Dark Temptation - XXX

”Miss Kaya, please wake up” peb en panisk stemme. Stemmen lød dog stadig høflig og underdanig, hvad end der havde sået panik i Olivia, havde det ikke fået hende til at glemme sin status som en simpel stuepige. ”What is it?” dog hun kun lige var vågnet, indeholdte hendes stemme stadig sin sædvanlige kølighed. Stilhed. Kun Olivias uregelmæssige vejrtrækning hørtes i mørket. ”If my betrothed is once again too drunk to climb the stairs, just leave him in the hall” det var tydeligt at høre, at hun ikke ville belemres med sådanne bagateller midt om natten. Hun vendte sig under det tunge tæppe, væk fra retningen stuepigens stemme var kommet. Tæppet blev hastigt trukket væk. ”We have to go!” peb pigebarnet, og greb fat i Kayas arm. Hun snøftede. Græd hun? Hun satte sig op, og blev øjeblikkeligt hevet ud af sengen. Hun rev sig fri med en voldsom bevægelse, og havde ønsket at der var lys i rummet, så Olivia kunne se det spidse, kolde blik hun sendte i hendes retning. ”Speak up, girl! What is going on?” hvad i alverden kunne være så vigtigt, at hun skulle berøves sin nattesøvn? ”It is… it is…” gråden fik pigen til at stamme, hun havde knap kontrol over sin stemme. ”Bandits” spyttede hun endelig ud, inden hun endnu en gang greb fat i Kayas arm, og begyndte at trække afsted med hende, denne gang gjorde hun ikke modstand.
Det var mærkværdigt. Hun var ikke bange. Hun havde høj status i landsbyen. Hendes hjem burde være mål for banditternes angreb, hvis de søgte rigdomme. Hun kunne miste alt. Sit komfortable liv i det store hus, hendes trolovede, hendes status, endda hendes eget liv. Men hun frygtede ikke dette. Huset havde aldrig føltes som et hjem. Hun kunne opnå samme status i en anden landsby. Hendes trolovede havde aldrig været hendes hjerte nær. Hun håbede faktisk at han allerede var død, at deres ægteskab aldrig nogensinde ville ske, at hun aldrig ville blive tvunget til at føde hans børn. Hun frygtede ikke for sit liv. Hun var trods alt ikke af denne verden. Hun besad overnaturlige kræfter, der ville kunne fælde enhver mand der prøvede at gøre hende fortræd. Tænk sig hvis det faktisk skete. Hvis nogen prøvede at gøre hende ondt, så kunne hun slippe det fri. Lynet. Alt den kræft indeni hende, som hun ikke kunne afsløre for nogen. Hvilken befrielse det ville være, at stoppe skuespillet og slippe mørket inden i hende fri. Den mørke side af hende, der håbede på landsbyens undergang, den stemme der hviskede i hendes baghoved at hun burde gå ud og tage del i massakren. Åh, hvor hun håbede at verdenen udenfor var et blodbad, at når døren gik op ville en symfoni af skrig og jammer møde hendes ører. At det intetsigende, kedelige liv hun havde ført, ville forvandle sig til noget spændende, hvis blot kun for en kort stund.
Døren gik op, og den kolde natteluft krøb hurtigt igennem den hvide natkjoles tynde stof. Udenfor var der ikke dækket af nattens tusmørke, men et orange skær var kastet over landsbyen. Det var nemt at regne ud. Et hus, måske flere, måtte brænde et eller andet sted. Hvilket måtte betyde, at hvem der end angreb var fuldstændig ligeglade med landsbyboerenes liv. Måske de ikke var på rov efter rigdomme, men var en flok galninge der kun var kommet for at slå ihjel.
Kulden arbejdede sig op igennem hendes bare fødder, som Olivia trak afsted med hende. De var ikke mere end fem skridt ude af døren, før hun stoppede op og Kaya kluntet stødte ind i hende. ”What is it?” spurgte hun. Køligheden i hendes stemme var væk, for første gang nogensinde lød hun nærmest munter. Den spænding hun følte cirkulere i sin krop lyste ligeledes ud af de mørkebrune øjne. Hun fik hurtigt placeret sig, så hun kunne se hvad der havde stoppet Olivia. Lige der midt på gaden stod en mand med ryggen til. En højrøstet, skrigende mand kom hans vej, uden nogen fokus foran sig. For bag ham lurede faren i form af tre andre mænd, der uden tvivl jagtede ham. Han stødte direkte ind manden der stod med ryggen til Kaya og Olivia. Han havde fart på, og burde have væltet den anden om kuld, men dette skete ikke. I en lynhurtigt bevægelse havde manden fat om landsbyboerens hals, så let som ingenting var han løftet fra jorden, og svingede igennem luften. Det gik så stærk, at hun ikke helt præcis så hvad der skete. Manden var yderst elegant som han drejede kroppen, og endte med sin front imod hende. Lyden af hud der flænsede, og et makabert knæk, som hovedet separerede fra kroppen vibrerede igennem Kayas øregange og syntes at dæmpe alle andre lyde omkring hende. Hun kunne svagt høre Olivia skrige ved hendes side. De mørkebrune øjne fulgte det kropsløse hoved, der for hendes øjne fløj ufatteligt langsomt igennem luften. Blod dækkede ansigtet, der stadig holdte på et chokeret og skræmt udtryk. Munden stod halvt åben, øjenbrynene var hævet, og øjnene spilet op. Men der var intet lys i dem. De kiggede tomt ud i luften, som denne mands afrevede hoved fløj i en stor bue og landede med et hult bump på jorden, inden det trillede et par omgange. Hun havde aldrig set noget lignende. Hun var fuldstændig lamslået. Olivia hev og sled i hendes arm, skreg hendes navn lige ind i hendes øre og jamrede at de blev nødt til at løbe. Men hun kunne ikke bevæge sig. Snart slap Olivia hende, løb sin vej og efterlod Kaya. Hendes øjne var limet fast til manden der stod dér midt på gaden tilsølet i blod. Hun var fascineret. Hvordan havde han gjort det? Hvordan var det lykkedes ham at ende en andens liv med sådan en elegance? Som om det var en dans, et helligt ritual, en kunst. Det var smukt, lige som manden selv. Han var smuk, som han stod der med blodet rendende ned ad ansigtet, og skæret fra ilden der dansede henover hans hud. Det var som om han slet ikke var virkelig, som om han var trådt ud af en drøm. Hun hørte sig selv gispe, han havde drejet hovedet en anelse og nu lå hans øjne på hende. Mørkeblå øjne der reflekterede ildens skær. De slugte hende, kiggede grådigt på hende med en intens vildskab. Men han var ikke et simpel bæst. Han var kontrolleret, han vidste hvad han gjorde. Et sug gik igennem hendes krop. Hun anede mørket indeni ham, hun genkendte det. Det var ligesom hendes eget. Lysten, trangen til at gøre andre ondt. Give slip på sig selv, og være sit sande jeg. Hun ønskede at give slip på sig selv. Endnu mere ønskede hun, at denne mands mørke ville opsluge hende, og at de sammen kunne udforske alle glæderne dette mørke gemte på.

Øjnene var lukkede. Lydende fra hans omgivelser, tronede sig vej igennem hans yderst sensitive ører. Skrigene der steg i tonerne, råbene der sang med i kor samt kaosset i baggrunden, kærtegnede hans øregange. Det lød som det reneste og klareste musik. Åh, hvilken fryd! Hvert eneste spændt muskel i hans krop slap sit anspændte tag og dæmonen mærkede hvordan han atter var i harmoni. Han var et helt stykke. Tankerne var kortsluttet, blot for denne behagelige stund. Havde han nogensinde følt sig mere lykkelig? Svaret var ja, men taget i betragtning af hvor langtid – ja hvor mange årtier det var siden, så talte det ikke rigtigt længere. Dét liv var slut, ovre, for evigt. Han ville aldrig gå tilbage. Aldrig ville han fordærve sig i det dødelige liv igen. Det var forbi og det havde han svoret sig selv – blandt andet ved at deltage i denne meningsløse massakre af en kedelig lille landsby, der var fyldt op til randen med ikkeværdige mennesker. Ikkeværdige ifølge ham selv. Åh, hvor han dog bare hadede mennesker og deres uvidenhed. Hvordan kunne de dog holde dem selv ud?

De kønne mørkeblå øjne af hans, åbnede sig til den skinnende verden omkring ham. Orange og røde farver blandede sig for hans blik. Charles så rødt. Hans yndlingsfarve. Rød som blodet der flød rundt med al hast i årene. Rød som den smukkeste ny plukket rose, der var at finde i baghaven. Rød som væseners indvolde, når hans hænder skar igennem flæsket og hev hårdt til, så al deres indre farve vældede ned over hans skikkelse. Åh sikke en fryd!
Slowmotion; det var det han så. Øjnene, de kønne blå, scannede hans omgivelser detalje for detalje. En kvinde holdt nede i jorden, en hånd om halsen, klar til at blive straffet med voldtægt og kvælning med døden til følge. Hun havde sin hvide natkjole hængende over hovedet. Fremfor ham en fakkel med den smukkeste gule ild, i hånden på en af banditterne – som han strøg forbi og ind i et hus, nok for at fange en kvinde til sig selv. Lige ved hans side, hev en af Charles' bekendte armen af en landsbybeboer. Sikke et kønt syn. Blodet spredte sig alle vegne og plettede dæmonens hvide opknappede skjorte mere til, i endnu mere rød farve end der allerede var. Han satte sin fod frem og dernæst den anden og derpå begyndte han en vandren igennem byen, mens hans øjne nød kaosset omkring ham. Det var som et tivoli, med forestillinger over alt hvor han end lagde sine øjne. Blod, legemsdele, sex og indvolde.

Bump! En forvirret beboer af landsbyen havde ved sit eget uheld, afbrudt Charles i hans private forestilling. Det hårde ansigt rykkede sig ikke en mine, også selvom at hadet for denne ukendte mand bredte sig i alt han var. Så der var ikke andet at gøre end at ende hans liv. I et jerngreb hev Charles, denne halvfede mand rundt i den smukkeste pirouette af død. I slutningen af pirouetten fik han greb om den kære mands hovedbund. Knæk! Den smukkeste lyd han endnu kendte, nåede hans ører som han adskilte hovedet fra kroppen i et makabert syn af blod, der sprøjtede artistisk ud og farvelagde alt der var nært. Uden at blinke og uden at se på sit offer, smed han hovedet fra sig. Han anede ikke en gang hvor det endte. Og han var da også forbandet ligeglad. Han var blot en dødelig. Han fortjente ikke hans opmærksomhed.
De lange krøller af hans, klistrede sig så fint til dæmonens blodindsmurte ansigt. Hans krop havde i sin dans, drejet sig rundt så han nu stod den vej han var kommet fra. Et skrig, tog hans opmærksomhed, da en utrolig ung kvinde hev og sled i ærmet af en anden kvinde, der så ud til ikke at ville rokke sig ud af stedet. Den unge kvinde så hurtigt ud til at give op og løb derefter den anden vej – hvilket for hende ikke ville ende godt. To væsener lå nemlig på lur ikke langt derfra. Derfor besluttede Charles sig for, at han ikke ville ende hendes liv. Trods det ville havde været mindre smertefuldt end den skæbne der ventede hende hos de to mænd.
En kvinde stod tilbage med et yderst mærkværdigt ansigtsudtryk. Hun stirrede op på ham. Nærmest drømmende og med en dyb lettelse – som havde hun netop født et levende barn. Det ene øjenbryn af hans, hævede sig blot en halv centimeter op. Hvad fanden skete der oven i hovedet på denne dødelige unge kvinde? Det tog ham ikke langtid at finde hendes rank i samfundet. Hun var af højere klasse – hvor mon hendes mand befandt sig? Kneblet, voldtaget et sted i rendestenen måske? Man kunne kun gætte, desværre. Det var ellers en forestilling han gerne ville havde set. Charles’ mine faldt mekanisk på plads igen, så han atter så hård og smuk ud. Han gik mod hende, uden rigtig at vide hvad hans formål var – ville han ende hendes liv? Spørgsmålet ville ikke besvares. Men han blev nød til at spørge, hvorfor hun agerede som hun gjorde. Det var umenneskeligt, det hun havde gang i. Hun burde, som alle andre ikke-udødelige-væsener, løbe skrigende bort med halen mellem benene. I stedet stod hun, som den eneste, som en fuldkommen komplet idiot – som en skøge, midt i et rum fyldt med fordrukne mænd. Men som Charles rakte hænderne frem mod hende, stadig uden at bryde deres hellige øjenkontakt, skete der noget. Det øjeblik hans fingerspidser rørte hendes bare skuldre, var det øjeblik at alt gik ud som et lys. Mørket overfaldt ham. Tvang ham ind i en følelsesløs tilstand. Øjnene rullede rundt i hovedet på ham, inden han faldt til jorden, livløs.

Symfonien af kaos, skrig og død nåede ikke hendes ører. Der var fuldstændig stille omkring hende, som var hun pludselig blevet døv. Hun så ikke kvinden der brutalt blev holdt nede, voldtaget og misbrugt et par 100 meter fra hende. Hun så ikke bygningen der gav efter under ildens altædende flammer. Der var kun de mørkeblå øjne der stirrede ind i hendes. Så kønne øjne, der gemte på så meget had, arrig vildskab og... En form for nysgerrighed? Han kom tættere på. Hun var hans mål. Hvad ville han gøre? Ville han voldtage hende, gøre skade på hende, ende hendes miserable liv? Spørgsmålene satte ikke rædsel i Kayas spinkle kvindekrop, men var tiltalende. Hvor mange mænd var der mon faldet for hans hånd? Så mange kvinder han måtte have fået til at skrige i rædsel, inden han gjorde ende på dem. Hun kunne kun gætte sig til, hvor stor bunken af lig han havde efterladt sig måtte være. Tanken om hans blodige hænder der rørte ved hende, var knap til at bære. Mærkværdige følelser samlede sig i hendes maveregion og rejste hurtigt længere syd på. Hun havde aldrig ønsket at blive rørt af nogen før nu. Hun ønskede sådan at han ville gribe fat i hende, at hans hud dækket af blod ville gnide sig imod hendes egen, at hans nu knap så hvide skjorte ville forsvinde.
Han greb ud efter hende, forventningen om hans berøring samlede sig som et kaotisk tordenvejr i hendes bryst, og syntes at eksplodere sekundet inden hans fingerspidser ramte hende. Øjenkontakten var brudt. De kønne blå øjne forsvandt, inden han faldt til jorden. "No!" halvråbte hun. Hvad var der sket? Var han død? Hun faldt på knæ ved siden af ham, rakte ud efter ham. Hun stoppede midt i bevægelsen. Lynet. Det viste sig omkring hendes hånd, som flygtige, hvide, skinnende gnister der kom og gik. Hun havde sluppet det fri, lige da han ville til at ligge sine hænder på hende. Alle de vidunderlige følelser denne mand havde vækket i hende, havde fået hende til at miste kontrollen. Indvendigt bandede hun over sig selv. Lige der foran hende lå hendes mulighed for at forsvinde fra dette foragtelige sted. Hun ville have fulgt ham, hvor end han tog hen. Sammen med ham, ville hun have udforsket sit sande jeg. Hun ville tage del i alt den vidunderlige rædsel denne mand spredte, og nu var det ikke muligt, for hun havde slået ham ihjel.
Hendes hånd landede på hans bryst, som et opgivende suk forlod hende. De mørkebrune øjne indtog hans kønne ansigt en sidste gang. "Farewell, bloody stranger" mumlede hun, og skulle lige til at rejse sig. Dér. Under hendes håndflade. Hun gispede, fjernede sin hånd og lagde i stedet sit øre imod hans brystkasse. Du-dunk... Du-dunk... Hun havde ikke bildt sig det ind, det var ikke ønsketænkning. Hans hjerte bankede, og slagene blev stærkere for hvert sekund der gik. Han var i live, men hvordan kunne det lade sig gøre? Det var ligemeget nu. Han kunne ikke ligge der, han kunne ende med at komme yderligere til skade, til trods for at han var kommet med banditterne. Hvad skulle forhindre dem i at dræbe en af deres egne? Hendes øjne skimtede omgivelserne. Kaosset rasede stadig omkring hende, men til hendes held, lå der ingen øjne på hende. Hun fik bakset den bevidstløse mand henover hendes skulder. Balancen var sværd at holde, som hun rejste sig op. Han var betydeligt større end hende, men hendes styrke tillod hende at bære ham med lethed, som hun bevægede sig tilbage imod det store hus.

Han så fredfyldt ud, som han lå der i hendes seng. Hvis ikke han stadig var tildækket af blod, ville det være svært at forestille sig, at sådan en smuk og elegant mand for et øjeblik siden, havde taget del i landsbyens massakre. En fremmed mand i hendes seng. Det var skandaløst, fuldstændig uacceptabelt. Men der var absolut ingen anden mand, hun hellere ville have liggende i sin seng. Selv stod stod hun for enden af sengen, betragtede ham med et beundrende udtryk, og hovedet en anelse på skrå. Hun havde lyst til at ligge sig ved siden af ham, køre fingrene igennem hans blodige krøller, kærtegne hans kind. Men hvis det vækkede ham, ville hun være nødt til at forklare sig. Måske hun ikke en gang ville få tiden til at forklare sig, måske han bare ville angribe. Selv om det var en tiltalende tanke, var det ikke helt det hun ønskede skulle ske når han vågnede. Åh, hvis han da bare ville vågne snart. Utålmodigheden gnavede allerede i hende. Hun ville høre hans stemme, hun ville se de kønne blå øjne igen, hun ville vide hans navn. Hendes fingre fumlede utålmodigt med natkjolens tynde stof, som hun ventede på at han ville vende tilbage til bevidstheden.

Hun hjemsøgte ham. Hver nat i hans gudsforladte drømme. Det hjerteformede ansigt, de fyldige læber, de små kønne fregner på hendes lyserøde æblekinder samt de smukkeste mørkeblå øjne, der var så dybe at man druknede i dem. Hendes is blonde hår svang rundt i vinden som en pisk, der slog ham til blods for hvert et vindpust. Hendes mindre skikkelse stod ved kanten af klippen. Og hun stirrede på ham. Tomt. Ligesom deres sidste øjenkontakt. Gud, hvor han hadede hende. Så inderligt, så bittert. Kvalmen steg til vejrs. Hans fingre kriblede efter at slå hende. Skubbe hende udover kanten, så hun ville falde til sin endelige død. Hvorfor var hun sådan? Hvorfor blev hun ved? Var hun virkelig så naiv? Han tog et skridt mod hende, gjorde sig klar til enden. Nu smilede hun til ham, med sine skæve tænder, med det fine lille mellemrum mellem hendes to store fortænder. Det uperfekte gjorde hende perfekt. Det var bare sådan hun var. Og han hadede det. Han hadede hende. Swush! Det var lyden af hans hænder, der pressede mod hendes bryst – det var lyden af hende, der faldt udover klippen, sammen med vinden. Men i det samme at bevægelse var lavet. I det samme at hendes blege skikkelse faldt mod mørket, fortrød han. Skriget der var hans egen – hendes navn. Hænderne der rakte ud efter hende, men som til sidste fik ham til at springe i efter hende.
Gud, hvor han hadede hende.

De sorte pupiller i de kønne øjne mindskedes i sin diameter, som han slog øjnene op til en lys dag. På nanosekunder blev hans sind fyldt op med diverse forskellige informationer. Kroppen signalerede uro og smerte – hans skuldre føltes ømme og anspændte. Hans knoer på begge hans rå hænder, brændte og fødderne var ligeså ømme. Hastige billeder fra gårsdagens eventyr, flashede for hans åbne blik. Som en minifilm, der genfortalte det formidable teaterstykke som han havde spillet med i. Åh hvilken fryd, det havde været! Men det havde endt brat, huskede han. Erindringer strømmede ind. Kvinden med det kønne ydre og den skrigende pige. Hovedet der fløj mod jorden. Det blå hav. Hans hænder der rakte ud mod hende. Braget, som om at et lyn havde slået ned.
Spørgsmål kredsede nu forvirret rundt i hans forstand, men før at dæmonen kunne tage sig tid til at kigge på dem samt besvare dem, mærkede han spidse øjne der borede sig igennem hans hud. Der var nogen der kiggede på ham. Den muskuløse og blodindsmurte krop spændtes yderligere. Alarmklokkerne susede for hans ører, men han forholdt sig faretruende roligt. Selv i hans bevægelse, der forekom utrolig kontrolleret. Dæmonen med de mørkeblå øjne, hævede sig op på albuerne. Og blikket faldt med det samme på hende.
Forundring fyldte ham op indefra og hans indmad væltede rundt. De lettere buskede bryn kneb sig omgående sammen, som han betragtede hendes beklædning. En hvid bomuldsnatkjole, der havde røde pletter på henholdsvis hendes skuldre og mave. Den unge kvinde havde tydeligvis båret ham ind på dette værelse – men det var umuligt for sådan en størrelse som hende. Der var kun en anden mulighed…

Elegant og æstetisk samt i en glidende bevægelse, snoede han sig op på sine knæ – som en slange, der nærmede sig sit intetanende bytte. Charles hævede armen, lænede sig mod kvinden med det lange krøllede hår, men stoppede som hans hånd placerede sig på pælen hun var lænet op af. De mørkeblå øjne fandt hendes blå. Og han borede sig igennem hendes væsen. Piercede igennem hendes sjæl med sit åsyn. Han skilte sine røde læber langsomt. Ordene forlod hans mund, velovervejede og tydelige; ”Why am I here?”
Han blinkede ikke og hans farverige palette af et ansigt, fortrak sig ikke en mine.

Timerne gik. Udenfor blev skrig og flammebrøl til stilhed. Nattens stjerner forsvandt, og solopgangen erklærede en ny dag. Det måtte være en heldig tilfældighed, at huset de befandt sig i stadig var intakt. For Kaya føltes det skæbnesvangert. Det var bestemt at hun skulle møde denne mand, at han skulle ligge i hendes seng. Mest af alt, at han skulle vågne og tage hende med sig. Det sidste manglede endnu at ske. Hun stod lænet op af stolpen, der var en del af sengen, med et lettere håbløst udtryk i det kønne ansigt. ”Are you dead after all, beautiful stranger?” sukkede hun ud i rummet. ”Or do you just enjoy to torture me, with this endless wait?” De mørkebrune øjne gled væk fra vinduet og indtog manden endnu en gang, som om hun forventede et svar fra ham. Han havde ikke rørt sig i nattens løb. Han snorkede ikke engang. Han lå der bare, som en forstenet, smuk statue. Kun hans brystkasse hævede og sænkede sig den mindste smule. Han trak vejret. Han var i live. Sådan da. Hun frygtede at hun havde gjort permanent skade på ham. Hvad nu hvis han aldrig vågnede? Måske hun havde fordømt ham til at være fanget i søvnen for evigt, hvis sådan en ting da var muligt. Snart var hendes frygt ligegyldig. Han rørte på sig. Han kastede hovedet til siden, spændte i kroppen. Små, urolige bevægelser. Hvad mon der jagede denne mand i hans drømme? Hun undrede sig ikke længe, for snart åbnede han øjnene.
You are awake, havde hun lyst til at sige med en henkastet, rolig stemme. Hun havde tænkt scenariet igennem flere hundrede gange, og havde bestemt sig for, at det var de ord hun ville sige når han vågnede. Nu da det var en realitet, så fejlede hendes stemme. De havde øjenkontakt. I sit hoved skreg hun kommandoer imod sin stemme, der stædigt ignorerede hende. Hendes tunge lå i hendes mund, som en slap, død fisk på land. Alt hun kunne gøre, da han elegant bevægede sig op på sine knæ, var at stirre på ham, med store, runde, blanke øjne, der kun svagt skjulte hendes panik. Panik der ikke var grundet manden foran hende. Men den effekt han havde på hende. Præcis som natten før, havde hans blotte tilstedeværelse, synet af ham lammet hende fuldstændig. Hun kunne ikke tale, hun kunne ikke bevæge sig. Hun var fanget i sin egen krop, som han lænede sig frem imod hende. Der stod han på sine knæ, så tæt på at hun ikke skulle række langt for at røre ham. Stirrede på hende med de piercende øjne, der syntes at se lige igennem hende, og direkte ind i hendes sjæl, og krævede med en dyb stemme, at få at vide hvorfor han var der. En stemme der kærtegnede hendes trommehinder og vibrerede igennem hele hendes krop.
Et langt øjeblik stirrede hun på ham, inden det gik op for hende, at han ventede på et svar fra hende. ”Because I carried you here” røg det ud af munden på hende. Hun lød hverken henkastet eller rolig, som det var planlagt. Hendes stemme lød skinger, og ordene var kastet ud af hendes mund med sådan en hast, at hun slet ikke var sikker på at de var tydelige. Det slog hende ret hurtigt, at det nok ikke var det svar han ledte efter. ”You were hurt” spyttede hun ud, inden hun nåede at tænke. Aldrig i sit liv havde hun været så forfjamsket, så påvirket af en anden person. Det var forkasteligt at hun ikke engang kunne tale ordentligt, og knap kunne trække vejret. Alt sammen på grund af denne mand. Hun kunne ikke benægte, at hun var imponeret, forbavset og dybt tiltrukket af alt denne mand var, men hun ville ikke tillade sig selv at miste besindelsen. Hun blev nødt til, at få kontrol over sig selv. Hvis hun opførte sig på denne måde, hvad var chancerne så for, at han ville tage hende med sig? Hun tog en dyb vejrtrækning, inden det halvpaniske og forbavsede udtryk forsvandt, og hendes ansigt i stedet blev en hård maske. ”I brought you here, so you could recover” hendes stemme var nu kølig og kontrolleret, fuldstændig berøvet for et hvert spor af følelser. Under facaden bankede hendes hjerte i alt hast, sommerfugle havde fyldt hendes mave og hendes lemmer føltes svage. Hun turde ikke betragte sine hænder, da hun frygtede at de rystede noget så voldsomt. Det gav ingen mening, hun var jo ikke bange for manden. Så hvad i alverden var det der foregik inde i hende?
Hun rømmede sig inden hun fortsatte. ”Being the one who hurt you, I believe it was the least I could do” der var ingen beklagelse at finde i hendes stemme. Der lurede ikke en undskyldning under hendes ord. Stemmen hun brugte når hun var omgivet af mennesker med høj status, fik det mere til at lyde som om, at manden havde været en byrde for hende. I virkeligheden var hun lykkelig over, at han var i live. At han nu kunne tage hende med sig, og at hendes falske liv som overklasse frue, nu kunne komme til en ende.

Tik tak tik tak tik tak. Lød det fra bornholmer uret, på væggen bag dem. Tiden gik. Stilhed dominerede det morgenoplyste rum. Kvindemennesket synes at være uendelig langsom til, at sætte nogle ord på sine fyldige læber. Det irriterede ham. Ret dybt faktisk. Men ikke dybt nok til at hans ubehag viste sig i hans øjne, der stadig stirrede intenst ind i hendes. Havde hun tabt mælet? Åh gud, hvor han kedede sig. Som distrahering, dannede han billeder af hendes afrevne hoved, der blev smidt ud af vinduet, hvis glas blev sprængt i et kæmpemæssigt brag. Splinterne bevægede sig i slowmotion og flettede ind i hendes lange brune lokker, der legede i den hurtige vind. Det var god underholdning som spillede på hans nethinde. Det var dog tydeligt for Charles at se, at kvinden foran ham forsøgte ihærdigt at sætte sin tunge på geled. Og da det endelig skete, fik hendes uintelligente svar, hans ene øjenbryn til at hæve sig op, i en ikke imponeret mine. Overklasse-fruen, som hun så ud til at være, så dog heldigvis ud til at fange hans uimponerethed, for hun spyttede hurtigt ud med endnu en sætning. Aha. Hans nikken med hovedet fik hans lange krøllede lokker til at danse blidt. Hun havde simpelthen været så dum og uvidende, at hun havde taget en psykopatisk massemorder ind i sit hjem, sin seng endda. Var hun skingrende sindssyg? Eller var hun blot en af disse hore, der ønskede at komme i seng med en galning? Det var ikke første gang, at mulighed nummer to var sket for dæmonen, med de dybe blå øjne. Kvinder havde det tit med at falde for hans psykopatiske sind. Noget han aldrig helt havde forstået. Han var ikke en mand man kunne elske, eller forstå. Han lod til gengæld heller ikke nogen prøve nogle af delene.

I en elegant samt flydende bevægelse, rejste han sig op fra sengen, der højlydt skabte sig. Stadig uden at bryde sit intense blik, som han havde fæstnet til hendes. Gud hjælpe hende, hvis hun brød det. ”Thank you” ordende var tomme, og dæmonen så slet ikke ud til at mene det overhovedet. Han var for guds skyld da også ligeglad. Som om, at nogen havde gjort ham ondt ude på gaden alligevel. Landsbybeboere var nogle tåber. Denne kvinde så også ud til at være en af dem. Og hun kedede ham, så uendeligt meget med hendes uvidenhed samt langsomme opfattelse. Burde han mons tro slå hende ihjel? Det ville være en stor ærgrelse, at spille blod af et væsen. For det var det hun var. Et væsen der var så uheldig at agere som et utåleligt menneske. Charles havde lyst til at brække sig ved tanken. Det var dybt usmageligt synes han. Beslutningen i hans sind var dog taget. Han ville skåne hende.

Lyden af træbrædderne der knirkede under hans fødder, var som en tabt knappenål. Højlydt og skræmmende. Stilheden trykkede mod ruderne og luften føltes tør og tung i hans lunger, som han trak vejret dybt ind og ud. Charles satte gang i bentøjet og uden nogen hilsen til kvinden, forlod han rummet og begav sig nedenunder. Kortet var på forhånd lagt i hans hukommelse. Huset var vel formentlig bygget ligesom alle andre overklasse hjem. Og som altid havde den kløgtige dæmon ret. Han fandt hurtig frem til entréen. Der lød dog nogle lette trin bag ham..

Hvad foregik der mon inde bag de kønne mørkeblå øjne? Hans ansigt afslørede intet. Hun havde ingen chance for, at regne ud hvad manden mon tænkte. Sengen der knagede under hans bevægelser, fik et sæt til at gå igennem hendes krop. Den hellige stilhed var brudt, og larmen var yderst uvelkommen.
Thank you... De to ord rungede igennem hendes indre, og fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen. Han mente det ikke. Ikke nok med det, han havde intentioner om at gå. Hun var frosset fast til stedet, og stod og stirrede hjælpeløst frem for sig med store øjne, imens hun lyttede til hans skridt, der kunne høres overalt i det robuste, men gamle, knagende hus. Hun kunne se det for sig, hvordan hendes plan nu faldt til jorden. Han ville gå sin vej, og sprede vidunderlig skræk, rædsel og død et andet sted. Uden hende. Hun ville blive her i lidt tid, inden hun drog videre til en anden landsby, hvor løgnen kunne starte forfra. En ny rigmand, et nyt ægteskab. Nej! Fandeme nej! Hun knyttede de små hænder langs siderne inden hun vendte rundt på hælen og marcherede samme vej som manden var gået for et øjeblik siden. Hun halvløb ned ad trapperne, og fik øje på ham i entréen. "Stop!" kommanderede hun, og fulgte sit eget råd og gjorde holdt halvvejs nede ad trappen. Han ignorerede hende, og før hun kunne komme med flere indvendinger var han ude af døren. Det føltes nærmest som en refleks, da hun satte gang i benene og fulgte efter ham ud af huset. Som havde han magt over hende, og at hun nærmest var tvunget til at følge ham hvor end han gik. "I said stop!" beordrede hun i det samme at hendes spinkle hånd greb fat om hans håndled. Hun satte hælene i den kolde jord og hev til i håb om, at han ville gøre som hun sagde. "Take me with you!" røg det ud af munden på hende, inden hun havde nået at tænke sig om. Hun lød desperat. Hvor ynkeligt. Hun rømmede sig, inden hun rettede sig op, i et forsøg på ikke at ligne en der fuldstændig havde mistet sin værdighed. Hvordan i alverden skulle hun appellere til denne mand? Hvad kunne hun sige, der ville få ham til at tage hende med sig? Hun stirrede op på ham, i håb om at svaret ville stå skrevet i hans ansigt, men der var intet at finde. Det her gik overhovedet ikke efter planen. Hun havde ikke regnet med, at manden nok slet ikke ville have lyst til at tage hende med sig, og det var klart at det desværre var det der var tilfældet. Hun havde fejlbedømt ham.
"Don't you see?" hun hev i hans arm en gang mere, for at være sikker på at han hørte efter. "I'm just like you..." det var ikke helt sandt, hvilket hun også godt vidste. Det viste sig også i hendes tøvende ord. "I don't wan't this..." hun gjorde en ligegyldig armbevægelse imod huset, der skulle indikere hele hendes overklasse liv. Hendes anden hånd greb fat om hans arm som hun snakkede videre. "I want to kill. I want to destroy!"  der tændtes nærmest et lys i hendes øjne. "I want to take part in this" hun slap hans arm, for at brede begge sine ud til siderne og træde et par skridt tilbage. Hun hentydede til den destruerede landsby omkring dem, hendes øjne hoppede fra den ene sammenfaldne bygning til den anden, fra lig til lig, blodpøl til blodpøl. Indtil de mørkebrune øjne fangede noget bekendt. Hun satte i løb, og bukkede sig ned. Hun bedte inderligt til, at han ikke var forsvundet i mellemtiden. Hun vendte sig rundt, og viste sit fund frem. Hun havde fat i håret på det afrevne hoved, der nu dinglede let i hendes hånd. "How did you do it?" spurgte hun, imens hun trådte et par skridt hen imod ham, stadig med hovedet foran sig i strakt arm. "You just tore this useless man's head off like it was nothing" hendes øjne var nu fæstnet til hovedet. "It was beautiful" hviskede hun, imens hun så begivenheden fra natten før spille på hendes nethinde. Snart brød et smil frem på hendes læber, inden hun lavede sin egen pirouette og ligegyldigt smed hovedet fra sig. "Can you teach me?" spurgte hun i dyb alvor, imens hun nærmede sig ham igen. Smilet hvilede dog stadig på hendes læber, og fik hende et øjeblik til at ligne en lille pige juleaften, der var blevet stillet foran den største gave under træet. "Please?" bad hun, og følte kortvarigt afsky over for sig selv. Ordet "please" røg sjældent, hvis ikke aldrig ud af hendes mund. Hun tog et skridt mere hen imod ham, hendes øjne var nærmest limet fast til ham, søgte efter en reaktion og allerhelst en bekræftigelse på hendes forespørgsel.

Dæmonen fortsatte ufortrødent ud af døren. Solen skinnede så fint og yndefuldt over den hærgede landsby. I horisonten kunne han let skimte røgen fra nedbrændte huse og hvad var nu det han fik øje på? En flamme lidt længere nede ved de frodige grønne træer, strålede så fint i solens dans. Djævlene måtte stadig være på rov, så det ud til. Dæmonen passerede terrassen der omkransede det hvide, overdådige træhus og fødderne var lige netop blevet plantet mod det rødlige græs, da han hørte et desperat råb bag sig. Oh dear Lord, tænkte han opgivende med et par rullende øjne, som han ignorerede hende og blot fortsatte videre på sin færd. Men næ nej, tøsebarnet løb efter ham og vovede ligefrem at gribe fat i hans arm. Irritationen steg i hans blod og det samme gjorde fortrydelsen. Han skulle bare have revet hovedet af hende før han tog af sted. Denne kvinde var jo skingrende sindssyg og så fandens menneskelig. Ugh.
Charles vendte hovedet så stift og mekanisk, at hans nakke gav en høj knæklyd fra sig. De blå øjne faldt ned på hende, kvinden der bare gjorde sig mere og mere pinlig berørt jo mere hun trak vejret omkring ham. Et lydløst suk forlod de røde velformede læber af hans, der dernæst formede sig til en tynd samt noget så anstrengt streg. Charles hev meget hårdt sin solbrune arm til sig i en spydig bevægelse. Hvor vovede denne syge kvinde at røre ham? Hvor troede hun lige, at hendes plads og rang lå i forhold til ham? Han havde en brændende lyst til at skælde hende voldsomt ud. Slam! Billeder af hendes grædende ansigt fyldte hans inderste sind. Og han kunne lide det. Åh, det var et tilfredsstillende syn at se hende græde. Skulle han mon gøre sig et forsøg nu?
Pigebarnet havde i mellemtiden samlet det afrevne hoved op fra græsset. Dæmonen rynkede skeptisk på næsen og hans bryn blev løftet højt op i vejret. ”Humans are nothing” svarede han hende koldt og følelsesløst. Hvorfor skulle han ikke have taget denne arme mands liv? Han havde jo gjort det tåbelige menneske en tjeneste. Åh, mennesker var intet værd, hvis man spurgte Charles Grey. Han ville hellere blive spiddet levende og leve et evigt liv i smerte, end at være et sølle og usselt menneske. Hvorfor forstod hun ikke det? Hvorfor var hun så dum og naiv, ligesom dem? Det irriterede ham grænseløst og det viste sig i hans kæbe, der spændtes. Stupide kvinde.
Hun kom nærmere, hendes fodtrin som en kælende elskovsdans. Han kunne dufte hendes våde skridt fra hvor han stod. Hun ville have noget fra ham, det var helt sikkert. Ha! Var hun seriøs? En hånlig melodisk latter fyldte luften og overdøvede de fuglenes morgensang. ”Is that what you want My Lady?” der lå en klar hånlig tone over hans sætning. Hans veltonede arm var strakt mod kvindens udraderede landsby. Endnu et hånligt fnys forlod hans læber og han stirrede tomt ned på hende. Han gjorde et hastigt kast med hovedet, så de lange brune krøller fløj rundt i vinden. Den udstrakte arm sænkede sig. En klat spyt samlede sig i ganen og han spyttede dominerende mod hendes skikkelse, dog uden rent faktisk at ramme hende. Charles lagde ikke låg på hvor ynkelig samt tåbelig, han synes at hun var. Det skinnede ud af ham.

Det gik så hurtigt, at man slet ikke kunne nå at blinke. Dæmonen svang rundt, hurtigere end lynets hastighed og midt i sin mærkværdige dans greb han fat om kvinden, svingede dem rundt sammen indtil hun var placeret foran ham. Hans arm pressede hårdt og brutalt ind mod hendes hals. Den frie hånd af hans, havde fundet vej ind i hendes mørke bølgede hår. Han rev lidt kælent til og glæden ved at yde hende smerte boblede i ham. Hans røde fyldige læber fandt langsomt samt pirrende ned til hendes øre, ”You will never be worth anything to me” åndede han dybt. ”So tell me, My Lady – why shouldn’t I end your pathetic little life right now at this moment?” spurgte han kvinden, som hans fortænder greb fat om hendes øreflip. Han bed hårdt til og pressede dernæst sin arm hårdere ind mod hendes hals. Charles kunne helt mærke hvordan hendes blod pulserede hastigt rundt i kroppen. Åh gud, hvor var det ophidsende at stå med hendes sølle liv i sine hænder. Det at lege bøddel fik et adrenalinsus til at flyve euforiserende rundt i kroppen på ham og han nød hvert et sekund, som han spændte i hvert eneste muskel i sin krop. Efter adskillelige sekunder, hvor han glædeligt smagte jern på tungen, slap han hendes blodige øreflip, for dernæst at lade de blodige læber vandre ned af hendes blege hals, ned til hendes pulsåre. Hånden greb hårdere fat i hendes hår og han pressede hendes krop ind mod sin, så hun kunne mærke hvad hun gjorde ved ham. ”Tell my why you deserve to live” hviskede han og bed hende legende i halsen, som billeder af sine tænder der rev hendes pulsåre løs, florerede for hans åsyn. Åh, hvor han glædede sig til at ende hendes liv. Men først ville han lege lidt med hende..

Han afskyede hende. Det havde været klart i måden han hev sin arm til sig, måden han kiggede på hende. Ligeledes ordene: Humans are nothing… Det var her det gik op for hende, at manden foran hende ikke var en mand. Ligesom hende selv, var han ikke af denne verden. En verden overflydende med mennesker, som han tydeligt afskyede. Ligesom han afskyede hende. Hun følte sig truffet et øjeblik. Hun var ikke et menneske og hun var ikke værdiløs. Hvorfor kunne han ikke se det?
Hans hånende ord overraskede hende ikke. Han havde ikke i sinde at give efter for hende. Irritation ulmede i hendes indre, og fascinationen hun havde for dette væsen var nu overdøvet af utålmodighed. Men hun lod det ikke vise i sit ansigt. Hun svarede ikke på hans spørgsmål. Det ville ikke nytte noget at bekræfte endnu en gang hvad det var hun ville have.
Det var simpelt. Hun måtte bevise over for ham, at hun ikke var lige som dem. Men hvordan? Var der overhovedet nogen måde at forhandle med ham på? Hans morderiske, fordrejede sind tiltalte hende, men det var ikke til hendes fordel lige i øjeblikket. Tandhjulene drejede i hendes eget sind, imens de mørkebrune øjne holdte kontakten med hans tomme blå. Hvis hun kiggede væk var det et tegn på svaghed. Men det var ikke hendes øjne der afveg først. Manden udviste dog langt fra svaghed, som hans ansigt vendte sig i hendes retning igen og sendte en spytklat afsted, der landede for hendes fødder. Hun havde fået nok. Hun havde akkurat lige knyttet sine spinkle hænder, da hans skikkelse sløredes for hendes åsyn. Omgivelserne af den udraderede landsby sløredes ligeså, da han med høj fart snurrede hende rundt i en mærkværdig dans. Da verden atter stod stille, var hans arm presset imod hendes strube. Hans hånd havde fundet vej til hendes hår, hvor han nu hev og tvang hendes hoved en anelse bagover. Hun omstillede sig hurtigt, og chokket faldt brat fra hendes ansigt, inden det blev erstattet af en kold, hård maske. Trodsigt stirrede hun op på ham med kolde, stikkende øjne. Hun forventede at se det samme i hans mørkeblå, men det var ikke tilfældet. Som hans læber nærmede sig hendes øre, undrede hun sig over hvad det var hun havde spottet i hans øjne, men kunne ikke komme op med et svar. You will never be worth anything to me… Hendes hjerte hoppede et slag over. Meningen af hans ord nåede hende skam, men måden han sagde det på… Det kunne lige så vel have været en kærlighedserklæring. Hans stemme snoede sig fortsat ind i hendes øre, og hendes hjerte hoppede uregelmæssigt. Et smerteligt gisp forlod hendes læber da hans tænder lukkede sig om hendes øreflip. Lyden blev hurtigt cuttet af, da han pressede sin arm hårdere imod hendes hals, og gjorde det besværligt at trække vejret. Smerten fortsatte, men var efterfulgt af en mærkværdig følelse der bredte sig rundt i hendes spinkle krop. Sensationen begravede sig i det inderste af hendes knogler. Hendes knyttede hænder løsnede op, og hang slapt langs hendes sider. Hun måtte bide sig i underlæben for ikke at slippe det tilfredsstillede suk hun holdt fanget i sine lunger, da hans blodige læber kildede hendes hud som de bevægede sig ned over hendes hals. Det var hendes blod han havde på læberne. Tanken blussede op for de mærkværdige, men vidunderlige følelser hun ikke kunne sætte ord på. Han pressede hende tættere ind til sig, og hun kunne ikke undgå at ligge mærke til hvor opstemt han var. Ordet flød ind i hendes tanker og klargjorde hvad hun ikke forstod. Begær. Hun begærede dette væsen der så brutalt holdt hende i sine arme.
Tell me why you deserve to live… Hun kæmpede for at holde sin vejrtrækning under kontrol, men kunne ikke stoppe den kortvarige skælven der gik igennem hendes krop, da hans tænder ramte hendes hals. Hvad nu hvis hun lod ham tage sit liv? Hun forestillede sig sensationen af hans stærke hænder der strammedes om hendes hals. Den kontrollerede vildskab i hans øjne, imens hendes liv ebbede ud. ”I…” åndede hun, og skulle til at give ham tilladelse til at gøre med hende hvad han ville. Men det var ikke hendes tid. Det vidste hun. Hun ville ikke dø for hans hånd. Ikke nu. Hun manglede stadig at udforske sit sande jeg. Hun ville ikke dø som en fremmed.
”I hate them too” lød det kontrolleret fra hende. Det var besværligt at få ordene ud. Hun svajede i ryggen, for at undslippe armen imod hendes strube, og hans distraherende læber og ikke mindst tænder. ”I am not one of them. I thought pretending to be, was the only way to survive” bitterhed krøb ind i hendes stemme, hun lød sårbar og hjælpeløs. Ynkeligt. ”But they are beneath me” hendes had klingede tydeligt. ”I have all but forgotten my true self, and I will not pretend anymore” erklærede hun bestemt og alvorligt. ”I want to be your ally. I can be of use to you…” hun tøvede et sekund. “… If you teach me” de sidste ord var et slag imod hendes stolthed. Hun vidste godt at hun ikke var et ynkeligt og svagt menneske, men hun havde stadig ingen idé om hvordan hun skulle begå sig som andet.
Hendes øjne der længe havde stirret op på den grå himmel lukkedes nu. Det var hans beslutning. Hun havde en fornemmelse af, at det var enten eller. Enten ville han acceptere, eller også ville han ende hendes liv. Ville hun mon kæmpe imod hvis han valgte den sidste mulighed?

Dæmonen kunne mærke hende skælve i sine arme. Åh hvilken en fryd det var! Han blev mere og mere opstemt som hans tænder bed hende hårdt i hendes tynde hud på halsen. Hvis han bed hårdere ville der uden tvivl gå hul. Scenariet viste sig for Charles’ øjne. Han ville tage så hårdt fat i hendes petite krop at, han uden tvivl ville komme til at brække et par knogler på kvinden. Dernæst ville hans tænder bore ned igennem hendes delikate hvide hud, som ville blive farvet i den flotteste rød der endnu var set. Han ville rive pulsåren fra hinanden og holde det hjælpeløse kvindemenneske i sine arme, mens han så hendes liv forlade hendes kønne mørkebrune øjne. Sikke et herligt syn, synes han. Dæmonen brummede lystent i hendes øre. Det var uden tvivl at døden tændte ham så uendeligt meget – at være herre over døden var den ultimative magt. At være herre over en andens liv, var det mægtigste.
”So?” brummede han utålmodigt. Pigebarnet tog alt for langtid om at svare ham og han brød sig ikke om det. Overhovedet. Så han strammede ekstra meget til ved at hive lidt ekstra i hendes lange bølgede hår, så det ville gøre lidt ekstra ondt på det ynkelige kvindemenneske. I.. Skælvede det fra hendes læber. ”You… what?” lød det koldt fra ham. Hans venstre fod begyndte at vippe utålmodigt op og ned mod den hårde jord i sammenhængende tung rytme. Hvor ville han da ønske at hun da for helvede kunne få munden på geled. Måske han bare skulle slå hende ihjel nu? Han orkede ikke at vente længere.
Men så man det, hun snakkede endelig. I hate them too. Han himlede med de kønne blå øjne. Som om hun gjorde det. Vidste hun overhovedet hvad had egentlig var? Hvad inderligt had kunne gøre ved væsener som ham? Han tvivlede gevaldigt. Kvinden var så dum som et fucking spejlæg. Overklasse frue der fik alt hvad hun pegede på, og som sikkert ikke havde haft noget modvind, i sin tilværelse på denne kolde og følelsesforladte jord. Vreden hobede sig atter op i Charles, der nu var blevet så rasende at han havde besluttet sig for at ende hendes liv, lige nu og her. Men så sagde hun noget, der fik ham til at le fuldstændig hysterisk. ”My ally?” Lo han hånligt. Det måtte være hendes spøg. Troede hun virkelig at hun kunne blive til noget? Troede hun virkelig at hun kunne blive som ham? Hah, det var jo absurd latterligt. Totalt overvurderet fra hendes side af. Fucking skadedyr hun var. Hun var jo trods alt en kvinde – hun ville aldrig blive mere værd end ham.
Og nu skulle hendes liv forlade hende. I de små to sekunder det tog for ham, at dreje dem rundt i pirouetten, der skete der noget. Om det var det korte syn af hendes dybe øjne, der gjorde udfaldet – eller om det var en grusom fejl fra hans side, vidste han ikke. Men i det piroutten var færdig, sad hendes hoved stadig på kroppen – ej fraskilt. Kvinden stod i hans favn, tæt op af ham og han stirrede intenst ind i hendes sjæl, føltes det. Charles ville aldrig stå ved det, men i det øjeblik føltes det som om at vejret blev taget fra ham i et kæmpemæssigt slag ind i maven. Man kunne lige ane overraskelsen i hans stenhårde blik, inden han atter slog sit ansigt i de samme stramme folder som før. ”Fine” kom det hårdt fra sammenbidte tænder. ”I’ll teach you” ord han aldrig troede skulle komme ud fra hans mund, ”On one condition. You do exactly as I bloody say or I’ll kill you with no hesitation, you understand?” han ruskede kort op i hende, som for at highlighte at han mente hvert ord. Hun havde bare ikke at trodse ham. Det ville ende værst for hendes selv, hvis hun så meget som tænkte på det.
Charles stirrede intenst ned på hende i mindre end to sekunder. Han slap hende dernæst, men beholdte et hårdt tag i hendes arm. Han begav sig i rask trav op mod huset, med hende slæbende efter sig. Han skubbede hende praktisk talt ind over dørtærskelsen på en mindreværdig måde, der fortalte hende at han stadig så hende som værende intet værd. ”Get dressed woman. Put on some jewelry. Grab a bag of valuables. Look rich” han gav hende hurtigt elevator blikket, ”which I assume you won’t have any problems with” han fnyste kort og marcherede derefter op i det, han antog havde været mandens værelse i huset.
Her gennemrodede dæmonen værelset og hoppede i et sæt tøj der heldigvis passede ham, trods at bukserne stumpede lidt. ”Woman?!” kaldte han højt, som han stod foran et mindre spejl og kørte en kam igennem de lange krøllede lokker. ”Get in here” hvæsede han utålmodigt. Kammen smed han ligegyldigt på gulvet og gav sig derefter i kast med at knappe den hvide skjorte. Åh gud, kunne kvindemennesket ikke godt tage og skynde sig lidt?

Han grinede af hende. Hendes håb sank. I am going to die... Hun var ikke bange. Fortrydningsfuld, men langt fra bange. Hun fortrød at hun nu skulle dø uden at udforske sin mørke side, som hun vidste var hendes sande jeg. Hun var skuffet over sig selv,  fordi hun ikke kunne komme igennem til denne smukke fremmede. Hun troede i sandhed at hun var ligesom ham. At hun kunne blive ligesom ham. Men hun skulle dø for hans hånd. Hun kunne ikke forestille sig en bedre måde at forlade denne verden på. Hun havde accepteret sin skæbne, som de snurrede rundt i pirouetten. Hun vidste hvordan det ville ende. Hendes hoved ville forlade hendes krop i en smuk, elegant bevægelse. Mon det overhovedet ville gøre ondt? Hendes brune øjne fandt hans blå. Bare et sidste glimt af den smukke mand, inden Kaya selv forsvandt for evigt.
Verdenen stod igen stille, og deres blikke var stadig låst fast. Var hun allerede død? Hendes hjerte hamrede i hendes bryst. Hun kunne tydeligt mærke hans krop imod sin egen. Hun sansede endda hans åndedræt imod hendes ansigt. Hun var stadig i live. Fine... Et øjeblik kunne hun ikke sætte mening til ordet. De mørke bryn skød sammen i forvirring. Først efter hans næste ord, stykkede hendes hjerne lynhurtigt brikkerne sammen. Hun var nået igennem til ham. Hvordan vidste hun ikke, og lige nu var hun ligeglad. Hendes hvide tænder viste sig i et bredt smil, og blev siddende selv da han ruskede hende, og forsikrede hende om, at han ville slå hende ihjel hvis hun ikke gjorde som han sagde. Hun nikkede ivrigt. Hun mærkede knap nok det stramme greb om sin arm, da han trak hende imod huset. Hun var nærmest i trance, alligevel hørte hun tydeligt hans ord, og tjekkede hans krav ind på sin mentale liste som han remsede dem op.
Hun fulgte efter ham op ad trappen, men tog en anderledes retning og fandt snart sig selv på sit eget værelse. I hænderne holdt hun et korset. Hun kiggede eftertænksomt på beklædnings genstanden, imens hendes fingre fumlede med snøren der hang og dinglede. Et kort sekund ønskede hun at Olivia ikke havde mødt en blodig død i nattens løb, og var til stede til at hjælpe Kaya med at stramme og snørre korsettet og ordne hendes hår. Det tog lang tid at se rig ud, og hun havde en fornemmelse af, at hendes nye rejse kompagnon ikke havde meget tålmodighed. Hendes tidligere eufori var forduftet lige så hurtigt som den var opstået. Alt hendes koncentration gik i øjeblikket til, at regne ud hvordan hun selv skulle iføre sig korsettet. Det føltes som en lettere umulig opgave. Måske hun kunne spørge ham om hjælp. Hun rynkede på næsen ved tanken. Det havde aldrig behaget hende at spørge om hjælp. Det var noget andet at kommandere tjenestefolk. Hun ville heller ikke give ham indtryk af, at hun ikke kunne klare sig selv.
“Woman!” hans stemme gav nærmest ekko i det tomme hus. Hun smed ligegyldigt korsettet fra sig, og havde nøjagtig taget tre skridt før hans råb lød igen. På bare fødder halvløb hun ned ad gangen, imod hendes tidligere trolovedes værelse. Hun mærkede et sug i maven som hun nærmede sig døren, stadig iført den blodplettede natkjole. Hun havde været adskilt fra manden hun endnu ikke kendte navnet på i så kort tid, men hun glædede sig inderligt til at ligge øjne på ham igen. “Yes?” lød det tøvende fra hende, da hun stilte sig i døråbningen. Hendes øjne granskede ham fra top til tå. Han var stadig ufattelig smuk, men i hendes inderste tanker syntes hun at blod klædte ham langt bedre end hendes uduelige trolovedes rene tøj. Meget uventet skød varme op i hendes blege kinder og farvede dem røde. Hun satte øjeblikkeligt sit ansigt i de rette folder og bedte til, at hun ikke lignede en latterlig lille tøs, som hun stod der og rødmede.