I'm Here For Your Entertainment

Han smilte bredt, som han gled gennem sit vante miljø, det var her han var hjemme, han kendte den her natklub ud og ind, han kunne finde rundt herinde, med bind for øjnene, mens rummet var fyldt og med døds-metal i ørene. Han var som altid i klædt hvid skjorte, blodrød vest, sort blazer og sorte bukser. Alt sammen i bedste 1800-tals stil, det var sådan man klædte sig i Lacer familien, eller, det var ihvertfald det han havde lært dengang hans familie stadig var iblandt de dødelige... Så derfor var det sådan han klædte sig. Lacer familien var generelt en meget traditions rig familie, dette kunne ses på drengen. Hans hud havde næsten ikke en eneste fejl, det sorte hår var redt tilside i en perfekt sidesklining, alting ved ham signalerende at udseende var noget han gik meget op. Skønheden der prægede Aspara generne var ekstremt tydelige i denne lille dreng.

ID var intet problem, han kom her så ofte at dørmændende ikke engang gad kigge på ham, han var en lige så fast rekvisit som højtalerne. Han smed sig ned ved et af de mange borde, et af de få hvor der rent faktisk var en tom stol, hvis det skulle ske at han fik selskab, hvilket han da regnede med, gratis drinks var altid rare. Men havde han vidst hvilket selskab han ville få denne aften, havde han nok takket nej tak.

Han smed sig tungt ned i stolen, lagde hovedet tilbage med et suk, lukkede de isblå øjne et kort sekund, så de sorte rande fyldte hele øjet. Han lod forsigtigt musikken glide ind gennem hans øre gange. Den vante løsslupne stemning, som han holdt så meget af fik ham til at slappe af, hans skuldre gled ned fra deres spændte position, øjnene gled op, og et drilskt smil spillede om hans læber.

musikken og rytmen bankede i lucuels årer, men hun med en katteagtig ynde bevægede sig hen mod den unge mand hun havde udset sig som sit næste måltid. han var køn, med langt lyst hår og levende grønne øjne. hen mindede hende om hvor lidt liv der var tilbage i hende, og fyldte hende med både misundelse og en følelse der nærmede sig had, men hun viste det ikke. smilede bare indbydende og lod de lyse, næsten hvide øjne løbe ned over hans krop.
hun havde en tætsiddende sort top på, som fremhævede hendes slanke velformede krop, og hendes perfekte hvide hud.
men pludselig var der en lugt, stærkere og sødere end menneskeblod der havde listet sig ind på hende. lugten af en asparas blod.. hun vendte sig langsomt fra sit tidligere bytte og førsøgte at lokalisere asparaen. det var ikke svært..
ved et bord, lænet tilbage sad en ung mand med et sådan udseende at han kun kunne være overnaturlig.. med et koldt smil satte den sultne vampyr kurs over mod bordet.. og asparaen.

Han rettede sig op i skolen, kastede et dovent blik på scenen. Han forstod virkelig ikke denne kultur, hvorfor skulle dans, intimitet og nøgenhed kombineres til denne... Suppe... og hele skidtet var til offentlig beskuelse... Det var simpelthen ulækkert, forkert.... men bare fordi det var ulækkert og forkert, betød det ikke at det ikke var ressource fyldt, det var underholdningen på højeste plan at se disse sjæle savle over det, de aldrig ville kunne få. Han lagde hånden på bordet, trommede forsigtigt i bordpladen, utålmodigt.

Han smilte da han spottede... kvinden der bevægede sig over imod ham, han lod sig dog ikke mærke med at hun kom i hans retning, hvem eller hvad hun var ligegyldigt, underholdning var velkommen, for dette sted var mere end dødt, og han savnede noget der kunne få tankerne væk fra hadet til vampyrerne. Hans læber skiltes i et smil, og en lille lyserød tunge spids gled ud mellem læberne, fugtede de blege kødfulde læber. Han sparkede diskret til stolen, der gled ud fra bordet, han rullede med skuldrene, og blottede forsigtigt sin nakke... Altså, hvis man skulle sælge varen, så kunne man lige så godt vise alle aspekter... så smuk som han nu var..

smilet på hendes læber blev større, men ikke mindre koldt, da hun satte sig på stolen, som han havde skubbet ud til hende.
hendes skulderlange natsorte hår havde ingen glød og de øjne for før bare så lyse ud, var nu helt hvide, som de plejede at være.
hun lænede sig også tilbage og så vurderende på den unge mand foran hende, og lugten af aspara var endnu tydeligere så tæt på ham.
- og hvad laver sådan en som dig, på et sted som dette her.. aspara?
hendes lange hvide fingre lå på bordet med en forretningsmæssig mine og hun så interesseret og lidt hånlig på ham.
han var smuk.. det indrømmede hun, men hun holdt sin indrømmelse for sig selv, fast besluttet på ikke at vise det for ham. han var jo bare en aspara, han var mad.. ikke værd at spilde følelser på.

Han smillede bredt. "Ja... Godt spørgsmål.... Jeg prøver vel at få tiden til at gå, prøver at glemme... Og hvad med dem selv... Hvad gør de her? Hvad skylder jeg æren" Spurgte han nysgerrigt, mens han lagde hovedet på siden, smillende bredt til hende, et forførende og drilsk smil. "Underholdning måske?" Spurgte han, nærmest hviskende. Han blinkede med det ene af de isblå øjne, drilskt... Dette var hans domæne, så længe våben ikke kom på banen, og så længe det ikke var alt for fysisk, så havde han et s i ærmet.

Han trommede stadigt i bordet, som om han forsøgte at aflede opmærksomheden fra noget andet, dette var dog langt fra tilfældet, det var ham der var centrum, det var ham hun skulle se på. Hans isblå øjne gled over hende, og et ernerkendende nik kom fra ham. Smuk... Naturligvis ikke en Lacer, men hun var da ikke helt grim, måske hvis man slukkede lyset kunne hun måske blive helt underholdende. Han knækkede med sin nakke, og smillede bredt. Da de blå øjne gled over hendes mund, de to små buler ude i siderne, var nemme at spotte når man vidste hvad man gik efter...

Vampyr....

hun så hans blik og smilede større så hendes spidse hjørntænder kom til syne, for hun så ikke nogen pointe i at skjule demfor ham, når han nu vidste hvad hun var.
- undholdning.. og føde.. de er nemmere at få fat på når de er fulde, men næsten lige så underholdene.. selvom jeg også nyder jagter meget.. specielt byttets frygt.
smilet forandrede sig til noget der nok bedst kan betegnes som noget bizart, og hendes hvide øjne glimtede med en næsten overnaturtlig kulde.
- men hvad prøver du at glemme?
hun ignorerede at han sagde de og dem til hende og talte til ham uden mnogen speciel form for respekt. hun havde ingen grund til at respektere ham og talte og opførte sig efter det.

Han lagde hovedet på skrå, smilede til hende, hvorfor skulle han dog fortælle hende hele hans historie, næ nej, det ville være at give hende et kort hun ville misbruge. "Vel... Det tror jeg ikke kommer dig ved... klukkede han... Men jeg tror du ville kunne hjælpe mig med at glemme" Proklamerede han, han lagde hovedet tilbage i sin normalle folder, og smilet forsvandt. Han vidste ikke helt hvad hun burde sige til hende. Men en ting vidste han, en gang vampyr, altid vampyr... Og vampyr var onde, det var dem der ødelagde liv, det var personer som hende, vampyre som hende der havde undermineret Lacer familien. "Eller det er måske under din værdighed at drikke fra en frivillig... skulle jeg klynke lidt mere?" Han smillede bredt, hvorefter han spillede de isblå øjne op, de sorte rande fik øjnene til at se større ud, hans skød underlæben lidt frem, og bævrede let med den, skabende effekten af et lille bange barn.

Hvorefter han brød effekten, og læberne blev skilt i et bredt grin.

- hvordan skulle jeg kunne hjælpe dig med at glemme, når jeg ikke engang kan hjælpe mig selv med at glemme..
hendes stemme var sarkastisk og hun lænede sig kortvarigt ind over bordet. hun så afslappet ud, men i virkeligheden var hele hendes krop spændt som en flitsbue. der var et eller andet ved ham der fik hende til at være på vagt. måske et instinkt?
smilet var også forsvundet fra hendes ansigt, og det virkede som om det aldrig havde været der.
- jeg har før drukket fra frivillige, og har ikke noget imod det, bortset fra at jagt morer mig mere.. men jeg bryder mig ikke om klynken..
hendes øjne var blevet hårde og et strejf af afsky var at se, men kun for et øjeblik, så forsvandt det og blev erstattet af distance.

Han smillede. "Skulle jeg løbe da?" Klukkede han for sig selv. Den boblende klukken eksploderedei ham til en fyldesgørende latter, der kun lige akkurat blev overdøvet af musikken. "Aaah.... i vampyrer er nogle mærkelige størrelse... Nå, nok om det, hvad så nu? Vi ved begge to at du ikke lader mig gå i aften... Så hvordan vil du have det?" Spurgte han med et glimt i øjet, som om han spurgte hvordan hun ville have hendes bøf, hvilket det jo, principielt var det samme som.

Han betragtede hende, undersøgte hende, hun bar ikke nogen tydelige former for beskyttelser, og den spinkle bygning signalerede at hun ikke var fysisk anlagt, altså beherskede hun nok en form for... Magt over, et eller andet, metal, is, jord, ild.... Altså var opgaven at få hende på klodshold.... Hvilket jo egentligt var nemt nok, taget i betragtning at dødt blod næppe var knap så lækkert som friskt blod...

- så længe det er frisk, varm asparablod så bekymrer jeg mig ikke så meget om hvordan jeg får det..
hendes øjne begyndte at blive rødere i takt med at lugten af aspara blev kraftigere, mens hendes sanser blev skarpere. hun vidste at hun havde brug for blod. det var efterhånden nogle dage siden hun sidst havde taget næring til sig og hun var svagere end hun havde været før, siden hun fik sin yngling.
sulten der gnavede i hende, fik hende til at bekymre sig mindre om de faresignaler som hendes instinkter sendte hende. en stemme inde i hende skreg at han var farlig og at hun skulle passe på, men sulten var ligeglad, og hun rejste sig op.. langsomt på trods af alt og gik over ved siden af ham og satte sig på bordet.
hun så grådigt ned på ham. ikke på hans krop som en normal pige ville have gjordt, men på hans pulsåre..
hun var sulten, men beherskede sig lidt endnu.
- du giver mig det? frivilligt?
hun så næsten vantro ud..

"Jamen så er det sådan det bliver... Toilettet? En bag gyde?" Spurgte han nysgerrig. Han betragtede hende og overvejede sine odds, det hårde objekt i hans siden var der stadig, og han var hundrede procent sikker på at han ville få hende denne nat. Uanset hvad der skulle ske, uanset hvad der måtte ske, så ville han ikke gå fra en sådan situation. Han savnede egentligt den følelse af en vampyrs tænder i hans nakke, han savnede at stå på kanten mellem liv og død, og så vippe over på livets sidde, at få bekræftet hvor stærk han var. Han smillede for sig selv.

Han lagde hovedet på skrå og betragtede hende, han rejste sig og skubbede stolen ind. Dette var perfekt timet med at et af de mange shows oppe på scenen var færdig, og han klappede højt. Ligesom alle andre, for at camouflere at han skulle til at gøre noget meget... meget forkert. Han tjekkede sit ur... 3 Timer til daggry... Massere af tid!

luciel rejste sig, da nummeret endte, og et afsky gled et øjeblik over hendes ansigt, da hun vendte ryggen til scenen og gik hen mod døren.
hun brød sig ikke om stedet, men maden var lettere at fange her. det var dog kun noget hun gjorde når hun var ved at have nået grænsen for hvor lang tid hun kunne gå uden blod, ligesom nu.
- du bestemmer.. hvis bare jeg får dit blod..
ved døren, der førte ud til gaden vendte den unge smukke vampyr sig om og ventede på ham. hendes øjne var blodrøde og stod i skarp kontast til den ishvide hud og hun så sulten ud.. rigtig sulten.
men et øjeblik veg det sultne blik fra hendes ansigt og en teenager smilede ud til ham, igennem vampyrens øjne.
- jeg har endnu ikke fået dit navn?

Han smilte, blinkede til hende. "Septiel Lacer... Skriv det hellere ned, du kommer til at stønne det ned i din pude af ren længsel efter mig" Klukkede han smillende. Hvorefter han begav sig ud af klubben, og forsigtigt gik et par meter ned af gaden, og ned i den nærmeste gyde. Tom. Heldigvis. Her lænede han sig så op af en væg, og ventede på hende, og ganske vidst kom hun gående ned af vejen, stille og roligt. Ganske fint. Det var dog at de begge forstod at dette var fredeligt. At de var voksne mennesker der begge kunne nyde denne leg, som de begge forhåbentligt ville holde af.

Han slog forsigtigt med hovedet, så det sorte hår fjernede sig fra hans hals, blottende den askegrå hud for hende, hvis hun da ikke ønskede forspil, vampyrer havde jo været mennesker en gang, mennesker havde forskellige lyster, og ligeså havde vampyrer, derfor var det vigtigt at alles behov blev efterkommet, og det var Septiel en mester i.

hun så ham stille sig op af væggen, mens hun stadig selv var på vej ind i gyden. det tog hende dog ikke lang tid at nå over til ham, og hun så stille op på ham, men nu var det røde tilbage i hendes øjne og hun lagde armene om ham og trak ham ned mod hende.
et kort fjerlet kys strejfede hans læber, før hun borede de spidse tænder ned i den bløde hud på hans hals, og videre ned i halspulsåren.
blodet der strømmede ned i hendes hals, var langt sødere og mere fyldigt end menneskeblod og luciel holdt bedre fast om ham, jo mere hun tømte ham for blod. hun havde ikke lyst til at stoppe, bare fortsætte indtil der ikke var mere blod tilbage i hans krop, og han lå slap i hendes arme!

10 sekunder, 10 sekunder inden hans krop tog varrig skade af blodmanglen. Han smillede bredt, det var tid til at igang sætte planen.

Han lagde hovedet tilbage, og udstøde et forsigtigt nydende støn. Han lod den højre hånd glide over hendes krop, fordi skuldrene, ned over ryggen, og ned på bagdelen hvor den lagde sig til rette. 8.... Den venstre hånd gled ind under hans røde vest. Og eftersom Septiel nu engang var venstre håndet, fik han hurtigt fat i det der hvillede der. 6. En pistol, en pistol der kunne lave et betragteligt hul i ethvert materiale. Armeret med sølvkugler. 4... Han lod endnu et støn undslippe hans læber pressede sig tættere ind imod hende og hviskede et forsigtigt "Ja...." Og med et førte han pistolen op under hendes hage. 2..... 1.... Og trykkede af, ikke en gang, men alle seks gange. Der lød seks skarpe knald igennem baggyden.

Septiel smillede, tydeligvist tilfreds med hans værk.

luciel blev kastet bagfæns ind i væggen på den anden side ad gyden. hun sank sammen på jorden, med blodet skrømmende ud fra munden, og det store hul i hendes hage. det var i det hele taget utroligt at hun ikke var død endnu, men luciel prøvede desperat at holde fast i den gnist af liv, hendes krop lidt endnu rummede.
hun faldt sidelæns, ned på gydens hårde asfalt, og den hvide hud var nu dækket af et tykt lag af næsten sort blod. hun så først rædselsslagen og overrasket på den unge aspara over for hende, mnen så lukkede hun øjnene da smerten skød igennem hende som knive.
dette her vær næsten værre end sidste gang hun døde.. sidste gang vidste hun at hun ikke ville dø helt.. denne gang, var det bare.. farvel?
en hæs, rallende latter forlod hendes strube, og hun kunne næsten ikke tro hvor naiv hun havde været. hvor mange gange havde hun ikke gjordt det samme.. ignoreret sit instinkt i sin søgen på blod.. kommet i problemer, og hver gang havde hun lovet sig selv at hun ville lære af det.. og så alligevel var hun havnet her.
hun var selv ude om det.. og det vidste hun godt.
- hvad er du, septiel lacer?
sætningen krævede hende en del energi, og hun lå nu bare stille på gydens asfalt og kunne mærke livet strømme ud af sig. hun vidste at hun højest sandsynligt ville dø, og at det kun ville gå hurtigere hvis hun talte, men denne septiel havde gjordt hende nysgerrig.

En mørk skikkelse trådte frem på et hustag over gyden. Den var foroverbøjet, tydeligvis såret. Et par store vinger stod ud fra dens ryg, og fik den til at fremstå næsten overnaturligt stor. Den så ned på optrinnet, dig uden at reagere. Ved synet af blod befyndte den at bevæge sig i krampeagtige bevægelser, helt hen til kanten af taget. Den hoppede, og dalede langsomt til jorden.

Pitch landede mellem Luciel og Septiel, vendt mod asparaen. Han vendte sig om, og gik, foroverbøjet som en spedalsk gammel mand, hen mod Luciel. Han tog fat i hendes hals, og skulle lige til at bide, da han så hendes ansigt.
"Lucy?"
Han gik et par skridt baglæns, i væmmelse over, hvad han næsten havde gjort.

- ah.. god.. aften.. pitch..
hun smilede halvkvalt op til ham, stadig med blodet løbende ud af munden. hun løftede svagt et øjenbryn over hans krumbøjede skikkelse, og et glimt af irritation sås i hendes øjne.
- hvor lang tid *host* er det siden at du har fået noget at spise?
med lidt besvær fik luciel kæmpet sig op i siddende stilling, selvom smerterne lynede igennem hende, så kraftigt at det selv for hende var svært at udholde.
hun bed tænderne sammen og så op på sin yngling, med blanke øjne. øjnene der før havde været klare og kolde, var nu blanke og uden kulde.. et tydeligt tegn på hvor tæt luciel var på at dø for anden gang.
hun så ikke over på asparaen, men derimod kun op på pitch. hendes første og eneste yngling, og hun stolede mere på ham end hun nogensinde ville indrømme. på trods af utallige deres kampe på liv og død..

Pitch så kort på Septiel, og så tilbage på Luciel.
"Et par dage, tror jeg. Det er ikke så slemt længere."
Han så på alt blodet på jorden omkring dem.
"Men hvad har i lavet her?"
Han dyppede en finger i blodet, og slikkede det af. Han skvulpede det rundt i munden som en anden vinkender, og spyttede det så ud igen.
"Dit."
Han gik tættere på Luciel, og satte sig ved siden af hende, med ansigtet vendt mod Septiel. Små, fine tråde af lys begyndte at komme til syne i luften omkring Pitch. Langsomt bevægede de sig rundt om Luciel, og dansede om hendes sår. De begyndte at lappe de største huller, næste som om de syede hende sammen igen.
"Bare lig stille, så burde du være klar om nogle minutter. Men det ved du jo."
Han blinkede til hende, og rejste sig så op. Med langsomme, men bestemte skridt, gik han hen imod Septiel, og stillede sig omkring en halv meter fra hans ansigt.

på trods af trådene af lys der prøvede at lukke sårne, virkede det som om de ikke ville lukke sig rigtigt på grund af sølvkuglerne, og luciel lukkede øjnene, mens hun lænede hovedet tilbage mod væggen..
hendes hovede var så tungt.. som om at det vejede mere end resten af hendes krop til sammen.
det eneste hun kunne mens pitch magi forsøgte at lukke hendes sår, var at se på hvad der skete mellem pitch og septiel.
hun var ret sikker på at heller ikke pitch var stærk nok til at klare en konfrontation med den hårdføre aspara..

"Hvad helvede har du gang i?" Hvæssede Septiel, hvorefter han rakte ned i sin lomme, og hakkede et nyt sæt patroner i sin pistol. "Fjern dig, mudderblod..." Hvislede han, og viste tænder, ikke vampyr tænder, men det var tydeligt at denne dreng, var pissed. "Eller også kan du jo tage pladsen ved siden af din veninde der... Hvordan lyder det i dine øre?" Han smillede bredt. Hvordan kunne et så nobelt væsen, være så dumt. Han tog et skridt frem, et til, og et igen. Indtil han stod lige foran englen, hvis altså ikke den flyttede sig. Han pegede pistolen frem, imod Luciel eller englen, det var svært at se. Han betragtede Luciel. "Undskyld mig, Mudderblod, hvem bad om din mening? Hold kæft og dø i fred kvinde..." Nærmest skreg han, stemmen var høj, vred og dryppede af sindssyge. Hvorfor i al verden skulle det være sådan her? Hvorfor troede folk, at bare fordi de var umennesker, så var de hævet over alle andre?

du besvarede ikke mit spørgsmål? og hvorfor ikke bare skyde mig igen, ordenligt denne gang, og gøre en ende på mig.. det er du jo alligevel igang med.. og det her gør rent faktisk ondt!
hun så halvfornærmet op på ham, som hun sad sammensunket op af væggen.
- pitch, flyt dig! du skal have noget at spise før du er stærk nok til det her! flyt dig!
luciel bevægede sig ikke, bortset fra når hun talte, for pitch magi havde ikke været helt stærk nok til at helbrede alle sårene, og det skar som knive i hendes hovede. både når hun talte og bevægede hovedet.
hendes øjne var fastlåst på septiels ansigt og hun kunne ikke længere se det hun synes havde været smukt ved ham.
- hvordan skal jeg kunne dø i fred, hvis jeg ikke vil dø.. hvis jeg ikke vil have fred!
hendes stemme var kold som is, og så hård som hun nu kunne gøre den, med smerten pulserende igennem hende.

Pitch løftede et øjenbryn da Septiel sigtede på ham. Han vendte øjnene mod himlen, og forsvandt så i et kraftigt lysglimt. Sekunder efter lød hans stemme pludselig bag Septiel.
"Bøh!"
Han havde spændt en pil for langbuen, og pegede den mod Septiels ryg. Han havde et underligt udtryk i øjnene. Ved første øjekast var det bare kynisk, men han var også bekymret. Bekymret for Luciel. Blodtørsten var slem, men hans erfaring sagde, at han ville kunne klare sig lidt tid endnu.
"Hør nu her, solstråle. Jeg er ikke interesseret i at slås, men du har altså næsten dræbt min eneste rigtige ven her i byen. Smid dit våben, eller jeg laver din ryg til kødsovs."