where there are darkness there are light (Vari)

S: skoven
T: 00.00
V: fuldmåne
O: et par natdyr og træer

____________________________________________________

Skoven var gået hen og blevet mørke og mørket tog over den ellers så blid natur har var, vis du ikke kendt eller forstod skoven vil du oplevede den uhyggelig og skræmmende, med at de lyde rundt omkring i mørket, vinden som inden i mellem tog fast i træerne gren og blade, så det blod som hvisken i mørket, uforståeligt hvisken... Nogle små dyr løb væk rundt i skovbunden mens de var uden at jage nattens mad... Ugler sad på en gren og kiggede ned på nogle mus som kravelede rundt i skovbunden . de var vis sulten

Sort ild greb rundt om dyret og kvalte det simpelthen i flammerne. Flammende brændte dovent dyret inden det kunne np at komme med mere end et enkelt svagt Piv.
Vari sad som en ubevægelig skygge oppe i et træ få meter derfra. På grund af det brændte kødsstank, skjulte Varis egen stank af død og kulde... Kulden kunne kendes, men død... Den blandede sig altid, hvorend han var...

Der kom en lyd fra en busk og en Rød ræv kom til syn og så alt som var sket , og stanken , den var ikke gå *Nej , hvad er der sket* tænkte Melinia som var ræven, hun var på vej hjem, men tænkt det var naturen som havde gjordet det, hun lagde mærkede til noget i et træ *sortelver* tænkte hun og hoppede efter ud i busken og løb nu væk , mens hun løb, vidste hun ikke om sortelver flugte efter ... men gjorder den nok ... Ræven stoppe ved en sø og vendte sig om for at se om person var flugt efter

Vari rettede hovedet medet ryk og kiggede efter busken og så den buskede rævehale. *Ræv? De er så meget sjovere* tænkte han og hoppede så efter Ræven.
Vari elskede jagten... Og kampen... Og det efter... Så længe han vandt... Han trak endnu ikke sine sværd, men det var nemt at vide han fulgte efter hende... Med hans kolde stank og aura... Så var det klart at de gjorde det.

Melinia stod stadig i sin ræve form da ham kom ud af træerne , den så på ham med rolige blå øjne og nikkede så "de ønsker vis at kampe , ung herre" sagde hun mens hun forvandle sig om og der stod nu en pige næsten en kvinde foran ham med blå hår og en guldende hud, hun kiggede på ham, hun var rart køn og fuldmåne lyst ned på hende, hendes aura var modsæt hans , blid og varm ... hun så mod ham ventende på hvad han vil gøre

//Udseende og påklædning , som på billedet ///

"Jeg elsker at kæmpe... Blodrusset de ved" sagde han og trak endnu ikke sine svar. Vari var iklædt sin sædvanlige læderrustning... Sort og hvid i kanterne... Den var sat underligt sammen med lag på lag.
"Men hvad med dig selv Animagus?" spurgte han hende og kiggede på hende med et lettere sindssygt blik.

hun pege mod skoven "de dræb dem for sjov , det kan jeg ikke se igennem min figner med" sagde hun og så mod hans blik og fnøs "Så de er sådan en, yayay , at jeg møder en som dem " hun vendte ryggen til ham og begyndte at gå væk fra ham "ikke spor af sjov" hun fornemmede ham med villige ved at vende ryggen til ham og gik hen mod vandet og rørt det hun tog sit hår ud af hestehalen , så det faldt ned af hendes ryg, hun fornemmede ham igen....

"Jeg har for længst fundet ud af at død fanger folks opmærksomhed... Og det øger deres sanser..." agde han og lød ligeglad og... Blid?
"Har du nogensinde spist smagfuld mad efter nogen lige har været død? Smagen er som en eksplosion..." sagde han bedrevidne og kiggede bare på hende. Det var sandt.. Hver gang noget var dødt i nærheden af en, blev ens sanser meget stærkere...

hun rejste sig op og bliv irreteret af ham hun gik hen til ham med rolige øjne men hun gav ham en lussing "så de gør det for deres sanser skyld , hvor noget børn pjat" sagde hun og så kiggede på sin hånden, fuck det havde skiftede rolle hun var den som bliv sur ikke ham.,... hun så mod ham og sukkede "tja kan være de ser det på den måde ... men ikke alle gøre" hun være ret køn og vendt sig rundt igen , hun vil falde ned, hun bliv normalt ikke sur så hurtigt

I det sekund hendes hånd rørte hans kind blev hans forrådnelses evne kort slået til... Hendes hånd blev svagt ramt at sygdom.
"Muligvis... Men det gir dig ikke rigtig ret til at flippe ud over en mus... Den ville alligevel dø af uglen" sagde han stadig koldt og lagde siin ene hånd på skaftet og trak blankt.

Hun så mod sin hånden og derefter ham, der sket kort det at den bliv god igen og fin "Du kan forrådende folk, sikke en forfattelig gave at havde" sagde hun og så på sin hånden som var helt okay, men hvordan kunne den være det, plus hun havde sagt gave ikke forbandelse og hun var ikke bange for det "Tja men så sulter uglen ik, naturen har altid sin gang at du ved det" sagde hun og lyd som et natur menneske

"Den sulter ikke... Den æder bare ådslede nu" sagde han medet ligegyldigt skuldertræk.
Nu havde snakken snart trukket ud længe nok og han kunne mærke sine fingre krible. "Og ved du hvad den mest utrolige ting er?" spurgte han og trak sit sværd. "Jeg kan også gøre det med mit sværd" sagde han og smilte til hende.

hun så mod ham og sukkede "Så de vil kæmp mod mig" sagde hun og stod nu stadig ned ryggen til ham "Min krop har evigt liv, men jeg kan rådne op, sikke en mod at dø på" sagde hun og gys... hun gjorde vis stadig grin af ham, hvad fanden tænkt det pigen barn på, vis han angrib vil hun få en Special lavet mini scimitar op og skubbede ham væk,

"Selv den udødlige kan lide" sagde han og smilte til hende med et lettere sadistisk smil. Han havde slået en udødlig... Han skar hovedet af ham og begravede hans hoved for sig selv... Så var han jo ligegyldig... Han kunne intet gøre efter Vari havde skåret hovedet af ham.
"Det er en frygtelig måde at dø..." sagde han og holdte sværedet oppe og spejlede sig hurtigt i det.

hun vendt sig mod ham og smilede "tja , hvem siger jeg frygter dødende " sagde hun og gik nu væk fra ham og to Special lavet mini scimitar frem og legede med dem "Såh hvad vil de gøre unge herre, dræbe mig , nu må havde det hårdt ikke kunne rør nogle , tænkt på alle de lyster du ikke kommer til at oplevede" hun drillende ham lige nu og så mod ham, hun lege med ilden ikke en god ting

Han lavede et skuldertræk. En ikke så sjælden bevægelse.
"Man kan ikke leve for evigt" sagde han bare med et ligegyldigt udtryk i ansigtet... Han mente det faktisk... Han vidste for lang tid siden at ingen kunne leve for evigt...
"Jeg sagde intet om at slå dig ihjel... Sårer dig... Muligvis skade dig psykisk... Men ellers er der jo intet ved at kæmpe hvis man ikke kan fortsætte efter kampen... Og det kan jeg jo ikke hvis jeg slår dig ihjel" sagde han bare og svingede med det ene sværd med legende lethed.

hun så den lethed han havde ved at bevægede sværdet "åhh , så de er så stærk , vildt " kom hun til at sige "tja er ikke særlig dygtigt en kriger, men hurtigt " sagde hun og stod klar foran ham med en i være hånden "du kan bare prøve vis du kan, sår mig" sagde hun og smilede roligt , virkede ikke bange ,mere interesserende i hvad der vil ske og hvordan det vil slutte "en sidste ting, er meget let på tå"

Vari tog et hop inden hun nåede at sige det sidste og sagde med et smil. "Sjovt... Samme her" og huggede som en slange efter hendes ene hånd. Sværdhugget var faktisk ligeså hurtigt som en slange der bed ud efter noget, men med den samme styrke som en bjørn der ville daske til et offer... Vari var en farlig modstander... Det kunne ses.

hun sprang bag ud og bliv ikke ramt hun så forskæret ud og kiggede på hans sværd "jeg følte en slang kom efter mig" sagde hun lavt og så mod ham, *han er meget farlig* tænkte hun og det værste var han var hurtigt, hun så mod ham vis hun angrib vil han rammende hende med lidt det "damn " sagde hun og så mod ham "du vildt dygtigt, du har virkelig fange mig i et bur" sagde hun og derefter løb hun mod ham, den ene angrib hun med mens hun med den anden beskyttede , hun var dygtigt , men man havde set det som var beder

Vari så hendes angreb komme og stilte sig i en typisk forsvarsposition. Han afparrede enkelt hendes angreb med sværdet, medet fint og muskoløst Svip med håndleddet til at få hendes schimitar væk. Så drejede han en halv omgang og stod så med en fri hånd, som greb rundt om hendes håndled på den anden hånd der holdte den forsvarende Schimitar og vred hendes hånd sådan rundt så hun ikke kunne forsvare sig.
"Du er ikke van til kamp... Vel?" spurgte han mens han stod med ryggen mod hende og hovedet drejede så han kunne se hende i ansigtet.

"er det så tydeligt at se " sagde hun og mærkede hans hånden hårdt om sit håndled, hun var nu helt klart fange, men hun vil ikke give op "dette kom til at gør ondt på mig" sagde hun med en elegant spring og stod nu bag ham med hans hånden om hans ryg, hun var meget tæt på at blevet snittede men blev det ikke , hun holdet ikke sit våben mere da han havde afvæbnede hende hun holdet begge hænder ved hans hånd, hun vidste dette holdt ikke lange

"Jeg kunne få dig til at slippe med hver af mine evner... Men" sagde han og bukkede let sammen og lod hele kroppen dreje rundt. Imens gled hans hånd hurtigt ud medet hurtigt kraftigt ryk. Og så stod han med hænderne fri og med front imod hende.
"Jeg vil ikke skade dig for meget" sagde han simoelt og kiggede på hende med et lettere grinende smil. Hurtigt stak han sit ene sværd tilbage i skeden.

hun så forvirret på ham "Var, de vil ikke skade mig få meget, yaya " sagde hun og sukkede dybt "forvirrende, tror du live af blodrys , gjorder du vis ikke" sagde hun og gik hen og samle sin to Special lavet mini scimitar og lagde den inden undre sit tøj , hun så mod ham og rystede på hovedet
"de er en mærkelig en" sagde hun så og kiggede på ham med et roligt men blidt smil "Men må vel takke dig, de lad mig leve " sagde hun og så mod hans sværd

"Jeg fortalte dig jo tidligere at uden blod og kamp, lever krigeren ikke længere" sagde han og smilte til hende. "Selv den største kriger bliver kendt som en morder i fredstiden" sagde han og lod underligt gammelklog. Og det var jo sandt... Hvis der ingen var at kæmpe imod, kunne han jo ikke få sit blodrus... Og derfor heller ikke føle adrenalinruset.

"jeg forstå" sagde hun og sætte sig ned på en sten, hun forstå hvad han havde sagt hun så mod ham "men du gav mig ikke engang sygdom, så hvad fik du ud af det andet at se jeg ikke er en farelig person " sagde hun og så mod ham, hun så derefter mod søen, hun smilede kort..
Og vente blikket mod ham og ventede på svare