End of solitude - Sidney

Juletid... En tid der var ment til og skulle bringe glæde til de fleste mennesker og væsner i denne verden, men ikke alle så det lys som der kom med julen, faktisk var der os en stor del mennesker der kun så mørket og med det mørke kom depression, tristhed og endda selvmord i værste tilfælde, det var rutschebane af følelser som blev kørt op og ned, alting virket tit håbløst for de som der var ramt af den mørke hånd, men julen havde os sin sider som den var elsket for.
I julen var det jo der hvor at man kom sammen for hyg sig, familier, venner og andre bekendt slog næsten fred med hinanden i denne ene måneden men så snart det var forbi igen kun det gamle helvede blot tag til igen, for Madeleine var jul dog ikke den mest forunderlig tid i hende liv, faktisk var det ret modsat.

Som altid var hun alene med den ensomhed som det evig liv havde givet hende, hun var en ung vampyr på næsten tohundret år og det var snart en evighed siden at hun sidste havde haft noget som helst god selskab på juleaften, en normal juleaften for hende betød ofte en tur ned på en eller anden lokal bar i den by som hun nu boede i, der drak hun som et hule i jorden og bag efter var resultatet ofte et engangsknad på det toilet som der nu var leddig på baren, ikke just en særlig speciel jul, men hvad skulle hun ellers bruge den konstante ensomhed på?

Der var faktisk mange andre muligheder men de tiltalt hende bare ikke, hun var ikke særlig sød kvinde af natur, eftersom at hun stadig havde en del problemer med sin kontrol over trangen til blod kun et hvert forsøg på omgå sig socialt blot ende med blodig mareridt for den person som hun nu var sammen med, igen ikke just det som hun ønsket og gøre midt i julen.

Efter hvad der nu havde virket som en evighedssøgen var hun så endelig kommet frem til en viden om at den mand var her i sammen by, den man der havde givet hende den store ensomhed og det ny liv var faktisk her!? Hun ville opsøg ham og hun havde da os søgt i evigheder for finde ham, han boede på det hotel som der var inden ved midt byen, det var lang tur men det være for se ham igen, hun skrev et par noter ned om hvor at han boede og hvad værelser før at hun hurtigt havde skiftet tøj og på ingen ting var ude af døren. Solen var gået ned på det tidspunk og natten var frisk og kold, de mange dufte af ondskab var i luften og det var tydeligt at det var vampyrensnat. Hurtigt kom hun afsted fra sin villa ved havet og med den lokale metro var hun hurtigt inden ved centrum, efter kort kig på kortet ved stationen fik hun fundet hotellet og hun begave let gennem natten.

Hendes højhætter sko slog langsom klik lyde imod jorden i mens at hun gik og hun havde iført sig et outfit der bedstod at en sort bh, samt sort ærmet trøje, hun havde os sort latex bukser på et korsæt og de sorte højhætte, som altid var hende hud bleg eftersom at hun aldrig kom ud solen og det lange sort hår var sat i sidecut på højere side, et større udvalg af makeup var os taget på den aften.

Hun ankom da til hotellet og hun tjekket da kort det lille stykke papir med noter, han boede hele vejen oppe på værelse 1022, det var ikke et problem eftersom at hun var hurtigere nok til bevæge sig forbi folk uden at de ville kunne nå og se hende, hurtigt gemt hun det lille papir tilbage i en lomme før at hun forsvandt hurtigt indenfor. At tag trappen var nok den mest sikker vej eftersom at alt elektronisk nok altid blev benytte af folk som der boede der samt folk der havde job på hotellet og derfor gik det nemt på trappen, efter fem minutter kom hun så op til salen hvor at 1000 – 1100 startet og hun gik langsomt ud på gangen og ned for søge efter døren, det dog tid og finde men ikke mere hvad hun slip og da hun endelig nærmet sig døren stoppe hun op.


Hvad skulle hun mon sige til ham? Hvad kunne hun sige, det var så længen siden at hun løb fra ham og nu stod hun der og søgt hans selskab fordi at det var det eneste mulig selskab, hun trak vejret langsomt før at hun banke på..

Juletid... Tiden for de rene hjerter, der hvor man glædede sig som et barn til at åbne de mange pakker, som lå under det grønne pyntede træ, mens de sad og tog for sig af retterne og tog yderligere kilo på. Lyden af musikken der strømmede ud i lede strømme og ikke stoppede før denne tid var ovre… Det irriterede ham.. Han havde aldrig været en af dem, som havde holdt jul… Jo den gang han var menneske gjorde han sikkert, men han kunne ikke huske det, da det efterhånden var ved at være noget tid siden… Efter han blev vampyr, så har han været ligeglad, med det kunne også have noget at gøre med at den skaber han havde ikke just var en af de mest lykkelige væsner på jorden, hvilket havde smittet af på ham selv… Han var heller ikke just en af dem som smilte og sad og ventede på de mange pakker, han havde ikke forventninger om at få nogle… Og ville heller ikke tage imod dem. Julemusikken var der ikke nogen undtagelse på hotellet, lige så snart man gik uden for døren, kunne man høre Jingle Bells og Last Christmas komme ud af højttaleren.

Hans tomme blik rettedes mod vinduet, sort… Ligesom hans sind. Han var ikke just på toppen denne dag… Han kunne mærke alderen var begyndt at trykke… Men heldigvis ændrede hans krop sig ikke.. Han lignede stadig en på de 27… Han sukkede inden han greb omkring det fyldte vinglas og sippede til indholdet. Blod, som alle andre vampyrer drak. Hvis der ikke snart skete et eller andet, så gik han ud af sit gode skind… Han sukkede atter og lod blikket glide over på døren, da der var en der bankede på. Til at starte med troede han ikke sine ører, men anden gang det bankede rejste han sig alligevel. Hvem kunne det overhovedet være så tæt på juleaften. Dog var der noget der fik ham til at trække på smilebåndet. Han stillede sig op af døren og kunne mærke en form for forbindelse til hvad end der stod på den anden side, men hvem af dem var det? Han havde ikke styr på hvem han havde forvandlet… Der var Willow.. Der var Migra og.. Og… Kvinden fra Rusland? Coma White…. Det var efterhånden tid siden han sidst havde set hende, så dette skulle nok blive underholdende. Langsomt åbnede han døren og til hans forventning, så var det faktisk hende, som stod på den anden side.

” Så du fandt mig… Coma White” sagde han og trak væk fra døren og gik tilbage til hans sorte læder sofa, så hun bare kunne komme ind. Han vidste godt hun ikke bare var her for at snakke… Han kendte hende og hendes behov for blod, hendes aggressive side når hun gik amok og næsten tog livet af ham… Han så næsten allerede frem til det, men han vidste også godt han ikke skulle glæde sig for tidligt. Han sippede af glasset og satte det så fra sig på det lille bord og satte sig op i sofaen og så over mod hende” Har du tænkt dig at komme ind eller skal jeg forpines med det lorte musik ude på gangen for altid?” sagde han med en irriteret tone inden han vendte ryggen til hende igen, afventede hendes næste træk.

Hun ventet spænd på og se om han ville åbne døren, også sket det døren blev åbent og der stod han så for an hende, selv med hendes bedste højhællet var Madeleine stadig en mindre kvinde ved siden af ham, men det hellere ikke problem, hun nød faktisk at mænd var højre end hende eftersom at hun syns at det så bedre ud med høj mand end med lille mand når man nu gik byen.

”Du ikke umulig og finde med den teknologi som vi har i dag, en computer kan sige meget om hvor du opholder dig”

Et mindre eftertryk af russisk kom nemt ind over den delikatet stemme som hun havde, den var som altid fin og i tone og lidt spor af hendes tid som engel var der dog os stadig og finde i den, det var altid den stemme som hun havde haft før trøsten slog ind over hende, efter trøsten var det meget grutesk og voldligt væsen som der snakket for hende. Hun sukket kort over de stunder som hun havde haft, det havde ført til blodig helvede, det havde været set før tilbage i rusland for mange år siden, mindet om den nat plaget hende stadig når hun var rastløs eller nå hun blot sove.

”Hvis jeg havde ønsker og udsæt dig for psyisk toture ville jeg have bundet dig til jorden med sølv, efterlad dig lokal med konstant skarpt lys og have indsat konstant jule musik, nej vente et af de nye boy bands havde nok været bedre, som hvad hedder han Justin Bieber..”

Hun gik da indenfor og hun skubbet langsom døren i bag sig før den lukket helt i, indenfor kom hun da og hun stod langsomt og kiggede på hans ryg, før at hun langsom gik tættere på ham, hun gik udfra at han kendt hendes årsag til komme forbi og vis ikke, ja så var det nok mere et chok.

”Jeg gå udfra at du ved hvorfor at jeg komme?”


Hun kiggede på ham med langsomt blik for at langsom skubbet de højhætte sko af, hun var smulle træt af og have dem på, igen lille var hun, ikke mere end 170 centimeter af højde, men hun var jo os fra verden hvor at folk ikke var lige så højde som de var nu til dages og derfor kunne hun altid føle sig lille ved siden af alle..

Han sukkede kort over hendes ord. Nej han var ikke just svær at finde, men nu gjorde han heller ikke ret meget for at gemme sig for nogen, for hvis det var det var årsagen, så havde han slet ikke været her i Terre.. Eller for den sags skyld… i Di Morga.. Han vendte sig kort mod hende med et skævt smil på læberne ” Så kom Madeleine… Kom endelig” sagde han lettere hæst og rettede igen blikket mod glasset på bordet inden han igen drak noget af indholdet. Han hørte hun trådte ud af sine stiletter og døren lukke. Han vidste egentlig ikke hvorfor hun var her… Jo måske fordi hun ville have hævn over han forlod hende? Eller fordi han forvandlede hende? Et eller andet sted var han ligeglad hvad grunden var, for han fik den sikkert før eller siden. Han drak resten af blodet i sit glas og slikkede sine læber for at få de mulige rester.

” Så sig mig… Hvorfor er du her Madeleine?” sagde han roligt og vendte sig så helt mod hende, uden så meget som at sende hende nogen form for smil, eller noget tegn på han var bare den mindste glad for at se hende, for han vidste virkelig ikke hvordan han skulle reagere på det… Det var jo flere år siden han havde set hende sidst, men hun havde ikke ændret sig det mindste… Han rejste sig fra sofaen og gik mod køkkenet for at få mere blod, eftersom han også regnede med at hun ville have noget at drikke, hvilket ville være underligt hvis hun ikke ville.

” Coma… Coma… Coma… Hmm?” sagde han og fandt en flaske med blod og viftede den nærmest foran hende ” Stadig lige så blodlysten?” spurgte han og åbnede flasken og tog en tår af blodet og så på hende med et smil, mens han kunne mærke hvordan der var en smule blod der gled ned over hans hage fra hans mundvige. Han vidste at hun ville ligge mærke til det, hvilket sådan set var grunden til han gjorde det.. Han ville se om hun nu var så hungrende efter noget blod, som hun plejede at være, som den gang han forvandlede hende til det bæst hun var nu.

”Hvor mange årsager tror du virkelig der til at jeg komme her hen?

Der var faktisk ikke mange efter hendes egen mening, hun kunne tag hævn, hvis hun havde lyst, men den person var hun normal ikke, eller jo, men det kom nu mest an på årsagen. Selv hvis at han havde taget hendes liv som engel havde hun jo stadig fået et andet et, det var måske ikke det paradis hun havde drømt om som engel, faktisk modsat eftersom at hun engang havde hjertervarmt og elskeligt væsen, men det havde taget en større drejning efter hende forvandlig, de først år havde været marerid og selv efter næsten 200 år som vampyr var hverdagen stadig et marid for hende ind i mellem, kort kiggede hun ned i jorden, unødvendig øjekontakt var ikke ligefrem et ønske hos hende.

”Den eneste virkelig årsag jeg har lige nu, er nok engang den ensomhed som der plager mig, JEG HAVDE LIV SOM ENGEL!... Men det liv væk forduftet fra solen og fra alle dem som jeg kendt og elsket, så jeg tror virkelige at du skylder mig en smule selskab på de aftner hvor at jeg engang havde haft muligt for være sammen med familien”

Det var næsten ligefør at hendes stemme ville knæ over i to hvis hun da ikke havde hold det tilbage, hun var på et sted sur på ham som fanden i helvede og på andet sted kun hun ikke hade ham, han var det eneste som hun havde tilbage fra dengang, familien havde ikke engang ønsket og snakke med hende efter hendes forvandling, de sagde blot at nu hvor gudslys havde forlad hende var hun hellere længere velkomne i mellem dem, det var blot en normal stereotypisk handling som mange engle fortog sig når en engel forlod dem men det var ligesom ikke hendes valg, hun kunne jo ikke ligefrem gøre for at hun havde været på et forkert sted på et forkert tidspunkt.

Hun kiggede igen op og denne gang blev hun hurtigt opdaget af den flaske blod som han holdt fremme foran hende, den tigeret hende næsten til hop på ham, det var næsten ligefør at hun gik i trance over det, og det blev ikke meget bedre at blodet nu løb ned over hans hage og videre ned på hans hals, hendes egen hånd lukket sig kort mens at hun gjorde sit forsøg på og så imod men som altid ville hendes natur sikkert vinde over hende. Det var næsten ligefør at den røde farve kom frem i øjne på hende, og tænderne blev langsom lavet om til de rovdyr tænder som de var.

”Lad nu vær med plage mig mere, har jeg ikke oplevet nok!”


Igen var stemme ved knæk over i to og hun gik et skid frem imod flasken, nej imod ham, hendes øjne blev mindre mens at hun bukket sig en smule forover før at hun næsten sat at fra jorden, selvkontrolen var væk fra hendes hjerne mens at hun fløj hen over jorden og imod ham, hun ville have det nu alt sammen bare for komme væk fra verden..

Han så på hende med et hævet øjenbryn, ja han kunne egentlig ikke se hvorfor det var hun befandt sig på hans værelse lige nu, men hun havde sikkert sine grunde, ellers havde hun nok ikke dukket op. Et smil kom frem på han læber da han hørte hendes ord om livet, men da hun nærmest snerrede af ham kneb han svagt øjnene sammen ” Hvor vover du at tale sådan til mig…. Jeg har givet dig alt jeg kunne Madeleine! Så det der skal du slet ikke starte på” hvæssede han, som en kat der netop var blevet trådt over halen. Meget fandt han sig i, men lige så snart folk knurrede af ham… Det kunne han slet ikke klare. Ja hun var elsket som engel, ja hun havde en familie, men det havde han også engang, men sådan var livet… Alle skulle jo gå hen og dø før eller siden og nogle fik en anderledes død end andre.

Han så på hende med et hævet øjenbryn da hendes stemme knækkede. Var hun virkelig stadig så svag? Han sukkede og så på hende med et koldt blik ” Virkelig Madeleine… Din stemme knækker.. Er du virkelig så svag?” spurgte han og grinte kort over sin egen kommentar. Sidney vidste han legede med ilden, men han tog gerne chancen med Madeleine, for det var ham, der havde skabt hende som hun er i dag, vampyr… Han vidste godt hvad hun var i stand til og hvad hun ikke var i stand til.. Og hun havde lige så stort behov for blod som an selv, hvilket var derfor han pirrede hende ” Mhm… Kom med din rigtige natur… Vis hvad du egentlig er” sagde han med en rolig stemme da han så hun lå an til et spring. Han flyttede sig ikke, lod hende bare komme over mod sig og ventede på hendes næste træk.

” Er du virkelig blevet så grådig min kære Madeleine… Eller er det ikke kun blodet du vil have?” sagde han og grinte kort af hende. Hans øjne var efterhånden ved at være deres oprigtige røde farve, eftersom at blodet var kommet ind i systemet på ham og hans tænder var allerede deres fulde længde. Han betragtede hende, ventede på hende bare for at se hvad hun ville gøre ved ham.