Isolation

//Tilegnet Maya


En svag dryppen, var det eneste der kunne høres, i den ellers komplet stille, nærmest lettere idylliske grotte. Grotten ville næsten være romatisk, var det ikke for omstændighederne. En stille, tynd, blidt vandfald gled ned af den ene side af den næsten ovale cirkel af hårde klippesten, der skabte et yndig mønster, over de mange klippe udspring.  De fine krystaller der var synlige flere steder, der glimtede blidt, i det svage lys fra en kæmpe lysekrone, skabt af sort metal, formet som et stort fad, med brænde og en stor levende flamme. Det der, mest af alt, ødelagde denne idylliske atmosfære, var det faktum at der ingen udgange var. Inge små sprækker, andet end smålige hulder på få centimeter, som vandfaldet kom ind, og ud af. Det, der engang havde lignet en udgang, var nu blokeret af en gigantisk klippeblok, der var rullet der ind foran. Blokken vejede så meget, at det havde været svært for Vladimir at flytte den ind foran. Men det havde lykkedes ham, som det havde gjort så mange gange før. Her levede han. En aflukket, isoleret grotte, hvor han kunne være i fred, når han ønskede det. Ingen af de andre Nosferatuer, var stærke nok til at flytte blokken. Der skulle mere end fire til, hvis de ønskede at prøve det. Og da, ville Vladimir vide det, og stå imod hvis han ikke ønskede besøg. Det eneste der kunne trække igennem til ham, var en person. Vladimirs, førhenværende højre hånd, nu lederen af Klan Rasputin. Hans tankespind, kunne nå igennem grottens væge. Men Vladimir havde nu lært, at lukke ham ude. Endelig. Efter tusinde år. Andres evne til at gøre dette, var han dog stadig lige så elendig til at modstå.

Det var her, Maya ville vågne igen. Det første hun ville se, var de brune væge omkring hende, der ledte op til åbningen af den brune, simple kiste hun lå i. Det første hun ville føle, var de behagelige, lille pudder der befandt sig under hende. Det første hun ville smage, var en dråbe blod, som hun ikke ville kunne undgå, da den befandt sig blidt på hendes underlæbe. Så snart hun ville lukke munden, ville hun modtage blodet. Og det var noget af det sødste, hun nogen sinde ville have haft chancen for at smage. Blidere, finere og langt mere energisk end en Asparas. Mere elegant og imødekommende konsistens, end en Engels. Alt, var perfect ved denne simple lille dråbe blod. Blod, der tydeligtvis var skabt til en Vampyrs læber. Det første der skete, efter indtagelsen af denne dråbe blod, var at alle de smerter hun havde følt dagen før, forsvandt. Det ribben der havde naget hende, blev på ganske få sekunder healet og i stand sat. Den effect, en halv litter Aspara blod ville have forårsaget, på en almen Vampyr.

Det eneste andet end klippevæge, og den kiste hun befandt sig i, som hun ville kunne se da hun rejste sig, var den store runde klippesten der befandt sig i midten af den indelukkede grotte. Denne klippesten, var hukket ud, så den formede sig som en stol, for den grålige Nosferatu der besad den. Stolen var ikke synderlig fint hukket, ej heller skabt til at side med velbehag. Men de skarpe klippesten der stak ud fra armlænene og ryggen af denne, gav den et hvis ondskabsfuldt ydre. Og den store jætte der sad der, gjorde ikke denne ondskab mindre voldsom. Han sad tilbagelænt, med en albue på det ene armlæn, og hånden rejst imod sit hoved. En tommeltot på kinden, og en finger imod panden, sad kreaturet lænt ned imod denne. Den anden arm lå dovent på det andet armlæn, med fingrende lagt ud over de spidse sten der skød ud fra enden af det. Og her, sad Vladimir med lukkede øjne, og så komplet død ud, som han altid gjorde. Forskællen imellem ham, og et simpelt lig, var at hans blod stadig flød rundt i kroppen.

Det der så ud til at være grunden til, hun oprindeligt vågnede ordentligt op, var den lille dræbe af nærende blod, der var fint placeret på hendes læber. I det hun i halvt sovende tilstand vendte sine læber ind ad i sin mund, aktiverede hurtigt tungen, der lod sin spids slikke resterne af det det næsten størknede blod af læben. Det blev gjort ganske ubevidste, og hun fik ikke fokuseret på det før det var for sent. Med et var smagen af sit eget blod væk fra tungen, som havde det aldrig været der. Og hendes krop syntes at få genskabt den tabe styrke. Hun klemte hårdt sine øjne sammen, inden de åbnede sig og afslørede først en lidt slørret farve, inden de atter glødede rødt som altid. Hun blinkede et par gange og uden rigtig at se sig omkring, begyndte hun at sætte sig op. Automatisk blev en hånd sat imod ribbenet, som forventede hun det ville gøre ondt. Men der var ingen smerte. Overhoved. Det var som om det ikke engang havde været skadet på noget tidspunkt. Forbavset og undrende fjernede hun atter sin hånd igen, og som hun sad ordentligt op, lod hun endelig sit blik glide rundt. Og synet behagede hende ikke. Trods duften omkring hende var yderst afslappende. Det var frisk. Og det havde næsten evnen til at neutralisere lugtens fra vampyren i sin del af grottens hule. Det der meget muligt fik hende ud af kisten, var det faktum at hun var blevet lagt ned i en. Hun havde ikke nærmet sig i mange år, og hun foragtede tanken. Hun fortjente bedre end en dødmands hjem.
Det var nemt for hende at komme ud af kisten igen. Og hun holdt en fin balance, selvom hun kun kort tid siden havde været helt svækket. Som var det blot en vanesag så ud ned af sig selv, og børstede diskret støv af kjolens skørt. Hendes beklædning var ikke på samme niveau som før den ubudne gæst. Hendes hår var ikke længere bundet op i en fletning, men hang der imod bølgende ned over hendes skuldre. Og tvang hende til at fjerne en tot vildfaren pandehår fra sit ansigt. Hendes kjole var langt fra i samme tilstand længere, men i det mindste ikke revet itu. Og hvis hun ikke tog fejl, ville hele hendes udseende være plaget af snavs fra kloakkerne og grotterne, hun tydeligt var blevet bragt igennem, for at nå dette sted. Men der imod var hendes nylonstrømper ikke meget til længere. Store huler afslørede hendes blege ben. Og det blev ikke bedre af, at hun nu bevægede sig igennem hendes nye lokalisering. Den ujævne grund under hende skabte hurtigt flere huller under hendes fødder. Heldigvis var hendes hud knap så sart som den så ud, og efterlod ingen unødvendige rifter eller mærker. Hendes ene hånd faldt op omkring sin kind, og følte ingen flænge længere. Ikke engang et ar. Hun var ikke overrasket. Hun ville dog have været skuffet, hvis ikke hun havde helet ordentligt op.

Med en hånd blidt imod den kolde klippevæk, begyndte hun med lydløse skridt at bevæge sig videre langt den. Den modsatte vej fra det der lignede et sovende kreatur. Hun forsøgte at holde hovedet koldt. Der var ingen grund til at gå i panik. Roligt lod hun igen sit blik glide rundt. Som søgte hun efter en mulig udvej. Uden det største held. Hvor havde han bragt hende hen?

Allerede i det sekund Maya satte sig op, bevægede Vladimirs øre sig ganske kort. Den stille rislen fra det blide vandfald, gjorde ikke meget for at overdøve, selv en så stille som hende. Og med hans hørelse, der næsten kunne høre ting der skete igennem de flere meter klipper der var for alle sider. Så de halvt spidse øre, der mindede lidt om en parring imellem et alment menneskes, en Elvers og et lig. Ørende bevægede sig, så de fulgte hendes bevægelser, og hvor hun gik hen. Men resten af den store Jættes kæmpe krop, bevægede sig ikke ud af flækken. Og de to øjne forblev også stadig lukket. Som var hans krop i dvale, imens ørende stadig var i arbejde. Og for hvert skridt hun tog, bevægede de sig et par centimeter, så de fik så meget af den lyd der kom fra hende ind.
Han lod hende udforske så længe hun ønskede, inden de blege læber bevægede sig, og brød den tunge stilhed.

”Ikke nær så fin, som din store sorte kontor bygning. Men det er et hjem.”

Mumlede den hæse stemme stile, stadigt med lukkede øjne, og i præcis den samme stilling. Og mere, kom der ikke fra Vladimir. Så kunne hun gå rundt, sætte sig, hoppe og danse, lige så lystigt hun ville. Han bliv siddende i denne samme stilling, indtil der blev sagt noget til ham. Skulle hun forsøge at gøre ham noget,ville han naturligvis også reagere. Men ellers, sad han komplet stille, og var komplet stille. Lige så lang tid det ville tage Maya, at ryste liv i ham.

”Hvor det meste af min utilfredshed ligger indtil videre ved tranportionen til dit såkaldte… hjem.” Der var tydeligt at høre i hendes stemme, at hun ikke så dette som et hjem. Ikke et rigtigt et i hvert fald. Hun så det mere som et sted mennesket udforskede, når deres nysgerrige sind blev trætte af bylivets ellers så fascinerende gang. Ikke at hun selv havde oplevet lige netop den del af Di Morga, siden hun altid stod og så ned på dem, fra sit kontor. Stedet hun befandt sig mest. Derudover ville hun se yderst malplaceret ud, hvis hun bare nærmede sig en af de så kendte natklubber. Men underligt nok virkede hun ikke helt så fremmed i sine nye omgivelser. Omgivet af hårde kolde sten. Klippevægge, der næsten var umulige at bryde ned på grund af al fæstningen mineralvandet var skyld i. Hun var ikke bange for at berøre væggene, som var hun bange for at få snavs på sig. Og hendes skridt hen over gulvet i grotten, virkede overraskende sikkert. Hun havde trods alt ikke altid siddet på en behagelig stol med stakker af dokumenter. Dog havde hun ikke befundet sig med denne form for livsstil i flere hundred år. Hvis overhoved. Hun huskede kun svagt fra sin ungdom som menneske. De minder, var heller ikke så værdifulde som dem hun havde fået i sit nye liv.
Elegant tog hun et lille hop på sin vej, som hun endelig trådte væk fra væggen og kom mere ind imod midten. Hun drejede sin front imod ham, som havde bragt hende her til. Men tog lidt tid inden hun tillod sig selv at se imod ham. Også selvom hun virkelig ikke nød synet. Hendes blik var køligt som før. Hun skjulte godt sin vrede alle andre steder end lige netop i øjnene. De var endnu fyldt ud med de flakkende flammer.

”Jeg ser ikke grunden i at De tog mig med her til. Her til dit hjem.” Hun kunne stadig ikke lade være med at rynke en smule på næsen ved det sidste ord. Hvordan kunne han leve sådan et sted? Skønt var det smukt og idyllisk, men for hende var det lukket for meget af fra omverdenen, til at hun ville kunne finde det behagelig. Hun savnede næsten allerede at kunne se ud af vinduet. Ned på gaderne. Eller at nyde synet af malerierne i galleriet. Og til hendes egen forbavselse følte hun sig allerede underlig tør i munden, til trods for den søde smag endnu sad på tungen. Hun indrømmede dog ikke at sulten var begyndt at nærme sig. Hun så sig lidt omkring inden hun afsluttede: ”Jeg har ingen interesse i te selskaber med Dem.” Hendes blik landede atter på ham samtidig med at hendes ene hånd greb omkring den modsatte arms albue, mens den blot hang lige ned. Hvis det havde været mange andre end lige præcis Maya med den kolde attitude, ville det have virket som et tegn på nervøsitet. Men det var ikke ligefrem det man så, når man så imod hende.

Der kom ingen reaktion på hendes 'klage', omkring indbringelsen af hende. Vladimir forblev komplet stille, som han havde været før. Han forblev stadig stille, imens hun fortsatte hendes vandren. Dog bevægede hans læber sig en anelse, som en mindre reaktion via ord.

”Havde jo nok ikke fået dig til bare at følge med. Dit blod smagte mig, og du kan måske komme til at lære noget. -Måske-. Og dette er vel bedre end de kloarker, vi var tvunget til at leve i, førhen?”

Brummede den hæse stemme stille, imens han forblev stille siddende, og stadigt med de døde øjne lukket. Som hendes vandren endelig sluttede af, og hun plasserede sig en anelse tættere ved ham, end hun havde været da hun vandrede omkring vægende. Da hun startede med at tale igen, lod han endelig sine øjne åbne, og strakte ud imod Maya, med et tomt, følelsesløst blik. Øjnene kneb en anelse sammen, da hendes fine lille næse rynkede sig igen, og hans overlæbe ruskede lige så i utilfredshed. Øjnene blev dog kort efter lukket igen, da hun afsluttede hendes ord, og han vendte tilbage til hans halve dvale.

”Er egentlig heller ikke synderlig interesseret i -dit- selskab. Men der er noget du har glemt, fra din tid som nyskabt.. En ting, alle blodlinjerne deler, i den tid. En ting Torreador's, Ventrue's, og mange af de andre, virker til at glemme ret hurtigt igennem jeres liv. En ting, jeg syntes du skal mindes om. Kan være, at du tænker dig en gang ekstra om, inden du krummer næse af din egen art, i fremtiden.”

Brummede den store Jætte, nu med øjnene lukkede igen, men stadigt siddende i den samme stilling som han havde gjort før. Og endnu engang, ville de eksistere i stilhed, indtil hun talte, reagerede eller gjorde noget imod Vladimir. Vladimir, havde ingen interesse i at tale, stille spørgsmål, eller på andre måder finde ud af noget om hende. Præcis, som hun nok ikke havde om ham, andet end hvorfor hun var blevet taget hertil, og hvornår hun måtte forlade dette forfærdelige sted igen..

Det øjeblik han mindede hende om hans uforskammede handling ved at stjæle blod fra hende, syntes noget at boble mere op i hende. Vreden. Aldrig havde hun indtaget blod fra en anden artsfælle. Aldrig. Ikke siden hun som menneske blev tvunget til det. Det var en synd at sætte tænderne i en anden af nattens børn. Det var, hvad hun var blevet belært. Så selvfølgelig var hun ikke yderligere glad for hans gerning. Hun kunne stadigvæk mærke, hvordan huden omkring hendes sarte hals trak sig sammen, som hun et kort øjeblik forestillede sig hans enorme gab, der brød igennem til hendes værdigfulde røde blod. Hun stod lidt og gennemborede han blot med sit blik. Hun tog efterfølgende en dyb indånding og fik hævet sin brystkasse, for så at sænke den igen. Beroligede sig selv. Dog kunne hun ikke fjerne den boblende fornemmelse helt. Og af samme grund, undlod hun at kommentere på det. Ønskede ikke at gøre det hele værre end det var i forvejen. Selvom hun nok et sted alligevel ville ende med det, hvis hun kendte sig selv godt nok. Men så igen. Det var jo egentlig ikke hende der gjorde noget galt. Vladimir var stadig synderen.

Med faste skridt nærmede hun sig endelig den ældre vampyr. Armene havde fundet sin vej tilbage ned langs siden, til hun var tæt nok på. Hun stoppede først ganske få centimeter fra klippe-tronens start, hvor efter hun slog en fast hånd ned i det ene armlæn, der havde det meste plads, så hun ikke behøvede komme i mere berøring af ham end højst nødvendigt. Hun lænede sig sagte hen imod ham, og lænede sit hoved nok tilbage så hun kunne se nemmere imod hans ansigt med det flammende blik. Hun så mere eller mindre fornærmet ud. Langt fra fornøjet. Hun kunne vel se en smule komisk ud, netop fordi hendes udseende ikke lagde udtryk for hendes sande alder. Overhoved. I de flestes øjne, der ikke lagde vægten imod hendes samfundsstilling, ville ikke tro hun var meget andet end en køn pige, på sin vej imod det voksne liv.

”Hvis jeg er gået hen og glemt noget, ville det tydeligvis ikke være noget der var værdigt nok til at blive husket. Hvis dette handler om den ærede respekt for ældre, har De ikke fortjent den. Og hvis De så inderligt gerne ønsker at lade mig huske de ting jeg havde glemt, burde De droppe dit gådesnak.”
Der var ingen tvivl om at hun var den Maya, man kunne høre om i gaderne. Hun brød sig ikke om små snoede veje. Når det kom til målet, var hun mere til den direkte vej. Det havde nok også noget med, at hun et sted ikke helt var villig til at lytte til, hvad dette monstrum af en mand havde at sige. Og derfor kom med undskyldninger. Dog forblev hun var hun var. Og lige meget hvor lidt hun havde lysten til at se imod ham, tog hun ikke blikket væk. Igen var det eneste tidspunkt hun gjorde, var når hun blinkede, for at fugtige øjnene på ny. Eller sådan var det i hvert fald, med mindre der kom nogen form for reaktion fra modparten.

Vladimir forblev stille, og i mobil, som Maya langsomt bevægede sig imod ham. Han havde kun lagt mærke til hendes reaktioner, og den vrede der boblede i hende, grundet hastigheden på hendes blod. Han kunne næsten smage det varme blod, og høre det sive igennem hendes åre. Hvor de andre blodlinjer fik meget lidt ud af at drække fra andre Vampyrer, var det præcis det samme som et hvilket som helst andet offer for Nosferatuerne. Deres blod lugtede velsmagende, og var ligeså behageligt imod deres tunge. Dog blod fra de af deres egen blodlinje, var ikke nær så velsmagende, og var modsat end nærende. Gjorde i stedet Nosferatuen mere tørstig.
Selv da Maya var mindre end et skridt væk fra tronen, reagerede Rasputin ikke. Hn forblev komplet stille, og holdt sine læber lukkede. Først da hun begyndte at tale, bevægede hans øre sig ganske kort, inden de slappede af igen. Han lod hende tale ud, imens han forblev komplet stille. Hendes ord gav mening, og han forstod hende ude mærket godt. Han brød sig heller ikke om, når Barbarus talte i gåder. Udtale som den, var ikke andet end et forsøg på at fornærme den andens intelligens. Så endelig bevægede han en smule på sig, ved kort at gnubbe sin hånd imod sin kind. Og kort tid efter dette, skød hans øjne og læber åbne, i et hidsigt hvæs der, udviste en form for hostilitet, som han slet ikke have udvist for hende før. En eksplosiv, dyrisk aggression, som også blev forfulgt af at hans hånd skød imod hendes krop, for at udsøge sig hendes hals. Og denne gang, ville hans greb have været endnu stærkere, end hun havde mærket det før, hvis han fangede hende. Næsten så hendes nakkeben blev testet i om den ville holde, hvilket hendes Vampyriske knogler naturligvis ville.
Aggressionen blev ikke stoppet der, men efterfulgt af at han rejste sig fra hans trone, og forsøgte at skifte plads med hende, ved at sende hendes ryg ned imod tronens side plads, så hun blev presset ned imod denne, igen under ham.

”Okay!! Ikke flere gåder! Ikke flere snoede kanter! Du skal mindes om, hvad dem der betyder!”

Skreg Vladimir's hæse stemme, der tydeligvis ikke havde meget mere menneskeligt over sig. Og da han udtalte 'dem', ville han række sine frie finger imod hendes ansigt, for at forsøge og tvinge hendes underkæbe en anelse ned, i en tydelig hentydning imod de fine hjørne tænder.

”Hvad er det de betyder?! Lad mig også forklare det!! Det betyder, at -DU- er et Monster! Præcis som mig!! I samme bås.. En og samme, i to kroppe! Og hvis jeg var i din magt, holdt nede af dine folk, og din Mafia, så ville JEG! Respektere dig! Og jeg ville faktisk være dig understående! Og her!! Vil du lære at respektere mig, eller du vil sulte, og lide som den nedenstående du er -her-, i denne grotte!!”

Hvæsede Vladimir igen, med et ansigt der udviste et dyrisk angrebs instinkt, men en overvældene menneskelig vrede der bag. Og som hans forklaring blev gennemført, hvæsede han hidsigt endnu engang, inden han rejste sig, og forsøgte at slynge hende væk fra hans trone. Han satte sig ikke igen, men forblev stående hvor han var, hans brystkasse voksende og faldende, som var han i gang med at hyperventilere.

”Det har intet med din 'ældre' at gøre.. Intet med din Blodlinje at gøre.. Det handler om perspektiv. Og her? Er du i min magt.. Her.. I mørket.. Er -jeg-, din overstående.. Om din stædighed vil acceptere det, eller ej. Dine dyriske sanser, skal nok belære dig, når tid nok er gået..”

Afsluttede han, stadigt med en hidsig stemme, men ikke længere med den dyriske dybte bag.

Hun ville ikke direkte sige at hun var blevet vant til hans faste greb omkring hendes stakkels hals. Men hun reagerede ikke helt overrasket. Hver gang hun så hans hånd blive sendt imod hende, vidste hun mere eller mindre hvad han ville gøre. Hans små fine mønstre, havde hun allerede fået kodet ind. Informationer hun havde fået omkring ham lå forrest i rækken. Det hele var dog ikke nogen plan om at få regnet ham ud, til hun ville kunne overtage kontrollen. Ikke kun i hvert fald. Han gik hende blot på nerverne. Og selvom det var en sjælend ting, skulle han nok ikke være alt for lykkelig omkring det. Og det skulle hun heller ikke.
Hun lod ham dog hamre hende ned i hans hårde trone, men hun prøvede at kæmpe imod, som han berørte hendes ansigt. Det var umådeligt ubehageligt den måde han tvang hendes læber fra hinanden, som da han endelig slap igen, snappede hun automatisk sammen. Af en eller anden grund gik hans ord ind. Selvom halvdelen af hvad han havde sagt før, bare havde røget ind af det ene øre og ud af det andet. Ikke at hun fandt sig enig i, hvad der kom ud, men hun følte sig mere slået. For første gang slog hans ord faktisk et slag imod hende, som hun ellers havde troet kun hendes ord kunne.

Maya nåede ikke at få kordineret en ordentlig landing og endte med at lande hårdt som en sæk kartofler, som han smed rundt med hende, som vejede hun ingenting. Hun ville ikke sige at hun var skræmt af disse grunde. Hun var ikke bange for om han ville ende med at flå hende i småstykker, men det ville være fantastisk, hvis det ikke skete.
Hun trillede et stykke længere hen over det grove klippegulv og stoppede egentlig ikke før en væg gjorde det for hende. Men der kom ikke nogen lyd fra hende, udover den lyd af luft der endnu engang blev presset ud af lungerne. Hun blev ikke liggende specielt længe, men hun kom skam heller ikke på benene med det samme. Hun skubbede sig blot op i en mere behagelig siddende stilling ved hjælp af hendes armes kræfter. Hun hostede kortvarigt, mens den ene af hendes hænder kom op omkring halsen. Kærtegnede den blidt og trøstende, som ømmede hun sig over hans utrolig stramme greb. Små rifter, de var opstået på hendes ansigt, helede allerede ved endes første par almene vejrtrækninger. Efterlod hendes hud helt glat og urørt igen. Lige bort set fra snavset der forblev der. Hun rettede roligt sit blik op imod kreaturet. Og hun virkede stadig ikke engang halvt så dyrisk som ham.

”Sandt nok er jeg et monster. Men langt fra et monster som Dem. Vi er for forskellige til at De kan tillade Dem at sammenligne os. I øjeblikket er De tydeligvis det usle bæst, så hvorfor skulle jeg respektere Dem? De har ikke vist eller gjort noget, der har fået mig til at have den følelse omkring Dem. Respekt er det De ønsker? Gør Dem fortjent til den. Det eneste Deres handlinger ville gøre er at sende frygt imod et svagere væsen.” Lidt efter lidt, som hun talte kom hun også op stå. En hver der så på, der ikke kendte til styrkerne imellem byens væsner, ville ikke kunne forstå, hvordan hun overhove stadig var i live.

Som hun trillede hen af jorden, kunne Vladimir mærke noget. En følelse, han ikke havde haft længe. En følelse, han ikke var sikker på, om han havde manglet den, eller om han var bedre til uden den. Hans øjne blev knebet sammen, imens han betænkte sig de tanker, hvilket gjorde at han næsten var gået glip af hendes ord. Men det gjorde han ikke. De gik lige ind, og lod sig danse omkring hans sind. Hans vejrtrækning steg i intensitet, og hans læber blev langsomt spredte, med en stille knurren bag hans tænder. Hans overlæbe rystede et par gange, inden han hvæsede hidsigt imod hende. Derefter, satte han i bevægelse imod den store klippesten, der blokerede udgangen til grotten. Med begge hænder lagt imod stenen, og et hårdt træk, forårsagede han flere lange revner i den hårde klippe, inden den næsten blev kastet til side, og rullede af vejen. Dette var i den anden side af grotten, end der hvor Maya var landet. Efter dette, tog Vladimir et par skridt tilbage, og betragtede den store sten. Det havde krævet kræfter at flytte den store sten i vejen, de sidste mange gange han havde gjord det. Men denne gang. Han havde knapt nok skulle arbejde for det. De døde hvide øjne, bar faktiske følelser bag dem, og de blev kort knebet sammen, inden hans læber bredte et stort smil over sig.

Efter et minuts tid stiren imod denne klippe, drejede hans hoved langsomt over hans skulder, og tilbage imod Maya. Øjnene bar nu en hvis glæde, der bestemt ikke virkede behagelig. Hans læber spredte endnu engang det store smil, inden han pludselig satte i løb, ud af den grotte han nettop havde brugt tid, på at bringe hende til. Men i stedet for at løbe på to ben, som han havde gjort i så lang tid, hoppde han nærmest af sted på væge og lofte, i en langt højere fart, end han, og de fleste, nogensinde ville opnå til fods.

Og efter dette, var Maya efterladt i grotten, alene. Og så snart hun skulle få taget sig sammen til at forlade den, ville hun finde det nemt at finde udvejen, og hun ville møde ingen på sin vej. Men hun ville kunne lugte mange kreaturer omkring sig, men aldrig ville hun se en eneste af dem. De ville alle være i skyggerne, gemt væk fra hendes syn. På denne måde, ville hun finde udgangen af grotterne, og hun ville have frit lejde ud i skovende. Men hvilken måde hun nu end skulle ønske at rejse tilbage imod Di Morga ved.. Ville hun ikke helle vejen. Hun var stadigt ikke helt fri.

//out