Resisting Temptation

Telefonen blev ved med at ringe... Det havde den gjort i dagevis. Det var som om det var en evig reminder om, at folk rent faktisk savnede hende. At der var nogen der var bekymrede for hende, selvom det ikke var første gang gennem det sidste år, at hun var forsvundet fra moderens ejendom. Der var end ikke gået en uge. Den forhenværende dag havde hun opdaget at hun var blevet meldt savnet. Noget der syntes at komme bag på hende, selvom hun vel inderst inde vidste at de elskede hende derhjemme... Hun var blot stadig en teenager. Lige akkurat. Hvem havde ikke blot overvejet hvordan folk mon måtte reagere hvis man forsvandt eller hvis man...- Miranda kunne stadig ikke klare tanken om det. Hun var vel stadig i live, ikke? På en eller anden måde, var hun vel? Det hele forekom hende stadig surrealistisk og forkert. Hendes tilværelse ville aldrig nogensinde blive den samme igen. Bekymringerne nu lå helt andetsteds, og hun måtte finde ud af hvordan hun skulle gribe det hele an: Aldrig gå i High School mere. Aldrig ligge og sole sig i det varme sand i sommerferien. Aldrig føle suset ved at prøve noget nyt, og farefuldt, for at få adrenalinen til at løbe rundt i kroppen ved tanken om, at det var det sidste man nogensinde ville gøre?
De sidste par dage havde været et helvede. Aldrig havde hun følt sig så forvirret og handlingslammet, og aldrig havde hun følt sig så fristet til at sætte tænderne i noget der var- eller havde været levende. Hun var hypersensitiv overfor selv de mindste ting. Gadelamperne på gågaden; lyden af bilerne; og bare den milde snak fra folk der stod flere meter væk fra hende og passede deres eget liv.

Denne aften havde hun været alt for rastløs. Hun havde ikke kunne sidde stille længere. Og selvom det måske virkede absurd for en ny vampyr at gå ud blandt mennesker; var det noget hun følte hun blev nødt til at gøre. Måske ville det holde hende tilbage? Det faktum, at hun var i offentligheden... Og måske var det også en form for terapi. Hun blev nødt til at føle sig normal. Nødt til at føle sig som et menneske; bare i få sekunder.
Med vilje havde hun heldigvis undgået mylderet ved springvandet og centrum af gågaden. Hun var søgt længere ned, mod de lidt afsides kafeer og tilfældige shops. Hætten var trukket halvt over de mørke lokker, som lettere filtret lå ned over skulderne. Der var mørke skygger under de blå øjne. Skygger som nok mest bestod af den resterende eye-liner som hun ikke havde renset væk gennem de sidste dage, men som mirakuløst nok stadig kunne hænge fast på den bløde hud under øjnene. Hendes ansigt virkede generelt mere blegt. Og selvom hun ihærdigt forsøge at holde sig selv nede, var der nærmest noget dyrisk-sultent i hendes blik, når det gled over tilfældige mennesker på gaden. Hendes metode var at overveje deres baggrund. Deres historie... Det gjorde dem en smule mindre materialistiske for hende, selvom hun vidste, at hun nok ikke skulle nærme sig dem mere end allerhøjest nødvendigt.

Snart stoppede hun op. Det skærpede syn havde fanget noget, der for andre blot ville have været en silhuet på denne afstand. Efterhånden nærmede det sig, og skikkelsen materialiserede sig mere og mere for hendes øjne. Mirandas øjenbryn hævede sig i en let overraskelse, da hun genkendte ham. Det kunne ikke passe! Det måtte være en vrangforestilling...! Selvom det virkede absurd for hende, kunne hun langsomt acceptere at det ikke var hendes hjerne der lavede tricks med hende. Alligevel indså hun dette for sent. For snart fangede hun hans blik. Der var ingen steder at flygte hen nu. Eller var der? Måske var der en chance for at han ikke havde set hende?
Miranda drejede om på hælene, men blev med det samme blændet af lyset fra en forbipasserendes cykellygte. Cyklistens lygte skar direkte gennem nethinden, og satte sorte pletter for hendes øjne. De skærpede sanser var stadig svære for hende at håndtere. Alt virkede for kraftfuldt. For intenst. Af netop samme grund, var hun stoppet op, og begyndt at gnide sine øjne, så sorte pletter fra makeuppen satte sig mod de blege fingre.

Den bragende lyd af skud, farede forbi ham, og genlød hver gang han trykkede på aftrækkeren. John var en af de bedste skydere på akademiet, og det var takket være hans amerikanske baggrund. Første gang han havde en pistol i hånden, var i en alder af femten. Hvorimod hans medstuderende først havde prøvet det på politiskolen – Naturligvis, vel og mærke. Våbenloven var strammere her, og det var kun en positiv ting. I Europa havde politiet den fordel, at de – i de fleste tilfælde – var den eneste med skydevåben, i modsætning til en betjent i USA. Der er risikoen for at blive skudt betydeligt større. Kriminelle var ligeglade, skødesløse, og ville oftest gøre hvad som helst – så hvis de kan flygte fra en betjent, ved at skyde ham, ville nogen ikke i et sekund tøve om at gøre det. Han løftede sin venstre arm, og trak lidt op i skjorteærmet for at se klokken på hans ur. Den var på vej til at blive elleve om aftenen, så han besluttede sig for at stoppe træningen, inden de lukkede bygningen af.

Luften omfavnede ham præcis som han havde brug for den, kølig og forfriskende. Han var iført en marineblå skjorte, samt et par sorte bukser. Skjorten var dog svær at antyde under jakken, som holdt frostgraderne på afstand. Hans første intention var at begive sig hjemad. Mange unge var på nuværende tidspunkt på vej i byen, for at drikke eller score. Det virkede dog stadig unaturligt for ham, at drikke så ofte som de gjorde her. Derudover havde han ikke haft den heldigste bytur sidste weekend. Hans handlinger havde nær fået ham bortvist fra akademiet, og det ville han ikke risikere igen.

Meget få mennesker befandt sig på denne del af gågaden, og dem som var her, så ud til at gå sammen med en anden person, eller lufte hunden. Alle på nær en kvindelig skikkelse. Normalt ville han efter en kort betragtning fjerne blikket, men eftersom hun stoppede op, og så i hans retning, kunne han ikke undgå at spekulere på hvad der havde fået hende til at stoppe. Det var dog ikke før gadelygtens lys ramte hendes ansigt, at han fik øjenkontakt med hende, og ret hurtigt fik et klart billede af hvem hun var. Han kendte hende. Nej. Hun var ikke blot et velkendt ansigt. Hun var en af de få venner, han nødigt ville miste. Hun havde kendt ham gennem hans teenagesår, og han kendte efterhånden ikke længere størstedelen af hans gymnasievenner.
Han blev hurtigt revet ud af sine tanker, da hun valgte at vende om. John kneb øjnene en smule sammen, og et forvirret ansigtsudtryk kom til syne. Den kortvarige glæde, over at se hende blev pludselig vendt til tvivl. Havde hun ikke set ham? Eller var det hendes hensigt, at flygte fra ham? En ting var sikkert. Han kunne ikke bare lade hende gå, sådan uden videre. Miranda var meldt savnet, og havde været væk i en uge. Ingen har kunne komme i kontakt med hende, selv ikke hendes egen familie. Han kunne selvfølgelig tage fejl, men hvis han gjorde det, lignede denne kvinde uhyggeligt meget frøken Beaumont.

”Miranda?” stemmen kaldte på hende, og selvom han fik et par blikke fra et kærestepar, fokuserede han kun på kvinden. Han var i øjeblikket ligeglad med alt andet. Han satte farten op, indtil han bemærkede at hun igen stoppede, og egentlig kun akkurat havde noget at vende sig om. John gik ud fra, at det var fordi hun hørte hans stemme – det håbede han i hvert fald. Han bekymrede sig om hende, om hun ville det eller ej, og det gjorde mange andre for den sags skyld også. Han stoppede op få meter fra hende, og forventede hun ville vende sig mod ham. Han betragtede hende på nærmere hold, hvilket blot gjorde ham endnu mere utvivlsom på at det var hende. ”Er du okay?” han tøvede, og så ned af hende, for at tjekke om hun var komme til skade på nogen måde. Mange havde troet det værste var hændt hende, så det var en lettelse at se hun var i god behold. Selvfølgelig måtte der have været et eller andet galt, men han kunne ikke se nogle fysiske skader. De grønne øjne søgte op mod hendes ansigt, og ville ønske hun fortalte ham noget ”.. Alle leder efter dig”

Det sidste hun ønskede var at såre hans følelser... Nej, vent. Det sidste hun ønskede var at hun ville såre ham... skade ham. Derfor havde hun vendt sig om. Hvor længdes hun efter at falde ind i hans favn, mærke ham stryge sig over håret og sige at alt ville blive okay! Alligevel kunne det ikke være sådan. Hun så sig selv som et monster nu. Og som en fare for dem hun elskede. Hvorfor skulle hun også lige se ham? Han var en af hendes gamle venner... Det var som om han altid havde forstået hende gennem gymnasiet. Han havde været til at snakke med, og hun huskede de gange hvor de havde grinet sammen ad selv de mest latterlige ting. Bare at dømme efter det korte glimt hun havde fået af ham nu – virkede han stærkere. Nærmest mere bredskuldret og rank end sidst hun så ham. Eller var det hende der virkede mindre og mere ustabil?

Hænderne var stadig slået op for hendes ansigt, da hun hørte sit navn blive kaldt. Hun skammede sig over hendes tåbelige flugtforsøg, og at hun ikke engang havde nået at slippe væk inden han ville opsøge hende. Bliv væk... For din egen skyld... Tanken strejfede hende gang på gang. Hvis hun ikke vendte sig om; ikke syntes at reagere – ville han så vende om? Noget der overraskede hende, var hendes egen modvilje til at bevæge sig fremad igen. Til at sænke hænderne fra øjnene og bare flygte over til sin skaber igen. Men savnet efter John var for stort. Hun kunne mærke det dybt inde i sig. Mærke hvordan hun længdes efter en beskyttende favn. En ven. Hun havde ingen nu.
Det var nærmest som om hun selv kunne høre hans hjerte banke, da han nærmede sig. Var det indbildning? Endnu kunne hun ikke styre sine egne sanser. Det ville ikke overraske hende, hvis det rent faktisk var hans hjerte hun kunne høre. Der var ingen vej tilbage. Hendes savn efter en venlig sjæl dominerede de rationelle tanker, om at det måske ikke var klogt af hende, at give sig selv til kende. Ikke når folk ledte efter hende... Hun havde brug for tid. Men nu -... nu havde hun brug for en ven.
Derfor vendte hun sig langsomt mod ham. Der gik lidt tid, før hun lod sine blå øjne møde hans grønne. Der var et lidt håbløst og tøvende udtryk i hendes blik, selvom hun altid plejede at føle sig tryg i hans selskab. Nu var hun bange for hvad hun selv kunne finde på at gøre.
”Ja...- Jeg..-” Nej, hun var ikke okay. Derfor knækkede hendes stemme lidt over, og hun måtte slå blikket ned i jorden. Langsomt lod hun sine arme lægges over kors, som om hun krammede sig selv og søgte trøst: ”Jeg er okay.” Hun nikkede, men enhver ville nok kunne se at hun var ude på et sidespor. Hun havde aldrig været en god løgner. Aldrig nogensinde.
”Jeg ved det.” Igen gled hendes øjne op og mødte hans. Et bedende udtryk kom frem i hendes ansigt: ”John – jeg beder dig. Sig det ikke til nogen! Sig ikke at du har set mig.” Det var som om hun ikke kunne holde igen. Hun trådte tættere på ham, lod sine arme glide ned langs siden, og skjulte dernæst hans ansigt i stoffet fra hans frakke, omkring brystkassen. Selv gennem tøjet, syntes hun at kunne føle varmen. Varmen som for blot en uges tid siden, havde hersket i hendes egen krop.
”Undskyld..." Hun vidste ikke hvorfor dette ord gled over hendes læber. Eller måske gjorde hun. Alt var kaotisk, og hun vidste at hendes bedende ord satte ham i en situation, som hun ville ønske at hun ikke skulle byde ham: "Jeg har brug for tid, John. Mit liv er et helvede..."

Han kunne ikke stoppe sig selv, i at trække op i mundvigene idet deres øjne mødtes. Han var glad for at se hende - mere end han havde troet. Måske var det fordi tanken om at han aldrig nogensinde skulle se hende igen, havde naget ham hver evig eneste gang noget mindede ham om hende.
Hun lignede sig selv, og dog virkede noget anderledes. Hun havde altid været køn, men et eller andet ved hendes udstråling gjorde hendes skønhed mere fremtræden. Han havde savnet hende, det kunne han ikke benægte. Hun virkede dog ikke specielt glad for at se ham. Tværtimod. Det virkede som om, hun ønskede han ikke havde set hende. Smilet forsvandt fra hans læber, og det var tydeligt at mærke på hende, hun ikke havde det godt. Troede hun virkelig, at han ikke kunne se det på hende? Selvfølgelig var hun ikke okay. Man forsvandt ikke bare sådan, uden at svare nogen som helst, hvis det ikke var fordi der var noget galt. Han ønskede inderligt at hun var okay. At hun havde et sted og bo, og at der ikke var sket noget, men det hang ikke sammen, hverken med hendes opførsel eller historien om hendes forsvunden. Han havde nok bare håbet, hun stolede nok på ham til i det mindste at være ærlig.

Han åbnede munden, og skulle til at sige noget, da hun bad ham om, ikke at fortælle nogen som helst om at de har mødtes. ”Miranda..” han åndede håbløst ud, inden han fortsatte ”Det kan jeg jo ikke. Ikke før du fortælle mig, hvad der er sket.” han tøvede og så lidt over mod en forbipasserende, hvorefter han atter vendte blikket ind i hendes. ”Jeg har brug for at vide, at du har det godt.”
Da hun trådte tættere på, lagde han sine hænder på hendes ryg, og trykkede hende blidt ind mod sig. Hun føltes ekstremt kold, hvilket bekymrede ham, da det kunne betyde, at hun ikke havde været indenfor i et stykke tid. Det var på samme tid det første tegn på, at hun var glad for at se ham, og at hun havde brug for at blive holdt om. Det beroligede ham en del. Han brød sig ikke om den måde hun havde opført sig på, den virkede så.. fremmedgjort. ”Du skal love mig, at der ikke sker dig noget..” han så ned mod hende, inden han igen så fremadrettet, og betragtede den mørkbelagte gade. ”Jeg ville ikke kunne leve med mig selv, hvis jeg skal holde det hemmeligt, og der så skulle gå hen og ske dig noget” Han ville ønske, han selv kunne sørge for at intet ondt ville hænde hende, men ingen af hendes venner var vel gode nok, ellers måtte hun have svaret bare en af dem.
Han forstod hende ikke. Hvad var så slemt, at selv han ikke måtte vide det? Han havde været i helvedet mange gange gennem sin gymnasietid, men hun havde stadig været en del af det, og hjulpet ham igennem det. Han forstod ikke hvad der gjorde, at han ikke måtte hjælpe hende nu. Hvis det var familieproblemer, vidste hun forhåbentligt at han var på hendes side. Om det galt hvem som helst, ville han altid være på hendes side. Hun vidste hun kunne være ærlig overfor ham, så det ville være tåbeligt at fortælle hende det, men han ville virkelig ønske hun var det nu.
Han følte sig en smule magtesløs. Han stod overfor en pige, han nødigt ville lade nogen skade, men han kunne ikke gøre noget som helst for at hjælpe hende. Det eneste hun bad om, var at han holdt deres møde hemmeligt. Han forstod ikke hvordan det kunne hjælpe hende, men hvis det var det der skulle til, så ville han naturligvis holde munden lukket. Han kunne vel heller ikke gøre andet, hvis det var mod hendes vilje at lade ham hjælpe hende yderligere.

Miranda tillod sig selv at være selvisk i et øjeblik, og bare nyde følelsen af John's beskyttende arme  omkring hende. Hun kunne i dét øjeblik føle sig tryg, selvom hun langsomt blev fyldt af en frygt for at slippe ham igen. Men hun vidste at det var forkert at inddrage ham. Hun skulle være stukket af... Selv hvis han havde fortalt til nogen, at han havde set hende - ville hun måske kunne formå at komme langt nok væk, til at eftersøgningen igen kun ville føre til blindgyder, og endnu flere ubesvarede spørgsmål. Hun ønskede ikke alt det porstyr ved sin forsvinden. Hun ønskede at folk skulle glemme hende, indtil hun var stærk nok til at vende tilbage. Men hvordan skulle hun kunne leve i familiens rammer, når hun nåede et punkt hvor folk måtte indse, at hun ikke blev ældre? På den korte tid, syntes hun allerede at John havde ændret sig udadtil. Han virkede mere voksen: Og det klædte ham.

"Jeg har sådan savnet dig." Hun talte så sagte ind mod hans frakke, at hun ikke var klar over hvorvidt han hørte hende eller ej. Selvom han talte til hende, og bad hende om at fortælle ham hvad der var sket, gik der utallige sekunder, før hun lod sig selv overveje hvilke svar hun mon kunne give ham, og om hun overhovedet burde give ham nogen. Inderst inde, vidste hun at det rigtige for hende at gøre, var at holde ham ude af det, og ikke inddrage ham i sin nye tilværelse. Det ville gøre for ondt på hende, at lyve for ham, og udsætte ham for faren. Men trods hun vidste at det var det rigtige at gøre - kunne hun ikke få sig selv til det. Hun manglede ham. Ikke bare som et middel til at finde trøst, men som en ven. Sandheden var, at hun havde manglet ham i sit liv siden de skiltes ad. Manglet at kunne tænke på alt og ingenting med ham. Snakke om seriøse ting, men også slippe tøjlerne og grine. Det var flere dage siden hun selv blot havde smilet. Men dette var første gang siden forvandlingen, at hun følte at hun var i nærheden af noget der virkede som 'hjem' for hende.
Hun trak sig langsomt ud af hans favn... Egentlig var det temmelig modvilligt, men hun vidste at hun blev nødt til at gøre det. Dernæst kørte hun to fingre under sine øjne, som om hun tørrede tårer væk, der alligevel aldrig var kommet rigtig frem. Efter at have spenderet de sidste mange dage på at tude øjnene ud, var hun nærmest drænet nu. Og hun vidste, at  hvis hun begyndte igen - ville hun ikke kunne holde op.
"Det er meget at bede om. Undskyld." Hun lagde igen armene om sig selv, som for at få støtte om sin krop, og nærmest holde 'sig selv inde'. Det var som om nærværet ikke bare havde sendt varme følelser gennem hende, men også fået maven til at rumle. Noget der ville få enhver til at føle sig som et monster.
"Jeg lover at der ikke sker mig noget..." Hun mødte hans blik, og virkede forholdsvist overbevisende. Men det var nu heller ikke hende selv hun formodede ville komme noget til. Det var derimod alle andre. Selvom hun aldrig havde haft et problem med det før; syntes hendes øjne at vige lidt fra hans. Som om hun var usikker over øjenkontakten. Han kunne jo se lige igennem hende! Hun var jo en elendig løgner, og kunne ofte være en åben bog for dem der havde kendt hende længe nok. John var en direkte spidskandidat til den post!
"Jeg skal nok klare mig, okay?" Hun bed sig i den lidt blege underlæbe, der klart tydede på, at hun manglede føde. Huden så også blegere ud. Ikke jævnt vampyr-bleg, men som om hun ikke havde indtaget en-eller-anden form for energi. Øjnene var dog klarere end nogensinde. Mens andre efter flere dages tuderi ville have opsvulmede, trætte og måske røde øjne - var hendes stadig strålende. De andre træk i hendes ansigt var også markeret mere. Udover at være en smule beskidt og sulten; så hun okay ud. Der var ingen skrammer på hendes krop. Hun healede trods alt sig selv. Der var ingen tegn på at nogen havde gjort hende noget; ikke medmindre man måske afdækkede halsen bag håret, som nu havde to små, runde ar, som lignede at de havde været der i årevis, frem for blot et par dage.

"Jeg har bare nogle problemer... Og jeg har brug for at tænke. Brug for tid, til at finde ud af det hele." Hun mærkede mobilen vibrere i sin lomme, men ignorerede den endnu en gang. "Jeg vil ikke inddrage dig John. Du kan ikke hjælpe mig... Og jeg er ikke klar til at tale om det nu." Hun krammede yderligere sine arme omkring sig selv: "Du må melde det, efter at have givet mig lidt tid, okay? Jeg kan ikke tage hjem nu. Det vil jeg ikke kunne klare." Hun håbede at han ville forstå, selvom det var ufattelig meget at bede om. Hendes kommentar kunne måske hentyde til problemer i familien. Selvom hun førhen havde troet at hendes moder indskrænkede hendes frihed, var det et lille problem i forhold til det hun stod med nu. Problemet ville opstå hvis hun vendte tilbage. Miranda's egen skaber havde fortalt hende, at hun havde dræbt sin egen familie da hun var blevet forvandlet. Fordi hendes hungren var for stor.
Miranda's  mave syntes at rumle igen, og hun kunne mærke rastløsheden ved at stå stille. Alligevel ville hun ikke forlade ham endnu. Hun var for bange for at hun ikke ville komme til at se ham igen. Var det egoistisk af hende? Hun ville give alt for at komme hjem, sove i en blød seng efter at have spist en god omgang pasta. Men sådan skulle hendes liv vel aldrig være igen.  Hun ville holde alle for nar, og blod var det eneste der nu kunne få hendes tænder til at løbe i vand.
"Jeg håber du kan.. tilgive mig. - Jeg ville ikke have, at vores gensyn skulle være sådan her." Den første antydning af et smil syntes at komme frem over hendes læber, selvom smilet blot var undskyldende og kun var der i et splitsekund: "Jeg har ikke ret til at kræve noget af dig, når jeg har været så elendig til at holde kontakten. Jeg har misset meget."

Han havde lyst til at invitere hende med tilbage til sin lejlighed, og sørge for at hun fik det bedre, inden hun kunne tage hjem til sin familie, men hele dette møde afholdt ham fra at gøre det. På den ene side, virkede hun til at ville være mere sammen med ham, men på den anden side, var der noget ukendt ved hende, noget fjernt. Det var længe siden de sidst havde set hinanden, men de havde efterhånden kendt hinanden så længe, at minderne om hende ikke var blevet mindre af den grund. ”Nej” han rystede en anelse hovedet, og betragtede atter hendes fulde figur, da hun trak sig væk. Det var ikke meget at bede om. Det var næsten ingenting, i forhold til alt det han ville have gjort for hende, hvis hun altså bad om det. ”Du skal ikke sige undskyld. Jeg er bare glad for, at du ikke løb væk fra mig” En kort latter forlod hans læber, idet han mindede sig selv på, hvor meget det havde lignet, at hun kun vendte om fordi hun havde fået øjenkontakt med ham.
”Det var alt hvad jeg ville høre” Det var en lettelse for ham, at hun lovede ham, der ikke ville ske hende noget. Han fornemmede godt et strejf af usikkerhed, men det var måske også meget at forlange fra hende. ”Og hvis der alligevel opstår nogle problemer, selv det mindste, så vil jeg have du ringer til mig” stemmen var bestemt, og hun kunne højst sandsynligt regne ud, at det var bekymringerne der talte. Men hvis han absolut skulle holde munden lukket, så var det på den betingelse.

Hun var meget u-specifik i hendes forklaring, hvilket blot forsikrede John at hun ikke ville tale om det, i alt fald, ikke endnu. Han havde dog ingen forestilling om hvad disse problemer var, selv hvis det var kriminelle handlinger, burde hun vide han aldrig nogensinde ville risikere at hun havnede i fængsel. Det var umuligt for John at læse hendes ansigt, og selvom han prøvede, kunne han ikke sætte en finger på, hvor langt hun var ude. Han kunne ikke andet end stole på, at det hun sagde var sandt. ”Jeg siger det ikke til nogen, og jeg skal nok give dig al den tid du har brug for.. Men det er kun fordi jeg stoler på dig” han var oprigtig i sine ord, og kunne aldrig drømme om, at lyve overfor nogen, specielt ikke en som betyder så meget. Han ville gerne inddrages i hvad end det var hun var rodet ud i, men af en eller anden grund ville hun ikke have det, og det måtte han lære at acceptere. ”Men har du et andet hjem?.. Et sted du kan sove?” han så afventede på hende, og håbede for guds skyld ikke hun bare havde sovet på gaderne eller naturen i Di Morga, specielt ikke i den kulde, eller nu hvor han var bosat i Terre.

Han forstod ikke, hvad han skulle tilgive hende for. At hun ikke gad at fortælle hende noget, var vel kun noget hun bestemte over, men det havde været atypisk. De har altid kunne fortælle alt til hinanden, og det var første gang hun havde opført sig så hemmelighedsfuldt. Men hvad nu hvis det var så alvorligt, at han ikke måtte vide det. Så var det vel okay. ”Du er tilgivet. Det er ikke fordi, du skal fortælle mig alt. Jeg har bare været bekymret for dig.” den del måtte hun vel også forstå. Hvis nogen hun kendte forsvandt i en uge, og derefter var så hemmelighedsfuld omkring det, havde hun højst sandsynligt været mindst ligeså mistænksom og bekymret.

”Om så vi ikke havde set hinanden i flere år, så ville jeg stadig gøre meget for dig. Det kan godt være du ikke har indset det, men du betyder meget for mig. Det er de færreste, som ved de ting, du ved om mig, og vi har været igennem så meget, at det ville føltes som spild at smide det hele væk” han trak kortvarig op i mundvigen, inden han så væk fra hende og over mod endnu et kærestepar. Det var måske ikke helt det, det her møde handlede om, men hvis der var et tidspunkt, hvor hun skulle vide hvor meget hun kunne regne med ham, så var det nu. Også selvom hun ikke ville have hans hjælp. Hvem ved, måske havde der rent faktisk været nogle andre problemer, der havde gjort at hun ikke kunne holde kontakten. Det håbede han i hvert fald på.

Sandheden var, at Miranda også var glad for, at hun ikke var løbet fra ham. Bare det at være i hans nærhed igen, var samvittighedsnaget værd. Teknisk set bad hun ham ikke om at lyve; men hun bad ham om at tie stille på sin bekostning. At bede om noget var ikke noget hun yndede at gøre. Sikkert grundet hendes stædige væsen, både før og efter forvandlingen. Nej... Hun ville ikke være løbet. For en del af hende bevarede stadig noget af det menneskelige. Hun tvivlede blot på, at dette også ville være tilfældet efter hun havde drukket menneskeblod direkte fra en persons årer. Og når man så glubskheden i hendes øjne når hun blot stod med en flaske blod fra en kølerboks; virkede det overvældende at forestille sig, at den dyriske side af hende kunne blive mere forstærket. Det var som om hendes møde med John nu forsikrede hende om, at hun kunne holde igen. Men der var flere faktorer der spillede ind: Frakken der dækkede hans krop ind, temperaturen udenfor der dæmpede lidt af den kropsvarme der samlede sig rundt om individerne, samt det bånd hun havde til ham. Måske var hendes fokus mindre på hans blod, end med andre - fordi hun rent faktisk havde en fortid med ham. Fordi han betød noget for hende.

"Jeg blev glad for at se dig før. Ingen tvivl om det." Hun strøg en hånd op mod sin pande, og skubbede de mørke lokker lidt væk, så de ikke dækkede det ene øje, så hun ikke kunne møde hans blik: "-Jeg ville bare ikke have at du skulle se mig sådan her... Jeg er et mess." En lidt ironisk grimasse gled over hendes blege ansigt: " Jeg vidste hvor bekymret du ville blive. Du har altid været der for mig." Der var nærmest noget taknemmeligt i hendes blik, og igen gled et flygtigt smil over læberne, som af natur syntes at peje en smule op i mundvigerne.

Hans ord fik en varme til at rejse sig i hendes krop. Eller, det ville den i hvert fald førhen have gjort. Han stolede på hende...- Nu hvor hun ikke engang stolede på sig selv. Hun lod en hånd berøre stoffet omkring hans arm, ganske kortvarig og blidt. Som om hun næsten frygtede at hun kunne skade ham, blot ved at lade sine fingre strejfe ham: "Det betyder meget for mig. Jeg skal nok ringe." Hun vidste ikke om hun ville gøre det. Men hvad vidste hun også for tiden? Hun vidste knapt nok om hun var den samme person som hun havde været for en uge siden, eller om hun - i så fald - nogensinde ville blive det igen. Hun følte sig stærkere end nogensinde, men følelsesmæssigt mere sårbar. Alt var on-edge.

Da han spurgte til hendes boligsituation slog hun igen blikket ned mod belægningen under deres fødder. De grå fliser der omgav gågaden. Teknisk set, sov hun aldrig om natten.. Søvnen fik hun i dagstimerne, hvor hun alligevel ikke kunne gå ud - men hun turde ikke færdes i alt for øde områder, når mørket faldt på. Derfor havde nætterne i den forladte galeanstalts tomme lokaler været rædselsfulde. Selvom hun ikke havde kendskab til andre magiske væsner end vampyrer - var det som om stedet virkede levende. Som om det spøgte, trods hun aldrig havde troet på den slags. Men hun havde jo heller aldrig troet på vampyrer, før én bed hende i halsen og sugede alt blod ud af hendes krop. Selvom Miranda ikke huskede meget fra den aften, blev hun stadig plaget af mareridt om smerten, da blodet forlod hende, og hun kunne mærke sit gamle liv glide væk.
”Jeg har sovet hos min...-” Hun var ved at sige ordet 'skaber', men stoppede sig selv. Istedet for blot at udelade sandheden, måtte hun nu lyve: "Min tante et par gange. Hun har givet mig tag over hovedet og ikke røbet noget til nogen.” Miranda kendte stadig ikke sin skabers motiver bag forvandlingen. Alligevel havde hun hjulpet hende gennem det. Givet hende tag over hovedet. Alligevel havde Miranda spenderet nogle nætter andetsteds. Selv om der var et særligt bånd mellem skaber og afkom, gav det hende myrekryb at være i samme hus som sin morder. Dén person der havde berøvet hende alt, uden at give en eneste god grund til det.
"Ellers har jeg sovet rundt omkring i byen... Der er mange tomme lokaler. Men tro mig – det er fint. Man må sommetider lære at klare sig selv." Hun trak på skulderne, og lod som om det var no-big-deal. Alligevel syntes hendes løgn at være tydelig. I hvert fald i hendes egne øre. Men måske ville John ikke bide mærke i det. Måske havde de virkelig været adskilt for længe.

Igen lod hun øjnene ramme hans ansigt. Du må tilgive mig, for at være blevet til et monster... Det var hvad hun tænkte, da hun havde sagt ordene. Hun følte, at ligesom hendes skaber havde taget hendes liv - havde hun bidraget til at dræbe noget af sin medmenneskelighed, ved at drikke blod. Selvom det var fra hospitalets donore.
”Jeg ved det. Jeg vil bare ikke gøre dig bekymret.” Sagde hun dernæst, og nikkede roligt. Dernæst kom der næsten noget lidt melankolsk frem i hendes blik:
”Uanset hvad der sker, vil du altid have en særlig plads i mit hjerte.” Det var nærmest som om hun sagde sine sidste ord til ham nogensinde. Som om hun bare blev nødt til at forsikre ham om det, hvis nu der virkelig skulle ske hende noget. Dog rystede hun på hovedet af ham selv. Galt det ikke om ikke at bekymre ham? "Jeg lyder dramatisk..." Hun viftede lidt afværgende med hånden over sin egen kommentar, som for at få ham til at glemme, at hun overhovedet var disket op med den.

Endnu et forsigtigt smil gled over hendes ansigt: "Jeg har brug for at catche up med dig en dag. Høre om dit liv... Det kunne måske også være en god flugt fra mine egne problemer. At slå bekymringerne fra, og gøre op for den tid vi har mistet." Hold dig væk fra ham. Indtil du kender dig selv. Indtil du ved hvad du er i stand til. Miranda valgte ikke at lytte til sin fornuft.
"At se dig af alle mennesker her..." Selvom hun ikke var parat til at grine, blottede hun kortvarig den øverste tandrække, da hun hævede mundvigene i et forsigtigt smil: "Hvis jeg troede på skæbnen, ville jeg sende takkekort til den i månedsvis for det." At se en af de personer fra den lyseste tid i sit liv, når hun selv stod i sin mørkeste - det var noget hun var taknemmelig for. Måske ville hun kunne holde sig tilbage. Måske ville hun kunne være... bare lidt normal igen?

Det gav mere mening, at hun ikke ville have han skulle se hende sådan, men hvis der var nogen som ikke dømte hende ud fra det, så var det ham. Han havde selv løbet hjemmefra, forsvundet om man ville. Han havde faret vild midt ude i Everglades, i en alder af seksten. Det havde uden tvivl været den værste tid i hans liv, men han lærte også meget af det. Han stod mellem liv og død, helt alene, med over en million alligatorer, for ikke at tale om slanger, og han fortrød så inderligt at han nogensinde havde gjort det. Han kunne have undgået at havne derude, hvis det ikke havde været for hans stupiditet, tapperhed og temperament. Dengang lagde han skylden på sin familie. Dem som i sidste ende, havde brugt alt for mange penge på en efterforskning, der fik ham reddet indenfor få dage. Inderst inde vidste han jo godt, at det kun var hans egen skyld.
Miranda var ikke så langt ude. Hun var jo lige her. Han kunne se hun var i god behold, og derfor følte han sig også mere eller mindre tryg. Tryg nok til at forlade hende, og give hende tid og plads til at finde ud af sit liv. Han ville ønske han måtte være en del af det, for det var aldrig rart at stå alene i mørke tider af ens liv. Men hun havde ikke brug for ham, det påstod hun i hvert fald. John kunne kun søge trøst ved tanken om, at hun havde nogen. Også selvom han ikke ligefrem kendte hendes tante.

Hendes forsikring fremkaldte en beroligende følelse, som fik ham til at slappe af. Hun skulle ringe til ham, hvis der skete noget - det var dét eller ingenting. Han stak hænderne i sine jakkelommer, og bevægede fødderne lidt, som om de ville fryse til hvis han blev ved med at stå stille. Kulden var ved at få et godt greb i ham, måske var det en svaghed, eftersom varmen aldrig havde synes at genere ham. Han ville dog under ingen omstændigheder gå fra hende. Han vidste godt, at hun ville have deres veje skulle skilles her, men han havde savnet hende og vidste ikke hvornår han fik chancen for at se hende igen. Hvis det her møde skulle ende, så måtte hun være den der tog afsked. Det var trods alt hende, som ville væk fra alting.

”Bare du bliver hos din tante, og ikke bevæger dig ud på den her måde om natten. Det er ikke et sikkert sted at være. Jeg blev nær myrdet i gyderne, for en måned siden.” han prøvede at få øjenkontakt med hende, og håbede hun forstod faren ved det. Der var et eller andet ved Terre, som gjorde det farligere end mange andre steder i verdenen. Han havde langt fra regnet med, at kriminaliteten var så omfangsrigt. Det kom nok ikke som en overraskelse, at han havde en beskyttende adfærd når det kom til hende. Men han ville ikke have der skete hende noget, og selvom hun var en stærk pige, der måske godt kunne klare sig selv, så var verdenen mindst ligeså nådesløs og brutal. Hun ville også komme til det tidspunkt hvor hun flyttede hjemmefra, og skulle klare sig selv, men hun var kun nitten. Hun havde hele livet foran sig, og stadig så mange personer som holdt af hende, så han forstod ikke helt hvorfor hun følte sig nødsaget til at gøre dette. John var blevet smidt ud hjemmefra, fordi han ikke ville tage en universitetsuddannelse, men det var han rimelig sikker på ikke var hændt hende. John kunne heller ikke være mere ligeglad, for han gad i realiteten ikke bo hjemme længere, så det havde passet ham fint.

Han rynkede lidt på panden, og kom pludselig i tvivl igen. Hvad havde hun regnet med? At han ville blive mindre bekymret, over hendes mistænkelige og hemmelighedsfulde adfærd? Det næste hun sagde gjorde det blot værre. Uforklarlige følelser rørte sig i ham, og han så på hendes ansigt, i håb om at finde svar på hvad hun mente med det, men det var som om hun ikke ville røbe noget. Det lød som noget man ville sige, hvis de aldrig nogensinde skulle se hinanden igen. Han havde ikke lyst til at sige farvel, specielt ikke når hun ikke havde det godt. Han skulle til at sige noget, da hun kom ham i forkøbet og selv indrømmede at hendes sætning lød dramatisk. Hun mente det ikke. Der sker hende ikke noget. John prøvede at falde ned igen, præcis som han havde været forinden.
Da hun åbnede munden igen, fik det alt hans tvivl og bekymring omkring den sidste sætning, til at forsvinde. Han gengældte hendes smil, og var glad for at høre det. Efter alle de tanker, der havde kørt igennem hans hoved, så var det den der havde bragt mest glæde. ”Det er jeg glad for, at du siger” han ville gerne sidde med hende igen, sådan som de altid havde gjort. Snakket om alt og ingenting, hvad end det indebar tårer eller latter. Han savnede nogen han kunne gøre det med, men han havde så svært ved at åbne sig op overfor hvem som helst, at det var de færreste som vidste så meget om ham. Hun var en af de få han stolede på. ”Når den dag kommer, så bor jeg på Rue du Banquier.. Det ligger ikke langt fra hotel Quatre” selv hvis der gik lang tid før den dag kom, så ville han sandsynligvis stadig vente på hende.
Der var måske noget skæbnesvangert, over at møde hende nu, og endda være en af de første til at se hende efter hendes forsvinden, men han havde for længst stoppet med at tro på den slags. 
Hvis han havde lært noget som helst... var det at man ikke kan tillægge stor kosmisk betydning for en simpel jordisk begivenhed. Tilfældighed, det er alt hvad noget er, intet mindre end tilfældighed... Han havde lært, at der ikke var nogle mirakler. Der er ikke noget som skæbne, intet er forudbestemt.