Anybody home?

//Tilegnet Maya

Den kolde, våde aften, var nettop begyndt at live en anelse mere op, nu da regn timerne var ovre. De næsten skindene våde fliser, gav de ellers svage lygtepæle en anelse mere liv og lys og den tunge duft af asfalt, var en behagelig afveksling af den ellers væmmende stank af diesel og os fra vejens lastbiler. Dette fik de mennesker og væsner der ellers ville have ligget og gemt sig i deres varme stuer, ud på vejen og imod byen. Der var altid travlt om aftenen på en weekend dag. Og ændringen i vejret, kunne klub ejer altid kun glæde sig ved. Det fik folk til at ændre mening, hvor de måske ellers hellere ville være blevet hjemme i deres tørre stuer. Selvom mængden af folk var overraskende, var det dog ikke svært at opgradere fra ingen, til nogen få. Der var stadigt ikke mange kreature at finde, hvilket blot gjorde nogen tilværelse nemmere.

En af disse, stod nettop for enden af en af Terre's mange små, mørke gyder, og betragtede den store kontor bygning ved dens side. Kreaturet stod en stærk smule over de to meter, med ranked ryg, iført et lettere ladset jakkesæt. Ved hans højre side, lænt op af den store kontorbygning, stod en flere hoveder høj ung kvinde, med den ene fod rejst og lagt imod bygningens væk. Iført en langt finere, rød kjole, og højhælede røde sko, stod hun sig i stærk kontrast til den høje skabning ved hendes side. Men den største kontrast, var at finde i kreaturet ved jættens venstre side. En sammenkrympet, næsten på alle fire, lav figur, kun iført et par halvt ødelagte bukser, og ingen trøje over sin overkrop. Det svage lys fra lygtepælende, lyste ingen af deres ansigter op. Gjorde at de kunne stå i stort set komplet mørke, hvor det kun var deres figurer og bevægelser der kunne spottes. Det var tydeligt at den lave, ranglede figur, talte til den højere ved dens side. Kreaturet rakte sine arme op af jættens ene arm, og trak en anelse i den sorte jakke, som for at tiltale sig mere opmærksomhed, end blot jættens øre. Den høje figur stirede hastigt ned imod den lille, og rejste sin arm for at løsrive sig den andens greb, og ligeså gøre klar til at affyre et slag imod den. Slaget kom dog aldrig, da det lille kreatur respekterede den stores magt, og krøb sig undskyldene sammen, med begge hænder rakt op i bedende forsvar. I stedet, lod jætten sin arm slappe af igen, og kiggede igen op af bygningen, før ned på kvinden ved hans side. Og med et nik, bevægede de sig begge hen af bygningens høje væge. Det lille kreatur kunne da ses kravle sin vej igen, og forsvinde ned af den mørke gyde.

På deres vej, blev de to kreaturers ansigter kort besigtige, som de passerede lygtepæle. Men det var kun i ganske få sekunder, grundet deres hastige skridt. Den høje jættes ansigt bar en grålig, mørk nuance, på et tyndt, udmattede ansigt. Dens læber var lettere flossede, og bar en smilløs eksistens. De tomme døde øjne bar en mat hvid farve, der næsten var utydelige i det svage lys. Og i en næsten direkte kontrast fra den høje jætte, gik den smilende kvinde ved hans side, og bar et stort glædeligt smil, varme, lyse, røde øjne og en fin porcelæn hvid hud. De to, så bestemt ikke ud til at være et par, der blot var på vej i byen. Og da de stoppede foran kontorbygningens store indgang, blev dette endnu tydeligere. Den store jætte løftede begge sine hænder op foran sig, hvor den ene strakte sin håndflade ud, og den anden krummedes over den første. En lang klo skød ud fra den sammen krummede, og skar hastigt en rids i sin hånd. Han rakte den så op foran dørens håndtage, så blodet bredes ud over det fine sølv. Kvinden ved hans side, slikkede sig kort på læberne, inden hun lagde en finger imod håndtaget, og i det sekund hun gjorde, begyndte blodet der før havde ligget dødt hen på håndtaget, at flyde imod de mindste sprækker de kunne finde i døren. Hvis luft kunne komme igennem, gjorde blodet det. Og da blodet endelig var nået om på den anden side, tog kvinden et skridt til siden, efter blidt at køre en finger over jættens kæbeben. Jætten knurrede lavt, inden kvinden begyndte at klikke sin vej væk derfra. Jætten rullede kort på øjnene, inden den stirrede imod døren igen. Kreaturet tog et unødigt indhug af luft, inden dens krop så ud til at ændredes til blod, og faldt om på jorden. Alt blodet samledes dog hurtigt igen. Dog nu på den anden side af døren. Som pølen udenfor formindskede, voksede den indenfor døren. Og efter at have formet en fontæne af blod, stod den høje jætte pludselig på den anden side af døren, og strak sine skuldre. Den betragtede så sin hånd, og så på imens ridsen tiltrak sig de sidste dråber blod, for så at lukkedes af sig selv. Den knyttede hånden og strak den ud igen et par gange, inden de tomme hvide øjne begyndte at stire rundt i lokalet den var kommet til, inden øjnene endelig ville ramme et kamera, skulle der være nogen. Et stort lumskt smil bredte sig over de hvide læber imens den betragtede kammeraet. Jætten kunne blot håbe, at nogen så på, og havde set sig hans ankomst. Men om de havde, eller ej, satte han så straks i gang imod trapperne, med faste, hurtige skridt.

Et velkendt bing lød, idet elevatoren nåede sin destination. Den utålelige musik stoppede endelig, og dørene svag roligt til side for hende. Åbnede en udvej ud til femte sal. Med flere forskellige papirs mapper hvilende imod sine arme trådte hun ud af metalboksen, lige tidsnok til at dørene lukkede sig igen, selvom selve elevatoren blev, hvor den var. Blot indtil nogen ville have brug for den. Hvilket hun stærkt tvivlede. De fleste medarbejdere var taget hjem, nu hvor mørket havde ligget over byen i en god sum timer. Hun burde ikke stadig være til stede, men hendes kontor var et meget bedre sted at gå igennem de mange papirer og ordne, hvad der skulle ordnes. En hver ville da vælge et rummeligt lokale end en kælderlejlighed med en underlig fornemmelse af indelukkethed.
Hun svajede kort i ryggen og fik skudt brystkassen godt frem, indtil rygsøjlen eftergav sig et lille knæ, og hele hendes struktur sad bedre. Og man kunne vel også lige ane en tilfreds mine i det ellers neutrale udtryk i hendes blege ansigt. Men den forsvandt hurtigt hen igen. Med forsat rettet kropsholdning forsatte ud det sidste stykke igennem den noget tomme gang, der kun lige var lyst op længere nede ved det første skrivebord. Med bestemt skridt, der gav en svag genlyd på grund af den hårde hæl på hendes sko, forsatte hun hen imod denne lydkilde. Få totter af hår, der havde fundet sin vej ud af den fyldige fletning, flagrede lystigt i den kunstige vind, der blev skabt af den fart hun havde på sine skridt. Hun holdt sit blik stift imod den stakkels kvinde, der sad bag skrivebordet. Helt begravet ned i sin computer. Kørte sine fingre hen over tastaturet og gav de utallige små klik. Som en vanesag så kvindemennesket op fra sit arbejde, for at mødes med vampyrens fremøde.

”Få sendt disse to videre til kontoret i Nice.” Maya tøvede ikke med at komme lige til sagen og overrakte med det samme to fra stakken, som straks blev taget imod uden andet end et nik. ”Og tjek denne for yderligere svar, så den er klar til mig i morgen aften.” Den sidste mappe blev rakt imod, det der tydeligt så ud til at være en i sekretærstillingen. Samme reaktion. Blot et bekræftende nik, og der blev heller ikke ventet for mere, inden den unge kvinde drejede om og forsatte imod døren til højre. Desværre nåede hun ikke længere end et par skridt, inden hun stoppede op og stak næsen i vejret. Hendes næsebor udvidede sig en smule, som hun indsnusede den ukendte duft. Hun rynkede automatisk på næsen, i samme øjeblik som hun kunne sætte ord på, hvad dette var. Og overraskende nok var det ingen nydelig duft, men mere en stank. Hun så sig en smule nysgerrigt over skulderen, som havde hun i tankerne at gå på jagt efter synderen. Men endnu engang blev hun forstyrret. For pludselig syntes resterne af folkene på arbejdspladsen at samles omkring hende. Eller det ville sige en mand iklædt hans uniform med ’Vagt’ broderet over det ene bryst. Man kunne virkelig se irritationen, der bredte sig i den brunhårede unge kvinde. Hende røde øjne stirrede på ham, som hun vendte sig, så hun kom med fronten imod ham.
”Der er..”
”Så orden det. Jeg ønsker ikke at have denne stank af fremmede i bygningen. Fjern den inden morgenen bryder frem.” afbrød hun beordrende med hænderne sat i siden, og med en dyb indånding faldt hendes skuldre ned igen. Men det fjernede ikke det næsten dræbende blik. Det var ikke mange her, der ønskede at sige hende imod, til trods for hendes unge udseende.
”Javel! Jeg sender holder af sted.” Så var manden ellers på vej. Løbende ned ad gangen, til han forsvandt om hjørnet. Hidkaldte de andre fra hans afdeling, og hurtigt blev der sendt de overskuende vagter af sted. Og Maya, hun forsvandt endelig ind af døren, der førte videre ind til hendes kontor, hvor farverne forhold sig i de mørkerøde og sorte. På sofaen lå hendes frakke endnu blot smidt og sorteret papir lå fint på hendes mørktræs skrivebord. Hun lukkede sin dør solidt bag sig, låste den for at holde andre ude, og så bevægede hun sig ellers imod vinduerne bag hendes skrivebordsområde, der nåede fra gulvet til løftet. Hun stod lidt og studerede de sidste dråber fra ruden der løb ned af, selvom regnen var stoppet. Med en hånd imod ruden, bevægede hun sig imod det nærmeste gardin, og uden et ekstra kig udenfor trak hun blot for. Efterlod kontoret i det hyggelige gule lys fra bordlampen.

Den store jætte af et kreatur, fortsatte langsomt ned af gangen, og imod de mange trapper opad. Og nettop som den åbnede døren ind til trappe opgangen, lod der sig møde ham en himmelsk duft. Væsnet trak vejret dybt ind igennem næsen, og indsugede samtlige hans modstanderes dufte. De matte øjne blev kort lukket, og han knurrede lavt, med et stort, selvtilfreds smil over læberne. Og som han gjorde, begyndte blodet i hans krop at koge, som adrenalinen begyndte at sparke rundt i det. Dette ændrede den ellers tunge duft af hans blods halvt døde celler, til en langt stærkere, og mere indbydene, sød duft. Og da jætten rakte en hånd frem, for at skære en dyb rævne i denne, for så at lade blodet dryppe til jorden for hans fødder, blev denne duft endnu stærkere. Og nettop efter at have ladet sit blod falde, blev jætten til en sky af røg, hvor fra en flagermus skød ud fra, for at flyve op, og gemme sig på loftet.

Da de fem tropper nåede stue etagen, blev de stoppet af den forreste i flokken. De stoppede op, for at betragte den lille pøl af blod. To samledes omkring blodet, og betragtede de boblende røde farver. Indtil blodet pludselig skød op, i en fontæne af blod, kun for så at eksplodere i en stjerne af blod, der blev kastet ud over de vel beskyttede vagter. Men deres beskyttelse kunne ikke gøre meget imod det kogende blod, der trængte ind i øjnene på den ene, og over malede den anden så han kunne mærke sig selv koge inden i hans dragt. Men det var ikke meget de to nåede at skrige, inden der ud fra hvad der før havde været en fontæne af blod, slog en jætte af et kreatur. Første to slag bragte sværd lange spidse klør med sig, der rev lige igennem de to vagters dragter, og lavede flere dybe, fatale sår i deres brystkasser. De skød blindt omkring dem, men ramte ikke andet end de hvide væge. Jætten søgte da imod de næste mål, og borede sin højre hånds klør igennem den tredje vagt, imens den venstre skubbede hans våben væk, så de døende fingres flex omkring aftrækkeren, kun sendte skud ud imod ingenting. De to sidste vagter begyndte nu at skyde imod deres ven, der havde fire lange blod malede klør igennem sig, i et forsøg på at ramme jætten bag ham. Men de ramte kun deres kammerats døde lig, imens kreaturet brugte ham som skjold. Men kort tid efter, da monstrets tålmodighed løb ud, blev liget kastet imod de to andre, og monstret nærmest fløj imod den der ikke blev ramt af liget, og skar hastigt hans strube over. Den der skulle være blevet ramt af liget, havde nået at træde til side. Han kunne nu affyre en salve, direkte i siden, og efterfølgende i brystkassen på monstret. Men jætten af et monster gjorde ikke meget andet, end tog nogen skridt tilbage. Mange af skudene pænetrerede godt nok hans hårde hud, men det så ikke ud til at skade jætten. I stedet, bredte der sig blot en stor, sur mine over dets læber, som den trådte imod vagten, da dennes skud løb ud. Skræmt fra vid og sans, kastede vagten våbnet væk, og trak hurtigt sin pistol frem. Den hånd der holdt pistolen, blev dog hastigt skubbet væk, så de få fanatiske skud der nåede at blive fyret af, bare blev sendt ind i vægen ved deres side. Vagten nåede ikke engang at tænke, før en fuld mund af skæve, hakkede, men syle spidse og skarpe tænder, blev boret ned i hans hals. Angrebet blev efterfulgt af et hårdt ryk, der rev hans strube fra resten af hans krop. Ryket rog scener, kød som stykker af hans trøje med sig. Men monsteret ignorerede dette, og begyndte lystigt at tykke i sig. Vagtens krop begyndte at ryste, som den blev skubbet imod en væg, og monstrets frie hånd rev hans trøje i stykker, kun for så at sætte tænderne i hans modstanders brystkasse, og flå flere stykker kød fra hans krop, som alt lystigt blev mæsket i sig. Og med hver bid der blev taget, blev en fjerde del af de huller der havde ladet blod flyde fra hans krop, lukket. Så efter fire bidder, lystigt tykt i sig med en knasen af scener og muskler, var monsterets krop healet, og ved sin fulde magt igen. Og uden pause, satte monsteret så i gang imod den femte etage. En gang, der gik over den massakre der nettop var blevet skabt.

Kort tid efter, åbnedes døren ud til trapperne fra femte, og kreaturet trådte ind. Blod dryppede stadigt fra flere steder på hans krop, eftersom han stort set var blevet overmalet af de varme, røde farver. Den tunge duft af frisk blod, hang bestemt fyldigt igennem helle huset. Monsteret duftede igennem næsen et par gange, og bestemte sig, at der var nogen ved skrivebordet, uden for den han søgtes kontor. Han tog et par hurtigere skridt, indtil han pludseligt satte i løb, for så næsten at blive usynlig, som han sprintede igennem den korte gang, for så pludseligt at stå på den anden side af Maya's secretær's skrivebord, med sin krop halvt kravlene over, og en tredve centimeter lang klo fra hans pegefinger, blev forsøgt, blidt, men fast, at blive lagt imod sekretærens strube, hvilket ville gøre det svært at trække vejret, uden at komme til skade på kloen.. Kreaturet bar stadig en halv sur mine, over de blodige læber, i det han rejste en finger foran dem, og tyssede af sekretæren.

”Skrig.. Og jeg laver min egen vej ind til din chef, efter dit blod har blandet sig med deres.. Lad være med at skrig. Og du kan få lov til at åbne døren for mig, og undgå flere skader på hus, og medarbejdere... Hvad foretrækker de?"

Stemmen var hæs og ru som den talte. Det var tydeligt, at hvert et ord næsten var svært at udtale. Og endelig blev den sure mine ødelagt, af et småligt smil, som den lange klo blidt kørte op på siden af kvindens hals. Dette ville gøre det muligt for hende at synke og skrige.

”Men skrig endelig... Gør det kun, langt sjovere for mig... Ellers.. Åben døren.”

Kom det knurrende fra væsnet, inden det nikkede imod døren ind til Maya's kontor. Væsnet ville så kravle over bordet, og forsøge at trække sekretæren op, ved hendes arm, og skubbe hende imod døren. Han ønskede ikke at hun kaldte Maya op, og håbede blot hun kunne åbne den uden at gøre dette. Hvis ikke, ville han tillade hende at kalde på Maya, men ville straks tage fat i sekretærens arm igen, og trække hende tæt op foran sin krop. Han havde ladet kvindelige figure gå bag sin ryg før.. Og det var aldrig endt godt. Aldrig mere.

Hvis hun åbnede døren, og væsenet kunne træde ind, gjorde han dette, med sekretæren på slæb, og et stort tilfreds smil rakt imod Maya.

”Mayêmia Dąbrowski, formoder jeg?”

Maya’s ellers så fredsfyldte øjeblik af stilhed blev med det samme afbrudt af den irriterende summende lyd fra telefonen på hendes skrivebord. Hun drejede sig automatisk omkring og nærmede sig kilden til, hvad der havde trukket hende tilbage til den usle virkelighed. Verdenen udenfor var ussel, og de små mennesker der vandrede rundt i gaderne, så hun ikke længere som andet end føde. Nærende føde. Hun så dem ikke længere som en person. Hun satte blidt sine hænder imod den glatte overflade af skrivebordet og lænede sig en smule ind over det, blot for at presse en finger imod den velkendte blå knap på telefonen. Hun sagde ikke noget. Hun forventede at, hvad kvinden på den anden side vidste at, hun ikke skulle lade hende vente.
”Jeg har rettet dokumenterne igennem, som du ønskede.” Man kunne sagtens høre, hvordan den stakkels kvindes stemme skævlede, selvom hun tydeligvis forsøgte at holde den på et alment niveau. Maya lod derfor stilheden ligge over samtalen et øjeblik, blot at høre om, der var andet omkring der ude. Men statikken dæmpede alt. Selv for hendes sarte ører. Men til sidst skilte hun sine læber ad og fik dirkeret sekretæren ind, hvor efter knappen ved siden af blev trykket. Låste døren op. Og tillod hvem end der var bag den, at komme ind. Hun burde nok have været klogere end det. Men hvem kunne beskylde hende. Det var sidst på ugen. Og hun havde ikke haft mange pauser fra sit arbejde. Hun holdt sjælendt weekend.

Hun nåede knap nok at høre at flere fødder trådte indenfor, inden hendes navn lød. Og den lod langt fra bekendt. Og langt fra kvindelig. Hun skjulte sin overraskelse og tog lidt tid, inden hun så op og imod de ubudne gæster. Synet betagede hende bestemt ikke. Og uden at tænke over sine gerninger blev der atter rynket på hendes lille fine næse. Hun rettede sig ordenligt op, endnu med hænderne imod skrivebordet og armene udstrakt. De røde øjne stirrede imod kreaturet foran hende. Hendes blik var ikke blidt i nogen forstand. Flammer var begyndt at blive tændt, og ikke engang en hentydning til et smil var at finde på hendes læber. Han stank. Men til trods for at lugtene omkring ham var blandet sammen til en herrevælding, fangede hun hurtigt duften af frisk blod, samt en aroma, hun allerede vidste, hvor kom fra. Hvilket fik hendes finger væk fra en helt tredje knap. Der var ingen grund til at kalde på døde individer.
”Med alt hvad jeg har hør om Dem, må jeg ærligt sige jeg er skuffet.” Hendes stemme var mere kølig end så meget andet. Hun fjernede sine hænder fra bordet og fik igen sat dem i siden, som hendes blik kørte ned over denne… mand. Helt ned og så op imod hans ansigt igen, hun mest ville undgå at være nød til at se imod. ”De har endnu ikke lært om visse manere, mr. Rasputin. De har allerede dryppet mange dråber for meget af mine vagters blod på mit gulv.” Hun lagde ikke en eneste tanke imod sekretæren. Hun følte sig forrådt. Og selvfølgelig løjet for.
Med et dybt suk lukkede hun kort sine øjne og rystede nærmest opgivende på hovedet, inden de stadig brændende øjne blev rettet stift imod Vladimir. ”Jeg formoder at De ville mig noget, siden De havde i sinde at gøre sådan et unødvendigt postyr for at nå mig.” Hun var virkelig ikke synderlig glad for hans tilværelse nær hende. Men noget sagde hende, at hun ikke blot kunne smide ham ud. Men hun lagde ikke alt for meget låg på hendes følelser omkring det uventede møde.

Sekretærens takt, fik monsterets smil til at synke, og fulgte i stedet med kvinden, med et lavt kedsommeligt fnys. Hans greb om kvindens arm, blev fortærket som døren blev åbnet, og han trak hende med sig ind. Den han var kommet for at mødes reaktion, fik blot de blege, blodige læber til at smile grumt, og fremvise mange af de spidse, skæve tænder. Dog, fik hendes ord hans smil til at krumme sig en anelse, og en lav knurren forlade til at forlade hans strube. Men han lod hende tale ud, inden han tog et par skridt længere ind, og fnøs lavt.

”Og de.. Mangler evnen til at reagere taktisk..”

Mumlede Vladimir stille, inden han strakte sin nakke en anelse, og åbnede sin mund på vid gab. Et par lave knæk udbrød fra hans tænder, imens de begyndte at flytte på sig, og ændre form. I stedet for de mange skæve tænder, bar han nu et fint tandsæt, med et par spidse hjørne tænder. Og i det sekund de var færdige, begyndte hans blod at koge igen, og tænderne blev skudt i sekretærens nakke. Hvis han fik lov at ramme, sendte det en strøm af hans gift ind at blande sig med kvindens blod. Tænderne blev dog ikke længe, inden de blev fjernet fra kvindens nakke igen, og trak en blid stribe af blod imellem hendes bløde hud og hans hvide tænder. Giften ville tage effekt hurtigt, og formegentligt lamme kvinden på stedet. Derefter blev hun dovent smidt fra ham, og han begyndte i stedet langsomt at bevæge sig imod Maya.

”Når din beskyttelse bliver udryddet, og du stor til ansigt til ansigt med et kreatur der ligner det har taget et bad i blod... Er det første du gør.. -Ikke-! At fornærme det...”

Knurrede Vladimir lavt, inden han nåede den anden side af hendes skrivebord, og rakte en hånd over hendes telefon.

”Lad os starte med, at gøre denne samtale.. Confidencial..”

Sagde han roligt, inden en lang klo skød ud fra hans ene finger, og borede sig igennem telefonen, som ikke kunne gøre andet end at give en bristende lyd, da kloen plænetrerede dets indhold, og den blev ødelagt. Kloen blev derefter trukket tilbage, og Vladimir rankede sin ryg, hvilket fik det høje kreatur til at stå op i flere hoveders højde over den mindre Vampyr. Hans arme blev krydset foran ham, og de hvide øjne stirrede dødt ned imod hende. Den som Di Morga sidst havde set, var ikke længere den Vladimir var. Hans stemme var stadig ru, men hans hud var ikke længere i forrådnelse. Han så stadig halv rådden ud, men det var nu blot sådan han så ud. Han rådnede ikke op, hvor han stod.

”Jeg er her på vegne af Klan Rasputin.. Men betyder ikke, at jeg har deres velvære på hjertet.. Betyder ikke, at du skal føle dig sikker, bare fordi jeg har et formål.. Er ikke længere en del af klanen, så kan gøre som jeg ønsker. Hvad jeg vil, kommer før hvad Karaktar vil.. Så vil give dig et øjeblik, til at genoverveje din attitude.. Og det postyr, jeg skabte, var blot et bevis på, at de har brug for Klanen.. Det var alt for nemt for mig, at trænge her ind.. Og vi har langt mere taktiske legemordere, end jeg..”

Fortalte han langt, imens de hvide øjne blot stirrede ind i hendes. Den der talte, var ikke den Vladimir Di Morga kendte til. Han var langt mere veltalende, end han havde fået ry for. Hans smil var forsvundet, og ansigtet havde i stedet skåret et fast og bestemt udtryk, som stirrede imod hende. Han håbede, at hun vedholdt sin attitude. Hvor han dog håbede, at hun ville stritte imod. Han havde kedet sig, i de sidste måneder, siden han var blevet hel igen. Den fulde Vladimir Rasputin, var nu tilbage..

”Oh?” Maya så ikke ligefrem ud til at lytte alt for meget til hans råd. Ordene var dog nået hende, men det gjorde hende ikke mindre kølig omkring hans tilværelse. ”De må have misforstået mig. Jeg fornærmede Dem ikke. Hvis jeg skulle gå hen og fornærme Dem, ville jeg have kommenteret på den afskylige mundering, De er i. Jeg ville have kommenteret på Deres enorme trang til et ordentligt bad og en omgang skrubben bag ørerne. Samt jeg ville gå hen og kalde Dem for understående. Men nu vil jeg endelig ikke stå og påstå at dette ikke er sandt.” Hun fortrak ikke en mine. Hun forholdt det mere eller mindre neutrale udtryk i ansigtet. Ikke engang et løftet øjenbryn, for at gøre kraften på hendes ord kraftigere. Han ville nok forstå lige meget, om hun skabte flere kropslige mimikker.

Roligt trådte hun blot et skridt tilbage, som hendes telefon gav sine sidste små lyde fra sig, inden den gik hen og døde helt hen. Sammen med den lille optager, han tydeligvis havde kendt til. Hun tog kort sine øjne fra vampyren foran sig, bare for at studere den klo, der havde dræbt kontorets ene del af maskineri. Hun så rimelig uberørt ud, hvis man tænkte på, hvad der skete omkring hende. Med den stakkels sekretær liggende på gulvet, hvor tanker om at få hende fjernet, var det eneste der kørte igennem Maya’s hoved. Tilintetgørelsen af hendes elskede telefon fra 90’erne. Og det store monstrum, der tårnede sig over hendes spinkle krop. Tvang hende til at læne sit hoved en del tilbage, som hun så tilbage imod ham. Hænderne blev fjernet fra taljet, og armene blev lagt blidt over kors. Lige som ham. Hun fugtede ubekymret sine læber og blinkede nærmest afslappet.
”Så for at gøre Deres unødvendige brug af ord og talens brug kortere, så enten ønsker Klan Rasputin min assistance eller de ønsker mig… væk. Men hvad der undrer mig..” Hun holdt en lille kunstpause, blot for at træde endnu et skridt tilbage og efterfølgende dreje en lille vinkel imod væggen, så hun nu stod med siden til ham. Hun lod som om, hun betragtede det fine maleri, der endnu hang og pyntede. ”..er..” Igen drejede hun sit hoved og så tilbage imod Vladimir, der indtil videre ikke virkede alt for truende overfor hende. ”..Siden I har disse fantastiske og taktiske legemordere, hvorfor står jeg står jeg så stadig her? Derfor for jeg mistanken om at det ikke er døden, I virkelig ønsker for mig. Måske informationer? Eller også er barnet inde i dig blot vokset i løbet af disse mange måneder, og du egentlig bare til lege med maden? Jeg må sige, det kommer bag på mig. Nu hvor der endelig kommer forståelige lyde i form at ord ud af Dem.”
Hun trippede videre på stedet og kom tilbage til at have fronten imod kreaturet. Hun viklede sin ene arm ud af den anden, og hvilede nu albuen imod, mens hendes hoved hvilede imod hånden. Den anden arm, forblev dog omkring hende under barmen. Hun pillede diskret ved sin læbe, med sin lillefingers negl og gjorde ikke så meget andet. Hun stod blot der og gennemborede ham med sit blik. Håbede det til sidst ville få ham til at forsvinde fra sit syn.

Han kunne allerede mærke det bygge sig op i hende. Den 'overlegende' følelse af at være bedre, skyggede for en hver tanke af fornuft. Hun ville stritte imod. Prikke til ham. Drille ham. Som disse fint klædte Vampyrer, mente altid at de skulle se ned på alle omkring dem. Men når det kom til situationer som denne, glemte de at de ikke længere var den overlegne. Specielt de af Ventrue Blodlinjen. Hvilket Vladimir var temmelig overbevist om, at denne lille kvinde var. Ingen anden kunne formode at se så overlegen ud, og fuldstændigt ignorere dens situation.

Og nettop som han havde tænkt det, gik hun i gang. De hvide øjne blev langsomt knebet sammen som hun fortsatte, og hans hoved lagt på skrå. Han betragtede kvinden som hun bevægede sig, og lyttede intenst til hendes ord. Han ignorerede det dumdristige, letter ugennemtænkte pirkkery, imens hans blik nu voksede sig følelsesløst. Bag hans læber gled den lange tunge over hans tænder, der nu knækkede sig skæve igen. Det var ubehageligt at holde dem fine og lige. Så tilbage ved det gamle, fortsatte han med at lytte efter. Men interessen gled langsomt fra ham, og ventede nu i stedet på at hun blev færdig. Øjnene fulgte hende dog fortsat, og nedstirrede den lille figur, den ældre Vampyr befandt sig i. Og da hun endelig stoppede op på den anden side af hendes bor igen, og betragtede Vladimir med et gennemborende blik, fik hun et direkte tilbage. Og der stod de i et kort stykke tid, inden de blege læber bevægede sig.

”Du bliver ved med at sige 'I'.. Du hørte ikke.. Efter.. -De-. Ønsker dig ikke død.. -Jeg-. Begynder langsomt.. At.. Kunne se.. Det sjove.. I det.”

Knurrede Vladimir lavt. Og med hvert ord, blev hans stemme mere dyrisk og knurrende. Og da han færdig gjorde den sætning, trådte han et skridt til siden, og lagde en hånd imod bordets kant. Den spinkle arm, der før havde virket så svagelig, spæntes da, og muskler så ud til at presse imod de gemmende ærmer. Og med et let sving med armen, slyngede han bordet igennem rummet, så det fløj hen og ramte det billede hun nettop have betragtet, og smadrede begge. Havde bordet været et der var sat fast til jorden, ville kraften bag hans kast, have revet hængsler, brækket brædder. Bordet ville flyve væk, og fjerne det sidste der befandt sig imellem dem. Han trådte nu et par skridt nærmere, med en let rystende overlæbe, og en lav dyrisk knurren.

”Og 'understående'?”

Spurgte han, da han var mindre end et par skridt fra Maya, og nu stod de flere hoveder højere end hende. Om hun havde forsøgt at bakke væk, og måtte træde imod væg, eller vindue bag hende, var han blot kommet endnu nærmere.

”Din skønhed, ville gøre dig stærkere i lyset.. Men i mørket.. Hvor vi begge hører til.. Er -Du- den understående.. lille.. Maya!”

hvæsede han højt, inden han forsøgte at slynge hans abnormalt lange fingre omkring hendes hals, og presse hende hårdt imod vægen bag hende. Og hvis han magtede det, ville han løfte hendes fødder væk fra jorden, og lade hende dingle foran ham, op i en højde hvor deres øjne var lige ud for hinanden.

”Måske.. Skulle jeg ignorere Karaktar's ønske? Give Mafiaen en.. Anden slags.. Besked, end den Karaktar havde udtænkt sig. Finde en anden.. Nytte. Af dig?”

Foreslog han, stadigt med et udtryksløs blik, og de mat hvide øjne borrende imod hendes.

"Hvis ikke andet.. Havde du ret i -en- af de ting du sagde.. Jeg er et stort.. Legebarn.. Man må finde den nydelse man kan, i den eksistens man er blevet givet..."

Endelig, trådte et småligt smil sig frem over det nu lumske blik, der stirrede intenst ind i Maya's øjne.

Som var det ingen ting gav Maya blot et lille hop tilbage, som skrivebordet blev slynget igennem lokalet. Efter det havde ramlet ind i maleriet fik det da også en tur på gulvet igen. Kun få centimeter fra, hvor hun før havde stået. Som var hun lettere end blot en fjer, blandede hun lige så blidt på gulvet igen og ænsede ikke specielt meget af den raseri, der havde forvoldt denne skade på hendes kontor. Hvis ikke man kendte hende på forhånd eller blot stod for langt væk til at se, ville hun så umådelig ligeglad ud. Som om rørte dette hende slet ikke. Man skulle næsten tro, at hun var den der morede sig over situationen. Hvilket hun langt fra gjorde. Hun var ikke typen der morede sig. Ikke det mindste. Og hvis hun nogensinde havde gjort, fortrød hun det sikkert og lod det æde sig selv indefra. Efterlod hende blot kold og følelsesløs som nu.
”Nej se. Du ødela-.. ” Længere nåede hun ikke at få frem, inden Nosferatuen pludselig syntes at stå foran hende, nu hvor intet holdt den fra at nærme sig. Hun vendte hurtigt blikket imod ham og med det samme, følte hun de lange fingre vikle sig omkring hendes hals. Af ren menneskelig refleks kunne hun ikke få luft, og hendes egne små fine hænder blev hurtigt løftet op for at gribe om hans. Som ville hun have kræfterne til at åbne den og fjerne den fra sin hals.
En svag lyd af smerte lød overraskende nok fra hende, som hun blev presset imod vinduerne bag sig. De røde øjne blev klemt hårdt sammen, og hun stoppede ikke med at kæmpe imod ved at rive og flå i hans kvælende hånd. Og det hele blev ikke bedre af, at hun nu ikke kunne mærke gulvet under sine fødder. Små kvalte lyde kom stille og roligt fra hendes strube og lidt efter lidt, åbnede hendes øjenlåg sig igen. Bare en smule, så hun igen kunne se imod hans modbydelige ansigt med de tomme øjne. For første gang var der en hel del mere følelse i hendes kønne ansigt. Irritationen blev blandet sammen med den smule vrede, der havde boblet i hende. ”Hvor vover De at tage.. mit navn i din mund..” hvæsede hun, som hun igen fik noget af fatningen tilbage fra overraskelsen. Hun sparkede lidt med sine ben, men det eneste det gjorde noget ved, var at få fjernet skoene fra hendes fødder. Men hun så ikke det største problem i det, siden hun efterfølgende forsøgte at få et fodfæste imod den fugtige rude. Ikke at det lykkedes. Og for første gang forbandede hun sig selv, over sit valg at påklædning. De tynde nylonstrømper gled med det samme imod den glatte overflade.
Selvom hun i princippet ikke havde brug for at trække vejret længere, var hendes vejrtrækninger stadig blevet en smule mere krævende. Mere rasepåvirket. Hendes bliks flammer var blusset op, og hun lod hans øjne mødes med hende. Som holdt de en hyggelig lille stirre konkurrence, som ingen rigtig ønskede at tabe.

”Podła kreatura!” Hvis ikke hendes spytkirtler var blevet blokeret af, af hans hånd ville hun nok ikke have tøvet med at sende en spytklat imellem hans øjne. Hun var bestemt ikke tilfreds.

Hendes ignoranthed overfor hans aggression, begyndte at bide i den del af ham, der engang var dominant. Den vrede, der havde fået mangen et væsen dræbt, ved at de undervurderede ham. Og han overvejede det. Han ønskede ikke længere at være det tankeløse bæst, som han havde været der. Ikke overfor alt, og alle. Han ønskede at vælge. Ønskede at vælge, hvornår han skulle opføre sig som et monster. Da han blev angrebet af vagterne, kunne han lade sit monster fri. Flå dem i stykker, for at beskytte sig selv. Men nu. Nu havde han kontrollen. Han behøvede -ikke- at slå hende ihjel, for at få hvad han ville have. Så det ville han heller ikke. Der var andre metoder.

Som hun hang fra hans hånd, klemt fast imellem vinduet og ham, a rock and a hard place, anså hun stadig sig selv som overlegen. Det tillod ham, at sætte sin plads fast endnu stærkere. Hun var Vampyr. Hun kunne tage langt mere end et menneske. Dette ville han udnytte, skulle det blive en nødvendighed. Hendes udtale omhandlende hendes 'navn', fik Vladimir's øjne til at knibe sig en anelse sammen, og grebet omkring Maya's hals til at klemme stærkere sammen. Men ikke hårdt nok, til at hun kunne omtale ham ved, hvad han gættede på var hendes eget sprog. Det fik Vladimir til at fnyse, og ryste på hovedet en enkelt gang, inden han strakte sin nakke en anelse.

"Ja.. Jeg er et ondskabsfuldt kreatur.. Men i det mindste, indså selv -jeg-, hvornår jeg var underlegen..."

Knurrede Vladimir lavt, inden han med et hårdt sving fra armen, kastede Maya næsten flyvende igennem lokalet. Hun ville skulle bruge sine evner til at svæve, hvis ikke hun ønskede at ramle hårdt ind i vægen hun blev kastet imod. Et slag der ville have brækket nogen af et alment menneskes knogler. Men hun var ikke et menneske, så han vidste at det ikke ville skade hende nær så meget. Men hun ville stadig få lov at mærke smerten..

"Engang, var jeg Baron i Rusland. Styrrede helle landet, med en hård hånd.."

Fortalte Vladimir, imens han gik imod hende igen. Hvis hun havde brugt sin evne til at svæve, og ikke nu var landet på jorden, ville han hastigt løbe imod hende, og ligge sine hænder på hver side af hende, så hun igen ville være fanget imellem ham, og vægen. Hvis hun derimod var faldet til jorden, ville han gribe fat i hendes kjole, og hive hende op at stå igen, for så at ligge sine hænder det samme sted, og stirre følelsesløst ned imod hende.

"Men jeg, blev forrådt.. Sendt i havet i en kiste. Tømt for blod. En ussel, rådden skald. Så kom jeg til Di Morga.. Og her, mødte jeg en at underkaste mig.. Det var jeg nød til, ellers ville jeg være blevet dræbt.. Kunne intet stille op imod denne væg, der da blev min 'herre'."

Fortsatte han sin historie. Som hun sikkert ville begynde at prøve og kæmpe sig fri, forsøgte han nu i stedet at gribe fat i begge hendes hænder, og tvinge dem sammen over hendes hoved, prasset fast imellem nu hans ene hånd og vægen. Den anden hånd ledte han frem foran hende, og en lang klo krøb sig langsomt frem, og lagde sig imod siden af hendes hals, så hun ville skære sig selv, hvis hun forsøgte alt for meget at kæmpe imod.

"Jeg havde været herre.. Leder.. Overstående.. I så lang tid.. Men da. Indså jeg, at mange ting var langt nemmere.. Når man for en gangs skyld var understående.. Man havde ikke behov for at holde denne overstående nede.. Ikke behov for at tænke selv, når man blev givet ordre af denne. Ikke behov for at gennemtænke sine gerninger, når man udarbejdede dens ord. Man skulle bare.. Gøre."

Fortsatte han endnu engang, imens den ganske blide klo, langsomt gled op fra hendes hals, op og strøg blidt ned af hendes kind. Igen, ville den kun skære i hende, hvis hun bevægede sig for meget, og ikke drejede ansigtet som kloen nu blidt skubbede til hendes hoved. De hvide øjne gled ned over hendes hals, imens hans næse lavede en stille sang, en Vampyr som hende formegentlig kendte til. Når en duft af noget, faldt i ens smage. Den der behagede rynken på næsen, der ikke udviste nogen former for ubehag. Når en Aspara forbipasserede. Når en man var knyttet til, fik sendt adrenalinen igennem kroppen, og deres blod fik den langt mere ekstatiske duft. De hvide øjne gled tilbage imod de røde af hendes, nu med et småligt glimt i hans læber, der udviste lumske tanker.

"Jeg kunne dræne dig, nettop nu.. Der skulle ikke mere til, end at stille mine ben i vejen for dine, og synke tænderne i..."

Knurrede han stille, med en advarende tone.

"Man underkaster sig ikke bondemanden, eller sekretæren.. Men dem der kunne tage ens liv, og så gå sin vej uden en mine.. Dem. Underkaster man sig. Ingen.. Andre. Maya. Hold op med at kæmpe imod. Slå din stædighed til siden, og giv op.. Denne. Ene. Gang.."

Maya havde længe ikke været nød til at tage brug af sine naturlige evner. Ting hun skulle sætte til, før de kunne komme i brug. Evnen til at få lov til at lytte med til folks knap så interessante tanker, var dog noget andet end det at svæve. Før havde hendes hoved været mere klart, men som han havde fået kastet hende igennem rummet, havde hun ikke noget at få slået den til. Ikke at det gjorde noget. Et slag imod væggen som dette, ville ikke kunne dræbe hende. Langt fra.

Tydeligvis forsøgte hun sig på ikke at miste kontrollen over situationen. Til trods for at hendes hænder blev samlet over hovedet, som var hun nu et sandt offer, blev det vredesfyldte udtryk ikke fjernet fra hendes kønne ansigt, der normalt ikke bag megen følelse ellers. Automatisk kæmpede hun endnu imod. Vred sig for at få sine hænder fri, hvilket var blevet sat i lås af en langt stærkere person end hende. Men hvad andet havde hun forventet? Denne vampyr var ikke blot et par hundred år gammel. Og han havde ikke just levet sit liv iblandt mennesket. Hans historie fandt hun dog ikke spændende nok til at gide høre efter. Hun fik kun små stikord helt ind, mens hun ventede på sin chance. Ville den overhoved komme?
Hun brød sig virkelig ikke kom den måde han tvang hendes hoved rundt. Kloen skræmte hende ikke. Han skræmte hende vel heller ikke. Frygt var ikke længere en del af hendes sortiment. Ikke på særlig højt plan i hvert fald. Og inderst ville hun helst undgå at vise den frem foran Vladimir. Hvis ikke hun tog alt for meget fejl, var det, hvad han ønskede i nuværende øjeblik.

”Der ville ikke være meget for at blot stå og se på, kære mr. Rasputin.” hvæste hun af ham, og som hun talte kunne hendes fine sæt af hugtænder ses. Hun var ikke sulten. Hun fandt intet i lokalet spiseligt. Ikke engang den stakkels kvinde, der bare lå lammet på gulvet ikke langt fra dem. Hun følte sig truet, for at gøre det kort. Hun så faktisk denne vampyr foran sig som en trussel. Hun var ikke sikker på om, hun skulle være beæret over at støde ind i en der kunne få hende til at føle sig sådan, eller om hun skulle beholde den ligegyldige tanke om ham. Lige meget hvad, blev hun ikke bare stående, som hun formodede, han ønskede.
Hun følte med det samme, hvordan kloens spids så nemt som ingen ting spiddede sig ind i hendes kind og dannede en flænge, som hun drejede sit hoved, for ikke at være i profil til ham. Der var ingen tvivl om at dette gjorde ondt på hende, men samtidig virkede det ikke til at hun tog sig af den skade, der blev gjort på hendes skønne ansigt. Blodet begyndte med det samme at løbe, men hun gav ikke sig selv lov til at tænke yderligere over det, inden hun spændte sine mavemuskler og pludselig trak begge sine ben op til sig, inden hun fik hamre fødderne imod sin modstanders brystkasse. Ikke at hun forventede han ville bakke væk, men lige meget om han stadig holdt fast i hende eller ej, ville der kort efter ikke være meget at lukke fingre omkring. Hun skrumpede med ét, og den unge kvinde var ikke længere til. Kun en sort ravn var imellem væggen og det monstrum af en vampyr. Uden tøven baskede hun hurtigt med vingerne og kom imod loftet. Op over ham. Og videre imod hvor skrivebordet før havde stået. Først der kom hun tilbage til sin menneskelige form og landede atter blidt på gulvet. Som om intet var hændt børstede hun en smule støv af skørtet på kjolen og tørrede det værste blod fra flængen over hendes kind, hvilket kun resulterede i at det blev tværret mere ud. Gav nu hende det mere dyriske udseende. Hvor klædte blod dog nattensbørn..

De hvide øjne kneb sammen, som kvinden beklagede sig, og kæmpede imod. Hans hoved skrånede en anelse, efterfulgt af et par stille ryst. Det var sørgeligt, i hans øjne. At hun virkeligt stadig insisterede på at kæmpe tilbage. Stritte imod. I det mindste, blev hendes ord en anelse mindre spottelige. Der skulle også kun en mere til. En spydig kommentar mere, og han holdt op med at lege. Orden fik ham i stedet, til a smile ganske småt. Som var dette en del af legen. Han ønskede kamp. Han hadede ord. Ord, kunne altid ramme hans irritation. Det kunne kamp ikke, på samme måde. Havde nok meget med at gøre, at Vladimir ikke var den stærkeste i verbale udfoldelser. Men var derimod ganske godt med, når det kom til at slås.

Og som den lille kvindes ben sparkede imod Vladimirs brystkasse, lod han også sig selv blive sparket en anelse tilbage, og hans greb løsenet. Han sagde i hvert fald til sig selv, at han -lod- hende gøre det. Men faktum var, at han ikke var klar på denne reaktion. På sådan en modstand. Men han nød det. Og nettop som han skulle til at vende tilbage til hende med et hvæs, forsvandt hendes krop, og blev til en Ravn i stedet. Hans øjne fulgte efter hende, imens hans hals stille knurrede. Som en stor, utilfreds kat. Og i det sekund hun landede, og igen blev en menneskelig form, var Vladimir også allerede igang igen. Imens hun så ud til at regne med, at han vill stoppe der, to han hastigt de skridt der var imellem dem, så sten og smulder under hans føder fløj op i den fart han havde. Men i stedet for at hoppe over hende, forsøgte han hastigt at gribe fat i hendes ben. Og hvis han fik fat, ville han slynge hende over hans hoved, og forsøge at hamre hende tilbage ned i jorden. Igen, ville dette have forårsaget foldsom skade på et menneske. Men iblandt deres race, var dette mere et bevis på dominans, end et faktisk praktisk angreb. Det udviste hans overlegen styrke, skulle det faktisk lykkedes.
Hvis han havde magtet det, og hamret hendes ryg imod jorden, ville han ikke stoppe der, men hastigt løbe hen over hende, forsøge at gribe fat i hendes strube igen, løfte hende op fra jorden og så hamre hendes ryg imod vægen, endnu engang presset imellem ham og den. Han sagde intet, denne gang. Stod der bare, og stirrede intenst imod hendes øjne. Udfordrede hende til, at gøre det igen. Afventende.

Maya nåede kun lige at spærre sine øjne op, idet hun kunne mærke hans greb om sit ben. Hun havde ikke nået at trække sig væk fra ham. Hun havde ikke engang nået at lægge alt for meget mærke til at han kom tæt på igen. Hun var tydeligvis ikke alt for vant til kamp. Specielt ikke i disse omgivelser. Hun forstod at bruge kræfter ude i gyderne og gaderne, hvor hun var nød til at søge efter føde en gang imellem. Ikke alle var lige så nemme at få skovlen under. Især ikke, siden hendes tiltrækningskraft var ubrugelig nu, hvor hun ikke havde nogen større erfaring med at være flirtende over for andre. Hun havde vel ærlig talt aldrig haft den største brug for det. Men nu, her, på hendes eget kontor, som egentlig normalt var sat af som et fredet sted, var hun ikke helt så klar på at få slynget et par næver. Eller lignende.
Et halv kvalt skrig lød fra hendes strube, i samme øjeblik hun blev smadret imod gulvet. Hun kunne selv mærke, hvordan det rungede under hende, men det var ikke helt det der fangede hendes opmærksomhed. Det var mere den smerte der skød igennem hendes krop. Hendes knogler var tydeligvis stærkere end et menneskets, men alligevel syntes de at røre lidt på sig. Hun var dog ved at være i tvivl om et af hendes ribben ikke var blevet skadet gevaldigt, eftersom smerten forblev omkring hendes brystkasse, da han trak hende op i nogenlunde stående stilling igen. Endnu et svagt udbrød af smerte lød fra hende, som han blev ved med at presse hende imod væggen bag hende. Grebet om hendes strube var ikke helt så fatalt som ved første omgang. Denne gang fik hun ikke problemer med at trække vejret. Og denne gang var hendes første prioritet ikke at få fjernet hånden. Det var mest at få ham væk. Men hvor fik han hende til at føle sig svag. En følelse hun bestemt ikke brød sig om. Hun kunne smage sit eget blod imod sin tunge og mærke en enkel dråbe, der havde fundet sin vej fra hendes mundvige. Besværet sank hun, hvad hun havde i sin mund, og hun tog ikke blikket fra vampyren foran hende. Hun ville ikke bare erkende tabet her. Det fortjente han ikke. Men der var intet hun kunne gøre imod ham, som han ikke kunne komme op fra igen. Hun forholdt deres øjenkontrakt. Stirrede tilbage. Brød den kun for at blinke.
I stilheden fik hun endelig et fodfæste imod muren bag sig. Selvom hun sikkert ville kunne nå gulvet, hvis hun virkelig strakte sin vrist. Hendes hænder blev også lagt imod muren. Blidt, som kærtegnede hun tapetet. Hun fik skubbet sin overlæbe en smule op og hvæsede ad ham. Viste tænder som før. Men kunne næsten gå hen og tro, at hun havde givet op. Blot fordi han virkelig tvunget hende op i en smal krog, hun ikke just kunne komme ud af. Hun havde dog ikke givet op, og det fortalte hendes øjne skam også. Dog gjorde hun ikke meget andet end at se mindst lige så afventende imod ham, som han gjorde imod hende. Og selvom hun kun lige holdt sin ene balance på den ene fod, der havde stillet sig op på tæerne, syntes der ikke at være meget andet ujævnt ved hendes stilling end den meget svage rystelse, netop på grund af smerten omkring ribbene, som hun forsøgte desperat at ignorere.
Egentlig gjorde hun mere indtryk for at hun ikke få den største grund til at kæmpe således de gjorde. Ikke at hun ville kæmpe imod, hvis det gjaldt, men lige nu gjorde han trods alt ikke megen skade på hende, end den ubehagelige stirren.

Den intense stiren fortsatte i et stykke tid, inden Rasputins blik begyndte at slappe en anelse af. Men i stedet for at virke hånene. Overlegen. Ikke det mindste udtryk i hans ansigt, der gjorde tegn på den overlegenhed, de begge måtte indrømme, og efterhånden også havde, at han besad. I stedet betragtede han hende nu søgende, med øjne der skiftede imellem at være sammenknebene, og spørgende. Som om han afventede en reaktion fra hende. En hånene bemærkning. Et tegn på, at han stadig var under hende, selvom hendes status 'egentlig' var højere end hans.

Og efter en kort søgen i hendes øjne, gled hans blik kort ned imod de dråber blod, der havde forladt hendes mundvig. Roligt, rejste han en hånd imod hendes kind, og hvad end hun gjorde, fik han fingeren til blidt at tørre dråben af. Skulle hun kæmpe imod, eller forsøge at bide efter hans hånd, ville hånden undgå hende, for blot at forsøge igen. Og skulle det være nødvendig, ville det blive med en fastere hånd, at han tørrede dråben væk. Og i det han gjorde, lod hans læber sig endelig bevæge.

"De har levet, alt for længe iblandt mennesket, frk Maya. De har glemt deres egen, medfødte styrke.. Og. Hvis ikke jeg tager meget fejl, hvad der gør vores art, og specielt din blodlinje, så yderst attraktiv..."

Talte han stille, og afklaret. Stadigt, ikke med den mindste overlegende tone. Nærmest venligt. Han tog efterfølgende fingeren væk fra hende, og lod den glide imod hans egen underlæbe. De hvide øjne kiggede dødt tilbage imod hendes, imens han lod underlæben forsvinde bag overlæben, for at vise sig igen, uden den røde dråbe blod der havde været før. Endnu engang, tog han sig til at stirre et stykke tid, inden han endnu engang talte.

"Det har altid været nemt, for deres blodlinje, at finde jer overlegen. Stærkere. I kan mænge jer med andre væsner og mennesket omkring jer.. Os? Vi lever isoleret i grotter og huler. Vi for intet valg. Har -I- nogen sinde overvejet, hvilken form for eksistens det er?"

Spurgte han koldt, og stadigt med den samme rolige, afklarede stemme. Igen, stirrede han mere søgende imod hende, inden han langsomt voksede et smil, og lod hendes krop synke en anelse, så det var nemmere for hende at stå.

"Vi bliver de 'bæster' vi bliver kaldt, fordi vi er nød til det. Vi har ikke jeres valg. Og det valg, skal du prøve at mangle..."

Endte han sin sætning, inden han hev hende væk fra vægen, kun for at forsøge at folde sin lange, stærke arm omkring hendes livvide, og tvinge hendes arme ind imod hendes krop, og gøre det umuligt for hende at afværge hans kommende angreb. Han lod igen sine læber sprede i et stort hvæs, imens hans tænder der knækkede og knagede, for i sidste ende at ligne et ganske almindeligt tandsæt, blot med fire syle spidse hjørne tænder. Hans frie hånd forsøgte da at gribe fat i hendes hår, og fast at trække hendes hoved til siden, og endeligt forsøge at spide de fire spidse tænder, ned i den bløde silke hud ved nakken. Skulle det ende i dette, ville hun med det samme mærke ham trække blod til sig, imens gift gik den modsatte vej. Giften ville give hende en falsk, sød smag i munden, som om hun selv nettop var igang med at drikke. Og så snart han var begyndt at drikke, blev grebet i hendes hår udlignet, til et næsten blidt, men stadig fast greb i hendes hovedbund. Hånden fortsatte da med flette sig dybere ind i hendes hår, imens blod blev trukket, og gift blev skubbet ind. Hans eget blod bobblede igen, og gav hende den søde duft af adrenalinen deri. Og med det, ville hun kunne mærke hendes lemmer svækkedes, og resten af hendes evner lige så.

Denne gang var det mere hende der holdt sine læber samlet og hendes talebånd slapt. Hun sagde i hvert fald intet. Lyttede knap nok til, hvad han fortalte. Men alligevel syntes det meste at finde sin vej. Netop fordi han var den eneste hun i øjeblikket fokuserede på. Der var ikke så meget andet at være bekymret for. End ham. Hun forstod sig ikke helt på sig selv. Hvorfor lod hun sig blive kastet rundt på denne måde? Og hvorfor kom der ingen ord fra hendes mund. Det var trods alt, der hendes styrke lå. De stødende ord. Lagt fint sammen med den kølige kontrol over sine følelser. Hvordan havde det været ham muligt at få hende så tæt på det røde felt? Og han havde gjort det så nemt. Hun beskyldte selvfølgelig hans mangel på respekt for hendes samfundsstatus. Magt handlede ikke om ens fysiske styrke. Ikke ifølge hende. Hun var jo ikke nået, hvor hun var endt med knyttede næver, men blot en ranket ryg og sikkerheden i sin attitude. Frygten, nogle havde for hende, vidste hun egentlig ikke hvor kom fra helt præcis.

Det hele gik pludselig så hurtigt. Hun følte igen sine fødder imod gulvet, men samtidig følte hendes krop en hel del mere låst fast. Hun ville have kæmpet imod, men der skete så mange ting på en gang. Og inden hun fik forstået hans sande intentioner, var det sket. Det havde været alt for længe siden hun selv havde oplevet, hvad hun gjorde ved andre gang på gang. Hans tænder der så nemt som ingenting bed sig igennem hendes bløde hud. Brød igennem og åbnede op til en strøm af hendes bløde blod. Hun lænede sit hoved ganske lidt tilbage, og som skreg hun blev hendes læber skilt ad. Der kom bare ikke så meget som en lyd ud. Efterfølgende bed hun blot tænderne sammen med at øjnene blev lukket lidt i.
”Hvor…Vover du!” hvæste hun ad ham, og til trods for at en umådelig dejlig smag blev dannet i på hendes tunge, var følelsen af blod der forlod hendes krop mindst lige så ubehagelig. Hun vidste direkte foragt over hans kærtegning imod hendes hovedbund og hendes ben havde problemer med at finde ordentlig balance. Hun fik løftet sine arme så godt hun nu kunne, men stadig med overarmene presset imod sin overkrop. Med besvær fik hun mast sine hænder ind imellem dem, og som om det ville hjælpe noget, forsøgte hun at presse ham væk fra sig. Men jo mere hun kæmpede jo svagere blev hun. Hun kunne mærke, hvordan hun kom længere og længere ned. Ned imod de dødeliges kropsstyrke. Og sind. Hun åbnede meget svagt sine øjne, og lagde mærke til sit nu slørrede syn. Hendes læber var ikke spændt ud længere, og hendes tænder skar sig ikke imod hinanden.

”Hva-…” Hendes ben gav en smule mere efter under hende, hvilket tvang hende til at stoppe sine forsøg med at få ham væk fra sig. I stedet lukkede hendes fingre sig blot omkring den blodige overkropsbeklædning han var iført. ”Stop..” Hun kunne ikke lide det. At være så svag. Hun huskede ikke sidste gang, hun havde været så lavt nede. Hun forbandede ham, og hvad end han havde gjort ved hende. Alt imens hun endnu kæmpede for at holde sig oprejst.

Vladimirs arm gav sig ikke. Grebet omkring hende, blev kun stærkere jo mere hun kæmpede imod. Det var ham der bestemte nu. Og hendes forsøg på endnu engang at lyde overlegen, og skubbe ham ned i sølet, hvor han 'hørte til'. Men det hjalp hende ikke. Stoppede ham ikke. Hans tænder fortsatte med at trække blod til sig, imens gift langsomt sivede ind. Giften begyndte dog at synke i mængder, da for meget, i sidste ende, ville tvinge hende i et koma, som selv Vampyrer tog lang tid om at komme ud af. Og der skulle heller ikke så meget mere til, før at giften tog til, og lammede hende fuldstændigt. Så langsomt stoppede giften med at fodse ind. Men han stoppede ikke med at trække ud. Han fortsatte. Tvang hende til at føle, hvordan det var at være fuldstændigt svækket. Et småligt smil bredte sig over hans læber, som han mærkede hendes fingre klamre omkring hans jakke. Kort lukkede han øjnene, og lod hende indse hendes tab. At hun denne gang, ikke kunne gemme sig bag hendes ords magt. Sandt, at der ofte var langt mere magt i hendes position. Men den magt, ville også være det der fik de fleste til at falde. At overvurdere den. Tro, at man aldrig ville blive nået. Det var det, der fik hende ned denne gang.

Endelig, trak tænderne sig ud af Maya's nakke, efterfulgt af en lav, tilfreds knurren. Han holdt stadigt godt fast i hende, selvom der ikke var megen kraft tilbage i hende til at kæmpe imod med, brugt han nu styrken til at holde hende oppe. Nu ventede han blot det øjeblik det ville tage for giften helt at lamme hende, inden han bukkede sig let ned, for så at løfte hende op ved lårende, med den anden arm omkring hendes ryg. De hvide øjne stirrede ned imod hende, let sammen knebene, inden han talte igen. Hun ville stadigt kunne høre ham, men knapt nok kunne tale.

"Der er ingen skam, i underkastelse.. Nogen gange, er det bare nødvendigt. Og denne gang, vil du være den der ender med at må indse dette."

Sagde han kort, inden han satte blikket imod udgangen, og satte i gang derimod. Med faste skridt bevægede han sig imod udgangen af kontoret, og så videre ud af bygningen. Og da de nåede front døren, sparkede han sig blot igennem denne, og fortsatte ud på gaden. Men i stedet for at gå ned af den, drejede han af, ned af den sidegade han var kommet fra, hvor han skubbede et kloark dæksel væk, og dykkede ned deri med dem begge. Og her fra, var det komplet mørke for hende. Ingen lyde, andet end rottefødder, og rendende vand, der fortalte hende at de var i bevægelse. Langsomt ville hendes svækkede sind, grundet den mængde blod der var blevet trukket fra hende, tvinge hende ind i en svagelig søvn, hvor hun ikke længere ville vide, hvor de bevægede sig hen. Og de sidste ting hun ville kunne have set, var op af den høje figur der bar hende. Vladimir Rasputin.

//Out

Med ét havde hun ingen kontrol over sin egen krop længere. Hendes muskler var låste, eller også var det blot forbindelsen til hendes hjerne, der var blevet kortsluttet på få sekunder. Hun havde ingen styrke i sine ben eller sine arme. Eller sine hænder for den sags skyld. Automatisk gav de slip på ham og hun følte sig mest af alt som en kludedukke, som hun nærmest faldt sammen i hans arme, der heldigvis havde kræfter nok til at holde hende oppe. Hun kunne knap nok blinke i denne tilstand. Hendes vejrtrækninger var kun lige hørlige, som var hun på vej ind i en dyb søvn. Eller for en gangs skyld var fuldkommen afslappet. Hvilket hendes indre langt fra var. Hun panikkede ikke direkte. Men der var kaos i forståelsen. Hun var ikke bare svag nu. Hun var fuldstændig ude afstand til at gøre det mindste. Lige meget hvor meget hun prøvede at løfte sine fingre, skete der intet. Intet overhoved.

Lydene omkring hende virkede så langt væk. Og der var tidspunkter, hvor alt var lukket ude. Hendes øjenlåg var faldet i og skjulte deres smukke røde iris. Hendes læber var kun svagt skilt ad, og hvis man tjekkede efter, ville hendes to fine par af hjørnetænder endnu være fremme. Hun havde ingen kræfter tilbage til at holde dem i deres mere menneskelige form, som hun ellers plejede at gøre iblandt mennesket. Ikke for at skabe tryghed, men de fyldte for det meste en smule for meget. Hun ville have rynket på næsen af kloakvand og lyden af de store rotters lyde. Men igen, kunne hun ikke. Hvis ikke hun tog helt fejl, ville hun for første gang se utrolig fredsfyld ud, som hun hang slapt i hans prinsesse greb. Gang på gang forsøgte hun at sende tanker videre. Men hun følte sig alt for døsig. For døsig til overhoved at fokusere længere.

Vladimir’s bevægelser lullede hende nærmest helt hen, til trods for hun ikke rigtig kunne mærke sin krop længere. Men hun kunne stadig fornemme, hvordan han tog sine skridt. Et efter et. Hvor førte han hende hen? Hvorfor havde han overhoved medbragt hende? Hendes øjenlåg sitrede ganske sagte, inden hun til sidst endelig stoppede med sine endeløse forsøg med at få dem åbnet igen. Og lidt efter lidt blev hun sendt videre i sin ubevidsthed. Hun tillod sig selv at give slip. Og som hun gjorde, var hun endelig helt væk. Sat på det magiske flyvende tæppe imod drømmeland. Et sted hun aldrig blev ført imod længere. Som man fik et andet mindre dødeligt liv mistede man tit det menneskelige kaldet drømme.

//Out.//

//Fortsættes: https://vie-la-mort.danskforum.net/t12523-isolation#230369