Imperfect Solitude

Imperfect Solitude

Privat - Amnesia


En stille fnisen kom fra en smilende lille pige, der glad gyngede på en af de mange gynger, på den store legeplads. Hun svingede glad frem, og tilbage. Hun kiggede over sin skulder, imod sin fader, der grinede, og skubbede hende videre, så gyngen fløj, bare en anelse hurtigere.
"Hurtigere! Hurtigere far!" Råbte den glade lille pige, som hvinede i tilfredshed, for hver gang hun blev skubbet.
På en bænk, ikke langt fra den glade pige, og hendes far, sad to kvinder, på faderens alder, og talte sammen, med glade smil. Den ene kvinde, kiggede over på den hvine pige og sin far, og rystede langsomt på hovedet.
"Pas nu på, skat." Sagde hun, og fniste en smule, af at se hendes lille pige så umådeligt glad. Den kvinde hun snakkede med, stirrede nu imod det lille klatrehus, hvor en lille dreng, glad kravlede omkring, 'jagtet' af en knægt, kun ganske få år ældre end ham selv. Han hvinede glædeligt, da han rutschede ned af rutsche banen, og så løb over sandet. Hans broder hoppede med hovedet først ud på rutschebanen, og rutschede ned på maven, med en høj latter. Den anden kvinde på bænken kiggede imod ham, med fortællende øjne.
"Lad nu være med at lære ham sådan noget, Erik..." Sagde hun strickt. Drengen klukkede bare, og fortsatte med at løbe efter sin broder, rundt på legepladsen. Konen smilede så blidt, og rystede langsomt på hovedet.
Solen var nettop ved at gå ned, og mørket var langsomt begyndt at lægge sig. Som den gjorde, gled en blid brise ind over pladsen, og en skikkelse kom til syne, ved siden af et højt gammelt træ. Det var en høj mandlig figur, som stod helt stille, med sine arme ned langs siderne. Han så ud til at trække vejret tungt, men langsomt, da hans brystkasse blev skudt ud, for så at trække sig tilbage igen, gang på gang. Hans blik var rettet imod jorden, så hans øjne og mund, var dækket af skygger. Hans skallede isse, afspejlede den smule lys der var, blot en anelse. Og hvis man fik øje på ham, kunne man se et voldsomt tick, som han pludseligt lavede med hovedet, som gjorde at det abnormalt hurtigt blev lænt tilbage i en urealistisk vinkel, for så at vende tilbage til den forrige stilling, på ganske få sekunder.

Et stykke derfra ved et bøgetræ, stod en ung pige...ikke iført andet end en sort kjole der gik lige ned over numsen, og så en halskæde med en nøgle som vedhæng. Hun havde sort hår, kort, men lige nok til også at kunne skjule sine øjne. Hun havde et lille smil på sine læber over at se på den lille pige. Og dybt inde i hende kunne hun selv mærke glæden, som den lille pige følte. Hun stod og spionere på dem, holdte øje med dem, og ønskede at deltage. Men de fleste der var sammen med hende syntes hun var skræmmende. Men det lagde sig til hendes race, et spøgelse, hun elskede at skræmme folk, og nogen gange gjorde hun det ikke engang med vilje. Hun skubbede sig dog lidt væk fra træet og bevægede sig lidt nærmere med et lille lidt ondt smil på læberne.

Nettop som Cara begyndte at bevæge sig imod folkende, tickede manden under det store tres ansigt, i hendes retning, og stirrede imod hende, med de tomme øjnkroge. Nettop som han gjorde, kom der et højt hyl, som minede mest om et hæst dyrs brøllen. Det fik alle de andre på legepladsens opmærksomhed, og de stirrede imod manden, hvis mund stod urealistisk meget åben. Som om hans kæber var brækket, for at kunne udføre dette brøl. Brølet stoppede. Gyngen stoppede. Drengenes jagt stoppede. Alle stirrede imod manden.
Samtlige legepldasens gæsters hovedet fik vilde ticks, for så, ligeså,m at stire imod Cara, nu med skygger over deres øjne, og munde. Kvinderne på bænken, måtte vride deres hoveder urealistisk langt rundt, for at kunne se imod hende, men dette havde de gjort, uden at deres kroppe overhovedet have bevæget sig.
Den høje mand, under træet, fik vilde ticks med hovedet igen, inden endnu et højt brøl skar sig over pladsen, og som om det var en gammel film, flimrede alt omkring Cara, og pludseligt var der mørkt, og ingen andre var der. Det sommer udvoksede træ, var pludseligt forældet, og døende. Gyngen, hvor der før havde siddet en lille pige, hang nu helt stille, og var rusten, og faldefærdig. Den bænk de to kvinder havde siddet på, var gået i forrådnelse, og midter brædtet var allerede bristet. Og sandet var blevet til et tykt lag mudder. Og alle var væk. Ingen var til stedde. Ikke her, og ikke i de mange huse omkring dem. Ikke på gågaden et stykke der fra, og ikke på den ellers travle bar, rundt om hjørnet.
Den tykke stilhed, blev kun afbrudt af lave knirkender, fra gamle skilte, og så. En ganske lav klynken. En klynken fra en mand, ganske langt fra legepldasen.

Cara stoppede nærmest chokeret op da han brølede, men hun lagde stille hovedet på skrå og så på ham med sine lidt små triste tomme øjne. Hun syntes nu han var spændende men mærkelig, i et stykke tid før det hele forsvandt for øjnene af hende. *Uhm...hvor blev de alle sammen....af?* tænkte hun stille og bed sig lidt i læben. Hun brød sig ikke så meget om det fordi at selvom hun var død, så brød hun sig ikke om at være alene. Hun bevægede sig hen mod bænken hvor der havde siddet de to mødre før. "...hvor blev i af?" hun satte sig ned på bænken selvom det kun var på det yderste rådne bræt, for at kigge omkring, dog lod hun sig glide ned på jorden og foldede sig sammen mens hun bevarede blikket mod den tomme legeplads.

En hård brise rev igennem området, og ruskede i alt hvad den ramte. Selv i det halvdøde træs ene gren, der stadigt desperat rakte op imod himlen, som knirkede en anelse, i den anstrængende brise. Men Caras kalden, blev ignoreret. Ingen var tilstede. Ingen kunne høre hende. Der var kun hende, i den tomme lejeplads.
En pludslig hvisken, gled igennem vinden, og killede sig over Caras øregang.
"Undskyld." Sagde stemmen, men så pludslig som den var kommet, forsvandt den også. Det eneste hun fik, andet end denne hvisken, var dennes retning. Hvor den var kommet fra. Hvor den mandsling der havde hvisket, befandt sig.
Hvis Cara kiggede den vej, ville hun i ganske få sekunder, kunne se den høje herre igen. Iført hans dunkle tøj, stående i døråbningen til en bygning. Og lige så pludsligt som stemmen, forsvandt han igen. Han gik ikke væk. Han gik ikke frem. Forsvandt bare, og efterlod den åbne dør, der førte ind til et gammelt, faldefærdigt hus. Over husdøren, knirkede et skildt der hang fra en metalisk stang, og baskede voldsomt, i den hårde brise, der igen slog over legepladsen. På det halvrådne skilt, stod der teksten: 'Neverend', som om det var navnet på den bygning, eller hvad der befandt sig der i.
Bygningen var et gammelt forfaldet lejlighedskompleks, og hvis hun fortsat kiggede derimod, eller havde rejst sig, for at imødekomme det, kom den lave hvisken, endnu engang.
"Undskyld..." Stemmen kom nu tydeligtvis der fra, og endnu engang, kunne den høje herre ses, i ganske kort tid, denne gang igennem tredje sals vinduer, for så at forsvinde igen.

Cara bed sig stille i læben i det
brisen ramte hende også *Hvorfor er der altid så meget vind når
der sker underlige ting.... Kunne det ikke have været sne eller
noget?* tænkte hun stille før hun hørte den mandlige hvisken ved
sit øre, hvilket bare til at starte med fik hende til at rejse sig
op. Dog fik hun øje på manden og lagde så hovedet lidt på skrå
”...Det er dig der leger med mig?” mumlede hun så, og blev en
smule mopset, mest fordi at hun ikke kunne lide når nogen legede med
hende, men elskede at lege med andre. Hun bed sig lidt i læben da
han forsvandt ”Hold så op!” hun blev en smule sur men rystede en
smule, fordi hun ikke vidste hvordan hun skulle komme væk fra hans
lille leg.
Hun bevægede sig lige så stille nærmere mod
bygningen, mod døren, som manden havde stået ved. Hun stoppede dog
op i det hun hørte hans hvisken igen, og så så op i mod lyden, da
hun så ham i vinduet ”Hold så op med at forsvinde hele tiden!”
råbte hun op mod vinduet og bevægede sig hen og ind af døren, for
så at bevæge sig forsigtigt op af trappen da de ikke så så
holdbare ud. Cara kom op på tredje sal efter lidt tid og kiggede så
rundt ”Hvor er du så, kom ud og vis dig som en mand, og ikke en
kujon der har lyst til at lege med små piger!” sagde hun med lidt
vred stemme, men blev så helt stille efter lidt tid for så at
knytte sin hånd lidt og kigge ned *Hader at være alene....* tænkte
hun så stille.

Som Cara kom op af trapperne, var stilheden stadig komplet. Ingen lyde. Ikke det mindste knirk, kunne nu høres. Selv ikke da hun trådte på de halv rådne bræder, der burde give en knirken fra sig. Men så kunne hun pludseligt høre en lav hulken, som om en mad græd. Stemmen ville lyde bekendt for Cara, men garanteret ikke på nogen god måde. Så forsvandt den lave hulken igen, og der blev endnu engang, fuldstændigt stille.
Da Cara trådte ind i lejligheden, ud imod gaden på tredje sal, ville en blid duft af roser og sterielt renlighed. Som om de rådne bræder, og faldefærdige vægge, slet ikke stank, som de burde have gjort.
Intet besvarede Caras kalden, og der var igen fuldstændigt stille. Indtil en blid vise, stille begyndte at kimme. En stille melodi, fra en music box. Den spillede de blide toner, fra en brude vals. Og nu, kom den lave hulken igen, fra et lokale, et kort stykke fra Cara.
Hvis hun gik imod den lave hulken, og den stille musik, fandt hun et lokale, hvor en stor fin seng, med hvidt sengelærred, gjorde lokalet langt smukkere. Men i et blink med Caras øje, blev sengens madrasser, smurt ind i en tyk rød væske, og der kom et skrig fra en kvinde. Og med endnu et blink, forsvandt blodet og der var igen ingen lyd.
Ved sidden af sengen, sad en herre nede i knæ, og hulkede stille, med den lille musik boks ved hans side.
"U.. Undskyld.. H.. Hvad har jeg gjort? K.. Kan ikke tilgives.. E.. Er... Så ked af det" Hviskede herren stille, og rokkede frem og tilbage, i hans stilling, sidene på hans knæ. Langsomt kiggede herren op imod Cara, og hun ville nu kunne se, ansigtet på hendes forlovede, fra længe, længe siden.

Da hun var kommet op kunne hun høre
hulken, men tænkte ikke så meget over det lige med det samme, så i
stedet bevægede hun sig ind i rummet hvor duften var, men bed sig i
læben ”...roser? Det er længe siden jeg har fået fanget den
duft” mumlede hun stille for sig selv og så sig omkring ”og hvor
er...” nåede hun at sige til sig selv da hun hørte hulken igen.
”uhm...hvorfor lyder det så bekendt?” mumlede hun for sig selv
igen. Hun vidste dette kunne være et spøgelses nummer, men hun
vidste ikke lige hvordan hun skulle kunne finde spøgelset eller
komme i kontakt med det, så lige nu, lod hun det gøre som det
ville. Hun bevægede sig efter lyden fra den hulkende mand og
opdagede nu en velkendt melodi. ”...Hvorfor har...jeg sådan en
dårlig fornemmelse nu...” hun åbnede stille en dør indtil et
lokale hvor det første hun så var sengen... og hun smilede lidt da
hun kom til at tænke på sit gamle værelse... dog blev det hurtigt
brudt da hun hørte et kvindeskrig, og lagde mærke til manden.
”Uhm...er de ….o” hun stod som lammet da hun så hans ansigt,
hun bed sig i læben og knyttede sine hænder, men hun kunne ikke
flytte sig. Hun var blevet helt stum. Efter lidt tid bevægede hun
sig dog nogle skridt tilbage ud af døren, mens hendes vejrtrækning
begyndte at blive hurtigere og tungere, og hendes øjne samlede
tårer, indtil de flød over og løb ned ad hendes kinder. ”Jeg
Hader Dig!” råbte hun så, men man kunne ikke høre tårerne
tydeligt fordi hun var lammet af skræk.

Manden fortsatte med at hulke, da hun så ham, og lukkede øjnene, for at synke hovedet, så hans blik peggede imod jorden, og han langsomt nikkede. Han blev så siddene, imens Cara bakkede. Men hendes bakken blev stoppet, da hun bakkede ind i en skikkelse. Hvis hun vendte sig for at se hvem det var, var det igen den høje herre, som stod med et tomt blik, rettet ned imod hende. Skygger lå stadigt over hans øjne og læber, så de forblev usynlige. Hvis Cara igen forsøgte at tale til ham, forvandt han endnu engang med et blink, og efterlod Cara, og hendes ex forlovede. Han hulkede ikke længere, men sad blot foroverbøjet. Nu kom en stille klukken fra ham, i det han langsomt rejste blikket, og stirrede imod Cara igen.
"Nej... Det gør du ikke.. Du elskede mig.. Til det sidste.. Lige.. Indtil jeg gjorde det... Det. Ved du jo godt, Cara.. Dit had.. Er en facade.. Blindt håb om.. At glemme mig.." Hans stemme var hæs, og ru, og han rejste sig langsomt, imens han talte. Da han var blevet rejst, bevægede han sig ganske langsomt imod Cara, med sine øjne rattet fast ned imod hendes. Han fik ganske langsomt et stor smil, imens musik boksen, begyndte at spille langsommere, og langsomere, da bånet, langsomt nåede sin ende.
Hendes eks forlovedes ansigt, skar sig pludseligt ud i et abnormalt, skrigene ansigt, da er mandligt fulgt af et kvindeligt, skrig, skar igennem lokalet, og væggene bag ham, det hvide sengelæred, og gulvet blev smurt ind i blod, i ganske få sekunder, inden det vendte tilbage til normalt igen, og hendes forlovede, bare fortsatte imod Cara.

Cara stoppede brat op da hun gik ind i skikkelsen, men hun vendte sig ikke om eller sagde noget, hun var bange for om det skulle være endnu et monster i denne illusion. Hun bed sig lidt i læben igen og så så mod ham "...Det kan godt være jeg elskede dig lige til det sidste, men jeg hader dig for det du gjorde..." mumlede hun så og så lidt væk fra ham... Da blodet kom frem blev hun ikke påvirket, for det der skræmte hende mest var nu hendes eks. Cara prøvede at slappe af og fik da også gjort sit åndedræt normalt efter lidt tid, for så at se mod ham "Du er bare en illusion... så du kan gøre mig noget" sagde hun så stille og lukkede sine øjne i. "du kan skade mig psykisk hvis jeg kan se dig, men du vil aldrig kunne skade mig fysisk" hun knyttede sin ene hånd lidt og prøvede at slappe af selvom at skikkelsen bag hende som stadig var ukendt, begyndte at skræmme hende lidt, men alligevel vidste hun godt hvad det kunne være. Det kunne være personen som skabte denne illusion men hun ville ikke kigge fordi den så kunne stikke af.

Hendes eks' hoved, fik et voldsomt tick, som i løbet af et blink, satte hans hoved, komplet på skrå. Han havde nu formet sig et stort galninge smil. Han tog endnu et skridt imod hende, men stoppede så, ganske få meter fra hende, og hans blik ændrede sig fra det store smil, til en trist facade, og ligegyldig stilling.
Herren kom endnu engang tilbage, og denne gang, kunne hans tomme sorte øjne, og sorte læber ses, som han stod og stirrede ned på hende. Hun stod formegentligt stadigt med ryggen til, og med lukkede øjne, så hun så ham ikke, langsomt rejse sin hånd. Selve hans eksistens, virkede næsten som om den flimrede, eller at han var en del af et alt for gammelt VHS bånd.
Men stadigt, da han lagde sin hånd imod hendes skulder, gik følelsen af berørelse, igennem hende, og hendes hjerne fortalt hende, at han var så ægte som det blev. Dette var dog alt sammen en del af manipulationen. Men intet virkede falskt, ved dnne berøring, men den sendte i stedet en kold følelse igennem Cara.
"De kan lukke øjnene. De kan lade være at lytte. Men hvor længe.. Kan de leve med ingenting." Sagde en hæs, men stille stemme. Hånden og skikkelsen forsvandt, og lige så, gjorde hendes eks. Og i det hun ville åbne øjnene igen, stod hun i den rigtige stue, som hun egentligt havde stået i. Alting virkede virkeligt igen, og lejligheden var stillet op, som om det var en helt almindeligt betalt families bosted.
"Mor? Hvor er min taske?" Sagde en lille pige, som kom gående ud af en dør, der havde ledt ind til det værelse som hendes eks nettop havde været i.
"Den er i køkkenet skat, skynd dig nu, vi skal helst køre lige om lidt." Sagde en moderlig stemme, som kom fra en kvinde, der kiggede ud fra en dør i gangen, lige direkte imod Cara. Og den lille pige nikkede, og bevægede sig lige forbi Cara. Dette opfangede moderes øjne, som om Cara slet ikke var der. Og lige meget hvad Cara gjorde. Kunne hun ikke få nogens opmærksomhed.

I det han lagde sin hun mod hendes skulder kom et gys igennem hende og hun åbnede øjnene i chok og kiggede lidt over sin skulder på manden, dog sagde hun intet før han var lige ved at forsvinde "Og hvad....gavner det dig at gøre dette mod mig?" hun vidste godt han muligvis ikke havde hørt det og lod sig ikke tænke mere over det. Hun sukkede lidt over det han havde sagt og kiggede så lidt ned "jeg hader virkelig at være alene" mumlede hun så og kiggede rundt da det hele forandrede sig igen "men det er vel det du ønsker så.. måske jeg burde udnytte det" mumlede hun så videre og så sig omkring på de mennesker der slet ikke så hende. "Har alligevel altid været alene..så.. noget tid mere gør vel intet" hun bevægede sig ud af døren der førte ud til trappe opgangen. "Måske gør du dette her fordi du selv er ensom? eller fordi du har gjort noget alvorligt og brug for at gøre noget sjovere ud af dit liv"

Intet svarede tilbage på Caras stemme, og alting virkede til at det gik sin gang. Datteren og hendes moder, forlod lejligheden samme, og moderen sagde farvel til faderen, inden de rendte hastigt ned af trappen, grinene, som om moderen jagtede pigen. Og de efterlod så Cara alene, men stilheden falt ikke over lejlighedskomplekset. Man kunne høre musik inde fra flere af lejlighederne, og råbbene stemmer fra en. Alting gik sin gang, i en verden af menneske.
"Hvorfor?" "Sagde herrens stemme, uden at herren viste sig. Hvis Cara blev ståene, ville hun pludseligt se alt, gå i en flyvende fart. Som om helle verden pludseligt fløj forbi, i en al hast. Menneske fløj forbi og igennem hende. Hun var selv vidne til et mord på opgangen, hvilket udsmurte blod over dens ene væg. Så gik tiden, og det helle blev igen falde færdigt, og forældet. Efterladt.
Døren bag Cara, der ellers var blevet lukket af en anden, åbnede sig langsomt, og vidste den tomme gang, og så stuen forude, hvor herren igen stod, med ansigtet rettet imod Cara. Hans hoved fik vilde ticks, inden det stirede tilbage på hende.
"Jeg.. Vil stadigt være der... De. Vil alle forsvinde.. Skal have min tid. Til at gå.. Og.. Jeg er ikke ensom. Jeg har dig..." Sagde han, og hans ansigt formede en stort galninge smil, og fik igen vilde ticks, inden det stirrede imod hende igen, med et tomt vredt udtryk.
"Og ham." Sagde han, og med et bump, faldt hendes eks ud fra en af gangens døre, og stirrede imod Cara, fra gulvet, da han lanede. De tomme døde øjne, stirrede fortabt imod Cara, men han forblev stille.
"Og når det. Keder mig. Forlader jeg dig. Og efterlader dig.. I den rigtige stilhed. Ensom. Som du var før.. Og jeg. Vil fortsætte med at eksistere. I en anden." Selvom herren lød til at tale, bevægede han ikke sine læber, men stemmen virked etil at komme andetsteds fra.