The Hunt - Josué Beauchene

Tid: 22.30
Vejr: Skyfrit, stjerneklart, næsten fuldmåne og en lun vind.
Sted: Søen.
Omgivelser: Træer, gras og ingen folk overhovedet.

___________________________________________________________________________________________

Aira havde haft en hyggelig dag, med nogle lækre frugter hun fik fat i, en go’ lur i en træ top og nogle små gå ture i skoven. Hun havde derefter valgt at gå en tur. ”Hm.. Jeg har ikke været nede ved søen endnu.” Hun smilte og kiggede rundt før hun begav sig ud på en lille sti. Hun havde fået vasket hendes kjole nogle dage før, da det havde regnet, så nu var den fin hvid igen. Hun rodede lidt rundt i hendes platin blonde hår og sukkede svagt da hun kiggede ned på hendes meget beskidte bare fødder. ”Jeg trænger vist selv til et bad..” Mumlede hun da hun næsten var nede ved søen. Hun hoppede af stien og gik mellem de tætte træer, da det var sikrest, hvis der nu var andre ved søen.

Hun stoppede ved kanten af skoven, kiggede rundt og ventede i nogle minutter. ”Så.. Ingen er her vist.” Hun smilte og fløj let og elegant ned til kanten af søen. Hun tog et enkelt skridt ud i vandet og sukkede glad. Hun smed hendes kjole og gik ud i vandet. Dykkede ned under det og hoppede tilbage op igen. ”Ahhhhh~” Hun smilte varmt og gik tilbage igen, fandt kjolen og fløj op i et træ for at sidde og tørre lidt i skyggen for måneskindet. Aira nød stilheden og den lidt kølige brise mod hendes våde hud.

Josué havde svovlet og bandet for sig selv på diverse sprog, indtil han nåede sin destination. Han parkerede sin bil og begyndte så at traske afsted. Han var knapt nok nået hjem og vende, før han var blevet bedt om at tage ud af sin chef. Ikke den på hospitalet, men ham, som følte at han kunne regne med Josué i tider og utider. Det generede ham urimeligt meget og lysten til at nikke ham en skalle var der, selv hvis den skalle kun ville nå ham til brystet. I det tilfælde, kunne et spark i skridtet aldrig gå helt galt.

Han traskede ned imod søen, og udkanten af skoven, kun med en enkelt besked. Han skulle dræbe noget, som var kaldt en... abe? al...albino? Han havde ingen fucking ide om hvad det var, men han havde fået nogle småting på plads. Det var ting som at de var små, virkede natur-agtige, og at hvis han så en ville han absolut ikke være i tvivl. Hvorfor skulle han dræbe den? Fordi de ville tjekke for halvtredsindstyve gang at han var værd at stole på. Ikke at han bebrejdede dem, han ville nok ikke tro på sig selv hvis han sad i deres sko. Det gjorde det dog ikke mindre irriterende, at han måtte tage ud til en fucking skov, sent om aftenen, og dræbe et eller andet væsen. Næsten som bevis på at han lige var kommet fra hospitalet af, havde han stadig den forfærdeligt grimme hvide t-shirt på med en lyseblå langærmet bluse indenunder, men havde heldigvis nået at skifte til nogle sorte bukser, og sine sorte converse. Det var gået stærkt, så han havde også stadig sit ID på sig, og udover de små huller i hans hud, var der ikke et eneste tegn på at han havde nogen piercinger. I hans baglomme hvilede en pistol, som han havde skyndt sig at tage på vej ud af døren.

Aira sad oppe i trætoppen i det en vind bragte lyden af en bil med sig. Hun gispede og kiggede over imod stedet hvor lyden kom fra, der var en person og det var en hun aldrig havde set før. Aira rejste sig op og tog hendes hvide kjole på. Derefter rystede hun sig og fik det værste vand ud af hendes hår. Hun blev altid helt fjalet når der kom personer, fordi hun var så nysgerrig, men hun kom ALDRIG tæt på dem, aldrig. For hvad nu hvis de lavede en scene? Begyndte at skrige og kalde hende ting? Det ville hun ikke bryde sig om, så derfor blev hun altid på afstand. Det var nok også fordi hun var så genert.
Aira hoppede af grenene og fløj stille igennem skoven i skyggerne og landede på en gren lidt tættere på personen. Hun satte sig på huk, pressede derefter hendes ryg imod stammen og camouflerede sig med det hele. Hun holdte godt øje med personen, lige til at starte med. Det var en mand og et menneske. Nu begyndte Aira at blive endnu mere nysgerrig. Hun havde for det meste kun holdt øje med kvinder, fordi hun selv var en. Aira lænede sig lidt mere frem og kiggede. Han virkede ikke rigtigt glad? Mere vred? Det kunne Aira ikke sætte sig ind i, hvorfor tage ud til sådan et smukt sted her, og være negativ? Hun puslede lidt ved det og kiggede ned i hendes skød.

Josué mumlede diverse eder og forbandelser på en blanding af spansk, fransk og engelsk, mens han gik over imod søen. Han overvejede næsten at vende sig om og hente sin skitseblok, da han jo stod i meget smukke omgivelser, men valgte at lade være. Der var ingen grund til at distrahere sig selv med den slags, da han for tiden alligevel ikke nåede at få malet noget færdigt før inspirationen forsvandt og han enten smed kanvaset ud eller malede det over. Koffein, cigaretter og stoffer var det han højest kunne få sig selv til at gøre for at stresse af, selvom det var dyrere og mere usundt end at male. Tiden var der bare ikke, så hans pensler og maling samlede egentlig bare støv i en kasse derhjemme. Det var rent figurativt selvfølgelig, han gjorde rent for tit til at de kunne nå at samle støv inden han rengjorde dem endnu en gang.

Han rystede hurtigt på hovedet for at tænke på noget andet end at male og gøre rent, for det var ikke hvad hans arbejde stod på lige nu. Nu skulle han bare ud og dræbe et eller andet væsen, og forhåbentlig lære noget nyt mens han var ved det. Måske var han bare begyndt at blive gammel, og alle teenagere vidste nu alt om alle slags væsner i verden, men han gjorde ikke. Det var da også den eneste grund til at han tog ud i naturen på den her tid. Naturen mindede ham også hurtigt om det, da han kunne mærke en myg på sin nakke, som han hurtigt klaskede. En irriteret brummen undslap ham da han fjernede resterne af det kvaste dyr fra sin nakke og hånd. "Urgh." Se det var derfor han holdte sig indendørs når det begyndte at blive varmere. At han så også holdte sig indendørs når det blev koldere var så en helt anden side af sagen.

Han gik rundt om søen, og holdte et vågent øje med alt, som bevægede sig. Han trak dog ikke sin pistol. Den her ting han skulle finde, havde vist nogenlunde menneskelig tankegang og vidste nok godt at hvis der stod en person med et våben, skulle de løbe. For hans skyld måtte de hellere end gerne. Jo hurtigere han fik konstateret at han ikke ville finde noget, jo hurtigere kunne han komme hjem i sikkerhed fra alle de kryb der levede herude. Han var dog snart henne ved udkanten af skoven, og vendte sig om for at se mod søen. Måske var det en nedern joke nogen kørte på ham. Tanken irriterede ham blot yderligere, og han gned sin pande, irritationen tydelig i hans bevægelser.

Aira holdte et vågent øje med fyren, han virkede speciel i forhold til de andre fyre og piger som kom herud. Det var næsten som om hun kunne lugte stresset fra ham, på så lang afstand. Et svagt fnisen undslap hendes læber, og hun holdte sig hurtigt for munden og kiggede væk. Shit! Tænkte hun og kiggede ned på ham igen. Hun håbede virkelig at han ikke opdagede hende så hurtigt. Aira hoppede ned fra træet og svævede lidt ind i skoven og gemte sig bag en stamme. Hun lænede sig derefter lidt ud og kiggede efter ham med store nysgerrige øjne og fniste igen, da hun så at han blev bidt af en myg. Aira listede afsted inde i skoven og undgik let og elegant de forskellige buske og grene som ville larme alt for meget og afsløre hende. Hun smilte varmt da han stoppede og stod med ryggen til, så hun kunne nemt så lidt fremme og kigge ud på ham.

Hun tænkte virkelig over hvad der kunne få ham til at tage herud? Han virkede virkelig ikke glad for det? Aira elskede den her skov, højere end nogen af de andre, som hun havde været i. Så hvordan kunne man være så stresset og så.. Hvordan kunne man beskrive den følelse? Frustreret?

Hun rystede kort på hovedet da en myg fløj foran hendes øjne. Hun knurrede svagt irriteret over den og viftede hendes hånd, men fik dog med hendes kræfter en voldsom vind til at blæse igennem skoven og den stakkels myg fløj langt langt væk. Hun gispede og gemte sig bag stammen igen og kiggede ud imod fyren. Hvis han kiggede godt efter, ville han se hende hår, kjole og lille ansigt sådan halvt, bag træet. Hun gemte dog hendes halefjer og vinger rimelig godt.

Josué brummede en anelse utilfredst da han nærmest kunne mærke den ubehagelige følelse af at blive kigget på. Umiddelbart så han ikke nogen, eller noget... men det kunne også bare være paranoia eller ren og skær nervøsitet over at skulle dræbe noget han ikke vidste hvad var. Det var egentlig ikke sådan han helst ville introduceres for alt det han var kommet ud i, men han måtte jo leve med det for nu. Forhåbentlig ville han snart få nogle informationer ud af det her pis. Han var lejemorder, ja, men selv han mente at ingen burde dø uden grund.

Da han stod med ryggen til skoven og kiggede mod søen, blev følelsen af at blive iagtaget kun stærkere. Han havde næsten bare lyst til at gå tilbage, for det her var næppe bare paranoia. Han ventede dog med at gøre noget, indtil han havde et bevis på at han ikke bare var ved at blive en paranoid gammel mand. Hans lyseblå øjne stirrede lige ud i luften, mens han koncentrerede sig mest af alt om hvad han kunne høre. Et gisp var alt hvad Josué havde brug for, til at overbevise sig selv om at hans sanser ikke bare spillede ham et puds. Han vendte sig hurtigt om for at se hvem det var, scannede han hurtigt sine omgivelser. Træ, træ, busk, træ, hvidt hår, noget stof, træ tr- vent. Hans øjne vendte tilbage og rigtigt nok, kunne han se noget hår stikke ud fra bag et træ. Han rynkede lidt på panden over dette. "Undskyld..?" spurgte han mest for at være høflig, mens han langsomt nærmede sig. Hans hånd var bag ham, for at han kunne hive sin pistol frem i tilfælde af at der skete noget uventet.

"Jeg gør dig ikke noget? Du kan godt komme frem"tilføjede han så beroligende. Hans ansigtsudtryk blev blødere, og hans øjne virkede ikke lige så kolde. Men det var mere skuespil, for ikke at skræmme personen væk. At dømme ud efter det lange hår, og stoffet som lignede noget fra en kjole, så det ud til at være en kvinde. Eller, nok nærmere en pige, når hun var på den højde. Men så igen, han var ikke typen til at dømme folk på deres højde.

Aira nærstuderede ham meget. Han var pæn.. Hun smilte roligt da hans ansigt blødte op. Alba’er var utrolig godtroende så hun smilte virkelig genert til ham og trådte lidt mere frem. Hun var faktisk rimelig køn, slank og havde feminine former, men virkede rimelig tynd og underernærede, hvilket også var fordi hun kun levede af frugter, lidt kød i ny og næ, men ellers bær. Hun havde et virkelig flot smykke på hovedet, lavet af sølv og nogle lyse sten. Hendes vinger og halefjer var dog stadig gemt bag træet. Hun kiggede på ham med hendes meget mørkeblå og nysgerrige øjne. Hun lignede en pige på de 18, men hun var lav og så ikke ud til at veje ret meget overhovedet. Hendes muskler var lidt mærkede, så det var nemt nok at se at hun løb meget, klatrede og endelig bare levede herude.

”Hvad laver du herude?” Spurgte hun med en lys, venlig og fredelige stemme. Hun tog et skridt mere frem og hendes vinger begyndte at blive vist lidt. Hun havde dog stadig en hånd på træstammen og hun stod stadig inde i skoven. ”Det er et underligt tidspunkt at tage gåture..” Hun tog et skridt mere frem og vingerne blev nu vist, samt lidt af halefjerne som stikkede ud under hendes hvide sommerkjole. Hendes vinger var næsten helt vide, men med grå aftegninger i fjerne, men de så bare så utrolig bløde ud, virkelig helt bamsede. Hun lagde forsigtigt hendes hoved på skrå, og virkede stadig meget sky og genert over for den her fremmed.

Josué ventede tålmodigt på at pigen kom frem, og prøvede at lokke hende tættere på ved at sende hende et forsigtigt smil. Indtil videre lod det til at hun troede på ham, da hun jo begyndte at bevæge sig frem imod ham. Pigen ville ikke være den første, som ville falde for hans skuespil, da han kunne være både manipulerende og overbevisende når han ville det.

Han åbnede munden da han ville komme med en sikkert ret upassende joke om hvorfor han var ude på den her tid, indtil han fik øje på hendes vinger. Så stod han stille i lidt tid med munden åben, som en fisk, inden han lukkede den igen. Så åbnede han den endnu en gang for at kommentere på hvad der foregik, men lukkede den endnu engang og holdte den lukket indtil han havde noget vigtigt at sige. Normalt var han hurtig til at komme med et svar, men var blevet skubbet bare lidt ud af kurs af hvad der foregik foran ham. Havde han taget et eller andet han ikke burde? Sidst han var høj på noget var flere dage siden... Var det bivirkninger af det han tog? Hvornår havde han sidst taget sin medicin? Hallucinerede han?

"Por la mierda" det var ikke højere end en hvisken, mest til sig selv. Var det hende han skulle slå ihjel? Hun lignede en fucking engel! Josué var ikke troende i nogen forstand, men han havde altså brug for et øjeblik til at komme sig over chokket. Det tog ham yderligere et par minutter at få samlet op på alle trådene, som han febrilsk prøvede at holde sammen for at forstå bare lidt af det her. Teorien om at der var andre væsner derude havde ikke forberedt ham på rent faktisk at se dem, ikke det mindste. Det hjalp ham dog til at forstå det lidt bedre. "Jeg... lider af søvnmangel og... øh..." han havde lige brug for et øjeblik til at finde på noget. "...Da jeg prøvede at male noget blev jeg frustreret og tog herud for at slappe af" Okay, det var en nogenlunde løgn. Hun ville forhåbentlig slå hans pludselige usikkerhed over på at han bare var chokkeret, og tro på ham. Det kunne sagtens være sandt, hvilket var grunden til at han lige brugte det med at male. Jo mere sandhed man havde med i sin løgn, jo lettere var det at overbevise andre. En lille sandhed, som man kunne bevise kunne let gå hen og overvinde folks tillid.

//"Por la mierda" er spansk og svarer cirka til "holy shit"//

Hun rødmede utrolig meget over hans reaktion, okay han er menneske tænkte hun. Mange mennesker tog hende for at være en engel på grund af alt det lyse over hende og selvfølgelig hendes vinger, men hun smilte bare roligt til ham og nikkede til hans svar. Aira gik ud af skoven, forbi ham og ned til vandkanten af søen, hun rørte vandet let med hendes tær og svarede. ”Det er utrolig smukt herude.” Hun vippede lidt med hendes halefjer, som stak ud under hendes sommerkjole, og hun vendte sig om til ham.

”Men ja.. Jeg burde nok fortælle hvad jeg er..” Hviskede hun rimelig genert. ”Jeg er ikke en engel, hvis du tænker det. Men jeg ligner nok en, selvom jeg ikke er lige så smuk som engler.” Hun mumlede det sidste og foldede hendes vinger godt ind op ryggen. ”Jeg er en Luft Alba.”
Hun drejede let og elegant rundt, så hendes kjole lavede en bue omkring hendes hale og ben.
”Og.. Jeg er nok den eneste af min race, som du nok kommer til at se i noget tid.” Hun trak på skuldrene og kiggede lidt ned. Det var tydeligt at Aira troede 100% på ham, men det var typisk, virkelig typisk for både hende og hendes race, begge ting gjorde at hun var naiv og godtroende. Så hun stolede nemt på folk. Specielt også fordi at fyren foran hende så både venlig og virkede til at man kunne stole på ham.
Hun gik venligt over til ham og gispede. ”Hvor er mine maner?” Hun fniste lidt. ”Jeg hedder Aira.” Hun rakte hendes lille blege hånd frem og smilede varmt til ham.

Da pigen passerede ham, vendte han sig ikke for at holde øje med hende, selvom det var nok ikke det smarteste i sådan en situation. Han havde dog lige brug for et øjeblik alene med sine vejrtrækningsøvelser. Han tog lange åndedrag og pustede langsomt ud, indtil han havde nogenlunde styr på sin krop og sine ansigtsudtryk. Derefter vendte han sig om for at se hende gå ud imod søen. Han nikkede blot til hendes konstatering af at der var smukt, da han virkelig ikke havde hovedet til at konversere endnu.

På grund af hans kortvarige mangel på sociale færdigheder, var han næsten lykkelig, da pigen overtog samtalen. Han lyttede dog, og blev langsomt beroliget, da hun mere og mere lød som et fornuftigt menneske og ikke begyndte på en katolsk prædiken om hvordan hun var der til at redde menneskeheden eller hvad engle nu snakkede om. "...Den eneste jeg ser i noget tid? Hvad skal det betyde?" spurgte han dog, som evnen til at snakke sammenhængende begyndte at komme tilbage til ham igen. Lysten til at dræbe og tage hjem var dog fortaget en del. Nej, inspiration til at male var der. Men det kunne han virkelig ikke bekymre sig om lige nu, han skulle koncentrere sig.

Da prigen, Aira, præsenterede sig selv, begyndte Josué roligt at gå lidt tættere på, men varsomt. "Mit navn er Josué" sendte han så tilbage. "Og jeg er egentlig bare et gammelt kedeligt menneske" Det sidste var mere tilføjet som en tør joke til at bløde sig selv op til det der med at snakke. Det var jo en ultimativ mulighed for at spørge ind til hvad han ville vide, så han også kunne få mod til at dræbe hende.

Hun kiggede på ham med hendes mørkeblå øjne. ”Der findes ikke ret mange af min slags..” Hun kiggede væk og så ud til at virkelig lidt trist. ”Eller.. Jeg har ikke mødt andre det sidste års tid.” Hun trak på hendes skuldre. ”Jeg synes nu mennesker er utrolig spænende.” Hun lagde hovedet på skrå og hendes øjne blev utrolig bløde og nysgerrige. ”I.. Er så fulde er følelser, når man holder øje med jer, men mange har også 100% kontrol, det er sjovt at studere.” Hun holde hendes hænder foran sig på den gamle slidte kjole.

Hun var ikke ret høj overhovedet Josué var højere end hende, men hun var virkelig van til det.
Aira virkede slet ikke fjendtlig på nogen måde, hun var tværtimod utrolig uskyldig i hendes måde at være på. Det var svært at se hende til at være ond, det virkede bare unaturligt på hende. Aira lagde hovedet på skrå. ”Du snakkede om noget med at male?” Nu så hun for alvor nysgerrig ud. ”Hvad maler du normalt?” Hun smilede og så ud til virkelig at ville vide det.

Josué nikkede, som om at han var forstående og havde medlidenhed. Indvendigt var dog en helt anden sag. Hun var lige så håbløs og svag som hun så ud til. Frygten for at slå hende ihjel forsvandt meget pludseligt, da han indså at hun ikke var meget bedre end de fleste svage mennesker. Hun var byttedyr for folk som ham. Det var ikke for sjovt at de som kendte til hans gerninger, kaldte ham et rovdyr. Han var omtrent lige så mild på sine ofre, som han var i sengen, og det sagde en del, når man vidste hvor meget skade et sølle menneske kunne gøre uden nogen former for redskaber.

"Til gengæld er der mange af os.. Jeg kan ikke forestille mig hvor hårdt det må være ikke at se nogen af din slags... Du har vel forhåbentlig nogen andre, som du har været i kontakt med, i mellemtiden?" Han prøvede at virke så medfølende som muligt, selvom det var svært for ham. Generelt havde han svært ved at sætte sig ind i andre folks situation, da hans eget liv havde været ret voldsomt. Hvis folk klagede over deres liv til ham, faldt det for døve ører, da han egentlig var ligeglad. Største delen af det mente han ikke at det kunne kategoriseres som problemer.

Han var begyndt at samle modet til at finde ind oplagt lejlighed hvor han kunne slå til, selvom hans kunstneriske og muligvis lidt mere humane side bad ham om at vente, i det mindste længe nok til at han kunne lave en skitse eller noget, inden han gjorde det så skånsomt som muligt. Det virkede muligvis ikke som den bedste plan, men måske kunne han få plads til det, hvis hun altså ikke gav ham migræne først.
"Hvad jeg maler? Det er lidt forskelligt. Nogle gange er det landskaber, andre gange portrætter, men for det meste er det meget... abstrakt... man kan vel sige at jeg putter billeder på mine tanker" sagde han tænkende. Det var en mild måde at beskrive det på. Mange af hans malerier var kaotiske, nogle gange blodige. Han malede oftest når han sad med alt for meget tid på sine hænder. Om det var på grund af at han var sygemeldt fordi han havde fået et angstanfald, følte sig deprimeret, eller bare kedede sig, var forskelligt.

Hun nikkede og tog et skridt tilbage før hun foldede hendes vinger lidt ud. Aira tænkte lidt i noget tid, og vente sig rundt mod vandet igen. Havde hun overhovedet brugt nok af hendes kræfter i dag? Hun havde en enkel gang her før camouflageret sig i nogle sekunder og lavet en enkel omgang hård vind, burde det være nok?

En svag krampen foldede sig ud i hendes arm og peb lidt. ”Shit..” Hun vred sin arm og det så næsten ud som om det gjorde 100 gange mere ondt på hendes en noget krampen gjorde på en normal person. Aira faldt ned på jorden og krummede sig sammen. Hun havde ikke brugt nok af hendes kræfter på det sidste, men spist godt, så det slog nu tilbage. Sikke et dårligt tidspunkt, tænkte hun da hun peb og krummede sig mere sammen, da krampe anfaldet foldede sig ud i hendes krop.

Aira skreg svagt og hendes vinger viberede på en unaturlig måde. Der strømmede tåre op i hendes øjne og hun bandede svagt. Hun gispede og slog hendes arme stift op i luften over hende og sendte en kraftfuld storm af vind op i luften, hun skreg ud og gispede da hun mærkede smerten forsvinde lidt, nu hvor hun brugte hendes luft manipulation.

Stormen af vind rasede op i luften, imens luften omkring hende og Josué bevægede sig kraftfuldt. Aira gispede og stoppede det. Hun gispede og træk vejret hurtigt. ”U-undskyld..” Gispede hun og kom rystende op på hendes fødder igen. Hun kiggede let bleg i ansigtet over på fyren og håbede ikke hun havde skræmt ham.

Hvis man sagde at Josué blev overrasket over Aira’s pludselige krampe, ville det være en meget mild vurdering. Han blev nok nærmere direkte forskrækket, og det var kun med nød og næppe at han holdte en pive-agtig lyd inde. Selv med en lægelig uddannelse havde han ikke nogen ide om hvad fuck der foregik eller hvordan han kunne hjælpe hende på nogen måde.

Han nåede dog ikke at tænke meget over det, før Aira lå på jorden, og der efterfølgende kom nærmest en storm omkring dem. Josué prøvede så vidt muligt ikke at falde tilbage, og det lykkedes ham dog også lige nøjagtigt at holde balancen indtil vinden døde hen. Det var nok det her hun mente med at være en luft abe- eller hvad det nu var. I det mindste vidste han nu at hun kunne beskytte sig selv, men det stoppede ham ikke fra at trække sin pistol og rette den direkte imod hende.

”Undskyldning ikke godtaget” knurrede han, uden at sænke sin pistol. ”Ikke nok med at kede mig ihjel, så prøver du også at blæse mig omkuld?” hans ansigtsudtryk var helt neutralt, hvis ikke en anelse kold. Hans finger hvilede roligt imod triggeren, klar til at skyde i tilfælde af at hun gjorde noget uventet. Hendes evner havde hevet ham ud i ukendt farevand og han brød sig virkelig ikke om at føle sig uvidende. Noget han ikke var uvidende om, var vold og drab. Derfor var det den hurtigeste og letteste reaktion at trække op i ham. Uvenner med nogen? Slå dem omkuld. Nogen, som prøver at udnytte dig? Spark personen i skridtet. Hjertesorger? Skær halsen over på idioten.

”Man skulle næsten tro at du havde tigget om at dø lige fra starten, og så laver du det her stunt?” Han fnøs blot, mest for ikke at virke så panikslagen som han egentlig var. ”Ikke et smart træk, tøs”

”Dø?” Hun kiggede forskrækket op på ham med store skræmte øjne. ”Jamen.. Jeg vil ikke dø? Hvad har jeg gjort?” Hun kravlede baglæns, men stadig på jorden. ”Det var ikke meningen at jeg ville blæse dig omkuld, jeg er nød til at bruge mine evner, ellers kan jeg dø af det..” Hun krummede sig sammen på jorden. Aira forstod intet. Hvorfor ville han dog slå hende ihjel? ”Jeg.. Prøvede på at være venlig.. Det er ensomt at være herude alene, så derfor.. Pr-.. Prøver jeg på at være venlig over f-for folk..” Hun begyndte at ryste.

Aira slog hendes vinger ud forsigtigt og foldede dem omkring hende. ”Je-Jeg er ikke klar til at dø..” Hun gemte hendes ansigt bag hendes hænder og hun panikkede fuldstændigt. Jeg må beskytte mig selv! Aira foldede hendes vinger ud med sådan en kraft at en lidt blid, men hård vind blev slået imod ham.

Aira hoppede op i luften bagefter og fløj op i et træ og gemte sig. Hun skreg imod ham. ”Hvis jeg ikke bruger mine kræfter, ophober magien inde i mig og giver mig krampe anfald!! Plus min race har et specielt nervesystem som gør at vi føler smerte tidobbelt så kraftigt som i gør!!” Hun skreg af frygt for hendes liv og prøvede at forklare sig. ”Lad vær med at slå mig ihjel, jeg vil gøre alt for at du bare skåner mit liv..” Hun klynkede og krummede sig sammen på grenen, imens hun lænede sig op imod stammen.

Josués øjne blev blot koldere som sekunderne fløj forbi, og pigens forklaringer og tiggen om ikke at dø faldt for døve ører. "Du har ikke decideret gjort noget galt. Men jeg er blevet bedt om at slå en af din slags ihjel, og tage beviset med mig tilbage, så ingen af os har rigtigt noget valg i den her situation. Beklager, sådan er den virkelige verden bare nogle gange" sagde han med et skuldertræk, tydeligvis ikke berørt af situationen, udover at han stadig holdte skarpt øje med pigen, bare for at sikre at hun ikke gjorde noget uventet. Muligvis var Josué ikke meget for at slå folk ihjel som ikke decideret havde gjort ham noget, men hende her var han ligeglad med. Hans opdragelse havde lært ham at den her verden var en hvor kun de stærkeste ovelevede, hvis ens held ellers var til det. Det var dræb eller bliv dræbt, og ærligt talt lå Aira's held nok til at blive dræbt.

Men alligevel lyttede han, da hun tilbød ham alt til gengæld for at overleve. "Og hvad har du, som skulle være godt nok til at jeg skulle skifte min mening om at slå dig ihjel? Jeg bliver faktisk betalt for at gøre mit arbejde" spurgte han, nærmest som om at de snakkede om vejret. Han havde et skævt smil om sine læber, mens han roligt nærmede sig hende, stadig med sin pistol rettet direkte imod hendes ansigt. Hvis hun prøvede på noget skulle han nok blæse hovedet af hende, og ærligt havde han i tankerne at gøre det uanset hvad hun tilbød ham. Han havde trods alt noget han skulle bevise.

Aira kiggede lidt ned imens hun tænkte meget. Hun havde ikke set andre af hendes race i lang tid.. faktisk slet ikke på noget tidspunkt hvor hun haved boedet i denne skov. Hun kiggede op på fyren foran hende og bed sig svagt i underlæben.
"Jeg ved ikke hvor meget du bliver betalt for dette.. men jeg tror jeg er mere vær i leve end det du for.. jeg har ikke mødt nogen af min race her i skoven i over 1 år.. Plus vi er meget magisk potente.. mere end engle og djævle."

Aira hoppede ned fra grenen og landede elegant på jorden. Hun kiggede op på fyren og håber at dette kunne vække hans interesse. Hun ville ikke dø lige nu, slet ikke! Så hun ville hellere sælges levende til et sted end dø.. Hun var slet ikke parat til det endnu, overhovedet ikke! Om hun så skulle med denne fyrJem og bo ved hjem, så ville hun hellere det end at blive skudt herude..