Halloween in ...

Millicent gode humør og legesyge sind, var vendt tilbage på max styrke.
Andrija kom på plads, hvad kunne være bedre netop lige nu?Med blikket fulgte hun sin pegefinger, der gled over instrumentbrættet, hvis det ellers hed det samme på et fly? Ellers vidste hun ikke hvad hun rørte, men det var nu heller ikke så  væsentligt, for der var intet lys i noget som helt.Millicent var skuffet..." Aii, jeg kan jo ikke tage dig med noget som helt sted, når lortet ikke virker." Hun så på Andrija , og kunne ikke dy sig for at pirre ham en smule ..." Alt gammelt duer bare ikke til...noget " og så dryppede der ellers akasie honning fra Millicents smilende læber.
Hun rømmede sig og prøvede at få sit smil i en troværdigt position, så hun kunne nynne og synge de små ord ud, sådan bare nogen lunde ' alvorligt' - eller på niveau med noget halv dårligt humor at least.


" ready to take off" kæmpede hun for at få følelserne og morskaben ud af sin klang, og lyde som en helt monoton stewardesse på et flight.
" Er du heldig kan vi måske opnå medlemskab i  Mile high Club? " hun elskede at drille ham , og det virkede som også    Andrijas humør var rock solid denne aften.Så meget som det nu kunne med ham. Hendes  charmerende dødsens farlige hjerteknusende altoptærende dæmon.

Andrija sukkede højlydt, mens han betragtede Millicent. Hun havde det tydeligvist sjovt, hvilke han ikke ville ødelægge, så han fandt sit bedste smil frem. "Hvor skal vi hen?"
En tanke ramte ham mens han sad og gloede på flyets udstyr. Han gik ud fra at det blev drevet af benzin og strøm, præcist som en normal bil og hvis det var tilfælde, mente han nok han skulle få gang i vognen. Det var bare med at ramme korrekt. Med en flad hånd imod instrumentbrættet forsøgte han sig frem. Først i de små, hvilke var for lidt. Efter en håndfuld gange, startede motoren utilfreds op og lamper og lys blinkede som man missede med øjne mod en skarp sol.
"Hvis du ødelægger det her stads oppe i luften, så kommer du til at fortryde det!" Lød det vældig faretruend fra Andrija, selvom han sad med et honningsødt smil på læberne og ventede på at kaptajnen skulle tage styret og køre ud. "... og du rammer heller ikke min bil!" Udbrød Andrija pludselig, før han forsvandt ud i den blå luft.
Han dukkede op i sin elsket bil, som han kørte væk fra stat og landingsbanen. Han skulle ikke nyde noget af mast bil. Efter den var sat hen til hegnet, hvor flyveren normalt 'sov' sprang han igen frem i flyveren. "Så er banen ryddet og vi er klar til at lette."

Millicent trak hagen ind og spidsede læberne, da Andrija tændte for flyets diskomusik.Han kunne da umuligt mene det seriøst.Hun kunne jo ikke enga G køre ordenligt bil! Og nu forventede manden hun skulle styre et fly!
" jaaa jaaa..jeg skal nok flyve os et eller andet sted, og vi skal da nok komme ned....på en eller anden måde" lød det kækt.Hun havde bare intet bud på hvordan hun skulle starte.....eh styre....og egenlig helelr ikke lande, men kommer tid kommer råd. Og så kunne Andrija vel zappe dem ud af flyet og ned , det måtte man da håbe ellers fik drømmeland en helt anden betydning pludselig.
" NEJ KOM TILBAGE" hylede hun efter Andrija, netop som hun havde trykket på...noget...og flyet bevægede sig.
Det havde lidt mere fart på end hun havde tænkt sig, og gled direkte og meget hårdt ind i hegnet, og smittede vingen på en nabo fly i farten.
Det fik hende dog ud på en lang banestræning uden andre forhindringer, og da Andrija kom tilbage, fik han et fur.
" Du skal fandme ikke efterlade mig i et fly der bevæger sig! Jeg slå mig skuda da ihjel, Andrija....og ...hviiisss..Uuuhh" hun lukkede øjnene da flyets spids hævede sig fra jorden og satte kurs mod skyerne...." hvis der sker noget , så får du os ud herfra...LOV MIG DET" hun havde lyst til at kravle over på Andrija, og putte sig ind til ham, og slet ikke kigge ned.Det var alligevel et hak mere vildt end hun lige havde forstillet sig. Hendes øjne åbnede sig langsomt og hun tog et forsigtigt kig ned.
Jorden forsvandt længere og længere under dem..." du gode, hvad har du fået mig til..." Mumlede hun.
Et stykke derfra, var en mark . Der var et par stalde med heste, og nogle traktore, men ingen bebyggelse lige i nærheden. Måske de skulle lande der, inden de landede af sig selv på meget uheldig vis?
Inden Millicent kunne nå at sige mere, begyndte flyet at hoste og sige helt forkerte lyde. Det rystede, så de hoppede i deres sæder og Millicent fik en meget dårlig følelse.Hun slap ' styrpinden' og homdte hænderne i vejret.." det ik mig...jeg sværger...der er noget galt Andrija" - og så var det at flyet begyndte at snurre rundt, som slog lavde det sidelænse saltomotaler.

Andrija kiggede med store øjne imod Millicent, da hun hidsede sig op, som havde han brækket vingerne på flyvet før de overhoved var kommet op i luften. Hun lød mildestalt ikke så glad for det hele, hvilke han til dels godt forstod. Han var heller ikke så vild med det, men hun havde selv startet det.
"Vi skal nok komme herfra i live." Lød det næsten afslappet fra Andrija, der fandt sin mest afslappet maske frem, tog den på og betragtede så jordoverfladen forsvinde under dem. Først da flyet sagde mærkelige lyde, rynkede han let bryne. Det var vist ikke helt efter planen. Han skævede hen imod Millicent, der gav et tydeligt svar på det. "Det der hjælper jo ikke."
Med den ene hånd omkring styrepinden og den anden holdte på hans hat, forsøgte Andrija at få flyet til at glide ligefrem, frem for at snurre rundt som var de til flyve opvisning. "Måske skal du tage et par ekstra flyve timer?" Han skævede imod Millicent, før han kort trak i mundvigen og så vente tilbage til arbejdet.
Var flyet ikke samarbejdsvilligt, ville Andrija selv slippe styrepinden og lade flyet styrte ned. Hun kunne lige så godt få en lektion i at vælge bedre legetøj i samme omgang, så først da flyets snude næsten lå i jorden, greb Andrija Millicents hånd og fik dem zappet hen til hans bil.
"Ikke mere leg til dig i dag." Lød det bestemt fra ham, før han så startede bilen og kørte væk.

Nej, det var muligt det ikke hjalp, men nu var det ikke fordi hun havde så pokkers meget erfaring med at være pilot.
Og heller ikke ret meget i at være tæt på udødelig,endnu.
Tilgængæld havde hun praktisk erfaring i at dø og den oplevelse var ikke noget hun stræbte efter at gentage, så hun var ved at gå i sort da flyet begyndte at spinne rundt.
" Andrija.." Tiggede hun da han snakkede om ekstra flyve timer, han vidste ko udmærket hun aldrig havde haft en eneste- hun registrerede hun meget svagt at han synes at tage det hele ret afslappet, enda med kun en hånd på styrepinden. Millicent var ved at tro hun skulle dø, da de en farefuld hast nærmede sig jorden igen, på den eneste måde de ikke burde- i et totalt snude styrt.
Og lige inden Andrija tog hendes hånd og fik dem i sikkerhed, begyndte hun at skrige sin frygt ud, og begyndte at ryste ukontrolleret.

Puff....tilbage i bilen.
Hun var helt tavs.Sagde intet.
Millicent forsøgte få kickstartet sig selv...men en nær død- igen- oplevelse havde taget lidt på hendes sponk og nu skulle hun lige turde tro på de VAR i sikkerhed.
Bilen satte i gang og hun nikkede ensstemmende til Andrijas beslutning..." ikke mere leg....kan vi slappe lidt af nu?" Hun fik først liv i hendes hænder, der lige rettede lidt på høstakken på toppen af hovedet.Hun lignede sikkert et mess uden videre." Måske skal vi bare hjem nu.." Ævlede hun da hjem for dem slet ikke var samme sted, men så meget kunne hun ikke lægge sammen lige der.
" Gider du sætte min sele på?" Mumlede hun og følte sig ikke helt....mobil...i hverken krop eller sind.
" Må vampyrer overhovede flyve? Der er vel en grund til jeg ikke har vinger" klagde hun til Andrija.

Andrija nikkede en enkel gang og stirrede fortsat ud af forruden, mens hans fingre fandt knappen til taget. Først da hun bad ham om at tage sele på hende, gloede han over imod hende, før han så kiggede tilbage på vejen igen. Gud ville han ej. Han havde aldrig brugt sele og ville heller ikke begynde på det. Han kørte sikkert nok med øjne på vejen, men skulle han til at give andre seler på, så forstod han hvorfor folk ville have sele.
"Det kan du da selv." Lød et tvært svar fra ham, mens han demonstrativt gassede op og førte dem ud på motorvejen, hvor de som et lyn skød igennem natten og var hjemme igen, før solen stod op.
Foran Millicents lejlighed, på selvsamme sted som han hentede hende, holdte Andrija og ventede på at hun ville stige ud. At deres aften sammen skulle være længere var ikke noget han selv havde i tankerne. Han turde næsten ikke tænke på det, så undlod det derfor helt. Man vidste jo aldrig hvilke tanker der rumstede ved Millicent. Sidst havde hun slået ham ned på sine støvler, som lå i begagerummet på bilen. Han ville tage dem med op, hvis han blev inviteret med. Blev det ikke tilfælde, måtte de blive liggende til en anden god gang.

Millicent hvæset lavt af hans afslag.
Ikke noget han behøvede at tage sig af som sådan. Det var blot en kommentar eller reaktion på hans manglende omsorgsgen. Måske har det en god ide at han aldrig fik børn. Ikke at hun kunne bestemme det , men det var nok meget smart at lytte til alle de gange han havde sagt han ikke ønskede dem. Ikke at det var hendes bord mere- but still.
Da de var nået hjem , og hun kunne se sin egen bygning, var Millicent efterhånden blevet sig selv igen.
Fuldt talende og bevægelig, meget praktisk! Hun stak næsen op i sku og missede med øjnene mod himlen. Hendes krop fortalte at daggry snart tiltrådte. Hun så på Andrija og smilede .." Tak for en dejlig aften og nat ...Det har været ....interessant " hun overvejede at byde ham på et eller andet , ville det ikke være det høflige at gøre? Omvendt .... De havde tilbragt en dejlig tid sammen , ville hun risikerer at forpurre det nu? Ville han misforstå hendes tilbud? Kunne hun stå imod ham hvis han slap tøjlerne? Millicent besluttede at det kunne hun godt. Hun var dygtig og hun kendte desuden alle Andrijas små tricks , så hun var beredt!
" Hvis du har lyst må du gerne komme med op? Senka vil elske og se dig ... Så kan vi tage en godnat drink ?" Forslog hun og håbede han ville takke ja. Det var farligt med ham. Hun fik hurtig en trang til ham.. At være nær ham.., ikke at ville undvære ..men .... Sådan var det bare for hende. Hun måtte lære at leve med det , hvis ikke hun skulle afskrive Andrija som en ven også... Hvis det da var hvad han var ? Spørgsmål summede rundt som bier på udflugt.

Yderst kort overvejede Andrija at tage imod tilbudet, mere symbolsk end af nytte, for han kendte allerede godt selv svaret. Han ville gerne, også selvom det så betød han skulle hoppe på tunge eller andre løjerlige ting. "Gerne, jeg skal lige have noget i begagerummet. Du går bare i forvejen."
Andrija steg ud af bilen, hentede Millicents støvler og rakte dem videre til hende, ved hendes hoveddør. "Måske har du savnet dem - de har i hvert fald savnet dig."
Inden Millicent kunne nå at brokke sig eller beklage sig på nogle måde, ville Andrija træde ind af hoveddøren og løbe hen til Senka, som han ville begynde at lege med, nede på gulvet. Dyret var vokset enormt, hvilke glædede ham. Han behøvede ikke længere være så forsigtigt, men kunne lege løs som han ville. Det var hunden med på og kort efter lå de og tumlede rundt nede på gulvet i vild og voldsom leg.
"Nå, men du snakkede om en godnat drik?" Andrija kiggede hen imod Millicent med Senka balancerende på ryggen. Den syntes ikke just fornøjet ud og var derfor hurtig nede på det mere solide gulv, men også straks klar på mere sjov og ballade.

Fedt! Han sagde ja.
Millicent åbnede døren og stod ud. Hvad han skulle have i bagagerummet anede hun ikke, men hun havde da ikke gættet at det var hendes støvler.
Tænk de levede endnu, og det så enda ud til han havde pudset dem. Hun huskede det havde regnet den aften da hun havde søgt efter Senka og fundet Andrija .
istedet. Ja...den aften var det , også, gået helt galt, og hun havde nær nakket ham med de støvler der. Et smile dukkede op på hendes læber.
" ah...mine favorit støvler. og i fin stand ser jeg" hun tog imod dem og viftede dem lidt foran sig.
Overset af Senka, så hun smilende til imens de to to drenge boltrede sig på gulvet, og udover en enkelt tur hvor Senka for over til Millicent og rev hendes netstrømper lidt itu! da den ville hoppe op og slikke! var al opmærksomheden rettet mod Andrija.
" Jo...jeg henter noget.Skal det være vin eller vodka ?" Spurgte hun og ville vende tilbage med hans fortrukne godnat drink.
Millicent satte glas og flaske fra sig, og tog plads i en stil.Hun lænede sig forover og spændte sine sorte sko af.Selv om net strømperne var med store masker, var de lukket ved tærene så de ikke ville stikke ud. De havde kostet det dobbelte grundet det lille triks, og nu havde hunden ødelagt dem. måske hun kunne lappe på dem med sytråd?
Efter at have fyldt deres glas, lænede hun sig tilbage i stolen og betragtede Andrija.
" Nå...Luzar...så nu er jeg steget i graderne igen hos dig? Opgraderet til legekammerat" kom det med et smil. Det var da ret sandt ellers, for få uger siden var hun total bandlyst nær ham, så ....noget...havde fået ham på andre tanker.
Interessant. Og ...årh hans kys...det kunne jo få enhver til at miste fornuften, og den farlige dæmon, hendes private Pikachu...han vidste det kun al for godt.

"Vin." Svarede Andrija op til Millicent. Han vidste det var det hun ville fortrække og det var da også mest stilet at drikke det, som en godnat drink, det måtte han erkende.
Mens hun fandt tingende frem, fortsatte han med at lege med hunden, til den gik kold og han kunne sætte sig op og få noget at drikke. Han nippede lidt til glasset, mens han tavst lyttede til hvad der blev sagt fra værten. "Ja, det burde du kunne lide."
Da han ikke helt vidste om han skulle sige det i sjov, eller i en letter fornærmet tone, endte det bare med at lyde noget henkastet og ligegyldigt, hvilke absolut ikke havde været meningen, men sket var sket.
I længere tid sad Andrija i tavshed og drak, før han så havde tømt glasset og satte det fra sig, med blikket rettet imod Millicent: "Hvordan går det så?"
Det var måske at rykke tilbage til start, uden at indkasser de totusinde kroner, men han anede ikke hvad han rigtig skulle gøre af sig selv. Havde Millicent intet at føre samtalen videre med, ville Andrija udstøde et højt gab, der smittede af på Senka, der lage sig op i hans skød og fik de lov, ville de kort efter snorke om kap.

Millicent havde mage spørgsmål at stille.Flest af personlig karakter, men hun vidste at han meget nødigt svarede på dem.Det var igrunden en skam, for de lå hele tiden som en usynligt men meget hårdnakket afstand mellem dem. Hun kunne ikke nærme sig ham, før hun forstod hvad der var sket mellem dem sidst.
Hun kunne ikke tillade sig selv at føle for ham....så istedet brugte hun et hav af energi på at overbevise sig selv om at Det gjore hun heller ikke.
Der var dog også spørgsmål der omhandlede helt andre ting. Pungene som Gordon og hun havde rippet fra de stupide mafiamænd , der ville tæske Gordon.
Den ene havde haft Andrijas visit kort i, og Millicent havde en meget dårlig fornemmelse i maven. især da Andrija pludselig var kommet til penge. Mange penge.
Men hun ville vente lidt med den del....hun vidste ikke hvor lidt tid hun måske kun havde med ham, så den skulle ikke spildes på arbejde og diskutioner, hvis det på nogen måde var muligt at undgå.
Hun gav ham et skod svar...et standart fra der holdte sandheden fra livet.
Han ville ikke ønske at høre om hendes eventyr med Gordon ? Eller ville han?
Hun var ikke sikker og inden hun nåede dertil var han faldet i søvn - igen.
Han måtte virkelig elske hendes sofa.
Millicent gik ind og mørklagde soveværelset.de var vel voksende og venner, han skulle ikke ligge der på sofaen hele dagen. Hun ville...have ham med sig..når nu han var her.
Hun prikkede til ham, men ingen reaktion. Så Millicent begyndte at knappe hans bukser op, og lempe dem ned over hofter og lår, til de sad ved hans a kler, og først kunne hales helt af, efter hun havde tavet hans sko også.
Overtøjet var langt mere besværlig,og hun måtte rulle Andrija lidt rundt.
Endelig havde han kun teeshirt, sokker og underbukser og hun smilede.
Hun kunne lide tanken om ingen kvinde havde fået lov at røre ved ham, ikke siden Millicent selv. Hun satte sig på hug, og trak hans arm om sine skuldre ..." kom så Andrija....VÅGN OP...DU SKAL I SENG" skruede hun lyden op....hun ville ikke bære rundt på ham. det endte med han grillede hende, hvis han blev forskrækket.
" Kom nu skat....sengen er klar til dig" talte hun lidt over sig, men uden at opdage det selv.vågnede han lidt op, ville hun hale ham ind og putte ham under sin dyne, for så selv at forsvinde ud på badeværelset og iføre sig en sort Tshirt og et par rene trusser. Og så under dynen.

Noget forgik forbi Andrijas snude. Han kunne ikke helt afgøre hvad det var, men der skete noget. Først havde han overvejet at vågne for at finde ud af det, men konstant drev han væk fra det og døsede videre hen, til der skete noget mere. Først da Millicent skruede op for volumen, vågnede han op - for så til sin skræk at finde selv selv halv afklædt.
han stirrede først ned af sig selv, så op på Millicent og så tilbage til sig selv. "Jeg vil slet ikke vide noget." Mumlede han så, bevidst om at det ville hans eget lille sind have det meget bedre med.
Med en misfornøjet lyd kom han op at stå, lod sit tøj være og dappede ind til sengen. Der gik han omkuld og døsede med det samme hen. Først da Millicent kom, vågnede han en smugle mere op. Lage dynen omkring hende, plantede et hastigt 'uskyldigt' kys på hendes kind og gemte sig så under sin egen dyne.
Der gik lampen ud.

Millicent himlede dramatisk med øjnene ved Andrijas ' vil slet ikke vide noget ' , han burde da kende hende ! " Bare rolig Luzar , jeg har kun misbrugt dig et par gange og filmer dig imens - ikke så meget andet " gav hun ham lidt røg. Hun var sikker på han intet ville huske , for han lignede en der var lige mellem søvn og bevidsthed , så bare han kunne gå og nå ind til senge , så måtte det være at betegne som succes.

Det viste sig han ikke sov helt , og Millicent blev pakket med ned under dynen. Hun lukkede sine øjne , klemte dem nok en smule hårdt i , for ikke at lade sig rive med , da hans læber skabte kontakt med hendes kind og sendte en sødmefyldt lille længsel igennem Millicent. Hun blev dog liggende stille.Kun et lille godnat , hviskede hun til ham. Og først da hun var sikker på alle hans sanser havde lukket ned , hviskede hun vemodigt , mens hun strøg en hånd forsigtigt gennem hans tykke hår..." Hvorfor.. Hvorfor skal det gøre så ondt at være hos dig?" Millicent lagde sig på siden , med ryggen til Andrija. Men tæt. Helt tæt ind mod ham , så hun kunne mærke hvert et slag af hans pulserende hjerte og sådan.. På den måde faldt hun til sidst i søvn, efter at have sejlet rundt uden kompas , på et uendeligt hav af overvejelser omkring Andrija - og hendes relation til ham.

Da sollysten forsvandt bag et højhus overfor Millicents lejlighed, slog Andrija øjne op og gloede rundt i lokalet. Det sidste han huskede fra dagen før, var at han var blevet klædt af og Millicent fyrede en eller anden joke af, med at hun havde gjort alverdens ting med ham.
Forsigtigt rullede han ud af sengen og luskede ind i stuen, hvor han tog sit tøj på, gik hen til vinduet og åbnede det op for at få luft, mens han så byen blive farvet rød af den nedadgående sol. Han kom frem til, da det var helt mørkt, at han var vanvittigt glad for ikke at være vampyr. Aldrig at kunne se solen igen gjorde ham næsten helt trist.
Med et glas vin i hånden, forsvandt Andrija ud i køleskabet for at se om der var nogle spændende ting og sager. Millicents dække, så godt ud. Efter lidt roden rundt havde Andrija fået sig lavet en fin sandwich som han glad satte tænderne i.
Da maven var fyldt og vindglasset tømt, fandt Andrija telefonen frem, for at tjekke beskeder og opkald. Næsten som han havde forventet var han sidste nat blevet bombet med alverdens beskeder af alverdens folk, hovedparten kendte han men der var også en håndfuld han ikke kendte. Dem ordnede han mens han ventede på at værtinden skulle vågne.

Millicent var oppe kort tid efter Andrija, men lod ham lige få lidt tid for sig selv.
Så kunne hun også selv få hendes tåbelige romantiske illusioner stoppet ned hvor de hørte til. Aflåst.
Efter en halv times tid, hoppede hun i et kedelig sort kjole og nogle flade sko i sort og hvid tern.
Hun gik ud for at møde Andrija i stuen, imens hun forsøgte tæmme sit hår med en børste.
" Godmorgen....jeg skal love for mine pilot evner tager på dig hva" smilede hun og begyndte at fylde ting i sin taske. Flasker med blod , mobil og en hel del andet.
" Det var rigtig hyggeligt...så længe det varede...i aftes! Jeg nød det rigtig meget" hun til ham i en varm tone.
" Der er mere kød hvis du er sulten, bare spis " oplyste hun og så sig omkring.
Hun kaldte Senka til sig kælede lidt med hunden. Herefter hentede hun dens snor og hæftede den ved hundens halsbånd. Andrija kunne komme og gå som det passede ham, han var uafhænig af nøgler og kunne selv finde sin vej ud.
" Jeg er desværre nød til at tage afsted på arbejde. Jeg havde ingen mulighed for st vide hvordan i aftes ville forløbe, så jeg har intet valg..andet end at gå" lød det så og denne gang var klangen langt mere melankolsk i sit udtryk.
" Du kan bare ...spise og drikke hvad du vil, inde du smutter...det er kun dejligt at det ikke går til spilde. Hun tøvede ...men valgte så at gå helt over til Andrija.
Flyttede han sig ikke, ville hun lægge en hånd på hans skulder og læne sig lidt frem til hun kunne få fornøjelsen af at mærke hans kind imod hendes læber.
" Farvel..." Hviskede hun...

Vampyrfarten efterlod en høj smækken med døren , da hun var ude af hans synsfeldt. Ude af hans vej.

// out.

Det gav et sæt i Andrija, da Millicent smækkede døren, næsten før hun havde forladt lokalet. Han sad tilbage med et forundret og overrasket udtryk, før han gik ud i køkkenet, gjorde rent og forlod derefter huset.
Det havde alligevel været en dum idé at vende tilbage. Dette ville han absolut ikke gentage igen. Ingen grund til at gøre sig selv mere til grin.

OOC: Out

//:)

// collecting history //