Hallucination or just another twisted reality? May you never know!

I den tunge vinteraftensgreb begav han sig atter afsted for opsøg de mere urørte steder som folk helst ungik hvis de havde en større mulighed for det og det var netop det som der havde ført ham imod gyderne, han var forsigt af natur, men stadig grådig nok til våge sig ind de mindre veje som ført ham læggere og læggere ind i den lange labyrint af gange. Snart var udgangen umulig af finde men det passet ham faktisk fint eftersom at han søgt efter de steder hvor folk endnu ikke havde sat deres aftryk, det kravet dog meget og finde et af disse steder eftersom at det ikke kun var den lavere del af samfundet som begav sig ind i disse gyder, nej mørkets væsner havde i sær en kærlighed til disse steder og det forunderet ham næsten at han ikke så flere efterladet lig i disse gange som ført ham omkring.

Lugten sagde dog stadig at dette var sted hvor døden kun vente om hvilket som helst hjørne hvis man altså var uheldig, men han var nu ikke dumdristig nok til opsøg døden den aften, nej han søgtet faktisk det modsat. Menneskeliv der var muligt og misbrug til hans egen plan, men hvor mennesket var i forhold til ham selv? Ja det var nu ikke helt vist og derfor gik han blot omkring som hvis han havde været et rastløst gendfær i natten.

Så mange ansigster og drejninger som han kun fortag sig den nat, muligheder, lyst, toture og drab var blot få at hans valg den aften eftersom at han var gerningsmand som der aldrig nogle sinde blev fundet, at være et væsen uden en rigtig fysisk krop var nu en af de bedste ting som han havde kunne håbe på. Men så igen, han var fanget i denne lattelig verden hvor at de dødelig havde magten og vis det stod til ham ville han hellere end gerne tilbage til den verden som han originalt kom fra, men muligheden og chancen for at det kunne ske var dog så lille, i sted leget han bare her i mørket som næsten kun minde ham om den verden som lige pluslig havde forlad ud af ingen ting.

Han husket selvføglige intet at hvordan det var sket, blot vist han at pluslig stod i centeret af en mørket sakt som havde påkladet hans dæmonisk sjæl ind i den menneskelig verden, formålet havde været simplet nok, de ønsket sig en magt som kunne så op imod dem som der havde jagtet dem og det havde de så os fået, men prisen som de betalt var at de alle døde bagefter, intet dødeligt væsen skulle noglesinde have lov til tag kontrolen over ham igen og intet væsen kom da hellere til det.

Han suset tilbage til nu'et og misset blot med hans dæmonisk øjene som så alting klart som dag, fordelen som dæmon var at han havde et perfekt nattesyn som tilod ham og se alt, men nu havde han os mange andre sanser som han kun altid havde mulighed for bruge hvis synet skulle ende med slå fejl, men disse sanse lod han da vær med bruge, lugten af døde omkring ham fik ham blot til trakke på hans næse, han afstød ikke duften men på samme tid elsket han den hellere ikke, nej døden kun man aldrig blive vannet til selv ikke efter næsten to tusind år i denne verden. Han stoppet da med lugtet til hans omgivelser og han gik derfra med brug af de andre sanser som han havde til rådighed, mens at han stadig var usikker på hvad det var som han var på udkig efter. I hans spirituel tilstand var det næsten umuligt og se ham og han var næsten et phantom at det væsen som han normal var, men han ønsket endnu ikke antag en fysisk form eftersom at det blot ville hive energien ud af ham og derfor forblev han som han var, halvt gennemsigtig for de menneskelig øje men stadig synlig nok til at man ville kunne se ham i det svage lys..