Entertainment at the highest ~ Bailey

Det var knapt nok blevet midnat endnu, men alligevel var der tons vis af væsner der fyldte Terre's gader, hvor jorden var dækket af et fint lag sne og fra himlen faldt der yderligere. Lyden af et svagt skrig som hurtigt blev kvalt kunne høres i natten, men der var ingen spor hvor det kom fra, eller hvem der afgav skriget. Et sted ude i skyggerne vidste man dog der holdt væsner til... Vampyrer, dæmoner og så mange andre af nattens børn.  Det sorte hår faldt ned foran ansigtet på ham, skjulte hans sande natur, som dog alligevel var så tydelig.. Den blege hud, så kold og lignede marmor.. Der var ingen tvivl om der var vampyr i ham, men at han befandt sig mest i skyggerne havde noget at gøre med hans dæmon side... Han lod kroppen falde til jorden, efterlod hende i mørket og kom ud på de sne belagte gader og slikkede sig kort om munden for at få fjernet blodet, både fra læberne og de kroniske hugtænder han havde fået fra hans mor. Et smil kom frem på de piercede læber inden han så op imod snevrimlen og begyndte at gå mod Northman, hvor hans destination var denne nat, bare for at se om han var heldig at få noget selvskab...

Stanken af alkohol, smøger og alt andet ramte ham da han gik indenfor. Det var som om der lå en svag tåge fra smøgerne i hele lokalet, det var den eneste ulempe... Røgen, han fik lyst til så meget andet end bare cigaretter, men det vidste han var ulovligt her, trods han havde gjort det flere gange uden at blive opdaget. Bartenderen så på ham med et skævt smil, lettere skræmt spurgte hun ind til hvad han skulle have og gav ham hvad han havde bestilt. Ren vodka. Han greb om glasset og fandt et spot at sætte sig. Et stykke væk fra alle andre, godt gemt ovre i et hjørne af det hele, hvor han regnede med at kunne være i fred. Langsomt lod han sig dumpe ned på stolen mens han betragtede en af tøserne på et af de podier, hvor man kunne danse på.. Nydelig, ganske nydelig, men han skulle også sikre sig at hun ikke var for ung... Eller.. Nah, et eller andet sted var han ligeglad...

Han sippede til sin vodka og lod derefter den ene hånd gå ind i sin inderlomme på den sorte habit jakke og rev en lille pose frem. Med knyttet hold holdt han posen, gemte den og så sig omkring, for at være sikker på der hverken var folk eller pansere der så på ham. Langsomt løsnede han grebet omkring den lille pose med det hvide pulver, åbnede den og med en rolig bevægelse lod han noget af det komme ud på hans fingre inden det hurtigt røg op i næsen og posen igen blev lagt ind i inderlommen. Hans pupiller udvidede sig og han sukkede selvtilfreds inden han greb sit glas vodka og drak en stor slurk inden han lod sig falde tilbage i stolen og han kunne atter slappe af, uden at skulle tænke på at få et eller andet flip på den forkerte person og så ende på politigården igen. Han skulle bare vente på der muligvis kom ned til ham, hvis det overhovedet skete.

Så var det endelig blevet aften igen i Terre’s gader, endnu en kold aften som skulle blive brugt på noget andet, end at sidde hjemme i den alt for kolde lejlighed ”jeg kender et skummelt sted vi skal tage hen” havde en af Bailey’s veninder sagt, mens de havde arbejdet på caféen sammen om formiddagen. Selv om Bailey udmærket godt viste hvor det ville føre hen, så havde han alligevel fået sig selv til at sige ja til det. Det var jo ikke fordi han havde noget bedre at lave? Så hvorfor ikke tage hen til det skumle stede som så mange af hans venner snakkede om, og nogle af dem endda med frygt i deres stemme. Han havde taget en af sine tætsiddende sorte kjoler på, som gik til midten af lårene og et par sorte højhælede sko som passede godt til. Han havde bare ladt det blonde hår hænge naturligt ned af ryggen, og ikke gjort det store ud af det. Han havde bare forladt lejligheden uden at kigge sig tilbage, eller tanken om den varme vinterjakke som lå der inde og kalde på ham. Det var jo ikke fordi han skulle særligt langt, bare et par gader ned af det mørke vej også ville han være det.

Han havde aftalt at mødes med sin veninde udenfor, selv om han godt viste at det kunne være en dum idé. Han viste udmærket godt at hun ikke ligefrem var en af dem som skynde sig, men han var også sikker på at han ikke ville se hende det meste af aftenen og natten. Han stod nok og ventede i 5-10 minutter, mens flere af de personer som skulle det samme sted som ham stirrede på ham med et blik af hunger *jeg ser åbenbart godt ud i aften* tænkte han for sig selv, mens et smil kom frem på hans læber ”undskyld.. undskyld” kunne han høre ude i det fjerne, mens hans veninde kom løbende og gav ham et kort kram ”tiden løb bare fra mig” sagde hun også selv om Bailey ikke rigtigt hørte efter på hende, og vende sig bare om for at gå indenfor i varmen. Det var ikke fordi han fik mindre blikke når de først gik indenfor, som var han noget spiseligt i de fleste øjne ”hmm” mumlede han for sig selv og vende sit blik mod sin veninde ”du henter noget og drikke.. så skal jeg bare snakke med en” sagde hun og fik en svag lyserød farve på kinderne, som Bailey bare kort nikkede af og forsvandt op mod baren. Det var ikke fordi det tog særlig længe før en bartender kom over til ham, og han fik bestilt noget at drikke. Det var ikke fordi det tog særlig længe, før han endelig fik sine drink og vende sig om. Der kom et svagt suk ud mellem hans læber, da hans veninde ligefrem var forsvundet ud af den blå luft. Det var ikke fordi han havde noget imod det, faktisk fortræk han at feste for sig selv eller med fremmede mennesker som de fleste der inde var. Han lod bare væsken fra den ene drink løbe ned i hans hals, mens han holde den anden tæt ind til sig. Han kunne jo altid starte med at blive fuld, også kunne han altid finde ud af hvad der havde sket dagen efter.

Det tog heller ikke særlig længe før at hans verden begynde at snurre svagt omkring ham, og smilet på hans læber blev større og større. Det var heller ikke fordi de fleste fyre der inde, holde sig tilbage for at tilbyde den ene drink efter den anden. Han mærkede hurtigt en kold hånd i sin, hvor kulden glidefrem kravlede op af armen på ham og videre op af halsen ”kom og dans” sagde en dyb stemme, mens ordene blev gentaget af andre stemmer. Han fulgte bare roligt efter, mens smilet på hans læber blev større og større. Han gav svagt en lille lyd fra sig, da han mærkede gulvet forsvinde under sine fødder og blev placeret ved siden af nogle kvinder som stod og dansede ”dans” brummede den dybe stemme, som Bailey ikke kunne gøre andet end at adlyde. Han kiggede ikke engang ned på dem, også selv om han ligefrem kunne mærke hvordan deres blikke brænde på ham. Hans blik blev ligefrem fanget af et mørk hjørne, hvor han svagt kunne skimte nogle øjne.

En person ude på dansegulvet fangede hans blik, m det var en kvinde eller en meget feminin mand vidste han ikke, men han var trods alt også ligeglad med kønnet. Han hævede sit glas og så igennem den gennemsigtige væske i glasset. Alt blev sløret inden han satte glasset til munden og tog en tår af vodkaen og lænede sig ind over bordet med et suk, betragtede personen med det lange blonde hår og fangede personens blik. Smilet på hans læber forsvandt og blev lettere dystert inden han rejste sig fra stolen i sit ellers trygge hjørne og gik op i baren, smed nogle penge og fik en ny flaske vodka. Ikke fordi den anden var tom, men han havde på fornemmelsen at den anden ville blive tømt på ingen tid, især hvis det fortsatte på denne måde. Han greb flasken og gik tilbage til sin plads.

Han satte sig igen på stolen, lænede sig tilbage og blev nærmest omslugt af skyggerne. Han rystede... Han havde ikke fået hverken blod eller stoffer indenbords endnu og vidste, at hvis han ikke fik noget ville det få fatale følger for en af personerne inde på diskoteket. Han lukkede øjnene, prøvede at slå tanken ud af hovedet, men den blev siddende. Han vidste han havde en lille pose i sin bukselomme, men det ville være for risikabelt hvis han begyndte at indtage noget af det her... Han ville bare ende i spjældet endnu en gang og slet ikke for dette. Han trippede og greb så igen omkring glasset og tømte det, hældte nyt op og tømte også det. Han måtte snart gøre noget.. Hans indre vampyr var ved at gå amok... Og hans addiction til stoffer trickede også.

Igen lænede han sig frem i stolen og sad nu med øjnene låst fast på denne blonde person. Om end det var kvinde eller mand var han ligeglad... Han lod en hånd glide i gennem hans lange sorte hår for at fjerne det fra øjnene så han kunne holde fokus på denne person, stalke ham i mørket som var han en anden form for rovdyr, som ventede på sit bytte skulle begå en fejl.

Bailey forsatte bare sin dans og lyttede ikke engang efter på de mænd som stod foran ham, hans blik var blevet fanget af den mørk hårede mand over i hjørnet. Det var næsten som om han havde blevet tryllebundet, og bare ikke kunne fjerne sit blik. Det var heller ikke fordi han havde den store lyst, hvorfor skulle han overhovedet have lyst til det? Selv om den man havde en meget dyster stil, så var der alligevel noget ved ham som fangede Bailey’s opmærksomhed. Det var ikke en af de mænd som han ville kigge efter overhovedet, men når han så ham sidde der i hjørnet og kiggede over på ham. Så var der et eller andet ved ham, som gjorde at han ikke kunne holde sig tilbage.

Han hoppede elegant ned på gulvet, mens mændene stirrede lidt surt på ham og sukkede ”undskyld mig” sagde Bailey bare og gik imellem dem, også selv om de ikke var så meget for at flytte sig. Han kom dog til sidst imellem dem, og forsatte bare sin fært over mod hjørnet og til den mystiske mand. Han fjernede et tot af det blonde hår, om bag sit øre mens han kom tættere på ham. Et svagt smil kunne ses på hans læber, mens han kort bed sig i læben. Uden at spørge, satte han sig bare ned ved siden af ham og lag det ene ben hen over det andet ”sikke et hyggeligt lille hjørne du har fundet dig” sagde han og vende langsomt blikket mod ham, efter han havde rettet på den sorte kjole ”her kan man i det mindste være lidt alene” sagde han og gav et lille tøs grin fra sig, som han hurtig stoppede igen.  Det var jo ikke alle som brød sig om sådan et grin, og endelig synes han selv at det også var irriterende at høre på en gang imellem. Han rakte roligt sin hånd hen mod ham, og lag sit hoved lidt på skrå, så det blonde hår gled ned over hans ene skulder ”jeg hedder Bailey forresten” sagde han mens der kom et drillende smil på hans læber ”glem det ikke” tilføjede han kort tid efter.

Det gav ham næsten et chok da personen satte sig ved siden af ham. Det var ikke tit der var nogle der kom ned til han, måske en kvinde i ny og næ, men det var aldrig en kvinde der sagde ham noget… Lyden af personens stemme fik ham til at rette blikket mod ham ” Det er vel som man tager det” sagde han med en dyb og lettere hæs stemme inden han kort lod blikket glide over kjolen.  Det tomme blik blev rettet mod de mange mennesker der stadig var på dansegulvet inden han atter hørte stemmen efterfulgt af et grin, som fik ham til at vende blikket igen. Han var næsten ikke i tvivl længere… Denne person var rent faktisk en mand? Jamen så havde han vel også prøvet det? Personens præsentation fik ham til at fnyse ” Hvad mener du med det?” sagde han og hævede det ene øjenbryn.

”Mit navn er Christopher” sagde han og rakte hånden mod personen og trykkede den kort. Hvor var folk dog uhyggeligt godtroende… Han sukkede og rettede blikket mod personen igen ” Sig mig… Hvad laver et menneske alene et sted som dette? Du ved vel der er tons af vampyrer her ikke?” sagde han med et skævt smil på læberne. Det var ikke en løgn, han var selv en af dem, dog var han ikke 100% men en blanding. Han lænede sig ind mod Bailey med et smil ” Du ved slet ikke hvad du går ind til… gør du?” sagde han og så ham i øjnene.  Langsomt lod han sin hånd glide over Bailey’s skulder og forbi halsen hvor han greb fat og lænede sig ind mod hans øre ” Du kan måske godt lide at ende i problemer? Komme til skade og værre.. hmm?” lød hans stemme inden han slap ham og satte sig tilbage.

Han smilede kort for sig selv og lænede sig så ind over bordet og lod blikket spejde ud på folkene. Det var ufatteligt så mange forskellige typer der var… gotiske kvinder, pop tøser og de mænd som prøvede at virke fine på den, hvor det ikke lykkedes. Han kunne ikke lade være med at grine inde i sig selv over deres dumhed… Deres måder at score på… måden de prøvede at forføre kvinder var jo ligefrem skandaløst i hans egne øjne. Hånden gled hurtigt gennem det sorte hår inden han igen lænede sig tilbage og rettede blikket mod Bailey.

Bailey havde aldrig været bange i det, også selv om det kunne sende ham ud i problemer en gang imellem. Det gjorde ham heller ikke noget i sidste ende, da det ikke plejede at være noget som han fortrød. Han smilte sødt til ham og træk lidt på skulderne ”når du vågner op i morgen, og tænker hvem var mon den blonde kvinde.. så ville det jo ikke være godt hvis du glemte mit navn” sagde han og var vel ikke bange for at vise at han var selvsikker, også selv om de fleste nok ville skjule sådan noget så ville han bare vise det frem.

Han gav hans hånd et lille klem, før han tog den til sig og lag den til rette på sit skød ”Christopher, så ved jeg i det mindste hvad du hedder” sagde han og gav et til af sine små grin fra sig, som afslørede at det var ren drilleri. Det hjalp jo altid på at lære nye folk at kende, når man bare grinte igennem et par ting. Hans grin forsvandt bare hurtigt igen, når han hørte hans stemme igen. Prøvede han virkelig på at skræmme ham? Denne mand var mere skør end han så ud. Han smilte dog når han kom tættere på, og han sådan rigtigt kunne se hans ansigt. Han sukkede kort i det, når han mærkede de iskolde fingre mod sin hud og kunne mærke hvordan nakkehåret rejste sig på ham. Han sad bare helt stille, og lod ham røre ved sig. Det var heller ikke fordi hans ord gjorde ham noget som helst ”åh ja..” sagde han med en ærlig stemme, der var jo næsten ikke noget han viste der var bedre end at komme i problemer.
Han troet dog ikke helt på det som Christopher sagde, det med vampyr. Som om der fandtes vampyr i virkeligheden? Han sukkede kort, når han træk sig tilbage igen og han atter igen kunne styre sin krop

Han rykkede sig lidt tættere på ham, når han åbenbart mistede hans opmærksomhed. Han ville give en slags hævn, over at han bare havde rørt ved ham med sine iskolde fingre. Han tøvede ikke en eneste gang, når han greb fat i han lår og klemte så hårdt til som han nu kunne ”nå.. er du så en af de der underlige mennesker, som tror de er vampyr?” spurgte han om og hævede sit ene øjebryn.