Twisted (Angelie)

Tronsalen henlå i sit sædvanlige tusmørke, med de ildagtige skyggetunger fra faklerne, som slikkede hen over den lilla løber og det mørke stengulv.
Stedet var enhver teenagepige's mareridt, og enhver ond, mere eller mindre sofistikeret sjæls våde drøm - ganske enkelt på grund af det dystre udseende, som virkede både intimiderende, truende og roligt på én gang.

Portene blev pludselig slået op, og lyden af den tunge regn udenfor væltede ind i den enorme sal, mens Zane med hastige, målrettede skridt gik indenfor i tørvejret.
Hans lange, sorte frakke var gennemblødt, og de hvide hår hang vådt ned ad hans ryg - men på trods af dette, og ppå trods af de forbandede ting der var hændt på det seneste, var han faktisk i godt humør.

Han fortsatte op ad den lilla løber, og efterlod dermed et spor af våde skridt, men han var ligeglad.
"Angelie!" lød hans stemme, i håb om at hun var til stede i salen eller i et af de nærliggende lokaler.
Hvis ikke hun var, ville han smide sig i tronen og vente halvdovent på hende.

Det havde været en lang dag...

Meget var sket de sidste ugers tid. Så meget, at Angelie for en gang skyld havde besluttet sig for at blive inden for borgens vægge. Hun var træt af dramaet og beslutninger, lemlæstelse og alt det andet som hendes levestil indebar. Det var ingen hemmelighed at hun nød det, men ikke idag, ikke nu.
I stedet befandt hun sig i de nedre regioner, hvor bibliotekets trædør stod en anelse på klem.
Efter en lang og hård kamp med stolen, havde Angelie skubbet denne over i hjørnet, for derefter at kaste en bunke puder på gulvet, efter hun havde sendt en tjener afsted efter dem. Det søde liv var let her i Abbadon. Hvis hun manglede noget, knipsede hun blot med fingrene.

Her sad hun i skrædderstilling og med en gammel bog i skødet. Øjenbrynene var knebet sammen, som hun forsøgte at tyde de knejsende bogstaver. Det gik langsomt, men hun formåede at snuble sig igennem de tykke mængder af tekst, der var skrevet for hundrede af år siden.
Hun havde for år siden fået at vide, st netop denne bog ikke var noget for hende, alligevel sad der et smil over hendes blege læber, for hver scenarie hun læste.
Drabelige og blodige historier fra fordumstid.

Hun hørte ikke Zanes kald eller dørene der slog op, da hun sad nede under jorden. I stedet var der en let banken på døren, som bragte de blå øjne op fra de støvede sider, for at se på kvinden.
"Han kalder efter Dem" lød de stille ord, inden kvinden forsvandt endnu engang, så hurtigt at man skulle tro det havde været en hallucination.
Tilbageholdende lukkede hun bogen sammen, som om det ærgrede hende, at hun var nødt til at stoppe sin læsning, inden hun med et grynt forsøgte st komme på benene, kun for st opdage, at musklerne var blevet stive af at sidde i den sammenkrummese position i flere timer.
På bordet i midten af lokalet, lagde hun bogen fra sig, inden hun strakte armene over hovedet for at strække sig og begyndte derefter at gå ud af døren og op ad den snoede vindeltrappe.

En sidedør i tronsalen blev skubbet op, som hun nåede denne, inden hun trådte ind i det prydede, dunkle tronrum, som hun kendte så godt. Der var efterhånden kun få steder i borgen hun ikke kendte, men sådan var det trods alt, når man havde boet samme sted i årtier efterhånden.
Hun så ham side i tronen, gennemblødt, hvilket frembragte et lumsk smil over læberne. Tilsyneladende havde det været fornuftigt at blive indedøres fra hendes side.
Hun lukkede døren bag sig, inden hun gik hen imod ham, for at sætte sig på tronens armlæn, som hun så ofte havde gjort, inden hun sendte ham et næsten nysgerrigt blik. Han havde sjældent kaldt efter hende, medmindre det var noget der absolut ikke kunne vente, hvilket oftest var missioner.
"Og hvad kan jeg så gøre for dig idag?" Lød hendes stemme, næsten spindende, som hendes fingre skubbede det løse hår om bag det ene øre.
Hun havde skam tænkt sig sr bruge samtlige beskidte tricks i verden for at undgå at skulle ud og klare en eller anden opgave. Det var ikke i hendes interesse idag.

Zane så godt tjenestekvinden der smuttede afsted, og han vidste at hun ville informere Angelie om, at han havde kaldt på hende.
Dooog var det langt fra sikkert at den rødhårede elver ville dukke op lige med det samme.
Hun havde været vred på ham, det var han klar over. Hans beslutninger og hans travlhed og dermed manglende tid til hende, var skuffende for Angelie...

Så han sad der bare, halvdovent og ventende, for en gangs skyld uden at føle presset fra den enorme opgave, de havde foran sig.
Som sagt... i dag var en god dag!

Da Angelie så dukkede op og satte sig på den mørke trones armlæn, smilede han lidt.
Hun var i det overtalende humør, hvilket som oftest betød at hun ikke agtede at arbejde, med mindre hun var nødt til det.

Zane vendte blikket imod hende og han vendte sig en smule i tronen, så han bedre kunne se hende.
"Bare rolig... der er ingen opgaver lige nu. Det er noget ganske andet, jeg vil tale om." sagde han, hvorefter han rejste sig op fra tronen og svingede rundt så han pludselig stod lige foran hende, med hænderne plantet på hendes hofter, og det lilla blik fastlåst til hendes blå.

"Jeg har forsømt dig på det sidste. Så jeg har noget til dig, som en lille undskyldning... og hvis du kalder mig svag for at undskylde, så sprætter jeg sgu maven op på dig og healer dig igen." sagde han, ganske casual, før han slap hende og vendte sig halvt om så han kunne lade blikket falde på midten af gulvet.

"Jeg vendte et par ord med nogle af vores mere mørke magikere..." sagde han og knipsede en enkelt gang med fingrene - højt, så det gav genlyd i den enorme tronsal.

"Og med lidt hjælp fra min magi..."

Skyggerne samlede sig midt på den lilla løber. Klaskede sig sammen indtil de mest af alt lignede en sort portal i gulvet.

"...Kreérede vi en lille gave til dig." afsluttede han, netop som skyggerne blev skubbet opad af noget som var dukket op under dem. De strakte sig som var de en form for dyster menbran, og da de til sidst gav efter og gled af, stod der et frygteligt intimiderende væsen i deres sted;

Grålig og uhyggelig, med ribben der stak ud af det massive bryst, en lang, løs manke samt hale, hove som så ud til at afgive rim, som spredte sig på det kraftige, lilla tæppe... og øjenhuler, hvori to lys glødede ondskabsfuldt, stod den udøde destrier majestætisk og skræmmende i midten af tronsalen, iført pansret læder og en saddel med diverse holdere til våben - heriblandt til en pisk.

Det var nemt at se, at der ikke var fredelig lift omkring dem på nuværende tidspunkt, hvilket havde holdt borgens beboere og tjenere på afstand af hende. Angelie var trods alt en kvinde, der bar sine frustrationer uden på tøjet, og det forkerte ord eller blik ville få hende til at sprænge i luften. Det var også derfor hun havde i sinde at sætte sig på bagben, hvis jan havde tænkt sig at sende hende afsted for at gøre det beskidte arbejde, som sædvanlig.
Selv smilet fra ham fik hende til at knurre lavt og faretruende, inden han berettede at han ikke havde tænkt sig at sende hende afsted på en åndsvag opgave.

Som han rejste sig, drejede og satte hænderne imod hendes hofter, ændrede hendes blik sig en anelse. Nysgerrighed begyndte at summe i de blå dyb, som han.. Var det en undskyldning? Hendes mund skulle lige til at åbne sig, for at komme med en spydig kommentar, inden truslen landede. Læberne klappede sig hastigt sammen, og ansigtet lagde sig i helt uskyldige folder, som for at sige, st det kunne hun aldrig finde på at kalde ham. I mundvigen sad det hemmelighedsfulde smil og buldrede, som øjnene var let drillende.
Forsømt var en underdrivelse i hendes øjne, men alligevel nød hun, at han stadig havde intelligens nok til at indse det. Ikke at hun havde lagt skjul på det i hendes, i nogens øjne, umodne opførsel.

Som skyggerne begyndte at lege over tæppet i tronsalen, lagde Angelie sine hænder imod hans kappe, for at holde balancen, som hun vippede imod den ene side, for st se forbi ham og hen på det omtalte sted. Fingrene knugede sig i stoffet, imens de spidse ører ihærdigt lyttede.
Gave? Til hende? At han havde haft hjælp fra de mørke magikere, gjorde dette mere interessant. Hendes øjne glimtede spændt, imens hendes krop vred sig for at kunne holde øje med skyggernes voksen, strækker og vriden.

Så hun rigtig? Hendes øjne blinkede voldsomt et par gange, inden hun stirrede fascineret imod kreaturer, der stod i tronsalen, med rimmende Hove, åbne sår og onde øjne.
Hendes fingre strammede grebet i hans kappe, for ikke ihærdigt at storme imod bæstet, og kramme den, som var det en lille hundehvalp med sløjfe.
Den harske lugt af råddent kød nåede hendes næsebor, som hun indsnuste den velkendte duft.

Hendes fødder placerede sig på gulvet, som hun rejste sig, på næsten vaklende ben, inden hun slap grebet i ham, for at kigge kort imod ham, og derefter sætte sig i bevægelse og over imod den matsorte hingst. Jo nærmere hun kom, des koldere blev gulvtæppet under hendes fødder, indtil hun til sidst stod foran bæstet.
En dyb prusten, sendte hendes hår bagud, og den harske lugt blev voldsommere, inden hun storsmilende, lagde armene om halsen på denne, med fingrene begravet i den fedtede man.
Hendes ansigt pressede sig imod halsen, inden hun trådte lidt til siden, stadig omklamrende til dødshesten, så hun kunne kigge over på Zane.
Øjnene var blanke og glasagtige, som hun smilede til ham, velvidende at det måske ville blive anset som svagt, men ikke desto mindre var glædestårerne begyndt at falde ned over hendes blege ansigt.

"Ta-ak" stemmen knækkede over i ordet, som hun snøftede let, og lagde hovedet ind imod kreaturet, der tilsyneladende ikke havde noget problem over hendes håndtering af denne. Hovedet af denne bøjede sig, for drillende at puffe til hendes lår, hvilket frembragte et fnis, som hun løsnede grebet omkring den, for derefter st skubbe tilbage, uden at den flyttede sig det mindste.

Åh, han var godt klar over at der var en kvik bemærkning på vej... og han var også godt klar over at hun udemærket vidste, at han ville gøre alvor af sin trussel!
Nok var han glad for hende, og lod hende gøre hvad der passede hende... men af og til måtte hun også kende sin plads.
Det var der naturligvis både personlige og politiske grunde til.

Zane smilede da han så hendes reaktion på den udøde destrier, og han satte sig ned i tronen igen, mens han betragtede de to.
Necromancerne havde virkelig gjort et fint stykke arbejde...

"Det er en såkaldt destrier... en stor hesterace, som blev opdrættet til krig - og den er dig totalt loyal. Dens sind er blevet lagret med billeder af dig, hvilket gør at den allerede fra første øjeblik blev knyttet til dig. Og nok er den udød... men den er absolut klogere end de fleste levende heste." sagde han og lod blikket glide hen over den intimiderende skabning.
Rim havde lagt sig fint på tæppet omkring den, og var endda nået ud til stengulvet, hvor det stoppede.

"Og som du nok kan fornemme, har den visse evner indenfor ismagi..."

Hendes indre vred sig i alle retninger, som hun fraværende lod hånden glide over brystpartiet. Hendes opmærksomhed var rettet på sætningen, som han talte om, hvilket blot fik hende til at smile en anelse skævt. Selvfølgelig havde han sørget for st den hårde del allerede var på plads, hvilket var behageligt for en gangs skyld.
Fingrene blev automatisk slimede og blodige, som hun ramte et af de åbne sår, for derefter at trække hånden til sig, og ligegyldigt tørre den af i bukserne på låret.

Fødderne isnede langsomt, og kulden blev snart for meget for hendes bare tæer, så derfor måtte hun uvilkårligt trække sig væk fra hesten.
I stedet satte hendes krop sig i bevægelse for at nå hastigt hen til tronen hvor han havde placeret sig, og uden videre kaste sit korpus i skødet på ham.
Den ene håndryg, gled over hendes øjne for st fjerne de våde dråber, inden hun sendte ham et stort og oplysende smil.  
Han havde uden tvivl overgået sig selv denne gang, og hun nød det. Det havde været en god gave til en pige som hende.

Hendes ansigt puttede sig ind imod hulninge ved hans kraveben, inden det drejede for at kunne betragte hendes nyeste dyr til samlingen. Samlingen var velsagtens ikke stor, eftersom dyrene kom og gik, og helst blev væk fra borgen i al almindelighed.
"Rinovdro" hviskede hun næsten kærtegnende, som for at lade ham vide, havd hun havde døbt det udøde bæst. Et passende og ærbødigt navn, til en Skabning af samme slags.

Hans sidste kommentar fik hende til at sende ham et næsten skeptisk blik. Nej det havde hun så sandelig ikke opdaget, da tronsalen jo slet ikke var halvt belagt med en skøjtebane.
Hendes hænder lagde sig imod hans ansigt, inden hun placerede et lidenskabeligt, næsten blidt, kys på hans læber, for derefter st se dybt ind i hans øjne.
"Det her.. Er grunden til jeg elsker dig" hviskede hun følsomt, for at forstærke hendes ord til ham. Ingen kendte hende så godt som han, og hun tvivlede på, at der fandtes nogle, der kunne diske op med så kreativ en gave til hende. Ikke mere gåen rundt i Di Morga, nu kunne hun komme omkring hurtigere og langt mere dødbringende.

Et kort øjeblik overvejede hun om hun kunne lokke kreaturet til at trampe den der klamme vampyr til Constantine ned, så vedkommende ikke længere stod på samme side som hende selv.
Tanken fik et svag klukken til at genlyde fra hende.

Glædestårer var noget han meget, meget sjældent havde set hos Angelie. Det var næsten underligt at se dem nu... men på samme tid, var det rart. Det beviste blot at han havde ramt plet med sin gave.

Men det var jo også noget hun havde nævnt før!

Hendes smil var endnu bedre, og så selvfølgelig det at hun pludselig sad på hans skød, med fronten imod ham.
Da hun så hvilede hovedet imod ham, smilede han næsten varmt, og lagde armene om hende, mens han selv betragtede det uhyggelige væsen ude på gulvet.

"Rinovdro er et godt navn." sagde han ned i hendes hår, før han kyssede det en enkelt gang.

Da hun så pludselig kyssede ham, mærkede han selv lidenskaben stige op i sig. Han gengældte kysset intenst og lod igen hænderne hvile på hendes hofter.
Han havde savnet hende i al sin travlhed...

"Aha... så gaver er grunden til at du elsker mig...? Det er næsten nok til at blive straffet." sagde han, men hans stemme understregede at han blot spøgte lige nu...

Hans blide behandling, fik hende til at smile skævt og tilfreds, som hun puttede sig tilbsge ind til ham, efter hun havde rettet sig lidt, så hun sad med siden til ham. Benene blev let svunget over tronens armlæn, med hovedet ved skulderen, og blikket der så til, imens kreaturet begyndte st trippe rundt i tronsalen.

Hans spørgende stemme, fik hende til at klukke endnu engang, inden hun svagt rystede på hovedet. "Fordi du ved præcis hvordan du undgår et skænderi med mig, ved at komme med specielle gaver" rettede hun ham med sin egen let drillende tone, selvom det selvfølgelig var af langt flere og dybere årsager end det.
Hendes hoved drejede sig. For st kunne se op på ham fra hendes position. "Straffet.. Hm.." Det lød næsten som en form for kærtegn i hendes ører, eftersom straf ikke var noget hun havde modtaget ofte. Et par gange var det hændt, men ellers fik hun normalt sin vilje trumfet igennem.

I et par minutter sad hun blot og nød, at der var stille. Ingen gæster, ingen tjenere og ingen larm, udover de isnende Hove, der klikkede imod det mørke stengulv.
"Hvad spiser han?" Lød hendes spørgsmål, uden hun tænkte over at dyret trods alt var af udød race.
"Og du bliver nødt til st fortælle mere om hans Ismagi" tilføjede hun lidt efter, som hun begyndte at fingerere med stoffet af hans overdel.

Hendes tanker faldt igen tilbage imod vampyren, og øjnene begyndte at lyse en anelse op, som hun kiggede næsten bedende op på Zane.
"Må han trampe på det ildelugtende bæst, der bed i mig? .. Bebe" hun blinkede lokkende et par gange, som hun næsten kunne se for sig, hvilke nyere og kreative tortureringer hun ville være i stand til at udføre med hendes nye, firbenede kompagnon.

Zane vippede lidt med hovedet mens han lod som om at han overvejede hendes ord.
Så nikkede han med et for sjov opgivende smil, og sagde: "Du har ret... det er en sand kunst at kunne undgå skænderier med en kvinde."

Han smilede lettere lumsk da hun kort nævnte det med straf...
"Jah, den slags ender som regel med at gå ud over din midtersektion, for derefter at munde ud i noget lidt mere intimt." sagde han, nærmest casual.

Zane lod blikket glide ned til den udøde hingst, mens han lyttede til hvad hun sagde.
Han lo kort af hendes sidste ord, og valgte at svare fra toppen af:
"Han spiser faktisk. Og når han spiser, er det gerne råt kød. Levende mad er ganske fint... se ham lidt som en meget stor, meget stærk, meget blodtørstig rottweiler. Og hvad angår ismagien, så danner han rim omkring sig, som du ved. Derudover kan han få et helt område til at ryge i minusgrader i løbet af blot et enkelt minut... og nej, Angelie... jeg skal bruge vampyr-bæstet."

Hun havde haft ret. Straffen ville tilsyneladende nærmere ende som værende en belønning, når alt kom til alt. Hans omtalen af det, sendte små skælv igennem hendes krop blot ved tanken om det. Det var uendeligt længe siden hun havde været udsat for det, så måske det var værd at fremprovokere? Hun overvejede mulighederne, som hun kiggede nysgerrigt imod hans ansigt, med tanken legende i sindet.
"I så falde ser jeg frem til den.. Straf" spandt hun, som en hånd gled over hendes maveregion.

Blikket blev endnu engang overvejende, som han fortalte. Levende og råt kød. Mon de havde en ligegyldig fange et sted, der alligevel skulle henrettes? Så hun kunne se det i aktion. Udelukkende for at Angelie ville kunne få stillet sin nysgerrighed over hvordan udøde dyr fortærede sit offer. Hun kunne selvfølgelig også bare hive en person ind fra gaden, men de havde det med at skabe problemer. Fangerne var oftest allerede knækkede.

Hendes underlæbe skød sig sørgeligt fremad, da han fortalte at hub ikke måtte få vampyren trampet ned.
Bæstet, der var nået hen ved siden af tronen, stak hovedet hen ved siden af hendes for at kigge på Zane.
"Se! Han vil så gerne lege med vampyren" smålo hun, som hendes hænder lagde sig om hestens underkæbe, så de begge kunne sende herskeren bedende hundeøjne. Eller hestens var ondsindede og døde, mens hendes egne indikerede hvad de begge ville lege med.

Hun vidste dog at han ikke ville bukke under for det, og det kendte teatralske suk lød fra hende, inden hun klappede hingstens pande. "Vi finder dig et andet, og meget bedre legetøj". Hun talte, som om hun prøvede at opmuntre denne, som havde den lige fået frataget sit yndlingslegetøj. I sidste ende var det vel mere hendes ønske end hestens.

Åh, som hun kunne friste! Hendes tone, hendes ord, og så lige hendes hånd hen over maven...
Det var alt for længe siden efter hans mening...

Han skulle lige til at svare på hendes bemærkning om at hun ville se frem til 'straffen', da den udøde hest dukkede op og stjal billedet.
Zane lo lavmeldt ad Angelie's næsten barnlige ord og opførsel. Det var helt kært.

Men Constantine var nyttig, og når han vendte tilbage - med eller uden djævlepigen - ville Zane vise ham det, så vampyren måske selv kunne se at det ikke var så slemt.

"Jah, mon ikke i kan finde en anden... der er masser i byen. Jeg mener, der forsvinder folk konstant, ikke sandt...?"

Jo, han havde helt ret. Folk forsvandt fra gaderne hver eneste dag, men alligevel rystede hun en anelse på hovedet, ikke for at modsige ham, men blot for at påpege, st det ikke lå i hendes interesse at skulle jagte legetøj på dette tidspunkt.
Blidt puffede hun hovedet væk fra sig, med en usagt kommentar om, at den skulle gå ud og jagte noget mad i gårdhaven eller sådan noget.
En lavmælt prusten lød, inden denne forsvandt ud af tronsalens dobbeltdøre, med isen bølgende efter sig, for derefter at forsvinde ud af syne. Fint, så kunne den skræmme livet af tjenestefolkene på vejen.

Hendes fulde opmærksomhed vendte sig i stedet imod ham, med et undersøgende blik. Huj skulle have været blind for ikke at opfange hans fristende adfærd, skønt den havde været nær på ingenting.
De legende øjne glimtede i fra faklernes legende flammer, som hun lod fingrene glide omkring hans ene håndled.

"Du var ved at sige?" Lød hendes stemme, oprigtig og nysgerrig over hvilken kommentar han havde bidt i sig, inden afbrydelsen.
Hvis han tillod det, ville hun lægge hans hånd imod hendes maveskind, ovenpå den tynde trøje. En form for lokkende forførelse, nu hvor hun havde muligheden for det, forhåbentlig uden afbrydelser.

Zane vendte blikket mod hesten som denne vendte rundt og traskede ned ad den lilla løber, for så at forsvinde ud af dobbeltdørene.
Der var en smule stolthed i hans blik... det var virkelig en imponerende hest.
Den ville tjene Angelie bedre end noget andet væsen ville kunne - og den ville være langt mere loyal.

Angelie's ord fangede hans opmærksomhed, og han vendte det lilla blik imod hende, lige som hun tog fat om hans håndled, for at føre hans hånd over på sin mave...
Zane fik et ikke-ukendt smil på læberne, og sagde:
"Jeg var ved at sige, at det skulle vi måske gøre noget ved..."
Hans stemme var lavmeldt og lokkende, og han pressede roligt hånden ind imod hendes mave.
Det var alt for længe siden han havde følt hende på nogen som helst måde.

Hendes lokkende forførelse havde virket ganske glimrende.

Hvis det stolte blik fra ham, havde haft blot en lille smule skær, ville resten af Di Morga kunne have set det igennem murerne. Hendes skæve smil, der sad i mundvigen, som et diskret slør, kom til syne, som hun betragtede det. Hun var ikke i tvivl om, at han følte stolthed over sin kreaiton, hvilket han også skulle i hendes øjne. Han havde formået at skabe noget unikt, smukt og skræmmende i et væsen. Hendes væsen.

En let klump placerede sig i halsen på hende, som han genoptog sin tidligere tanke. Den kriblende hud, kildede let under hendes beklædning, som hun mærkede hvordan hånden langsomt begyndte at trykke sig ned i maven, som om den forsøgte at lave en hulning i hendes midte.

Hendes tanker kunne ikke lade være med at give hende selv et mentalt skulderklap, som hun fornemmede, at hun formegentlig havde formået at trykke på de helt rigtige knapper denne dag. Det kunne kun betyde, at der netop nu ikke var noget der plagede. Der var intet vigtigt, som skulle ordnes nu og her.

Hendes blå øjne, fik det glasserede skær, men denne gang af lyst og nydelse, som hun stoppede sin vejrtrækning, under presset, der forøgede sig gradvist mod maveregionen. At trække vejret imens ville være besværligt i forvejen, men alligevel blev hun nødt til at gispe let efter luften, som sekunderne gik. Maven ville presse imod hans hånd, i et forsøg på at gøre plads til den mængde luft hun indåndede.
Hendes hånd flyttede sig fra hans håndled, som hun lod armene glide over hovedet imens hun lænede sig tilbage, så hun havde skuldrene imod det ene ryglæn, benene over det andet, og ellers strakte det resterende af hendes krop.

"Måske..?"