Light & Darkness

Cassie lænede ryggen tilbage mod bænkens bemalede træ. Gennem næsen trak hun lette mængder af den kølige aftenluft ind, mens de grønne øjne gled roligt rundt i omgivelserne. Naturen havde altid været vigtig for hende. Hendes forældre havde fortalt hende, at det var grundet hendes race, og dét faktum, at elvere rent naturligt, var bundet til miljøet i det fri, frem for indespærret i byer med larm og overbefolkning. Trods parken Sombre lå midt i byen, var dette alligevel et sted, hvori man kunne trække vejret... Det var en form for fristed for byens larm, skidt og problemer. Problemerne var noget der altid havde hersket i Di Morga. Cassie ville nok aldrig vænne sig til hierakiet i byen, eller de mange mørke væsner der udnyttede menneskernes naivitet. Flere havde også ville have fat i hendes rene blod. Elverblodet der var lyst og godartet... Selvfølgelig var man udsat, når man stod på sine egne ben, men Cassie havde været selvstændig i årevis. Hun var virkelig alene.

Hun foldede hænderne i skødet, og fulgte et par faldene blade med øjnene. Området virkede gyldent. Måske var det fra det resterende lys fra den nedgående sol, der var forsvundet i horrisonten - eller måske var det efterårets indflydelse på området. Græsset var ikke nær så grønt, og bladendes nuancer var forandret. De var ligesom himlen - præget af rødlige og lyse farver. Snart ville mørket falde på... Det ville tvinge hende til at tage hjem til den lille klaustrofobiske lejlighed. For mørket drænede hende. Det gjorde hende nervøs og paranoid.
Hun vædede sine læber, og strøg kortvarig en hånd gennem de lyse lokker, der foldede sig ud over skulderne. Hun havde ikke lyst til at tage hjem. Men hun stolede ikke på væsnerne i denne by.

Cassie var typen der sagtens kunne sidde i stilhed og betragte området i rum og tid, før hun tog sig sammen til at rejse sig op. Hun blev ikke forfærdelig rastløs, men nød hvert sekund udenfor, før hun var nødsaget til at søge hjem, af rent sikkerhedsmæssige årsager. Ikke fordi alle var ondartede i denne by, men hun ville hellere være ekstra forsigtig, end ligeså naiv som hun havde været for år tilbage, hvor hendes uskyldighed var blevet udnyttet af mørkere væsner, der havde mere kyniske motiver med hende.

Hun fangede sig selv i at kradse lidt i den neutrale neglelak, som hun havde taget på, før hun var taget på arbejde, for en del timer siden. Vagten havde ikke været hård, men hendes arbejde var jo heller ikke fysisk krævende, og havde aldrig været det. Hun kunne dog godt lide at vise sine bedste ydre sider, når hun tog på arbejde. Måske fordi hun drømte om, at komme højere op af karriere-stigen, og følte at dét at blive skuespiller krævede at man havde udseendet i orden. Det var vist ikke gået op for hende, at hun var født med sådanne forudsætninger. Men mange overnaturlige, var jo smukke at se på.

Snart stoppede hendes blik mod en mand, der løb i området. Trods hun ikke fastholdt blikket mod ham længe, følte hun sig distraheret nok til at skæve over til ham en gang imellem. Formodentlig gjorde hun det diskret nok. Hans beklædning virkede let nok til, at hun næsten frøs ved tanken. Alligevel holdt han sig vel godt varm ved at løbe. Han var tydeligvis veltrænet og stærk. Da hun endelig fastrev blikket fra ham, og over mod horrisonten, bemærkede hun at han sagtnede farten. Snart var han stoppet op få meter fra hende. Tydeligvis i færd med at strække ud.
Hun vendte de grønne øjne mod ham. Overvejede hvorvidt hun havde set ham før eller ej. Noget i hende var altid varsomt. Alligevel kunne hun ikke bedømme hvad - eller hvem hun var i selskab med så hurtigt. "Godaften." Lød det ligeså høfligt for hende. Der var ingen grund til at virke kold overfor ham, og derfor trak hun mundvigene en smule op, i et kortvarig smil. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, eller om hun overhovedet skulle sige noget. Hvis ikke det var fordi der var få i parken, ville hun sikkert ikke have ytret 'et eneste opfølgende ord.
"Flere burde tage i parken en aften som denne." Kommentaren var den sædvanlige small-talk, for at undgå akavet stilhed. I det mindste brød konstateringen en mulig stilhed.