Just cold and clear madness.. //Calthos

Feeling... haunted?:

Klokken var omkring seks, vintertid.
Tidspunktet rummede som sådan ingen uhygge, men det gjorde mørket der fulgte, og så stedet selvfølgelig. Det var ikke ligefrem et sted man tog hen, sådan for sjov. Især ikke dette sted, for den var gammelt og pilråden. Alligevel gemte der sig nogen her. Ikke som i Hide and seek, og så alligevel...

Vinden hev og sled i de nøgne træer omkring kirkegården. Flækkede gravstene "sprang" op alle steder i denne dødens have, som en grotesk udgave af muldvarpeskud. Helené gik hen over den kolde jord ind og ud mellem gravstenene på de blege fødder. Hvor hendes sko var på nuværende tidspunkt, følte hun som værende noget underordnet. Også selvom at det havde regnet kort forinden, hvilket gjorde græsset vådt, på den der klamfugtige jeg-glider-snart-i-det-måde.

De kalder, kalder på hende... Men hun kan ikke svare dem, det er som om, at hun er gjort tavs, dog uden er der er noget fysisk galt.

"Forkert, forkert, forkert!" snerrer stemmerne. Hendes skridt bliver længere og længere til hun løber. Gruset under hendes nøgne fødder skær ind i kødet, og kjolen, som havde været moderne for flere hundrede år siden, dansede om hendes slanke skikkelse. Hendes instinkter bød hende at flygte, men hvordan kunne man flygte fra noget der ikke var fysisk? Noget der hverken havde krop, ansigt eller navn? Det var nok derfor, at de fleste navngavdem, for at holde styr på dem, og holde dem fra livet.. Eller døden i Helenés tilfælde. Til tider tænkte hun på, om hun også havde dem dengang hun levede. Det var jo ikke sikkert, men hvis hun havde, så burde hun da være fri for dem i døden ikke?

Hendes ene hånd strejfede flygtigt en af de større gravstene, og et mærkelig elektrisk stød igennem hendes ellers mere eller mindre følelsesløs krop fik hende til at stoppe op. Selvom gravstenen varmere eller mindre dækket med mos, og døden var så langt væk fra den ulykkelig sjæl, så var det svært ikke at have ondt af dem. Men det var lige så svært ikke at misunde dem, ikke at være bare lidt jaloux på den ro de havde fået, den selv samme ro, som Helené længtes efter.

"They all deserve to die..." lo stemmerne. Hun forsøgte forgæves at skabe en slags barrierer imellem sig selv og dem. Hvorfor kunne de ikke bare være der, men være stille? Hun tog et par skridt i løb - noget der mindede om et dådyr der sprang over jorden, et ret klodset dådyr - og satte sig på knæ bag en gravsten, måske kunne de beskytte hende? Eller i det mindste jage stemmerne på flugt....

Det var ikke ligefrem det her sted han havde forestillet sig at han ville komme hen til. Han havde hørt så mange historier om spøgelser og zombier, men om det så var sandt, det kunne man jo ikke vide. Jo det passede da at de begge to fandtes, men om det var heromkring måtte tiden jo vise. Han kiggede sig omkring og holdte sig til høje steder som for eksempel i træerne eller oven på en gravsten. Han kunne nemt komme fra sted til sted, men han havde nu ikke lyst til at blive grebet af noget nede fra jorden og han vidste at han ville se dem længe før de nåede hen til ham hvis han var højere oppe.

Han sukkede og teleporterede over i et træ for at kigge sig omkring, og der var et eller andet der fangede hans opmærksomhed, noget han hævede det ene øjenbryn af. Det var en person der løb rundt nede på jorden, men det var som om at der var noget over denne person som var lidt anderledes end hvad han var vant til. Han besluttede sig for at følge efter for at se hvad han kunne finde ud af, da det var som om at han eller hun flygtede fra et eller andet og hvis det var tilfældet ville han jo gerne finde ud af hvad det egentlig var der foregik.

Han havde fulgt med hende oppe fra træerne, men han kunne ikke se at der var nogen efter hende, hvad var det mon hun løb fra? Kunne hun være en af de der spøgelser som han havde hørt om? Han vidste det ikke og det var nok ikke så smart at gætte før han vidste hvad det var der helt præcist foregik.

Da han fik chancen sprang han ned fra træet og kiggede sig omkring og til sidst på hende. Det var svært at se i mørket, men han havde en marineblå jakke på der gik ned til lårene, på jakken var der en hætte som han havde over hovedet, det var klart at se under hætten at hans øjne lyste blåt eftersom han er dæmon. Has bukser var et par normalt grønne camouflage bukser. Han kiggede sig omkring, men kunne ikke se nogen og derefter kiggede på hende.

what the f*ck! There is a man in my backyard?:

Hun sad lidt i sine egne tanker, som så ofte før, da der landede pludselig en eller anden fyr foran Helené. Praktisk talt var det ikke lige foran hende, men sådan lidt meter væk? Men det var stadigvæk skræmmende, syntes hun. Hun spærrede øjnene så meget op, at de næsten blev helt runde. Det var som om, at pupillen ”flød” rundt i et hav af hvidt. Som en ensom ø med vand hele vejen rundt.

Hun troede egentlig, at hun skreg højt, da han ”landede”. Men det havde hun ikke gjort. For ikke den mindste lyd var kommet over de hårdt sammenpressede læber, kun en ynkelig, lille klynken, som hun bagefter forsøgte at dække over med et lille diskret host. Men det lykkedes vidst ikke særlig godt, så hun så væk fra den mystiske person i den lange jakke, hvis farve hun havde glemt navnet på. Den startede vidst nok med ’M’…

Hun så væk fra den anden, for hun var selv den type som hadede, at folk stirrede. Så hun undlod at gøre det samme ved folk. Alligevel kunne hun ikke lade vær med at smugkigge på ham, sådan lidt ud af øjenkrogen. Han så bare så… så spændende ud? Uden at hun egentlig kunne forklare hvorfor. Det var svært, det med ord. Ord og så følelser, det fungerede bare ikke for Helené, overhoved. Så pga. hendes generelle sociale akavethed, så valgte hun at tie frem for at tale…

Han kunne godt se på hende at han måske havde skræmt hende en lille smule selvom det ikke havde været hans mening, men det ville jo også være skræmmende for de fleste hvis de var rent rundt herude midt om natten og at der så var landet en eller anden fremmed foran dem med hætte på og det hele. Dog vidste han godt at han skulle være venlig overfor hende da hun ikke yderligere lignede en der kunne finde på at gøre nogen fortræd, så han besluttede sig for at hjælpe hende. Han smilede, men det var nok ikke til at se i mørket, men han tog et par skridt tættere på hende og da han var et par skridt fra hende rakte han en hånd ud for at hjælpe hende op.

"Hvad laver du her på den her tid?" Spurgte han hende på en meget rolig måde. Hans stemme var rolig og venlig, så det ville være klart at han ikke ville noget ondt, eller det var i hvert fald det han håbede at hun kunne høre på ham. Hvad mon hun lavede herude og hvem var det hun var løbet fra? Han kunne jo selvfølgelig spørge hende, men det var ikke sikkert at hun stolede på ham. Dog ville han jo godt vise at han var bekymret for en pige der løb rundt her på denne tid. "Er du.. Ved at flygte fra nogen?" Spurgte han imens at hans hånd stadig var strakt ud til at hjælpe hende. Han kiggede sig hurtigt omkring og derefter ned på hende igen.

//Undskyld det elendige svar, men havde skrevet et langt et og chrome lukkede ned ;w;//

Miserable, little Helené!:

Helené lagde hovedet let på skrå. Det var da underligt, at han ikke kunne se det, for havde alle dem ikke? Åbenbart ikke… Hun rystede let på hovedet, og begyndte at tygge på en tot af sit eget hår. Den krøllede tot blev hurtigt helt ”flad”. Hun rakte op, og mærkede efter på sit hår. Jo det var sat op, eller i hvert fald halvt oppe og halvt nede. Hun syntes at det var ret akavet at sidde på jorden foran den her unge mand, men samtidig kunne hun heller ikke finde en god grund eller et påskud til at rejse sig op.

”Eehm… det ved jeg faktisk ikke…” svarede hun med et let skuldertræk, og slap hårtotten ”fri” igen. Hendes frisure var i forvejen ødelagt, så hvorfor smadrer den mere? Men på den anden side hvorfor ikke? Nej sagde hun til sig selv, hun behøvede ikke gøre det værre. Vinden hev fat i en af de ældre træers grene, og fik det til at knirke og knage, imens himlen stemte i med en let rumlen, som fra et sultent rovdyr. Men rigtig torden synede ikke, og ej heller regn, for skyerne over deres hovedet syntes at være helt udmagrede, og hungrede mere efter at få end at give vand. Hun skulle til at besvare hans spørgsmål, da stemmerne begyndte at rase inde i hende igen:

”Ussel… Ussel! Hvad laver lille Helené? Af sted på liste tå igen? Løbe, løbe, løbe! Løber men kommer aldrig væk!”

De hæse stemmer inde i hendes hoved rungede og blev højere og højere. De var som Sankt Peter der foran paradisets port læste alle hendes synder op. Hun kunne ikke rumme det, hun kunne ikke!
Øjnene blev store, og panikken bredte sig som en rislen i hendes blod, mens hjertet galoperede af sted i brystet på hende. Slog hårdere og hårdere. Hun slog hænder - som var fyldt med mos og jord fra gravstenen ved siden af hende - op for ørene, for på den måde at forsøge at lukke lyden og stemmerne ude. Lukke dem ude. Uden at vide det - hvilket egentlig bare gjorde det hele værre - så undslap en svag klynken hendes skælvende læber...

//OOG: det er så helt i orden, men det er også derfor, at jeg altid skriver mine svar i word, og flytter dem ind i emnet bagefter

Han kiggede på hende imens at hun tyggede på hendes hårtot. Han hævede et øjenbryn meget let, men sagde sådan set ikke noget til det. Det var jo hendes hår, så der var ikke rigtig noget han kunne sige til det. Dog synes han at det var lidt sødt så det fik ham til at smile en lille smule.

Hna kiggede sig lidt omrking da vinden tog fat igen, det så faktisk ikke ud til at det ville tordne, men blæse, det gjorde det skam. Han kiggede ned på hende, stadig med hans strakte arm for at afvente om hun ville tage fat i hans hånd så han kunne hjælpe hende op, men han regnede ikke med at hun ville tage den, så ville hun vel have gjort det for længe siden? Han smilede da han kunne fornemme på hende at hun skulle til at snakke igen.

Han trak sin hånd tilbage da han så at hun tog hænderne op for ørene. Var der noget galt med hende? Hovedpine eller noget? Det så ikke sådan ud og det ville ikke falde ham ind at tænke på at hun havde stemmer i hovedet. Han kiggede sig omkring og kunne godt se på hende læber at skælvede og hørte sagtens det klynk der kom. Han satte sig ned på knæ foran hende og vidste ikke helt hvad han skulle gøre, men et eller andet måtte han jo gøre, han kunne ikke efterlade hende sådan der. ”Hey! Hvad er der galt? Hvad er der med dig?!” Spurgte han i en halvråben i håb om at hun kan høre ham. Han lagde sine hænder på hendes skuldre i håb om at fange hendes opmærksomhed, han kiggede meget bekymret på hende, dog vendte hans blik sig rundt om dem for at finde ud af om der ville være nogen i nærheden.

Wh-Who are you?:

Stemmerne nægtede at tie. De blev ved og ved og ved...

"Usle lille pige! Ussel, ussel! Gemmer sig! Gemmer sig for hvad? Bange for mørket? Bange for det røde? Flyder varmt ned i svælget, varmer i maven! Ved du lille pige?!"

Dog blev stemmerne overdøvet af en anden ukendt stemme. En høj stemme, en dyb stemme så fuld af bekymring. Ikke en af de skæve og forvrængede stemmer, som som regel fyldte hendes hoved og overskyggede alt andet. Men denne stemme, denne fremmede og alligevel velkendte stemme, tvang "dem" til at vige. Absolut tavse blev "de", og den fremmedes stemme rungede i hendes øre på trods af "værnet" i form af hendes hænder.

Hun kunne ikke rigtig se noget, det føltes som en pludselig blindhed, som havde lammet hendes øjne. Og selvom hun ville svare på hans spørgsmål, så kunne hun ikke. Det endda på to måder, for hun vidste ikke, hvad hun skulle svare. Hvad der skete gik også ud over hendes egen fatteevne. Desuden var det umuligt for hende at få andre lyde end en klynkende, lille en over sine læber.

Da hun mærkede et par brede hænder på skuldrene, så var det som at blive trukket tilbage til virkeligheden. Hun sprang baglæns ved at skubbe fra med de bare (ikke nøgne xD) fødder, og kom vidst til at ramme den fremmede i brystet. Mens hun kravlede baglæns til hun støtte ryggen mod en lille gravsten, så kom hun i tanke om, at hænderne havde været varme. Ergo: det kunne ikke være "hans". Dit nervevrag Helené...

"H-Hvem er du?" hviskede hun dog stadigvæk med store øjne, og forsøgte at glatte skørtet på den sorte kjole lidt. Hun så herrens ud med jord overalt på sit tøj, pokkers også...

Han blev ved med at kigge på hende og prøve at komme igennem til hende. Han vidste ikke hvad det var der foregik, men han ville godt komme til bunds i det. Han kunne ikke lide at se folk på hendes måde, ikke skræmt eller grædende. Han sukkede lidt og blev ved med at snakke til hende for at se om ikke han kunne komme igennem til hende. Det så ud til at det virkede, fordi det var som om at hun slappede lidt mere af. Han begyndt at undre sig lidt over hvorfor hun havde hænderne for ørene, fordi der ar da ikke adnre end ham der sagde noget. Kunne hun have stemmer i hovedet? Det ville give lidt mere mening, men det var jo ikke lige noget han kunne spørge hende om, han måtte jo bare blive ved med at snakke til hende.

Han hørte den klynkende lyd endnu engang og sukkede, mon han var ved at komme igennem til hende. Hans hænder hvilede stadig på hendes skuldre og pludselig satte hun sine fødder imod ham og skubbede ham væk, da han allerede var på knæ ville han flade bagover og ned på bagen. Han sad lidt og kiggede på hende da hun kravlede tilbage før han rejste sig og kiggede på hende da hun sad op af gravstenen. Han ville hende jo ikke noget ondt, men det kunne hun ikke vide, ikke endnu i hvert fald.

Da hun snakkede til ham og stillede sit spørgsmål rejste han sig langsomt op og kiggede ned på hende. Han var ikke sur på hende, ikke engang efter at hun havde skubbet ham væk, det var jo klart at hun var bange, så han kunne ikke være bekendt at beskylde hende for noget. Han smilede lidt, men det var nok ikke så tydeligt. ”Jeg er ikke nogen speciel. Mit navn er Calthos.” Sagde han stille imens han betragtede hende da hun sad der. ”Jeg vil dig ikke noget ondt.” Sagde han derefter for at forsikre hende om at hun ikke ville være i fare omkring ham, men han var jo nødt til at finde ud af hvad der skete hvis han skulle være i stand til at hjælpe hende, men han ville gøre det langsomt, først måtte han jo finde ud af hvem hun er.

Can I trust you?:

Da han sagde noget, så var der et eller andet ved hendes stemme, som gjorde hende lidt mindre skræmt. Hvorfor var hun dog også bange for denne fyr? Det virkede pludselig alt sammen tosset, al den hopperi og flygten. Men stemmerne var stille nu, og hun fjernede langsomt hænderne fra ørene. Det var nærmest som om, at hun – uden selv at kunne forklare hvorfor – var bange for, at de ville komme tilbage med stormstyrke, når hun fjernede hænderne.

”Calthos..?” sagde hun langsomt med en meget tydelig udtale af hvert enkelt bogstav, hendes måde at ”smage” på et ukendt ord. Det navn havde hun ikke hørt før, så fremmedartet og alligevel ikke. Hun kendte kun et navn, som mindede om, og det var langt kortere, Carl. Selvom han virkede ufarlig, og også sagde, at han ikke ville gøre noget, så kunne hun ikke vide sig sikker. For en der vil gøre en ondt siger jo ikke ligefrem ”Kom her hen, så jeg kan være ond ved dig” vel?

Så hun skævede mistroisk til den anden, som hun nu vidste hed Calthos, men vidste stadigvæk ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun skubbede sig på benene igen, så hun kunne flygte hvis han nu – ja hvad vidste hun? – ville bide hende? Man kunne jo aldrig vide i denne verden med smukke, behårede og langtandede væsner trods alt. Alligevel valgte hun at stole på ham, eller i hvert fald stole nok på ham, til at dele sit navn. Hun lagde hånden på gravstenen, for at sikrer sig, at hun ikke dejsede om pludseligt. Hun havde det ærlig talt lidt underligt, og følte sig helt ”død” i benene.

”Jeg er Helené” sagde hun så lav, at hun – bagefter – ikke engang var sikker på, at han kunne høre det…

Han blev ved med at kigge på hende for at sørge for at hun var okay. Han vidste godt at det nok ikke var det stole på ham hun ville. I hvert fald ikke som det første. Han regnede med at det ville taget tid som det ville med alle andre personer man lærte at kende og tid var noget han havde nok af, så han valgte at lade hende stole på ham når hun engang var klar til det. Han betragtede hende da hun fjernede hænderne og nikkede en enkelt gang til hende da hun gentog hans navn. "Jeps, Calthos det er mig." Sagde han med et smile og vidste ikke helt hvad han skulle gøre. Han ville ikke gå tættere på hende da det kunne virke lidt for faretruende for hende måske, så han ville lade hende komme til ham som et andet bevis på at han ikke ville hende noget ondt. Vinden tog fat og lavede lyde imens at Calthos kiggede sig omkring med et hævet øjenbryn og kiggede derefter på hende igen.

Han ville hende intet ondt, men det kunne hun jo som sagt ikke vide, så han stod bare er og kiggede på hende, mon han skulle fortælle hende hvad han var? At han rent faktisk var en dæmon, men en af de gode af slagsen? Det kunne være at det ville være en god ide, men det kunne jo også resultere i at hun stak af. Han sukkede og vidste ikke helt hvad han skulle gøre.

Da han skulle til at sige noget så han at hun åbnede munden og havde lidt svært ved at høre hvad det var hun sagde, så han bevægede læberne på samme måde som hun havde gjort indtil at han fik dannet et ord ud af det. "Helene?" Gentog han efter hende, men var ikke sikker på at det var hvad hun sagde, men det var i hvert fald hvad der gav mest mening. "Tja, det er da rart at møde dig, men.. Du har ikke svaret.. Hvad laver du her på denne tid?" Spurgte han igen da det var noget han undrede sig rimelig meget over.

Maybe I’m grazy?:

Hun observerede en forkert udtale, og som den perfektionist hun – besynderligt nok – var, så rettede hun ham med det samme.

”Helen udtales det nu” sagde hun en del højere end den hvisken, som hun mønstrede før. Hun fik et bestemt drag om munden, og så bestemt mere sikker ud end før. Hun skævede til den anden, og med fingrene i et knugende greb om gravstenen tog hun et enkelt skridt til siden. Hun følte sig svimmel, for en gangs skyld fysisk og ikke psykisk. Hun skærmede sine øjne mod den smule lys der kom fra oven, og skulede til skyerne. De så, desværre, mere mætte ud end før. Oftest gav denne mæthed hos de vatlignende ”klumper” en eller anden form for.. ja regn. Et kort sekund, eller flere timer, hvor himlen åbnede sit gab og hældte al sin galle ud over dem der havde bosat sig på jorden..

”Eehm…” hun tyggede lidt på hans spørgsmål, for hvorfor var hun egentlig lige præcis her? ”De” var begyndt at larme igen, at forfølge hende så at sige, men det… det kunne hun ikke sige uden at den anden – i dette tilfælde Calthos – ville mistænke hende for en eller anden form for galskab. Det var den gængse reaktion blandt fremmede.

”Jeg… eeemh…” hun begyndte at blive lidt nervøs, for hvordan skulle hun dog besvare dette spørgsmål, uden at han begyndte at se skævt til hende, som så mange andre? ”Jeg ville bare…” hun bandede sin egen dumhed langt væk. Hun burde blot ha’ spillet dum, og ladet som om, at hun ikke havde hørt hans spørgsmål, men nu hang hun på det. Åbner man munden efter et spørgsmål, så forventes der et svar..

”Jeg kom sådan rent tilfældigt forbi..” åndede hun ud, og håbede at han ikke havde set hende løbe. Så ville hun nemlig være ret så meget på den nu…

Han nikkede stille til hende med et smil. ”Helen.” Gentog han så derefter imens at han stadig kiggede ned på hende. Han kunne stadig ikke finde ud af hvad hun var, men det var nok bedst ikke at tænke over det som han havde sagt til sig selv tusind gange efterhånden, hun måtte selv fortælle det når hun engang mente at hun kunne stole nok på ham og så kunne han da også fortælle hende hvad han var for en.

Da hun begyndte at snakke kunne han godt høre at der var et eller andet hun ikke fortalte ham, som om at der var noget hun ville holde skjult for ham. Hvis det var sådan så måtte han jo respektere det, nu håbede han bare ikke at han hjalp den forkerte ved at hjælpe hende. ”Men så er det jo bare spørgsmålet om hvad eller hvem det var du løb fra?” Sagde han med et hævet øjenbrny og rystede på hovedet bagefter. ”Men det er ligemeget, hvis du ikke vil fortælle det så vil jeg ikke tving dig til at gøre det.” Sagde han med et smil. ”Hvad vigtigere er om jeg kan hjælpe dig med et eller andet?” Spurgte han så bagefter imens at han stadig betragtede hende med et smil.

Han havde svært ved at tro at det bare var et tilfælde at hun kom gående forbi her ved kirkegården, men så igen der var jo mange mennesker der godt kunne lide at være her om natten. Han kunne ikke lige huske hvad den slags mennesker hed, men det var også ligemeget. ”Har du et sted hvor du kan tage hen? Noget jeg kan hjælpe med?” Spurgte han hende og hældte hovedet lidt på skrå uden at komme tættere på hende.

What a piece of shit…:

Hun studsede over, at han virkede lidt mere tavs end før. Ikke at han – før – sagde ret meget, men det var som om, at tavsheden nu var anderledes. Som om han tænkte meget koncentreret, en slags hjernebrydning kunne det vel kaldes? Måske… For hun kunne jo – principielt – ikke vide, om han også var død. Så ville det jo give mening, at han var her i hvert fald.

Svimmelheden ville ikke rigtig forsvinde, og hun vaklede også lidt – både ind- og udvendig – da han stillede sit første spørgsmål. Hun havde virkelig troet, at han havde taget hendes forklaring for gode vare, eller i hvert fald ikke gad spørge ind til det. Hvilket åbenbart ikke var tilfældet. What a piece of shit…

Hun sank en klump og var ved at overveje, hvad hun skulle sige, da han forsatte med at tale. Han ville ikke… ”tvinge” hende? Hun var lige ved at le, for hvordan skulle han dog også kunne det? Hun kunne jo forsvinde fra denne verden, hvis hun havde lyst. Det var også grunden til, at hun sagtens kunne fortælle ham det, netop fordi hun bare kunne flygte. Det var jo heller ikke sikkert, at de nogensinde så hinanden igen.

”Okay you got me… Jeg flygter fra noget, eller rettere sagt nogen...” hun bed sig i læben ved det sidste ord, som kom over de sprukne læber. Hun havde lyst til at sige det hele, og så alligevel ikke. Hun ville bare ikke gå længere end det. Igen begyndte Helené at tygge i en tot hår, og kunne ikke rigtig bestemme sig for noget. En bølge af ubeslutsomhed skyllede ind over hende: hvorfor havde hun valgt at stole på ham? Og vigtigst af alt, kunne man stole på ham? Hans næste spørgsmål undrede hende dog, mere end vanligt.

”Et sted at tage hen? Sådan som et hjem? Nej ikke rigtig…” det var egentlig ikke meningen, at hendes svar skulle blive til spørgsmål, men sådan gik det nu engang. Man var åbenbart alligevel ikke selv herre over det man sagde. Hun pustede let til en tot hår, som hang ned foran hendes øjne, men den faldt bare tilbage. Whatever…

Han sukkede og kiggede på hende. Et eller andet fortalte ham at han havde sagt noget forkert, men hvordan kunne han? Det eneste han have gjort var jo bare at sige at han ikke ville spørge mere ind til det og at hun ikke skulle fortælle ham det hvis hun ikke havde lyst. Ha nbelv dog lidt overrasket da hun sagde at hun flygtede fra nogen. Han kiggede sig omkring endnu en gang men kunne ikke se nogen. ”Jeg kan da ellers ikke se nogen. Du behøves ikke at svare, men hvem er det du flygter fra?” Spurgte han og valgte at tage et enkelt skridt tættere på hende for at kunne se hende bedre. Han tænkte ikke så meget over at de var på en kirkegård mere, det gjorde ham ikke så meget lige nu, han skulle bare finde ud af hvem det var hun flygtede fra og om han kunne hjælpe på nogen måde. ”Du må jo sige til hvis der er et eller andet jeg kan hjælpe med.” Sagde han derefter og gav hende et lettere smil. Han vidste ikke lige hvad han ellers skulle sige til det.

Han stak hænderne i lommerne på hans jakke da hun snakkede igen om at hun ikke havde noget ste at være. Jamen hvis hun ikke havde det, så måtte han vel gøre et eller andet? Han kunne også godt se det på hende. Have hun haft et sted at være så ville hun nok ikke have bare fødder og hun ville nok heller ikke have sådan en pjaltet kjole, men hvem var han at dømme folk? Han havde jo ikke selv noget sted at bo. ”Altså...” Startede han ud og tog en dyb indånding imens at hans ene hånd blev ført op til hans nakke imens at han masserede den en lille smule før at han kom den ned i lommen igen. ”Hvis det er.. Så kan vi da sikkert nok finde ud af et eller andet med at jeg kunne leje et værelse til dig et sted? Det er da bedre end at være her?” Spurgte han hende med et let skuldertræk og håbede ikke at han havde fornærmet hende på nogen måde. Han stod bare og kiggede på hende og gik egentlig ud fra at det hun havde sagt tidligere med at hun flygtede fra nogen måske bare var noget hun forestillede sig.

I'm... dead?:

Hun blev helt mundlam, noget hun ellers sjældent blev. Hendes hoved var ligeledes tomt, selvom stemmerne begyndte at summe lige så stille derinde.

”Flyyyygter du fra os? Er du bange for os?” lo de slibrige stemmer, og hun havde svært ved at ignorere dem. De havde jo ret. Hun var jo bange for dem, mere end hun normalt ville indrømme for sig selv. Hun rystede på hovedet, som for at ryste stemmerne af. En illusion selvfølgelig, eftersom det jo ikke var muligt… ellers havde de jo været væk for længst.

”Eehm… ja jeg eehm…” stammede hun sig igennem, men endte med at sukke tungt ”Det er svært at forklare..”. Det sidste blev sagt lettere tonløst, der var dog alligevel en eller anden form for betoning ”på”, en irritation eller modløshed som trak sætningen ned i dybet af håbløshed. Hun undrede sig over, at han var så hjælpsom. Hvorfor var han mon det? Det var enormt underlig, nu hun tænkte over det. Enten var han helt igennem ond, og pønsede på et eller andet, eller også var han bare underlig og… og alt for god af sig. Sære fyr da…

Hun glattede lidt på kjolen, som hun var iført, og forsøgte at se lidt mere præsentabel og lidt mindre vanvittig ud, for tosset var hun da ikke? Eller var hun? Hun var efterhånden begyndt at blive i tvivl i forhold til sit eget helbred. Underligt nok, at det først var nu hun tænkte på det. Især fordi hun trods alt var død. Hun kunne dog ikke lade vær med at ”skyde” de smalle øjenbryn op i panden, da han snakkede om at finde hende et værelse. Havde han da ikke regnet hendes ”tilstand” ud endnu? Utroligt nok åbenbart ikek..

”Eehm nejtak… jeg har det helt fint her. Jeg har ikke rigtig brug for et, hvis du forstår..” og det håbede hun virkelig, at han gjorde, for hun vidste ikke, om hun havde modet til at sige det lige ud. Alligevel havde hun en anelse om, at det gjorde han ikke. Og netop denne tanke fik hende til at ”standse” op i tankerne. Følelsen af rastløshed gnavede i hende. Hun begyndte at gå, væk fra gravstenene og hen imod den lille sti. Bladene var glatte under hendes bare fødder, og hun stoppede op og kiggede på den anden, hvis navn han havde fortalt, men som hun havde – mere eller mindre – glemt igen.

”Jeg er død, Calthos, sten død og behøver ikke en hjem...” åndede hun ud, dog med en alvorlig mine. Hun stirrede den anden direkte ind i øjnene, og holdt hans blik fast. Han skulle se, at hun mente det, at hun ikke lavede sjov. Det… det skulle han bare. Og så begyndte stemmerne at rase, højere og mere kraft- og magtfulde end før.

”Haha Helené! Sten død! Ej tavs i sin grav? Tys tys Helené, så død du er! Bor ingen steder! Forladt, forladt! Haha! Død! Død! Døøød!”

Hun forsøgte at overhøre dem, men kunne ikke. Hun tog sig til hovedet, og forsøge af al kraft at få den dundrende hovedpine, som ”de” nu engang var, til at gå væk..

//OOG; sorry for det lange svar. Ved du haaader dem, men prøvede virkelig at gøre det kort xDD

Han stod og kiggede på hende med et hævet øjenbryn da hun blev mundlam, han kunne nok ae at hun ikke kunne sige noget. Havde han sagt noget forkert? Eller var det noget andet? Det var ligemeget, han ville ikke rigtig stå i stilhed så han skulle jo sige et eller andet, men problemet var bare at han ikke vidste hvad pokker han skulle sige. Det var ikke fordi hun sagde så meget selv.

Han kiggede sig omkring for ikke at skulle stå i en akavet stilhed og bare stirre på hende, men da hun begyndte at snakke kiggede han på hende igen og nikkede en enkelt gang. ”Hvilket så er grunden til at du ikke behøver at forklare noget.” Sagde han og sukkede en enkelt gang, det vidste han ikke lige hvor mange gange han skulle sige, men det var også ligemeget. ”Jeg har som sagt ikke tænkt mig at gøre dig noget, lige nu tænker jeg bare på om vi skulle finde et andet sted at være?” Sagde han på en nærmest spørgende måde imens at han smilede til hende.

Han nikkede en enkelt gang af hende og var så småt begyndt at forstå hvorfor at han ikke kunne føle noget ”specielt” over hende, hvofor at han ikke kunne finde ud af om hun var dæmon, djævel, animagus eller menneske, det var som om at for ham var der ingenting og det var faktisk så småt ved at falde på plads nu. Han begyndte at følge med hende da hun begyndte at gå og kiggede på hende da hun kiggede tilbage på ham og skulle til at snakke da han blev afbrudt af hende.

Han nikkede, men så ikke så overrasket ud som han troede at han ville have gjort. ”Det var jeg så småt begyndt at regne ud.” sagde han og gik op på siden af hende og kiggede ud i luften. ”Ser du..” Sagde han og sukkede. ”Jeg er en dæmon, jeg kan føle en form for aura omkring andre væsner og ved dig...” Sagde han og kiggede på hende dog med et let smil. ”Ved dig kunne jeg ikke rigtig føle noget, noget jeg ikke var vant til så jeg vidste du var noget specielt. Død havde jeg dog ikke regnet med i starten.” Sagde han og nikkede en enkelt gang af hende. ”Men.. Det er mig ligemeget med om du er død.” Sagde han så og blinkede en enkelt gang af hende og kiggede ud i luften igen.

//Pft, onde D://

Hun spærrede øjnene op, og underkæben skrabede jorden; ”dæmon?”

Hun kunne ikke fatte det. Hun kunne virkelig ikke… Han var en af satans skabninger, en af de onde, han… Hun kunne ikke få et eneste logisk ord frem, og begyndte at gå baglæns for at skabe mere afstand. Hun blev dog alligevel glad for, at han ikke flippede ud, men hun kunne virkelig ikke lade vær selv. Endnu et skridt bagud på de bare tæer.

”D-dæmon?” stammede hun, men havde mest af alt lyst til at vænne rundt og løbe alt, hvad hun kunne. Det her var for sygt, og hun forstod ikke et klap. Han så jo så… normal ud? Scary..

//OOG; undskyld det korte svar, orkede bare ikke at skrive længere :3

Han kiggede på hende med et hævet øjenbryn. ”Ja?” Sagde han og trak på skuldrene. ”Du skal bare være glad for at jeg ikke er en af satans skabninger. De der.. Djævle.” Sagde han og rystede lidt med et suk. ”Dem kan jeg dog ikke fordrage.” Han kunne sagtens se på hendes ansigtsudtryk at hun var blevet bange og tidligere erfaring fortalte ham at hun sikkert troede at han var djævel. Der var en lille forskel, men den var der dog. Han var jo ikke skabt af satan, han var blevet skabt af hans element. ”Jeg vil ikke gøre dig noget.” Sagde han og smilede til hende endnu engang.

Han kiggede på hende imens at hun gik bagud og lagde hovedet på skrå. ”Tænk over det, hvis jeg ville have gjort dig ondt, ville jeg så ikke have angrebet imens at du havde hænderne for ørene og ikke kiggede?” Sagde han og smilede mere af hende. ”Det gjorde jeg ikke, jeg var bekymret i stedet for.” Fortsatte han og tænkte over hvad han ellers kunne sige for at få hende til at slappe lidt mere af. ”Hey! Hvis du har lyst, så kan jeg vise dig lidt af min magi? Det er elektricitet, jeg kan skyde med lyn og teleportere. Hvis det da kan interessere dig?” Spurgte han og tænkte at det måske var noget hun gerne ville se.

//Det går nok :3//