Varulv eller sindsyg kvinde? (Avery)

Sted: Den gamle forlystelsespark omkring boderne
Tid: solen er lige sunket væk...
Omgivelser: Folk der vandrer rundt i mellem hinanden og forsøger at finde hinanden.
Påklædning: Løs skjorte pæne bukser og sko.

Matic kom gående stille ud af et af parkens mange skure da det endelig var gået hen og var blevet mørkt så nu kunne han faktisk endelig bevæge sig rundt. Han kunne endelig finde sig noget føde, men at skaffe det var jo ikke så nemt som det var sagt, og det var også derfor han ledte efter det noget hurtigere eller tidligere end andre, da han ikke ville ende med at være virkelig blodlysten.

Han gik stille og kiggede rundt på de mange folk der traskede rundt. Men med det samme var der noget der fangede hans opmærksomhed, lugten af blod og i en stor mængde, enten mange der blødte eller en der blødte voldsomt. Det var ikke noget han helt vidste med sikker hed, men han gik i retning. Han kunne se lidt blodspor på jorden, og kunne ikke modstå at smage.

*Fy for den lede... Varulve blod... Hvem mon har gjort dette?*

Han gik med langsomme skridt i den retning som det lille blodspor ledte ham, og han kunne så se en kvinde der lignede den der nok havde dræbt den døde varulv som måtte være det der lagde ved hendes fødder. Han skulle lige til at vende om og gå igen, men blev stoppet af en varulv. Han bakkede med langsomme tøvende skridt hen imod kvinden, imens at varulven bare slog ud efter ham. Det her var noget der skulle times rigtigt hvis han skulle have en chance.

’’Øøøh... jeg håber virkelig du har lyst til at dræbe den her varulv også...’’

Han satte af fra jorden så satte han af fra væggen og var så på den anden side af kvinden, da det så endte med at varulven slog ud efter hende istedet. Matic var ikke ligefrem god til at slås at flygte og forføre var hans stærke sider. Det var det han kunne, og han håbede lidt at han ikke skulle bruge det overfor kvinden for at leve... Men han kunne godt finde på at gøre noget i den stil, bare fordi hun egentligt så ret godt ud.

’’Øhhh... Jeg håber at du har nemt ved at klare varulve, og at du ikke har tænkt dig at dræbe mig nu også...’’

Han bakkede lidt væk fra hende, trods det at det var en blindgyde de var i. Han kunne altid flygte op af muren og løbe over taget jo.

Det kølige blik gled fra varulven der lå for hendes fødder, og videre op rundt omkring sig, imens hun ansporede hvor sjælen til den anden varulv var henne. Hun havde selvfølgelig gået lige så stille og roligt ind på pladsen.. men Avery havde aldrig været fredlig stemt i hele hendes liv.
Det var sjældent hun lod folk havde deres vilje. Og når hun så endelig lod dem have deres vilje, var det kun fordi hun kunne have gavn af den. Et roligt blik gled hen over imod en mindre skabning i forhold til de to robuste skabninger der havde angrebet hende. Kunne de ikke forstå at de ikke var nogen match for hende? Hun var for stærk, uovervindelig. Og igen, der ville komme en dag hvor hendes tid ville komme. Da vedkommende kom tættere på, opdagede hun hvilken skabning denne var.
Vampyr… brummede hendes indre stemme, og lod derefter blikket glide videre rundt, men kunne stadig ikke få øje på den anden varulv, dog kunne hun stadig mærke den magiske tilstedeværelse, af varme, og infrarød aura, der herskede de steder hvor dens lugt havde sat sig. Hendes blik flyttede sig i det samme en hæs knurren lød kom til, og hun opdagede at varulven havde sat sig efter vampyren, det besvarede min uro… de er ikke i sammenhold.. sagde stemmen i baghovedet.
Manden flygtede hen i hendes retning, forventede han nu at hun skulle være hans babysitter? Hun brummede irriteret over denne idé han havde fået, og lod en illusion glide hen over varulven hvor dets indre blik så tusind knive blive stukket ind i den, derefter gik hun hen og greb fat om vedkommendes kranium, hvor hendes fingre borede sig ind i den store runde knogle. Nogle lysende celler gled igennem hendes fremhævede blodårer, som kom til syne hver gang hun benyttede sig sin gave. Sjælen blev fortæret, og ædt, og snart var den væk. Det var godt nok ikke den mest velsmagende sjæl, men hvad kunne man dog forvente?
Kvinden vente sig om, og kiggede derefter på manden der havde søgt skjul bag hende, hendes øjne var bemalede af mørk makeup, så de grønne øjne nærmest lynede frem, og det lange mørkblonde hår, sad hen over hendes skuldre, og stoppede nogle fem centimeter under hendes bryster. ”Giv mig en god grund til ikke at dræbe dig..” svarede hun så. Hendes accent var ikke hel til at placere, hendes oprindelse, var beregnet til at kunne snakke alle sprog. Men hun foretrak Latin, eller Hebraisk. Som var nogle hellige sprog der var ud dødet for mange tusind, måske millioner af år siden. Men her talte de fleste engelsk, eller fransk, og det måtte hun selvfølgelig nøjes med. Hun afventede hans svar, på grænsen til utålmodighed. Hun var ellers normalt meget rolig, men hendes dag havde ikke just været den bedste, siden hendes bytte havde været mørkere end hun ville have det. Hun foretrak de lyse, og rene sjæle. Dem der aldrig havde gjort noget som helst. Men det var ikke just det letteste at finde nu om dage, og tanken omkring at det næsten var en sjælden fund, fik hende nogen gange lyst til at pakke sjælen ind og gemme den til senere. Men sådan fungerede verdenen ikke.

Han havde ikke forventet at kvinden ville være venlig, men han var meget rolig da hun snakkede om hvorfor hun ikke skulle dræbe ham, og han gik bare roligt frem mod hende og så hende bare direkte i øjnene udne nogen tegn på frygt. Han var lidt nervøs for at dø, men han viste det på ingen måde. Han stod rank og stolt foran hende.

’’Fordi jeg intet har gjort dig... Men regner ikke med at det tæller noget hos dig? Hvad så med at jeg kan være mere værd for dig i live? Kan give dig noget et dødt legeme aldrig ville kunne fremskaffe dig?’’

Han havde helt naturligt valgt at lade sin evne være i brug da han så om ikke andet havde den som mulighed hvis hun skulle begynde at røre ved ham. Han var ikke direkte bange for hende. Han var jo ikke sådan vildt bange for at dø, og hun så godt ud... Så han måtte bare satse på at hun også var til at foføre, til at vække noget i, så han da slap væk med livet i behold...

’’Du får vel alligevel ikke så meget ud af at dræbe mig? Du er dæmon ikke? Du lever af sjæle ikke... Og jeg vil påstå jeg ingen sjæl har... Så det vil du ikke engang få ud af at dræbe mig... Så hvorfor ikke finde ud af hvad jeg istedet kan tilbyde dig?’’

Han så bare på hende. Et stille smil lagde sig over hans læber. Han vidste at det var farligt, men bare at flygte ville nok være lige så farligt da hun sikkert kunne nå at fange ham hvis hun ville. Det var jo så det om hun faktisk ville gøre det.

Han stod og overvejde lidt hvordan det ville være nemmest for ham at kunne bruge hans egen evne på ham. Sikre sig at hun ville føle sig om ikke andet bare en smule tiltrukket af ham, og derved måske tænke sig om en gang eller to... Måske det ville tvinge hendes lyst til død væk? Han ville dog endnu ikke gå helt tæt på hende, og røre ved hende. Han lod blikket over hende for at se hvor der var bar hud, og hvor der var bar hud ved et mere intimt sted...

’’Så sig mig helt præcist hvad ville du få ud af at dræbe mig? Måske en mild glæde... Som hurtigt ville forsvinde... Hvorfor så ikke istedet lade mig gå og istedet mæske dig i sjæle fra folk derude? Jeg kan hjælpe med at skaffe nogle? Bare sige hvordan de skal være...’’

Knægten virkede ivrig for at leve, hun begyndte næsten at more sig over hvordan han hungrede efter en måde at overleve. Men hun havde den hjælp hun skulle bruge, hun havde allerede en vampyr i fedte fadet, Liam, som ventede hvor som helst det nu end kunne være. Blikket var urokkeligt og vendte ingen steder hen, sådan som han kom tættere på hende. Hun rørte ikke en muskel, hun trak ikke engang vejret. Ansigtet var som en mursten, det var næsten som at snakke til en sten. Hun betragtede køligt det smil der bredte sig hen over hans ansigt, imens han syntes at være inde i den gode varme sådan som han snakkede.
Hvad pønsede han på? Ville han bruge hende eller redde sit eget skind, begge ting betød jo sådan set det samme, så hvorfor lægge det sådan op; Ville han leve eller ville han dø ved at narrer hende ved at bruge hende til hans eget formål? Men sådan skulle det ikke gå, her var det hende der brugte folk. Selv hvis de ikke anede det, havde hun allerede lagt sine skakbrikker parat i ét, skak mat.
Hun betragtede ham roligt, i hendes sorte trøje, med et tætsiddende mørkerødt korset udover, som kantede sig under hendes faste bryster, og nogle lange sorte bukser der gled helt ned til jorden næsten. Hun betragtede hans blik, ledte efter hvad det var han kiggede efter, man kunne aldrig vide med disse vampyrer, og hun gjorde helt sikkert klogt i at holde sig vågen i deres selskab. Men det gjorde hun uanset hvilket selskab hun var i, alle hendes sanser var vågne for fuldstyrke.
Avery havde altid villet have evnen til at tankelæse folk, men så igen, så ødelæggede det hendes lyst til at lege med hendes bytte, hvilket der ikke var noget at gøre ved. Hun lagde langsomt hovedet på skrå, som skabte en lyd af dør der knirkede, som om hendes legmer var rustne. ”Jeg er langt mere hellig end en dæmon.” sagde hun syrligt, men hun fremviste stadig ingen følelser, hun var følelses kold. Hun kiggede på hans aura, som om hun læste hans sjæl. Men det eneste hun kunne læse ved hans aura, var den rest af menneskelighed der var tilbage i hans kolde omgivelser. Han ville være et dårligt måltid. Men alle væsner havde en sjæl, død eller levende, man kunne ikke leve uden en sjæl der skulle fodres.
Hun kiggede på ham uden at kigge på ham, hun besvarede ikke nogen af de spørgsmål han kom med, andre end det hun allerede havde besvaret, at hun ikke var nogen dæmon. Hun var slet ikke en lighed med dæmonerne. Og ville under ingen omstændigheder sammenlignes med sådanne svage.
Avery lod en hånd glide igennem hendes pandehår, så det kom tilbage, i en antydning af at det var hende der satte reglerne her. Desuden kunne han ikke hjælpe hende med det hun ledte efter. Der skulle øjne til som kunne se sjælen. Når hun var ude og lede efter føde med Liam, var det hende der bestemte offeret, hvor hun fik sjælen og han fik blodet.
Hvorfor skulle hun sparer ham fra livet? Han var ’død’ alligevel, så hvad mere havde han at komme efter? Hun kunne komme på tusindvis af vampyrer der ville dø bare de første 600 år af deres liv. Så hvorfor skulle han være anderledes end dem?
"Hvorfor skulle du ikke dø lige som alle andre?"

Han smilede bare stadig, hun var meget kold og det var egentligt meget morsomt at opleve. Han smilede derfor bare, og kommenterede ikke engang på hendes kommentar omkring at hun ikke var dæmon men noget mere helligt. Inden i var han igang med at flække sammen af grin, højhellige væsner havde han aldrig haft ret meget til overs for. Det var dog ikke noget han gad vise hende som de stod der. Han gik bare en smule tættere på hende, og udviste ingen angst for hende.

’’Hvorfor jeg ikke skal dø? Hmm... Hvis du tænker sådan så begå selvmord! Fordi hvis jeg lige så godt kan dø så kan du også.’’

Han stod bare og kiggede på hende, fordi hvis han lige så godt kunne dø så kunne hun vel også? Hun var sikkert en af dem der påstod sig selv som værende udødelig, men alle døde på et tidspunkt alle havde en tid hvor det hele ville slutte for dem om de kunne lide den tanke eller ej.

’’Men må jeg spørge hvorfor du ikke bare render nøgen rundt? I din påklædning kunne du lige så godt vise det hele istedet.’’

Han var nød til at flytte samtalen over på noget andet hvilke han også gjorde meget stille og roligt uden at vise angst eller nogen form for følelser. Han var vant til at folk jagede med ham, og kostede rundt med ham, og hvis hun havde ting sig at gøre den slags overlevede han nok. Han blev ved med at ligge fokus på at spotte bar hud på hendes krop, men trods det han havde sagt havde hun en del tøj på alligevel. Tøjet fremhævede bare hendes former, og gjorde det rimelig nemt at se hvordan hun så ud inden under...

Han kiggede stadig på hende, men inden længe begyndte han bare at gå. Han bevægede sig hurtigt men roligt væk fra hende og ud i menneske mængden igen.

Hun lavede ingen sammentrækninger i hendes ansigt, hun var kold og rolig. En svag vind brise gled hen over stedet sådan som drengen trådte et skridt nærmere på hende. En krage længere væk, skreg i en svag klage, og udgjorde et vingeslag med de prægtige sorte vinger, så den kunne stige til vejrs.
"Jeg kan ikke begå selvmord uden at dukke op igen så. Jeg kan dø lige så længe jeg vil til min Fader, ikke længere vil tillade det, og hvem vil dog miste sin yngling?" Svarede hun uden konkret at komme ind på hendes egen race, han var dårlig til at læse sig frem til de racer som nu var hvad. Men sådan var det vel. Satan'en selv var nu ikke just hendes far, men hun var blevet berørt af ham, og det meste af hendes liv havde hun levet i hans sted, netop fordi hendes evne var at kunne tage sjæle. En gave der var givet fra Lucifer selv.
Hun hævede det ene bryn, da han kom med den sidste kommentar til hendes påklædning, selvom den ikke desto mindre afslørede det store, andet end hendes slanke kropsbygning, og faste små bryster. Avery var da klar over hendes krop ikke havde de typiske kvindelige former som man normalt set ville foretrække hos en kvinde, i hendes krops alder. Men nu var hun i sin tynde spinkle skikkelse som hun nu engang var. Det fik hende sikkert og vel til at få et udtryk af at være svag, og en kvinde der ikke kunne passe på sig selv. Hvilket bestemt ikke var hvad hun ønskede folk skulle tro. Hun ville have at man kunne se på hende, som en kvinde der stod på mod. Og kunne tage vare for sig selv.

I det samme begyndte han at gå. Hvor skulle han hen? Troede han virkelig hun var færdig med ham bare sådan lige. Hun var dog træt efter at have brugt hendes evner mere end én gang på under en halv time. Hvilket gjorde hende lettere ør i hele kroppen. Hun fugtede langsomt sine læber, imens hun så på manden der begyndte at gå, og gneb de grønne øjne sammen, i et frem hav af uretfærdig behandling. Hvem troede han lige han var? Hun brummede irriteret for sig selv, og kastede to ildkugler på varulvenes lig, hvor efter hun selv gik. Der var ikke mere at komme efter her, og hun kunne ikke kræve for meget, der var grænser for hvor hårdt man nu pressede sig selv, og dette var et af dem. Hendes måltid havde heller ikke ligefrem været det allerbedste, det var ikke nogen rene og uskyldige sjæle hun havde fået, nærmere smudsig, og uklar. Den havde ligget imellem klarhed og sindssyge. Men hvordan så hendes egen sjæl egentlig ud? Det var ikke noget hun før sådan lige, havde sænket en tanke, at hun kom ind på det nu, var vidst bare rent held. Men ingen var jo perfekte. Hvis hendes sjæl var sort som ibenholt, ville det ikke betyde noget for hendes, hvem holdt af at spise urenlige sjæle? Hvem åd egentlig sjæle andre end hende?