Til at blive sindsyg af! (Macha)

Sted: Maison de fous
Omgivelser: Ikke nogen i miles omkreds..
Vejr: silende regn
Tid: midnat
Dato: irl

Regnen silede ned og trommede på de få ruder på Maison de fous galeanstalten, som endnu var intakte. Det var nu halvtreds år siden at dette sted havde været i brug, men klageskrigene fra alle de faldne på dette sted hang ved som ekkoer i det lange gange og haller. Skrig og støn som de fleste ville vende ryggen og sige at det blot var vinden.. Jamen hvad så med de dage hvor det ikke blser?
Der var dog en som ikke flygtede fra dette sted og ale de klagende ånder. Ahngel.. vampyr alfahannen fra frankrigs hjerte. Han kunne høre dem og han kunne tale til dem ved hjælp af sine evner.. Til gengæld var det en pine at skulle høre alle de dødes stemmer hvor end han gik. Sikke et mylder af tunger uden blod.
Ahngel sad på femte sagl hvor der engang havde været kontor, så der var møbler og billeder, som var det en normal, men elgammel forfalden stue. Ahngels hvide nakke lå imod ryglænet på en rød lænestol imens hans blodrøde indsugende øjne hvilede på det synderrevne fugtige loft. Lidt stilhed.. ikke meget, men lidt.

"Nej se hvad man finder når man er ude på en lille natte tur" lod så pludselig en kold stemme fra et af vinduerne. Det var åbent og en pige som ikk lignede en på mere en 12-14 år sad i det. Man kunne kun lige så omridset af hende på grund af at hun ahvde månen i ryggen. Man kunne dog stadig se de røde øjne der lyste op i det mørke om var omgivet af og de hvis og det iskolde og sadistiske smil som afslørrede det hvide og velplejede tandsæt samt de unormale spidse hjørnetænder. Det var en pige kunne man både høre og se. Hendes lange hår hvivlede svagt om hende og hun var ikk det mindste våd af regnen.

Ahngel lå stadig med nakken støttet imod ryglænet imens han stille lagde hovedet lidt på skrå, det det sorte bølgende hår bredte sig let ned over stoleryggen. Han vendte sine rødflammende øjne imod hende med et roligt blik. Han betragtede hende i nogle sekunder, som alligevel kunne føles som minutter på grund af de sjæletrækkende røde øjne. Hans marmorhvide ansigt hvilede på billedet af hende med et endnu roligt og uforstyrret udtryk.
Derefter lod han stille sine hvide læber parteres i et sprødt klingende..
"Bonnesoir.." sagde han blot. Nærmest som en høj hvisken.. eller en vind. en fransktalende slange måske?

"Ahr Fransk? Eller tager jeg fejl?" Hun sad nu på kontorbordet. Hendes bare ben/fødder dinglede svagt under hende som en eller anden lille munter pige. Nu kunne man så se hende ordenligt. Eller sådan da. Der var jo stadig mørkt om dem. Hun lagde sit hoved let på skrå og sad bare og betragede ham. En svag fnisen kom fra hende endnu en gang. Hendes blik blev så rettet rundt i rummet og hendes smilv voksede lidt. "En fransk vamyr.. Det minder om noget.."

Ahngel betragtede hende stille. Trods mørket så han hende så klart som var det dag. Han genkendte hende dog ikke. Genkendte ikke den glade pige han havde mødt på skolen for mange år siden. Hjulpet i en tid til anden.
"Oui.. jeg er fransk." sagde han så. Hans stemme lød noget mere normal når han ikke talte fransk, som om der rent faktisk var noget menneske inden under det.. men det var der ikke.. ikke mere. Egentlig havde der aldrig været noget menneske. Det havde været den pinefulde indbildning.

"Ja for at være ærlig så vidste jeg det ikk helt. Troede bare at du var en normal vampyr der bare godt kunne lide fransk og sådan noget men det viser sig så at jeg tog fejl der. Ikk, Ahngel?" Hun rettede så de røde øjne mod ham og det iskolde og sadistiske smil var der stadig. Hun var virkelig en helt anden. Eller også var det den sande Macha. Men hun hadede dog stadig at have vand hele vejen om sig. Hun kunne stadig ikk svømme og det søde og uskyldige smil kom af og til frem på hendes bløde og let lyserøde læber.

Ahngel rettede sig endelig op med en underlig bevægelse, så han endte med at være en smule foroverbøjet så det sorte bølgende hår kort faldt ned om hans ansigt. Han rettede sig derefter op og stilte sig op og fjernede håret fra øjnene ved at glide hans ene lyse smukke hånd igennem håret, som formede samme nyance som hans sorte glaslignende negle. "Kender jeg dig?" sagde han så og betragtede hende stille. Hun kendte til det navn som kun meget få brugte om ham. Normalt kaldte hans stab ham for.... det andet navn.

Hun trak let på skulderne. "Ja det skulle du gerne gøre men du husker måske ikk så godt mere eller hvad?" Hun grinte svagt det uhyggelige grin og sprnag elegangt ned af bordet. Så drejde hun sig roligt om sig selv så hendes nederdel flagrede lidt og hendes hår hvivlede om hende. Så luntede hun stille hen mod døren og åbnede den. "Du har vist også forandret dig lidt" Hun lagde sit hoved let på skrå og hendes aura ændede sig så pludselig og de søde og uskyldige smil kom så frem på hendes læber et kort øjedeblik. Så smutte hun ud af døren og hendes aura blev igen kold.

Ahngel blev stående i en tid og kiggede efter hende med et hævet øjenbryn. Husker? Burde han huske hende eller hvad? Han tav da hun smuttede ud af døren, hvorefter han stille fulgte med. Dog først efter hun var ude af synsfeltet. Der var nu noget over hende. Noget let bekendt, men hvad det var var ikke just særlig klar at komme ind på. Måske var det det korte smil hun havde sendt ham. Han stoppede kort op da han hørte en hvislen imod sit øre. En eller anden her.. kendte åbentbart til hende..
Ahngel lagde hovedet lidt på skrå. "Macha?"

"Ja du kaldte" lod den kolde men rolige stemme så bag ham. Hun stod lige bag ham med hænderne samlet på ryggen og sin brystkasse skydt blidt frem. Hendes hoved var også sat let på skrå og det søde og uskyldige smil var tilbage men hendes aura var dog ikk ændret. Hun var som altid en del mindre end ham. Hun lignede stadig lidt den lille pige der ikk kunne særlig meget og var bange for de fleste ting. Den pige der aldrig kunne gøre nogen forstød af egen fri vijle. Sådan var hun ikk mere.

Ahngel blev stille stående og var ikke forundret over hendes hurtighed. En evne han havde forventet af hende som vampyr. "Så?" sagde han og vendte sig endelig om. Hans ellers rolige ansigt var fordrejet i et dystert smil. "Så er endelig kommet ud af skabet som vampyr, oui?" sagde han så og kiggede stille på hende..
"Velkommen til Terre." tilføjede han så og nikkede til hende.

//srry der var ikke meget krea at hente.

Hun stod bare stadig og smilte uden at fortrække en eneste mine. "Ja eller man kan også godt sige at jeg bare har været utrolig god til skuespil hvilket jeg stadig er" sagde hun helt ligeud som om at det var ingenting. Bare endnu en ligegyldig ting. Hendes hår var også forandret lidt. Den elleres smukke silke hvide var væk og blvet mere lilla men længden var der stadig. "Og tak tak..Faktisk har jeg været her længe men ar bare ikk..hvordan skal jeg sige det.. ikk vist mig for nogen"

Ahngel smilede kort og lukket og nikkede til hende. "Javel ja." sagde han så og løftede sin pegefinger og bed sig kort i fingerspidsen. En vane han aldrig var sluppet af med. Ligesom når mennesker sluger tyggegummi eller bider negle. Ahngel ja.. han drak nu blot fra sig selv, men det ville vel være noget af det samme. Det var dog ikke direkte pænt at gøre. Ikke i hans kræse hos alle de fintfølende franske vampyrer, men Ahngel var ligeglad. Indfandt de sig ikke i det, var han bedøvenes.

Hun stod stadig bare roligt da han bed sig selv i hans finger. Hun var lidt ligeglad. Hun slap så sine hænder og vendte sig om mod vinduet igen med en munter bevægelse. "Nåeh hvor længe har du så været her?" spurgte hun ham roligt og satte sig endnu en gang i vindueskarmen. Hun var ikk helt som alle vampyre. Hun elskede sin egen races blod og af og til så ville hun bare 'lege med maden' uden at spise den.

"Blot få måneder." sagde Ahngel lidt ligegyldigt og vendte sine røde øjne op imod den regnende omverden. Vandet dryppede ned imod den halvrådne vindueskarm med små trommende lyde. Ahngel fulgte lyden roligt og betragtede farverne i vandet der fløj igennem den mørke nat. Farver intet menneske nogensinde ville kunne se. Så klart og skarpt. Han havde lyst til at række ud og røre ved det, men lod vær. Han kiggede kort rundt i rummet med et stille rødt blik.