Clear skies - Khá

Tid: onsdag den 13. november, kl. 12.30
Vejr: Vindstille, solskin, varm for en efterårsdag
Omgivelser: Fortovscafé i gågaden.

Vejret var mildt, trods det var midt november. Kun den kølige luft fortalte, at vinteren var på vej. De sidste par dage havde været præget af et typisk, trist efterårsvejr, men i dag kunne man næsten bilde sig ind, at det højst kunne være oktober. Solen varmede svagt fra den skyfrie himmel. Det var endnu så tidligt på dagen, og gadebilledet var endnu ikke fyldt af mennesker, først om nogle timer ville de få fri og strømme ud i det fri.

Få caféer havde valgt at have udendørsservering, dog var der på alle stoleryggene en plaid at se, så også kuldskære personer kunne sidde og nyde noget varmt i solen. Et venindepar sad, pakket ind i tæpperne, og pludrede fnisende med hænderne om deres varme kopper.
Nær dem sad en kvinde pakket ind i en sort, lang frakke med plaiden foldet om lange, slanke ben. Brystet var dækket af et okkerfarvet tørklæde, der stod i stærk kontrast til den sorte frakke, der klædte resten af den slanke krop. Den korte frisure med de store blondekrøller sad frit, en strikket baskerhue var blevet lagt på bordet. Elegante fingre foldedes om et dampende krus, hvor duften af nykværnet kaffe steg op fra. En slidt bog lå åben på det lille cafébord. Det hele lignede blot en ung kvinde, der forsøgte at nyde de sidste varmende stråler fra solen, inden det for alvor blev vinter.

Alessas gråblå øjne løftedes fra bogen og spejdede årvågent op langs gaden. Den dybe kop blev langsomt løftet op til de smalle læber, og den mørke, bitre væske gled ned i svælget, mens øjnene søgte noget specifikt i bybilledet.

Dér!

En mandlig person bevægede sig ned ad gaden og nærmede sig med rolige skridt. Kom nærmere men uden caféen som værende et mål.
Blikket gled halvt tilbage til bogen og koppen stillet fra sig på bordet, mens manden nærmede sig.
Det havde ikke været svært at finde ham. Han var ikke åbenlys, men man kunne heller ikke sige, at han sneg sig rundt.
Da manden trådte på fortovet forbi caféen, gled den ene lange hånd ud og berørte let mandens håndled, mens hovedet blev lagt uskyldigt på skrå, da hun samtidig så op på ham.

"You wouldn't walk by without saying hello and share a cup of hot, soothing coffee with me, would you, Khá?"

Den milde, lyse stemme lød overmådeligt venlig, ja nærmest ligeså uskyldig som blikket, der blev sat op. Et blændende pige-sødt smil blev spillet over de smalle læber. Det var aldrig helt til at vide, hvor meget der blev spillet, og hvor meget der rent faktisk var sandt i hendes udtryk. Mange års erfaring havde givet en del øvelse i bagagen.

"Come. Sit with an old friend for a while, dear."

Den frie hånd tappede indbydende på stolen ved hendes side.

Der havde været en forandring i vinden den sidste tid. En følelse han næsten havde glemt, rørte sig i energierne. Det var svært at placere hvor eller hvem. Men tiden skulle nok vise forandringens ansigt. Khá havde brugt mange timer på at undersøge forandringerne eller hvad de måske kunne være. Det var en blandet følelse af frustration og nysgerrighed. Nysgerrigheden var det at han kendte noget ved det. Frustrationen lå i at han ikke kunne placere det. Men han havde dog en anelse om hvad det kunne være. Men det var ikke noget han havde mærket siden han blev forbandet til den udøde tilstand han var i nu. Den gang lignede han en meget bleg mand, der var utrolig tynd. Et tilfrds smil bredte sig ved tanken. 

Han besluttede sig for en gammel metode til at finde ud af det. At vente. Han gav Bach ordrer til at gøre klar til en særlig gæst, de begge kendte. Dette blev dog kun aktuelt hvis Khá's mistanke skulle vise sig at være sand. 
En spadseretur ned gennem byen skulle nok gøre noget. Han tog Ærkemagerkåben på for at skjule hvordan han så ud. En lang sort robe med arkane blå symboler i kanten og hætten trukket godt ned over hovedet. 

Energien blev meget tydelig da hun strejfede ham, da han passerede cafeen. Et tilfreds smil bredte sig under hætten inden han stoppede op og sagde: Alessa.... a few hundred years is it? Pardon me but i cannot taste the coffee anyway...
Han rakte hånden frem og trak stolen ud så han kunne komme ned og sidde. Her kunne hun nu tydeligt se hans nærmest indtørrede askegrå hud på de knoglede fingre. Han satte sig ned og trak hætten tilbage så hun kunne se hans ansigt. Sådan som hun kendte ham, var der meget lidt tilbage. Hans kinder var helt indsunket og ansigtet dækket af askegrå hud. Hans lange sorte hår sad i en perfekt hestehale. Der sad to glødende røde orber hvor hans grønne øjne en gang sad. Han smilede til hende og sagde: It has been a while since anyone called me "dear"

De skarpe gråblå øjne løb en gang op af den gamle bekendte, og et skævt, fornøjet smil trådte over hendes ansigt.

"At the very least. And by the looks of you it feels like much longer than that. Your appearance almost makes me feel young again."

Ordene lød nærmest som om, hun takkede for en kompliment, han netop havde givet hende. En kompliment, der på ingen måde passede til det unge, ydre udseende.
Overraskelsen over ændringen lod sig ikke se i det markante, lyse ansigt. Nok havde han ændret sig, men hun havde set drastiske ændringer i overnaturlige, som hun ikke havde set i århundrede, før.
Da han satte sig ned, løftede de slanke hænder endnu engang kruset til læberne, mens øjnene granskede hans forandrede ansigt. Koppen blev langsomt stillet fra sig, mens hun lagde hovedet på skrå, øjnene glidende over hver en tomme af ham. De store krøller hoppede livligt, da hun rettede hovedet op igen.

"I cannot say that I am surprised by that.."

Lød det først drilsk fra hende,

"You do not wear the young face, that I once knew. And a bit melodramatic with that outfit, I would say."

Endnu et underholdt smil blev sat op. I hendes øjne virkede dette valg af tøj ligefrem fjollet, set med nutidens øjne. Selv bar hun et par lange, sorte jakkesætsbukser tilhørende en sort hæl, en hvid skjorte og en sandfarvet vest, under frakken. Javist, hendes eget tøj havde snittet fra en lidt ældre tidsperiode, men hun var selv ikke mere end 50 år bagud, og i dag sås hendes gamle Coco Chanel snit som stilfuldt af mange. Det Khá bar var blot pompøst og en anelse for meget ude af hak.

Nysgerrigheden fik hende til at læne sig en smule frem, og hun spillede et udtryk op, som fik hende til at ligne en ung pige, der havde mulighed for at høre den nyeste sladder. At spille på kropssproget og ansigtsmimikken var blot en af de små ting, som hun fornøjede sig med i hverdagen, og hun var efterhånden blevet så dygtig til det, at det kunne være svært at se, om det var virkeligt eller blot en opstillet scene.

"I am not the one to complain about you making me feel so young and fresh again, but tell me.. What happened to that lovely face of your's, darling?"

Believe it or not Alessa. In a city like this, a hooded robe gives you discretion. People just let me be. But i have tried a bit to keep up with time.


Han åbnede kåben og lod den hvile tilbage mod stolen han sad på. Inde under bar han et klassisk sort jakkesæt med rød skjorte og sort slips til. Der var ganske vist stadig nogle små blå symboler ved kraven der glødede meget svagt, men hvis ikke man læste arkane runer betød de intet. Det var lignende dem på hans store kåbe. Runerne betød ting som Visdom, Viden, Magt, Hemmeligheder. Alle runer der blev brugt af "Arcana Sanctum"-ordenen. Det var alment kendt at Khá var ordenens endeligt, da de forsøgte at indespærre hans magt. Han holdt kåben ud fra stolen og slog ud i luften. Nu var kåben på størrelse med en normal trench-coat. Stadig med de små symboler i kanten.

Han satte sig til rette og kiggede på hende med hvad der nok var et smil. I am still the soul wielder of The Arcane Flame. But my power has grown alot since then. So has my curse. The nature of my curse is not known to the Vatican. I am in some parts of the world known as the King of the Dead.


Han lagde sin højre hånd frem på bordet så den var mere tydelig. På hans hånd, sad der en fingerring Vatikanet udemærket kendte til. Den betød at bæreren var Ærketroldmand. Og Khá var ikke ukendt på nogen måde der. Hans magt til at skabe, kontrollere og se i udødes sind var den magt Vatikan-staten kendte ham for. De kendte ikke til den fulde magt bag den Arkane Flamme. Dog havde mange forsøgt at stjæle hemmeligheden.

It would appear that my curse shapes my body. The more humane or caring i am, the more i appear human. But something tells me that it's not my curse that brings you here my dear

"I believe you. But so does normal, everyday clothing"

En af Alessas evner var netop at følge med tiden, blende ind og ikke skille sig ud fra sine omgivelser, en ting der var vigtig for en med hendes formål. Javel, der blev ikke nødvendigvis lagt synderligt mærke til den slags "udklædning" i en by som denne, hendes tanke var blot, at valget af tøjet måtte ligge til grund for en ejendommelig opfattelse, han havde af sig selv. Som om han forsøgte at bevise, at han var farlig ved sit udseende. En ting Alessa selv ikke gjorde sig brug af, fordi det var nok, at hun selv vidste, hvilken skade hun kunne udgøre. Han var dygtig, og der var en grund til, at han var blevet bekræftet i dette med titlen som ærkemager. Men hun fandt faktisk forsøget en smule patetisk.

Øjnene gled over tøjet under kåben, en mere moderne beklædning, og et skævt smil trådte over hendes ansigt, da hun genkendte runerne og deres betydning.

"Isn't it a bit ironic that you still wear the symbols of a cult you made sure was taken out of existence?"

Trods hans unge alder, i hvert fald i forhold til hende, virkede det som om, at han i langt højere grad greb om fortiden og lod sig lulle ind i det nostalgiske. En ting hun sjældent selv lod sig dvæle i, men var blevet tvunget til på det seneste. Hendes møde med Alastair havde fået minder fra en helt anden fortid til at springe frem. En tid, der var sølet ind i modstridende minder. Nogle hun helst var foruden, andre hun gerne så blev gentaget. Ham måtte hun også snart opsøge endnu engang.
Hans næste kommentar fik hendes blik til at vandre, som forsøgte hun at grave i sin viden.

Pigerne sad stadig fnisende og talte om drenge og andre teenage-prægede sager. Et smil trådte over hendes læber. Med deres stemmer kunne hun nemt placere de to hos animagus-racen, trods deres fuldt ud menneskelige udseende. Så unge og endnu så uskyldige, den verden de var blevet født ind i til trods.
De skarpe øjne vendte tilbage til manden overfor hende, der trods hans slidte krop faktisk var langt yngre end hende.

"The King of the Dead, how dramatic.. Though it makes sense with what you do in mind."

Hun virkede igen underholdt. Hans udstilling af sig selv; citadellet han levede på over England, hans beklædning blandt andre ting, morede hende. Som om han stadig havde brug for at få bekræftet sig selv i et eller andet. Firehundrede år var trods alt også en ung alder, alt taget i betragtning.
Blikket fulgte hånden og dermed ringen. Hun havde set den før, både på billeder og på ham og kendte udmærket dens betydning. Dette var også en af årsagerne til, at deres bekendtskab var så fredeligt, trods deres modstridende race-oprindelse, nemlig deres fælles viden om det arkane. Men dette bekendtskab gjorde også, at det var oplagt, at det var Alessa, der løbende holdt øje med ham både på egne og på Vatikanets vegne.

"So you're trying to tell me, that you have become an evil, eeevil man."

Lød en lettere drilsk kommentar først. I hendes kropsholdning så det ikke ud til, at hun var skræmt af denne udtalelse. Faktisk virkede hun en smule nonchalant, hvorefter hun atter løftede koppen op til læberne og lod den nu lunkne kaffe glide ned.

"Ahh.. But I sat here before you. Maybe I just recognized you and wanted to catch up, no? It has been a long time, dear, don't you agree?"

Svarede hun en smule flyvsk, men uden at benægte, at hun netop havde opsøgt ham.
Men selvfølgelig var der en årsag til, hun havde stoppet ham. Vatikanet ønskede at holde øje med ham og ville vide mere om hans forbandelse, og faktisk var hun en smule nysgerrig selv. Det arkane fascinerede hende, og eftersom de havde forskellige fokuspunkter inden for området, fandt hun ofte deres samtaler interessante og givende, hvilket hun også håbede at denne samtale ville give. Håbet var at finde ud af mere om denne forbandelse og om den arkane ild.

I am well aware of my robes being ancient. I know the order fell by my hand, but i still respect traditions. Many to this day show their authority in their "uniforms". As the Pope or a Cardinal wears robes to show their status, equally do i wear my Archmage-robes.


Han sad og studerede nærmest hendes holdning. Han var udemærket klar over hendes talent for at passe ind. Hvilket var noget han selv havde valgt fra. Han kunne sagtens, men ret ofte blev han mødt af fjendskab eller frygt. Det var der selvfølgelig en god grund til i kraft af hvordan han så ud eller hvad han kunne. Det var netop denne frygt der gjorde at Arcana Sanctum ville indespærre ham. Alessa var nu en sjov skabning. Mest af alt fordi hun sådan set accepterede ham i stedet for at føle afsky eller frygt. Han valgte derfor at vise lidt mere menneskeligt. Hans øjne blussede svagt op af de klare blå flammer og da de var væk, var der nu de velkendte smaragd-grønne øjne han havde sidst hun så ham. 

It may have a price but i can heal and cure diseases now. I can even bring some back from the dead. Does that states me as evil or just different from the priests hunting me? Pardon me my dear...


Han lagde en enkelt finger på hendes kop og en lille blå flamme kravlede fra hans finger og ned i kaffen. Meget kort efter dampede kaffen varmt igen. 

Der var sket en hel del med hans evner siden de sidst mødtes. Måske var det noget han ville fortælle hende om hvis hun selvfølgelig ville spørge ind til det. Der var selvfølgelig nogle ting der var som de altid havde været. Hans gammeldags og gentleman-agtige holdning. Og selvfølgelig hemmeligheden om den Arkane Flamme. Noget hun virkede meget interesseret i.

Han kaldte en tjener over og bestilte et par stykker kage til dem. Han lagde gode drikkepenge og vendte blikket tilbage mod hende med et smil og et glimt i de grønne øjne.

Then let's catch up my dear. Ask and i shall answer. 

Ansigtet med de fine, umenneskeligt symmetriske træk løftedes en enkelt gang op og ned, et nik, som fik hun bekræftet en tanke.

”Ahh.. But the Pope and his Cardinals are from a system, made up by the humans from their need to categorize everything to understand their world. And status is not necessarily equal the rights for it or wits for that matter,”

Påpegede hun, så det lød som en filosofisk sidetanke.
Det havde altid været Alessas mening, at kirken var af menneskene – for menneskene. Det var en instans opfundet af dem, det var deres regler og mistolkninger, der var at finde. Hun vidste, at de alle havde brug for at skematisere og kategorisere verdenen omkring dem, for at kunne forstå den. Det var en del af den menneskelige natur. Derfor havde hun heller intet mod kirken, hun arbejdede endda sammen med Vatikanets folk, havde gjort det i mange år, men som engel var hun ”uden for kategori”. Kirken var ikke for engle.
De gråblå øjne gengældte hans blik med et lille smil, der faktisk nåede øjnene. Arcana Sanctum var oprindeligt årsagen til, at hun havde hørt om Khá og havde opsøgt ham på vegne af Vatikanet. Efterfølgende havde hun fundet hans viden om det arkane, hvilket havde ført til et gensidigt diskussionsforhold om udvikling af viden.
Et buet øjenbryn blev hævet, da hans øjne ændrede farve til et mere humant udseende.

”How peculiar..”

Mumlede hun interesseret for sig selv.

”Ahh! But it very much depends on the price. Raising the dead is not for us to interfere with, which might be why this curse takes it out on your body. Even though it’s possible for you, it is unnatural. And it really is all about where you draw your power from and how you use it. I can kill a man, but it does not mean I do it.”

Tonelejet var roligt, konverserende, men øjnene fortalte om den alvor, hun lagde bag ordene.
Ansigtet var stadig rettet mod ham, da hans hånd rakte ud mod hendes krop. Kun øjnene fulgte kort hans bevægelser, mens hun endnu engang mærkede varmen, der pludseligt trak gennem porcelænet igen. Et høfligt, taknemligt nik sås kort. Øjnene hvilede igen på den slidte mand overfor hende, så dybt ind i dem, som forsøgte hun at se, hvad der lå bag dem, hvordan hans tanker fungerede.
Han havde ændret. Ikke kun af udseende, men hans evner var blevet mere udtalte, mens hans opførsel stadig var den samme. Det var nok fra denne ”forbandelse”, disse evner stammede fra. Men hvordan det mon fungerede? Det var endnu engang lykkedes ham at tænde hendes intellektuelle nysgerrighed.

Hun lod kagegaflen grave et stykke fri fra den klistrede substans og førte den op til munden. Hun tyggede eftertænksomt på den sukkersøde, tunge bid, mens blikket endnu engang vandrede. Alessa havde altid haft en svaghed for sukkersøde sager. Årsagen var, at hendes konstante evner satte hendes stofskifte helt i vejret, og hun måtte opretholde energiniveauet ved konstant at indtage føde. Hun var kvinden, der altid havde et stykke sødt i tasken. Øjnene vendte tilbage til Khá, da hun havde tygget færdig og tungen havde slikket sig fraværende om læberne, og hun lænede sig en smule ivrigt frem, spillet som var de et venindepar der skulle til at dele hemmeligheder.

”How did you come by this so-called curse – was it on purpose or not intended? And how does its nature show itself in its benefits and disadvantages?”

Naturen bag denne “forbandelse”, hvis det overhoved var det, var interessant. Var det blot en rituel forbandelse, eller var det faktisk en handel med en højere magt, som ofte kunne ende med at overtage ham, fordi disse forhandlere ofte var sleske og utroværdige. Hvis det var sket ud fra en handel, var der intet særligt ved det, set ud fra et arkant synspunkt, for så var den ikke udsprunget af hans eget hårde arbejde. Men var det derimod gennem, et muligvis mislykket, ritual eller lignende, lå der langt mere spændende viden bag.

Khá rettede sig lidt mere op og tog en bid af sin kage. Ganske vist kunne han ikke smage den, men han kunne godt lide at holde fast i sin menneskelige side. Correct that humans need their order or schematics in many things. And i am in a sense still a member of the Order. Archmage is a status earned by showing your mastery of the Arcane Arts. So it may be old fashioned, but its earned. And power is just power. Only the wielder shifts its alignment


Da hun spurgte direkte ind til hans forbandelse, ændrede hans holdning sig noget. Han var stadig autoritær, men der kom nærmest en sorg over ham. Han lagde gaflen fra sig og lagde begge sine hænder frem på bordet. Han sukkede dybt og begyndte: Pardon but i hope you enjoy stories.... Many years ago, i was the enforcer for the egyptian gods. I was their vessel of justice. The name "Khá" means justice. I was created to punish and judge through an earthly vessel every generation. This body is the last. 
Han holdt sin ene håndflade op af og en lille blå flamme kom frem. Flammen dannede en lille dreng på omkring 3. Det var som om den lille flamme afspillede hans minder. 
About 400 years ago i met a woman and we fell in love. She came to bear my child. The gods did not accept this child so we hid it. Until the gods found him. They gave me the command to kill the child and my wife. That was the very last command i ever obeyed.... Matthew died right in my arms.... After that i parted my bond with the gods so they cursed me with this undead form. Their power on the world has diminished so therefor i can change my appearence to my former mortal form. Of course i was angry at the world. But Satan wanted my total freedom to use in the world. So he cut the last bonds and gave me the power over the dead. I have no obligations, only power to shape my own fate

En trillende latter blev slået op, mens hoved blev slået tilbage. Hans kommentar havde tydeligvis moret hende. Trods hendes race ofte fandtes naiv og godtroende, havde årene her på jorden lært hende meget, lært hende hvordan verden og dens beboere faktisk fungerede. Og hans havde virkelig slået hoved på sømmet med sin sidste kommentar.

”Ohh.. About that you are certainly correct, darling. Such a thing as power will never change, but I might be just a bit more idealistic in my thinking of how it should be used. And this robe clearly means much to you.”

Selv havde hun også flere symboler på bekræftelse af, hvad hun havde udført gennem det sidste årtusinde. Dog lå disse oftest hengemt i skrin, dragkister og andet. Hun vidste, hvad hun kunne, hvad hun havde gjort. De som havde givet hende disse ting, vidste hvad hun havde udført, og hvilken betydning det havde. Det var mere end nok for hende. Hvis der blev brug for det, skulle hun nok vise, hvad hun kunne, men før dét var det egentligt ikke nødvendigt.

Endnu en, lidt stor, bid kage blev indtaget. Stykke forsvandt overraskende hurtigt, og med den hastighed ville man næsten undre sig over, at hun ikke var kraftig overvægtig.

Øjnene blev lukket let sammen, mens hun tyggede af munden. Ansigtet blev alvorligt men over interesseret, da han angav, at en længere fortælling var under opsejling. Hun noterede sig det menneskelige, følelsesladede udtryk i hans øjne. Selvfølgelig havde han en historie ligesom alle andre, en baggrund hvorfra han stammede, men det var stadig interessant at se dette.

Ikke at hun følte medlidenhed, som sådan. En accept af den gensidige forståelse mellem dem, ligefrem en bekræftelse af at hans gentleman opførsel var velset. Men han var trods alt det direkte modstykke til hende. Hun kunne acceptere ham for værende djævel. Det var nu engang det han var. Men en accept af, hvad hans inderste væsen indebar, ville hun nok aldrig finde helt frem til. Det lå ikke naturligt til en engels personlighed.

Hovedet blev lagt let på skrå, så de fint formede krøller endnu engang bølgede blidt, og den fine hals blev blottet fra tørklædet. Stilfærdigt lyttede hun, mens de slanke hænder blev lagt fraværende op på bordet, kun langt nok væk fra hans, til at de ikke rørte hinanden.

Et stik af.. Ja, hvad var det? Ikke ligefrem medlidenhed. Men han havde jo været menneske engang, hvis man overhoved kunne kalde ham dét, havde elsket, og det barn der trådte frem i flammerne og den kone han havde omtalt, havde eksisteret, elsket ham, for det menneske han var. Medlidenhed var nok ikke det rigtige ord. Men en forståelse, endda en dyb person, trådte frem i hende. At adlyde sine overordnede, var en ting man blev nød til, især i tilfælde af guder. At blive stillet overfor et ultimatum havde hun selv prøvet. For længe siden..

Blikket søgte hans endnu engang, mens hænderne endnu ubevægelige på bordet.

”That.. Is quite a tale.. And though I might not agree with your choice of Satan, I can, maybe, understand it as a hurt and angry man’s choice. But how can you be sure, that he just.. Gave you those powers without ever going to need some kind of repayment, sometime in the future? It is Satan, we’re talking about. How would you react then, if you’ve only gone from one contract to another?”

Hun havde svært ved at finde ud af, hvordan hun ellers skulle reagere. Direkte medlidenhed følte hun jo ikke med manden, hvilket hun heller ikke ville give udtryk for. Men man kunne se, hun havde droppet skuespillet, i hvert fald for et kort øjeblik, og så blot.. Undrende ud. Ikke kun over hans historie, men også hendes manglende ensidige mening om den, som hun burde have. Som om hun ikke kunne bestemme sig for, hvad hun skulle mene eller føle derom.

Han lukkede hånden sammen om flammen og sad tavs et lille stykke tid. Samvittighed var ikke det han havde mest af i verden, men dette emne berørte ham af gode grunde altid. Her var hans samvittighed som den altid havde været. Han var godt klar over at han fulgte en ordre fra guderne men det ændrede heller ikke på det faktum at han havde dræbt sin egen søn. En handling der alle dage havde naget ham.

Han tog en bid kage mere og kiggede op på hende med et lidt forsigtigt smil inden han forklarede videre: As you must be aware of, a Devil must stand by his word. It is the very nature of the deals they make to enslave souls. A broken deal and they forfeit their profit. I made my payment to Satan already. My price was to never be subject to higher powers again. Through the ages devils have made many contracts. I have the very same power. Like i said i can heal, cure or even bring people back from the dead. But it has a price. That price varies alot. Many swear 7 years of service to me once they are dead. 


Han mærkede efter i kåben for at se om han havde den med. Det havde han. Det var et våbensegl fra en af de mest legendariske jægere for Vatikanet. "Bach" Vidste man noget om den aktive del af Vatikanet, havde man hørt historier om Bach. Khá lagde våbenseglet frem på bordet med et lidt lumsk smil. Han tog en bid kage mere og smilede nærmest varmt: 

I have made many contracts and will make many more. But all those who serve me, started their service of their own free will. Including this man

Øjnene vedblev at hvile på ham, så hans forsigtighed. Et udtryk, hun ellers aldrig havde set i hans ansigt. Et menneskeligt træk, hun vidste lå derinde, men ellers altid havde set skjult væk.

"Of that, I am well aware. But I also know, that these contracts often span over a prearranged periode of time, which is almost never 'until the day you die', and that the terms thereafter have to be renegotiated. And it is at this point where the devil often hightens the demands. And because the person in interest has learned of its wonders, he often becomes addicted to these powers, and is therefore more willing to say yes to more extreme deals to get back what they lost."

Påpegede hun roligt.
Dette var et velkendt fænomen, og hun havde om det utallige gange, og det var med garanti heller ikke ukendt for Khá.

Da han lagde seglet, så hun kort på det. Det var ikke til at læse, hvad hun tænkte. Gaflen skovlede det sidste stykke kage ind i munden, mens hun tænkte. Hun havde selv været i den aktive del af Vatikanet, hvor de havde stor glæde af hendes evner ud i eksorcismen, herfra stammede navnet The Exorcist ligeledes fra. Hun havde endda arbejdet sammen med Johann flere gange. Minderne fandt tilbage til den tid, og hun huskede, hvordan han havde ændret sig. Ikke radikalt, men subtile ændringer i hans opførsel havde dog alligevel været der.
Et lille nik for sig selv og et skævt smil. Tingene faldt på plads. Det gav mening nu.

"Aha.. So it started voluntarily. Then it makes sense, that he changed ever so subtle. How did you ensnare Johann and how long did he serve you?"

En lang pegefinger kørtes rundt på tallerkenen for at få de sidste søde krummer op, og blev fraværende puttet mellem læberne, før hånden begyndte at fingerere med det velkendte segl.

I ca 3 sekunder blussede Khá's øjne op inden flammerne forsvandt igen og han foldede sine hænder og studerede hendes reaktion. Hun var så absolut heller ikke ukendt. Ikke kun for hendes evner men lige så meget for hendes "stenansigt" Han kastede et blik efter en tjener og gestikulerede til to kopper kaffe mere. Ikke længe efter kom kaffen og han smagte på den. Det var ganske uden effekt men igen endnu et hint til hans menneskelige side.

Han satte stille koppen fra sig og tog seglet tilbage og pakkede det væk. Nærmest tilfreds begyndte han: I never manipulated him. His last hunt was to destroy me. They made the mistake to send him alone. Bach knew this was a mistake but obeyed orders. I defended myself of course. Just before i was about to kill him, he made the offer to serve me until i set him free. So i granted him refuge from age and he is now my loyal friend. Would you like to meet him?


Meget kort efter parkerede en stor, sort Bentley og Bach trådte ud. Han kom hen til dem og bukkede for Khá inden han sagde:

You look ever stunning ms Alessa

Alessa tog imod den varme kaffe fra tjeneren med et venligt nik og et blændende smil, der fik ham til at stoppe op et øjeblik, før han skyndte sig hurtigt væk. Et sigende smil blev sendt til Khá, en engels udseende kunne stadig få nogle til at gå helt i stå, og hun vidste hvordan hun skulle bruge det, på sin helt egen "uskyldige" måde. Koppen stillede hun fra sig på bordet, hun kunne stadig brænde sig på den varme, mørke væske.
Hun lænede sig tilbage. Den højre hånd holdende om den venstre albue, mens den venstre hånd hvilede på brystet ved halstørklædet. Et af de smalle øjenbryn blev hævet, da han talte. En smule mistroisk. Hun lod ham se, at hun havde svært ved at tro på, hvad han sagde.

"A loyal friend? Johann? I actually never would've guessed that.."

Hun nåede ikke at sige meget mere, før hendes opmærksomhed blev kastet mod den ankomne bil. Hun sad et øjeblik med et ulæseligt blik, før hun rejste sig elegant op og vente sig mod den ankomne. Ikke meget havde ændret sig i hans udseende, en ting der ikke burde være muligt med mennesker efter nogle århundrede. Faktisk burde han slet ikke leve. En typisk handel inden for magiens verden. Hun sukkede kort.

"Johann, you stupid man.."

Hun rakte de lange, slanke hænder frem mod hans ansigt, for at hilse på ham med et kys på hver kind, en velkendt hilsen. Hun lod stadig hænderne hvile på hver side af hans ansigt, da hun trak hovedet tilbage, for at se rigtigt på ham, mens hun talte.

"I never would have picked you for that kind of man. I must say, I am actually rather disappointed in you. One lifetime wasn't enough?"

Endnu et blik blev sendt i Khás retning. En form for anerkendelse var at læse i de blågrå øjne. Ikke ros, men hun anerkendte, at han havde overvundet en dygtig jæger, som Alessa tydeligvis havde fejlbedømt til at være mere ren af sind end dette her.
Hun tog hænderne til sig, trak en stol over fra et tomt bord og gestikulerende bød Johann sætte sig, før hun selv satte sig endnu engang. En lille tår blev taget af den varme kaffe, før hun afvendtende lod blikket glide mellem de to mænd.

Johann satte sig forsigtigt ned og kiggede kort over på Khá der nikkede roligt. Johann vendte blikket mod Alessa og af nu gammel vane tørrede han hendes kop af med et lommetørklæde. Hans tid som jæger var for længst forbi. Johann tog blidt hendes ene hånd og smilede varmt til hende nærmest som en bedstefar til et barnebarn:

Dear child.... i understand your disapproval, but you must remember that you were born an angel. I was born a man. Flawed. I took great pride in my work. But i was never acknowledged to the world around me for keeping it safe. It is afterall pride that characterises many a man. When i fought Khá, i felt failure for the first time. So when i got the offer to serve him, i was in doubt. But i am acknowledged for my work with him. It is no more a life in servitude than it was before. Please forgive me dear but understand the choice of a man who lost his purpose.


Johann rejste sig og bukkede for dem begge inden han sagde: Pardon me but i have to tend the garden today. Master. Mylady.
Han gik med faste skridt og et stort smil på læben. Johann var tilsyneladende tilfreds med det liv han havde nu.Et valg der måske var svært for mange at forstå. Khá rettede sig blik tilbage mod Alessa og tog en tår af sin kaffe. Han smilede til hende og så en smule undrende ud. Han havde jo selv været en tjener for højere magter, men havde nydt sin frihed for længe til at kunne sætte sig helt ind i hvordan det var at tjene.

Was his choice really that wrong Alessa? 

Alessa, som så langt yngre ud end Johann, lod ham tage hendes hånd, som var det velkendt og det mest naturlige i verden. De gråblå øjne søgte hans, da han begyndte at forklare sig. Ansigtet var roligt. Lyttende.
Vejret blev dybt trukket ind gennem den fine næse og pustet ud igen, før hun nikkede og svarede ham da;

"I do understand. I know the difference between you and me, and it surely does make sense, sadly. Even though we are not perfect, this is a thing that would never happen to us. I think it distasteful, though I see the human logic in it. I do not accept it, but I will not do anything about it before you come near the edge. If that happens, you know me well enough to know that I will find you again."

Johann havde arbejdet tæt nok op ad hende til at vide, hvad hun mente. Og selv hvis en som Khá ikke kendte hende nært nok til det, så fortalte hendes omdømme i de overnaturlige kredse højt nok. Hvis Johann gjorde noget utilgiveligt, var der ingen tvivl om, at nu når Alessa kendte til situationen, så ville hun holde øje med ham, og opsøge ham - skulle det ske.

Roligt men bestemt tog hun hånden til sig og fulgte ham med blikket, da han rejste sig op og forlod dem.

Blikket fulgte ham, til han var helt væk, mens læberne forsigtigt nippede til den varme kaffe. Da han ikke var at se længere, vendte hendes blik tilbage til Khá, og de slanke hænder satte den store kop tilbage på bordet.

"One of the talents I was created with is a deep understanding of the human emotions. In the eyes of a human this choice was.. Understandable.. But there is a fundamental difference between understanding and apporval. I still do not see this as okay. And you should not be surprised by that opinion by now."

Selvom han ikke nødvendigvis kendte hendes oprindelige formål med at være sendt til Jorden, så kendte han hende efterhånden godt nok til at vide, at hun havde meget stærke meninger om sådanne sager. Alessa var af den gamle skole, når det kom til engle. Der var ikke noget blødsødent over hende, trods hendes fine, spinkle, lidt for symmetriske udseende, som der ofte var at finde i de yngre engle, der alle havde sine tvivler og frivilligt overså dette og hint, fordi væsner enten var ”søde nok”, eller blot fordi det var nemmere. Men så længe Johann ikke gjorde noget utilgiveligt i Khá tjeneste, så var han ikke en del af det, hun var skabt til at fokusere på.

Khá rettede sig op og bukkede anerkendende til Johann og vendte sit blik tilbage til Alessa. Han var udemærket klar over hvilken mening hun havde om de ting han gjorde eller om de valg folk traf. Stort set alle der besøgte Khá, ville anmode om en handel. Khá havde jo magten til at bringe de døde tilbage, og ingen havde større forståelse for det Arkane end ham. Oftest hvis folk ikke kunne betale en passende pris, fik de muligheden om tjeneste i efterlivet. Denne løsning valgte mange. Så måske skulle han fortælle hende en historie, der kunne vidne om dette.

Let me tell you a story Alessa. Not long ago, a man came to my door. His daughter was near death due to cancer. He begged for me to heal her. He had very little to pay. I gave him the opportunity to serve me in death for seven years. Without me intervening with his life. He accepted my terms and i healed his little daughter. I have removed the poison in a young girls mind. Her payment is tending to my garden. I offer an alternative payment if they cannot pay otherwise. 


Han drak det sidste af sin kaffe og satte koppen roligt fra sig. Han lod sin hånd hvile på sin halskæde og fasede nærmest ud kortvarigt. I halskæden var der et magisk genskabt billede af Matthew. Han rystede kort på hovedet og vendte tilbage til Alessa og kiggede først undrende på hende. Han vidste godt at det Arkane var noget de havde tilfælles. 

I have an idea to make you understand my world a little better. Your collegues in the Vatican would love it. May i invite you to dine with me in my home?

Et af det let buede, gyldne øjenbryn blev hævet, da han havde endt sin fortælling. Hovedet blev lagt let på skrå, så det markerede kæbeparti trådte frem. Det skarpe, lettere androgyne ansigt havde været brugbart i hendes yngre dage, hvor fremtrædende kvinder endnu ikke var ligeså velset.
Udtrykket i hendes ansigt fortalte om en mistroisk tankegang til hans forklaring.

"And what exactly do you get out of this besides an unschooled gardener? I mean that can, surely, not be enough for you. You are old enough to be rich enough to pay such a person. What is it you win by this?"

Spurgte hun, mens hendes øjne søgte ethvert hint om, at han havde noget at skjule. Dette lå simpelthen så langt fra den forestilling, som hun havde om et væsen som ham, at hun ikke kunne tro det.
Til trods for den venstre hånd løftede kaffekoppen til læberne, så forlod hendes øjne ham ikke. Hvad var det, han ikke fortalte? Blikket fulgte hans hånd til kæden om hans hals, så hans ufokuserede blik. En note blev lagt i baghovedet - hvad kæden indeholdte måtte hun finde ud af senere.
Koppen blev stillet på bordet igen og stolen blev skubbet en smule skråt ud fra det lille cafébord, så hun kunne læne sig tilbage og strække de lange ben ud foran sig uden af ramme bordbenene. Hænderne blev foldet i skødet, så hendes statur lignede en dannet ung kvindes, men øjnene fortalte at denne, af udseende, unge kvinde havde lært en ting eller tre om livet og ikke ventede, at folk altid vidste sig fra deres bedste sider.

En let interesse blev tændt i hendes blik. Hvad mon han nu havde fundet på. Behagelige og mindre behagelige situationer trådte frem i hendes hjerne, mens blikket så afmålt på ham.

"I did not solely seek you out on behalf of the Vatican - I do not work with them on a daily base any more. But I will gladly accept your invitation, dear, but tell me what do you have in mind?"

En lille information, der ingen vital betydning havde, men lidt skulle han da have, før hun ønskede endnu et spørgsmål besvaret.

Han smilede bare af hende, men kunne godt forstå hendes mistanke. Hvad motiv skulle en djævel have for at acceptere sådan en betaling i stedet for at betale en uddannet gardner? Hvorfor tog han ikke bare det han skulle bruge i stedet for at handle på den måde? Khá's tidligere eksistens som menneske, sjorde at han havde en del mere "Hjerte" end andre af hans slags. Men mon ikke et besøg ville besvare en del spørgsmål?

Dear Alessa... Is it so hard to believe that a Devil can act out of kindness? He may not be educated, but a little part of him remembered that i helped his child. So he tries harder to uphold his part. A man acting because of payment, has not nearly the same dedication as the man acting out of love for his child.


Khá's øjne blussede kort op og han rejste sig og gjorde klar til at gå. Ikke længe efter holdte den sorte Bentley med Bach bag rattet. Khá gav hende et kort med adressen på slottet og bukkede for hende. Han efterlod Bach's gamle emblem på bordet til hende.

Maybe many of your questions will be answered when you see my home. At least you will get to see one of the most unholy places in the Vatican archives. But most of all you will get confirmation to just how genuine my words and intentions are. Tomorrow night?


Khá satte sig ind og de kørte mod slottet

Øjnene lukkedes til to små, mistroiske slidser, da han svarede - en overspilning af hvad hun rent faktisk følte, hvilket hun lod ham se. Hun havde svært ved at tro på, hvad han fortalte.

"He might do his job a little better, but I still do not see what you gain from this, other than not having to pay a gardener or do your garden yourself. But are you genuinely surprised that an old crow like me think along those lines, when it comes to you? I mean, we might have an enjoyable collaboration, but come on!"

Med det sidste åbnedes både hendes øjne og mund i et drilsk smil. Dette var jo sandheden, og den så hun ingen årsag til at skjule. Mange af de ting han foretog sig eller tænker, tog hun som en selvfølgelig, fordi han var dét han var. Men når han gjorde noget som det her blev hun både mistroisk og nysgerrig, fordi dette ikke var et normalt mønster at opføre sig efter for en djævel. Han havde bestemt tændt hendes nysgerrighed.

"Tomorrow night will work pleasantly for me, and I am looking forward to learn a bit more about your personal life and what your intentions are, dear."

Af gammel vane og høflighed rejste hun sig, da han tog sin afsked, og et høfligt nik forlod hendes hoved i hans retning, da han forlod caféen.
Hun satte sig ned en tid mere, mens hun langsomt fik kaffen til at forsvinde og tankerne kredsede om dette møde, og hvad han intentioner for i morgen mon oprigtigt var. Nok havde de et samarbejde, men hvor mange foranstaltninger burde hun tage? Den frie hånd fingrerede eftertænksomt om emblemet, han havde efterladt. Det hele havde taget en interessant drejning.
Da kaffen var tømt, blev emblemet puttet sikkert i brystlommen, inden hun betalte og forlod stedet med hænderne begravet i frakkens lommer.

//Out