Alone in the dark // Alias

Tid: 21.30
Sted: Havnen
Omgivelser: Der er ingen mennesker, men masser af tomme skibe
Vejr: Stjerneklart og vinden blæser let

Ved havnen lå mange ensomme skibe. Om sommeren vrimlede det som regel med liv og der var kun få skibe i havn, men nu var det vinter og vandet var iskoldt og der var ikke mange, der tog ud på deres båd. Derfor var der ikke et øje at spotte nu. Bådebroen gik et stykke ud fra havnen og forgrenede sig i forskellige små veje, hvortil der var tøjret skibe til den. Længst væk og længst ude sad en lyshåret pige alene, men benene dinglende ud over kanten. Hendes lyse hår var løst og flagrede lidt i den lette brise og hendes fødder var bare og hendes tåspidser nåede ned under vandoverfladen. Vandet havde i starten været iskoldt, men nu mærkede hun ikke længere kulden fordi hendes tæer var blevet lettere følelsesløse. Hun var klædt i et par stramme slidte denimjeans, en stor sort hættetrøje og et tykt strikket halstørklæde, hvilket gjorde hende næsten identisk med mørket. Det var kun hendes lyse hår, som man ville spotte fra afstand.
Ellie sad med bøjet nakke og hænderne knuget i skødet. Hun havde haft brug for at komme hjemme fra, men havde ikke vidst hvor hun skulle gå hen. Hun havde vandret rundt i den delvist fremmede by og havde endt med at fare vild og nu var hun her. Hun havde siddet i et stykke tid på bådebroen nu og lyttet til vandets brusen. Det var afslappende.. afstressende og det var lige hvad hun trængte til. Hun havde ikke rigtig nogle venner hun kunne snakke med her og hun var ved at gå amok over det. Hun var godt nok ikke en vildt social person, men slet ikke at have nogen venner, gik hende på. Hun havde brug for at snakke med nogen, der ikke var i hendes familie. Hun lod frustreret hænderne løbe gennem det lyse hår og sukkede før hun igen lod hænderne ligge i skødet.

Alias nåede vand overfladen en time sener, i lang tid havde han bare lagt der.. der på bunden af havet, følt sig følelses løs.. væk.. i et med alt omkring sig.. imens fiks, store og små, havde svømmet ligeglad forbi.. hvorfor var alle så ligeglad? Mennesker forstod han, de var ligeglade med alt.. de forstod først hvad de havde når det var væk, men fisk? Hvis det havde været et hvilket som helst andet sultent rovdyr, var det gået til angreb med det samme, men selv hajerne var ligeglade.. fisk var fucked op. Og netop derfor var han nu dykket op til overfladen, ikke langt fra bådbroen, og havnene. Han tog fat i stien og hejste sig selv op, der var alligevel ingen ude og sejle på det her tidspunkt, de tog altid afsted tideligt så de kunne nå hjem til spise tid, så han havde gode chancer for ikke at blive set. Alias var iført.. ingen ting.. nøgen.. hvorfor besvære sig med badebukser? Han var den mindst blufærdige af alle han kendte, og der var alligevel ingen mennesker han kunne krænke lige nu. Han bøjede sig ned og samlede sit håndklæde op som han havde lagt på båd broen, hans taske med tøj stod længere inde ved kajen. Han begyndte at tørre sit hår, til det hang pjusket fra hans hoved, og begyndte så at bevæge sig op af bådbroen med håndklædet i hånden.. nøgen.

Ellie havde blikket rettet mod det urolige vand omkring hendes tåspidser. Hendes tæer var følelsesløse og det var langsomt begyndt at snurre i dem, men det generede hende ikke, så hun løftede dem ikke op fra vandet. Faktisk sad hun og legede med ideen om at hoppe i. Det ville være helt vanvittigt koldt og hun var sikker på, at der ikke ville gå ret lang tid før hun fik krampe. Mennesker var egentlig nogle latterlige skabninger. De var så sølle og kunne ikke holde til noget som helst. Hun strakte sit ene ben en anelse, for at få mere af foden ned under vandet, og en kuldegysning lød gennem hende, da det kolde vand ramte hendes fod, der hvor den før havde været tør. Hun ville helt sikkert ikke kunne holde ud at være dernede i ret lang tid, før kulden blev for meget for hende.
Ellies tanker blev afbrudt, da hun hørte sagte fodtrin på bådbroen. Hun stivnede let og drejede hovedet til siden, for bedre at kunne høre. Jo, der var helt klart andre på broen end hende. Hun drejede sig en halv omgang på broen, og sad nu med siden til, så hun kunne kigge bagud. Der var mørkt og der var store silhuetter fra skibene på begge sider af træbroen. Men det var ikke til at tage fejl af skikkelsen der nærmede sig hende. Først kunne hun ikke se om det var en dreng eller pige... eller mand eller kvinde, men der gik ikke ret lang tid, før hun så at personen var hankønsvæsen... og at han var nøgen. Istedet for at føle panik som en hver anden pige, nok ville have gjort, bredte der sig en fin lyserød farve ud over hendes kinder, men mørket gjorde det besværligt at se det. Hun tabte let underkæben af overraskelse ved synet af ham og lod sit blik glide ned over hans krop en enkelt gang inden hun demonstrativt fjernede sit blik og igen drejede sig, så hun sad og kiggede ud over vandet som hun havde gjort før. Hun var ikke hundrede procent sikker på, at han havde set hende, så hun lavede en falsk hostelyd for at tiltrække sig hans opmærksomhed og holdt blikket stift mod vandet, mens et skævt smil bredte sig på hendes læber.

Egentlig lagde han ikke mærke til hende, til at begynde med.. Hun havde gemt sig godt i mørket, svær at se, og stille som en mus. Selv om hans høre evne ikke fejlede noget, og selv en mus flere gade derfra ville kunne høres i hans øregang.. Nej.. Men hans tanker var afledt, hans spekulerede, på livet som helhed, hvad havde han at gøre med ærlig talt? Hvad var der tilbage for ham her? Måske var det alligevel på tide at rejse vider? Finde et nyt sted og slå sig ned.. Dem der før havde betydet noget for ham her, betød intet længer, han havde igen låst af, lukkede døren og gået sin vej.. Følelserne var væk, de havde svigtet ham som de gjorde når han mest havde brug for dem.. Men igen måtte han minde sig selv om at han ikke var menneskelig, og det havde været dumt at tro, at han som vampyr, på nogen måde, kunne leve med et menneske, og elske et menneske? Han skulle have stoppet det fra starten.. Kun en af dem ville gå derfra med.. Det som de kaldte et knust hjerte.. Men Alias hjerte slog ikke.. Det var et koldt og mørkt sted.. Som han havde bildt sig selv ind, at det indholdte følelser.. Menneskelige følelser.. Nej.. Nej.. Aldrig igen. Han mest tåbelige indskydelse i mandsminde.
"En smule koldt synes du ikke?" hviskede han, med en rolig klang i stemmen. Han tog igen en dyb indånding, ind gemmen næsen, og hendes duft fyldte ham fra top til tå.. Menneske.. Natmad? Hvilken yderst dejlige overraskelse. Han gik tætter på, ville se hende, nu han kunne høre hende, og lugte hende, måske sener ville han smage hende og røre hende.
Langt lyst hår prydet den mørke silluet.. fangede hans øjne, og han himlede kort med øjnene, en blondine? Virkelig? Havde han dog ikke fortjent bedre.. Hah!
Det var omkring her et normalt væsen, menneske eller overnaturligt, ville have valgt at skjule sine ædle dele.. Problemet var bare at Alias var stolt af sin krop, en smule narcissistisk måske.. Men han var stolt, jo flere der så den, dens perfektion, jo bedre. Underligt nok undrede det ham faktisk, at hun ikke rejste sig lagde halsen bag over og lod sine skrig få frit slag, og det undrede ham at hun ikke allerede havde sat i løb.. Alle de ting han kunne gøre ved hende.. Hvorfor så modig?

Ellie holdt blikket mod det urolige vand da han sagde noget. Det gjorde hende en smule urolig, at han ikke lød overrasket eller forskrækket over at se hende. Han lod ikke til at tage håndklædet om livet og det virkede slet ikke som om han blev genert eller pinligt berørt over at være så blottet over for hende. Bevægede han sig stadig tættere på hende eller var han stoppet op. Pludselig kunne hun ikke fornæmme hvor han var henne. En underlig kold følelse løb igennem hende. Hvad nu hvis han var farlig? Sindsyg? Hvad hvis han ville gøre hende noget? Hun kunne vel altid slå eller sparke ham i skridtet. Det vidste hun gjorde ondt på alle mennesker, så det måtte også gøre ondt på ham. Ellie var ikke typen der var bange for ret mange ting og hun rodede sig også ofte ud i situationer som hun ikke rigtig kunne overkomme, men på en eller anden måde gav det hende et rush. Hun blev en smule beroligt af tanken om at hun bare kunne sparke ham syd for navlen og nord for knæene og forhåbentlig slippe væk på den måde, hvis han begynte på noget.
"Nej," svarede hun med en overraskende selvsikker stemme. "Måske skulle du bare tage noget tøj på," Det var faktisk en fact, men hun fik det til at lyde som et spørgsmål. Hun vendte sig langsomt om igen for at se, hvor han var henne, og da hun fik øje på ham, fangede hans ansigt hendes blik. Selvom det var mørkt, var det tydeligt at se at han ikke var grim. Langt fra. Hun lod blikket glide ned af hans nøgne krop og den røde farve krøb igen frem på hendes kinder. Han var flot, det måtte hun give ham. Månelyset fremhævede musklerne under hans hud og de skygger de lavede på hans krop. Hun bemærkede for sent, at hun havde stirret på ham, så hun tvang sit blik væk og blev endnu mere rød i kinderne end hun havde været før.

Alias strøg en hånd gemme sit hår, og begyndte langsomt at tørre sin krop, og lod vinden klare resten, så han blev ret hurtigt tør igen. Han smilede bare lidt og betragtede hende ryg, var hun bange? det virkede ikke sådan på nogen måde, og han måtte sige.. at det undrede ham, selv hvis han bare var normal og ikke ude på noget.. så ville en hver anden have følt sig krænket alligevel? Forskrækket, overrasket? Anything, men hende her gav ham inden reaktion. "Du har ret" sagde han stille og gik længere hen af broen og pacerede hende hurtigt imens han gik op til sin taske og fandt sit tøj frem, knappede den hvide skjorte op og trak i sorte underbukser, og sorte habbiitbukser, for derefter et par blanke sorte sko, Han lagde butterflyen om nakken og bandt den uden at kigge, meget øvet. Inden han til sidst trak habbit jakken på, fully dressed. Og i fint tøj, som altid.. han satte pris på at være godt klædt, hans udsende var meget vigtigt for ham. Han fangede kort hendes blik og grinede så bare "Du ser ellers ikke ud til at have noget imod det" sagde han drillende og pakkede sit håndklæde ned og lynede tasken igen.

Ellie holdt sig blik stift rettet mod sine fødder, som var halvt dyppede i vandet. Hvorfor gik han ikke? En ubehagelig følelse begyndte at krybe ind over hende. Panik. Hun var kun en pige og han så ud til at være ældre end hende. Der var kun en meget lille chance for, at hun kunne få et slag eller spark ind før han overmandede hende, hvis det var det han havde tænkt sig. Men på den anden side; hvis det var det han ville, så havde han vel allerede gjort det? Alligevel kunne hun ikke skubbe den listende følelse af panik helt ud af kroppen. Hun sørgede omhyggeligt for ikke at fjerne sig blik, da han gik forbi hende. Hun lod som om hun ikke bemærkede ham, selvom de begge to godt vidste at hun havde kunnet mærke bevægelsen i broens træbrædder og høre hans fodtrin. Hun prøvede at ignorere ham, for så kunne det være at han ville gå. Hun følte sig en smule paranoid, for det var jo slet ikke sikkert at han var sådan. Det kunne jo være, at han bare havde taget en natdukkert, og det var jo pretty much også sådan det så ud. Der var ikke noget at være bange for; Det var i hvert fald hvad hun tænkte for at berolige sig selv lidt.
Ved det han sagde, gispede hun forbavset over hans ord og vendte hovedet mod ham med et sæt. "Hvad sagde-" spurgte hun forarget og var blevet tomatrød i hovedet. Hendes kinder brændte og hun havde lyst til at grave sig ned i et meget dybt hul. Han havde set hende stirre på ham. Og han havde jo kinda ret. Han var flot. Ikke kun hans ansigt men også hans krop. Og det lod til at han udemærket godt selv vidste det. Hun havde ikke haft særlig meget imod at han ikke havde haft noget tøj på - udover den fact at hun ikke kendte ham, og at der ikke var nogen andre i nærheden, der kunne redde hende, hvis han begyndte på noget. Hun fik dog ikke sagt sit spørgsmål færdig, fordi hun stoppede sig selv da hun så ham. Hun havde godt hørt at han havde fumlet med noget tøj, men hun havde slet ikke forventet det her. Der stod han foran hende i tux og hele molevitten. Hold da ferie. "..du?" Det sidste ord af hendes spørgsmål var svagt og det lød næsten som om hun ikke selv var klar over at hun sagde det. Okay, man havde ikke lov til at se så godt ud tøj. Inden han havde taget tøj på havde hun været sikker på at han umuligt kunne se lige så godt ud med tøj som uden, men hun havde taget fejl. Det kunne han.

Alias rettede blikket mod hende, da hun startede en sætning ud men aldrig sluttede den. Han ventede på hendes svar, men der skete ikke mere. Han smilede kort og hankede lidt op i sin taske, han var jo sådan set på vej hjem. Han så frem for sig hen af kajen og smilede kort for sig selv, hvad skulle han sige? "Du så ellers ikke ud til at have noget imod det" gentog han bare roligt og sendte hende et lidt skeptisk blik. "Vil du med?" sagde han roligt, "Jeg kan følge dig lidt på vej, til hvor end du nu skal hen" sagde han så og nikkede hen af vejen.