hakkede han efter kastet, og slikkede sine tænder rene. Lige meget hvor meget han fortalte sigselv at Ma'lakel irriterede ham, og at han bare ville have ham væk, var det noget der fik Vladimir til, at lade være med at prøve at løbe fra ham. Der var et indre instinkts som ville have ham til at teste Ma'lakel. Teste hans styrke.. Noget ville have ham til at angribe Ma'lakel. Men samtidigt kunne han godt mærke at Ma'lakel var ham overlege. Så Vladimir blev bare stående, nu fast i det skamferede ligs skulder, og kiggede på Ma'lakel, ventede hans reaktion.

Ma'lakel rynkede brynene svagt da der blev kastet et halv ædt kadaver hen imod ham. Sikkert, troede denne skabning vel ikke at han ville æde hans rester. Det var kun køtere som den selv der ville nedværdige sig selv ved at æde andres godbidder. Det havde han gjort for mange gange da han blot var lærling. Med et let suk som tankerne roligt fløj på den gamle herre af Di Morga, rettede han sig op. Zenkai lavede en enkel ujævn pulsering i sin aura, som Ma'lakel forbandede den nu afdøde sort elver i sine tanker. De grønne 'katte' øjne låste sig atter på monsterets forvredne krop:
,, Du gør et meget godt forsøg i hvert fald.", sagde han med en klar 'ærlighed' i stemmen.
,, Nu er det ikke for at blande mig, eller jou det er nøjagtigt hvad det er for.. så ser du ud til at trænge til æde... min..", Ma'lakel skæver til væsenet foran sig og ser ud til at have problemer med at finde det rette ord:,, nips ting? Så har jeg måske lige et job for netop dig.. forstår du..", med de ord forsvandt den mørke skikkelse samt de lyse øjne inde fra mørket i en lyse blå flamme, og kom tilbage i skæret fra den selv samme flamme der fik ham til at være få centimeter fra det sultne dyr. Han kunne gøre dette ved at opløse sig selv i den kræft fulde energi der pulsede omkring ham fra Zenkai, udnytte den til at lade sig 'smelte' ind i omgivelserne med illusionen fra en blå flamme som det eneste tilbare værende og så komme frem igen, det sted han ønskede. Med et bredt smil ville han stirre ind i bæstet øjne, frygtløs om man ville og uden tvivl med en selvsikkerhed og et ego der ville få enhver til at tvivle på dem selv:
,, Som nuværende hersker.. og du ved.. blah blah blah! Så er jeg personen der kan.. lad og sige..", ser lidt væk imens han laver nogle fagter i takt med sine ord med hånden. ,, .. gøre drømme til virkelighed.. og det foregår.. meget..",, stille begynder han at gå roligt omkring bæstet hvis det altså ikke bevæger sig helt væk fra ham. ,, meget... simpelt.. ", hvis han har gået runden om bæstet stopper han nu foran denne igen.
,, Du giver mig noget.. og jeg giver dig noget.. det er let og tro mig.. effektivt.", med et meget diplomatisk smil og et lille charmerende glimt i øjende står han da og afventer Vlad's svar.

Vladimir kneb øjnene sammen da han forsvandt i en flamme. Vladimir var overhovedet ikke tryk ved dette.. Da Ma'lakel så pludselig kom frem foran ham igen, hvæsede han højt, og hans stadigt primitive sind, skulle til at rive ud efter Ma'lakel, og han nåede da også at løfte hånden, og sprede hans klør ud, men hånden kom ikke længere end der. Ma'lakels kraftige aura, og i det helle taget hans tilstedeværelse, stank langt væk, af kræfter Vladimir slet ikke kunne overgå. han hvæsede i stede lavt, og lod hans hænder hænge ned langs hans sider. hans lange arme, fingre og klør, nåede næsten ned til hans ankler, når det bare hang ned af hans sider. Vladimir kneb øjnene sammen, og fulgte Ma'lakel, i det han gik omkring ham. Han fjernede sig ikke. han var et dyr, men havde stadigt stolthed. Han holdt sin ryk ret, og lyttede til hvad Ma'lekel sagde, med hans øre let rejst. Da Ma'lakel var færdig stirede Vladimir på ham med stadigt sammen knebne øjne.
"Hvad.. Vil du.. Kunne bruge.. Mig.. Til.. Jeg.. Har ikke.. Engang.. Min fulde kræfter.. Endnu..." Sagde han stille. Vladimir brød sig ikke om at være forsigtig omkring andre, og dette var han omkring Ma'lakel. Regnen var det eneste der larmede, når de ikke snakkede. Der var uroligene stille i byen. Dette ville Vladimir få ændret. hvis Ma'lakel slap ham løs.

Ma'lakel stod og afventede et svar, og det han fik, fik ham til at løfte et af de sorte øjenbryn i overraskelse. Hans tilbage redte hår var så småt ved at tage regnvandet til sig og små sammen klistrede totter af hans næsten sorte hår, faldt stille ned foran det markante og hårde ansigt. Der til trods for hvad han var, mindede mere om en fodsoldats end en person med intelligens nok til at overtage en hel by. Ma'lakel trak sig svagt væk og gav et lille smil fra sig, der blot var en svag trækning ved mundvigen.
,, Bruge dig til.. se dog på dig selv.. du er jo.. perfekt?!".
Efter de ord kom der igen et halv forførende glimt i de lysende bæst øjne, og et lokkende lille smil.
,, Og tænk på hvilke af mine fjender der ville ryste ved det blotte syn af dig.. og hvis du vokser dig endnu stærkere .. jamen", Ma'lakel klapper glad hænderne sammen og ser ud til at han syntes at hans tilfredse blik er nok til ikke at behøve fortsætte den sætning.
,, Men nu er spørgsmålet jo ikke længere, hvad jeg vil bruge dig til.. men nu... er det hvad du vil have mig til? .. Jeg kan give dig.. elvere, engle, varulve, alfer?? Sig til og du for det!"

Vladimirs sammen knebne øjne åbnede i små overraskelse over Ma'laekls fasination. Folk løb normalt skrigende væk. Men denne... Hvad han nu end var.. Ville bruge ham.. Imod hans egne fjender.. Some et værktøj? Vladimir skulle til at sige Ma'lakel imod, inden at han fortalte hvad Vladimir ville få tilgengæld. Vladimir stoppede op i at skulle til at sige et ord, og i stedet bredte et lumskt smil sig over hans læber, og hans lange tunge slikkede hen over dem.
"Hvad.. Som helst?" Hviskede han til sigeselv lavt. Noget der lød hen af et grin passerede hans læber, men det blev meget kort. Det brede smil forblev dog, og han pegede med en af sine lange klør.
"Jeg.. Vil ikke.. Fodres.. Men... Hvis du.. Kan pusse mig.. På offre.. Som jeg selv.. Bestemmer.. Hvordan.. Jeg tager mig af.. Og.. Jeg for lov.. At jagte.. Hver nat.. Og tage bytte.. Som jeg.. Vil have det... Hrahargh... Så.. Vil jeg med glæde.. Jagte.. Dine.. Fjender..." Sagde han, og hans brede smil forblev. Vladimir vidste godt.. At dette var, som at lave en pagt med djevlen.. Det kunne han mærke på Ma'lakel, uden besvær. Men hvad var han selv? Hvis Ma'lakel gik med til denne aftale... Ville Vladimir være ham loyal, så længe at Ma'lakel, holdt sit løfte.

Ma'lakel lod sig være lutter øre, imens at dyret snakkede, og gav ham respons på hans lille tilbud. Med et tilfredst smil så han atter på bæstet. Denne ville gerne være køter? Hvor var det dog belejligt, som en fortidigt afleveret fødselsdags gave! Ma'lakel gav et nik fra sig og så så ind i væsenets øjne igen:
,, Javel ja... det skal du så få lov til.. faktisk så kan jeg give dig din første lille mission.. ser du.. siden du jo er mit, lille hemmelige våben, på en eller anden romantisk og metaforisk måde, så er jeg i tvivl om mit system virker optimalt.", Ma'lakels smil bliver til bredere.
,, Ser du.. rotter avler rotter.. to rotter kan hurtigt blive til ti.. og med byen som den er nu skulle disse rotter på sin vis få fin mulighed for at formere sig.. så med andre ord.. vil jeg have dig til at æde hvem end ud finder for...", Ma'lakels øjne glider lidt op og ned af dyret endnu engang.
,, mistænkelig?.. Er du med, enhver lille elver, engel, vampyr, varulv, alf ect. der ser ud til at luske rundt i de smalle gyder eller andre steder.. fortær dem. Beviser eller ej... Med mindre de selvfølgelig er mine folk, hvilket du hurtigt vil vide.", derefter rækker han Vlad et lille hvidt kort der bliver tryllet frem fra under jakken.
,, Og hvis du har brug for at kommunikere med mig så kan du gøre det via dette".

Vladimir lyttede til Ma'lakels ord, alt imens han smilte. Alt dette var alt for godt i hans øre, og han følte næsten det var ved at være for sentimentalt... Han rystede langsomt på hovedet, og var ikke længere overrasket over at Ma'lakel havde nytte af ham. Ma'lakel søgte en kamphund. En som kunne ryde op i gaderne. En som med glæde gjorde alt det, som han ikke gad at rejse sig for. For nogen, ville det blive set som et dårligt erhverv.. At være en kamphund. Men for Vladimir, var dette blot en mulighed. En han havde tænkts sig at udnytte.
Vladimir holdt sin hånd ud, og tog imod kortet. Han foldede det ud, og kiggede kort på det, og rejste et øjnbryn. Han folde det sammen igen, og lagde det i sin frakke.
"Jeg.. Vælger.. At tage imod.. Dit.. Generouse.. Tilbud.. Dog har jeg.. Et spørgsmål.." Han smilede bredt, og kiggede over på Ma'lakel med hans matte døde øjne.
"I den tid.. Hvor jeg måtte leve.. Af kloarkernes.. Rotter.. Fandt jeg.. At der var megen.. Slavehandel? Med megen.. Slavehandel... Må i da have.. En.. Arena? En.. Underholdning.. Med disse?" Spurgte han, og havde tydeligvis flashbacks, men rystede hans fortid fra sig med det samme lumske smil. Han ville ikke fodres med lig.. Men at blive fodret en slave.. Levene.. Og måske.. Engang imellem en som ville kunne gøre ham modstand? Lade ham.. Kæmpe for sin mad? Vladimir havde tydeligvis rådne tanker, men han vidste hvad han måtte gøre, for at få sin gamle styrke igen..

Som Vlad ville gemme det lille lap papir, der så ud til blot at vær et blankt lille kort som bæstet gemte et sted på kroppen, ville en lille smule overnaturlig energi fare igennem det, som overnaturlige væsener ville kunne mærke. Derefter nikkede Ma'lakel tilfredst. Han var glad for sin lille aftale: på denne måde kunne han få underholdning i hans så triste og kolde hverdag? Hans smil forstummede dog da bæstet spurgte ind til arenaen. Han så spørgende på denne:
,, Tjaaeh.. jou da, jeg skal jo have en form for civiliseret underholdning.. er det da også en ting du vil give mig?", det sidste blev spurgt med klar fryd og forventning i stemmen.

Vladimir hvæsede lavt da han følte energien fra kortet, og han kiggede rundt, med et overrasket ansigtsudtryk. Han kiggede så tilbage på Ma'lakel med et øjnbryn rejst i det han spurgte. Et par halvkvalte lyde kom fra Vladimir, som kunne minde om et grin, og han rystede på hovedet.
"Det.. De ser.. Som 'underholdning'.. Ser jeg som... Fodring.. For mig.. Ville dette.. Gøre det.. Nemmere.. At.. Udvikle mig." Sagde han, og hans brede smil, blev igen lumskt.
"Men.. Jeg tvivler.. På.. At slavehandlere, ville tillade.. Mig.. Bare.. At æde deres.. Slaver.. Så.. Nogen.. Ville skulle købe, disse.. Ofringer..." Han frydede sig lidt ved udtrykket, og slikkede sine tænder.
"Og hvis.. At du.. Søger.. Underholdning.. I det, jeg.. VIlle gøre, ved fanger.. I et bur... Ville de.. Måske være.. Interesseret i.. At være denne køber? Vil jeg.. Gerne... Spille.. Min.. 'Underholdning'. For dig." Sagde han lavmelt, og hans brede smil, forblev på hans læber. Vladimir følte sig hældig. Hvis Ma'lakel ville indgå sådanne en aftale.. Ville Vladimirs styrke blive støre, endnu hurtigere. Og måske. VIlle han kunne blive endnu mægtigere, end før hans straf, for så mange år siden.

Ma'lakel skævede en smule, det så ud som om at den store halv-dæmon overvejede noget, og vurderede derefter bæstet foran ham. Endnu et lille smil brød den kolde facade, og Ma'lakel lod det lokkende smil træde i kræft igen, samt de forførende øjne, der syntes at have taget stor interesse i bæstet.
,, Nu vel.. lad os sige at jeg skal sørge for dette, hvis jeg finder at du gør dit job godt.. betragt det som en ... ", Ma'lakel så ud til at søge efter ordret. ,,... belønning.. Bring mig én hjørne tand fra hver af dine ofre, og når jeg føler at du har gjort mig 'rig' nok, vil jeg sørge for sådan et arrangement vil blive sat i værk. Om ikke andet kan jeg forstille mig at dette ... møde .. vil bringe os begge megen 'glæde' i nærmeste fremtid.", med de ord trak Ma'lakel sig tilbage og så derefter på bæstet med et blik der syntes ulæseligt:
,, Nå men, jeg må videre... du ved ville gerne blive .. kan ikke... min by forventer jo at jeg destruere den lidt mere. Så med mindre du har andet at.. tilføje?".

Vladimir grinte et par gange igen, og nikkede. Han kiggede ned på elverene han havde ædt tidligere, og knælede ned ved siden af den ene. Han rev så en hjørnetand af manden, og rejste sig igen. Han holdt tanden frem for sig, imellem to klospidser.
"Sådane? En.. Så sølle ting.. Som disse? I bytte.. For.. Føde?" Han grinede igen, og rystede hovedet, i det han kastede tanden, med en underhånd, hen imod Ma'lakel.
"Det.. Er.. En aftale... Jeg.. Skal nok.. Ryde op... I Di Morgas.. Gader.. Og bringe dig.. Lige så mange hugtænder... At du kunne.. Ønske dig.." Han grinede halvgrumt igen, og vendte sig. Han kiggede rundt, og snuste så dybt igennem næsen. Han fangede en duft, og hvæsede så højt, næsten som et brøl, og hoppede imod et hustag, som han løb over, og satte sin jagt igang. Vladimir, er genopstanden, og nu klar til at genoptage sin søgen efter føde.

Ma'lakel greb den hjørne tand som bæstet havde kastet imod ham med en hånd. Han knugede den svagt imens at den mørke herre så sit nye kæledyr styrte ud for at skabe det som han vidste at netop dette bæst var bedst til: kaos. Kaos, og atter dejligt kaos der fyldte alt i Ma'lakels verden, og lige nu var Di Morga en del af den verden. En del af et mareridt som han ville forme ind til præcist det som han ville! Med et svagt smil på læberne drejede han op på hælen og gik muntert væk fra det ved hvor deres lille sammenstød havde været. Lidt efter lød endnu en barnegråd i natten!

// Out x3 end of topic.